3000 grunde til ikke at feste

Lars Løkke er utrolig. Lige som man tror at nu kan han ikke komme længere ned, så overrasker han igen. For Løkke kan åbenbart altid komme længere ned. Den mands moral har tilsyneladende ingen nedre grænse.

Og nu så vi det så igen. Mens 3000 flygtninge er kommet over grænsen, valgte Løkke at tage til fest. Det er ikke alene dårlig stil. Det er direkte uansvarligt, når landets såkaldte leder opfører sig sådan.

Løkke er (desværre) danskernes statsminister, men han opfører sig som en teenager, der har fået nøglerne til farmands barskab. Men der er 3000 grunde til ikke at feste. Det kan Løkke bare ikke se.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Sådan hjælper vi bedst

Det er med bekymring, at Danmarksbloggen ser hvad der sker i Danmark. For selvfølgelig skal vi hjælpe flygtningene. Det er vores medmenneskelige pligt. Men vi hjælper ikke nogen ved at gøre dem til illegale indvandrere. Vi må stole på myndighederne og så politisk arbejde for mere medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, redaktør og indehaver af Danmarksbloggen

Det hjerteskærende nødvendige

Regeringen skærer alt det hjerteskærende nødvendige væk:
Sikring af kysterne, af klima og natur – og de grønne arbejdspladser
Dyrevelfærd og en sikring af sunde fødevarer, som vi ikke bliver syge af
En værdig måde at behandle samfundets svageste på: De gamle, børnene og de udsatte
Uddannelse til alle og fri forskning
Et godt arbejdsmiljø og sikring af lønninger og dagpenge, man kan leve af
Sundhed til alle – og sundhedstjek til alle, så ulighed undgåes
En værdig måde at behandle indvandrere og flygtninge på

Og til fordel for hvad?
Skattelettelser, så dem, der allerede har meget, kan købe endnu mere overflødigt junk, der ødelægger miljøet og samfundet

V-regeringen afmonterer simpelthen velfærden. Det er til at blive vred, ked og helt hen i vejret af.

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Første danske mand i rummet

I dag er en historisk dag i Danmark. Den første dansker skal sendes ud i rummet.

Det er stort, både for Danmark og for Andreas Mogensen, som er den heldige og dygtige, der skal op til ISS, den internationale rumstation, hvor han blandt andet skal tage billeder af tordenskyer og kæmpelyn, så forskerne på fx DTU Space kan få mere viden om de kemiske processer i atmosfæren.

Projektet hedder selvfølgelig også Thor – efter den nordiske gud, der som bekendt laver lyn og torden, når han med sin bukkeforspændte vogn kører over himlen og rammer stenene på vejen, mens han svinger sin hammer Mjølner.

Danmarksbloggen er dog ikke sikker på, at Andreas Mogensen kommer til at fotografere en langskægget gud med hammer derude i rummet – men nu må vi se. Det er ihvertfald fantastisk: Den første dansker i rummet – og med sig har han endda både H. C. Andersen, Kierkegaard, Grundloven, en rooligan-hoptimist, Lego-astronauter og andre danske kulturskatte.

Det er ganske vist.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/viden/rumrejsen

Og se Andreas Mogensens åbne FB-side her:

https://www.facebook.com/ESAAndreasMogensen?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børnemusik uden grænser

De forfærdelige forhold omkring Middelhavet tænder heldigvis ikke kun den laveste fællesnævner og den indre svinehund, men også medmenneskeligheden og hjælpsomheden.

Et af de seneste initiativer er “Børnemusik uden grænser”, som er søsat af musikeren Peter Clement Marott, der vil tage ud og spille på asylcentrene for alle de børn, der ligenu er kommet til Danmark med angst, krig og flugt i sindet.

I skrivende stund vælter sympatien og erklæringerne om hjælp ind til hr. Marott.

Danmarksbloggen synes også, at det er et glimrende initiativ, og vil meget gerne være med til at udbrede kendskabet til det yderligere.

Gå derfor ind på Peter Clement Marott´s FB-side og læs mere: https://www.facebook.com/peter.marott?fref=photo

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde Møn – i morgen

I morgen løber ”Folkemøde Møn” af stablen.

Bestyrelsesmedlem Liselotte Møller skriver til Danmarksbloggen: 

”Folkemøde Møn” samler igen i år borgere, politikere, tillidsmænd, arbejdsgivere og resten af det stærke forenings- og kulturliv på Sjælland i en politisk ramme for at debattere fremtidens udfordringer.

”Folkemøde Møn” skal være en kulturel begivenhed, der trækker folk fra hele Sjælland og hvor vi lader kunst, kunsthåndværk, musik, tovtrækning og i øvrigt underholdning for børn, danne de ydre rammer for politiske debatter, dialog om fremtidens sjællandske arbejdsmarked og by- og landliv.

Det er et demokratisk og kulturelt rum, hvor borgere, foreninger, politikere og arbejdsmarkedets parter mødes for at debattere fremtidens udfordringer i fællesskab.

Som hovedtalere på den store scene er borgmester Knud Larsen, Mette Frederiksen, Lizette Risgaard mfl.

Mellem hovedtalerne er der musik og underholdning på den store scene. Her kommer Alberte og synger, og Mads Steffensen fra ”Mads og monopolet” løser dilemmaer med et panel udset til dagen.

Der er også lokalscene, hvor en stribe engagerede, lokale initiativer vil have stande og køre debatten om fremtidens by- og landliv. Og der er arbejdsmarkedscenen, hvor arbejdsmarkedets parter diskutere aktuelle emner.

Blandede-bolcher-scenen er stedet, hvor journalistisk og miljø er i højsædet. Ungescenen, hvor især emner, der vedkommer unge, kommer på banen, men alle er velkomne. Derudover har HK et debattelt, hvor psykisk arbejdsmiljø og formandsvalg i LO er nogle af emnerne.

Bigsteam scenen er et lokalt initiativ af Jonna Colding Henriksen, hvor blandt bevarelse af Storstrømsbroen skal diskuteres.

På den socialdemokratiske scene er der diverse debatter med bl.a. folketingsmedlemmer bredt repræsenteret fra de fleste partier. Her sluttes dagen af med ”Magnus tonight show” – hvor Magnus Heunicke debattere med aktuelle emner med publikum.

På ‘græsmarken’ inviteres alle de politiske partier samt landsdækkende og lokale foreninger til at sætte pavilloner op og stå til rådighed for dialog.

I den gamle svinestald kommer der til at være kunst og kunsthåndværk i stride strømme. Og i forlængelse heraf er der kaffe og kage.

Arrangementet foregår på Pernille Rosenkrantz-Theils nedlagte landbrug d. 29. august kl. 09.30-20.00 på Abildvej 3, Askeby på Møn. Arrangementet er åbent for alle.

Skrevet af: Liselotte Møller, bestyrelsesmedlem

Angreb på asylcenter – igen

Asylcentret Lyngbygård på Djursland har for tredje gang været udsat for et nazistisk – og racistisk angreb – natten til idag. En udbrændt minibus, nazisymboler og et budskab om asyl, nej og go home malet på asylcentret er resultatet af nattens forbrydelser.

Danmarksbloggen er forfærdet – men ikke overrasket. Snarere tværtimod desværre.

For med den menneskefjendske holdning til flygtninge og indvandrere, som den nuværende regering lægger for dagen, så er der ikke langt til en legitimering af sådanne overgreb, som vi også ser i stor stil andre steder i Europa – og som altså også danskere udfører.

Hvor er i øvrigt den politiske fordømmelse fra regeringens side? Den er væk. For V-regeringen er – meget talende – helt tavs og fraværende.

Danmarksbloggen vurderer derfor også, at der vil blive flere af disse angreb på mennesker, der i forvejen er flygtet fra krig og ufred. Det er skræmmende, forfærdende og en forbrydelse. Ja, det er så udansk, at det gør ondt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et samlet Socialdemokrati

I går holdt Socialdemokratiet sommergruppemøde i Silkeborg, og det var helt tydeligt, at det nu er et mere samlet parti end det har været i mange år.

Under Thornings – og Corydons – ledelse var Socialdemokratiet langt mere topstyret end det er idag, hvor Mette Frederiksen prøver at samle alle sider af partiet – også i ledelsen. Det er god stil – og det giver håb om et stærkt Socialdemokrati fremover, som både kan give Venstre og Dansk Folkeparti modstand.

For nej, Mette Frederiksen vil ikke bruges som redskab til at give Dansk Folkeparti indflydelse, men hun vil samtidig skabe et mere solidarisk samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Nu er opgaven så blot at få fortalt det til danskerne … det vurderer Danmarksbloggen, at Mette Frederiksen kommer til at kunne. Hun er klar i mælet og står fast på de solidariske budskaber … også selvom hun samarbejder med den nuværende V-regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når medmenneskeligheden udfordres …

Flygtninge fra Syrien, folk fra Afrika og andre steder, der søger et bedre liv – alle kommer de til Europas grænser nu … og de er mange hundredtusinder … og hvad skal Europa gøre?

Hjælpe dem er det umiddelbare – humanistiske og kristne – svar. Men spørgsmålet, som brænder og nager, er: Hvor mange kan vi klare, inden vores samfund bryder sammen? Inden der er kommet for mange, som skal have hjælp, men som qua deres lave uddannelse ikke kan bidrage med noget. For det er OGSÅ faktum, selvom det lyder hårdt og næsten umenneskeligt.

Et andet perspektiv er så vores manglende lyst til at dele vores goder … en mangel, som vi i øvrigt deler med både de asiatiske og de rige muslimske lande, der absolut intet gør for andre end dem selv.

Danmarksbloggen har ikke svaret på noget af det. Men Danmarksbloggen ved, at vores medmenneskelighed udfordres, og mennesker dør, og lande over hele verden svigter, når i hundredtusinder af mennesker med en anden baggrund end den europæiske søger vores lande – og alt vi gør er at lappe lidt hist og her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1% rigeste i Danmark ejer 32%

1% af de rigeste i Danmark ejer 32% af formuerne i Danmark. Det er ganske meget – og også for meget, og det gør intet godt for hverken væksten eller ligheden i samfundet. For det er en skrøne, at det at samle rigdommene på få hænder giver jobs og vækst.

Det gør det nemlig ikke. Snarere tværtimod så øger den store formue-samling uligheden og skaber et samfund med stor utryghed og store spændinger.

Som Danmarksbloggen siger det: Et menneske kan kun spise et bestemt antal burgere og forbruge et bestemt antal cowboybukser.

For skal vi have gang i væksten – og dermed i arbejdspladserne – så skal så mange som muligt have råd til at købe burgere og cowboybukser – og ikke kun de rigeste, som man har set det i fx USA under finanskrisen, hvor selv middelklassen måtte gå fra hus og hjem.

Det kan man altsammen få mere at vide om på DR2 i aften, når kanalen kl. 21.30 sender det første program i en serie på seks programmer om Danmarks rigeste ene procent.

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program, men ingen regler uden undtagelse – og her er en af dem. Det er også mørkt alligevel kl. 21.30 her sidst i august, så det er bare med at tage plads foran skærmen og blive klogere på vores samfund – og på hvordan vi kan undgå den voksende ulighed.

DR2 kl. 21.30: Den rigeste procent

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk