Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Sverige er stadig dansk

Udgivet den af
Svar

Svenskerne fejrer i dag, at det i deres selvforståelse er 500 år siden, at Sverige blev skabt som en moderne og selvstændig stat. Det skete efter, at Gustav Vasa havde ”befriet” Sverige fra Danmark, som de siger det hinsidan, når de taler om ”Sverige som moderne stat” her på deres nationaldag 6. juni.

Men hvad mener svenskerne så med en moderne stat? Det må stå hen i det uvisse.

For:

Tænker de på det royale diktatur, som de reelt havde i mange år – kaldet enevælden?

Tænker de på stormagtstiden, hvor svenske hære i små 200 år myrdede løs i hele Europa?

Tænker de på dengang de midt i 1600-tallet overfaldt Danmark – og erobrede Skåne, Halland og Blekinge?

Tænker de på den voldsomme forsvenskning, som fandt sted i årtierne efter– og som handlede om tortur, drab og tvungne ægteskaber mellem danske enker og svenske soldater? Det var fx kutyme at stikke en brændende jernstav op i endetarmen på en dansker – og ud gennem næsen, mens hele landsbyen så på. Når danskeren så var død, blev staven med ham stukket ind i en træstamme, så han kunne hænge dér til skræk og advarsel.

Tænker de på svenskernes voldsomhed overfor nordmændene i de cirka 100 år – primært i 1800-tallet – hvor Norge var svensk? En så traumatisk tid åbenbart, at nordmændene stadig iklæder sig folkedragter, og går med flag på deres nationaldag d. 17. maj, mens de råber hurra. Man kan godt forstå det, selvom de brændende jernstave trods alt var fortid i 1800-tallet. Men fysisk vold og tvang omkring at tale svensk og anden forsvenskning blev stadig brugt.

Tænker de på den vold og de drab, som foregår lige nu i udsatte dele af Stockholm, Göteborg og Malmö, og som er så mange og så voldsomme, at ikke engang forstæderne til Paris og Bruxelles og andre områder præget af vold i Europa oplever noget lignende?

Ja, ingen ved, hvad svenskerne tænker på. Men der går et spor af vold gennem Sveriges såkaldte moderne historie, og det kan være svært i alle tågerne af krudtrøg og blodssprøjt at få øje på ”den humanistiske stormagt”, som Sverige ynder at kalde sig selv.

Alfred Nobel mente det heller ikke. Det er også derfor, at Nobels Fredspris uddeles i Oslo – og ikke som de andre Nobelpriser i Stockholm. Svenskens dna er simpelthen for brutal og voldsparat, mente den store videnskabsmand.

Danmarksbloggen vil så gerne pippe – i al fredsommelighed, at der intet er at fejre i dag for den, som ønsker Sverige som en selvstændig stat.

Ikke hvis man ser strengt historisk og faktuelt på sagen.

For så er det nemlig sådan, at Sverige – ligesom Norge – stadig er dansk.

Kalmarunionen, som blev skabt af danske Margrete Valdemarsdatter – også kendt som Margrete d. 1. – er aldrig blevet ophævet. Dér findes simpelthen ikke et eneste historisk dokument, som beviser det – og jo, historikerne har ledt.

Så ergo: Sverige, Norge og Danmark er stadig forenet i dén Kalmar-union, som blev skabt i 1397.

Regenten i det samlede Norden er derfor også Kalmar-union-stifterens efterkommer og navnesøster Dronning Margrethe d. 2, som – hvis man anerkender gamle historiske dokumenter – er dronning af både Danmark, Norge og Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag 2023 handler om NATO

Udgivet den af
Svar

Grundlovsdagen 2023 bliver en dag, hvor der er større fokus på begivenhederne i USA end på Danmark.

Landets statsminister Mette Frederiksen er nemlig på besøg hos præsident Biden i Det Hvide Hus i dét, som man må formode bliver den sidste – og afgørende – jobsamtale, inden Frederiksen evt. kan annonceres som NATO´s næste generalsekretær.

Dét er alt sammen noget, som i nogle uger har optaget danske medier og danske politikere.

For skulle det ske: Hvem skal så være statsminister? Og hvad vil der ske med regeringen? Og flere andre spørgsmål, som er ganske relevante, hvis landets leder skal skiftes ud.

Traditionen tro i andedammen Danmark er der så også brok.

Politikere fra højrefløjen og visse meningsdannere med flere har fx været ude med riven og hævde, at det handlede om Frederiksens chancer i NATO, når Danmark gav så mange penge og militært materiel til Ukraine.

Dertil må svaret være: NEJ. Ukraines frihedskamp er vores alle sammens frihedskamp. Og hvis først helvede bryder løs for alvor, så ligger Danmark som en prop, når den russiske Østersø-flåde skal ud – og det betød i Den Kolde Krig russiske planer om som noget af det første at bruge atomvåben mod Danmark.

Geografien har ikke ændret sig siden, men atombomberne er blevet bedre. Så nej, hver en krone, som vi giver til Ukraine, giver vi også til os selv.

At det så måske samtidig øger Mette Frederiksens chancer for at blive NATO´s næste generalsekretær, er bare fantastisk. For skulle det ske, så er det mægtigt flot, at det er en dansk kvinde, som bliver NATO´s første kvindelige generalsekretær – og så endda som den tredje i træk fra Norden – og valgt i en krigstid.

Danmarksbloggen hepper på Mette Frederiksen som NATO´s næste generalsekretær.

Også selvom det efterlader Danmark i et tomrum: Wammen som sandsynlig efterløser for Frederiksen, selvom han har samme appeal til vælgerne som gårsdagens avis. Ellemann sygemeldt og med Poulsen lurende i kulissen som en permanent afløser. Og så det politiske dyr Løkke, som vil prøve at udnytte situationen til at blive regeringens de-facto-leder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, også i år har den desværre en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededag – også i 2024

Udgivet den af
Svar

I aften er det St. Bededagskvæld – og i morgen St. Bededag. For sidste gang.

For 11 år siden troede vi, at det måske var ved at være slut med St. Bededag. Det var det så ikke – dengang i 2012.

Men her i 2023 ved vi, at det i år er sidste gang, at vi – officielt – kan fejre St. Bededag.

Helligdagen, der overlevede to verdenskrige, en statsbankerot i 1813 og Struenses helligdagsmassakre i 1770, hvor 11 ud af 22 helligdage måtte lade livet, findes ikke mere fra 2024. Dét sørgede den – på alle måder uduelige – SVM-regering for i vinters.

For: Riget fattes penge – til våben og til skattelettelser til de rigeste og den rigeste del af middelklassen, og så må St. Bededag lade livet. Officielt i hvert fald.

For Danmarksbloggen vil opfordre alle til at holde St. Bededag – også i 2024, hvor dagen i øvrigt falder fredag d. 26. april.

HUSK DET NU:

I 2024 ER DET ST. BEDEDAGSKVÆLD TORSDAG D. 25. APRIL – og:
ST. BEDEDAG FREDAG D. 26. APRIL

Så der skal varme hveder på bordet dér sidst i april 2024 – og alle andre år. For selvom det officielle Danmark ikke er med på dén – og selvom det ikke vil fremgå af kommende kalendere, så gælder stadig:

St. Bededag falder den fjerde fredag efter påske – og dagen skal fejres med varme hveder og en gåtur på Volden, hvis man er nærheden af en sådan.

PS. I år er det så også Befrielsesaften samtidig med at det er St. Bededagskvæld. Så i aften skal der både tændes lys i vinduerne og spises varme hveder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SVM-regeringen er som en teenager alene hjemme

Udgivet den af
Svar

SVM-regeringen har flertal. Det bruger den så på at gå imod alt det, som befolkningen vil.

Befolkningen ville beholde St. Bededag, men afskaffe brugen af PFAS.

SVM-regeringen gjorde det modsatte:
De afskaffede St. Bededag.
De tillod fortsat brug af PFAS.

SVM-regeringen siger, at den er grøn.
Men den støtter kulsort energi, den indfører ikke grønne afgifter etc. Sig Aalborg Portland, Amager Fælled og den kunstige ø i Øresund.

SVM-regeringen siger, at den er social ansvarlig.
Men den øger uligheden med skattelettelserne til de rige og forringelserne af de svages levevilkår – som fx da den permanente fattige-ydelse blev afskaffet pr. 1. marts.

Alt sker under henvisning til at det er så ganske demokratisk. For regeringen har jo parlamentarisk flertal, må man forstå.

Korrekt – regeringen har flertal i Folketinget.

Men dét flertal fratager den ikke fra at søge brede forlig – og lytte til befolkningen. Tværtimod så forpligter en så afgørende magt. Men det kan SVM-regeringen ikke håndtere. De mener selv, at de alene ER demokratiet.

SVM-regeringen er derfor som en teenager, der har fået lov til at være alene hjemme en weekend og slet-slet ikke kan styre det.

Danmarksbloggen håber, at SVM-regeringens tid bliver kort.

For der venter et stort oprydningsarbejde bagefter.

Vi skal have reddet klimaet.

Vi skal sikret en større lighed.

Og ikke mindst: Vi skal genopbygge tilliden til demokratiet – og til politikerne.
Og dét bliver svært med den magtfuldkommenhed, som Frederiksen, Løkke og ja, hvem der nu end er i spidsen for Venstre, udviser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tal intet ondt om medicinen

Udgivet den af
1

Danskerne vil have deres medicin – og ingen skal komme og sige noget om bivirkninger og livsstil. Sådan må konklusionen lyde.

Man skal i hvert fald tænke sig godt om, før man blander sig i en debat på Facebook, hvis emnet er noget, som står troldene nær. Troldene og deres hjælpere – også kaldet folkedybet og deres slægtninge også kendt som resterne fra Nationen på Ekstrabladet – sidder nemlig altid klar ved tasterne.

I kender dem nok. Det er de eksistenser, som altid vælger de lette løsninger og de nemme svar – både på politiske problemstillinger, samfundsmæssige spørgsmål – og selvfølgelig når det kommer til sundhed.

Som fx slankemidlet Wegovy, der skal sprøjtes ind – og som sælger som varmt brød. Man kan undre sig over hvorfor. For ifølge indlægssedlen kan 1 ud af 100 få akut betændelse i bugspytkirtlen, 1 ud af 10 få galdesten, 1 ud af 10 betændelse i mavesækken – og det er bare nogle få af de ret alvorlige bivirkninger af en medicin, som kun virker, mens man tager det. Når man holder op, tager man de tabte kilo på igen, medmindre man laver seriøse livsstilsændringer.

Men folk er åbenbart ligeglade. De læser mere, at man kan tabe op til 17% af kropsvægten i løbet af få måneder. Jeg tillod mig så at opfordre til at læse indlægssedlen – og tænke over, om ikke man skulle kaste sig over motion og kost i stedet.  

Det var for meget. Så gik troldene amok, og jeg røg ud i en shitstorm af den anden verden. Hvad bildte jeg mig ind?! Problemet var nemlig mig, som åbenbart dømte andre helt vildt (!) – og ikke den medicin, som kan gøre folk syge, mens de taber sig, og som kun virker, så længe de tager medicinen.

Det var interessant, men også rystende at opleve, hvor meget det betyder for folk at få deres medicin – i hvert fald når de skal tabe sig. For dét skal være nemt, må man forstå.

Det er, som om intet må kræve noget af nogen mere. Bare en pille eller sprøjte, og så vupti, så er vi good to go. Sådan skal der være, synes en del.

Men sådan er livet jo ikke. Vi kan ikke medicinere os ud af alting. Nogle af dårligdommene – hvis ikke de fleste – hænger sammen med livsstilen. For lidt fysisk aktivitet, for meget fed mad, for meget røg, for meget alkohol. Vi kender det godt. Vi gør det alle sammen – også undertegnede, som i øvrigt skal tabe sig en del, men ikke via Wegovy, men via den der metode med at indtage færre kalorier, end der forbrændes.

Det er så svært at efterleve. Så der skal gøres noget, hvis danskerne skal tabe sig. Men hvad? Løsningen er i hvert fald ikke medicin, der gør folk syge af andre ting. Måske løsningen er overskud til at leve sundt. Lille moms på sunde fødevarer, mindre arbejdstid og gratis adgang til sport og kultur. Alt det, som giver mere tid til leg og sjov – men også mere lyst til at gå ombord i gode kalorier til kroppen, hjernen og sindet fremfor fordummende underholdning foran skærmen.

Måske vi skulle turde stille de krav, så verden kunne blive sådan. Men kan vi håndtere det – som samfund? Efter at have mødt troldehæren kan jeg godt tvivle. Så måske er løsningen, at vi bare skal acceptere, at en del – måske flertallet – er tilfredse med brød og skuespil – piller og streaming, som romerne sagde det?

Det er i så fald et nederlag, hvis man tror på dannelse og viden og kultur. En bitter pille at sluge, men én som skal have lov til at svie hele vejen ned igennem erkendelseskanalen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske handler om at vaske fødder – og hænder

Udgivet den af
Svar

Som de fleste nok kan huske, så vasker Jesus fødderne på disciplene skærtorsdag.

Fodafvaskningen var i datidens Israel det ringeste job, nogen kunne påtage sig. At knæle ned foran andre og vaske deres beskidte fødder efter en lang dags rejse på støvede veje eller vaden rundt i den beskidte by – ja, det var noget, som man overlod til de laveste tjenestefolk.

Men Jesus gør det alligevel som en metafor på, at den, som tjener andre, er den største.

Det har nutidens ledere det markant sværere med – hvis man altså ser bort fra den nuværende Pave Frans, som i sin pavetid har vasket fødder på fanger, syge og folk i flygtningelejre. På alle dem, som er samfundets mest udsatte og mest ringeagtede.

Dét er lige i Jesu ånd.

Pave Frans er så også alene om at vaske andres fødder. Det gør de andre ledere i verden IKKE. Tværtimod vasker de – konstant og hele tiden – hænder som en anden bibelsk person. Bare en, som er noget mere upopulær.

Pontius Pilatus gjorde det nemlig langfredag, da han erklærede, at hans hænder var rene. Pontius Pilatus var ellers Romerrigets øverste magt i Jerusalem, så han kunne have stoppet korsfæstelsen af Jesus, hvis han havde villet. Men Pilatus lod -. trods en egen tro på Jesu uskyld – folket bestemme, da de skreg: Korsfæst Jesus.

Pilatus er så ikke alene. Tværtimod er det med at fralægge sig ansvaret for egne handlinger præcis det, som statsministre, præsidenter og alle andre med magt har gjort til alle tider – og stadig gør. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men det ville være en fordel, hvis nutidens statsledere fik en lektie i ydmyghed – og i at huske, at det største er at tjene, ikke at blive tjent.

Her kunne en enkelt dags fodafvaskning måske hjælpe. Der er masser af plejehjem og sygehuse, hvor der løbes så stærkt, at personalet med kyshånd ville tage imod en sådan håndsrækning, også selvom den kommer fra et menneske, som aldrig har prøvet at blive svedt og fysisk beskidt af sit arbejde.

Men det er nok for meget at håbe på. Det Ny Jerusalem kommer hurtigere end at magthaverne kan huske på, at den, der er stærk og har indflydelse, har et særligt ansvar overfor de udsatte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinder arbejder MERE end mænd

Udgivet den af
3

Iværksætter Martin Thorborg sagde på TV2 News i mandags, at kvinder ikke vil arbejde lige så hårdt og lige så meget som mænd – og derfor er der så få kvinder i ledende stillinger og i bestyrelser.

Det er tværtimod.

De fleste kvinder arbejder langt mere end mænd, da de udover lønarbejdet tager sig af hovedparten af opgaverne på hjemmefronten.

Kvinden er således familiens projektleder, indkøber, research-ansvarlige, PR-medarbejder, HR-ansvarlige, rengøringsdame, receptionist og vicevært – mens manden begrænser sig til at være grill-ekspert om sommeren – og den, der brokker sig året rundt over maden i kantinen.

Det holder ikke. Manden må tage sit ansvar på hjemmefronten. For kvinden skal bruge sin energi på at sparke huller i glasloftet.

Og der er nok at gå i gang med:

  1. Manglende ligeløn. Der er en lønforskel på mere end 10% mellem mænd og kvinder, som gør det samme arbejde – i den samme virksomhed.
  2. Blandt de 50 mest citerede eksperter i danske medier i 2022 var kun TRE kvinder.
  3. Kvinderne tager stadig langt størstedelen af barslen.
  4. Kvinder forventes på en arbejdsplads at tage de arbejdsopgaver på sig, som hverken giver prestige eller avancementsmuligheder.
  5. En kvinde kan sige det samme som en mand til et møde – uden at det bemærkes. Når så en mand siger det, så er der straks respons og applaus.
  6. Kvinder holdes udenfor de uformelle netværk, hvor de gode stillinger, bestyrelsesposter og andre kødben fordeles mellem mændene.

Så til alle kvinder: Lad blomsterne visne i vasen – og kom i gang med at sparke til nogen glaslofter.

Og til alle mænd: Bak din kone/kæreste op ved at lave din halvdel af arbejdet derhjemme – og på arbejdspladsen: Bak dine kvindelige kollegaer op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets helte: Sådan kan du være med til at redde St. Bededag

Udgivet den af
Svar

I morgen sker det, der ikke må ske: Folketinget stemmer ja til at afskaffe St. Bededag.

MEN DET ER IKKE FOR SENT ENDNU

Der er tre dage at løbe på fra i morgen. Sagen er enkel: Skriver en tredjedel af folketingets medlemmer – eller 60 personer – under på, at spørgsmålet skal til en folkeafstemning inden for tre dage (altså inden fredag), så skal der iflg. Grundloven være en folkeafstemning.

Så derfor: Kontakt de fire partier, som endnu ikke har meldt ud, hvad de vil gøre.

Vær en af demokratiets helte …

Kontakt-info kommer her:

Socialistisk Folkeparti:

33 37 44 44

sf@sf.dk

Danmarksdemokraterne:

33 37 57 99

danmarksdemokraterne@ft.dk

Det Konservative Folkeparti:

70 70 28 21

info@konservative.dk

Liberal Alliance:

61 62 50 28

info@liberalalliance.dk

Du kan fx skrive:

Demokrati er så meget mere end Christiansborg og de 179, som på en tilfældig valgdag stemmes ind i Folketinget.

Demokrati er os alle sammen – det danske folk, og vi – hvad enten vi er gamle eller unge, blå eller røde – ønsker at bevare St. Bededag.

Så vær en af demokratiets helte – lyt til folkets stemme og skriv under på, at spørgsmålet om St. Bededag skal til folkeafstemning.

For det er på ingen måde acceptabelt, at et smalt parlamentarisk flertal afskaffer noget, som et stort flertal af danskerne ønsker bevaret.

Venlig hilsen

Du kan også ringe – eller skrive din egen tekst. Det er helt op til dig. Men skriv, ring – vær en af demokratiets helte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om verdensherredømmet

Udgivet den af
Svar

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk