Tør Venstre vælte Venstre?

I går spurgte Danmarksbloggen om Liberal Alliance turde vælte Venstre. Måske er spørgsmålet snarere, om Venstre tør vælte Venstre?

For der er i Venstres bagland en stigende kritik mod Venstres brutale flygtningepolitik og – retorik. En kritik, der har afstedkommet både flere indlæg og læserbreve, og at prominente V-medlemmer har meldt sig ud.

Dog endnu ingen fra folketingsgruppen som efter sigende før hver afstemning i folketingssalen bankes på plads af toppen i Venstre, der (hvis rygtet taler sandt) ringer rundt og sikrer sig, at alle stemmer, som toppen ønsker det.

Så meget for den liberale åndsfrihed, som Venstre ellers teoretisk og historisk bekender sig til.

Men historie eller ej, det interessante er, hvor længe Venstres rædselsregime kan fortsætte, før en eller anden i Venstres folketingsgruppe ikke vil være med mere og istedet går over til fx de radikale, som Rohde gjorde det. For når det sker, så kan flertallet i folketinget skifte.

Så hvornår tør Venstre vælte Venstre? Og hvem bliver Løkkes politiske banemand/banekvinde?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tør Liberal Alliance vælte regeringen?

Anders Samuelsen truede – eller lovede om man vil – med at vælte regeringen efter Grundlovsdag, hvis ikke de af Venstre til Liberal Alliance lovede skatte-drøftelser og skattelettelser kommer i løbet af foråret.

Danmarksbloggen husker ikke om – eller hvornår – Danmarksbloggen sidst blev glad for noget, der kom fra Liberal Alliance. Men i går skete det – og glæden findes stadig.

For tænk hvis Liberal Alliance holder ord og ikke hopper på at vente til efteråret? Det kunne være helt fantastisk. For så er der berettiget håb om, at Løkkes rædselsregime er ovre til sommer.

Dansk Folkeparti vil nemlig ikke gå med til skattelettelser – eller rettere: Det siger de. Og så ved vi jo godt, at der bare skal en flygtningestramning til, så falder Thuelsen Dahl og co. til patten. Sådan plejer det jo at være.

MEN: Situationen for flygtninge i Danmark er efterhånden så hård, at en yderligere stramning vil være etableringen af deciderede kz-lejre – og det vil vel selv Venstre i sin nuværende umenneskelighed afstå fra. Eller?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seksuelle overgreb

Sagen – eller rettere sagerne om seksuelle overgreb på kvinder bare fortsætter og fortsætter. For det var ikke kun i Köln, at den var gal. Også i mange andre tyske byer – og i andre byer over Europa – og også mange andre dage end lige nytårsnat.

Der tegner sig nemlig et billede af, at nogle mellemøstlige og nordafrikanske mænd opfatter kvinder som lettilgængelige, når de går på gaden uden at være i selskab af en mand.

Det er et billede, som er meget grimt – men som ingen kan løbe fra. For det er en sandhed – om end ilde hørt – at disse mænd kommer fra kulturer, hvor der er en stærk, social kontrol med piger, som opfattes som svage, og som nogen, der skal passes på – og overvåges, så pigerne kan vedblive med at jomfruer, til de skal giftes.

Det er et kvindesyn, som er i direkte modstrid med det europæiske lighedssyn, hvor kvinder og mænd har de samme rettigheder både i samfundet og i forhold til sex – og at færdes frit og alene på gaden. Disse mellemøstlige og nordafrikanske mænds kvindesyn er derfor et kvindesyn – og en kvindeforagt, der skal bekæmpes med lige dele oplysning og lige dele konsekvens.

For i Europa – og i Danmark – kan og skal mænd og kvinder kunne tillade sig det samme uden at risikere et sex-overgreb. Og ja, der er også hvide mænd, der chikanerer og voldtager, og mænd fra Mellemøsten, som ikke gør.

Men forskellen består i, at danske mænd gør det PÅ TRODS af, hvad de har lært hjemme og i samfundet – mens drenge og mænd mange andre steder i verden lærer, at mænd er mere værd end kvinder – og at kvinder uden “beskyttelse” er frit bytte.

Det handler altså om opdragelse, oplysning – og konsekvens.

At hævde og agere efter noget andet er at svigte kvinderne – både de etnisk-danske og dem af anden etnisk herkomst, som kæmper en brav kamp for at blive frie kvinder og integreret i Danmark.

Og det må og skal være kvinder og kvinders frihed – uanset herkomst – som vi har fokus på her.

Frihed til at gå på gaden, frihed til at være “sexet” påklædt, frihed til at ytre sig – også i debatter uden at blive svinet til som det er sket for en af debattørerne her på Danmarksbloggen, der – fordi hun påtaler kvinders ret til frihed – har fået diverse beskidte og sjofle mails og beskeder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindeforagten er problemet

De seksuelle overgreb i Köln på 100 tyske kvinder nytårsnat har rejst en enorm debat, som meget hurtigt kommer til at handle om race, religion og kultur.

På den ene side står dem, som siger, at det her handler om, at mænd fra Nordafrika og arabiske lande er vant til at betragte kvinder som enten madonnaer eller ludere – og at mændene derfor “ikke kan lade være” med at agere, som de gør.

På den anden side er så dem, som henviser til at også hvide, vestlige mænd begår seksuelle overgreb – og at vi skal passe på ikke at lade det her handle om race, religion og kultur.

Som Danmarksbloggen ser det, så skal vi holde fast i, at det er kvindeforagten, som er problemet.

En kvindeforagt – og en opfattelse af kvindens krop som per automatik tilgængelig for enhver mand, som måtte have lyst – der er et verdensomspændende fænomen, som også ses i fx Indien, hvor massevoldtægt af selv meget små piger er hverdag.

MEN – for der er et men. Vi skal heller ikke lukke øjnene for det faktum, at der ER problemer med mænd af nordafrikansk og mellemøstlig oprindelse, som er overrepræsenterede i voldtægts-statistikkerne.

Det er IKKE ensbetydende med, at ALLE muslimske mænd har den holdning – for det har de IKKE. Langtfra. Men andelen af mænd af mellemøstlig oprindelse, der begår seksuel kriminalitet, er større end andre grupper i Danmark – og vi hjælper ingen ved at fortie det faktum, hvad det så end skyldes.

Under alle omstændigheder: Så handler det her ikke om at smide møg i hovedet på hinanden, men om at støtte og øge respekten for kvinder – hos alle, både mænd og kvinder, hvide og mørke osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

De danske ligegyldigheder

Danmarksbloggen undrer sig her på årsdagen for terror-angrebet på Charlie Hebdo.

Krigen raser for fuld styrke i Mellemøsten, hvor en ny konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien truer med at kaste endnu mere brænde på et bål, der i forvejen blusser voldsomt flere steder i regionen. Flygtningestrømmen til Europa er som en konsekvens deraf enorm. Europa lukker sig i højrenationalistisk selvtilstrækkelighed. Internt i Europa er der afbrændinger af flygtningecentre, umenneskelige flygtningelejre, terror-angreb og senest sex-overfaldet på 100 tyske kvinder i Köln.

Det er med andre ord alvor det her. Vores del af verden har ikke været så farligt et sted siden 2. Verdenskrig. Der skal handles – og vises lederskab og medmenneskelighed, men også at vi står fast på friheds- og demokrati-rettighederne.

Og hvad bekymrer danskerne sig så om? Jo, nogle af de mest læste artikler i de seneste dage har handlet om fx en forarget kunde, der brokkede sig over en dansk webshop, der gav hende et arrogant svar på en henvendelse. Andre om hvorvidt tv-serien ”Badehotellet” minder om national-ikonet ”Matador” eller ej. Sagen om prinsgemalen kan også stadig hidse folk mere op end det burde kunne, at en 81-årig går på pension. Overtroen er også populær i form af artikler om den nu afdøde bulgarske spåkone, der kom med så uendelig mange profetier, at nogle af dem måtte gå i opfyldelse. Nå, ja – og så selvfølgelig artikler og tv-indslag om sneen, som ret beset er noget, der i hvert fald nogle år endnu kan forventes i Danmark om vinteren.

Vorherre til hest!!!! Verden brænder – og danskerne bekymrer sig om ligegyldigheder.

Det er historien om erstatningskaffen og de manglende bananer fra 2. Verdenskrig om igen. Men ved I hvad? Denne gang slipper Danmark ikke ligeså let igennem, medmindre vi dropper navlepilleriet og får skeen i den anden hånd og træder ud på verdensscenen og tager vores ansvar – og det gælder både politikerne og os almindelige danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uartige lønstigninger

Normalt gider Danmarksbloggen ikke beskæftige sig med Jantelovs-prægede emner som fx politikernes lønninger – men ingen regler uden undtagelse.

Vederlagskommsionen er nu kommet med deres anbefalinger, hvor overskriften er: Den, der meget har, skal meget gives. Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/klaekkelig-loenstigning-paa-vej-til-folketinget-samt-ministre-og-borgmestre

For i en tid, hvor alt og alle i samfundet (minus overklassen) får at vide, at der skal skæres ned, at der skal spares og økonomiseres, så står folketingsmedlemmer og ministre til en lønstigning på 15% – og borgmestre på hele 30%.

Det er faktisk uanstændigt – ja uartigt for nu at bruge et gammeldags udtryk.

Danmarksbloggen erkender fuldt ud det store arbejde, som i hvert fald en del politikere udfører – men at være folkevalgt er i sig selv så stor en ære, at det burde bære en del af lønnen i sig selv.

Og ja, det lyder OGSÅ gammeldags. Men det er ikke desto mindre sandt, at det burde fylde de folkevalgte med i hvert fald en form for ærefrygt at skulle være dem, der bestemmer i Danmark.

Det gør det så ikke – i stedet tænkes der kun på, hvor meget man selv kan skrabe til sig. Det er ynkeligt – og det øger såvel politikerleden som det udhuler troen på demokratiet.

Og det hjælper ihvertfald slet ikke de svageste grupper, som er de mennesker, som dem med magt, burde passe allermest på.

For et samfunds godhed kan bedømmes på, hvordan det tager sig af sine svage og udsatte, og her er det mere end dårlig stil, når de magtfulde rager til sig på bekostning af især gamle, syge, børn, arbejdsløse og andre, der har svært. Det er uartigt!!!!

Tilføjelse kl. 13.20: Støt også underskriftsindsamlingen: http://www.skrivunder.net/stop_folketingspolitikeres_og_borgmestres_urimelige_lonforhojelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det gamle sorte: Medmenneskelighed

At sige at grænsekontrollerne er den store nyhed i disse dage er en underdrivelse. Sagen fylder hele mediebilledet.

Desværre beskrives sagen ikke særlig nuanceret. Den handler i medier og hos politikere primært om 1) Hvordan kan vi undgå flygtninge og 2) Hvor besværligt og dårligt er grænsekontrol for bevægelighed og integration – altså den i Øresundsregionen og den ved den tyske grænse, ikke den af flygtninge.

Danmarksbloggen tænker: Man kunne også anlægge den menneskelige vinkel, som det hedder i mediesprog. Det er sådan en vinkel, hvor man fokuserer på, hvad der sker med de stakkels mennesker, som er flygtet fra krig og gru.

Men den vinkel er åbenbart gammeldags, det gamle sort.

Danmarksbloggen vil dog anføre, at det menneskesyn, som vokser frem i Europa i øjeblikket, er endnu mere sort, kulsort faktisk …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fort Danmark er en realitet

Løkke – som talte om godhed og om at passe på Danmark i sin nytårstale – er igang med det længe ventede pressemøde, hvor han som ventet annoncerede, at der nu kommer grænsekontrol til Tyskland.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Det måtte komme. Grænsekontrollerne vil sprede sig ned igennem Europa. Fort Europa er ved at blive bygget. Fort Danmark er en realitet.

NU lukker vi os for alvor her i Europa. Desværre. For nok kan vi ikke hjælpe alle – og en tilstrømning til Europa på over en million mennesker om året er nok også for mange. MEN – for der er et stort MEN.

Det du´r ikke udelukkende at lukke grænserne. Det eneste, der for alvor batter, er at sikre fred i Mellemøsten – og på længere sigt lave en Marshall-plan – og på kortere sigt at give flygtningene ordentlige levevilkår i nærområderne. Men det sker ikke. Tværtimod så skar man halvdelen af hjælpen væk – og dét satte den store flygtningestrøm i gang for snart et år siden. Den strøm, som mange europæere vil have stoppet – og som udfordrer og viser, hvad vi er gjort af rent menneskeligt.

For nok lukkes de fysiske grænser nu – ihvertfald stikprøve-vis – men de mentale må holdes åbne og varme. Ellers er vi for alvor fortabte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Danmarksbloggen drømte om, at Dronningens nytårstale ville skabe præcedens for årets andre nytårstaler – således at også statsministerens nytårstale ville indeholde en opsigtsvækkende meddelelse som fx at der skulle udskrives valg til folketinget. Det ville i øvrigt have været passende, når man betænker regeringens manglende opbakning.

Men dét skete selvfølgelig ikke. Løkke og co. klæber til taburetterne – og Løkkes ord var præcise, hvad man kunne forvente.

De handlede om skattelettelser – og om at kunne skelne mellem realisme og idealisme, som i Løkkes version handler om at beholde pengene i Danmark – og i de riges lommer.

For i Løkkes virkelighed kan man ikke omfordele goderne, så dem, der har, skal give til dem, der ikke har. Tværtimod skal velfærd på den ene side og flygtninge på den anden kæmpe om stadig færre midler i V-regeringens menneskefjendske arena.

Klima og miljø, som også er et stedbarn i blå blok, havde det dog endnu værre end medmenneskelighed og humanisme. Det blev slet ikke nævnt.

Til gengæld blev det til en masse uforpligtende ord fra Løkkes side om danskerne som generøse, frisindede og optaget af ligeværd med mere – men altså ingen konkrete politiske meldinger og bud fra en Løkke, der prøvede at spille rollen som landsfader. Men som virkede som en hund i et spil kegler, selvom han ikke fumlede med papirerne, som Dronningen gjorde det.

Det samlede billede af Løkke og hans nytårstale er derfor en statsminister, der ikke er interesseret i at gøre noget reelt for fællesskabet, og som ikke formåede at vise hverken lederskab eller visioner.

Danmarksbloggen giver derfor Løkkes nytårstale ét enkelt ud af seks glas fulde af den Rosenborg-vin, som Løkke mente, at det altid var en fornøjelse at drikke, som statsministeren selv udtalte det, inden han gik ind til nytårstaflet på Amalienborg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Så var vi der igen, hvor byen sydede af lys og lyd fra raketter og andet fyrværkeri … og hvor danskerne samledes foran tv-skærmene for at høre Dronningens nytårstale, inden nytårsmiddagen skulle indtages.

Når tingene er, som de plejer at være, kalder vi det for en tradition – og den slags kan de fleste godt lide. I år var Dronningens nytårstale så ikke en af de sædvanlige.

Slet ikke. Tværtimod faktisk. Dronningen fortalte, at prinsgemalen går på pension. Han blev derfor også takket for lang og tro tjeneste af hustruen.

Manden er over 80 år, så det var vel også på tide, kunne man anføre – også selvom der ikke er tradition for, at kongelige går på pension. De kongelige bliver normalt på pinden til de falder af – og det regner Dronningen også selv med at gøre, hvilket Danmarksbloggen billiger. For næste genereration er – trods at de går mod de 50 år – ikke helt modne endnu.

Eller også er de nødt til at blive det. For Dronningen nævnte en ting mere, som nok bliver glemt nu, men som egentlig er mere spændende end at Prinsgemalen går på pension.

Nemlig den med at vi ikke skal være så bange for at fejle – eller for at leve. At vi skal turde – og at det ikke gør noget at slå sig lidt undervejs. Heller ikke når det er vores elskede børn, der gør det. For livet skal leves – og erfares, og det gøres bedst, når man gør det selv – og med tanke på fællesskabet.

Danmarksbloggen er enig. Vi må ikke blive så optagede af os selv og vores eget, at vi glemmer alle andre. Vi er alle små hjul i det store hele, der hedder fællesskabet – og vi skal leve både med mod og med humør … også og måske især i denne terror-tid.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kongekroner for Dronningens Nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk