Slå ring om de danske kyster IDAG

De danske kyster er unikke i deres skønhed og uberørthed, men nu trues de af den pengegriske og kortsigtede politik, som føres af V-regeringen, som vil bygge hoteller og andet miljøskadeligt på vores skønne strande.

Det skal stoppes – og derfor er der også i dag arrangeret fakkeloptog og bål overalt på kyster og strande i Danmark – og med overalt menes OVERALT.

Se mere her og find et arrangement i nærheden af dig, så også du og din familie og dine venner kan møde op og tænde en fakkel for vores kyster, for vores unikke danske natur.

http://tur.dn.dk/ture/

For mørket skal ikke få bugt med os og med naturen … vi skal slå ring om vores kyster.

Skriv også under her. Det har mere end 135.000 danskere allerede gjort:

http://300meter.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ytringsfriheden er en hård religion

Ytringsfriheden er en hård religion, hvor der er kontant afregning. Det, man kræver af andre, skal man også kunne yde selv.

Det ser man nu i danskernes holdning til at regeringen – og folketingets formand Pia Kjærsgaard – jamrer over de satiriske tegninger af Lars Løkke klædt som nazist. Det er sølle og uværdigt, siger de blå – og glemmer helt, hvordan de selv – dengang det handlede om Muhammed-tegningerne – hovrerende sagde, at den slags måtte man skam finde sig i et frit og demokratisk samfund.

Det har danskerne ikke glemt – og de har derfor ikke noget tilovers for de blås beklagelser. Beskeden til de blå er derfor klar: Nu må I tage jeres egen medicin.

PRÆCIS. Ytringsfriheden gælder ALLE – og må være ABSOLUT. Den kan ikke gradbøjes eller kun bruges i nogle sammenhænge – eller til at fremme nogen holdninger, men ikke andre.

At hævde noget andet er direkte udemokratisk, så ja, de blå har ikke forstået den basale spilleregel i det danske demokrati. Sørgeligt, men ikke overraskende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lykketoft og ytringsfriheden

Tilhængerne af Lykketoft jubler, og kritikerne raser i anledning af den tale, som Lykketoft holdt til sin private 70-års-fødselsdag, hvor han kaldte Løkke en svindler, V-regeringen for usympatisk og den tidligere S-regering for uden talent.

Men uanset om man mener det ene eller andet – så står tilbage, at Lykketoft har ret til at udtrykke sig, som han vil. Ytringsfrihed kaldes det også – og lige præcis dén rettighed er Lykketofts modstandere normalt ellers ikke sene til at trække frem, når det drejer sig om at kunne sige hvad som helst om dem, som de ønsker at kritisere.

Men tonen får altså en helt anden lyd, når Lykketofts modstandere selv omtales med kritik. Så handler det ikke om menings- og ytringsfrihed. Så er det sølle og uden format og nærmest landsforræderi, at nogen kan omtale Løkke og V-regeringen således.

Det er ikke kun beklageligt – det er en trussel mod demokratiet. For Lykketofts modstandere har helt tydeligt ikke forstået, at i et frit demokrati gælder ytringsfriheden ALLE – også dem, man er uenige med. Og også dem, der tegner tegninger, der kritiserer ens politik som fx “The Guardian” og “The Independent” har gjort det.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/udenlandske-satiretegnere-goer-grin-med-asyllov-og-venstre-sandsynligvis-det

Dé tegninger gør nemlig mange i blå blok noget nær ligeså rasende, som mange muslimer blev det over Muhammed-tegningerne. Noget, der blot viser, at manglen på rummelighed og på at kunne modtage kritik, findes alle steder.

Det er i øvrigt beskæmmende – og yderligere et bevis på V-regeringens åndelige pygmæ-niveau – at de bekymrer sig mere om, hvad der bliver sagt om dem – end at de selv i går stemte en lov igennem, der adskiller børn og forældre i tre år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre tager ikke ansvaret på sig

Danmarksbloggen undrer sig.

Det er en liberal grundværdi at tage ansvar for sig selv og sit eget liv. Er man liberal, så mener man – groft sagt – at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv har ansvaret for alt, hvad der sker i ens liv.

MEN det gælder åbenbart ikke Danmarks Liberale Parti Venstre. Tværtimod så er Venstre-regeringen iflg. dem selv helt uden skyld i og ansvar for, at udenlandske medier kaster sig over Danmark med beskyldninger om umenneskelighed.

I Venstres forvrængede selvforståelse er det nemlig EU-parlamentarikernes skyld – og ikke Venstres egen uduelige og umenneskelige politik, at Danmark er kommet på den sorte liste.

Danmarksbloggen korser sig – hvis man ellers kan tillade sig at bruge det udtryk.

For 1) En regering har ansvaret for den politik, som den fører og 2) alle reaktioner, der kommer på den politik, har direkte adresse til regeringen.

Dét er logik for de burhøns og de tremmesvin, som mange Venstre-medlemmer holder så meget af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flagstænger og fornuft

At tælle flagstænger med den tanke, at vi OGSÅ skal flage på Færøernes og Grønlands nationaldage – henholdsvis d. 25. april og d. 21. juni – er noget nær det mest fornuftige, som den nuværende V-regering har foretaget sig.

Det siger ikke så lidt. Eller rettere: Det siger lige præcis HVOR LIDT godt, rigtigt og fornuftigt, som den nuværende V-regering har foretaget sig, når noget så symbolsk og ligegyldigt som to ekstra flagdage er det bedste, det mest fornuftige, som de har gjort i de syv måneder, som de har siddet ved magten.

Man kan vælge at grine – eller græde over så megen uduelighed, som Løkke og co. lægger for dagen.

Danmarksbloggen valgte det første – den nuværende regering er ikke én eneste tåre værd. Tårerne skal gemmes til de mennesker og det miljø, som lider under V-regeringens umenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rekord i umenneskelighed

At Liberal Alliance er ganske umenneskelige er ingen nyhed. Det viser partiet gang på gang, når det handler om socialt udsatte, arbejdsløse, ældre, børn og andre, der behøver en hjælpende hånd. Så siger Liberal Alliance NEJ – og tænker kun på egen pengepung.

Men nu vil dette egoist-parti også stoppe for alle flygtninges adgang til Danmark i 2 år.

Verden brænder – og Europa er et farligere sted end siden 2. verdenskrig, men i Danmark skal vi bare passe os selv og være os selv nok, mener Liberal Alliance.

Dét er dog at sætte nye rekorder i umenneskelighed – og måske egentlig meget ”passende” at komme med sådan en melding her på vinterens hidtil koldeste nat.

For noget mere dybtfrossent rent menneskeligt skal man lede længe efter.

Eller det vil sige – man kan vel bare nøjes med at gå til Dansk Folkeparti, som Liberal Alliance ellers ikke altid er enige med. Men nu er de – også her.

Ulvene i blå blok hyler i samme takt i den iskolde vinter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens spøgelse

Nogle vil kalde det symbolpolitik – andre et nødvendigt forsvar for danske værdier.

Danmarksbloggen kalder det nationalisme, både når den er værst og når den er bedst.

For ja, det er godt at kæmpe for frihed og ligeværd, som det gøres i forhold til kvinders soleklare ret til at færdes alene på gaden og klædt på, som de ønsker det. Men det bliver også lidt latterligt, når kommuner lovgiver om mad i børnehaven.

På den anden side: Sådan er nationalismens spøgelse, når det først huserer: Intet er for småt, og intet er for stort til at kunne presses ned i den rød-hvide boks, der hedder DANSKE VÆRDIER. Så der presses, mens der råbes og skriges om Danmarks fortræffeligheder.

Det vil sige: Klassiske, danske værdier som solidariteten med de svageste og det tolerante frisind taler ingen om. De er for længst gået fløjten i et Danmark, der er mere angst og lukket end i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At give til de rige …

At give til de rige vil have en effekt i hele samfundet – velstanden vil så at sige brede sig. hævder økonomisk-liberale som begrundelse for at give skattelettelser og afgiftslettelser på fx dyre biler.

MEN det holder ikke. Tværtimod så øges uligheden – og dermed også sammenhængskraften – og købekraften. En mand eller kvinde kan populært sagt kun spise et bestemt antal sandwichs og gå i et bestemt antal cowboybukser. Det giver derfor meget mere vækst – og mening – at deles om goderne.

Men det går pt. den gale vej – og det stærkt – og ganske usolidarisk.

En ny undersøgelse viser, at de rige i verden er blevet dobbelt så rige siden 2010.

At 62 enkeltpersoner (!) ejer mere end halvdelen af verdens formuer.

At verdens rigeste procent ejer mere end de andre 99% TILSAMMEN. (For at tilhøre den ene procent skal man have formue og aktiver til en værdi af cirka 5,2 millioner kroner).

At svimlende 7,6 billioner dollars er i skattely.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/62-personer-ejer-det-samme-som-halvdelen-af-alle-i-verden

Verdens ledere ved godt, at uligheden findes og vokser – men de gør intet ved det. Ejheller i Danmark, hvor vi ovenikøbet har en kulsort regering, der istedet gør alt, hvad de kan, for at øge uligheden.

Dét er fanme uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dkuligheden

Lunten, der ikke vil slukke

Bomber og terrorskydninger kunne ikke gøre det – men flygtningestrømme og seksuelle overgreb kunne: Skabe en lunte, der ikke vil slukke.

En lunte skabt af uberettigede fordomme om religion og mennesker, men også berettiget viden om forskelle indenfor især kvindesyn og ligeværd. En lunte skabt af alle mulige sande og falske påstande, som nu væves ind og ud af hinanden – men som ikke desto mindre har skabt en lunte, der ikke vil slukke.

En lunte, der brænder over hele Europa – og som er så tæt på at sætte hele verdensdelen i brand …

Kan vi slukke den lunte? Måske – men det kræver en indsats på tværs af samtlige lande i Europa og de rige arabiske lande, og en sådan alliance er desværre mere usandsynlig pt. end nogensinde i en tid, hvor vi ikke længere ser mennesker, men hvor frygten har lukket vores øjne – og vore hjerter.

Vi er på vej mod noget, der har krigen i sig  …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kaos – eller kaos

Vi husker alle sammen den ikoniske valgplakat med ”Stauning eller Kaos”. Dér er vi ikke i vores århundrede. Her hedder det KAOS – ELLER KAOS

Og Danmarksbloggen er bekymret. Det danske samfund – som alle andre samfund i Europa – sprækker i disse år i fraktioner og grupper, der ingen forståelse har overfor hinanden.

De tre største er:

Dem, der har jobs og økonomiske midler – og dem, der er arbejdsløse, hjemløse eller/og syge.

De såkaldt politisk-korrekte, som holder humanismens fane højt – og dem, der er bange for og ikke kan lide indvandrere og flygtninge.

Dem, der mener, at religion er en privatsag – og dem, der mener, at religionen skal definere samfundet (og det er ikke kun muslimer, som mener det – tag fx et land som Polen).

Det er farligt – og hvis ikke vi passer på, så ender det her ikke blot med kaos, men med etniske udrensninger og borgerkrigslignende tilstande … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk