Mere at kæmpe for end vi troede

I dag er det kvindernes internationale kampdag – og der er stadig meget at kæmpe for. Ja, der er meget mere at kæmpe for, end vi måske troede – og det er en kamp, der kræver solidaritet.

For her i 2016 har vi ikke kun de klassiske kampe som fx kampen for ligeløn, der indtil videre nemlig kun er en realitet på papiret, men langtfra i praksis. Eller kampen for flere kvinder i bestyrelser og ledelser, hvor der stadig sidder alt for mange mænd, selvom det for længst er bevist, at diversitet i ledelsen, altså flere kvinder, giver bedre trivsel og mere overskud i virksomheden. For slet ikke at tale om at kvinder rammes meget hårdere end mænd af regeringens kontanthjælpsloft.

Men her i 2016 har vi også i Danmark en ny version af kampen for kvindens mest fundamentale frihedsrettigheder, nemlig at klæde sig som hun ønsker, færdes hvor hun ønsker, tage en uddannelse og et job, selv vælge om og hvem hun evt. vil giftes med, selv vælge om hun vil have børn, selv vælge om hun vil afbryde ægteskabet og mere endnu af samme skuffe.

For det er de ting, som nogle af vores muslimske medsøstre slås med overfor både familie og imamer – og det er en kamp, hvor de muslimske kvinder har brug for støtte fra alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark har kun råd til grøn omstilling

Regeringen er som bekendt bedre venner med penge og kortsigtede løsninger end med fremtid, miljø og natur.

Regningen til grøn omstilling er derfor også for høj, mener regeringen. Og virksomhederne støtter op. Vi mister konkurrenceevne, hvis vi skal betale så meget i PSO-afgift, lyder det.

Pjat, siger Danmarksbloggen og tilføjer: Grådighed og atter grådighed.

For skal Danmark have en fremtid, så skal der satses på grøn energi. For miljøets skyld, men også for økonomiens skyld. Der ligger simpelthen så mange penge – og arbejdspladser og eksportmuligheder – i at have en grøn produktion. Både nu og især på sigt.

Så konklusionen er. Danmark har kun råd til grøn omstilling – og det kan kun gå for langsomt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En anden vej end imanernes

Vi svigter vores muslimske landsmænd, når vi overlader dem til imanerne og budskaberne om, at muslimer bedst klarer deres problemer selv i muslimske parallelsamfund – som man har set det udfolde sig i TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”.

Unge muslimske mænd og kvinder skal nemlig vide, at der er en anden vej end den, som imanerne anviser. At det faktisk er muligt både at være muslim og demokrat. At man godt kan være muslim og samtidig et frit menneske, der har sex før ægteskabet – eller måske er bi- eller homoseksuel.

Der findes jo også kristne, som er imod sex før ægteskabet – og imod homoseksuelle. Ja, det gælder rent faktisk flertallet af kristne set på verdensplan, da Romerkirken (som huser verdens mere end 1 milliard katolikker) kun anbefaler sex mellem mand og kvinde, og kun indenfor ægteskabet.

Så nej, det her er IKKE et spørgsmål om islam versus kristendom, men om hvorvidt mennesket skal være frit eller styret af religiøse dogmer.

Danmarksbloggen er tilhænger af frihed – og rummelighed, og mener, at det må være den enkeltes egen sag, hvad man tror på – og hvem vedkommende går i seng med – og hvornår.

Det er til gengæld samfundets sag at sikre, at alle har dé friheder og alle mulige andre friheder til at mene, tænke, skrive og tegne det, som man har lyst til.

Og derfor skal vi heller ikke acceptere disse religiøst betingede parallelsamfund, hvis værdier bygger på religiøse dogmer udlagt af imaner, der ideologisk befinder sig meget langt fra alt, der handler om frihed og rummelighed. Disse parallelsamfund skal derfor opløses. Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres – samtidig med at alle rettigheder bibeholdes og uden at muslimer forfølges, bare fordi de er muslimer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye ministre: Landbrugets søn og datter

Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevareminister. Noget, der giver Danmarksbloggen ét bestemt billede på nethinden: Nemlig billedet af en gudfrygtig minister, der fordi han er religiøs accepterer fuldt ud, at kyllinger og andet slagtes på halal-metoden – men som omvendt også er imod denne muslimske slagtemetode, fordi Esben Lunde Larsen er det, som man forsigtigt godt kan kalde fundamentalistisk kristen.

Under alle omstændigheder så bliver det spændende at se denne troens mand udfolde sig på et område, der handler om viden og fakta.

Må Danmarksbloggen i den anledning gøre opmærksom på, at miljøet ikke kan reddes ved at forvente, at Gud sender en ny syndflod, men ved at vi mennesker gør noget for at bevare naturen. 

Man kunne måske også anføre, at hans afløser på posten som uddannelses- og forskningsminister den fra EU-hjemvendte Ulla Tørnæs ville være mere egnet som miljø- og fødevareminister. På den anden side: En sådan landbrugets datter har der lige været på posten i form af Eva Kjer Hansen – og det var jo ikke den store succes.

Så nu prøves der med en landbrugets søn i stedet. Esben Lunde Larsen er nemlig – udover at være teolog – også søn af en landmand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valg? Ikke endnu

At de ikke har det for godt sammen i blå blok, er indlysende – og gårsdagens begivenheder gør ikke forholdet bedre.

Men Danmarksbloggen tvivler dog på, at det ender med, at regeringen går af, og der udskrives folketingsvalg. Ikke at Danmarksbloggen ikke håber det. For det gør Danmarksbloggen. Det kan kun gå for langsomt med at få den blå-sorte regering væk.

Men V-regeringen rider stormen af – denne gang.

Men der kommer andre storme – ja, der er allerede lavtryk under opsejling. Der er både en planlov – og en finanslov gældende for i år, som ikke er færdig, selvom den burde være det. Osv.

Så ja, det skal nok ende med et sammenbrud i blå lejr – forhåbentlig i god tid inden sommeren 2019, hvor folketingsvalget senest skal finde sted. Men så længe kan Løkke vel ikke tryne de andre i blå blok på plads – eller kan han?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiden er til ansvarlighed

Landbrugsminister, undskyld miljøminister Eva Kjer Hansen skal i åbent samråd idag pga. den horrible landbrugsplan, der vil gavne nogle få landmænds bank-konti, men skade en hel natur.

Samtidig åbnede Danmarks første butik med overskudsmad WeFood i går – og blev straks en dundrende succes med stort set alt udsolgt. Danskerne er også i stigende grad optaget af økologi, grøn energi og i det hele taget at behandle vores jord og vores ressourcer på en ansvarlig og bæredygtig måde.

Tiden er altså med andre ord til ansvarlighed – og ikke til de kortsigtede økonomiske gevinster, som Venstre står for. For at det for alvor skal batte noget, mangler vi dog, at ansvarligheden også anerkendes på Christiansborg – og især af den siddende regering og deres støttepartier i blå blok, som åbenbart tror, at man kan spise penge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At skamme sig

Nogle danskere skammer sig over Danmark og den umenneskelighed, der praktiseres i øjeblikket. Andre danskerne skammer sig over dem, der skammer sig.

Danmarksbloggen finder det er noget vrøvl. For man skal kun skamme sig, når man har gjort noget forkert. Og hverken de kunstnere eller de andre, der skammer sig over Danmarks behandling af flygtninge, har noget direkte ansvar for den førte politik på området.

Det ansvar alene tilfalder de valgte politikere, der bakker op om dette – samt de vælgere, der stemte på de politikere. Og hverken hos politikerne eller hos blå bloks vælgere skammer man sig over umenneskeligheden – snarere tværtimod, så er man stolt. Skammer man sig her, er det over dem, som påtaler umenneskeligheden.

Men blå blok og blå bloks vælgere burde stoppe med at projicere deres egne fejltagelser over i andre mennesker – og i stedet se sig selv i spejlet. For så er der grund til at skamme sig – nemlig over selv at sidde så solidt på flæsket og så ikke vil give bare en smule af sit overskud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk