Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Udgivet den af
Svar

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tanker om traditioner

Udgivet den af
Svar

Rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi ivrigt med på i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Glade og sikre på, at julen er, som den altid har været, og som den skal blive ved med at være.

For julen er traditionernes fest, hvor vi et øjeblik stopper op i årets travle gang – og med genkendelsens glæde sanser alt, hvad julen har at byde på fra mad og drikke over juletræ, gaver, kirkegang og til samværet med familien.

Eller … sådan tror vi, at det er. Men det passer ikke. Julen ændrer sig – hele tiden, og intet viser det bedre end Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som er en beskrivelse af borgerskabets jul i 1848.

For altså præcis 175 år siden i år.

Dengang, hvor en velbjærget københavnerfamilie til jul spiste gåsesteg, som man sendte til bageren for at få stegt, da ovne endnu var noget, som kun meget få udover bagere, adelige og kongelige havde.

Dengang, hvor man ikke gik i kirke juleaften, men 1. juledag – og her tidligt om morgenen i håbet om en dårlig prædiken, for allerhelst når prædiken ikke du´r – thi så får man sig en lille lur.

Dengang, hvor gaverne hang uindpakkede på juletræet, som vi hører om det i ”Højt fra træets grønne top”, der også er skrevet af Peter Faber.

Men ikke dengang, hvor man havde julekalender, adventskrans, julekort og julemærker. For det kommer først senere. Ja, selv ideen om Julemanden som gaveudbringer var ikke kommet til Danmark i 1848.

Ja, det eneste, som borgerjulen anno 1848 har tilfælles med den danske jul anno 2023, er dansen omkring juletræet og ønsket om uforanderligheden i den søde juletid, som det synges med fynd og klem i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Rør blot ikke ved min gamle jul.

At det så i 1848 kun var 40 år siden, at det første juletræ stod i Danmark (på godset Holsteinsborg), og at juletræerne bestemt ikke var sædvane i Danmark i 1848, så Peter Faber bort fra. For juletræerne var det store hit, og havde man et, så viste man, at man var med på trenden fra det toneangivende kulturland, som dengang var Tyskland.

I dag er det USA, som vi henter inspiration fra som fx for et par årtier siden, hvor vi adopterede Halloween-traditionen med græskar, slik og gys. Og som med juletræet dengang er det også i storbyerne og blandt borgerskabet, der i dag hedder den øvre middelklasse, at det går nemmest og hurtigst med at tage de nye skikke til sig.

Sådan var det også i 1800-tallet. Bonden på landet ønskede ikke den slags nymodens pjat med grantræer og fjerkræ til jul. Halmen på gulvet, som man sov i julenat, så de afdøde familiemedlemmer kunne sove i sengene, var sammen med de hvide julelys, varslerne om høsten og døden, julegrøden, grønkålen, pølserne, sylten og den gode hvedekage den rigtige måde at fejre jul på.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Men det gjorde bondens børn og børnebørn alligevel. Mange af dem flyttede også ind til byerne i takt med industrialiseringen, hvor de lærte så meget nyt at kende, at de glemte alt om at lege jul og holde julestue.  

Og selv blandt dem, som blev boende i landsbyerne, blev pølserne og sylten lavet om til flæskestegen juleaften. Mange overtog også borgerskabets menu med gåsesteg og ristede kastanjer. Man omskabte den så til en billigere og lettere opnåelig version med andesteg og små kartofler, som via et karamellag kom til at ligne kastanjer.

Og vi spiser det endnu: And eller flæskesteg – med forklædte kastanjer – og så risalamande, som trods det fransk-klingende navn er en dansk opfindelse, skabt fordi borgerskabet gerne ville have noget endnu finere end den risengrød, som engang var en fin og dyr grød, men som var blevet en billig allemands-spise.

Og juletræet? Ja, det bredte sig over hele Danmark op gennem 1900-tallets første halvdel – og havde man ikke råd til et helt træ, så købte man nogle grangrene, og bandt på et kosteskaft, som selveste Kim Larsen synger om det i den delvis selvbiografiske sang ”Dengang da jeg var lille”.

Og hvad vil der ske fremover? Mindre kød og mere grønt på julebordet måske? Færre gaver? Et juletræ, som kan genplantes? Måske. Ingen ved det.

Men vi ved, at tiderne ændrer sig – og vi med dem, og dermed også vores traditioner.

Sikkert er det dog, at så længe der findes kirker, så vil man ved juletid kunne høre fortællingen om barnet, der blev lagt i en krybbe i Betlehem dén nat, hvor en stor stjerne stod på himlen, og lyset fødtes på jorden – og at det er derfor, at vi ønsker hinanden glædelig jul.

Så på dén måde rører vi ikke spor ved den gamle jul.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lang vej endnu

Udgivet den af
Svar

År 2023 bliver det varmeste år målt på Jorden!!!

Dét slog FN´s generalsekretær António Guterres fast på FN´s klima-konference COP 28 i Dubai, som startede i sidste uge. I ved: Den årlige maskerade, hvor alverdens ledere tager privatflyene til forskellige locations på kloden for i nogle dage at spise og drikke godt, mens de bliver enige om den ene hensigtserklæring efter den anden om klimaet – men hvor der ikke sker noget, som gør en reel forskel.

De fleste mennesker er også ligeglade. Eller også er det bare ikke til at overskue – i modsætning til fx et juletræ.

Sidste år valgte Lokaludvalget på Christianshavn – som står for bydelens juletræ – ikke at sætte lys på årets juletræ. Der skulle spares på strømmen – både af klimatiske hensyn, og pga. krigen i Ukraine. Dét affødte en voldsom debat på Christianshavn. For folk ville have lys på bydelens juletræ. Ellers blev det ikke rigtig jul, mente mange.

Så det vakte selvsagt stor glæde, da juletræet på Christianshavns Torv i år blev tændt i lørdags – og ikke en eneste klima-bekymret har i den anledning (turdet) ytre noget.

Dét er i grunden grotesk. For det eneste, som har ændret sig siden december 2022, er, at klimaet har fået det endnu værre. Så i år skulle man ikke kun være fortsat med at droppe lyset. Man skulle have droppet hele juletræet – og dét ikke kun på Christianshavn, men i hele Danmark – ja, i hele verden.

Men vores jul skal ikke røres, synes de fleste. Og det kunne måske også gå an, hvis det kun handlede om juletræer. Men dét gør det ikke. Det er hele året, hvor vi ikke vil lave om på vores vaner – heller ikke med at vinkle data, så de passer til vores holdninger.

En ny TV2-undersøgelse blev fx i TV2 fortalt således: 40% af alle danskere bruger mindre strøm, 30% spiser mindre kød, og 25% køber mindre tøj. Og dét lyder jo positivt. Men prøv og se fakta fra den anden side:

Ud af 20 danskere, bruger 12 lige så meget strøm som førhen.
Ud af 20 danskere, spiser 14 lige så meget kød som førhen.
Ud af 20 danskere, køber 15 lige så meget tøj som førhen.

Så ryger armene ned igen. For der er lang vej endnu – og dét kan intet juletræ lave om på. Spørgsmålet er, om vi overhovedet når i mål, inden vi – og en del andre arter – er udryddet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween – en dansk højtid

Udgivet den af
1

I dag d. 31. oktober fejrer vi Halloween – også i Danmark.

Højtiden, som har taget de yngste og unge generationer med storm. For hvem kan ikke lide orange græskar, der lyser op i efterårsmørket, masser af søde sager og alle de herlige udsmykninger af hekse, spøgelser, edderkopper, vampyrer og andet fra skræmmeafdelingen?

Ja, det er der en del biologiske og/eller i-sindet-ældre, som ikke kan. Det er noget amerikansk møg, som slet ikke hører hjemme i Danmark, fnyser de.

Dertil må Danmarksbloggen bare sige, at stort set ALLE vores traditioner er nogle, som vi har hentet i andre lande – typisk det land, som var toneangivende på det tidspunkt, hvor traditionen kom til Danmark.

Og dét var USA i tiden omkring år 2000, hvor Halloween begyndte at sprede sig i Danmark.

Tidligere var det Tyskland, som vi hentede traditionerne fra som fx adventskransen, juletræet og sågar Skt. Hans-bålet.

Andre traditioner går så endnu længere tilbage – fx påskens æg, der er et ældgammelt frugtbarhedssymbol, som allerede de gamle egyptere brugte.

At klæde sig ud til fastelavn har også mange århundreder på bagen. Det har som minimum eksisteret, lige siden de gamle romere klædte sig ud til saturnaliefesterne aka Romerrigets måde at holde nytår på. Saturnaliefesten mindede nemlig meget om den voksenfest med druk, fest i gaderne, udklædning og erotisk løssluppenhed, som fastelavnen i Danmark var langt op i 1800-tallet, inden det blev en uskyldig fest for børnene.

Så nej, der findes meget få DANSKE traditioner, som har deres udspring her i vores lille land. Faktisk kun julemærkerne, kravlenisserne og de varme hveder – og de sidste har en magtfuldkommen og historieløs SVM-regering så afskaffet.

For faktum er, at vi importerer traditioner – for så at gøre dem til danske.

Det gælder også Halloween, som i de sidste to årtier er blevet tilpasset danske forhold, så Danmarksbloggen nu uden videre vil udråbe Halloween til en herlig dansk tradition.

En skøn højtid her midt i det mørke efterår.

Gys eller guf. Slik eller ballade. GOD HALLOWEEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afdansningsbal på slottet?

Udgivet den af
2

På søndag fylder Kronprinsparrets ældste barn Prins Christian 18 år. Han bliver altså myndig. En stor dag for alle 18-årige. Men da man må formode, at den unge mand en dag skal være Danmarks konge, har lige dén 18 års-dag en større interesse, især måske for medierne og de 200 helt almindelige, unge danskere, der som en anden Askepot m/k skal til bal på slottet.

Det bliver noget af en oplevelse. En slags Jeppe i Baronens seng, bare med åbne øjne og mobilerne inde for rækkevidde, når de 200 unge skal opholde sig i Dronningens del af Christiansborg. Det er delen med gobelinerne, guldet og al den anden pragt, som man som ung dansker ellers kun kender fra Instagram, film og barndommens eventyr om konger og dronninger, prinser og prinsesser.

Men nu skal 200 af de helt almindelig unge altså opleve det IRL.

Spørgsmålet er så, om kongehuset skyder sig selv i foden med dén manøvre. For meningen med det aldrig før sete folkelige-kongelige bal er selvfølgelig at gøre kongehuset relevant og vedkommende for de unge, så der fortsat er opbakning til institutionen.

Men hvad sker der, når de 200 unge på egen krop oplever den enorme forskel, der er på det kongelige liv og det liv, som den almindelige dansker lever?

På at en enkelt familie i Danmark har et halvt slot til bare at holde fest i, mens deres egen bedstemor måske sidder på et lille værelse på plejehjemmet, hvor hun må vente i flere timer på at få skiftet ble? På at nogen har diademer og skræddersyede festkjoler på skatteborgernes regning, mens de hjemløse nede på Torvet bliver glade for et par vanter og en varmt tæppe, når vinteren om lidt rammer?

Forskellene i Danmark er nemlig – trods en fortælling om det modsatte – enorme. Og ingen repræsenterer overklassens enorme luksus og overforbrug bedre end kongefamilien, og nu inviterer denne overklassens guldtop 200 af undersåtterne til gallafest i den gyldne ghetto.

Dét vil nok overvælde de fleste af de 18-årige Askepot´er m/k – i begyndelsen. For nogle af dem vil måske også undre sig og begynde at tænke, som aftenen skrider frem, og pragten udfolder sig.

Og tanker er altid det, som det starter med – også afskaffelsen af det danske monarki, som kan blive en realitet, hvis vi en dag for alvor mener, at alle i Danmark er lige. Reelt lige.

Så er prins Christians bal på slottet i virkeligheden et afdansningsbal for det danske monarki?

Ps – og ang. Askepot: Så skal der såmænd nok være en enkelt ung dame eller to, som drømmer om at tabe en sko og få en prins. Glem det. Få dig en uddannelse. Dét er der mere fremtid i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Del og hersk

Udgivet den af
Svar

Fire grupper af offentlige ansatte skal iflg. regeringen have flere lønkroner. Nemlig SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale.

”Vi skal passe på dem, som passer på os”, hedder det i regeringens udspil – som statsminister Mette Frederiksen står som afsender af.

Men det er ren magtpolitik. Det er del og hersk – og dét virker.

Allerede de gamle romere kendte tricket. Ja, de manøvrerede nærmest per instinkt – både i Rom og ude i de erobrede provinser –  efter devisen divide et impera, som er den latinske måde at sige del og hersk på. Men uanset hvordan man siger det, har det gennem historien været en stensikker metode for magten at holde folket nede.

Metoden er enkel: Dem på toppen giver nogle få goder eller fordele – men ikke til alle, kun til udvalgte få, som endda skal kæmpe om det med de andre. Og så går kampen i gang. En kamp, der får al fokus, og handler om at få fat på de lunser, der bliver smidt ud. Og ingen tænker på, at alle kunne få meget mere, hvis man i samlet flok gik efter den diktatoriske hånd, der smider smulerne ud.

Og jo, det er smuler – også i Danmark i 2023. Vi har tæt på 40 mia mere i samfundskassen, end vi troede, at der var. Alligevel er der kun råd til max. 2.5000 mere om måneden til nogle – ikke alle, men NOGLE af de ansatte i de fire grupper. For ja, slagsmålet om flere lønkroner skal også kæmpes internt i grupperne.

Der er med andre ord kun én vinder af dén ballade: Regeringen med statsministeren i spidsen, som kan stive sig af med, at de så sandelig gør noget for velfærdens helte.Men de gør de ikke. Det er del og hersk af værste skuffe.

I Den Danske Ordbog kan man om begrebet del og hersk læse følgende: At splitte modstanderne eller de underordnede i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som råd til en person der ønsker magt.

Indsæt ”de offentlige lønmodtagere” i stedet for ”modstanderne eller de underordnede”, ”den førte politik” i stedet for ”råd” – og kald ”en person der ønsker magt” for ”Mette Frederiksen”.

Og så står der følgende definition af del-og-hersk-strategien: At splitte de offentlige lønmodtagere i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som den førte politik af Mette Fredriksen.

Og dét er, mine damer og herrer, en 100% korrekt beskrivelse af situationen i dansk politik lige nu.

De fire grupper, som får – dvs. SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale – er glade, og forklarer gerne i medierne, hvorfor det var rigtigt, at lige de fik. Samtidig spørger de grupper, som ikke fik – fx politiet, socialrådgiverne og lærerne om, hvorfor de ikke fik. De passer vel også på os alle sammen?

Selvfølgelig gør de det. Dem og mange flere, både offentlige og privat ansatte.

Alle grupper er nødvendige, hvis samfundet skal fungere. Hvor var vi fx uden skraldemændene, dem som kører mad og medicin ud og mange andre? Vores samfund er én stor organisme, og ingen kan undværes.

Vi er ét fællesskab, der skal arbejde for vores alles bedste. Helhedstanken, mine damer og herrer fremfor den barbariske gladiator-og-vilde-dyr-i-kamp-mod-hinanden-i-Colosseum, som regeringen baserer deres magtudøvelse på.

Danmarksbloggen kunne godt ønske, at alle offentlige grupper stillede sig solidarisk side om side – og truede med generalstrejke, hvis ikke ALLE offentlige grupper fik lønforhøjelse.

Dét ville give Frederiksens, Løkkes og Ellemanns Del og hersk rettidig modstand – og dét er tiltrængt. For lige nu opererer de – især Frederiksen og Løkke – alt for godt efter en anden kendt taktik fra de gamle romere: Giv folket brød og skuespil, så afholder de sig fra at beskæftige sig med politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hviids Vinstue 300 år

Udgivet den af
Svar

I dag er det svimlende 300 år siden, at Hviids Vinstue på Kgs. Nytorv i København slog dørene op første gang, og siden har stedet været i uafbrudt drift – pånær to dage under 2. Verdenskrig og en Corona-nedlukning.

Men altså: Året var 1723, da man første gang kunne bænke sig i de kære lokaler, som siden har været besøgt af så mange mennesker – også en god portion danske skønånder.  

Året forinden – altså i 1722 – var det første danske teater åbnet tæt på Kongens Nytorv, og spillede nu ivrigt komedier af Ludvig Holberg, som i de år skrev som en gal til et teatertosset københavnsk publikum.

Matchet mellem teatret og de våde varer blev et match made in Heaven – og stadigvæk er der mange, som slår vejen forbi Hviids Vinstue, når de skal på Det Kgl. Teaters Gl. Scene, der ligger lige ovre på den anden side af gaden.

Men også på alle andre tidspunkter kommer unge og gamle, mænd og kvinder til Hviids Vinstue. Ja, ved juletid er der totalt proppet fra åben til luk, når alle skal smage stedets berømte gløgg.

Men i dag handler det om jubilæet, om at fejre de første herlige 300 år.

Det gøres med en reception fra kl. 15 med rød løber, musik, øl og vin – og det varer helt indtil kl. 21, hvor der skal være et stort fyrværkeri på Kgs. Nytorv.

Kom og vær med – og støt op om Hviids Vinstue også i de kommende år.

For der er kræfter, som ønsker stedet lukket – og lavet om til et moderne plastic-mareridt á la den skæbne, som overgik naboen – det smukke, men nu hedengangne ”Stephan a Porta”, der i dag er en MacDonalds.

Dét skal vi ikke have mere af i København. Vi skal bevare ånden og kulturen – og Hviids Vinstue. Stedet, hvor man sidder på gode stole, og har fyldte glas på de gamle træborde, mens snakken går, og stemningen i de små varme rum er helt i top.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spin: Statsministeren om aktiv dødshjælp

Udgivet den af
Svar

Så gjorde statsminister Mette Frederiksen det igen.

På Folkemødet på Bornholm flyttede hun dygtigt debatten væk fra noget, som vedrører os alle sammen i hverdagen til et emne, som intet har fyldt i den politiske debat i de seneste år, og som nok er vigtigt, men som også – og heldigvis – kun vedrører de få.

For ja, debatten om aktiv dødshjælp er selvfølgelig vigtig. Men at trække den frem nu, er det rene spin.

For vi lever i en tid, hvor krigen truer, ja hvor krigen er i gang i Ukraine, hvor flere tusinde har mistet livet igennem de snart 16 måneder, som Ruslands forsøg på at invadere Ukraine har varet.

Vi lever også i en tid, hvor uligheden er stigende. En tid hvor flere og flere falder igennem velfærds-nettets masker, der efterhånden er blevet alt for store. En tid, hvor der slet ikke satses nok på at give de levende ordentlige livsvilkår. På sundhed, uddannelse, forskning og klima.

Så det er spin, når statsministeren pludselig dukker op på Bornholm, og med våde øjne taler om den afmagt, som hun selv følte ved en pårørendes dødsleje.

Men det tager medierne slet-slet ikke op. De løber med på statsministerens meget følelsesladede dagsorden. Det er – selvom emnet er supervigtigt – utroligt, at de landsdækkende medier er så nemme at løbe om hjørner med.

For ja, vi har en statsminister, som på Bornholm prøver at genstarte debatten om aktiv dødshjælp som middel til at undgå at tale om de for alle så konstant vigtige emner som ulighed, sundhed og klima.

Dér er spin – og så er dér spin, som er direkte usmageligt. Frederiksens snak om aktiv dødshjælp er det sidste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk