Skal alkohol forbydes?

Diskussionen om legalisering af hash bølger i disse dage i lyset af nedrivningen af Pusherstreet på Christiania. Danmarksbloggen vil gerne tage den et skridt videre og spørge om ikke alkohol så også skal forbydes?

For ser man på argumenterne for og imod legalisering af hash, så kunne man ligeså sætte alkohol ind i samme ligning.

På den ene side hedder det nemlig, at hash fortsat skal være forbudt, da det er sundhedsskadeligt. Det er alkohol også. Mens den anden side siger, at hash skal legaliseres for at komme den store kriminalitet til livs. For sammenligningens skyld kan man huske på, at for små 100 år siden var der alkohol-forbud i USA. Noget mafiaen i USA blev særdeles rig af.

Summa summarum: På den ene side har man befolkningens sundhed som gevinst, mens man på den anden har mindre kriminalitet og flere indtægter i statskassen.

Således ser ligningen altså ud – og man vælger altså den ene løsning, når det handler om hash, mens man vælger den anden, når det handler om alkohol. Det er dobbeltmoralsk og giver ikke mening.

For argumenter som at ”alkohol har vi et historisk forhold til her i Danmark, mens hash er nyt” holder ikke en meter. Der var også engang, at produkter som te, kaffe og kakao var fremmede og eksotiske. Og så må Danmarksbloggen også minde om, at dansk alkohol´s all time star ØLLET oprindelig stammer fra Egypten og Mesopotamien, altså Mellemøsten. Så nej, vores nydelses- og rusmidler har åbenbart for vane at være importerede.

Spørgsmålet er derfor: HVORFOR DENNE DOBBELTMORAL? Den giver ikke mening. Så enten forbyder vi alle rusmidler – eller også så legaliserer vi det hele. Øl, vin, spiritus, cigaretter, hash – hele molevitten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drømmen om det lille lykkeland

Danmarksbloggen er på denne triste morgen, hvor en betjent kæmper for sit liv, alligevel også glad. Ikke på grund af skyderiet på Christinia. Det er en tragisk og forfærdelig hændelse, som forhåbentlig ender med, at den unge betjent klarer dén.

Men fordi Danmark stadig er en slags lykkeland, når den slags hændelser kan slås så stort op i medierne, som det sker. For nok er Danmark blevet et mere råt sted gennem de sidste par årtier, men den slags vanvittige skyderier er heldigvis ikke – som i fx dele af USA – hverdag, men noget som der går år imellem sker.

Vender man blikket væk fra nattens hændelser og mod det politiske liv, kan man også se, hvordan et flertal af danskerne vil bevare SU´en, droppe skattelettelserne og istedet betale til sundhed, ældre og børn – til velfærd.

Så jo, danskene har ikke opgivet drømmen om det lille lykkeland. Dét er gode nyheder på en trist morgen – det og så at politiet fornylig anholdt den mistænkte for skyderiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endnu en sort …

Endnu en sort melding fra V-regeringen … denne gang den såkaldte 2025-plan, der præsenteres i disse minutter i Spejlsalen …

Statsminister Løkke startede med at sige: “Velfærden er under pres, væksten er for lav, og flygtninge presser vores økonomi. Og alt det kan ikke håndteres med en løsning. Det kræver flere løsninger.”

Han manglede så en vigtig pointe – nemlig at vores velfærd primært presses af den stigende ulighed, som han selv og resten af blå blok har været med til at skabe – samt af alle de mange milliarder, der er forsvundet ud af landet i skattely. 

Så Venstre burde gribe i egen barm – og i dem, der finansierer Venstre, hvis Venstre virkelig ønskede, at der skulle ske noget i dette land, der ville forbedre forholdene for de svage grupper.

Venstres svar på det hele er derfor heller ikke overraskende skattelettelser og besparelser i den offentlige sektor. Denne gang er det så pensionister, SU-modtagere og andre svage grupper, som skal stå for skud.

Pressemødet i Spejlsalen er ikke slut endnu – men Danmarksbloggen vover alligevel at slutte her. For det er blot endnu en sort dag i et land, der bliver mere og mere sort.

Eneste lys i mørket er håbet om et valg – SNART.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SU´en er garant for et rigt Danmark

Danmark har EET råstof – nemlig viden.

Det er også derfor, at det er helt hen i vejret at spare på uddannelse og forskning.

Og det gælder også SU´en, som der nu foreslås skåret så meget i (fx ved at kandidatdelen skal være et lån, og at hjemmeboende ikke skal kunne modtage SU), at der reelt er tale om en tilbagevendelse til tidligere tiders klassesamfund, hvor kun velstilledes børn har en mulighed for at få en uddannelse.

Og nej, argumentet med Norge holder ikke. I Norge er gennemførselsprocenten for kandidatuddannelsen langt lavere end i Danmark plus at uddannelsen er dårligere.

Og desuden: Så er det ligegyldigt. For som sagt så er uddannelse og viden vores eneste råstof – det som vi skal leve af alle sammen – og derfor er det ikke kun moralsk, men også økonomisk rigtigt at sørge for at alle – uanset om man kommer fra et rigt eller et fattigt hjem – har mulighed for at få en lang uddannelse.

Og til det behøves en god SU til hele uddannelsen … SU´en er simpelthen garanten for et rigt Danmark.

Tallene taler også deres tydelige sprog: 1 krone i SU giver 7,50 kroner tilbage til statskassen!!! Det gør topskattelettelser IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor melder DF ikke bare rent ud?

Hvorfor melder Dansk Folkeparti ikke bare direkte ud, hvad de ønsker? Nemlig ikke at lukke nogen flygtninge ind – og på den lange bane sende alle muslimer ud af Danmark. 

Nej, i stedet så iklæder partiet sig noget, som de formentlig selv mener, er ganske civiliseret, når de foreslår endnu en portion flygtninge-stramninger som fx at det skal være forbudt at gå med tørklæde i skolen. Den samlede liste ser således ud:

Udvis ved tvivl – selv den mindste lille tvivl fører til udvisning af en asylansøger
Lovbrud giver afslag – også selv det mindste lovbrud, så husk cykellygten
Udgangsforbud – selv den mindste utryghed hos de herboende giver udgangsforbud fra flygtningecentret – dvs. bor der bare en enkelt DF´er i området, så har samtlige beboere udgangsforbud
Nul lommepenge, hvis en asylansøger ikke passer sine pligter
Benlås skal skabe ro – altså ikke kun i selvforsvar, men også for at skabe ro
Meldepligt – daglig meldepligt
Ingen gratis tolk – heller ikke hos lægen
Forbud mod religiøs hovedbeklædning – både for lærere og elever
Flere penge før familiesammenføring – flygtninge skal stille en garanti for 100.000 kroner, inden en familiesammenføring
Intet ophold i Danmark uden at kunne dokumentere erhvervserfaring i hjemlandet – det bliver svært for den 14-årige, der er flygtet alene, og ikke ved om vedkommende nogensinde ser sin familie igen
Strengere danskkrav før familiesammenføring – familiesammenførte skal bestå en prøve på niveau med prøven for dansk statsborgerskab i hjemlandet, før de kommer, eller også har de et halvt år til at bestå en danskprøve, når de ankommer
Mere selvforsørgelse, idet den herboende ægtefælle skal have forsørget sig selv i fem år, før vedkommende kan blive ført sammen med sin familie
Find selv bolig – kommunen har intet ansvar. Det er flygtningene selv, der skal finde bolig

Danmarksbloggen er som så ofte før rystet over Dansk Folkeparti – men ikke overrasket. Slet ikke. Tværtimod desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuen lyser igen

Så er det dén tid på året: Priden er i gang igen – og Danmarksbloggen bakker som altid 100% op om regnbuen – og om den mangfoldighed, som den repræsenterer.

Det startede faktisk allerede i går, og det fortsætter i dag, i morgen, på fredag og på lørdag, hvor den store parade foregår – og lidt på søndag.

Paraden og Drag Night, som er på fredag, trækker altid mange tilskuere.

Men der er også mange debatter, film og andet, der sætter fokus på, at accept og opnåelse af seksuelle rettigheder stadig er noget, som der skal kæmpes for mange steder i verden – også i Danmark, hvor vi ellers roser os af vores frisind.

Men her i Danmark findes der også hatecrimes med seksuelt motiv. Der er fundamentalistiske religiøse kræfter, både indenfor islam og kristendom, der er imod alt andet end heteroseksualitet, som de opfatter som “det normale”.

I Danmarksbloggens øjne er det normale at være et menneske – så man kan ligeså godt spørge om “HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU VAR HETERO?” som man kan spørge om alt muligt andet.

Det gør de så ikke. Heller ikke dem, der bare har et generelt snævert sind og en manglende rummelighed, selvom de ikke er hverken særlig religiøse eller politiske.

Så der er stadig en kamp at kæmpe – også i Danmark. En kamp, der heldigvis får masser af næring, masser af kærlighed i de her dage. Kom og vær med. Det er en fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok fortsætter med rædselshistorierne

Mediernes fokus i weekenden var på OL- og især den sympatiske svømmekvindes Pernille Blumes overraskende guldmedalje i 50 meter fri. Og et stort tillykke til hende. Det var rigtig flot.

Men så er der heller ikke så meget mere at glæde sig over. For der vanker ingen medaljer, hæder eller ros, når det kommer til de nylige politiske meldinger, som bedst kan beskrives som endnu en række rædselshistorier:

Pia Kjærsgaard, folketingets formand m/k, som vel ret beset burde samle partierne, valgte istedet at skabe splid, som hun plejer, da hun var ude og sige, at folk i byerne føler sig klogere og bedre end folk på landet – men at det er de ikke, men at det hovmod fra byboernes side vil føre til at landet brækker midt over. Tænk engang, her troede Danmarksbloggen at det var den stigende ulighed i samfundet (som Dansk Folkeparti støtter), der bevirker, at Danmark deles i to.

Kulturminister Bertel Haarder vil hæve priserne på kultur, således så det skal blive endnu dyrere at gå på museum og i teatret og blive beriget af kunst og kultur.

Ikke at mennesker på kontanthjælp i forvejen har råd til det, men nu får de det endnu mindre, når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft, og flere tusinder landet over reelt vil ende på gaden. Den del rører så ikke blå blok, som mener, at kontanthjælpsmodtagerne bare kan tage et af de jobs, som ikke findes – eller et af de jobs, som gives til østeuropæere, der får altfor lidt i løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej, DF er ikke stuerene

Dansk Folkeparti har ikke ultimative krav før efterårets forhandlinger, siger de selv ifbm partiets sommermøde.

Nej, selvfølgelig ikke. Dansk Folkeparti er som altid til salg, hvis man kan stramme lidt mere på flygtninge- og indvandrerskruen. Så pyt med at den sociale ulighed øges, pyt med at de rigere bliver rigere og de fattige fattigere – selvom Dansk Folkeparti ellers gik til valg på at bevare velfærden.

Men den slags løfter er som altid varm luft, når de kommer fra Dansk Folkeparti, som uden problemer kan gå med til Liberal Alliances topskattelettelser, bare livet kan blive lidt mere umenneskeligt for indvandrere og flygtninge, som de i virkeligheden helst så smidt helt ud af Danmark.

Det er ligeså rystende som det er forventeligt … men hvad værre er, at mange danskere og også Socialdemokratiet overvejer at slå pjalterne sammen med disse ikke-stuerene.

For Dansk Folkeparti er ikke, har aldrig været og bliver aldrig stuerene. Det bekræfter de selv gang på gang med det, som de stemmer for i folketingssalen og aftaler på gangene og i møderummene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk penge-mageri flytter til Finland

Danske penge er – siden dansk penge-mageri startede med Svend Tveskæg for mere end 1000 år siden – blevet produceret i Danmark, men nu er det slut. De danske mønter og sedler skal laves i Finland, og Den Kgl. Danske Mønt og Seddeltrykkeriet lukker ved årsskiftet. Finnerne kom nemlig med et bedre tilbud!!!!

Danmarksbloggen er rystet, ja mere end det. For det siger sig selv, at et land producerer sin egen valuta. Noget så essentielt skal ikke ske udenfor landets grænser – om ikke andet så af sikkerhedsårsager.

Men sådan skal det åbenbart ikke længere være i discountens og liberalismens altødelæggende navn.

Og vi kan ikke bare lave det om senere, når vi fortryder. For det kommer vi til at gøre. Men man kan ikke bare tilmelde sig en uddannelse som penge-mager. Den kunst læres udelukkende ved sidemands-oplæring. Så det er nu, at dette tilbuds-vanvid skal stoppes, så vi kan beholde Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet, så danske penge også fremover laves i Danmark – og ikke andre steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OL, DR, DF og LA

Er sport politik? Gu´ er det så, og jo mere behov et lands leder har for at markere sig overfor omverdenen, jo mere får sporten lov til at fylde og vise landet frem. SE OS. Se, hvad vi kan.

Man så det i Kina under OL i 2008 – og i Rusland under vinter-OL i 2014, men også alle andre lande er med på dén vogn. Også Danmark, selvom vi ikke har kapacitet til at have et OL alene, så prøver vi dog pt. at få en Tour de France-start, og vi er pløkkestolte hver gang et VM eller EM afholdes på dansk jord.

Og nu er det altså tid til OL igen – denne gang i Rio i Brasilien, som er et land på randen af både økonomisk og politisk sammenbrud, hvilket også viser sig ved, at OL-faciliteterne ikke er i orden, og at vandet er så bogstaveligt talt lorte-beskidt, at det er direkte sundhedsfarligt i én grad, så det overstiger europæiske grænseværdier med mere end en million gange.

Danmarksbloggen kommer ikke til at se meget OL. Dels pga tidsforskellen og dels fordi der sker meget mere interessante ting herhjemme som fx at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil gøre Danmark dummere ved at beskære DR´s budgetter med 25%.

Det er den forkerte vej at gå, hvis man vil have et rigt og sammenhængende samfund – men det vil LA jo heller ikke. De er mere tilhængere af en jungle, mere grum og livsfarlig end den, der findes i det OL-ramte Brasilien – og i den er der ellers både anacondaer, piratfisk og alligatorer. Men de er ingenting mod LA.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk