Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Bliv klogere på det hængte britiske parlament

Udgivet den af
Svar

Det kan godt være, at Storbritannien (UK) har stemt sig ud af EU, og snart skal i gang med forhandlingerne. Om briterne så reelt forlader EU er en anden ting. For sagen er, at det britiske parlament skal godkende ud-aftalen – og hvis ikke Parlamentet gør det, så kan UK (nok) blive i EU.

Men det venter længere nede af vejen, selvom det er helt vildt, at der nu er et ”Hung Parliament” i UK, og at man i fx den superrige og ellers altid konservative Kensington-kreds i det centrale London, hvor man er store EU-tilhængere, måske har stemt en Labour-kandidat i Parlamentet i protest mod Theresa May. I skrivende stund skal der en tredje omtælling til, da det kun er 40 stemmer, som skiller kandidaterne fra Labour og De Konservative.

For i første omgang stemte briterne – over hele landet – FOR mere lighed, FOR flere krav om at de øverste i samfundet også bidrager og FOR alt andet, der bidrager til et solidarisk samfund. Der er nemlig – overalt i Europa – et oprør på vej mod liberalismens vær-dig-selv-nok-samfund og henimod et samfund med mere lighed, mere solidaritet og mere velfærd.

Det giver håb for UK og for Europa, også selvom vi opererer med et ”Hung Parliament”, og Theresa May pt. bliver siddende i Downing Street 10. For hun får det helvedes hedt i samarbejdet med nordirerne, og Labours leder Jeremy Corbyn har også sagt, at han vil gribe chancen for at blive premierminister, hvis den kommer. Det kan ske meget snart, når man ser på det smalle mandat, som May MÅSKE sidder på – og som måske ikke engang holder til efter Parlamentets åbning på tirsdag d. 13. juni.

Så ingen ved, hvad der sker – men læs her hvad BBC skriver og bliv klogere på, hvordan systemet fungerer i UK: http://www.bbc.com/news/election-2017-40209087

For flertallet af danske medier har ikke hele med. Langtfra. Det britiske system er ikke som det danske, så det giver faktisk mening, når Corbyn går ud og siger, at han vil danne en mindretalsregering – selvom det ikke lykkedes i første omgang. Men anden omgang eller et nyvalg kan komme lige om lidt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et kongeligt glansbillede krakelerer

Udgivet den af
Svar

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

London Bridge og ramadanen

Udgivet den af
Svar

I skrivende stund er det ikke bekræftet fra myndighedernes side, at der var tale om et terrorangreb på London Bridge, som er nabo-broen til Tower Bridge.

Men når en varebil med en fart, der bliver anslået til cirka 80 km i timen med vilje kører ind i en menneskemængde på en bro i en europæisk hovedstad, så er det nærliggende at tro, at der er tale om terror … også fordi der pt. sker og er sket andre “hændelser”, som det kaldes, i den engelske hovedstad, som involverer både skud og lange knive.

Den gamle børnesang om “London Bridge is falling down” er derfor blevet aktuel på en mere end uhyggelig måde – og er dermed endnu en reminder om de tider, som vi lever i.

Ikke at vi behøver en sådan reminder om tidens tegn af vold, had og drab  .. slet ikke.

Hvad vi behøver er derimod remindere om, at vi alle er mennesker, og at mangfoldighed er et plus – og at nysgerrighed er godt.

Som fx idag, hvor jeg i svømmehallen talte med den arabiske livredder, der er muslim og derfor pt. holder ramadan, og som kunne fortælle om, hvordan især hans duftsans bliver skærpet i disse uger, men også hvordan det at faste gør, at han i store dele af resten af året har megen fokus på, hvad han spiser – og om han spiser det rigtige for at holde sig sund.

Altså en helt anden vinkel på ramadanen end den religiøse. For det er samtale, der ikke kun gør klogere – det også nuancerer. For virkeligheden er ikke kun uhyrlighederne som den på London Bridge og de andre steder i London i aften/nat. Den er også og især de mennesker, som vi hver især møder – og ikke mindst hvordan vi møder dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

Udgivet den af
Svar

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endnu engang …

Udgivet den af
Svar

Endnu engang. Igen skete det. Terroren ramte. Sorg. Vrede. Beslutsomhed om ikke at ændre vores livsstil og demokrati. Bevare de frie samfund.

I de seneste år har Danmarksbloggen skrevet en tekst med de ord altfor mange gange, og nu kunne undertegnede gøre det igen på grund af angrebet i går aftes i Manchester i England.

Men det lyder efterhånden som en kliché, for vi har hørt det altfor mange gange.

Opgaven er derfor heller ikke (kun) at vise medfølelse og kærlighed og opbakning, men at sørge for, at den slags mennesker, som synes det er i orden at dræbe andre på grund af deres overbevisning, bliver stoppet.

Det er en svær opgave – og den skal klares uden at en eller flere befolkningsgrupper automatisk gøres til syndebukke – men den skal effektueres. Ellers vil det her terrorvanvid ikke stoppe, men blot accelerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htmHun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens gerninger på Christiansborg

Udgivet den af
Svar

Nyhedsjournalist hos TV2 Knud Brix´ digtsamling ”Natfolden” har vakt megen opsigt med sin beskrivelse af livet på Christiansborg som et sted med magtmisbrug, moralsk fordærv, generel kynisme og menneskelig forråelse, der medfører et væld af nattens gerninger, der ikke tåler dagens lys.

Danmarksbloggen har IKKE læst digtsamlingen, så derfor kan undertegnede ikke udtale sig om den konkrete bog – udover at det vel ikke er noget nyt, at magten korrumperer. Læs for eksempel nedenstående artikel fra Berlingske som meget præcist handler om netop det – og har citater fra blandt andet Søren Pind (V) og Holger K. Nielsen (SF): https://www.b.dk/berlingske-mener/fordi-magten-korrumperer

Men når det er sagt, så er det alligevel interessant, at emnet tages op af en nyhedsjournalist på Christiansborg, som ellers må formode at holde sig til fakta, men her med Knud Brix´ egne ord blander fakta og fiktion sammen. Se mere her: http://politiken.dk/kultur/art5942197/%C2%BBChristiansborg-%C3%A6der-sj%C3%A6le-op%C2%AB

Spørgsmålet er så bare, om lige denne blanding af fakta og fiktion er smart i en tid, hvor fake news florerer? Omvendt kan man spørge, om der er nogen anden vej, hvis man vil have et dækkende billede, al den stund at man i sagens natur ikke kan forvente, at korrumperede og magtgale politikere frivilligt stiller op til offentlig beskuelse og slagtning.

Danmarksbloggen har heller ikke svaret på, hvordan man på den rigtige måde skal afdække, hvad det konkret har betydet for dansk politik og for det danske samfund, at få mennesker har så uendelig meget magt.

Men man kunne måske starte med at opløse den ret uheldige alliance, der er mellem de toneangivende medier og politikere, der dag ud og år ind går op og ned af hinanden på Christiansborgs gange og danner et minisamfund i samfundet. Et samfund med egne regler og egen logik – og en udbredt legitimering af egne handlinger, både nattens og dagens, udfra devisen ”Sådan er det jo” og ”Man må jo gøre, hvad der skal gøres”.

For som en politiker siger det i ovennævnte artikel fra Berlingske: Jeg tilhører dem, der mener, at magt korrumperer. Det eneste, der er spørgsmålet, og siger noget om den enkelte politikers karakter, er, hvor længe det varer, før man bliver det. Citat slut.

Vedkommende har nok desværre ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

En politisk kandestøber som præsident

Udgivet den af
Svar

Har det nyligt afholdte præsidentvalg i Frankrig noget med Danmark at gøre? Ja, om ikke andet så til skræk og advarsel.

For franskmændene kunne i søndags vælge mellem en ekstrem højre-populist og en mand stort set uden politisk erfaring, der først nu EFTER valget skal til at sætte sit hold. Det var altså absurd, uanset hvem der vandt. Nu blev det Macron, som blev hyldet foran Louvre i Paris, og som nu har bedt folk om at ansøge om at komme med på hans regerings-hold. Det har omkring 15.000 så indtil videre gjort. Men hvordan skal de udvælges? Udfra X-Factor-lignende auditions eller hvad?

For sagen er, at Frankrig har fået en præsident, der er at sammenligne med den politiske kandestøber – Holbergs velkendte figur, der henne på kroen sammen med vennerne vidste alt om, hvordan samfundet skulle indrettes, men som fejlede fælt, da han fik muligheden for at bestemme. For ét er et søkort at læse, noget andet er et skib at føre.

Og det gælder også i nutidens politik, som er et håndværk, som det tager år at lære, så ja, det giver god mening ikke at lukke alle mulige ukendte og især kendte amatører ind i politik, men holde sig til dem, der har beskæftiget sig med politik i årevis. Det gælder også i Danmark, hvor kendisser som regel bliver meget dårlige politikere, uanset om de kommer fra underholdnings-, sports- eller den såkaldte virkelige verden, hvad det så end er.

For ethvert fag, enhver branche har det med at lukke sig om sig selv, så bare fordi man har en baggrund som kuglestøder, plejehjemsleder, universitetsrektor eller fast indslag på den røde løber, er man ikke automatisk egnet til noget politisk erhverv, der kræver viden, indsigt, forhandlingsevne, kompromis-evne og meget andet, som skal øves og øves igen, inden man kan bruge det.

Det er således ikke noget tilfælde, at Lars Løkke stadig sidder på magten i Venstre – han kan nemlig den politisk metier, og det samme kan Mette Frederiksen. De har også begge to været med, fra de var helt unge, og de slynger ikke om sig med tomme visioner, som populisterne gør det, uanset hvilken fløj de tilhører. Nej, de trænede politikere taler fornuftens og kompromisets sprog. Heldigvis, mener Danmarksbloggen, for skal samfundet have en chance, skal erfarne politikere og ikke amatører med fine visioner stå i spidsen for det.

Gid vi derfor aldrig får en Macron – eller Le Pen – som statsminister, og gid så mange danskere ville stoppe med at stemme på populistiske partier med få budskaber, men en total mangel på forståelsen for helheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

4. maj – og vor tids frihedskamp

Udgivet den af
Svar

Mor, hvor lang tid tror du vi bliver ved med at fejre 4. maj og Befrielsen?, spurgte teenageren her til morgen, da jeg nævnte, at vi skulle have lys i vinduerne i aften.

Det er et af den slags spørgsmål, som det er nærmest umuligt at besvare.

For på den ene side så lever der stadig en pæn del mennesker, som kan huske den tid, selvom de måske kun var børn den aften, hvor frihedsbudskabet lød fra London, men omvendt er der siden kommet mange generationer, som hverken kan huske 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig, men som er født og opvokset i en Terrortid – som netop teenageren her.

Og når ens virkelighed, ens tilværelse her og nu er et liv i hovedstaden med en bevidsthed om at terroren kan ramme hver dag og hele tiden. Hvor teenageren både sammen med venner og med undertegnede besøgte synagogen i februar 2014 og siden deltog ved mindehøjtideligheden ude ved Krudttønden for slet ikke at tale om de altfor mange ture med blomster til udenlandske ambassader, så er der unægtelig langt til at stå ude i Mindelunden en 4. maj, selvom teenageren har været med – endda to gange.

For nok hænger tingene sammen – og nok skal man kende sin fortid for at forstå ens nutid, men 2. Verdenskrig er virkelig længe siden. Den tid er i øvrigt så langt mere overskuelig – og tryg – her mere end 70 år siden, at den sluttede, så det er let at have de rette meninger NU omkring den tid. Dengang krævede det mere at gå imod autoriteterne, som også var en dansk samarbejdsregering, heldigvis var der nogen, der gjorde det – som nogen også gør idag.

Opgaven er derfor heller ikke at se tilbage, men at vide hvad der skete – og se frem. Bruge kræfterne på at sikre også vor tid og fremtidige generationer den frihed, som Danmark fik igen d. 4. maj for 72 år siden – og det er en opgave, som kræver kamp både mod den fundamentalistiske islam og mod den indskrænkelse af vores frihedsrettigheder, som sker ligenu i tryghedens navn, og som de fleste glad og gerne siger ja til uden formentlig at kende prisen.

Så ja, vi vil nok fejre 4. maj længe endnu … men uden at tage nutiden og vor tids frihedskamp i betragtning giver det faktisk ikke mening. For ligesom at vi dengang i 1940 solgte os billigt til Tyskland for at undgå omfattende ødelæggelser, så sælger mange danskere også deres frihed billigt nu for at undgå muslimsk terror. Nu er det bare til staten – men gør det sagen bedre? Det synes undertegnede ikke, så også derfor og måske mest derfor skal der tændes lys i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Vi mangler lighed

Udgivet den af
Svar

Storkonflikten kom ikke for en uges tid siden. Det kan undre, når vi har et samfund, hvor den ene gruppe bliver syge og dør af stress – og nu skal arbejde endnu mere, hvis det står til arbejdsgiverne, mens den anden gruppe holdes udenfor arbejdsmarkedet og det på ydelser, som det ikke er til hverken at leve eller dø på.

De eneste, der vinder på denne systematiske udnyttelse af mennesker, er dem, der ejer produktionsmidlerne.

Lyder det gammeldags og marxistisk – selv på en 1. maj? Ja, måske – men det er ikke desto mindre sandt. Så kan kedeldragten og det hårde slid i fabrikken for nok så mange være skiftet ud med et spændende job i vidensindustrien, men selve det grundlæggende har ikke ændret sig.

Det er stadig dem, der ejer produktionsmidlerne, der sætter dagsordenen – og når den sættes, så mennesker udnyttes og udbyttes i en grad, som der lægges op til med arbejdsgivernes nye forslag til overenskomst, ja, så burde ikke kun de direkte involverede, men også alle vi andre sætte hælene i og sige NEJ, nu stopper det, nu strejker vi.

For samfundet trænger til endnu en revolution, en stille revolution uden vold – men ikke desto mindre en revolution, hvor den overklasse, der har vokset sig frem og som belønner hinanden med gyldne håndtryk m.m., skal lære at dele ud af deres overflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen