Fattige børn holder ikke efterårsferie

Efterårsferien starter for alvor i dag – og som altid er der mange af de privilegeredes børn, der skal ud og rejse.

Måske ned til noget sol og varme, måske ud til en af Europas storbyer, måske i sommerhus. Men der er også mange, der skal ingenting – og som ikke selv har valgt det. For dem handler det nemlig ikke om, at de hellere vil blive hjemme og gå og hygge sig med nattøj hele dagen, varm kakao og nybagte boller, mens de laver ingenting.

Nej, for dem er der simpelthen ikke noget valg, for det er pengene bare ikke til. Ja, manglen på penge er så slem, at de familier dårligt nok kan tillade sig at købe ind til en kop varm kakao – og de rækker slet ikke til hverken en tur i biffen eller i svømmehallen.

Der er desværre også blevet flere af de børn, som kun har ingenting som feriemulighed – og det er dér, fordi vi siden Fogh-regeringen har haft regeringer, der pånær S-R-SF-regeringen, har skåret i alle de sociale ydelser.

Den nuværende VLAK-regering har så også droppet at måle antallet af fattige, men ikke på nogen måde har afskaffet fattigdommen. Tværtimod er fattigdommen i Danmark kun øget – og øges stadig.

Der findes i dag omkring 45.000 fattige danskere, vurderes det. Det er mere end en fordobling siden 2002.

Danmarksbloggen vil ikke give nogen af de privilegerede dårlig samvittighed her nu, mens ferien skal til at gå i gang, og kufferten skal pakkes.

Nyd turen ned i solen, på cafeerne ude i Europas metropoler eller i sommerhuset. Men husk også samtidig på at ikke alle er ligeså heldige, som du og dine er det – og tænk på, hvad DU kan gøre, når I kommer hjem igen.

For det er kun sjældent folks egen skyld, og der er heller ingen naturlov, der dikterer, at goderne skal være så ulige fordelt. Det er en politisk beslutning, som kan laves om. Og som skal laves om, for det er simpelthen moralsk forkert, at der findes børn og voksne, som er fattige i et så rigt land som Danmark.

Og vi kan alle være med til at gøre en forskel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

… hov se, en burka

Vi har en regering, der:

Skaber armod i stedet for velstand.
Skaber hjemløshed i stedet for boliger.
Skaber sygdom i stedet for sundhed.
Skaber krig og ufred i stedet for fred og ro.
Skaber splittelse i stedet for samhørighed.
Skaber had i stedet for kærlighed.
Skaber mareridt i stedet for drømme.
Skaber utryghed i stedet for tryghed.
Skaber dumhed i stedet for (ud)dannelse.

Vi har en regering, der mangler mod, visioner og dannelse.

En regering, der pisser i vores grundvand, skider i vores mad, sviner vores natur, ødelægger og lader hånt om mennesker.

Og vi stemmer på den, hvorfor?

… hov se, en burka

Skrevet af: Koncept- og udviklingschef samt lærerstuderende Christian Hansen

De Fattige åbner Folketinget

Første tirsdag i oktober: Folketinget åbner med det sædvanlige leben af politikere, der har ”første skoledag” efter sommerferien, og kongelige der spadserer på den røde løber – og en statsminister, der holder en åbningstale, som senere skal granskes i en mange timer lang åbningsdebat.

Sådan kender vi Folketingets åbning.

Men i år sker der også noget andet. For det danske samfund er i frit fald. Uligheden stiger, og fattigdommen øges i et tempo, så det burde være løgn. Men med en regering som den nuværende og et støtteparti som Dansk Folkeparti, så kan det åbenbart gå mere end stærkt med at ødelægge alt, der minder om velfærd.

Derfor finder den åbning, der betyder noget, heller ikke sted på Christiansborg, men lige ved siden af på Thorvaldsens Plads, hvor ”De Fattige åbner Folketinget”. Det starter kl. 9.30, og det slutter kl. 12.30 – og der er mange gode talere, blandt andet Pernille Skipper fra Enhedslisten, Torsten Gejl fra Alternativet, skuespiller Flemming Jensen og mange flere.

Danmarksbloggen vil opfordre ALLE til at komme – og nej, man behøver ikke at være fattig for at deltage. Et ønske om solidaritet og en drøm om et samfund, hvor vi deles om goderne, kan også bruges.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/262304460939551/?active_tab=discussion&__xt__=33.%7B%22logging_data%22%3A%7B%22profile_id%22%3A262304460939551%2C%22event_type%22%3A%22clicked_view_event_posts%22%2C%22impression_info%22%3A%22eyJmIjp7Iml0ZW1fY291bnQiOiIwIn19%22%2C%22surface%22%3A%22www_events_permalink%22%2C%22interacted_story_type%22%3A%22236412393365972%22%2C%22session_id%22%3A%2295dad9d03a7bc4d698b1ddc23ef500fa%22%7D%7D

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansker-job-forpligtelse

Der er flere ledige jobs i øjeblikket end der har været længe, lyder meldingen. Der er efter sigende også skabt 150.000 jobs i Danmark i de seneste år. Heraf er mere end halvdelen (og mange af de ufaglærte jobs) gået til ikke-danskere. Den slags gør Danmarksbloggen vred.

For vi har alle et ansvar overfor fællesskabet og samfundet – og ligesom at man som rask voksen har en pligt til at tage et arbejde, hvis man kan – så burde man også som arbejdsgiver have en pligt til at tilbyde et ledigt job til danskerne først.

Ja, Danmarksbloggen vil simpelthen opfordre til, at vi indfører en DANSKER-JOB-FORPLIGTELSE, hvor enhver arbejdsgiver SKAL ansætte en dansker, hvis det er muligt. Og det er det i mange af de jobs, som i dag varetages af andre nationaliteter. Ikke fordi de andre er bedre, men fordi de er billigere.

Men at en arbejdsgiver kan tjene endnu flere penge ved at ansætte en anden end en dansker, er en hån mod fællesskabet og samfundet. For denne arbejdsgiver er på den måde med til at holde danskere i ledighed og dermed også på offentlig forsørgelse. Så arbejdsgiverne snyder på den måde os alle sammen.

Noget helt andet er det, når der er tale om højt specialiserede mennesker – her kan det give god mening at tage andre ind, fordi vi ikke har dem selv. Men derfor skal vi nu også satse på viden, uddannelse og forskning, og det vil der også være mange flere penge til, hvis flere danskere kommer i arbejde. Men det sker kun, hvis arbejdsgiverne lever op til deres ansvar og ansætter dansk arbejdskraft – og det til reelle lønninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skattelettelser er grådighed

Regnen siler ned – efteråret er kommet …

Danmarksbloggen har i dag kun et spørgsmål:

Hvorfor er der råd til skattelettelser, når der ikke er råd til …

Hjemløse?
Kontanthjælpsmodtagere?
Syge?
Gamle?
Børn?
Flygtninge?
Naturen?
SU?
Dagpenge i lang tid nok?
Mere uddannelse?
Mere forskning?
Kvinfo?
Gratis museer?

Det giver ikke mening. For vi kan hverken leve af billigere biler, flere fladskærme eller at de i forvejen priviligerede får mere og mere.

Det synes en voksende del af de priviligerede ikke engang selv længere … så der er altså tale om ren grådighed hos resten – og hos regeringen … og grådighed er som bekendt en dødssynd – og måske endda den mest aktivistiske af de syv dødssynder.

For grådighed eller griskhed, som det også kaldes, handler om at rage så meget til sig som muligt – og så holde på det. Det er det, som blå politikere taler om, når de taler om borgernes egne penge og sætter det i forhold til at betale til fællesskabet.

Men de glemmer den kristne forpligtelse på næsten, selvom det er dem selv, der har skrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

Læs mere om grådighed og magt her:

https://www.psychologytoday.com/blog/shame/201510/why-narcissism-greed-and-power-go-hand-in-hand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hjælp Nationalmuseet: Skriv dagbog i morgen

Nationalmuseet samler viden ind om livet i Danmark til brug for fremtidige generationer – og nu handler det om dig, mig og alle andre – og om at skrive.

Det er nemlig præcis 25 år siden, at 51.000 danskere i 1992 skrev dagbog d. 6. september – og nu er det tid igen. I morgen d. 6. september 2017.

Du skal skrive om din dag, som den er netop d. 6. september 2017, men du må helt selv bestemme, om du skriver kort eller langt, overordnet eller detaljeret – selvom Nationalmuseet selvfølgelig gerne vil have en masse detaljer med – og også oplysninger om din alder, bopæl, erhverv og så videre. Den slags letter forskningen.

Du må også hjertens gerne oploade fotos, tegninger eller andet, der underbygger din fortælling, når du deler din dag.

Danmarksbloggen synes, at det er et fantastisk initiativ – og undertegnede vil helt klart sende en dagbogsberetning fra dagen med både hvad jeg har gjort, tænkt, drømt om, planlagt etc.

Jeg er også helt sikker på, at hvis lige min beretning nogensinde læses af en fremtidig forsker, så vil vedkommende erkende, at mennesket og dets drømme, håb og ønsker nok er ret ens til alle tider – og at det kun er de ydre omstændigheder, der ændrer sig.

Men derfor er det en fantastisk idé alligevel … læs mere om det her: http://natmus.dk/dagbog

Man behøver ikke aflevere før d. 29. september, så der er masser af tid. Husk også at få samtykkeerklæring, hvis du er under 18 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Tillykke

Så er det i dag, at København kan fejre sin 850 års fødselsdag.

Ret beset er byen dog ældre, da den allerede eksisterede i 1167, da den krigeriske bisp Absalon fik byen af forstbroderen, selveste kong Valdemar d. Store. Men byen var på det tidspunkt kun et lille fiskerleje ved navn Havn, som Absalon altså skyndte sig at befæste ved at bygge en borg dér, hvor Christiansborg ligger i dag.

Det er også i gaderne omkring Christiansborg, at fejringen især foregår med uddeling af gratis københavnerstænger til de første 1167 (ja, årstallet må vi ikke glemme). Der er også lovet 1167 gratis kopper kaffe – og ikke mindst 1167 gratis øl. Men folkefestren byder også på både skattejagt, pool-party i kanalen og levende musik med blandt andet Laid Back – og meget mere. Det hele afsluttes med et fyrværkerishow fra Tivoli.

Det er den årlige kulturfestival Golden Days, der står for arrangementet – se mere her: https://goldendays.dk/koebenhavnerfejring/

Og tillykke til landets hovedstad, der i sin lange historie har oplevet ikke så lidt:

København har blandt meget andet oplevet at være det sidste sted i landet, som stod imod den lutherske reformation, at være belejret af svenskerne i flere omgange, at være stedet, hvor både Enevælden og Demokratiet blev født.

Men også i moderne tid har København dannet rammen om de store Danmarksbegivenheder, hvor nok Befrielsen i 1945 og EM-sejren i fodbold i 1992 er de to største.

Under alle omstændigheder: København er udskældt og elsket, forkætret og fortryllende – men altid med dét særlige glimt i øjet og det lille smil i mundvigen, som kendetegner denne nordiske hovedstad: København.

Byen, som nok er nordic noir – men også et lysets drømmested, især om sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om en by, hvor alle kan bo

I morgen lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

En by, hvor alle kan bo, er ikke et konkret sted. Det ved Danmarksbloggen godt, men København er desværre ved at udvikle sig til en by, hvor det kun er højindkomstgrupperne, der har råd til at erhverve sig en bolig – eller købe en lejlighed til børnene, når de skal flytte hjemmefra.

Det er en meget uheldig udvikling, som dels er skadelig for byens liv og puls, og dels er hamrende uretfærdig. For et lands hovedstad bør være for alle landets borgere på den måde, at alle – uanset om man er arbejdsløs eller direktør – har råd til at bo der, men sådan er København ikke længere – og det går altfor meget og altfor hurtigt den gale vej.

Der findes ikke mange lejeboliger, og dem, der findes, er oftest i et prisleje, så det kun er de bedst lønnede, der har råd til at betale lejen. Og lige netop dén gruppe har i forvejen råd til at købe de stadig dyrere og dyrere ejerlejligheder.

Så findes der selvfølgelig andelsboliger, men de stiger også i pris – for slet ikke at tale om, at det stort set er umuligt at komme ind på andelsmarkedet, hvis ikke man kender nogen, der kender nogen.

Endelig sparkes priserne også op at spekulanter, der køber boligerne for at udleje dem på Airbnb, der for længst har overhalet hotellerne i København, når det kommer til hvem der har flest antal overnatninger – samt af de udenlands-danskere, der køber en lejlighed til brug, når de er hjemme på ferie få uger om året.

Det er dels ikke fair, og dels er det en enorm dårlig udnyttelse af byen. København skal være for dem, der har deres daglige liv og gang i byen. Dem, der arbejder, studerer og lever her, og det gælder både pædagogen, politimanden, læreren og alle de andre, som i dag ofte må pendle til deres arbejde i København, fordi de trods to indkomster (i middelkategorien) ikke har råd til at bo her.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre den kommende borgerrepræsentation til at indføre bopælspligt, forbyde Airbnb, forbyde forældrekøb – samt etablere flere og billige lejeboliger således så også unge, enlige, middel- og lavindkomstgrupperne har råd til at bo i København – og også på de såkaldt gode adresser i hovedstaden.

Det har så også den tillægsgevinst, at det øger sammenhængskraften i samfundet … både det danske som helhed og det lokalt københavnske, og det vil være en gevinst for os alle.

Det er i øvrigt også en kamp, der involverer de andre fire steder, som blev nævnt i denne uge: Minefeltet, Fælleden, Palads og Tivoli. For når der skæres helt ind til benet, så handler det om kapital og nogle få (rige) menneskers kortsigtede muligheder på den ene side – og så historien, kulturen, fællesskabet og langtidsperspektivet på den anden. Det er derfor en kamp, som det i dén grad er værd at kæmpe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Palads

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Et af de steder er den farvestrålende Palads-bygning, som Poul Gernes malede i 1989 i dens nu så kendte farver, og som for mange er synonym med BIOGRAFERNE, hvor man er kommet som barn med mor og far, som stort skolebarn med vennerne, senere med en date osv, osv.

MEN nu er der givet grønt lys for at arbejde videre med et projekt, der vil jævne den ikoniske bygning med jorden, så man i stedet kan bygge højhuse på et areal, der også skal indebære en overdækning af baneområdet ved Vesterport. Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/groent-lys-fra-udvalg-biografen-palads-fredes-ikke

Alt det ved alle – men hvor står sagen nu? Det sidste, som Danmarksbloggen har kunnet finde i medierne, er over et halvt år gammelt – så man kunne formode, at der er sket noget i sagen siden. Danmarksbloggen skrev derfor til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune for at få svar på:

  1. Hvor langt er planerne med Palads i dag? Er det endeligt besluttet, om Palads skal rives ned eller ej?
  2. Og hvis ikke, hvad er så tidshorisonten for projektet? Hvornår træffes de endelige beslutninger? Før eller efter kommunalvalget?
  3. Og hvem har truffet/skal træffe de endelige beslutninger? Teknik- og miljøudvalget – eller den samlede Borgerrepræsentation?

Men desværre var svaret hverken-eller.

Det lød: Der er ikke noget nyt. Forvaltningen er endnu ikke klar med en ny sag til udvalget med svar på de udfordringer, udvalget gerne ville have undersøgt nærmere:

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/7ba73d04-4e0f-45c7-ac32-acf5920d1e33

Så pt kan forvaltningen altså ikke sige, hvornår sagen kommer for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det kan derfor blive på både den ene eller anden side af kommunalvalget.

Danmarksbloggen slipper dog ikke sagen. For også Palads er et sted, der er elsket af både københavnere og ikke-københavnere, og som det er værd at kæmpe for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk