Stor genåbning – for godt til at være sandt eller?

På mandag sker den første store genåbning af det danske samfund med (som det ser ud nu) både inde- og udeservering på cafeer og restauranter, med åbne storcentre og meget andet – men også fornuftige ting som de ældste elever tilbage i folkeskolen.

Åbne kirker, ind- og udlån på biblioteker, åbne botaniske haver og zoologiske haver er også med på denne første spiseseddel, som der forhandles om i skrivende stund.

Og måske er det fornuftigt. Der er også meget, der tyder på, at smitten er ved at dø ud – men at ingen ved, om den kommer igen.

Danmarksbloggen sidder derfor mystificeret tilbage – og tænker: Det lyder næsten for godt til at være sandt – og når noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel for godt til at være sandt.

Det er i hvert fald bekymrende, at vi går så hurtigt frem – og kan vi huske at holde afstand? Danmarksbloggen tvivler. Allerede nu slækkes der voldsomt på det med den sociale afstand mange steder. Folk vader afsted uden at tænke over det.

Så vi risikerer om en måned eller to at skulle lukke HELT ned igen – og starte fra samme sted som midt i marts. Det er ikke kun direkte dumt. Det er også synd for de gamle og udsatte grupper, som stadig sidder alene og isolerede, mens de raske og yngre har en – måske kortvarig – forbrugsfest.

Ja, vi vil med den store genåbning, som er skitseret, komme til at minde om Sverige – og hvordan er det lige, at det går Sverige?

Så nej, en stor genåbning er altså hverken smart for sundheden eller økonomien på nogen måde.

Lad os bare få eleverne tilbage i skolerne og flere tilbage på arbejdspladserne – og ja, også åbne kirker og museer med timebilletter. Men cafeer og den slags må klare sig med take away – og storcentre må satse på nethandel. Så ville vi være et bedre sted – og kunne åbne helt måske om en måneds tid eller to …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skraldemændene fjerner Corona-affaldet – men har ingen værnemidler

Læger, sygeplejersker, lastbilchauffører, butikspersonale og personale på plejehjem får alle deres velfortjente hyldest i kampen mod Corona.

Men der er en gruppe, som alle har glemt, men som vi ikke kan klare os uden i kampen od virussen: Nemlig skraldemændene eller renovationsarbejderne, som de hedder nu.

Skraldemænd, som endda risikerer livet, når de arbejder med at fjerne vores allesammens skrald, også det fra landets COVID-19-afdelinger.

For hvad sker der egentlig med alle værnemidlerne og alt det andet, som landets COVID-19-afdelinger bruger i kampen mod Corona? Ja, det bliver selvfølgelig smidt ud. Som regel i plasticposer, der er pakket hårdt og bundet godt sammen, inden de bliver drønet ud.

Men hvem samler det hele op? Alle poserne fyldt med Corona-affaldet? Det gør skraldemændene. Men de skraldemænd har ingen værnemidler, for COVID-19-affald anses ikke som farligt affald.

Men som en skraldemand, Danmarksbloggen har talt med, siger det: ”Når vi henter skrald ved COVID-19-afdelingerne, så sker det, at disse poser fulde af affald med Corona-virus punkterer, så det flyder rundt med mundbind, kirtler og visirer – alt sammen med Corona-virus på. Og nok er virus ikke luftbåren, men det er alligevel meget utrygt at få sådan en dosis Corona-affald lige op i hovedet. For det får vi, når en pose punkterer – og det gør affaldsposer. Det er vi vant til, men vi er ikke vant til Corona.”

Skraldemanden, der hedder Michael Danielsen, fortsætter: ”Det gør heller ikke sagen bedre, at vi ikke har værnemidler. Corona-affaldet bliver nemlig ikke anset som farligt affald. Men nogle af os udsættes dagligt for store mængder Corona-affald, og så tænker man alligevel sit. Også selvom man som skraldemand er vant til lidt af hvert, og kan tåle det meste. For vores immunforsvar er normalt rigtigt stærkt på grund af, at vi hele tiden udsættes for diverse bakterier, vira og snavs. Men denne her Corona er anderledes og ukendt – også for os og vores immunforsvar.”

Danmarksbloggen er enig – og tænker, at vi som samfund har en stor opgave i at beskytte vores skraldemænd, som er lige så uundværlige som alle de andre grupper, der hyldes i kampen mod Corona. For til de grupper hører også skraldemændene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Genåbningen er i gang

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronning Margrethe 80 år

Danmarks Dronning Margrethe d. 2. fylder i dag 80 år.

Det skulle have været den helt store fejring, men det satte Corona-virussen en stopper for, som den har gjort det for så meget andet i dette historiske år 2020: 75-året for Befrielsen, 100-året for Genforeningen – og 80-året for Besættelsen.

For ja, Dronningen blev født kun en uge efter, at Danmark blev besat af tyskerne i 1940.

Hun blev altså født ind i historiens vingesus – og har i sin regentperiode oplevet mange store forandringer som Danmarks optagelse i EF i 1973, Murens fald og Den Kolde Krigs ophør i 1989, 11. september i 2001 og meget mere, som er blevet kommenteret i de nytårstaler, der samler danskerne.

Taler, hvor Dronningen formår at få sagt noget væsentligt uden at blive politisk – og der bliver faktisk lyttet til hende, som man også så det under den seneste tale til det danske folk om Coronaen.

Danmarksbloggen var i hvert fald ude og gå en tur i et grønt område i vores hovedstad for nogle uger siden, hvor fire unge mennesker af blandet køn sad alt for tæt sammen på en bænk.

Foran de fire – i behørig afstand – stod en femte kammerat med sin cykel og sagde: I sidder alt for tæt. Vi skal holde afstand.

Nå, siger Mette Frederiksen og ham der Søren (Brostrøm, red.) det, var svaret i en ligegyldig tone fra dem på bænken.

Nej, det siger Dronningen, sagde kammeraten med cyklen, og lagde tryk på ordet Dronningen.

Siger Dronningen det, kom det så fra dem på bænken, mens de rankede sig – og rykkede lidt væk fra hinanden.

For det gælder åbenbart, at når Dronningen siger noget, så lytter man – og retter sig efter det. Der er nemlig autoritet over Margrethe d. 2.

Og derfor er det ærgerligt, at Dronningen blev misforstået/fik udtrykt sig uheldigt, da hun i interviewet i Politiken sagde, at hun ikke var sikker på, at klimaforandringerne kun var menneskeskabte. Men skal vi ikke bare blive enige om lade den evt. lille fodfejl være glemt.

Danmarks Dronning Margrethe d. 2. har i sin snart 50 år lange regeringstid og i sin 80 år lange levetid gjort et formidabelt stykke arbejde – og det er fuldt fortjent, når vi senere i dag sammen hver for sig synger fødselsdagssange for hende.

Dronningen har altid kun villet Danmark og danskerne det bedste.

Tillykke til Hendes Majestæt fra Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nærmest en halv sejr

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Strandet i Indien: Should I stay or should I go…?

”We will soon be arriving in Mumbai. The temperature is 28 degrees. Be aware that most departures are cancelled.” Usikkerheden sniger sig ind under huden, selv om min mand hjemme i Danmark har forsikret gentagne gange, at afgangen til Doha, videre til Oslo og til sidst København har grønt lys hele vejen. Otte timers ventetid i den spøgelsesagtige Mumbai lufthavn, hvor de fleste går med mundbind. Ingen rigtig mad at få og sidste måltid var frokost. Nødder, riskiks og Bounty bar til aftensmad.

Når man har løbet rigtig stærkt de sidste 6-7 måneder er morgenyoga i shalaen, aftensvømmetur i Det Arabiske Hav og meditation på ægte bølgeslag ren balsam for sjælen. ”Hvorfor spiser vi kød derhjemme, når vegetarisk mad kan være så lækker?” spørger Thea efter de første par måltider.

Hvorfor kan jeg ikke lave den slags mad selv? Måske skal jeg øve lidt mere? Alle er søde og imødekommende og Thea viser sig at have lært flydende engelsk ved at se 10 sæsoner af ’Friends’, så hun taler ubesværet med de andre deltagere – ren idyl.

Planen var 3 uger i Goa med min 11-årige datter Thea. En velfortjent pause. Vi ankom for 12 dage siden og da vi første dag sad i en cirkel, var der høj stemning, store forventninger og vilje til åbent at dele blandt deltagerne på yoga-kurset – vi gik ’all in’ og der opstod hurtigt tillid og sammenhold. En enkelt deltager fra Frankrig var ikke nået frem. Hun blev nægtet at boarde flyet, fordi Indien havde lukket grænserne for rejsende fra Frankrig. Vi følte med hende og udtrykte medfølelse på gruppens Facebook side. Måske trak hun i virkeligheden det lange strå?

DR Nyheders historier og danskernes optagethed af Corona virkede fuldstændig hysterisk set fra vores fællesskab på stranden i Goa. Livet gik videre som om intet var hændt i verden. Deltagere smagte på hinandens the af samme kop, krammede og lå tæt i de store sofasenge. Vi vaskede selv vores egne tallerkener op og lagde dem i kurve til afdrypning. Nogen gjorde det grundigere end andre, men efterhånden som historier fra Danmark om smitte og social isolation tog til begyndte jeg dog at vaske bestikket før jeg brugte det.

Men vi var stadig overbeviste om, at frygten for epidemien var fuldstændig overdrevet og at rygterne smittede hurtigere end selve sygdommen. Indien meldte stadig om 134 smittede ud af en milliard mennesker – fornemmelsen var, at Indien ville gå fri og at vi var meget heldige at være i denne boble på vores Bounty strand. Vi var glade for at fortælle historien om, at Corona ikke smitter så meget i varmt vejr og indtil videre var der ikke meldt om nogen tilfælde i Goa provinsen. På et møde tirsdag, for 5 dage siden, sagde lederen af Kranti Yoga: ”This school is your home for now. You can stay as long as you want. I will not close it”. Det lød betryggende og intet skulle ødelægge vores ferie.

Så kom meldingen om at Air India aflyste alle afgange fra 18.-31. marts. Vi kunne vi ikke længere komme hjem som planlagt, men 4 dage ekstra i Goa var jo ingen katastrofe… Mon ikke vi kunne få ændret billetten til 2. april, hvor de ville flyve igen?

Min mand, Erik, som er hjemme i Danmark, skrev til Air India og vi ventede tålmodigt på svar. Opgaverne derhjemme var alligevel aflyst. Men der var sået tvivl, og tanker om, hvorvidt vi burde forsøge at finde en rejse hjem, sneg sig ind i meditationerne. I vægtskålen mod hjemrejse lå en oplevelse af at danskerne derhjemme var paralyseret af frygt og negativitet langt ud over det rimelige. På DR Nyheder blev historier blæst op og familien derhjemme brugte uforholdsmæssig meget tid på at ’følge med’.

”Where focus goes, energy flows”, sagde de i meditationstimen og det gav god mening. Hvorfor kunne danskerne ikke være bedre til at få det bedste ud af situationen? Selvom det er rigtig, rigtig trist at en del bliver syge og nogle vil dø, så kunne flertallet vel godt fokusere lidt på de positive ting ved pludselig at have mere tid til sig selv og hinanden i familierne? Er det ikke det vi altid går og sukker efter? Fuld respekt for at det er svært at få hjemmearbejde og småbørn til at gå op i en højere enhed, men der må vel være en vis forståelse for, at tempoet og opgaveløsningen ikke kan være på samme niveau som normalt?

Så besluttede den første deltager at tage hjem; en ung kvinde, der skulle starte nyt job i starten af april. Hun ville ikke risikere noget. Enkelte, jeg ikke kendte så godt, fulgte efter. Indien meldte ud, at alle fly ville blive aflyst fra 22. marts og en uge frem. Det fik en nordmand, fra vores lille ’skandinaviske klan’, til at beslutte, at han måtte hjem til sine børn. Det kom tættere på, men det lykkedes stadig at overbevise mig selv om, at en uges aflysning kun var en uges aflysning – især set i lyset af de få Corona tilfælde, der var i Indien. Og at jeg kunne tage hjem om 1-2 uger. Der var så dejlig stemning både på stranden og til yogatimerne. Den norske mand kunne ikke finde en flybillet og ændrede sin beslutning til at blive og var meget glad for sin afklaring.

Jeg tog en seriøs snak med min mand, Erik, og han kontaktede forsikringsselskabet, der frarådede at tage hjem over hals og hoved, idet risikoen for at strande et uheldigt sted i Indien var for stor. Usigeligt lettet over denne beslutning havde vi en fantastisk fredag aften på kurset d. 20. marts. Dem, der ville rejse, var rejst og os der havde besluttet at blive rykkede tættere sammen. Skøn aftensmad og meditation omkring bålet i shalaen med udsigt til stranden. Alle skrev små sedler med det de gerne ville give slip på i deres liv og brændte sedlerne på bålet. Roen havde sænket sig, selvom vi et eller andet sted vidste det var på lånt tid.

Men Erik må alligevel have haft en sjette sans. Gav det et andet perspektiv at være nogle uger foran i ’Corona udviklingen’? Han havde i hvert fald sat sig ned fredag aften og brugt 4 timer på at finde troværdige billetter hjem. Klokken 4.00 ringede telefonen i Goa. ”Jeg har fundet en billet, der kan få jer hjem. I skal afsted i morgen kl. 12. Er det i orden jeg køber dem?”.

Man kan tale om at blive taget på sengen. Thea brød ud i dybe hulk og jeg havde stor modstand på at få min ro forstyrret. Vi havde netop indstillet os på 14 dage ved stranden i fred og ro. Men noget i mig vidste at han havde ret – det skulle være nu. En time på Messenger og billetterne var i hus. Det værste var at sige det til den anden dansker og den søde svenske familie. Vi var jo ’in it together’ og nu svigtede vi pagten. Efter morgenmaden kom bomben: Skolen ville lukke og alle blev anbefalet at rejse hjem. Den lokale befolkning på stranden udtrykte skepsis og bekymring over, at vi var der. Det kunne skolens ledelse ikke sidde overhørig.

Så nu sidder vi i Mumbai lufthavn, første del af rejsen er gået godt og på skærmen har de netop annonceret at flyet fra Doha, som skal have os med tilbage, forventes at lande planmæssigt …

Skrevet af Mirjam Godskesen

Efterskrift: Danmarksbloggen har efterfølgende været i kontakt med Mirjam Godskesen, og såvel hun som datteren er nu hjemme i Danmark i god behold.

Eva Egede: Det er svært at lave lemonade af Corona-citroner

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette skrevet af forfatter Eva Egede:

Jeg er glad for, at jeg ikke er typen, der har for vane at slå livsglade og filosofiske memes op på min profil. For jeg synes eddermame, at det er svært at carpe diem, være mindful og lave lemonade af de citroner, som livet giver en, i disse dage.

Jeg har været i chok og undtagelsestilstand. Jeg har siddet i en flonel-heldragt med nissemotiver og junket live-nyheder og drukket gin. Jeg har været halvsyg – måske indbildsk syg – og alt for tyndhudet. Irritabel, opfarende og knarvorn.

Jeg har grædt åndssvagt meget over, at det japanske kirsebærtræ er ved at gå i blomst – for det betyder, at vi snart passerer årsdagen for min Onkel G’s død. Og tanken om, at han ville have været en 90-årig, hvis han havde levet, gør mig ikke gladere.

For han ville have været i højrisikogruppen, hvis han blev smittet med Lortecorona – og jeg tænker på alle de andre, gamle mennesker, som kan risikere at få en ellers hyggelig alderdom dramatisk afkortet. Gamle mennesker kan godt dø før tid. Jeg ved det, for det var det, der skete for Onkel G.

Hell, vi kan allesammen dø før tid …

Ved siden af en zombieinvasion har en viruspandemi altid været en del af udtrækket i mit private skrækkabinet. Naturligvis har dén virus, som jeg frygtede allermest i de mørke nætter, været sådan noget i retning af Ebola. Noget eksplosivt, blodigt og frygteligt … I stedet har vi fået noget ikke helt så livsfarligt, men noget der bare kommer snigende og begynder med at ødelægge hverdagen, indtjeningen og livsglæden.

Jeg hader denne her ventetid. Når jeg kigger ud over søen, går en tur med mine hunde på min grund og i det hele taget bare lever mit liv ret normalt, så føles det ikke normalt længere. Der er lagt en truende skygge henover det hele.

Hvornår bryder det for alvor løs? Hvordan bliver det? Hvor mange vil dø? Vil nogen jeg kender dø? Er der noget vi ikke ved, som vil åbenbare sig? Jeg hører løse rygter om, at sygdommen slet ikke er så ufarlig, som myndighederne siger. Jeg mærker paranoiaen komme op i mig.

Krig og kriser skræller mennesker ned til typer. Hvis Onkel G. stadig havde levet, så havde jeg stået i en Netto-kø i onsdags og købt mad, mad, mad. Og måske knap så meget toiletpapir. Og så havde jeg lukket huset ned for alting, indtil det her var overstået. Så havde jeg været en indelukket hamster.

Men jeg registrerer allerede, hvordan vi deler os op. Der er de energisk livsglade, de depressive, hamster-typerne, de hedonistiske, de oprørske (Citat fra en fb-ven: “Jeg får fanme lyst til at krydse alle grænser, når de lukker dem. Det er en politisk beslutning! Hvad med demokratiet?) og så dem, der er ret ligeglade, fordi de tror, at de skal leve for evigt. Den sidste type er især de unge. Det er derfor, at vi sender dem i krig. De tager jo af sted for eventyrets skyld. Det er først, når krigen rammer dem, at de bliver fucked up.

Lige nu ønsker jeg på en måde bare, at jeg var midt i det værste. For så kunne jeg overskue tingene på en anden måde. Det er ventetiden, der fucker mig op.

Spar mig for det melodramatiske a la sygeplejerske, der kommer hjem fra en 82-timers vagt, og bare gerne vil købe mad i supermarkedet … Og så er der intet til hende. Og hun må gå hjem til sine børn med uforrettet sag. Foreløbig er vi ikke der. Der ER mad – og vi finder først ud af, hvem der er helte, når tingene virkelig brænder på.

Jeg ville have det BEDRE, hvis jeg havde en eller anden kompetence, som gjorde, at jeg kunne foretage mig noget. SÅ sjovt er det heller ikke at sidde med hænderne i skødet. Der er blevet delt adskillige memes med ordlyden om, at vi skal bare sidde i vores sofa, vores bedsteforældre blev beordret i krig. Så det kan vel næppe være så svært!

Jeg er ikke enig. Magtesløsheden – som den jeg og sikkert også andre føler lige nu – er det værste. Og fordi vi ikke kan handle, begynder vi pludselig at bruge tiden på at udskamme andre mennesker.

Lad være. Der er mange måder at reagere på en krise på. Og mange mennesker vokser med opgaven. I gårs hamstre kan være i morgens helte. Det ER muligt at slå krybdyrhjernen fra …

Men alle jer, der opmuntrer mig. Alle jer der tager hele situationen med hjemmebagt brød og overskudsagtige bemærkninger, opmuntrer mig. Alle jer, der bare har kæmpet et overskud frem og deler det, opmuntrer mig.

Jeg elsker at se videoer fra byen, hvor der bliver sunget og spillet fra altanerne.

Tak til jer allesammen.

Jeg skal lige samle mig. Og jeg er begyndt i dag. At samle mig betyder for mig, at jeg lader være med at se nyheder hele tiden. Jeg er kommet ud af bamsedragten og har ovenikøbet make-up på.

Når uroen overvælder mig, vasker jeg gulv, støvsuger eller laver ting som at gøre orden i min sættekasse.

Jeg kommer tilbage. Og når alle I, som er cool og gode nu, bliver trætte – så kommer andenbølgen med sådan nogle som mig og andre langsomt opfattende.

Og vi vil spille trompet med næsen, vi vil danse for jer og sprede den kærlighed og glæde, som I gjorde i begyndelsen.

Stay safe, everybody! Pas ikke kun på jer selv, men også på menneskeheden … Vi har kun hinanden og denne her lille planet at rumstere rundt på …

Skrevet af forfatter Eva Egede – som har denne blog: www.knirkeegede.blogspot.com

Grænserne lukkes nu …

Ikke siden 2. verdenskrig og måske ikke engang dér har Danmark været så lukket, som landet bliver nu – og frem til minimum 2. påskedag 13. april.

Det er næppe noget, som vi havde forestillet os skulle ske i vor tid. Men det sker. Det er virkelighed lige nu.

Ti ud af tretten grænseovergange til Sønderjylland lukkes nu … og det samme gør dele af Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige. Skibene mellem Danmark, Norge og Tyskland bliver også uden passagerer – medmindre altså at det er danskere på vej hjem.

Grænserne skal bevogtes af væbnet militær – og kun udlændinge med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål slippes igennem.

Danmarksbloggen synes, at det er en god idé. Denne corona-virus skal stoppes – og det sker kun ved isolation. Så enkelt er det – så det her er rettidig omhu.

Det interessante er også den store opbakning, som der er fra danskernes side til myndighedernes tiltag.

Samt at de danske politikere sammen løfter dette ansvar til ug. Væk er hverdagens kævl og strid. Regeringen bakkes op af alle partier i folketinget. Nødlove bliver vedtaget stående i folketingssalen. Det er alvor.

Nu handler det om at stå forenet mod denne virus – og det gør politikerne og vi andre over hele linien.

Jeg er oprigtig stolt af at være dansker i dag. MEGET STOLT.

Vi panikker ikke, vi handler. Vi hjælper hinanden, og de fleste har forstået budskabet: Vask dine hænder, bliv hjemme, lad være med at hamstre, hjælp dem du kan og få det bedste ud af det.

Det er imponerende – også fordi så mange allerede har mistet deres job og mange andre, især små virksomheder, risikerer at lukke.

Og nu lukker grænserne så …

Danmarksbloggen håber, at vi – når grænse-luknings-perioden løber ud d. 13. april – er dér, hvor vi uden problemer kan åbne grænserne igen.

For vi har brug for de andre, både mennesker og lande, på den lange bane. Men lige nu må vi hjælpe hinanden ved at være alene hver især.

Europa er også det nye epicenter for den forbandede virus – og iflg. WHO stiger antallet af smittede og døde nu mere i Europa end det gjorde i Kina, da smitten var på sit højeste dér.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark lukker nu!!!

Danmark lukker nu. Ganske eftertrykkeligt. Skoler, offentlige institutioner, kulturinstitutioner og mange flere lukker nu i flere uger.

Det er voldsomt. Eller det vil sige: Det kan blive vildere. Der kan komme flere tiltag, siger Mette Frederiksen, som i dén grad træder i karaktér som statsminister i denne alvorlige aftenstund.

Det samme gør sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som oplyser om smittespredningen i Danmark, om at der nu er svært syge danskere og om den nye strategi: Afbødningen, hvor indsatsen fokuseres på dem, der er svært syge. Til alle andre, som har det skidt: Bliv hjemme.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over, at vi er kommet hertil. Slet ikke. Desværre. Det var, hvad vi kunne forvente, når man så udviklingen af antal COVID19-syge, som pt. er 514 registrerede. Der er nemlig også et stort mørketal.

Så nu handler det om at vise samfundssind, om at beskytte de svage. Om at stå sammen ved IKKE at samles.

Med andre ord: Det handler ikke om dig og dine behov og dine lyster nu. Det handler om fællesskabet og samfundet. Om at vi alle hver for sig skal handle ansvarligt og opføre os klogt. For handler hvert enkelt individ fornuftigt, så vil det faktisk batte noget i den store sammenhæng.

Så: Tænk dig om. Vis samfundssind.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tur i Corona-land

Danmarksbloggen har været en tur ude i corona-land … sådan en overskyet martsdag i vores hovedstad København. Her mødte undertegnede mange forskellige slags danskere – og holdninger.

Først gik turen til en tøjbutik i et københavnsk storcenter for at få en trøje sendt retur. Jeg kender ekspedienten lidt i forvejen, og da vi var de eneste i butikken, fik vi os en lille sludder … selvfølgelig om dagens altoverskyende emne corona.

Ekspedienten kunne fortælle, at der kom meget færre kunder i butikken end normalt – og det kunne hun godt forstå. Hjemme havde hun også en mand, som allerede da det startede i Kina var ude og indkøbe adskillige masker, 15 store flasker med håndsprit og mad til tre måneder. Så de var med andre ord helt klar til flere ugers karantæne og samfundsnedlukning, hvis det skulle være.

Derpå ind i et supermarked efter havregryn og en lyspære. Her gik jeg bag to unge ansatte, som snakkede højt om nogle af coronavirussets mest udsatte, nemlig de ældre.

Eller de gamle, som den unge mand kaldte dem, da han sagde: ”Det er i virkeligheden en fordel med sådan en omgang corona, for så kan vi få ryddet ud i bestanden af gamle.” Den anden, en ung pige, mente, at hans menneskesyn var kynisk, som hun udtrykte det.

Senere ved kassen, da jeg satte mine varer på båndet, kom en midaldrende dame helt op bag mig – så tæt at jeg havde kunnet lugte det, hvis hun havde spist hvidløg til frokost. Det var uden at tænke over det, at hun gjorde det, og jeg trak mig også helt automatisk lidt til siden. For det var for tæt på for mig – også i ikke-corona-tider.

Men hun bemærkede det, og sprang en meter tilbage, mens hun sagde undskyld. Jeg smilede til hende – og hun smilede tilbage. Vi forstod hinanden … og holdt derpå afstand.

På vej tilbage – i metroen – skete der så ikke noget, men også her prøvede folk at holde afstand. Og vi var en del flere end fem personer, der kiggede hvast hen på en halvældre mand, der hostede ned i sin ene hånd. Brug din albue, mand – havde man lyst til at råbe.

Derpå gik turen til en Matas for at hente noget creme. Den Matas ligger ved en af vores store togstationer i København, og her kunne ekspedienten melde, at der var masser af mennesker, som blev vrede, når de fandt ud af, at de ikke kunne købe masker og håndsprit.

”Så siger man, nej vi har ikke noget, og så spørger de om vi heller ikke har bare en lille flaske – men nej, vi har ikke nogen, og så bliver de sure og råber gevaldigt op,” som ekspedienten fortalte det.

Så skulle Danmarksbloggen en tur i optikeren og hente friske linse-forsyninger – og her var Danmarksbloggen med på en lytter fra de andre kunder, som stod i kø eller på anden måde ventede på noget.

Også her var emnet selvfølgelig corona med fokus på alle aflysningerne. Ja, der var sågar et par stykker med billetter til Melodi Grand Prixet i Royal Arena i morgen. De ville så lave noget andet. For nu havde de taget turen fra Jylland til hovedstaden – og hotellet var betalt.

Der var også en af mine medkunder, som synes, at det var for meget det der med, at nu måtte vi ikke engang kramme hinanden mere eller give hånd eller noget. Men nej, det var nu meget klogt, mente en anden medkunde. Ikke for vores egen skyld, altså i betydningen os der er sunde og raske, men i betydningen tænk på de svækkede og ældre

Danmarksbloggen er enig: Det her handler om at vise samfundssind. Vi skal passe umådeligt meget på – og tage hensyn til og hjælpe hinanden.

Og så tog Danmarksbloggen hjem igen. Solen gemte sig stadig bag skyerne, men foråret er på vej. Det bliver lysere og varmere derude – og en dag vil også dette coronavirus-vanvid være fortid …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk