Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop “Dansen med Corona”. Det er en “Krig mod Corona”.

Danskerne er gode til at spritte af, men dårlige til at holde fysisk afstand, er meldingen fra myndighederne.

Det gør heller ikke sagen bedre, at statsministeren taler om ”Dansen med Corona”. For en dans er noget, som man gør tæt på hinanden. Dans er også noget, som er dejligt. Så ”Dansen med Corona” er i virkeligheden en rigtig dårlig metafor på at leve med en virus som Corona, der slår mange danskere ihjel, gør at endnu flere mister deres kære, og at rigtig mange får voldsomme senfølger.

Så lad os droppe det udtryk og i stedet tale om fx ”Krigen mod Corona”.

Altså ikke noget MED, men hel masse MOD.

For det er en reel krig, som vi befinder os i, selvom fjenden ikke er en reflekterende intelligens, men en pandemi. Det er også derfor, at vi KAN vinde den her krig, hvis vi ellers kunne finde ud af at holde afstand og spritte af og så videre. Det kniber det så med, så måske er vi alligevel ligeså dumme som en virus?!

Det er ganske forstemmende. Især i lyset af at vinteren er på vej og med den endnu mere gunstige betingelser for Corona-virussen.

En amerikansk fremskrivning fra et universitet i Washington taler således om mere end 3500 døde danskere pga. Corona inden nytår, hvis ikke vi gør noget. Bliver vi bedre til det med mundbind, afstand og forsamlingsstørrelser, kan vi derimod få antallet af nye døde ned på 100 flere inden nytår. Men tallet kan også – hvis vi slækker på restriktionerne – blive højere end de forvejen skræmmende 3.500.

Så jo, det gør en forskel, hvad den enkelte gør i “Krigen MOD Corona”.

For Corona er en dræber, og skal benævnes som en sådan. Vi skal ikke sukre tingene ind, men kalde dem ved deres rette navn, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sociale bobler – et stærkt og frygteligt våben

Ingen taler – rigtig – om boblerne. Men det burde vi nok. For de er ret vigtige de sociale bobler, som myndighederne mener, at vi skal til at indrette os i.

Men hvad er en social boble? Ja, iflg. nedenstående artikel fra DR med overlæge og virolog fra SSI Anders Fomsgaard er en social boble en gruppe på 5-10 mennesker, som vi kan være sammen med i vores hjem – og som vi selv kan besøge, og som vi kan kramme og være tæt på.

Vores egen familie tæller også med i boblens antal på 5-10 personer.

Vi kan altså godt se andre mennesker end dem i boblen, men ikke i vores eget hjem og ikke noget med at kramme og den slags. Derimod en hel masse om at holde afstand, måske gå en tur eller andet – hvis/når man ses med en anden end dem i ens sociale boble.

Og i øvrigt: NEJ, vi kan ikke skifte ud i boblen. Når boblen er etableret, så er holdet sat.

Der er med andre ord tale om: Find ud af hvilke mennesker, som du/I vil have indenfor dørene i dit/jeres hjem – og tænk dig/jer godt om. For det er de mennesker, som du/I skal være tæt på resten af efteråret og vinteren og måske langt ind i foråret 2021.

Det er altså en svær øvelse, som ikke minder om noget, som vi har prøvet før nogen af os – og de fleste har heller ikke lyst til at gøre det. Forståeligt nok. For det ligger til vores sociale natur som mennesker at indgå i forskellige sociale sammenhænge, også udover arbejde etc.

Men skal vi knække Corona-virussen, den satan, så er den sociale boble et stærkt – om end for os selv også frygteligt – våben. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tinderdaten-og-svigermor-hvordan-fungerer-en-social-boble

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den forbandede 11. september

Det er idag d. 11. september – et halvt år efter nedlukningen af Danmark 11. marts 2020.

Det er igen den forbandede 11. september.

For 19 år siden dagen, hvor fire fly blev kapret i USA, og de to fløj ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, det tredje ned i Pentagon i Washington D.C. – og det fjerde forulykkede på en mark, fordi passagerne havde hørt om de andres skæbne via deres mobiler – og derfor forhindrede, at det fjerde fly nåede dets mål, som formentlig var enten Det Hvide Hus eller Capitol. Dén dag ændrede en hel verdensorden.

For 17 år siden dagen, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel i NK Stormagasinet i Stockholm. Måske ikke en dag, der ændrede verdensordenen. Men det var sin generations største politiske talent i Sverige, som blev dræbt den dag – og udviklingen i Sverige siden har vist, at svenskerne mangler en politiker af Anna Lindhs format.

Og så i dag. Corona-pandemien, som har rystet, og stadig ryster en hel verden, og hvor det i dag er præcist et halvt år siden, at Danmark blev lukket ned. Og efter en sommer med lav smitte, så går det igen den gale vej. Fordi vi åbnede for meget for hurtigt. Fordi for mange slækker for meget på afstand og hygiejne, men til gengæld ikke bruger mundbind (nok). Vi er stadig midt i pandemien – og ingen ved, hvornår og hvordan det slutter.

Det er igen den forbandede 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger, på med mundbindet …

Det går den gale vej i Danmark med Corona-smitten, og dét går stærkt.

Der er også varslet nye tiltag i morgen, hvis ikke vi får styr på smitten. Det er der ikke noget, der tyder på. Tværtimod er det generelle smitteniveau større end det har været længe – og vi skal tilbage til 3. juli for at finde lige så mange indlagte som i dag, hvor der er 27 indlagte. Hele 11 flere end i går.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale mundbind ALLE steder i det offentlige rum, butikker, storcentre, hos lægen, på gader og stræder osv. Ellers får vi simpelthen ikke styr på Corona-satanen.

For den her lede sygdom kan og skal standses. Både fordi den koster liv, og det er det vigtigste – men også fordi vores økonomi ikke kan holde til flere nedlukninger. Og som bekendt er økonomi og sundhed hinandens modsætninger, selvom mange – både private og politikere – indimellem synes at tro, at de er hinandens modsætninger.

MEN: En sund og rask befolkning er en bedre arbejdskraft – og mennesker, som er glade for deres arbejde og stolte af at gøre en indsats, er en bedre forretning for arbejdsgiverne.

Så sundhed og økonomi går hånd i hånd. Det er derfor på med mundbindet og ind med omtanken og rummeligheden. Dét vinder både samfundet og hver enkelt af os så uendeligt meget ved.

Vi kunne få kurven til at gå ned og blive flad i foråret. Dét kan og skal vi gøre igen her i efteråret. Stadig med afstand, hygiejne og nu også med mundbind … og måske noget mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et halvt år med Corona

Det er i dag et halvt år siden, at den første dansker blev konstateret smittet med Corona-virus. Et halvt år hvor livet har været anderledes for os alle sammen.

Og tilværelsen vil fortsat være anderledes i de næste måneder, måske år. Det sidste håber vi ikke, men det er en reel risiko. For det er et faktum, at Corona, den satan, stadig er her – og at virussen af og til blusser op, og skaber lokale nedlukninger af skoler og arbejdspladser.

Sådan er det – og det må vi leve med og i – vel vidende, at livet først bliver normalt igen, når vi har en vaccine, som virolog Allan Randrup Thomsen idag vurderer, at vi kan gå i gang med at bruge i Danmark midt i 2021.

En vaccine, som der tales meget om, hvem der skal have først.

Men dét siger sig selv, at det er de mest udsatte: De gamle, de syge og dem, som bor på måder, så de lettere bliver syge. Dvs. de fattige og de lavtlønnede, som bor mange sammen i små lejligheder = man smitter lettere hinanden. Og det gælder, hvad enten man hedder Henning eller Muhammed, Betina eller Fatima.

Men det er så kun Muhammed og Fatima, som har fået på puklen af de blå og de sorte i folketinget med henvisning til deres muslimske tro og muslimske skikke. For de fattige af etnisk dansk oprindelse er ikke blevet skoset. Dét klinger hult.

For ja, nok er de muslimske begravelser med mange hundrede deltagere en smitterisiko, men det er de etnisk danskeres privatfester også – og sådan kunne man blive ved.

Mange har en adfærd, der ikke er smart, hvis man vil undgå smitte. Men det slår hårdest hos dem, som er nederst i samfunds-hierarkiet.

For faktum er, at Corona nok kan smitte alle – men lavtlønnede og folk på overførselsindkomst har bare lettere ved at blive smittet – pga. deres boligsituation, pga. mange har dem har kroniske sygdomme, og fordi mange af dem arbejder i erhverv, hvor de er udsatte for smitte.

Så Danmarksbloggen vil anbefale at droppe syndebuks-legen. Det her er ikke tiden til at pege fingre, men til at hjælpe hinanden. For vi er i det her sammen – og vi skal sammen igennem det her. Vi kan heller ikke andet.

Sådan er Corona.

Inden Corona tænkte jeg tit på, hvordan 9. april havde føltes, hvordan det var at leve under besættelsen, hvordan de håndterede uvisheden om fremtiden og alt det andet.

I dag kender jeg svaret: Man ER i dét, fordi man ikke kan andet. Så enkelt er det.

Og derfor ved jeg også, at vi skal være i den her Corona-virkelighed, så længe den varer – og sådan er det. Alt andet er leg med ord, som ikke ændrer virkeligheden. Vi er i dét. Punktum.

Jeg glæder mig så voldsomt til Corona-tiden er slut. For så skal jeg eddermame brænde et mundbind eller fem – og kramme de første 10 vildtfremmede mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbueflaget foran Christiansborg

Det er Copenhagen Pride 25 års jubilæum i år, hvor Paraden selvfølgelig er aflyst pga. Corona. Men alligevel skete der noget stort i 2020.

For det er første gang, at regnbueflaget er blevet hejst foran Christiansborg, hvor det hele dagen har blafret så fint i solskinnet.

Danmarksbloggen var forbi, og så det smukke regnbueflag vaje og lyse sammen med sammen med demokratiet som en påmindelse til alle mørkemænd og mørkekvinder om at komme ud af deres sorte huler – og ud i regnbuernes farvestrålende mangfoldighed.

For herude er der glæde, lys og kærlighed fremfor had og angst.

På den anden side af trappen op til Christiansborg hang Dannebrog. Noget mere sammenkrøllet om flagstangen, som om Dannebrog sagde: Det her er din dag, regnbue-fane. Jeg vil ikke tage din vind. Du skal fylde og vaje og blafre alt det du kan. Meget høfligt og rummeligt af Dannebrog – og ikke spor overraskende.

For danskhed handler om tolerance og glæde ved mangfoldighed, åbenhed og fællesskab, som det i dag blev symboliseret ved vores demokratis højborg.

Danmarksbloggen er begejstret – og håber, at regnbuerne vil lyse og regnbueflaget blive hejst hvert år foran Christiansborg.

For Danmark skal være et land med plads til os alle sammen – alle farver, former, køn og alt muligt andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren: På med mundbindet

Vi lever ikke i normale tider.

Det var mange ellers lige ved at tro, kan man godt tænke, når man ser på, hvor dårlige danskerne blev til at følge Corona-forholdsreglerne efterhånden som sommeren skred frem. Kram og knus sad løsere, og der blev slækket på det med afstanden.

Men nu er vi tilbage i Corona-virkeligheden igen, dog i en version 2.0. Coronaen er her nemlig i dén grad stadigvæk – og er slet-slet ikke forbi. Og ved det i skrivende stund stadig igangværende pressemøde med Mette Frederiksen, flere andre ministre, Søren Brostrøm og Tyra Grove Krause i Spejlsalen blev en stor pæl også hamret massivt ned igennem dét rygte.

Dansen med den lumske Corona-virus bliver derimod lang, sagde statsministeren – og nu skal der nye initiativer til.

Så fra om en uge, altså lørdag d. 22. august, skal der bruges mundbind i al offentlig transport på alle tider af døgnet. Kravet om brug af mundbind kan også meget nemt blive udvidet til også at omfatte supermarkeder, venteværelser hos læger og andre steder.

Mette Frederiksen understregede også, at supervåbnet stadig er afstand, hygiejne og rengøring – men nu skal dét suppleres med mundbind. Den nye styrelse for forsyningssikkerhed i Birkerød skal sørge for, at der er værnemidler nok til alle danskere.

I Corona-virkeligheden version 2.0. satser man på at undgå en total nedlukning af Danmark, men i stedet at kunne nøjes med lokale og regionale tiltag, som det blev gjort i Hjørring – og som man i øjeblikket gør i Ringsted og Aarhus – og som handler om test, opsporing og isolation.

Danmarksbloggen håber, at det virker. For vi skal – både afht. sundheden og økonomien – undgå en total nedlukning. BNP faldt i andet kvartal i år med 7.4%. Det er svimlende tre gange så meget som under det værste kvartal i finanskrisen.

Det er sikkert også derfor, at man tillader barer med mere at have åbent til kl. 2 – og at man vil åbne op for kultur- og nattelivet igen, bare på andre måder. Om lige det er klogt, tvivler Danmarksbloggen så på.

Men tilbage står: På med mundbindene – og hold afstand og husk håndspritten.

For så træder vi den her lede Corona-virus ned med stor, fed fod. Det er os, der har hjernerne – og som kan agere. Corona-virus kan ikke gøre andet end det, som den gør i øjeblikket. Vi kan derimod handle … og vise omsorg for hinanden ved at holde afstand og tænke os om.

Opdatering: Som det sidste kom et spørgsmål om, hvad man skal gøre, hvis man ikke er i et sterilt miljø. Det tog Søren Brostrøm – med remedier, hvor han demonstrerede brugen af mundbind – og samtidig kommenterede, at journalisten, der spurgte, ikke hostede korrekt efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. ‘

Det vakte grin blandt de fremmødte. For ja, vi må godt grine – også i en alvorlig situation som disse Corona-tider. Ja, vi er nødt til at grine – og at leve. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk