Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sådan sluttede Margrethe d. 2. en nytårstale i Coronaens tegn. En nytårstale, der var mere indfølt, mere alvorlig og mere inderlig end nogensinde.

For 2020 har med regentens år været et prøvelsens år, et år hvor så meget blev anderledes, aflyst eller udskudt. Et år, hvor intet blev, som vi havde håbet. Et år, hvor vi stod sammen som samfund – og hvor der er brug for samfundssindet også i den kommende tid. Og netop derfor henvendte regenten sig til os alle sammen med ordene Gud bevare jer alle sammen.

Det var Mor Dronning, der talte – og hun favnede hele landet med dé ord og dén omsorg, og jeg indrømmer åbent, at jeg fik tårer i øjnene.

For det har været et underligt år. Fra Coronaen ramte, og vi alle oplevede foråret stærkere end nogensinde over sommerens pusterum, selvom virus stadig var der, og så til nu, hvor smitten har godt fat – og vi står overfor de mørkeste måneder i pandemien.

Alt det nævnte Dronningen, som udover dybfølte taksigelser til alle, der kæmper mod Coronaen, kom ind på, at vi midt i elendighederne også viste, at vi danskere kan stå sammen, når det gælder, at vi har tillid til hinanden og til samfundet.

Noget, som hun bad os om at huske på, når vi er ovre på den anden side af pandemien.

Det var historiens vingesus, der slog de store slag på Amalienborg her nytårsaften 2020. En aften, hvor vi glæder os lidt ekstra til 2021 – og til at få vaccinen rullet ud til alle danske.

Danmarksbloggen giver Dronningens nytårstale 6 ud af 6 kongekroner. Den var formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1/1-21 – eller 1/13-20?

2020 har været et år, som hele tiden overraskede – og som regel med noget slemt. Noget, som handlede om virus, død, nedlukning og alt det andet, som 2020 har handlet om.

Så Danmarksbloggen sidder her på årets sidste dag og tænker:

Gad vide om 2020 har det sidste es i ærmet – nemlig en forlængelse af sig selv?

Således så vi i morgen ikke skriver 1/1-21 – men 1/13-20. Altså den 13´ende måned i det forheksede år 2020.

Dét skulle ikke undre.

For hvis noget år skal være i stand til at give sig selv ekstra tid, så er det 2020, som måske/måske ikke rinder ud, når Rådhusklokkerne på den afspærrede Rådhusplads i København slår om få timer.

På den anden kan det også være, at vi i morgen vågner til en mørk himmel, hvorpå der står skrevet Tutorial Completed. Altså nu er prøve-tiden, opvarmningen slut – og nu starter prøvelserne først for alvor.

2020 var i så fald kun generalprøven til 2021.

GODT NYTÅR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Julefreden er definitivt forbi. Og det handler for en gangs skyld IKKE om Corona, men om dårlig, gammeldags magt-politik: Kampen om magten i Venstre – og i Danmark.

Så der spilles med de helt store terninger i disse dage.

Støjberg rækker nemlig ud efter formandsposten i Venstre. En post, som hun måske kan få, hvis det 1) lykkes hende at undgå en rigsretssag – og 2) derpå fremtvinge et valg om formandsposten i et Venstre, der har tabt masser af stemmer, siden Ellemann blev ny politisk leder i efteråret 2019.

Samme Ellemann rækker så ud efter nøglerne til Statsministeriet, hvis det lykkes at få stillet Støjberg for en rigsret.

For så er vejen banet for, at han og de andre borgerlige måske kan få stillet statsminister Mette Frederiksen for en rigsret i minksagen. Ellemann kan i hvert fald hævde, at han er bannerfører for lov og orden – uanset om det så er hans egen næstformand, som står for skud.

At Støjberg så aldrig har været Ellemanns ønske om en næstformand, har mange glemt. Men husker man tilbage til efteråret 2019, vil man kunne erindre, at der var et kampvalg mellem Trane Nørby og Støjberg. Et valg, som Støjberg vandt.

Samme Støjberg, som Instrukskommissionen har vurderet godt vidste, at hun handlede ulovligt, da hun skilte asyl-ægtepar.

Om der så kommer en rigsretssag med Støjberg, vil de kommende dage vise. Men svaret på det kommer til at bestemme de kommende års politik i Danmark – også langt udover Venstres rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-vacciner taget som gidsel af EU

EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen har en klar mission: Skabelsen af EUROPAS FORENEDE STATER.

Og der er åbenbart ingen grænser for, hvad von der Leyen og mange andre i EU vil gøre for at fremme denne overstatslige union. Ja, selv en forsinkelse af vaccinationen mod COVID-19 bruges i det politiske spil på en måde, så man kan tale om, at Corona-vaccinerne er taget som gidsler i en politisk dagsorden om at fremme skabelsen af Europas Forenede Stater.

I mandags godkendte EU ellers Pfizer-BioNTechs Corona-vaccine, og derfra var det bare at gå i gang asap doserne kunne bringes ud, skulle man tænke.

Men nej, alle lande skulle begynde at vaccine på samme tid, meldte von der Leyen. Nemlig d. 27. december. Og derfor kørte lastbilerne først ud med deres dyrebare last fra fabrikken i Belgien, så vaccinationsstart rundt om i medlemslandene passede nogenlunde med denne dato.

Det er direkte tåbeligt. Jo flere vi kan få vaccineret, desto hurtigere – jo flere liv kan vi redde. Og liv står over politiske projekter.

Denne Corona-vaccine og de andre Corona-vacciner er nemlig en julegave til menneskeheden, som en af de første danskere, der skal vaccineres, sagde til TV2 News for lidt siden.

Men sådan ser Ursula von der Leyen åbenbart ikke på sagen. For hende handler det også om – og først om – politik. Det er skammeligt.

I Ungarn og – i Tyskland (von der Leyens hjemland) er man så allerede gået i gang med at vaccinere i dag. Det burde vi også være i Danmark. Vaccinerne kom i morges, og blev sendt ud til regionerne ved middagstid.

Det er bare at komme i gang med nål og sprøjte. NU.

Danmarksbloggen tænker så også: Gad vide hvad von der Leyens stunt betyder for Unionsprojektet? For slet ikke at tale om den studehandel, der er indgået i EU, hvor man købte færre af de nu godkendte tyske Pfizer-NTEch-vacciner end oprindeligt ønsket, fordi man også skulle tilgodese de franske Sonofi-vacciner, som er meget langt fra at være færdige.

Man kunne forestille sig, at EU´s famlen, vaklen og ageren generelt i Corona-tiden svækker tilliden til EU hos borgerne i de europæiske lande. For politiske magtspil har altid vigepligt overfor sundhed og vacciner …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og tag vare på hinanden

Der er tider, hvor det er nemt at skrive – og tider, hvor det er svært at skrive.

Denne jul er både-og.

For det er nemt at tale om vigtigheden af at holde ud og holde ved. For ja, vaccinen kommer lige om lidt. Vi er tæt på. Lastbilerne kører snart over grænsen med deres dyrebare last.

Men det er samtidig også så svært at ønske god jul i år. For det er ubærligt at tænke på dem, som vil tabe kampen til Corona her i den sidste, hårde tid.

Her mens mørket samler sig om os.

Visheden om, at det altid er mørkest lige før daggry, kan virke som en skæbnens hån, hvis man er angst for et elsket medmenneske eller for sig selv, her mens vi er så tæt på den vaccine, som er på vej.

Man bliver så lille og så magtesløs i det hele – men netop dér findes også svaret, hvis man tør give slip. Hvad man så falder på, må være op til den enkelte at finde ud af.

Selv finder jeg stor trøst og styrke i, at dér julenat tændes et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Glædelig jul til alle – og tag vare på hinanden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger – Danmark lukker ned igen

Endnu et pressemøde fra Statsministeriet. Smitten stiger for meget og for hurtigt.

Så nu lukker Danmark ned igen. Stormagasiner fra i morgen, og liberale erhverv og institutioner fra på mandag d. 21. december – og samtlige butikker (minus dagligvarer og apoteker) fra juledag d. 25. december og til d. 3. januar – indtil videre.

Det giver mening. Eller det vil sige:

ER DET NOK?

Burde vi ikke især forhindre rejser mellem regionerne? Det skulle Danmarksbloggen mene.

Vi skal passe på hinanden – og på vores sundhedsvæsen, og erfaringen viser, at man ikke kan regne med, at alle per definition tager de kloge valg. Så lad os nu bare få aktiviteten i samfundet HELT NED.

Vaccinen er lige på trapperne. Det ved vi, og det er fantastisk.

Men de næste to-tre måneder kan blive de værste og hårdeste i hele pandemien, hvis vi bare lader stå til.

Så lad os nu bare lukke ALT ned (pånær fødevarer, apoteker og sundhedsvæsen) – og anlægge forsigtighedsprincippet efter devicen ”ingen rejser ud af deres kommune”. Også måske længere end til d. 3. januar.

Vi må holde ud. Vi kan holde ud. Vi kan se et lys for enden af tunnelen. Der ER håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-valget: Kan du se over egen næsetip?

Så starter klynkeriet igen …

Hvorfor kan jeg ikke komme ned og træne?
Hvorfor kan jeg ikke komme ud og spise?
Hvorfor kan jeg ikke komme i biffen?

Bliv selv ved … der er masser af eksempler på mig-mig-mig-mentaliteten.

Og forsættelsen er altid den samme: Jeg tror ikke, at problemet med den stigende smitte skyldes lige mig/mit sted/min adfærd etc. Så hvorfor er det lige mig, som skal rammes?

Det er ikke andet end klynk, forkælelse og offermentalitet.

Vi har alle et ansvar – og alles adfærd betyder noget. Også DIN ADFÆRD. Ja, det er det eneste, som betyder noget. Man kan ikke bare skylden på andre eller på regeringen.

Så istedet for at tænke på alt det, som du ikke kan, så tænk i stedet på dem, som har det værre end dig:

Dem, som ligger COVID-syge på landets sygehuse. Dem, som sidder isoleret – og har gjort det siden marts – fordi de bare ikke MÅ blive syge. Dem, som er ældre eller på anden måde udsatte, og som nu for alvor er i farezonen igen. Dem, som har mistet et elsket medmenneske.

Alle dem, som vi skal passe på, så det ikke bliver COVID-19, der er årsag til deres død.

Tænk på dem, tag ansvar – og sæt pris på, at du kan gå en tur ude i december-mørket med alle julelysene, læse en bog, tale med dine venner over Skype, holde en digital julefrokost og alle de andre ting. Du er nemlig ikke truet på hverken liv eller helbred. Du er bare en kort tid frataget de muligheder for udfoldelse, som du plejer at tage for givet.

Og det er, hvad du gør det til:

  1. Noget slemt, så du mener dig i din gode ret til at handle egoistisk – også selvom det betyder, at andre bliver syge og dør.
  2. En stille tid, hvor du stadig kan en hel masse – og måske kan bruge roen til at reflektere over nogle ting i livet, som du måske ikke plejer.

Valget er dit – men der er flere danskere, der overlever pandemien, hvis du kan se over egen næsetip og vælge no. 2. For så tager du ansvar, og er med til at stoppe pandemien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delvis nedlukning af dele af Danmark

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vaccinerne er på vej

Lægevidenskabens svar på en månelanding, siger Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz om Corona-vaccinerne i det pressemøde, som er i gang om den danske vaccineplan.

For nu er vaccinerne på vej. De er ikke helt godkendte endnu, men det er tæt på.

Det lysner derude, og jeg tænker: Sådan må det have føltes, da Hitler begyndte at tabe under 2. Verdenskrig.

For nu ser vi i korte glimt forude lyset af den hverdag og det liv, som vi alle savner.

Vi er dér ikke endnu, men vaccinerne er på vej. Og der kommer til at være til os alle sammen, selvfølgelig til de ældste, de kronisk syge og sundhedspersonale først.

Dét er med længder årets bedste nyhed.

Indtil da skal vi blive ved med at holde afstand, bruge mundbind og holde os i vores sociale boble. Nu har vi også gjort det så længe, så klarer vi også det sidste seje stykke.

Thomas Senderovitz er meget tillidsvækkende, når han siger, at vi skal se ned i data, og vi går ikke på kompromis med grundigheden, kvaliteten og sikkerheden. Vi er i slutspurten, men alt skal være i orden, før vi stikker den første dansker – måske allerede i slutningen af 2020.

Det er vildt – og det bliver endnu vildere, når vaccinerne er her, og de er godkendte, og vi går i gang med at stikke. Det bliver – med tiden – som en ny befrielse for Danmark, ja for hele verden.

For det er en hel verden, som er ramt af pandemien. Men det er også en hel verden, som har løftet denne opgave med at finde en vaccine. Så vi kan godt som menneskehed.

Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at vi efter Corona vil bruge disse erfaringer om at trække i samme retning på den endnu større opgave, som venter, nemlig at redde menneskeheden fra den miljø-katastrofe, som nærmer sig hastigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bertel Thorvaldsen 250 år

Alle kender stjerner som Lady Gaga eller Messi, der vækker opsigt, hvor de end går. Men Danmark har også haft sådanne superstjerner.

En af dem er billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der på torsdag d. 19. september fylder 250 år. Allerede som 11-årig kom han på Kunstakademiet, og senere vandt han den store guldmedalje samme sted (det var den største udmærkelse, som man kunne få).

Bertel Thorvaldsen, der er kendt for sine smukke, levende og udtryksfulde skulpturer, levede mere end 30 år af sit voksne liv i Rom. Ja, han var så glad for Rom, at han kaldte d. 8. marts 1797 (dagen, hvor han kom til Rom) for sin romerske fødselsdag.

Bertel Thorvaldsen var gennem hele livet et centrum i international kunst, og alle de store danske guldalderkunstnere indenfor både malerkunst, digtning og litteratur kom på besøg hos ham flere gange. Så der var en reel, dansk koloni i Rom, hvor danske kunstnere levede et liv med lige dele kunstneriske udførelser, gode middage og åndrige samtaler … også in vino veritas. Altid med Thorvaldsen som omdrejningspunktet.

Bertel Thorvaldsen var altså i sin samtid en superstjerne, og da han i 1838 tog hjem til Danmark, var hans rejse op gennem Europa et sandt triumftog, hvor han blev hyldet hele vejen. Og lidt ekstra da han nåede København, hvor der lige ved siden af Christiansborg Slotskirke er hans eget museum med jubletoget op gennem Europa vist udenpå. Mens man indeni kan se flere af hans store værker som Kristus-figuren, Jason med den gyldne skind, Venus og andre græske guder og gudinder – og meget andet.

Og allerinderst inde i gården ligger han selv i sin grav. Thorvaldsen døde i 1844, og fik altså seks år i Danmark, da han kom hjem.

Og netop på hans helt eget museum vil fødselsdagen blive fejret massivt med musik, omvisninger, ler-værksted og lysshow. Der er endda gratis adgang på selve fødselsdagen fra kl. 16 til kl. 21. Samme dag – altså torsdag d. 19. november vil Illum åbne deres juletema 2020, som er hyldest til denne store dansker.

Danmarksbloggen kipper også med flaget, og ønsker Bertel Thorvaldsen tillykke med de 250 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk