Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Grundlovsbal og patriotisme

Udgivet den af
Svar

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en super-duper-spreder-fest

Udgivet den af
Svar

Der var engang en virus. Den ville så gerne sprede sig til hele verden. Det gjorde den så. Ja, virussen opnåede endda pandemi-status.

Men som alle andre ville også virussen mere. Så virussen muterede igen og igen.

Og hver gang blev virus stærkere og stærkere.

Ja, virus blev så stærk, at den blev mere og mere modstandsdygtig overfor de vacciner og andre ting, som dens værter lavede, fordi de ikke gad have virussen i deres kroppe.

Virussen var glad for, at den var så stærk. Så kunne den rigtigt sprede sig. Supersprede sig, som dens værter kaldte det. Det lød sejt, syntes virussen.

Og så efter flere måneder, ja mere end et år efter dens fødsel kom den solrige dag sidst i maj 2021, hvor den sidste nye og meget modstandsdygtige variant af virus – kaldet den indiske variant af værterne – var godt i gang med at sprede sig i et område vest for Danmarks hovedstad kaldet Glostrup.

Når man bor i Glostrup, er man tit fan af en fodboldklub, der hedder Brøndby IF. Og netop Brøndby IF skulle spille sæsonens sidste kamp denne solrige og lune søndag. En vigtig kamp om det danske mesterskab i herrefodbold.

Virus glædede sig. For ikke nok ville der være hele 9.000 mennesker på stadion, men der ville være mange flere tusinder udenfor stadion. Langt de fleste uden mundbind, men til gengæld skrigende og råbende og syngende – især hvis Brøndby IF vandt.

Og det gjorde Brøndby IF.

Så mange tusinde mennesker gik amok dén søndag i en sejrsrus med råben, skrigen og syngen tæt på hinanden i flere timer. Det var en mægtig aften – og bedst var den for virussen, som havde en super-duper-spreder-fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland, Genåbning, Fredens Havn og Omskæring

Udgivet den af
Svar

Fire store ting sker i disse kølige maj-dage i Danmark:

  • USA´s udenrigsminister Blinken er i landet for at tale om Grønland og hele det arktiske område. Senere skal han også til selve Grønland.
  • Senere i dag skal der forhandles endnu mere genåbning. Og der er et stort pres på regeringen for at hæve endnu flere restriktioner, også brug af vaccinepas og mundbind – selvom den indiske mutation er kommet til landet, og den er noget mere smitsom end den britiske.
  • Østre Landsret har lige dømt, at hele Fredens Havn skal ryddes. Dvs. ALLE skibe skal væk fra det flydende Christiania, som ligger ved Christianshavn og Holmen i København.
  • Og endelig skal Folketinget i morgen tage stilling til, om man vil indføre et forbud mod omskæring af drenge. Noget som især rammer jøder, men også andre.

HVAD TROR DU FÅR MEST OPMÆRKSOMHED?

Danmarksbloggens bud er 1) Genåbningen og derpå 2) Omskæringen – og hvis der er energi tilbage 3) Fredens Havn.

Rækkefølgen skyldes, at det første er det, som direkte og lige nu vedrører alles hverdag – og det andet fordi enkeltsager om religion og krop altid vækker store følelser og meget interesse. Og det tredje fordi enkeltsager med folk, som lever anderledes end flertallet, også er noget, som det er let at forholde sig til. Er man for eller imod?

Men i virkeligheden burde vi fokusere på Blinkens besøg og på Grønland. Men det finder de fleste kedeligt og usexet – og kompliceret. Man kan heller ikke bare lige mene noget. Man skal derimod sætte sig ind i sagerne først. Puha. Besværligt, synes mange.

Men ikke desto mindre er Grønland det emne af de fire, som kommer til at spille den største rolle i vores fremtidige liv.

Corona-pandemien bliver nemlig fortid om nogle måneder, måske lidt længere hvis der kommer en ny mutation – men så er den pandemi ude af billedet. Omskæringen af drengebørn har ikke og får aldrig nogen praktisk betydning for det store flertal af danskere. På samme måde er det også forsvindende få, der er direkte påvirket af Fredens Havn.

MEN om Danmark får del i Grønlands mineraler og andre råstoffer, kommer til at spille en direkte rolle for den fortsatte velfærd i Danmark. Og på samme måde er Danmark også sikkerhedspolitisk så meget mere interessant for de store nationer, hvis vi har Grønland, end hvis vi kun er den der lille klat mellem Østersøen og Atlanten.

Så al kraft og al energi burde kastes ind på Grønland og på at styrke båndene til den store, hvide ø mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Suget efter åndelig føde

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var et smut i Tivoli i går aftes og havde vel nærmest forventet at se stuvende fulde restauranter og masser af mennesker generelt. For danskerne savner jo SÅ meget at komme ud – og især ud og spise, hvis man skal tro Dansk Erhverv og meningsfæller.

Det passer så bare ikke.

Ja, der var faktisk så god afstand på samtlige restauranter, at afstandskravet kunne have været 5, ja 10 meter uden problemer.

Og nej, det var ikke fordi, at folk flokkes om gynger og karruseller – eller skydetelte og andre boder. Tværtimod holdt flere forlystelser stille, mens billetkontrolløren sad og kiggede tomt frem for sig. Det må have været en lang aften at være på arbejde, som det nok også var i spilleboderne, hvor de ansatte stod lidt fortabte mellem bolde, pile, bamser og overdimensionerede chokoladeæsker.

For der var jo så få mennesker, at man kunne høre bygninger og forlystelser knage og knirke i vinden. Det er en trist lyd i en forlystelsespark. Og den rungende tomhed blev understreget af, at selv i de boder, der solgte slik, og hvor der normalt lugter af sukker, så man kan få et sukkerchok bare af at gå forbi, var der så stille, så stille.

Ja, selv på de mest sukrede steder i hele Tivoli kunne man dufte de mange smukke blomster, der som noget af det eneste er, som det plejer at være i Tivoli i maj måned: Tusindvis og atter tusindvis af tulipaner og andre blomster over hele Den Gamle Have.

Det var en fryd at skue – og dufte til. Og fordi der var så få mennesker, at man kunne høre fuglesang også, når man gik alene på stier og gange i Tivoli – og det gjorde man mindst 90% af tiden, måske mere.

Det gjaldt også nede ved aftenens uden sammenligning største oplevelse, nemlig Pantomimen – altså inden aftenens to forestillinger begyndte. For hvor folk kom fra, fandt jeg aldrig ud af. For der var som sagt stort set ingen i Tivoli, og vi var ikke mere end max 10 på bænke og græs, når aftenens to forestillinger startede.

Men da de sluttede, var der over 100 til den tidlige og over 50 til den sene forestilling. Mennesker i alle aldre, selv unge med mobiler, som ellers kan larme godt op. Men som ligesom vi andre blev opslugte af Pjerrots løjer og Harlekins og Columbines kamp for at få hinanden.

For det her var åbenbart, hvad folket ville have. Ikke mad på en tallerken, ikke forbrug, ikke tomme fornøjelser. Men åndelig føde. Suget efter kultur, efter det som nærer sjælen, er nemlig enormt hos mange danskere efter en lang vinter og nedlukning.

Det fik vi så i den gamle komedieform, som blev opfundet for flere pandemier siden. Og som holder endnu, fordi den fortæller den ældgamle historie om det at være menneske, om forholdet mellem generationer, mellem høj og lav – og om kærligheden.

Vi klappede derfor også begejstrede alle os, der sad i den kølige, men smukke forårsaften i Tivoli i går aftes – med fin afstand og nogle også med mundbind – selvom det foregik udenfor.

For danskerne – mange i hvert fald – passer på, og hopper ikke med på kapitalens forkrampede forsøg på at få det her til at handle om penge og forbrug og at løbe risikoen for mammons skyld. For det handler om liv og sundhed – og det ved vi godt. Fysisk sundhed, men også sjælelig sundhed.

Dér er håb – også selvom det er pengefolkene og de utilfredse, som medierne skriver om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dumhed eller ønsket om en ny nedlukning?

Udgivet den af
Svar

Der er et grimt spørgsmål, som er blevet relevant i dag – dag no. 2 i den store genåbning, som går langt videre end SSI anbefalede politikerne. Det er:

ER DE DANSKE POLITIKERE DUMMME – ELLER ØNSKER DE EN TREDJE NEDLUKNING?

Baggrunden er denne: Samtlige oppositionspartier plus de radikale og Enhedslisten vil have Corona-passet udfaset – og i stedet satse på ”tillid” og ”at folk frivilligt lader sig teste”. Det har partierne meddelt regeringen, som dog ikke har bidt til bolle på dén – endnu. Men som overvejer det – og så plejer det at ende med et ja.

Men at udfase Corona-passet er en melding, der skriger til Himlen. Dels fordi mange IKKE gider lade sig teste. Det kan man forvisse sig om ved at følge diverse debatter på FB, hvor det at blive testet ofte omtales som chikane fra regeringens side og en indgriben i den personlige frihed. En holdning, der ikke kommer til at ændre sig.

I stedet vil disse jeg-ønsker-ikke-at-bidrage-til-fællesskabet-ved-at-lade-mig-teste-typer suse ud i samfundet, så snart man ikke behøver at vise et Corona-pas – og så vil de være med til at sprede den smitte, som i forvejen vokser i Danmark i én grad, så det ville være mere realistisk at tale om strammere regler for Corona-passet end en udfasning. Eller måske endda at vi skulle overveje at stramme restriktionerne igen – og lukke for en hel masse igen.

Dét kommer så ikke til at ske med det første – selvom vi formentlig kun har et meget lille vindue at agere i, inden smitten ER for udbredt.

Men den samlede danske politikerstand har taget papirsposen over hovedet og stukket noget i ørerne, så de ikke kan hverken se eller høre, hvad der sker i samfundet – og hvor meget smitten stiger lige nu. Fx lukker Hørsholm kommune og Sønderbro sogn i Horsens helt ned nu – og flere andre steder i Danmark er meget tæt på.

Spørgsmålet flagrer derfor i vinden som en anden COVID-19-aerosol:

ER DE DANSKE POLITIKERE DUMMME – ELLER ØNSKER DE EN TREDJE NEDLUKNING?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for en befrielse

Udgivet den af
Svar

Moral. Ansvar. Offervillighed.

Der er mange ord, som man kan knytte på de modstandsfolk, som sammen med dem, der hjalp jøderne, kæmpede i allieret tjeneste og en vis ambassadør i USA, reddede Danmarks ære for 76 år siden.

Men fælles var, at de var mennesker af det helt store format. Mennesker, som tænkte på andre – og ikke på dem selv.

Læs brevet herunder, som er skrevet af møller Henning Andersen, der var en af Hvidstensgruppen – og som er hans afskedsbrev til hustruen Marie, inden han blev henrettet af tyskerne i Mindelunden i sommeren 1944.

Læs om hvordan han står ved det, han gjorde – fordi han ikke har tilsmudset noget – men mener, at han kan dø med ære. Men også om den omsorg som han viser Marie og børnene – og håbet om at mødes igen hos den Gud, som han troede på.

Det er et brev, som er skrevet af en grandvoksen mand – og det står i skærende kontrast til den forkælelse, som vi ser i vores tid. Helt grotesk hos mænd og kvinder som kaster med sten, fordi de ikke vil gå med mundbind. Men også hos det store flertal af danske mænd og kvinder, som brokker sig over alt det, som de ikke kan af luksus-ting (og som de godt kan fra især på torsdag, når det meste åbner igen).

Det er så umodnet, at landets børnehavebørn har ringet og sagt: Giv os retten til at være urimelige tilbage.

Men lur mig om ikke de forkælede og umodne vil brokke sig over det, som de stadig ikke kan som fx rejser og festivaler. For i den utidige genåbningsiver er der ikke plads til hverken afsavn, moral eller ansvarlighed.

Og netop det skisme – at det er de forkælede, som kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behovsopfyldelse, som bestemmer – fremfor dem, som tager ansvar, har moral og sørger for at holde smitten nede – kan vi jo tænke over i aften, når vi tænder lys i vinduerne.

For vi har stadig brug for en befrielse – fra COVID-19 selvfølgelig. Men måske allermest fra den umodne og egoistiske forkælelses-adfærd, som er blevet danskernes kendetegn i denne pandemi – langt mere end samfundssindet.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og her brevet fra møller Henning Andersen:

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det.

For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.

Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.

Et sidste Farvel fra din Mand.

Paa Gensyn, Marie.

Henning

Nedlukningens muddergrøft

Udgivet den af
Svar

Alle elever tilbage i skole på fuld tid!

Ingen bordbestilling 30 minutter i forvejen!

Sådan lyder to af de nyeste krav fra skaren af forkælede danskere – deriblandt en del politikere fra blå blok.

Scenen minder om eventyret ”Konen i muddergrøften”. I ved hende, som aldrig kunne få nok. Som hele tiden skulle have mere og være højere på strå – men som (selvfølgelig) endte i muddergrøften igen, da hun blev for grådig og ville være Vorherre selv.

For præcis sådan har det været i Danmark siden den første spæde genåbning i begyndelsen af foråret. Så snart ét krav blev opfyldt, er de forkælede kommet et nyt krav om mere og videre genåbning – og det NU. Ikke noget med at se tiden an, se hvad den nyeste genåbning betyder ift. smitten. Nej, bare forlange og kræve mere og mere og mere …

Det virker som en grådighed uden ende. En grådighed der først stopper, når vi sidder i nedlukningens muddergrøft igen, fordi de forkælede danskere – deriblandt de blå politikere – ikke kunne få nok.

Det er trist. Det bunder i et skidt menneske– og verdenssyn, som ikke kun gør skade i Corona-sammenhæng, men som også er med til at øge uligheden og skabe dårligere klimaforhold. Fordi de forkælede sætter sig selv og deres egne umiddelbare behov over fællesskabet og samfundet.

Det er stor skade!

Og det er ikke, hvad vi har brug for i Danmark eller i verden. Vi har brug for ansvarlighed, bæredygtighed, mådehold og evnen til at tænke udover egne behov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fjerde Oscar for bedste film

Udgivet den af
Svar

Siden H.C. Andersen har danskerne kunnet det med at fortælle historier – både med ord og i billeder.

I nat fik Danmark således sin fjerde Oscar i kategorien bedste udenlandske film for Thomas Vinterbergs ”DRUK” – eller ”Another Round”, som den lidt lamt hedder på engelsk. BINGE DRINKING havde været en mere rammende titel. Det er instruktør Thomas Vinterberg, som sammen med Tobias Lindholm har skrevet manuskriptet til ”DRUK”.

Men uanset titel er det en rigtig god film, fordi den handler om eksistentielle emner, fordi den tør behandle alkoholen hele vejen rundt – fra ekstasen til katastrofen.

Så det var så fortjent, at filmen vandt til en Oscar-uddeling, der midt i pandemiens alvor viste os lidt galla og glamour. Samt at en hel verden delte Vinterbergs tårer, da han dedikerede prisen til datteren, Ida, som skulle have haft en rolle, men som døde fire dage inde i optagelserne.

Danmarksbloggen gav i sin tid “DRUK” seks ud af seks flasker i sin anmeldelse – og Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen skrev blandt andet:

Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet.

”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Thomas Vinterbergs ”DRUK” er et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. 

Læs hele anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11427

Danmarksbloggens unge anmelder var dybt grebet – også fordi hun kunne spejle sig én til én i det gymnasie-miljø, som filmen foregår i.

Som midaldrende kan undertegnede derimod spejle sig i de fire hovedpersoners længsel efter dengang verden var stor, åben, grøn og saftig. Dengang men ikke lod sine forår gå til spilde. En tid man godt kan savne, fordi den var så levende, så fuld af alting, at det gnistrede og sprudlede.

Men det kan livet blive igen, omend vejen til et sprudlende liv som midaldrende ikke går via en ekstra halv promille. Den går via en accept af, at livet og verden også er godt senere på året, når skoven står mørkegrøn, kornet er gyldent, og man aner løvfaldet et sted ude i horisonten.

Men livet har stadig meget at byde på, og inden det sidste løvfald kan man få en dejlig og lang sensommer – hvis man tør gribe de frugter, som der ret beset hænger flere af på træerne, end der gjorde dengang, hvor alt var nyt og lysegrønt.  

De tre andre danske Oscars for bedste udenlandske film er gået til ”Babettes gæstebud” i 1988 (historien skrevet af Karen Blixen og filmen instrueret af Gabriel Axel), ”Pelle Erobreren” i 1989 (historien skrevet af Martin Andersen Nexø og filmen instrueret af Bille August) og ”Hævnen” i 2011 (historien skrevet af Anders Thomas Jensen og filmen instrueret af Susanne Bier).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark genåbner

Udgivet den af
Svar

Danmark genåbner i dag. Danmarksbloggen tog den tidlige og ret rolige tørn – men forudser, at stemningen senere i dag bliver mere euforisk. Sådan i stil med når køerne kommer på græs igen efter en vinter i stalden.

For overalt i Danmark pibler og bobler det – ikke kun af forårets lysegrønne blade og fuglesangen, men af glæde og forventning.

NU skal livet leves igen, er der enighed om.

Danmarksbloggen startede på Christianshavns Torv ved 8-tiden, hvor man kunne se folk gå ind i Brugsen og hos bageren, mens de fandt deres mundbind frem. Det har de gjort hele vinteren, så lige det var der ikke meget genåbning over.  

Men henne om hjørnet ved kanalen skete der noget. For dér ligger ”Kanal Bodega” – et vaskeægte brunt værtshus, som i dagens anledning åbnede allerede klokken 8 – og stamgæsterne var på plads fra første færd.

For at komme ind på såvel barer, spisesteder som museer med mere skal man have Corona-pas, og det havde undertegnede ikke. Så jeg måtte som en af gæsterne (der heller ikke havde fået anskaffet sig et Corona-pas) blive udenfor.

Jeg skulle også videre med metroen til Østerport. En metro, som var noget mere fyldt, end den har været det de sidste mange måneder, og hvor stemmen i højttaleren gjorde opmærksom på, at nu startede genåbningen, og derfor skulle vi sørge for at holde afstand og give plads.

Det gik udmærket, når metroen kørte. Men når vi nærmede os et stop, så klumpede folk tæt sammen, ligesom de gjorde det op ad rulletrapperne.

Derfra gik turen til Langelinie, som i øjeblikket er fuld af blomstrende kirsebærtræer – og hvor man også kan møde en statue af en berømt havfrue. Både de lyserøde blomster og havfruen trækker normalt mange, både turister og københavnere til. Men sådan en hverdagsmorgen kl. 9 kan man stadig have det lille vandvæsen for sig selv.

Det er nok noget, som slutter snart. For den første turist HAR pakket kufferten og sat kursen mod Danmark. Ja, måske er turisterne her allerede. Senere så jeg i hvert fald tre asiatiske turister.

Men endnu har vi altså – næsten – København for os selv. Det gælder også Amalienborg Slotsplads, hvor jeg ankom samtidig med Dronningen, der dog ret beset ankom i en Krone-bil, mens jeg brugte apostlenes heste.

Så det var nok for hende, at garderne spillede “Jens med fanen”, tænkte jeg. Ligesom at det nok heller ikke var for mig eller dagplejemoderen med de fire børn i Christiania-cyklen, der blev flaget for. Det var nok mere fordi, at det er prinsesse Isabellas fødselsdag.

Tillykke til hende. Hun kan gå på café på sin fødselsdag. Det kan alle vi andre også – og overalt blev der stillet stole og borde frem, lagt duge på og i det hele taget rigget til at tage imod gæster.

Ja, nede i Nyhavn var det som at være med til forberedelserne til en stor familiefest, som man faktisk glæder sig til. Våren er aldrig gået så forventningsfuld gennem Nyhavn som denne formiddag ved 10-tiden, hvor der selvfølgelig også var flag, og de første gæster var på plads.

Ovre på den anden side af et forårssmukt Kgs. Nytorv lå Magasin, der havde åbent igen for første gang i mere end 4 måneder. Der gik en lind strøm af mennesker ind og ud – og indenfor var der også gode fund, som de kaldte det. Der er også meget, som skal sælges, når man lukker ned ved juletid – og først åbner op igen efter påske.

Danmarksbloggen købte ingenting, men tog tilbage til Christianshavns Torv, hvor både pølsevognen og blomsterboden var ankommet i mellemtiden. Klar til en ny dag. Klokken var også blevet 11.

Genåbningen var – og er – i fuld gang … Dét bliver godt igen. Altsammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk