Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Vækstplanen giver grim smag i munden

Udgivet den af
1

Billigere øl og sodavand – samt tilskud til en ny carport …

Det er sådan cirka, hvad de penge, der tages fra kontanthjælpsmodtagerne og de unge på SU, skal bruges på. Men det er helt, som det skal være. For det vil skabe vækst i Danmark, hævder regeringen og deres nye venner fra oppositionen.

Og så ignoreres det fuldstændig, at organisationer som Red Barnet og Rådet for Socialt Udsatte har advaret imod endnu engang at tage fra dem, der har mindst for at give til dem, der har mest.

For faktum er, at fattigdommen vil vokse i Danmark – og til gavn for hvem? Ikke de fattige, men heller ikke den store middelklasse, som ligenu glæder sig til billigere øl og sodavand og til at skulle betale mindre for deres nye samtalekøkken.

Men vi får ikke ret mange flere job ved at sætte afgifterne ned og sænke erhvervsskatten. Pengene bliver i stedet brugt på individuelt forbrug – for eksempel af importerede varer – istedet for at sætte hjulene igang.

For skal vi have mere vækst, mere velfærd i Danmark, så skal hjulene igang. Men det gøres ikke ved at skære ned på SU´en eller kontanthjælpen. Det skaber kun og udelukkende større social ulighed – og på sigt måske også social uro.

Skal vi have gang i væksten, skal vi sætte gang i initiativer, der skaber jobs. Det kunne være statslån til de små og mellemstore iværksættere, som ikke kan låne i banken. Det kunne være mere offentligt byggeri. Flere offentlige velfærdsydelser.

Og nej, så ville skatten ikke kunne sættes ned. Det er rigtigt observeret.

Men så ville vi leve efter dén regel, der skabte vores velfærdssamfund – og som også må være den regel, der kan sørge for, at det overlever: Nemlig at de brede skuldre skal bære de tunge læs.

For ret og pligt gælder ikke kun for de svageste, men også og måske endda endnu mere for de stærkeste i samfundet.

Så skal den store middelklasse undgå den grimme smag af for billig cola og for billig øl, mens den fattige familie sidder og tæller enkronerne for at se, om det kan blive til lidt pålæg til madpakken, så kan vi ikke acceptere den vækstplan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En britisk opvisning i smagløshed

Udgivet den af
2

Gårsdagens enorme bisættelse af Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher i Sct. Pauls Cathedral med tilhørende transport i Londons gader var en opvisning i smagløshed.

I et land i krise og med store sociale forskelle er det direkte uanstændigt at bruge 10 millioner britiske pund – det svarer til cirka 100 millioner danske kroner – på en bisættelse af den selvsamme kvinde, der op igennem hendes regeringstid i 1980´erne metodisk smadrede det britiske velfærdssystem.

For hvad var det lige, der berettigede fru Thatcher til en bisættelse i den skala? Den sidste premierminister, der fik en bisættelse i det helt store format, var Winston Churchill, manden der ledte England gennem 2. Verdenskrig og var en af de store ledere i efterkrigstiden. Han var en statsmand, der samlede England. Det gjorde Thatcher ikke. Tværtimod så delte hun landet og befolkningen i de grupperinger, der den dag i dag stadig slås mod hinanden og med konsekvenserne af hendes politik.

Men hvad så med Englands ry? Hus forbi igen. For det passer heller ikke, når den nuværende premierminister David Cameron siger, at Thatcher genskabte Englands ry – og at England derfor skylder hende så meget. For der var ikke noget at genskabe. England havde et udmærket rygte op igennem både 60´erne og 70´erne. Faktisk fik England et dårligere ry EFTER Thatcher, især i resten af EU, men også udenfor Europas grænser.

Men så på den anden side er det også så helt igennem uanstændigt at skrige: “The witch is dead”, som nogle af hendes politiske modstandere har gjort det, siden hun døde i sidste uge. Fra samme side har der også lydt opfordringer til at synge og danse af glæde, fordi hun ikke er her længere. Men det er bare ikke i orden. Respekt, tak. Det er trods alt et menneske, der er gået bort. Og der er efterladte, der sørger over tabet af en mor og en bedstemor.

Så altså: Uanset hvorfra man anskuer det, var gårsdagens bisættelse og reaktioner i den forbindelse direkte smagsløse og med til at give et negativt billede af England.

Et billede, der pånær evnen til at rulle det store ceremoniel ud flottere og mere fejende end noget andet steds på kloden, er i direkte modstrid med de billeder, som verden så fra britisk side sidste sommer.

Billeder, der gav hele landet goodwill. Billeder fra Dronningens diamant-jubilæum, hvor man fornemmede respekten for og anerkendelse af en måske nok lidt gammeldags, men engageret og arbejdssom kvinde, der har viet sit liv til at tjene sit land – og stadig i sin høje alder gør det i et tempo, så verdens andre kongelige kunne lære noget.

Og senere på sommeren kom der flere positive billeder fra England, fra et vellykket OL, der var en fest med masser af farver og glade mennesker.

Det er de billeder, som England har brug for. Det er også de billeder, som jeg vælger at huske. For nok er Thatcher død, men det hun stod for lever i bedste velgående. Også i Danmark, hvor man i sand Thatcher-stil i netop disse dage forhandler den såkaldte vækstplan, der vil give skattelettelser til dem, der i forvejen har, mens dem, der har mindst som kontanthjælspmodtagere, skal have endnu mindre.

Og dét er ikke alene smagsløst. Det er direkte uanstændigt. Og selvom 100 millioner måske synes af småpenge for regnedrengene  i London (og for den sags skyld også er det i København), så er der mange familier, som kunne få en markant bedre hverdag for de penge, der i dag blev brugt på pomp og pragt.

Men nej, selv i døden triumferer Jernladyen og hendes mangel på empati og social ansvarlighed. Og dét er der kun grund til at sørge over … på vegne af dem, som trædes under fode og ned i skidtet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Holger Danske på Istedløvens gamle plads

Udgivet den af
3

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker, at Folketinget skal købe Holger Danske:

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1945623/pia-kjaersgaard-folketinget-skal-koebe-holger-danske/

Det kan man som dansker kun være enig i – uanset politisk ståsted. Så enkelt er det.

Men hvor skal Holger Danske i så fald placeres? Ja, et helt oplagt sted er den tomme plads bagved Tøjhusmuseet, hvor Istedløven stod indtil for få år siden.

For soklen står stadig tom og venter, men nu kan ventetiden snart være ovre. For nu kan vi placere gode, gamle Holger Danske dér.

Der er også en indlysende symbolik i, at stenversionen af den gamle kriger rejser fra Helsingør til København i disse tider, hvor dyderne i det danske samfund trues. Hvor fællesskab, rummelighed, tolerance og solidaritet så altfor let afløses af egoisme, junglementalitet og afstumpethed, både på gaden, i virksomhederne og på Christiansborg.

Så der er brug for Holger Danske, både ham i sten og så en hel masse Holger Danske-versioner m/k i kød og blod, der løfter ikke sværdet, men pennen og talens brug i kampen for et Danmark, hvor der er plads til os alle – uanset om vi hedder Fatima eller Pia, går med kalot eller tørklæde, er ateist eller beder rosenkrans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag mere ansvar og led dig selv – medmindre du er lærer altså

Udgivet den af
1

Mantraet på det danske arbejdsmarked i disse år er mere selvbestemmelse, mere selvledelse, mere ansvar til og for den enkelte medarbejder i forhold til vedkommendes eget arbejde.

Hvis vi giver vores medarbejdere mere ansvar, bliver de også mere engagerede i deres arbejde, er meldingen fra både private og offentlige arbejdsgivere, mens alle omkring dem nikker samstemmende.

Det vil sige: Lige undtagen hvis det er en skolelærer, der siger det. For så er det en ganske anden sag tilsyneladende. Så bestemmer den enkelte medarbejder alt for meget selv. Så skal direktøren, skolelederen, istedet til at bestemme meget mere – også nede i de små detaljer.

For det med at tage ansvar for egen arbejdsindsats, dét kan lærerne sørme ikke finde ud af selv – længere. De har ellers gjort det med stor succes i flere årtier og kunne måske lære andre grupper på arbejdsmarkedet noget om at planlægge sin egen arbejdstid, have styr på mange forskellige opgaver og samtidig stå for kommunikation og afrapportering.

Men nej, de erfaringer og kompetancer kan ikke bruges til noget, har KL og flertallet af politikere bestemt. Tværtimod skal lærerne bombes tilbage til en arbejdsmåde, som resten af arbejdsmarkedet er igang med at forlade til fordel for den eksakt samme model, som man vil fratage lærerne.

Hvis ikke det var så tragisk for lærerne – og de mange tusind skoleelever – kunne det næsten være sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hercule Poirot fik mig til at vente på toget

Udgivet den af
2

Man skal aldrig sige nej til en fristelse, for man ved ikke, hvornår den kommer igen, lyder et gammelt ord.

Man skal heller ikke sige nej til muligheden for en speciel oplevelse, når man alligevel lige kommer forbi, som jeg gjorde det sådan cirka små ti minutter før Orientexpressen rullede ind på Hovedbanegården i formiddags.

Alle vegne på Tietgenbroen stod de der, togentusiasterne med kameraer og mobiler helt klare til at forevige øjeblikket, hvor det legendariske og historiske tog rullede ind på spor 8, inden rejsen skulle fortsætte til Venedig.

Selv havde jeg kun en våd badedragt, et håndklæde og lidt sæbe med i en pose. Så jeg kunne ikke tage billeder, blot nyde at se det flotte, gamle tog rulle ind, da det kom. Og det gjorde jeg, også selvom jeg ingenting ved om toge – og næppe nogensinde kommer til det.

Men jeg har læst Agatha Christies “Mordet i Orientexpressen” med Hercule Poirot. Og det er en af hendes bedste bøger, og Hercule Poirot er sammen med Miss Marple og Sherlock Holmes mine yndlingsdetektiver. Så jeg blev stående. Dét tog måtte jeg altså bare se, bestemte jeg mig til. Så kunne jeg godt vente ti minutter med at komme hjem.

Og måske var dét i virkeligheden min største oplevelse på Tietgenbroen i den kolde forårsformiddag: Nemlig erfaringen af at man aldrig må sige nej til muligheden for at få en unik oplevelse, heller ikke selvom emnet måske ikke ligger lige til højrebenet for ens interesser.

Det udvider måske heller ikke ens horisont, men at det er sjovt, anderledes eller pudsigt kan også være nok.

Og så var jeg vist i øvrigt den eneste, der stod og ventede på Orientexpressen på grund af Hercule Poirot 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Drop nu de ulve …

Udgivet den af
6

Ulve i Danmark? Ja, men det lyder da top-romantisk, synes mange at mene.

Lad da endelig ulvene komme ind. Jo flere, jo bedre, er meldingen fra de mennesker, som vel egentlig bedst kan beskrives som verdensfjerne natur-romantikere. Andre ville måske kalde dem naturtosser.

Men ulve er rovdyr, dyr som lever af at spise andre dyr, og der er stor risiko for, at de med tiden også vil kaste sig over mennesker:

Det burde være indlysende: Danmark et et tætbefolket land, der for mere end 90 procent´s vedkommende består af enten byer eller kulturlandskab. Der er altså ikke plads til ulve i Danmark, så kan de være nok så fredede.

En analyse for en måneds tid siden viste, at der var plads til 10 ulve i Danmark. 10??!!! Ulve færdes som regel i flokke, der er større end 10. Ja, mængden af føden vil afgøre flokkens størrelse – og da føden er så let tilgængelig og så rigelig, som den er det i Danmark, vil en ulveflok hurtigt vokse til langt flere ulve end de beregnede 10 ulve.

OBS!!! Idag d. 14. april er jeg blevet gjort opmærksom på at Danmark kan huse 100 ulve – og ikke blot 10 ulve. Se mere i kommentarerne, hvor der også er link

Der er derfor kun en mulighed: Skyd nu de ulve, når de kommer ind over grænsen. Danmark er ikke et ulveland. Punktum.

Vi kunne istedet bruge energien på at bane vejen for en mere realistisk opfattelse af dyrene, os selv og naturen istedet for den der Build-a-bear-nuttede-og-romantiske-opfattelse, som mange har. Som regel fordi de lever i en by og nærmest aldrig kommer i naturen.

Men naturen og dyrene er langt mere spændende, rå og mangfoldige end smukke digte og søde tøjdyr med store øjne. Naturen og dyrene er overvældende, farlige og berusende … og som menneske skal man kende sin plads, sine muligheder og sine begrænsninger.

Og det starter med, at man skiller sig af dem, der ødelægger levevilkårene for ens egen art …  hvis man altså kan. Og det kan vi. Vi kan og skal skyde de ulve!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skolelærernes demonstration gik lige i hjertet

Udgivet den af
2

I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Udgivet den af
2

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vammen, Corydon eller Sass som ny kalif?

Udgivet den af
2

Det er en velkendt sag, at Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning i spidsen har en historisk lav tilslutning hos vælgerne.

Og nok er Thorning i den sidste måneds tid blevet rost af af både erhvervsledere og kolleger i EU. Men det rokker ikke rigtig hos hendes vælgere, som vil have mere velstand og større social lighed.

Det samme vil store dele af det socialdemokratiske bagland, også i folketingsgruppen, og nu rasles der for alvor med sablerne mod Thorning.

Gårsdagens krisemøde, der ifølge Thorning dog slet ikke var et krisemøde, bekræfter dette. Det mest interessante her er imidlertid ikke Thornings benægtelse af utilfredsheden med hende som leder, men derimod de andre potentielle lederes adfærd.

For hvad siger Vammen? Corydon? Sass?

Nicolai Vammen siger ikke så meget, selvom han formentlig meget gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Rygtet vil også vide, at han var kørt i stilling til at overtage posten som leder af Socialdemokratiet, hvis Thorning havde tabt valget for 1½ år siden. Men den tidligere Århus-borgmester og nuværende Europa-minister skal efter sigende have mistet en del opbakning siden da.

Et andet bud er den nuværende finansminister Bjarne Corydon, som står stærkt i regeringen – men slet ikke i sin kreds, der derimod opfordrer andre til at stille op, så man kan undgå Corydon som spidskandidat til folketinget ved næste valg.

Endelig er der politisk ordfører Henrik Sass, den forkætrede Sass, der mistede en stensikker ministerpost, da sagen med rocker-Torben rullede i forbindelse med regeringsdannelsen for 1½ år siden. Sass er på overfladen en støtte til Thorning. Han var således også ude og bakke hende op i forbindelse med gårsdagens “ikke-krisemøde”. Men en ting er, hvad man siger offentligt, noget andet hvad man gør ved siden af.

For i forhold til Sass taler vedholdende rygter om, at han i virkeligheden er enig med de mange i partiet, der vil en anden, mere venstreorienteret kurs. Sass arbejder efter sigende også godt sammen med de overløbne SF´ere; Emilie Turunen,
Mattias Tesfaye og Jesper Petersen. Alle sammen folk, der vil trække Socialdemokratiet til venstre.

Og måske er netop en venstredrejning og en ny kalif det som skal til, hvis Socialdemokratiet skal genopfinde sig selv som partiet, der sørger for, at få har for meget og færre for lidt?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk