Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Udgivet den af
Svar

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig i Europa i 2022

Udgivet den af
Svar

Hvordan ser en krig ud i 2000-tallets Europa? Den vil som minimum være markant anderledes end 1900-tallets krige, som vi har set film og billeder fra så mange gange – især 2. Verdenskrig, som også på nær borgerkrigen i eks-Jugoslavien, har været den sidste krig i Europa – indtil videre.

Der er så sket meget siden general Montgomery, D-dag og den skrattende radio fra London – og især teknologisk og digitalt er vi et helt andet sted i 2022.

For i dag kan fjendtlige magter (uden overhovedet at være i Danmark) lamme alle dele af vores kritiske infrastruktur, hvis altså de kan hacke sig ind – som Rusland gjorde det i efteråret 2021 mod vindmøllegiganten Vestas.

Det var måske en generalprøve. Måske. For kan en fjendtlig magt hacke sig ind, så kan der blive slukket for strøm, vand, varme og kommunikationskanaler i hele Danmark i ét snuptag. Man rammer altså alle danskere – og alle danske institutioner på én gang.

Sker det, så bryder samfundet hurtigt sammen, og så kan fjenden sende de mere gammeldags krigs-elementer ind som tropper og kampvogne – og vupti, så har fjenden kontrollen over landet – eller i hvert fald en del af det.

Russerne er for eksempel vældig interesseret i Bornholm, da øen ligger tæt på deres store flådebase i Kaliningrad. Men de skal jo også ud af Østersøen, så mon ikke som minimum Sjælland og Fyn også er interessante for dem.

Tilbage i Den Kolde Krig ville man have givet os atombomber i hovedet i begyndelsen af en krig, har dokumenter senere vist.

Det vil man måske stadigvæk. Men det kan også være, at det ikke er nødvendigt.

Et Danmark uden vand, uden strøm, uden varme, uden kommunikation er ingen trussel for Putin. De russiske skibe og u-både kan sejle lige igennem Øresund og Storebælt, mens danskerne kæmper for at overleve …

Det er dystre udsigter …

Men vi skal ikke bøje nakken. Vi skal ikke ligge under for de russiske krav om ikke at støtte Ukraine, eller om der skal være amerikanske soldater her i Danmark eller ej.

Danmark bestemmer over Danmark. Punktum.

Jeg håber så samtidig, at vores venner i NATO kommer os til hjælp.

Jeg håber også, at vores beredskab er klar på at yde en kæmpeindsats.

For går krigs-ballonen op, så ser vi ind i en virkelighed, der får alt, hvad der skete i pandemiens første to år, til at blegne totalt.

Ps. Den russiske EU-ambassadør sagde i et interview med ”Die Welt” her til morgen, at en krig ikke starter på en onsdag. Det var enten uvidenhed – eller drilleri.
For Krimkrigen, som også handlede om Ukraine og russisk lebensraum, foregik mellem Rusland på den ene side og England, Frankrig og Osmannerriget på den anden, startede netop onsdag d. 5. oktober 1853.
En krig, der i dag ofte mest huskes, fordi der var her, at Florence Nightingale trådte ind med sin lampe, og skabte den moderne sygepleje. Men det var samtidig den krig, som gjorde Sortehavet til neutralt farvand. Men for russerne har Sortehavet altid været russisk lebensraum.
Så der går en lige linje fra Krimkrigen i 1853-56 til nutiden i 2022 – uanset hvad dag Rusland invaderer Ukraine, og det hele kan gå amok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Udgivet den af
Svar

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Storm x 2 på vej mod Danmark

Udgivet den af
Svar

Stormen ”Malik” nærmer sig. I skrivende stund ved ingen, hvor stærk den bliver – og hvor højt vandstanden kommer til at stå i de indre farvande.

Men det kan blive slemt med både vinde af orkan-styrke og stormflod. Det bliver så også godt igen om et par dage, når stormen er drevet over, er meldingen fra DMI.

Så heldige er vi ikke med den anden storm. Corona-stormen. Dén tænker mange så måske også er ved at være forbi.

Alle restriktioner (stort set) ophæves som bekendt fra på tirsdag d. 1. februar – og fra samme dag er Corona ikke længere en samfundskritisk sygdom til trods for, at smittetallene er dér, hvor en procentdel af Danmarks befolkning smittes dagligt – og man tilsyneladende godt kan blive smittet med Omikron mere end en gang.

Man må derfor – også baseret på pressemødet i Statsministeriet tidligere på ugen – konkludere, at håbet er en strategi hos regeringen i øjeblikket.

For to år siden – da pandemien ankom – hed det sig ellers fra statsministeren, at ”håbet ikke er en strategi”.

Men det er netop håbet, som er strategien nu:

  1. Håbet om at sundhedsvæsenet kan holde til a) så mange indlagte, som der er nu (langt over 900), b) så mange nyindlagte (mere end 300 om dagen), og c) så mange personaler, som skal bruge ekstra tid på Corona-smittede. For uanset om man er indlagt MED Corona eller HAR Corona, så kræver det ekstra tid af personalet at behandle en Corona-patient.
  2. Håbet om at der ikke kommer en ny variant, som banker immuniteten af banen.
  3. Håbet om at der ikke dør (for mange) af de ældre og udsatte (her er den virkelige kynisme gemt).
  4. Håbet om at smitten ikke stiger mere end at erhvervslivet og produktionen kan følge med – og børnepasningen og skolerne og alt det andet.

Danmarksbloggen skal være den første til at håbe på håbet.

Men skal håbet batte noget, skal det gå hånd i hånd med fakta og handling. Og her må vi konkludere, at pandemien stadig er sprællevende på en klode, hvor alt for få mennesker er vaccinerede – og hvor nye varianter har alt for mange steder, hvor de kan udvikles og blive stærke.

Så summa summarum: Vi er nødt til at have andre strategier end håbet, når vi taler om storme. Det har vi også med den storm, som handler om vind. Her bruger vi fakta og viden. Men hos den anden – Corona´en – er regeringen tyet til håbet. Det er en forkert metode.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok lader hånt om ældres og udsattes liv

Udgivet den af
Svar

Blå blok har INGEN ansvarsfølelse.

Der er – igen-igen – slået en ny smitterekord. I dag lyder tallet på 40.626 nye Corona-smittede på et døgn. Så man tænker, at nu er budskabet fra alle politikere og myndigheder: Stram ballerne – så kommer vi gennem det her.

Men der tager man fejl: Blå blok foreslår nemlig, at mundbindene skal afskaffes!!!

Lige præcis: Selvsamme dag, hvor næsten en hel procent af Danmarks befolkning bliver testet positive for Corona-smitte, vil blå blok have, at vi alle sammen skal udsættes for mere smitte!!!!!!!!!!!!

Men ingen mundbind vil betyde en væsentlig øgning i smitten. Så at afskaffe mundbindene giver minus mening.

Og nej, det hjælper ikke, at Omikron er mindre farlig end Delta. Omikron er nemlig stadig farlig. Ellers ville man heller ikke tilbyde stik no. 4 til de mest udsatte.

For man kan stadig både blive alvorlig syg og dø af Omikron.

Der er således også kun 36% mindre risiko for at blive indlagt, når man er smittet med Omikron fremfor med Delta.

Lav selv matematikken for hvad det betyder for antal indlagte. Og husk at: Da Delta huserede, og var på sit højeste, havde vi daglige smittetal på 4-5.000 smittede. Nu er tallet 10 gange højere.

Men blå blok vil altså gøre det endnu nemmere for smitten. Fordi mundbind er så besværlige, og vi er så trætte af dem!!!

Det er direkte uansvarligt at komme med sådan et forslag. Ja, det er at lade hånt om ældre og udsattes liv og levned, bare fordi nogen ikke kan lide at gå med mundbind.

FØJ, siger Danmarksbloggen. FØJ, FØJ, FØJ.

Blå blok tager intet ansvar og bekymrer sig minus om andre mennesker – i hvert fald de svage og udsatte. Det må man konstatere, selvom de siger noget andet. Men handlinger råber højere end ord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 år på den danske trone

Udgivet den af
Svar

For 50 år siden i morgen (d. 15. januar 1972) stod danskerne på Christiansborg Slotsplads.

Det var ikke for at demonstrere. Det var for at hylde Danmarks nye regent – den kun 31-årige Margrethe d. 2. af Danmark, som trådte frem i sort sørgedragt og med det sorte slør flagrende om ansigtet.

Dagen forinden var hendes far, Frederik d. 9., død. Og få dage efter skulle hun sige farvel til ham i Roskilde Domkirke.

Sådan er det i Danmark. Dér starter en regents livsmission samtidig med en stor sorg. Dét kræver sin viking – og en kvinde kan også være en viking. Bare så De ved det.

Dronningen har senere fortalt, at hun følte, at dér på balkonen blev hun kaldet til sin gerning, grebet af en bølge. NU gælder det.

Når man ser på de fem årtier, som er gået siden dén vinterdag, må man sige, at Dronningen stadig rider på bølgen.

Både bogstaveligt ombord på Kongeskibet Dannebrog, men også popularitetsmæssigt. Vi skal langt tilbage i historien – hvis det overhovedet kan lade sig gøre – for at finde en regent, som er lige så populær hos både høj og lav, gammel og ung som Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Men hun har også – virker det som om – en indre bølge, der er rodfæstet i den danske muld og i det danske sprog, som hun behersker som få.

I Danmark er jeg født, skrev H.C. Andersen. Det er Dronningen også – på Amalienborg en uge inden i Besættelsen.

Danskheden er altså en stor del af regentens DNA – og Dronningen har også fortalt, at hun var ked af udsigten til at skulle forlade Danmark som voksen. For sådan gik det som regel for prinsesser, dengang hun blev født.

Men tiderne ændrede sig, så prinsesse Margrethe blev tronfølger ved Grundlovsændringen i 1953.

Så kunne den kommende danske dronning blive hjemme i det Danmark, som hun siden har tjent og hyldet i sin gerning, men også i kunsten, i kostumer, malerier og decopage med mere.

Der er format og farver over vores majestæt. Simpelthen. Som da hun i nytårstalen 2020-2021 sagde: Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sikke en dronning.

Danmarksbloggen kipper med Dannebrog, og ønsker Hendes Majestæt tillykke med 50årsjubilæet. Gid Margrethe d. 2. må få mange gode år endnu på den danske trone.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så har statsministeren holdt sin valgtale – undskyld nytårstale.

For det var et reelt valgoplæg, som Mette Frederiksen kom med fra et tåge-dækket Marienborg. Et valgoplæg, som delte sig i tre hovedområder:

  1. Den grønne dagsorden – hvor Danmark skal være et grønt foregangsland. Man skal fx kunne flyve grønt på en indenrigsrute i 2025 – og i 2030 skal al indenrigsflyvning i Danmark være grøn. For det nuværende politiske flertal svigter ikke, lød budskabet. Det vil mange med interesse for at bevare Amager Fælled og undgå Lynetteholmen så ikke være enige i.
  2. En stram indvandrerpolitik med begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft, med flere kvinder af udenlandsk herkomst i arbejde – eller som det hedder fra Mette Frederiksen: Logisk arbejdspligt, så passiv forsørgelse afløses af ret og pligt. Det vil også være godt for ligestillingen og integrationen – og det vil mindske børnefattigdommen, mener hun.
  3. Velfærd. Vi kan ikke spare os til mere velfærd, lyder budskabet fra statsministeren. Vi skal ind til kernen, ind til hjerterummet og mindre kontrol, og det skal fx gøres ved, at alle kommuner i Danmark selv skal bestemme, hvordan børnehaverne, folkeskolerne og ældreplejen skal indrettes. Det lyder lidt som væk med Djøferne og deres ligegyldige projekt-og-kommunikations-fnidder-fnadder – og er noget, som mange potentielle socialdemokratiske vælgere vil kunne lide.

Mange vil også kunne lide den sundhedsreform, som der tales om.

Der er også kun 518 dage til der senest skal være folketingsvalg i Danmark igen – og Mette Frederiksen vil gerne kunne huskes på andet end Corona, mink og sms´er.

Derudover fik Mette Frederiksen tid til at nævne Dronningens 50-års-regeringsjubilæum, som falder sammen med Danmarks 50 år som medlem af det, der i dag hedder EU – og som engang var en kul-og-stål-union, men som statsministeren i dag kalder en klima-union.

Det klinger lidt hult … ligesom at Danmarksbloggen ikke er sikker på, at statsministeren har ret, når hun siger, at et svagt Europa er et svagt Vesten. Ikke hvis man med Europa mener EU, som mere er en kolos på lerfødder styret af en elitær overklasse i Bruxelles, som ingen almindelige mennesker i medlemslandene kan nå.

Det er i grunden også ret paradoksalt, at statsministeren indenrigspolitisk vil have beslutningerne på det lokale niveau, men de skal op på det internationale niveau, når det gælder udlandet. Men det er ikke vejen frem.

Vi skal have magten tilbage til nationalstaterne.

Og ja, det kan lade sig gøre. NATO er fx ældre end EU, og fungerer stadig – ja, er endda vældig stærk, måske fordi NATO holder sig til en enkelt opgave (forsvar), og består af selvstændige stater.

EU kunne – og burde – være det samme, hvis EU handlede om noget så enkelt som handel mellem selvstændige lande. Sådan startede EU – og sådan skal EU være igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale 2021-22

Udgivet den af
Svar

I dag er det præcist to år siden, at vi første gang hørte om den nye virus, som var blevet fundet i Wuhan i Kina.

Og det er præcist ét år siden, at Dronningen helt ekstraordinært sluttede sin nytårstale med: ”Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark”.

Det var alvor – og det ER alvor. Vi er stadig midt i pandemien.

Så det var med spænding, at Danmarksbloggen stillede sig op for at høre og se Dronningens nytårstale 2021-22.

Ja, stillede sig. For nok er Danmarksbloggen ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet.

Men Danmarksbloggen er kæmpe-tilhænger af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark, som til januar har 50-års regeringsjubilæum – og som i aften holdt sin nytårstale no. 50.

Men hvad sagde hun så, vores kloge statsoverhoved?

Ja, hun nævnte (selvfølgelig) Coronaen, og kaldte de to sidste år for drøje og med en masse ubehageligheder, som har påvirket alles hverdag.

I samme åndedrag kom Dronningen også med en særlig tak til forskerne og til dem, som arbejder i sundhedsvæsnet, og alle andre, som er med til at bekæmpe pandemien. og hun betonede netop det fælles ansvar, som bekæmpelsen er.

I det hele taget hyldede Dronningen kundskab og indsigt, viden og teknologi – også i forhold til den klima-udfordring, som vi alle slås med.

For viden er vejen frem – sammen med nysgerrighed – og det for os alle sammen.

Dronningen sagde nemlig:

”Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed.
Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre.
Når man er ung, stræber man efter anerkendelse; man vil så gerne have opmærksomhed, blive set – helst være enestående – ligesom de andre!
Men at være menneske er i høj grad at stå ved sig selv, at lære sig selv at kende. Det er der udvikling i – nok til et helt liv!”

Dét er kloge ord i en tale, som næppe går over i historien som hendes bedste, selvom den fik svung til sidst, da Dronningen kom ind på sine snart 50 år som regent med ordene:

”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.
Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.
Måtte vi alle få et godt nyt år!
GUD BEVARE DANMARK!”

Dén kærlighed er gengældt.

Må Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stjernehimlen som juletræ: Glædelig jul

Udgivet den af
Svar

Lev med det, siger vi på nudansk.

For vi er dér, hvor vi for andet år i træk ser ind i en jul, hvor det kan blive svært at skulle dele julens glæde med hinanden.

For det er ikke sikkert, at vi kan holde jul med vores kære. Mange – og flere i år end sidste år – vil være syge i morgen – på selveste juleaften – eller sidde i isolation, eller på anden måde tilbringe julehøjtiden uden juletræ, julemad og julegaver – og uden andre mennesker.

Så er det godt at huske på, at julen ikke kun er mad og samvær, selvom det for mange er det vigtigste.

Men at julen først og fremmest er historien om lyset, der blev tændt i Betlehem for 2021 år siden. Cirka.

Det essentielle er nemlig, at kærligheden kom ind i verden som et lille forsvarsløst barn, og verden tog ikke imod den.

Men kærlighedens mor elskede sit lille barn, svøbte det og lagde det i en krybbe. Og imens sang englene og stjernerne lyste – som de gør hver eneste nat. Og også her i 2021 for de mange, som sidder i isolation, er syge, sørger eller på anden måde lider i pandemien.

Så fat mod.

Dén store – ja, største historie nogensinde om at således elskede Gud verden, at han gav den sin enbårne Søn kan vi med glæde fortælle hinanden – eller os selv, hvis nu vi sidder helt alene i morgen aften.

Vi er også i godt selskab. Selveste H. C. Andersen har siddet alene en juleaften. I Berlin på et hotelværelse. Det var så ikke pga. en pandemi. Men alene var han – uden at ville være det. Så det var med bedrøvelse, at eventyrdigteren skriver i sin dagbog:

Stjernehimlen udenfor var mit juletræ det år.

Stjernehimlen som juletræ. Det havde Jesus-barnet, jomfru Maria, Josef, englene, hyrderne og alle dyrene på marken også. Så det er mere end godt nok til mig.

Glædelig jul …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Julemaden – og mandelgaven

Udgivet den af
Svar

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 4. søndag i advent kommer altså den sidste af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om julemaden og mandelgaven. For maden er vigtig til jul.

Julemaden – og mandelgaven

Nutidens danske julemenu består langt de fleste steder af en hovedret og en dessert, hvis rødder ikke går længere tilbage end slutningen af 1800-tallet.

Hovedretten i dag er enten andesteg eller/og flæskesteg med kartofler, brune kartofler, sovs og diverse tilbehør som rødkål og agurker. Samt måske kartoffelchips.

Alternativt kan julemiddagen være en kalkun eller gås, hvor sidstnævnte engang var meget mere udbredt end i dag.

For anden afløste gåsen som julemad dengang i slutningen af 1800- tallet, da komfuret blev allemandseje. For nu kunne man i den enkelte husholdning lave stegen selv fremfor at sende den til fx bageren, som man ellers synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor man synger: Gåsen er til bageren sendt.

Men nu kunne man altså selv. Dog var ovnen i et privat køkken meget mindre, og derfor blev gåsen skiftet ud med den noget mindre og billigere and, som man endda siden midten af 1800-tallet havde måttet skyde. Fugl var det også stadigvæk, så man kastede sig glad over anden – og i dag er andesteg den mest populære julespise i Danmark.

Flæskestegen er så den ældste danske jule-ret med rødder tilbage til vikingetiden. For at slagte til jul/vintersolhverv har vi altid gjort heroppe nordpå.

Så op gennem tiderne var julespisen i Danmark grisemad som flæsk, pølser, blodpølse, skinke, finker, æbleflæsk og sylte. Altså retter som stadig findes på julebordet, nu bare til julefrokosten, der netop bugner af grisemad – samt af forskellige variationer over de sild, som vi historisk set har spist mange af gennem den lange, kolde vinter.

Grønkål – især som grønlangkål, grød og brød var også en stor del af datidens julemad.

Allerfinest var hvedekagen, som vi i dag kalder hvedebrød eller bare hvidt brød. Men dengang var hvede og sukker så fint og dyrt, at almuen kun fik det til specielle lejligheder som jul.

For til jul skal maden være både rigelig og det bedste af det bedste.

Det kan man også se i de brune kartofler, som oprindeligt intet har med kartofler at gøre. De brune kartofler er derimod almuens måde at få de kastanjer på, som borgerskabet spiste til jul i 1800-tallet, men som var for dyre for de fleste.

Så en løsning blev fundet, nemlig at genskabe udseendet ved at komme sukker udenpå kartoflerne og karamellisere dem. Og det gør danskerne stadigvæk, selvom de færreste i dag tænker på, at de brune kartofler faktisk leger kastanjer.

Desserten ligger også fast, og består af risalamande, som ofte serveres med varm kirsebærsauce.

Risalamande er risengrød, som er rørt med vanilje, hakkede mandler og flødeskum. Retten er trods sit franskklingende navn dansk – og en af de ting, som vi har helt for os selv. Danmark er også det eneste land i verden, hvor man får mandelgave.

Mandelgaven, som kan bestå af alt fra en marcipangris over et gavekort eller en æske chokolade, gives til den, som finder mandlen i risalamanden. Inden desserten serveres, bliver der under stort hemmelighedskræmmeri lagt en mandel ned i risalamanden, og rørt grundigt rundt, så ingen ved, hvor mandlen er.

Og så spises dér, mens alle holder godt øje med hinanden for at se, hvem der får mandlen, som ofte gemmes i en kind eller under tungen, inden alle er færdige med at spise. For så kan den heldige vinder stolt afsløre mandlen og indkassere mandelgaven.

Skikken med risalamande er ny. Tidligere spiste man grød af for eksempel byg eller boghvede til daglig og risengrød, når det skulle være fint. For risengrød var en stor delikatesse, da ris var en dyr importvare.

Men så ændrede situationen sig. I starten af 1900-tallet blev ris billig hverdagsmad, og så duede risengrøden jo ikke mere, når julegrøden skulle være ekstra fin. Men så fandt innovative sjæle på risalamanden, der har sit franskklingende navn fra de mandler, som sammen med flødeskummet bliver brugt.

Mandler, som man i Frankrig putter i Hellig Tre Kongers-kagen ”Galette des Rois”, hvor man også gemmer en bønne i kagen. Så selvom risalamanden ikke er fransk, er både den og mandelgaven inspireret fra Frankrig og den franske Hellig Tre Kongers-kage, hvor finderen af bønnen i kagen også får en gave.

Et sjovt kuriosum er så, at den danske kongefamilie – trods sit franske islæt – ikke spiser risalamande juleaften, men derimod den gammel-danske risengrød.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk