Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Midsommer eller ej …

Udgivet den af
1

Midsommer … årets mest lyse og længste dag er ligenu, idag. Fra i morgen bliver dagen lidt kortere, og sådan vil det gå hver eneste dag, i starten dog kun så lidt, at man ikke mærker noget.

Dagene vil stadig være lange og gode – og fulde af sol og varme. Vinterens kulde og mørke vil stadig synes langt væk. Det vil i et par måneder endnu stadig være den lyse, skønne sommer – selvom der altså ryger et par minutters sol og lys hver dag.

Situationen minder lidt om den danske samfundsudvikling de sidste små 15 år. Fra dengang i 2001 da Anders Fogh kom til magten og blæste til den såkaldte værdikamp og deraf følgende massakre på velfærdsstaten.

Dengang begyndte den daværende regering nemlig langsomt og i små nøk at at skære  i den danske velfærd og den danske tolerance. Ikke store lunser, kun små bidder, som ingen lagde mærke til – og som næsten alle i starten fandt var helt i orden. Det var jo så effektivt, og så sparede samfundet også penge.

Men som årene gik, fortsatte det. Der blev skåret mere og mere, og til sidst helt ind til benet, så hjerteblodet flød. Det danske velfærdssamfund og den danske tolerance blødte for alvor, og det var tid til at vende udviklingen. At tilføre og øge midler i stedet for at at skære.

Men andre ord: Det var blevet midvinter, så nu skulle vi igen gå mod midsommer og lysere dage. Det var for små to år siden, da der var valg. Så glæden var stor, da den anden side af Folketinget vandt. For så ville det igen gå mod lysere tider, troede vi.

Men nej. Det skete ikke. Der skæres stadig, der nappes stadig lidt kød hist og her. Det er tilsyneladende ikke blevet midvinter endnu.

Hver gang jeg tror, at NU kan det ikke blive værre, mere umenneskeligt, mere  livsfjendsk, så må jeg konkludere, at jo det kan det godt!!!

Vi skærer lige et par minutter mere …

Men der er ikke meget lys tilbage. Vintersolhvervet i det samfund er forlængst passeret, men den danske samfundsdag aftager stadig, selvom der ikke er meget lys tilbage. Ikke meget rummelighed og tolerance.

Solen går ned næsten før den er stået op. Det er dermed ikke længere et spørgmål om solhverv for Danmark og det danske samfund. Vi befinder os derimod lige midt i Fimbulvinteren, godt på vej mod Ragnarok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
1

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

Udgivet den af
5

Denne weekends store, danske begivenhed er hverken metalmusik-eventen Copenhell, hotdogmesterskabet i Silkeborg eller Tom Kristensens 117´ende forsøg på at slå sin egen rekord i 24 timers-løbet på Le Mans-banen. Det er derimod Folkemødet på Bornholm.

Alt og alle indenfor politik, interesseorganisationer og medier kommer, som man kan se det på Folkemødets hjemmeside:

http://www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/de-kommer-i-2013.aspx

På Folkemødets hjemmeside kan man også læse følgende:

“Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.”

Samt: ” Formålet med Folkemødet er: 1) at understøtte den demokratiske dialog, 2) at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer, 3) at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen og 4) at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.”

Folkemødet handler altså om demokratiet, dialogen og de åbne rammer som levende platforme, hvor politikere, organisationer og borgere kan mødes og tale sammen om i  hvad retning samfundet skal udvikle sig. Og det er jo herligt og godt for demokratiet. Det kan alle kun være enige om – også her på Danmarksbloggen.

Men – for der er et men, og det er endda et stort men: Dette fantastiske folkemøde finder altid sted på Bornholm. Det måske mest utilgængelige sted i Dronningeriget Danmark, ihvertfald for dem med små indtægter som studerende, ledige, førtidspensionister, pensionister med flere.

Og problemet er ikke kun, at Bornholm ligger cirka så langt væk, som man kan komme fra resten af Danmark, men også at Bornholm er et af de mere dyre steder at rejse til og opholde sig i Danmark.

Folkemødets model er den svenske “Almedalsveckan”, som foregår på Gotland, der  også er en ø. Men Gotland er en ø, der ligger noget mere centralt i forhold til resten af Sverige end Bornholm gør det i Danmark. Svenskerne kan med andre ord relativt nemt komme til Gotland. Der er nogenlunde lige langt til Gotland fra Malmö og Göteborg, og så lidt kortere fra Stockholm.

Men sådan er det ikke i Danmark, hvor der skal en ganske særlig indsats til at almindelige danskere vest for Storebælt kommer, og dem øst for Storebælt kigger lige i pengepungen een gang til, inden kursen sættes mod Solskinsøen. Så nej, der kommer ikke mange borgere fra andre steder end Bornholm selv til Folkemødet. Der kommer istedet politikere, organisationsfolk og journalister i bunker – og så er vi lige vidt.

Så er det ikke et folkemøde, men en ferielejr for dem, der i forvejen leger sammen hver dag i den politiske sandkasse.

For skal Folkemødet være et ægte folkemøde, skal det være muligt for alle danskere at deltage i det, og sådan er det ikke idag, hvor Folkemødet ligger i den allerøstligste – og ret dyre – del af Danmark.

Jo, men det er jo godt for Bornholm, som ellers ender med at blive (endnu mere) et udkantsområde, siger flere så som begrundelse for, at det er godt at have Folkemødet på Bornholm.

Undskyld et øjeblik, men drejer Folkemødet sig om demokrati og debat – eller om at give Udkantsdanmark et erhvervsmæssigt løft? Det er ikke godt at blande de to ting sammen. Men skulle man alligevel gøre det: Hvorfor skal Bornholm så favoritiseres år efter år?

Det giver ikke mening. Ligesom det heller ikke giver mening at hævde, at det ikke kan lade sig gøre at stable et sådan arrangement på benene hvert år, hvis Folkemødet hele tiden skulle flytte til et nyt sted i Danmark, som Bornholms borgmester Winni Grosbøll hævder det i en artikel på Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-vil-flytte-folkemoedet-til-jylland

Et Folkemøde giver derimod kun mening, hvis alle – hele folket – har mulighed for at møde op og diskutere med politikere, meningsdannere og andet godtfolk. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at Folkemødet som et andet cirkus rejser rundt i landet med nye stop år for år.

For som det er idag, er Folkemødet ikke andet end en ferielejr for de særligt udvalgte – og uden mulighed for deltagelse af store grupper af danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fattigdommen kan – og skal – udryddes i Danmark

Udgivet den af
2

Fattigdom findes i Danmark. PUNKTUM!!!’

Nu er det officielt. Et ekspertudvalg med økonomiprofessor Torben M. Andersen i spidsen blev for et år siden nedsat af socialminister Karen Hækkerup (S) for at se på grundlaget for en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Og resultatet kom i fredags:

Der findes 42.200 fattige i Danmark. Heraf er cirka en fjerdedel børn under 18 år. Man er fattig, hvis man tjener under 103.200 kroner EFTER skat om året i tre år i træk. Andelen af fattige i Danmark er stigende. Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er andelen af fattige danskere tredoblet i løbet af 11 år.

http://politiken.dk/indland/ECE1990979/ny-fattigdomsgraense-tjener-du-under-103200-kr-om-aaret-er-du-fattig/

Regeringen vil igangsætte udarbejdelsen af en årlig redegørelse fra 2014, som skal følge udviklingen af fattige og fattigdommen, og det er jo meget fint.

Det er også godt, at Børnerådets tidligere formand og stifter og leder af Huset Zornig, der hjælper socialt udsatte, Lisbeth Zornig på DR2 i fredags gjorde opmærksom på, at det vil være uintelligent kun at se på pengene – eller antallet af fattige. At det er vigtigt at se på hele billedet, både forhold som sygdom, bolig, misbrug, uddannelse, arbejde og meget mere.

Tilbage står, at det eneste, der batter, er at gøre noget. Som formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen siger det i artiklen i Politiken: “Regeringen bør udarbejde en strategi til bekæmpelse af fattigdom, som indeholder ambitiøse mål og konkrete  initiativer.”

Bedre kan det ikke siges: Ambitiøse mål og konkrete initiativer er den eneste måde, som vi kan komme fattigdommen til livs på. Den forsvinder ikke af sig selv. Den forsvinder heller ikke af at give skattelettelser til dem, der har meget i forvejen.

Men fattigdommen kan forsvinde – og det kan endda gå temmeligt hurtigt, hvis vi er villige til at deles om goderne i det her samfund. Villige til at give af overskuddet istedet for at rage til sig.

For i modsætning til så meget andet dårligt er fattigdom ikke en naturgiven ting, men noget, der kan fjernes politisk ved, at vi omfordeler goderne – og sørger for, at alle har det, som de skal bruge.

For fattigdommen kan – og skal – udryddes i Danmark. Og det kan kun gå for langsomt. Lad os SÅ komme i gang med at deles om goderne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag – Danmarks nationaldag eller?

Udgivet den af
3

I Sverige har de Alla Flaggans Dag, som er i morgen d. 6. juni.
Og i Norge – og udenfor Norge – har de 17. maj som nationaldag.

Danmark har Grundlovsdag, i dag d. 5. juni. En nationaldag, som ikke rigtig er en nationaldag. Googler man på Grundlovsdag, finder man også hurtigt ud af, at det emne, som interesserer danskerne mest på Grundlovsdag, hverken er demokratiets fødsel, politik, de store nationale følelser eller tilsvarende – men noget så enkelt som om hvorvidt vi har fri eller ej – og om butikkerne har åbent eller lukket.

Det der med at rende rundt med flag i gaderne iklædt nationaldragter, som nordmændene gør det – både i Norge, men i så sandhed også udenfor Norge, appellerer tilsyneladende ligeså lidt som at møde op i samlet flok for at hylde flaget, nationen og kongefamilien som svenskerne gør det på Skansen i Stockholm.

Nej, at sidde hjemme i sin sofa og se en fodboldkamp for eksempel. Dét ved man, hvad er. For tolker man nationaldag og nationalfølelser derhen, så er der nemlig én Grundlovsdag, som danskerne husker. Dengang i 1985 hvor vi slog russerne 4-2 i Parken i det, som DBU har kaldt århundredets fodboldkamp, dengang vi begyndte at tro på, at vi kunne noget fodboldsmæssigt.

Og det kunne vi jo også. Syv år senere blev vi Europamestre. Det har Sverige og Norge aldrig været. At Sveriges fodboldherrer så har vundet sølv ved VM – og guld til OL, taler vi ikke om. Det ligger jo helt tilbage til henholdsvis 1956 og 1948. Og deres ialt fire bronzemedaljer nævner vi slet ikke! Så er det meget nemmere at tale om Norge, som i fodboldsammenhænge aldrig har vundet andet end en bronze-medalje ved OL i 1936.

Så tilbage står, at Danmark er det eneste land i Norden, der er blevet Europamestre, og dét startede altsammen på Grundlovsdag syv år forinden med århundredets kamp mod russerne. Dén kan svenskere og nordmænd ikke matche.

Så det er måske bare derfor, at de stadig bruger folkedragter og flag – mens vi bliver hjemme og nyder det gode sommervejr, når der ikke er en fodboldkamp på programmet.

Vi er røde, vi er hvide … God Grundlovsdag ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dødsannonce: Det Danske Demokrati

Udgivet den af
1

Det er med stor sorg, at Danmarksbloggen må meddele et dødsfald.

Det Danske Demokrati er lige afgået ved døden her først på eftermiddagen d. 4. juni 2013, på dagen før sin 164 års fødselsdag.

Indtil det sidste prøvede flere gode kræfter at kæmpe imod, blandt andet Mørklægningsministeret og mere end 85.000 danskere, som med deres underskrift har vist, hvor de står. Men det var altsammen forgæves. Et flertal blandt de 179, som kunne have forhindret dødsfaldet, ønskede det anderledes.

Det Danske Demokrati kom til verden en juni-aften i 1849, hvor en delegation gik til den daværende enevældige kong Frederik d. 7. for at forlange demokratiets indførelse. Men den folkekære konge, der havde det bedre blandt såkaldt almindelige mennesker end blandt hof- og embedsfolk, havde allerede afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for det folkestyre, som vi altså ikke har iblandt os længere.

Det Danske Demokrati skulle som alle andre igennem en opvækst med både godt og skidt – og dage, som altid vil huskes. Mest markant var parlamentarismens indførelse i 1901, og da kvinderne fik stemmeret i 1915.

Så kom Det Danske Demokrati´s store krise i 1920, da den daværende kong Christian d. 10. afskedigede Zahle-ministeriet. Dét udløste påskekrisen, som var tæt på at koste ikke demokratiets liv, men det danske monarki´s liv.

Begge klarede dog skærene, og efter nogle hårde år under besættelsen fik Det Danske Demokrati i 1956 endnu en Grundlovs-løftning, således at også kvinder kunne arve den danske trone. Det gjorde Margrethe d. 2 så i 1972.

Men så begyndte det at gå galt. Det Danske Demokrati var blevet slidt og gammelt, og dets yngre, men ikke nær så demokratiske slægtning EU begyndte at tiltage sig mere og mere magt.

Dog holdt Det Danske Demokrati stadig godt fast i tøjlerne i en del år. Men det hele brast for lidt siden, da Offentlighedsloven/Mørklægningsloven blev stemt igennem i Folketingssalen.

En epoke er dermed slut. Det Danske Demokrati er ikke mere. Det er gået ud af tiden. Ære være dets minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Danmark blive et totalitært samfund?

Udgivet den af
2

Kan I huske Franz Kafka´s bog “Processen” om bankmanden Josef K., der en morgen får at vide af to fremmede mænd, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham.

Det mærkelige er, at bankmanden Josef K. forbliver på fri fod, mens han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen mod ham at kende, men at han alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig den dødsdom, som det ender med.

Bogen, der er skrevet for små 100 år siden, har lige siden dens udgivelse stået som et af de bedste skræk-eksempler på, hvad der sker med retssikerheden og individets tro på sig selv og egne muligheder i et totalitært samfund.

Nå, men det er jo bare fiktion – og det sker ihvertfald ikke i Danmark, vil mange nok indvende. Danmark er jo et frit land, hvor vi både har rettigheder og muligheder – og retssikkerhed.

Og ja, det har vi – haft. For med den nye offentlighedslov, samkøringen af diverse registre og senest politiets brug af hemmelige advokater bliver det relevant at stille spørgsmålet alligevel.

Har vi egentlig retssikkerhed i Danmark? Eller kan Danmark blive et totalitært samfund?

Under COP15 i 2009 foretog politiet flere ulovlige handlinger, endda med støtte fra den daværende regering, og siden er glidebanen fortsat – og det i en grad så ikke kun flere af vores nabolande, men også OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kritiserer den nye offentlighedslov for at være for lukket og hindre relevant information i at nå ud i samfundet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/05/23/154016.htm

Og det er jo en kendt sag, at man kun kan handle på det, som man ved. Så kender danskerne ikke til, hvad der sker i det danske samfund, ja, så kan vi ikke handle, og så kan politikere, embedsstanden og de store spillere i øvrigt skalte og valte med Danmark og danskerne, som de ønsker. Altså: Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Det er lidt den kogte frøs princip, hvor man ikke starter med at præsentere danskerne for hele pakken om det totalitære samfund på een gang. For så skulle vi nok opdage, hvad der skete og protestere og brokke os.

Men skrues der i stedet lidt op for varmen hele tiden, slækkes dér bare en anelse på retsikkerheden her og der – samtidig med at der skubbes til folks frygt, så vi accepterer endnu mere overvågning og kontrol, ja så ender vi til sidst i det kogende vand sammen med ingredienser som rettigheder og muligheder.

Og så er retten serveret: Et dansk samfund, der er minder altfor meget om det, som Kafka skrev om for snart 100 år siden. For ja, Danmark kan sagtens ende som et totalitært samfund.

Dét skal vi ikke acceptere. Der skal råbes, demonstreres og skrives imod det. For det kan nytte at gøre noget. Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fremtidens medie: Nyheder og dybde på samme tid

Udgivet den af
1

Vi vil have det hele – og vi vil have det, når vi har lyst. Sådan er det her i 2013 med alle ting, og måske især allermest når det gælder nyheder og viden.

Altså: Vi vil have at vide, hvad der sker, MENS det sker. Det har mange af de analoge – og de digitale – medier ikke helt forstået. Men der skal blogges og sendes film og billeder og tekst af folk, som er på stedet, som står midt i det. Dét forventer vi.

Samtidig vil de fleste af os også godt vide, hvorfor noget skete, hvem der gjorde hvad, hvad man kan forvente, der sker fremover i sagen og så videre. Og denne baggrundsviden, dette overblik og perspektiv forventer at få ganske hurtigt – og ikke først tre dage bagefter i søndagsudgaven af en avis.

Nøgleordene er altså hurtighed og fordybelse.

Og mange tror, at svaret ligger på de sociale medier. Men gør de nu også dét?

For ja, man kan få allehånde subjektive beretninger fra Twitter og Facebook. Men de er jo netop subjektive, og derfor ikke valide som kilder til seriøs journalistik, der stiller nogen helt andre krav til de oplysninger, der viderebringes. For alle oplysninger skal være saglige og i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvis de skal kunne bruges i en seriøs sammenhæng.

Og det er måske dér, at det rigtige dilemma ligger: For skal medierne overleve, skal de formå at være både HURTIGE og EMPIRISK KORREKTE – samtidig med at der i løbet af kort tid skal diskes op med både personlige beretninger og den baggund, den fordybelse, som en del mennesker også vil have.

Det er en stor udfordring, og jeg er ikke sikker på, at de danske medier er gearet til denne opgave, selvom de gerne selv vil tro det.

Men der mangler noget dynamik og en forståelse af, at læseren også er bidragsyder til denne form for journalistik. Det og så en ny slags journalister, som er istand til at navigere i dét kaos, som en sådan formidling også er det, uden at miste overblikket, og uden at slække på standarden.

Altså journalister, som ved så meget og som er så gode til at stille spørgsmål og tjekke kilder, at de kan servere det, som er både nyt og dybt på samme tid – og ganske hurtigt.

For kan vi få dét, SÅ er vi ved at være dér. Danmarksbloggen vil ihvertfald gerne være med til det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kampen om MGP og alt det andet …

Udgivet den af
2

Tillykke til Emmelie, som for lidt siden vandt Det Internationale Melodi Grand Prix.

Det er selvsagt skønt for hende, men det er også dejligt for Danmark. For et land har altid godt af dén slags sejre, som det er, når ens stamme vinder over de andre stammer.

For MGP, fodbold, cykelløb og så videre er jo netop dét: Stamme-krige mellem rivaliserende stammer. I vor tid blot udkæmpet i toner, med bolde, på cykler, og hvad vi ellers bruger istedet for diverse våben. Ganske praktisk og uden nogen kommer til skade.

Nu starter så en anden krig. Kampen om stedet, hvor MGP´et skal afholdes næste forår.

Emmelie havde nemlig knapt fået konfettien børstet af kjolen, før slagsmålet var igang: Parken i København versus Boxen i Herning.

Skal man gå efter lydkvaliteten, er Boxen i Herning det oplagte valg. Men på alle andre parametre vinder København.

Hovedstaden er den eneste by i Danmark, der blot tilnærmelsesvis kan kalde sig selv international. Ingen andre byer i Danmark har de hoteller, de restauranter, de seværdigheder og faciliteter i øvrigt, der skal til, når man skal huse verdens største musikbegivenhed.

For en dansker kan Aalborg, Aarhus, Odense og Herning være udmærkede byer med hver deres charme. Men på den internationale scene skal der mere til – og den eneste by, der er i nærheden af at kunne tilbyde, hvad der kræves, er København.

Så lad os håbe, at evnen til at se, hvad der gavner Danmark, vinder over dette mærkværdige forhold, der i årevis har været mellem Jylland og København, hvor man mange steder i Jylland hævder, at man skal have ligeså meget som i København – selvom København bevistligt er både større og der bor mange flere mennesker.

Men nej, der er ikke grund til flere motorveje i Jylland. Og nej, Jylland er ikke noget steds internationalt nok til at skabe ordentlige rammer om MGP 2014.

Jylland er simpelthen for provensielt. Jyderne må til at se i øjnene, at Danmark har en hovedstad, og at denne hovedstad er og skal være et lokomotiv for resten af landet. Og at København derfor skal have mere brændstof, flere penge og de begivenheder, hvor omgivelserne spiller en rolle, som til MGP 2014.

Dét vil gavne hele Danmark, hvis vi kunne stoppe denne andedams-mentalitet og i stedet være stolte af og bidrage til, at København fortsat kan være det internationale lokomotiv, der trækker resten af landet.

I en global verden er en stærk hovedstad vores eneste chance – også og måske især, når vi ikke snakker MGP, men snakker infrastruktur, vækst og alt det andet, der er så vigtig for os, hvis vi skal beholde vores levestandard og velfærdssamfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Der er stadig hul i dagpengespanden …

Udgivet den af
1

Nå, så kom den. Endnu en lappeløsning på dagpengeproblemet. Denne gang blot med en noget længere tidshorisont end der har været på de seneste løsninger: Forlængelsen og akutperioden.

Men det er alligevel en lappeløsning, en “der er stadig hul midt i spanden”-løsning.

For Danmark er i en reel krise, hvor det drejer sig om at skabe ikke kun midlertidige lapperier, men permanente løsninger.

Permanente løsninger, hvor der skabes flere jobs i Danmark, så færre er ledige. Men hvor de ledige også lettere kan optjene retten til dagpenge end idag.

For der findes store grupper på det danske arbejdsmarked, som trives med freelance-arbejde, deltidsarbejde, sæsonarbejde og hvad der ellers findes af ikke fuldtids-arbejdsformer.

Der findes også mange arbejdsopgaver, som løses både billigst og bedst af ikke-fuldtidsansatte. Arbejdsopgaver af både praktisk, kulturel og teknisk art.

Det er derfor en skændsel at holde fast i en dagpengereform, der presser hele det danske arbejdsmarked ned i en model, hvor kun fuldtidsarbejde fungerer.

En skændsel for de ledige og for virksomhederne – og dermed også for muligheden for vækst i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk