Hiin Enkelte og kontanthjælpen

Kierkegaard-året kører på de sidste uger.

Det gør kontanthjælpsreformen IKKE. Tværtimod, så indføres der fra årsskiftet gensidig forsørgerpligt for samlevende par, således at kærestepar, der bor sammen, har pligt til at forsørge hinanden, ligesom gifte par har det i dag.

Det har rejst et protestbrøl fra de mere end 12.000, som tænketanken Kraka vurderer bliver berørt – nogle endda så meget, at de helt mister kontanthjælpen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/11/24/013633.htm

Debatten har derfor handlet om, hvor meget denne reform vil splitte familier og skabe (endnu mere) fattigdom og ulighed i Danmark.

Danmarksbloggen mener, at vi mangler at se sagen i det store perspektiv.

For hvorfor skal samboende kærester have bedre forhold end ægtefolk? For det er jo reelt det, som de har under den gamle lov, hvor gifte har gensidig forsørgerpligt, mens samboende ikke har. Men det er forskelsbehandling af familier, der i hverdagen lever under de samme forhold, men hvor nogle bare har valgt at gå papir på hinanden, mens andre ikke har.

Danmarksbloggen mener altså, at det er helt i orden at sidestille samboende med ægtefolk.

MEN Danmarksbloggen mener også, at kontanthjælp skal følge den enkelte uden hensyntagen til hvad en evt. ægtefælle/samboende kæreste tjener.

I Danmark er vi nemlig hver især juridisk ansvarlige for os selv og ikke for andre. En ret, der også bør gælde økonomisk, så kontanthjælp udbetales til dem, der ikke har job eller kan få dagpenge.

Danmarksbloggen er altså FOR medmenneskelighed og IMOD den gensidige forsørgerpligt. Vi er alle enkeltindivider og bør behandles sådan – også økonomisk.

Det kunne eventuelt skrues sammen på den måde, at alle uden job eller ret til dagpenge får et grundbeløb, men at der så er yderligere tilskud til dem, som ikke har en ægtefælle/samboende kæreste. Så ville alle danskere stå ens – uanset deres ægteskabelige/samboende status.

Så ville vi i Kierkegaards fædreland for alvor kunne tale om hiin Enkelte – også i forhold til det danske samfund af i dag. Så ville der være tale om gensidig respekt mellem samfund og individ.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finansloven 2014 eller hvor meget sodavand og øl går der på en vision?

Hvor meget sodavand og øl går der på en vision? Åbenbart ikke mere end nogle få flasker, når man kigger på den i går aftalte finanslov. For det blev en blå finanslov med blandt andet 800 millioner til fremrykkede skatte- og afgiftslettelser.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/11/26/214831.htm

En finanslov, som regeringen prøver at sælge som et bredt forlig over midten, selvom den lader de svageste i samfundet i stikken endnu engang til fordel for dem, der allerede har, så de kan få endnu mere. Det giver ikke mening i det hele taget – men det giver slet ikke mening, når regeringslederen er socialdemokrat.

For hvad er der sket med visionen om et Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt? Den vision er åbenbart suspenderet ligesom det forhøjede medlemsfradrag til fagforeningerne, som nu ikke længere er en del af finansloven.

Regeringen er altså godt i gang med at underminere sit eget grundlag til fordel for et finanslovsforlig, som den kalder for en sejr for det brede samarbejde over midten.

Og ja, finansloven for 2014 er et samarbejde over midten. Men man skal være mere end almindelig farveblind for at tro på, at det er et bredt samarbejde i betydningen, at det rummer både rødt og blåt.

Finansloven er nemlig ligeså blå, som himlen var det i går på en af novembers sjældne solskinsdage. Kun et parti – Enhedslisten – stod nemlig i denne sag for de røde, medmenneskelige værdier.

Danmarksbloggen er skuffet – men desværre ikke overrasket – over, hvor legende let den siddende regering smider arvesølvet om medmenneskelighed og ansvar overbord for at få en finanslov igennem.

Det er business as usual i Dannevang i disse år … desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Bare fordi man er gammel, er man jo ikke selvrensende

Langt de fleste danskere går i bad en gang om dagen. Men den praksis stopper, når man når en alder, hvor man skal have hjælp til at komme under strålerne. På det tidspunkt skal man nemlig være taknemmelig, hvis man kan komme i bad en gang om ugen.

Det er imidlertid noget, som Enhedslisten vil lave om. Et af deres krav for at stemme for finansloven er, at alle ældre har ret til bad to gange om ugen. Rygtet vil endda vide, at Enhedslisten er parat til at tage et valg på det krav.

Men giver det overhovedet mening at kalde Danmark for et velfærdssamfund, når vi kan diskutere, om ældre skal have ret til bad en eller to gange om ugen? Burde vi ikke kunne tilbyde ældre som yngre med hjælp behov til hygienjen et dagligt bad?

I sidste uge var det toilettets dag, hvor der verden rundt var fokus på de mange millioner mennesker, der ikke har adgang til et toilet. Det var alle i Danmark enige om var ganske forfærdeligt, og der blev grinet af fx inderne, der hellere ville bygge templer end få indlagt toiletter.

Men hvor meget bedre er vi selv, når vi tilsyneladende i dén grad kan lade hånt om ældres behov for at blive rene? Bare fordi man er gammel, er man jo ikke selvrensende.

Men netop den opfattelse er tilsyneladende en udbredt holdning på Christiansborg, hvor penge betyder mere end mennesker – og især de mennesker, der som disse ældre ikke råber op og gør krav på deres rettigheder, og derfor er lette at ignorere og træde under fode.

Danmarksbloggen mener, at det er horribelt at kalde Danmark for en velfærdsstat, og så samtidig diskutere om ældre har ret til bad en eller to gange om ugen. Så er vi ikke længere blot i nærheden af at være en velfærdsstat, så er vi blevet en minimalstat godt på vej mod nulpunktet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En ærlig mand sagde sit job op …

Foran den forsamlede danske presse forklarede nu eks-udviklingsminister Christian Friis-Bach i går, hvorfor han efter egen mening ikke længere kunne være minister, men istedet skulle være almindeligt folketingsmedlem.

Hans kollegaer fra alle sider i Folketinget beklagede det skete med henvisning til Christian Friis-Bachs store dygtighed og redelighed.

Danmarksbloggen er enig. Det var en ærlig mand, der i går sagde sit job op. En mand, der til fulde – og næsten mere end det – levede op til det, som det betyder at være minister, nemlig at være folkets tjener og ikke magtens lakaj.

Christian Friis Bachs afdøde far Erik Bach skrev også nedenstående digt om netop magten, som Danmarksbloggen citerede tilbage i marts:

http://danmarksbloggen.dk/?p=334

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker. Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses. Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer, så er det ubestrideligt, at magten korrumperer.

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den, din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Erik Bachs søn Christian Friis Bach levede i den grad op til sin fars ord ved sin handling i går. Han var bevidst om, at magten var til låns – og han ville ikke korrumperes af den, så hellere gå. Og det gjorde han så på grund af noget, der virker som en fejl i embedsværket – men som han mente var hans ansvar.

Det er folk af Christian Friis Bachs støbning, der er brug for i dansk politik. Folk, der tør tage både ansvar og konsekvens fremfor at klæbe til taburetter og formandsposter som fx Lars Løkke gør det.

Skulle Christian Friis Bach en dag blive de radikales formand, har partiet en enestående chance for igen at få en statsminister. Ihvertfald hvis det står til vælgerne. For selv dem, der normalt ikke stemmer radikalt eller måske slet ikke stemmer på grund af politikerlede, vil kunne finde på at stemme på denne ærlige mand.

Danmarksbloggen håber, at Christian Friis Bach får et comeback … og at der kommer flere af hans slags på Christiansborg. Danmark har brug for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og sådan gik det Lise Lotte Møller …

I går var en stor sejr for demokratiet i Danmark. 71,9% af alle danskere stemte nemlig ved kommunal- og regionsvalget. Tallet for fire år siden var 65,8% – og ikke siden 2001 har så mange stemt ved de lokale valg, som de gjorde i går.

Danmarksbloggen har i de sidste to uger fulgt formand for socialdemokraterne i Vordingborg kommune Lise Lotte Møller i hendes kamp for at blive valgt til kommunalbestyrelsen.

Men helt indtil for få minutter siden var det endnu uklart, om hun var blevet valgt ind eller ej, da få stemmer skilte hende og to andre fra det sidste og ottende socialdemokratiske mandat i Vordingborg kommune. Men nu efter en fintælling ligger resultatet endelig klart.

Lise Lotte Møller kom ikke ind.

Hvad så nu?
“Ja, jeg har ikke tænkt mig at give op. Jeg kæmper videre – og stiller op igen næste gang, hvor jeg er sikker på, at vi i Socialdemokratiet får et godt valg. For selvom vi fik ligeså mange mandater som sidst, så tabte vi alligevel borgmesterposten til Venstre, som fik flere stemmer denne gang – samt at SF fik færre. Men vi vinder både borgmesterposten og flertallet tilbage igen om fire år. Dét er jeg sikker på,” siger hun til Danmarksbloggen.

Danmarksbloggen ønsker held og lykke med kampen til både Lise Lotte Møller og alle andre, der uanset om de kom ind eller ej, vil bruge deres tid på at kæmpe for et Danmark, hvor der er plads til mennesker.

Et Danmark, hvor vi er fælles om sagerne, hvor vi tager hensyn til hinanden. For kun sådan har vi hver især – og Danmark som land – en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møllers valgdag

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det idag, at vi skal stemme til kommunalbestyrelse/byråd/borgerrepræsentation og regionerne. Det er med andre ord en af demokratiets helt store dage.

En dag, hvor det er vigtigt at huske, at et demokrati kun er et demokrati, så længe vi opfører os derefter og deltager i debatter, møder og så videre. Men også og især at demokratiet både starter og slutter med at afgive sin stemme, når der er valg.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vender imorgen tilbage med svaret på, om Lise Lotte Møller kom ind i kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Danmarksbloggen har spurgt Lise Lotte Møller om hendes valgdag.

Hvad skal du lave på valgdagen?
“Jeg skal tilbringe dagen på Bogø, hvor jeg er valgformand. Dér må man selvfølgelig ikke agitere. Men jeg har ALTID været tilforordnet, lige siden jeg var 18 år. Pånær altså ét enkelt valg, hvor jeg var i Ecuador. Men da brevstemte jeg på Poul Nyrup Rasmussen. Det var jeg meget stolt af. Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg ikke kunne stemme på ham, da han ikke stillede op i min valgkreds. Men det kunne jeg, når jeg stemte fra udlandet.”

Hvad så når stemmelokalerne lukker?
“
Når valget er slut, og vi har talt op – uha, det bliver spændende – så kører jeg til Vordingborg, hvor alle partier er samlet til fælles valgcafé. Og her er forhandlingerne startet, når jeg kommer. Men selvfølgelig bliver der ikke meget at forhandle om. Vores borgmesterkandidat Martin (Leider Olsen, red.) står som den klare vinder, og vi skal bare fordele de andre poster :-).”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Synlighed er alfa og omega for Lise Lotte Møller

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen er gået ind i sin sidste, hektiske fase – også for Lise Lotte Møller, som bruger weekenden på at tale med vælgerne, samtidig med at hun deler roser, pølser og brochurer ud, både alene og sammen med hendes partikammerater, blandt andet socialdemokraternes borgmester-kandidat Martin Leider Olsen.

For det drejer sig om at være synlig, så vælgerne ved, hvem de skal stemme på. Sammen med sin mand har hun derfor også været ude og sætte endnu flere valgplakater op.

Danmarksbloggen har spugt Lise Lotte Møller, hvordan hun vil gribe de sidste valgkamps-dage an – og hvilke emner, som hun vil bruge krudt på.

Hvilke emner vil du sætte fokus på her til sidst i valgkampen?
Befolkningsvækst er et meget vigtigt emne. Vi skal have vækst i Vordingborg kommune, og alle vil gerne have børnefamilierne til kommunen. Men jeg tænker om ikke det istedet er en bedre idé at tiltrække 60-årige med god pension. I modsætning til de travle børnefamilier har mennesker, der er 60+, også tid til at være frivillige – og da vi lever længere idag, varer det mange år, før de ”koster penge”.

Derudover skal vi gøre forholdene bedre for de mange virksomheder, som vi allerede har. Der er således over 2000 mikro-virksomheder i Vordingborg kommune. Så tænk, hvad det kunne betyde for Vordingborg kommune, hvis bare halvdelen af dem forbedrede deres økonomi og ansatte en person i deres lille firma.

Hvor vigtigt er det at være 100% synlig her til sidst i valgkampen?
Jeg tror, at det er meget vigtigt. Det er også derfor, at vi har sat flere plakater op. Der bliver lagt ekstra mærke til de plakater, der bliver sat op nu – fremfor at alle sætter op på samme tid.

Og hvor vil du være synlig henne?
Ude på gader og stræder. Folk har mange spørgsmål nu. De vil gerne vide, hvorfor de skal stemme på lige præcis mig. Så det svarer jeg på efter bedste evne. Jeg bliver især spurgt om cykelstier, vindmøller og internet.

Har du kræfter til en ekstra slutspurt – og gemmer du på en kanin?
Energien er der – helt sikkert. Jeg kører nærmest på Duracell-batterier, føles det somom 🙂 . Og en kanin? Tja, det kunne være dejligt!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lise Lotte Møllers valgkamp i kroner og ører

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Hele og halve millioner til at føre valgkamp i de store kommuner samt skjult og ulovlig støtte i mange tusind kroners-klassen. De højtprofilerede kandidater jonglerer med rigtig mange penge i valgkampen her op til kommunalvalget.

Men hvordan ser det ud, når man kommer ud i rækkerne? Hvad koster Lise Lotte Møllers valgkamp? Og har hun råd til at have folk til at lave tingene for sig? Eller må hun selv sørge for sagerne?

Danmarksbloggen spurgte Lise Lotte Møller om de økonomiske detaljer og arbejdsmængden. Vi fik dog ikke svar på alt. Læs her:

Hvad koster din personlige valgkamp?
Den slags oplyser vi ikke.

Hvordan får du finansieret din valgkamp?
Det betaler partiet med penge, som partiet har fået gennem almindelig partistøtte.
Men jeg kan fortælle, at vi kun bruger de partipenge, som alle partier får ud fra deres medlemstal. Samt at vores vores kommunalbestyrelsesmedlemmer betaler 2% af deres honorar/løn til partiforeningen. (De nævnte 2% er selvfølgelig 2% fra honoraret/lønnen fra kommunalbestyrelsesarbejdet, red.)

Betaler du så noget selv?

Ikke i princippet. Som kandidat bruger du ikke dine egne penge til valgkamp. Vi har dog selv betalt trykning af navn på jakkerne, men ellers er jakker og trøjer gratis. Vi bruger visitkort og får roser til at dele ud.

Vi har dog lidt private udgifter.Jeg har blandt andet sat et banner op, som kostede 1500 kroner. Men mange kandidater har ingen udgifter. Vi ønsker ikke at føre en valgkamp, som kan blive en økonomisk belastning for vores kandidater.

Hvor mange timer bruger du om dagen på valgkamp?
Pt. alle timer, hvor jeg ikke er på arbejde. Jeg vil skyde på 7– 8 timer hver dag.

Hvor meget laver du selv?
Som mening kandidat laver du det meste selv. Dog er det mig som formand, der i samarbejde med valgaktivitets-formanden arrangerer det meste. Plus at jeg skal holde styr på hjemmeside, facebooksider, presse, pressemeddelelser m.m. Så jeg laver noget mere end de andre kandidater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dét skriver Lise Lotte Møller på Facebook

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen foregår også på de sociale medier. Danmarksbloggen har derfor set på, hvor meget og hvad Lise Lotte Møller slår op på Facebook. For hun er i reglen på flere gange om dagen med statusser om både holdninger og aktiviteter.

Her er nogle udpluk fra de seneste dage – og så en dugfrisk fra idag:

13. november: “A8 – klar til dagen :).'”  (A8 er Lise Lotte Møllers placering på stemmesedlen, red.)

12. november:”Dette er IKKE et billede af min stemmeseddel – det må man nemlig ikke!
Dette billede er taget fra altinget.dk og så er der sat et kryds via computeren det sted, hvor jeg håber på, at du sætter dit kryds d. 19. november. Jeg har brug for din stemme.”

11. november: “I øvrigt mener jeg; Det skal være muligt for de unge at komme hjem med natbus fra Vordingborg – fredag og lørdag nat.
Det skal være nemt at komme fra Østmøn og andre ydreområder i kommunen til ungdomsuddannelses-stederne uden at man skal vente i lang tid, når man skifter bus.”

11. november: “Demokratiet og valg er en fest så endnu en festdag har taget sin begyndelse – måske er det derfor jeg begynder at blive lidt træt. Det er længe siden, at jeg har festet så mange dage i træk.
Men glæder mig til denne uge – en lang festuge – vi ses derude!”

10. november: “I øvrigt mener jeg; Vordingborg kommune er en af de smukkeste kommuner med mange attraktioner. Det skal vi blive bedre til at tjene penge på.”

10. november: “Roser uddeles – i regnvejr – håber folk er hjemme :-).”

9. november: “Hyggeligt og positive mennsker. Men hvis jeg bliver valgt – så laver jeg valgtidspunket om, så det ligger i august – tjuhej det var koldt i dag!”

9. november: “I øvrigt mener jeg: Det drejer sig om ansvar og fællesskab for hinanden, og ikke om at enhver bare skal klare sig selv.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælgerne flytter sig over midten

Igen idag må kommunalvalget rykke pladsen for det landspolitiske …

Årsagen er nemlig, at den siddende regering for første gang siden folketingsvalget har flertal i målingerne.

Nu gør en enkelt måling selvfølgelig ingen sejr, og der er næsten to år til næste folketingsvalg. Men det interessante er, at allerede inden balladen med Lars Løkke og hans økonomi var vælgerne begyndt at sive over midten og ikke bare internt i blokkene.

Danmarksbloggen glæder sig derfor til at følge de kommende måneder, der vil give svaret på mange gode spørgsmål?

Hvad vil der ske, hvis – eller måske rettere når – Venstre får ny formand? For at beholde Lars Løkke er mere end risikabelt, hvis Venstre ønsker at opnå magten.

Kan den siddende regering beholde det forspring, som de har ligenu?

Og hvis ikke, vil der så ske et oprør mod Helle Thorning?

Men allermest interessant er: Hvorfor flytter danskerne sig fra blå til rød blok? Drejer det sig om værdier? Om at flere og flere erkender, at kun i fællesskab og med omtanke for hinanden kan vi skabe et samfund, hvor alle kan leve i tryghed og vokse og trives?

Dét håber Danmarksbloggen er tilfældet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk