Kategoriarkiv: Danske værdier

Regnbuer til søs

Udgivet den af
Svar

Så er det den herlige regnbuetid igen – og i år endda i en udvidet version. Copenhagen Pride er i 2021-udgaven WorldPride, der også inkluderer EuroGames. Se mere her: https://copenhagen2021.com/

Men ikke alt foregår på land. Også til vands kan man møde regnbuen.

Skoleskibet Georg Stage er således forsynet med flyvende regnbueflag, som man kan se det på billedet på Facebook, der er taget af Renate Borgen.

Det er et meget smukt foto på flere måder. Og Danmarksbloggen må i dén grad kippe med flaget for Georg Stage – og for alle denne verdens regnbuer, og den mangfoldighed og tolerance, som de symboliserer.

Danmarksbloggen kommer så også til at tænke på skibe og på den gamle leg ”Skibet er ladet med”. Den kan også bruges her. For Georg Stage og hele Copenhagen WorldPride er ladet med:

P som i Paradis – nemlig det paradis, som hele verden kunne være, hvis alle bare kunne være dem, som de er – uden at risikere at blive hånet, overfaldet eller endda dræbt

R som i Rettigheder – lige og ens rettigheder til alle mennesker, uanset kønsopfattelse og seksualitet

I som i Ideal – det smukke i at have regnbuen som idealet, ledestjernen i ens liv og virke

D som i Diversitet – plads til alle køn, alle seksualiteter, alle mennesker

E som i Evig insisteren på, at man skal have lov til at være den, som man er

Skibet er også ladet med:

R som i Rettigheder igen – fordi det stadig kniber mange steder i verden – for nu at sige det mildt

E som i Endeløs glæde over, at det trods alt er lykkes nogen steder at give LGBTQ+ de samme rettigheder, som andre

G som i Gave, fordi det er en gave for et samfund, når alle dets medlemmer kan være den, som de er

N som i Neongul, pink, turkis, æblegrøn og alle de andre skønne farver, som Pridetiden byder på – og som vi alle med fordel kunne tage mere ind i vores hjem, vores klædeskab – og vores sind

B som i Bulder og brag, for der skal larmes, råbes, danses og synges, når vi skal fejre mangfoldigheden

U som i Uundværlig, fordi vi slet-slet ikke kan klare os uden hinanden og uden hinandens forskelligheder

E som i Engagement, vigtigheden i at vi alle engagerer os i, at alle mennesker får de samme rettigheder, når det kommer til sex, ægteskab og at udtrykke sig selv

R som i Rettigheder igen-igen, fordi rettigheder ikke altid er nok – det ser vi i Danmark, hvor der er lige rettigheder på papiret, men hvor det kan knibe i praksis – for slet ikke at tale om hadforbrydelserne

Danmarksbloggen ønsker alle god vind – og en forrygende Pride.

Gid at kærlighedens og tolerancens lys vil oplyse os alle. Men måske især de bange og formørkede sind, som findes derude, og som er så gode til at tage vinden ud af andres sejl.

Men vi er sat på jorden – og på vandet – for at blæse vind i hinandens sejl, så vi kan flyve over bølgerne og under regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Udgivet den af
Svar

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

Udgivet den af
1

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsbal og patriotisme

Udgivet den af
Svar

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

COVID19-vaccination og en stor taknemmelighed

Udgivet den af
Svar

Så har undertegnede fået sit første vaccinestik. Som så mange andre med Pfizers. Et lille plaster øverst på højre arm er det synlige bevis.

Det var en stille og rolig affære håndteret af et behageligt og kompetent personale ude i Bella Center på Amager. Og nu afventer jeg så, om der kommer nogen reaktion i form af sygdomsfølelse etc. Det vil de kommende dage vise.

Jeg er lidt spændt, men allermest føler jeg en stor og dyb taknemmelighed. En taknemmelighed over at leve i et samfund, hvor vi har råd til vacciner, råd til at vaccinere ALLE, der vil …

En taknemmelighed, der bæres af en viden om, at vi her i Danmark hjælper hinanden, støtter hinanden og er forpligtet på hinanden.

Det viser sig blandt andet ved, at vi betaler skat – også vil nogen hævde i rigelige mængder. Men sådan må det være. De brede skuldre skal bære de store læs – og ingen er hævet over forpligtigelsen til at hjælpe andre. Vi indgår alle i det store fællesskab.

Men ikke kun penge kræver noget af den, som har dem. Evner forpligter også. Så kan man noget, så skal man også bruge det, som man kan – både i egen og i fællesskabets tjeneste. Ingen af os er nemlig en ø, ingen af os kan klare os alene. Vi hænger sammen, vi er afhængige af hinanden. Vi er forpligtede på hinanden.

Dét har denne pandemi slået fast – med de helt store versaler endda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland, Genåbning, Fredens Havn og Omskæring

Udgivet den af
Svar

Fire store ting sker i disse kølige maj-dage i Danmark:

  • USA´s udenrigsminister Blinken er i landet for at tale om Grønland og hele det arktiske område. Senere skal han også til selve Grønland.
  • Senere i dag skal der forhandles endnu mere genåbning. Og der er et stort pres på regeringen for at hæve endnu flere restriktioner, også brug af vaccinepas og mundbind – selvom den indiske mutation er kommet til landet, og den er noget mere smitsom end den britiske.
  • Østre Landsret har lige dømt, at hele Fredens Havn skal ryddes. Dvs. ALLE skibe skal væk fra det flydende Christiania, som ligger ved Christianshavn og Holmen i København.
  • Og endelig skal Folketinget i morgen tage stilling til, om man vil indføre et forbud mod omskæring af drenge. Noget som især rammer jøder, men også andre.

HVAD TROR DU FÅR MEST OPMÆRKSOMHED?

Danmarksbloggens bud er 1) Genåbningen og derpå 2) Omskæringen – og hvis der er energi tilbage 3) Fredens Havn.

Rækkefølgen skyldes, at det første er det, som direkte og lige nu vedrører alles hverdag – og det andet fordi enkeltsager om religion og krop altid vækker store følelser og meget interesse. Og det tredje fordi enkeltsager med folk, som lever anderledes end flertallet, også er noget, som det er let at forholde sig til. Er man for eller imod?

Men i virkeligheden burde vi fokusere på Blinkens besøg og på Grønland. Men det finder de fleste kedeligt og usexet – og kompliceret. Man kan heller ikke bare lige mene noget. Man skal derimod sætte sig ind i sagerne først. Puha. Besværligt, synes mange.

Men ikke desto mindre er Grønland det emne af de fire, som kommer til at spille den største rolle i vores fremtidige liv.

Corona-pandemien bliver nemlig fortid om nogle måneder, måske lidt længere hvis der kommer en ny mutation – men så er den pandemi ude af billedet. Omskæringen af drengebørn har ikke og får aldrig nogen praktisk betydning for det store flertal af danskere. På samme måde er det også forsvindende få, der er direkte påvirket af Fredens Havn.

MEN om Danmark får del i Grønlands mineraler og andre råstoffer, kommer til at spille en direkte rolle for den fortsatte velfærd i Danmark. Og på samme måde er Danmark også sikkerhedspolitisk så meget mere interessant for de store nationer, hvis vi har Grønland, end hvis vi kun er den der lille klat mellem Østersøen og Atlanten.

Så al kraft og al energi burde kastes ind på Grønland og på at styrke båndene til den store, hvide ø mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Suget efter åndelig føde

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var et smut i Tivoli i går aftes og havde vel nærmest forventet at se stuvende fulde restauranter og masser af mennesker generelt. For danskerne savner jo SÅ meget at komme ud – og især ud og spise, hvis man skal tro Dansk Erhverv og meningsfæller.

Det passer så bare ikke.

Ja, der var faktisk så god afstand på samtlige restauranter, at afstandskravet kunne have været 5, ja 10 meter uden problemer.

Og nej, det var ikke fordi, at folk flokkes om gynger og karruseller – eller skydetelte og andre boder. Tværtimod holdt flere forlystelser stille, mens billetkontrolløren sad og kiggede tomt frem for sig. Det må have været en lang aften at være på arbejde, som det nok også var i spilleboderne, hvor de ansatte stod lidt fortabte mellem bolde, pile, bamser og overdimensionerede chokoladeæsker.

For der var jo så få mennesker, at man kunne høre bygninger og forlystelser knage og knirke i vinden. Det er en trist lyd i en forlystelsespark. Og den rungende tomhed blev understreget af, at selv i de boder, der solgte slik, og hvor der normalt lugter af sukker, så man kan få et sukkerchok bare af at gå forbi, var der så stille, så stille.

Ja, selv på de mest sukrede steder i hele Tivoli kunne man dufte de mange smukke blomster, der som noget af det eneste er, som det plejer at være i Tivoli i maj måned: Tusindvis og atter tusindvis af tulipaner og andre blomster over hele Den Gamle Have.

Det var en fryd at skue – og dufte til. Og fordi der var så få mennesker, at man kunne høre fuglesang også, når man gik alene på stier og gange i Tivoli – og det gjorde man mindst 90% af tiden, måske mere.

Det gjaldt også nede ved aftenens uden sammenligning største oplevelse, nemlig Pantomimen – altså inden aftenens to forestillinger begyndte. For hvor folk kom fra, fandt jeg aldrig ud af. For der var som sagt stort set ingen i Tivoli, og vi var ikke mere end max 10 på bænke og græs, når aftenens to forestillinger startede.

Men da de sluttede, var der over 100 til den tidlige og over 50 til den sene forestilling. Mennesker i alle aldre, selv unge med mobiler, som ellers kan larme godt op. Men som ligesom vi andre blev opslugte af Pjerrots løjer og Harlekins og Columbines kamp for at få hinanden.

For det her var åbenbart, hvad folket ville have. Ikke mad på en tallerken, ikke forbrug, ikke tomme fornøjelser. Men åndelig føde. Suget efter kultur, efter det som nærer sjælen, er nemlig enormt hos mange danskere efter en lang vinter og nedlukning.

Det fik vi så i den gamle komedieform, som blev opfundet for flere pandemier siden. Og som holder endnu, fordi den fortæller den ældgamle historie om det at være menneske, om forholdet mellem generationer, mellem høj og lav – og om kærligheden.

Vi klappede derfor også begejstrede alle os, der sad i den kølige, men smukke forårsaften i Tivoli i går aftes – med fin afstand og nogle også med mundbind – selvom det foregik udenfor.

For danskerne – mange i hvert fald – passer på, og hopper ikke med på kapitalens forkrampede forsøg på at få det her til at handle om penge og forbrug og at løbe risikoen for mammons skyld. For det handler om liv og sundhed – og det ved vi godt. Fysisk sundhed, men også sjælelig sundhed.

Dér er håb – også selvom det er pengefolkene og de utilfredse, som medierne skriver om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk