Er Trykkefrihedsselskabet imod meningsforskelle? Ytringsfriheden har de nemlig droppet

Man skulle mene, at Trykkefrihedsselskabet gik ind for meningsforskelle og deres naturlige konsekvens, nemlig ytringsfrihed. Det hævder foreningen ihvertfald selv, at den gør … og det er også det, som den siger højt og tydeligt alle steder og til alle tider.

Men det er som bekendt ikke altid, at teori og praksis hænger sammen. Som i denne sag, hvor en i alle henseender (hvis Politiken ellers har alle oplysninger korrekt) fortræffelig ung mand med både uddannelse og frivilligt arbejde er blevet nægtet adgang til torsdagens arrangement på Christiansborg om … netop ytringsfrihed.  Et arrangement, som han ellers på helt almindelig vis havde købt billet til på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside:

http://politiken.dk/indland/ECE1902894/trykkefrihedsselskabet-naegter-ruc-studerende-adgang-til-debatmoede/

Jihad Taha, som den unge mand hedder, mener selv, at annulleringen af hans billet kan hænge sammen med, at hans navn er arabisk-klingende …

Da Trykkefrihedsselskabet ikke vil udtale sig om grunden til, at Jihad Taha ikke må komme med til arrangementet, men blot henviser til at de er en privat forening, der selv bestemmer, hvem de vil se – og måske især ikke se, kan man hverken få dén påstand af- eller bekræftet.

Men det klinger hult, at en forening, der sætter ytringsfrihed så højt – ihvertfald i teorien – ikke lukker en ung studerende ind, der hedder noget andet end Jensen, Holm … og Hedegaard.

For det må være logisk at antage, at der burde være højt til loftet i sådan en forening – hvis altså den virkelig hyldede friheden til at mene og ytre sig, som man har lyst til.

Man fristes derfor til at konkludere, at arrangementet på Christiansborg allerede på forhånd må karakteriseres som en eklatant fiasko. Ytrings- og meningsfriheden er nemlig med annulleringen af Jihad Taha´s billet allerede så langt bagud på point, at det ikke kan indhentes, uanset hvem der ytrer sig til arrangementet – og hvad de siger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det slører stadig … satire med mening

Satiriske programmer har en lang og velfunderet tradition i Danmark – og det nyeste skud på stammen er “Det slører stadig” på DR2.

“Det slører stadig” er et satireshow, der løfter sløret for et mellemøstligt pigeunivers som aldrig før set, som de fire piger selv skriver det på showets Facebook-side:

http://www.facebook.com/detslorerstadig

“Det slører stadig” er i en tid med meget stand-up og deraf følgende snak om pik og patter noget så vedkommende som satire med mening, med vid og bid.

I showet tager de fire piger, Ellie, Sara, Naghme og Ajlaf, alskens fordomme under behandling. Al forstillelse om tolerance og åbenhed i det danske samfund – og blandt danskerne, uanset om de er født i Præstø eller Palæstina – bliver revet væk som et let slør på en dansk sommerdag.

Som reporteren fra Dubai, der undersøger det danske frisind og – som efter at have fundet ud af, at danskerne synes bare bryster er ok, men at burkaer ikke er det – må konkludere: Kom kun til Danmark, hvis du kan lide at være nøgen …

Eller som den unge pige, der vil have en lejlighed, men ikke får den, da den “venlige” apoteker/sagsbehandler i Bodil Jørgensens skikkelse ikke vil overtræde hendes grænser. For i din kultur bor I mange sammen, også flere generationer, og det er bare så smukt. Så det skal du da også. Så kan du også sende flere penge hjem til Pakistan, som Bodil Jørgensens figur forklarer pigen … der i øvrigt vistnok slet ikke er pakistaner.

Eller reportagen fra Eid-festen, hvor en flok unge menensker sidder og hygger med kage, cola og fjernsyn, da tv-holdet ankommer for at reportere fra en Eid-fest for allerførste gang. Men der er problemer.

For sådan her går det jo ikke. Der skal være mavedans, etniske sange og yallah-yallah-råb. Ellers er det jo ikke en rigtig muslimsk fest, siger reporteren, og da de unge mennesker gerne vil i fjernsynet, giver de ham, hvad han vil have.

Og så er alle glade. For så kan reporteren glædestrålende meddele i sit indslag til tv-avisen: Der festes hårdt og voldsomt, når det er Eid. Det er ikke for sarte sjæle!

Efterfølgende er han også glad og siger til de unge mennesker, der igen sidder omkring sofabordet og ser tv med deres kage og cola indenfor rækkevidde: Det var godt, at vi lavede det om til mavedans, yallah-råb og etnisk musk. Det var meget mere muslimsk på den måde …

Og så er der de faste indslag som for eksempel Etnica Dating og den street-wise pige Latifah, der interviewer både museumsdirektører, professorer og politifolk i et forsøg på at forstå det danske samfund bedre – og give relevant viden videre til hendes trofaste seerskare, der tæller flere og flere.

Men man kunne godt ønske, at endnu flere så showet over det ganske land – fra Mjølnerparken til Middelfart, fra Tarm til Tisvildeleje.

For “Det slører stadig” er uden sidestykke det mest intelligente og mest relevante satire- show i dansk tv i øjeblikket!!! Det er satire med mening … og smil … uanset hvad side af sløret man befinder sig på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Habemus papam …

Habemus papam – eller på dansk: Vi har en ny pave …

Sådan vil det lyde en dag i løbet af foråret, når konklavet (sammenslutningen af kardinaler) i Det Sixtinske Kapel har valgt en ny pave, og den hvide røg traditionen tro  stiger op over Vatikanet og Peterskirken …

Men hvem bliver det? En hvid mand? En sort? En asiat? Ingen ved det. Det eneste man ved er, at det IKKE bliver en kvinde 🙂

Nå, spøg til side. Mens disse linier skrives, er det kirkepolitiske spil allerede gået igang. For valget af ny pave er vigtigt. Ikke kun for denne verdens ca. 1,2 mia. katolikker, men også for alle andre kristne …

For uanset hvilken kristen retning man tilhører, så kan vi alle relatere til paven. Paven er både en institution og den mest kendte og fremtrædende kristne på kloden.

Det er derfor mere end vigtigt, hvem der bliver pave i en tid, hvor religion og tro igen fylder markant mere end det har gjort i mange år, ja nærmest flere århundreder.

For 1900-tallet handlede ikke ret meget om religion. Det var samfunds-ideologiernes århundrede med kommunismen, fascismen og nazismen som de værste – og mest fremtrædende – repræsentanter. 1800-tallet var derimod nationalstaternes og den romantiske nationalismes århundrede kombineret med oprør og kampene om produktionsmidlerne. Og endelig drejede 1700-tallet sig om oplysning og videnskab – ihvertfald indtil Den Franske Revolution i 1789, der indvarslede 1800-tallets samfundsomvæltninger.

For vi skal helt tilbage til 1600-tallet´s optagenhed af menneskets frelse og de ulykkelige religionskrige i Europa for at finde den sidste periode, hvor religion for alvor spillede en rolle. Dengang i en version, hvor katolikker og protestanter slog hinanden ihjel på grund af uenighederne.

Men nu tyder meget på, at troen er på vej tilbage som stridspunkt i samfundet – og mellem mennesker. Denne gang dog ikke internt mellem de forskellige kristne retninger, men kristendommen set i forhold til andre religioner – og især i forhold til islam, som for første gang siden middelalderen igen spiller en markant rolle i Europa.

Det er derfor vigtigt, at den nye pave kan mestre kunsten at rumme og favne bredt, også andre religioner end den kristne. Samtidig skal han kunne sammenfatte og formidle, hvad det vil sige at være kristen i det tredje årtusinde e. Kr. – også selvom man ikke er katolik, men protestant, ortodoks, anglikansk og så videre.

For nok er paven katolikkernes overhoved først og fremmest i kraft af sin funktion som Peters direkte efterfølger. Men han er også den person, som alle kristne forholder sig til. Samt ham, som alle de andre – hvad enten de er muslimer, jøder, hinduer, buddhister og så videre – kigger på, når de skal vurdere, hvad det vil sige at være kristen – eller/og hvad den kristne verden mener.

Så det er vigtigt, at paven kan samle alle kristne – og ydermere kan forstå Europas specielle rolle.

For nok er paven udelukkende pave for alle verdens katolikker, men han bor midt i dét Europa, der i snart to årtusinder har været kristnet land – og dermed bliver det han siger om kristendommen, meget nemt opfattet som en status på kristendommens situation i Europa.

Og netop kristendommen har det svært i Europa.

EU vil ikke skrive kristendommen ind i forfatningen, selvom kristendommen og dens budskab er det, der ligger til grund for de værdier, som vi har i vores åbne, demokratiske velfærdssamfund.

Værdier som at tage sig af de svageste (elsk din næste som dig selv) og sikre alle medborgere lighed, frihed samt menneske- og borger-rettigheder. Nogle af disse rettigheder er så desværre truet, og her tænker jeg især på de dele, der fordrer, at dem, der har, deler med dem, som ikke har. Altså den kristne tanke om at dele jordens goder med sin broder (og søster).

Men lige netop det der med at dele og tage sig af hinanden er umoderne i et Europa, hvor landenes befolkninger i stigende grad vender ryggen til kristendommen, uanset om det er i den katolske eller protestantiske version.

Så der venter et stort arbejde for den kommende pave … og den nemmeste del bliver det arbejde, der ligger inde bag de lukkede døre i Det Sixtinske Kapel, inden den hvide røg stiger op, og meldingen går ud over verden:

Habemus papam

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Hedegaard … og vigtigheden af at kunne skelne

Et – sandsynligvis – politisk motiveret attentatforsøg på den islamkritiske debattør og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard har lige fundet sted på Frederiksberg.

Mens disse linier skrives, eftersøges gerningsmændene i Zoo, som er fuld af mennesker, fordi det nye isbjørne-anlæg åbner i dag.
Den del af affæren er en ren politi-sag … og formentlig senere en sag for retssystemet.

På samme måde er det indlysende, at en grundlovssikret rettighed som ytringsfriheden ikke er til diskussion. I det danske samfund skal vi kunne ytre os frit og sikkert. Punktum. Den pind skal der heller ikke koges mere suppe på.

Desværre vil netop spørgsmålet om ytringsfriheden nok blive (mis)brugt til den anden del. Til efterspillet, som der er grund til at bekymre sig om. For selvom motivet til attentatet stadig er ukendt, vil det nok ikke være forkert at gætte på, at det her har noget at gøre med Lars Hedegaards holdninger til islam.

Derfor vil alle dem, som hader islam, blot fordi det er islam, nu få nyt brændstof til holdninger som:

– Islam og demokrati er uforenelige størrelser
– Islam er en religion, der undertrykker og ensretter mennesker
– Islam opfordrer til brug af vold, om nødvendigt endda drab på dem, som ikke anerkender Islam og Allah´s overlegenhed

Og ja, der findes muslimer, som mener ovenstående: De kaldes fundamentalister!
Men nej, ikke alle muslimer er fundamentalister.

Faktisk er langt de fleste muslimer eksakt ligeså fredelige som alle andre. Ligeså  optaget af at leve et godt og virksomt liv med arbejde, familie og børn.

Derfor er det også vigtigt, at det her IKKE bliver et spørgsmål om islam – men et spørgsmål om accept og tolerance af hinanden.

For skal vi som samfund have en chance, skal vi kunne acceptere – ja, gerne beriges og glædes over – hinandens forskellighed.

Derfor skal vi også fordømme den eller dem, som udførte dette attentat. De anerkendte ikke Lars Hedegaards ret til at mene og ytre det, som han står for. For det er en ret, som han har – præcis ligesom alle mulige andre.

Men det er den eller de mennesker, som gjorde det her, som vi skal fordømme – ikke en hel religion!

Samtlige muslimer i Danmark kan ikke drages til ansvar for, hvad en formodet enkelt muslim eller få muslimer har gjort.

Derfor skal vi – både som individer og som samfund – kunne skelne imellem en forbryderisk handling som dette attentat og så en hel befolkningsgruppe, der deler en religiøs overbevisning.

For fordømmer vi islam på baggrund af hændelser som attentatet på Lars Hedegaard, er vi i holdningerne ikke bedre end den eller dem, som forsøgte at tage livet af Lars Hedegaard.

Så skærer vi også alle over én kam … og det du´r ikke.

Vi må og skal istedet holde mangfoldighedens og rummelighedens fane højt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Yde, nyde og snyde

Man skal yde, før man kan nyde, siger et gammelt ord.

En holdning, som Dansk Arbejdsgiverforening per definition er enig i. Og nu har de – igen – kastet sig over dem, som ikke kan få lov til at yde.

Danmark er nemlig det land, hvor det mindst kan betale sig at arbejde, siger Dansk Arbejdsgiverforening på baggrund af deres egen undersøgelse, hvor de igen angriber kontanthjælpen og andre sociale ydelser for at være altfor høje – og meget højere end de er det i vore nabolande.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-64005043:i-danmark-er-gevinsten-ved-arbejde-mindst.html

Nu skal man altid være varsom med at tro på tolkninger af tal. Er for eksempel de høje danske priser på mad regnet med i Dansk Arbejdsgiverforenings undersøgelse? For alt andet lige er det dyrere at leve i Danmark end det er i for eksempel Sverige.

Men lad os nu bare sige, at Dansk Arbejdsgiverforening har ret. At Danmark er det land i verden, som har de største kontanthjælpssatser og dagpengesatser og SU-satser og så videre – også målt i reel købekraft.

Så kunne man ligeså godt sige, at Danmark er det land i verden, hvor borgerne MINDST risikerer at måtte gå fra hus og hjem på grund af arbejdsløshed, sygdom og hvad der ellers kan ramme os allesammen.

Altså at Danmark er om ikke det mest, så dog et meget trygt land at leve i.

For vinklen er afgørende for debatten – og istedet for at klappe os selv på skulderen over at have indrettet et godt og trygt land, bliver det igen et spørgsmål om at sparke nedad og beskylde de svageste danskere for at være for grådige, for bare at ville rage til sig uden at yde.

Nyde uden at yde. Ja, nærmest både snyde og nyde!

Men det er ikke kontanthjælpsmodtageren eller dagpengemodtageren eller pensionisten eller SU-modtageren eller nogen af de andre på sociale ydelser, der er grådige.

Iflg. en undersøgelse fra Rockwool-fonden fra 2012 er det derimod den midaldrende, veluddannede og vellønnede dansker, der er den mest grådige. Simpelthen fordi han kan …

Kan betale det sorte arbejde, har boligen og bilen der skal ordnes – og en holdning om, at det er “jo ikke rigtig sort arbjede” og “vi skal jo også leve” …

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Sort_arbejde_i_Danmark.htm

Så nej, grådigheden skal ikke søges hos dem, der kommer fast på jobcentret. Men hos bedsteborgeren, der omtaler sig selv som samfundsstøtte og skatteyder …

Hos ham, der  sparker nedad og beskylder kontanthjælpsmodtageren for bare at ville nyde uden at yde … mens han selv sidder i en god stol og nyder den rødvin, som han har købt for de penge, som han snød statskassen for.

Ham, der ikke synes, at han snyder statskassen for noget ved at få lavet bilen og garagen uden regning – selvom det sorte arbejde i Danmark koster statskassen 48 milliarder om året!!!

For 48 milliarder kan man få meget velfærd – også og måske især i en tid med høj arbejdsløshed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kyndelmisse: Lysene tændes på Danmarksbloggen

I går, d. 2. februar, var det kyndelmisse – og Danmarksbloggen blev født.

Kyndelmisse, der betyder lysenes messe, er en kristen højtid, som man har fejret siden middelalderen. I den katolske kirke gjorde – og gør man det – ved at velsigne alle de lys, som skal bruges ved årets gudstjenester.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267017:Kyndelmisse–Kyndelmisse-varsler-lysere-tider

Og her: http://www.kristendom.dk/artikel/496259:Indfoering–Kyndelmisse-og-lysskikke-i-danske-kirker

Vi tænder altså vores lys her ved kyndelmisse-tide. Alle vores lys endda. Både dem, der er lavet af stearin og dem, der af lavet af drømme, håb og tanker.

For også ord kan være lys. Ja, ord kan måske i ganske særlig grad være lys.
Lys, der spreder oplysning, viden, tryghed og glæde i det mørke, som nu i mere end et årti har ruget over Danmark.
Et mørke skabt af mørkemænd og -koner, som konsekvent taler til den laveste fællesnævner. Til dén indre svinehund, som så let lokkes frem med lige dele spillen på frygten for alt, der er anderledes og den grådige egoisme.

Men nu vil vi ikke længere finde os i dét mørke! Vi vil tænde lys!
Lys, der stråler og taler om rummelighed og respekt, om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft.

Og de lys bliver flere og flere, som der skrives flere og flere indlæg her på Danmarksbloggen.
Indlæg, der gør os klogere på os selv og hinanden. Indlæg, der får os til at fatte håb om, at Danmark igen kan blive en nation, hvor vi er der for hinanden.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i.

Der er – og skal være – plads til os alle.
Lad os sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Velkommen til Danmarksbloggen

Kære Alle

Velkommen til Danmarksbloggen.
Bloggen, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

Bloggen, hvor almindelige danskere kan komme til orde og fortælle, hvordan det er at leve i Danmark.
Bloggen, der med indlæg, artikler, analyser og anmeldelser vil formidle seriøst og sagligt om Danmark og danskerne – og den danskhed, som der snakkes så meget om i disse år.

En danskhed, som mørkemænd og -koner sammen med regnedrenge og managementpiger altfor længe har haft patent på at definere.
Men det skal være slut nu.

For nu vil Danmarksbloggen arbejde på at fremme den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.
En danskhed, der handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

En danskhed, der er Danmark og danskerne værdig …
En danskhed, som vi alle skal være med til at definere og beskrive.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i …
Der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Hvis du vil kommentere et indlæg, trykker du blot på taleboblen – og så er ordet frit.
Hvis du selv vil skrive et indlæg, så send en mail til undertegnede på djt@doo.dk – og vi finder ud af det.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk