Forår søges …

I morgen er det jævndøgn. Forårsjævndøgn.

Så er dag og nat lige lange. Og som regel er foråret så godt i gang. Sidste år var det endda med mere end 15 grader og sol i disse dage.

Men ikke i år, hvor man føler sig mere i stemning til at citere Frank Jæger, når han siger: Sammen vil vi tålsomt vente … liden sol i disse uger  … is som tynger … sne som knuger … gjort os mindre … vi kan ingenting forhindre eller Jeppe Aakjær, der i “Sneflokke kommer vrimlende” skriver: Hun haler op i sokkerne og ser forsagt derud.

Begge digte foregår godtnok i februar og ikke i marts, men de passer så godt til det hvide vejr derude her ved jævndøgn, som knuger og tynger, og som man kun kan se forsagt ud på. Forsagt, lille og frysende som den blå anemone, der alligevel trodsede alt og kom frem i den fjendske zone – endda allerede 1. marts.

Og når den blå anemone kan, så kan vi også … som mennesker, som samfund.

For det er jo ikke kun i naturen, at vinteren bare bliver ved og ved. Det er også i samfundet, hvor en socialdemokratisk regering kaster hæderkronede principper baseret på medmenneskelighed og solidaritet over bord, således at den iskolde og umenneskelige vinter, som startede under den borgerlige regering, bare fortsætter og fortsætter.

Men det bliver forår, lys, sol, varme og blomster én gang. Dét er vi nødt til at holde fast i. Nødt til at tro på. Nødt til at arbejde for.

Vi må godtnok tålsomt vente på solen og de 15 grader i naturen, men i samfundet kan vi godt sørge for sommer året rundt – hvis vi deler goderne med hinanden.

Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit for at sprede budskabet om det gode og rigtige i et samfund baseret på medmenneskelighed og solidaritet – og du er altid velkommen til at give dit besyv med. Kommentér et indlæg – eller skriv selv et og send det til djt@doo.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen giver sammenhængskraft

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Menneskelighedens fallit under en rød regering

Hvor blev menneskeligheden af?

I Danmark har vi det for vane at have blå regeringer, der tænker på at skabe vækst indenfor det private erhvervsliv, og røde regeringer, der tænker på de svageste i samfundet.

Så når vi skifter regeringsfarve cirka hvert fjerde eller hvert ottende år, går det aldrig helt skidt for nogle af parterne.

I øjeblikket er der global finanskrise, og Danmark har en rød regering. Og dermed skulle der så være basis for at sikre de svageste i vores samfund …

Men sådan er det så ikke!

For modsat til hvad vi er vant til at se, så tager denne røde regering også et økonomisk ansvar. De prøver at skabe mange arbejdspladser på en måde, som ville gøre en blå regering grøn af misundelse.

Men hvad så med menneskeligheden?

Som det ser ud i øjeblikket tror regeringen selv på, at de kan skabe uddannelses- eller arbejdspladser til alle, der er i stand til at uddanne sig eller arbejde.

Men hvad vil regeringen gøre den dag, hvor det går op for dem, at de ikke kunne give alle et job? At de tilmed har fjernet en stor del af den i forvejen lave ydelse for kontanthjælpsmodtagere.

Tanken bag regeringens tiltag om at skabe uddannelse og arbejdspladser er da smuk. Men det er utopi at tro, at ALLE kontanthjælpsmodtagere kan komme i job eller uddannelse.

Der vil være nogen, som bliver ladt tilbage – på en kontanthjælp, som det ikke er til at leve eller dø på.

Men hvem tager sig nu af dem, hvor vi ikke engang længere kan stole på, at en rød regering tager sig af de svageste?

Menneskeligheden er dermed godt på vej til at gå fallit i det danske samfund.

For det er ikke længere kun under en blå, men også under en rød regering, at man sætter vækst højere end at passe på samfundets svageste.

Og dén mangel på menneskelighed er vort samfunds allerstørste problem.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Den blå anemone og junglesamfundet

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor, skriver Kaj Munk i “Den Blå Anemone”, som er en vise om at bryde frem og igennem på trods af modgang og kulde – men ikke kun på grund af egne fortræffeligheder, også og måske især fordi Skaberen, altså Gud, vil det.

Det er et smukt billede – og der er brug for dét billede i denne kolde tid, som suger alt saft og kraft ud af os.

For nok starter foråret i naturen og på kalenderen idag, d. 1. marts, men samfundsmæssigt er vi i gang med en meget lang vinter, der har varet endog endnu længere end Fimbulvinterens fem lange år.

En vinter, hvor menneskeforagt og råhed sammen med grådighed og egoisme har fået hovedrollen.

Så vi behøver i dén grad foråret. For varme og lys må der til, hvis kolde og beregnende hjerter skal smeltes. Og måske har vi allermest brug for det lys, der blev tændt i en stald for over 2000 år siden?

For er det ikke religionen, som vi mangler i nutidens resultatorienterede samfund, hvor menneskelige og åndelige værdier vægtes så lavt, at de ligefrem latterliggøres? Ja, i en tid med værdi-relativisme er det ikke god tone at sige det her – men jeg gør det aligevel: For er det ikke helt konkret kristendommen, som vi mangler?

For ser man på verdenshistorien bredt, opdager man, at kun i lande, der har kaldt sig kristne, har man forstået at deles om goderne. Ikke altid og ikke i alle kristne lande, men til tider og i nogle af de kristne lande. Og næsten altid i de lande, hvor man har ladet kirkens budskab om næstekærlighed stå side og side med en grundtanke om humanismen som den eneste reelle vej at vælge for et samfund.

Således i de nordiske lande, hvor de sidste mange årtiers velfærdsmodel har betydet tryghed fra vugge til grav.

Desværre er selvsamme model ved at blive lagt i graven, samtidig med at sekularismen vinder frem i samfundet, både i Danmark og i resten af Europa.

Religion og tro er nemlig ildeset i et Europa, som hylder det a-religiøse og sekularismen i en grad, så vores fælles, kristne kulturarv forlængst er røget langt ind i skammekrogen.

Nu skal vi sørme være sekulære og praktiske, lyder parolen, mens religiøse symboler forbydes i det offentlige rum i europæiske lande, som vel ret beset burde være frie – men som nu smider en mere end tusindårig kristen kulturarv over bord. En kristen kulturarv, der også sikrede humanismen gode betingelser.

Men som nu i takt med sekularismens fremmarch oplever hvordan humanismen også forsvinder. Og så er der ikke længere noget moralsk og etisk bolværk mod det barberi og det rå junglesamfund, som hele tiden ligger og lurer – og som i dag er så udpræget en del af tankegangen hos mange politikere og erhvervsfolk.

Kristendommen bør derfor anerkendes som den religion, der har givet os det værdigrundlag, som vi har bygget vores velfærd og vores humanistiske samfund på. For kristendommen har skabt de værdier, der har gjort, at vi har fordelt rigdommene til alle i samfundet, sådan så få havde for lidt og færre for meget.

Men nu forsvinder kristendommen som værdi-giver i Danmark og i Europa – og samtidig ændrer manges holdninger sig således, at man ikke længere føler nogen moralsk forpligtelse til at dele, til at tænke på dem, der er dårligere stillet end en selv. Grådigheden og egoismen har med andre ord fået det blå stempel.

Jeg skal bare skrabe så meget til mig som muligt og kun tænke på mig selv, er den nye devise i det sekulariserede Danmark – og det sekulariserede Europa, hvor jungleloven hersker. Et Danmark og et Europa uden den etik og moral som ligger i kristendommen.

Sådan et Danmark, sådan et Europa har ingen blå anemoner. Ingen poesi, ingen tro …

Det er de dødes land … landet hvor vilddyrene sidder og hvæser om, at enhver er sin egen lykkes smed, mens de med skarpe tænder flænser kødet af humanismens knogler og med tunge hove tramper alle religiøse symboler itu.

Men vi skal ville og turde troen og de levendes land … turde dele med hinanden, vise hensyn, være søde ved vores medmennesker – være mod andre som vi vil, at de skal være mod os.

For så skaber vi et samfund med både tro, poesi og humanisme, og her er der plads til både blå anemoner, røde roser, gule påskeliljer og hvide pinseliljer … her vil livsglæden og trygheden kunne blomstre og lyse som solen og det lysegrønne løv altid gør det her om våren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

12-årige vil også til SU-demonstration …

“Det fede ved at være dansker er at velfærden tager hånd om alle, så alle kan  tage en uddannelse,” siger elevrådsformand på Aarhus Katedralskole Matilde Lempert i nedenstående artikel fra Politiken:

http://politiken.dk/uddannelse/ECE1909412/elever-nedlaegger-undervisningen-regeringen-oedelaegger-det-fede-ved-at-vaere-dansker/

Ja, gid det kunne fortsætte så vel. Men de gyldne år er ved at rinde ud, og vi er på vej tilbage til et klassesamfund, som ingen kan være tjent med – slet ikke de unge.

Heldigvis kæmper den måske mest ansvarlige generation i årevis også imod med næb og kløer – og idag sker det på Rådhuspladsen kl. 15, hvor der er indkaldt til stordemonstration.

http://www.facebook.com/events/172169006225862/#!/events/522380317806402/

Kom og vær med – det bliver stort – det bliver betydningsfuldt.

Både for dem, der er unge i dag – og dem, der bliver det i morgen.

Jeg hørte således en 11-12-årig skolepige sige til en veninde i metroen:
Tror du, at du må få lov til at gå i demo for SU´en imorgen? Jeg må godt – og jeg vil også gerne. For det kommer også til at vedrøre os engang, så vi må være med til at kæmpe nu.

Det ville veninden gerne – og hun vidste, at nogen fra en anden skole også kom.

Så jo, der er en ungdom – og en næsten-ungdom – derude, der vil kæmpe for et Danmark, hvor man tør satse på Danmarks eneste råstof: Ungdom og uddannelse.

De bør støttes i deres kamp. Så enkelt er det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk faste – og et par hullede sko

Vi er midt i fastetiden …

Ikke at det har den store effekt i de flestes liv. Nogle få faster, som man gjorde det førhen, hvor fasten betød, at man ikke spiste kød, æg og den slags, men derimod efter datidens mening mere simpel mad som fisk og grød. Andre – og det er heller ikke ret mange – praktiserer en mere moderne måde at faste på ved at holde sig væk fra nutidens “hverdagsluksus” som for eksempel computer og tv.

Under alle omstændigheder handler faste om at forsage, at afstå fra denne verdens goder for derigennem at blive renset både i sind, sjæl og legeme, så man bedre kan modtage påskens vidunder.

Eller som det måske snarere er i dag: At blive renset ud i kroppen, så man kan føle sig bedre tilpas, føle at man har skabt en god balance mellem det fysiske og det åndelige. I en tid hvor de etablerede religioner er på tilbagetog er kroppen jo netop blevet manges private, lille tempel, der skal passes med nærmest religiøs omhu.

Men om det er den opstandne Jesus på korset eller en bedre samvittighed i forhold til ens egen krop, der venter efter fastetiden betyder kun noget for den enkelte, som faster. Samfundet i sin helhed er totalt upåvirket af fasten.

Men måske det kune være anderledes. For man kunne jo også indføre en faste, hvor man i hele fastetiden undlod at forfølge dem, der allerede ligger ned – men hvor det i stedet var acceptabelt – ja måske endda ønskværdigt – at rette skytset opad.

Opad mod alle med bugnende overskud, som tiltrods for diverse erklæringer om at være samfundsbevidste og socialt interessrede IKKE tager del i arbejdet med at gøre det danske samfund til et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Det kunne for eksempel være de virksomheder, som ikke bruger deres store overskud til at gen-investere i det danske samfund ved at skabe arbejdspladser i Danmark. Det kunne være bankerne, som hellere vil give deres aktionærer flere penge end låne penge ud til de iværksættere, der kan skabe vækst i Danmark.

Og listen over folk, som har mulighed for at gøre en forskel, men ikke gør det, er længere endnu. Ja, den er altfor lang.

For grådigheden trives så altfor godt i Danmark i disse år. Denne grimme grådighed, hvor det blot drejer sig om at rage til sig, få så meget som muligt til sig selv, så man  rigtig kan mæske sig i sin overflod.

Men denne grådighed, denne ragen til sig så man tilsidst for forstoppelse og kvæles, har ikke noget med fasten og forsagelsen at gøre. I stedet er grådigheden på alle måder fastens modstykke.

For faste er også ydmyghed og glæde over det enkle, over at dele og at kunne nøjes.

I katolsk tid var hver fredag året rundt en fastedag. HVER fredag skulle man altså være ydmyg, dele og nøjes med de enkle ting. Man skulle HVER fredag forsage alle de jordiske glæder: Visse typer af mad, alkohol og erotik.

Tænk hvis det kunne genindføres – eller rettere opdateres til vor tid efter devisen: HVER fredag hele året rundt må man udelukkende sparke dem, der er stærkere end en selv …

Så ville de høje stiletter og de pæne snøresko på direktionsgangene og på Christiansborg være nødt til at forholde sig ganske stille og rolige hver evig eneste fredag – og måske ville de så endelig se alle de andre sko, der er overalt i samfundet:

De fodformede andefødder, der passer på børn, syge og ældre, de hårde træsko med jord under, de udtrådte sneakers, der render rundt på gader eller universiteter, det gammeldags par pæne sorte sko med snører og en lille hæl som damen i bussen har på – samt den hjemløses sko, der engang var sorte, men hvor farven nu er slidt af, og der er kommet et par huller, og hælen er trådt skæv.

Så måske stilletterne og de pæne snøresko ville se for alvor – og forstå. Og så ville skoenes mennesker, vores politikere, måske få modet til at sætte barren højt og kæmpe for det fælleskabs-orienterede samfund, hvor ikke kun en del, men alle landets borgere kan leve og trives, fordi vi deles om de goder, som der er i samfundet.

Så vi slet ikke behøvede en ugentlig faste-sparke-fredag – men så vi i stedet alle sammen kunne sige hver eneste evige fredag: T.G.I. F.

Thanks God, it´s Friday

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Igen bliver rødt til blåt

For snart 1½ år siden var der mange danskere, der vejrede morgenluft.

Efter et årti med de blå ved bordet, skulle der endelig andre boller på suppen, følte alle dem, der jublede den septemberaften i 2011, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister.

For NU ville medmennskeligheden, anstændigheden og solidariteten vende tilbage, var holdningen hos de mange, der havde stemt den nye regering til magten.

Men sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod har den såkaldt røde regering, den første med deltagelse af SF, gang på gang ført en politik, der er så blå, at Lars Løkke ikke behøver at sige noget.

Det gør han så heller ikke. I hele 2012 var Venstres formand og den forrige statsminister således ikke på Folketingets talerstol een eneste gang. Og indrømmet, det er for dårligt, når man tænker på, at han er oppositionens leder. Men den tager vi en anden gang.

For værre er det, at den såkaldt røde regering gang på gang sælger ud af hæderkronede solidariske principper om at de brede skuldre skal bære de store læs.

Således også i den nye vækstpakke, som endnu engang er så blå, at man langt ind i de borgerliges rækker må sidde og klappe i hænderne over en regering, der gør det arbejde, som man ellers selv skulle have gjort.

Se indholdet af vækstpakken her:

http://politiken.dk/politik/ECE1908165/overblik-her-er-indholdet-af-thornings-krisepakke/

I en vækstpakke – og med en kontanthjælpsreform – hvor man igen lader de svage betale, mens de stærke slipper, kan man ikke lade være med at spørge: Hvor er medmennskeligheden, anstændigheden og solidariteten henne?

The answer my friend is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind, er det nærmeste man kan komme på et svar – og det er bare ikke godt nok, når det drejer sig om menneskers liv og levned!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks førende religion: Arbeit macht ein Mensch

Hvad afgører et menneskes værdi?

I dagens Danmark er det – tilsyneladende, udelukkende og desværre – menneskets evne til at arbejde!!!

Arbejdet er nemlig blevet en religion, hvor man kan dele folk op i de frelste, tvivlerne og de fortabte.

De frelste er de gode, de rigtige – dem, der får rigtige penge, altså en decideret løn for det arbejde, som de udfører. Det er A-holdet. Dem, som alle gerne vil lege med. Dem, som sidder forrest i kirken, undskyld samfundet, og gerne snakker højt op om, hvor meget de bidrager. At en stor del af dem så også gør, hvad de kan for at snyde systemet for derigennem at få mere til sig selv ved at få udført sort arbejde, undlade at betale moms og skat og så videre synes de frelste selv er helt i orden.

Så er der B-holdet. Tvivlerne. Dem, som med lidt flid – og held – og hvis de kender den rigtige præst, undskyld virksomhedsleder, kan komme på A-holdet. Det er dem, som nok arbejder, men som ikke får løn for det arbejde, som de reelt udfører – men istedet dagpenge, kontanthjælp og lignende. Deres arbejdsindsats er ligeså stor som A-holdets, men de vurderes ikke som gode nok til at få løn – og bliver det aldrig, hvis det står til en stor del af A-holdet, der ikke vil dele bare lidt af kagen med andre. Præsterne, undskyld arbejdslederne, kan derimod godt lide B-holdet. De kan nemlig bruges til at presse A-holdets lønninger.

Endelig er der C-holdet. De fortabte, dem uden håb. Dem som alle kan sparke til, fordi de allerede ligger ned. Det er de hjemløse, de psykisk syge, dem som ikke bare kan tage et arbejde af 117 grunde og alle de andre, som i disse år kaldes dovne og løgnagtige snyltere, der med vilje nasser på alle andre. De er de fortabte i denne Arbejdet-er-alt-verden, og der er altfor mange, som mener, at C-holdet skal nøjes med krummerne fra de andres borde – og tilmed være glade til.

Sådan ser billedet ud. Danmarks førende religiøse overbevisning, Arbejds-religionen, har allerede i mange år været højrefløjens foretrukne religion, men i de seneste år er det også blevet religionen i store dele af de andre partier.

Og så er samfundet først ilde ude. For så er fællesskabet og solidariteten væk. Og hvem skal så beskytte alle dem, der er bare lidt anderledes? Alle dem, som har brug for bare en smule forståelse for at få tingene til at hænge sammen?

For Arbejds-religionen er en religion med følgende mantra som trosbekendelse: Man skal – uanset om man er rask eller syg – yde, men kun hvis man er rigtig god, kan man få lov til at nyde.

Men hvem er så guden i denne arbejds-religion?

Det er ihvertfald ikke den kristne, næstekærlige Gud. Ham, der elskede verden og menneskene så meget, at han sendte sin søn herned – endda for at dø på et kors. Den søn, der blev ofret, for derigennem at sejre over døden og vinde livet og frelsen til os allesammen.

Nej, en sådan kærlighedens Gud møder man ikke i vor tids arbejds-religion. Her er der derimod tale om en Gud, som grådigt sluger alt, hvad hans disciple kommer med af “vi-knokler-røven-ud-af-bukserne-og-alligevel-skal-vi-betale-skat-det-er-bare-så-dårligt” samt “ja-os-der-arbejder-vi-holder-jo-hele-samfundet-sammen-så-de-andre-har-bare-at-være-taknemmelige-over-det-som-vi-vil-give-dem-for-vi-er-mere-værd-end-dem-og-derfor-skal-vi-også-have-mest-langt-mere-end-de-andre.”

Der var engang for ikke så længe siden syd for grænsen, hvor man også troede på, at nogle mennesker var mere værd end andre. De mennesker, som var mindst værd efter datidens normer i det store land sydpå, fik gule stjerner på tøjet og blev sendt i lejre, hvor der stod Arbeit macht frei. Det gav ikke rigtig mening. Langt de fleste af dem kom nemlig kun til lejren for at dø. For at blive dræbt af dem, som mente, at de var bedre end dem med stjernerne på.

I Danmark er der ikke nogen, der vil dræbe dem fra C-holdet – eller B-holdet. Ikke endnu ihvertfald.

Men vi befinder os på en farlig glidebane i disse år. En glidebane, hvor der i en krisetid skal findes – og også bliver fundet syndebukke, som det er i orden at kalde nedsættende ting som for eksempel Dovne-Robert og Fattig-Karina.

Men når det er i orden at omtale og behandle andre mennesker med så lidt respekt, så megen nedværdigelse og ydmygelse som man gør det med C-holdet og tildels også B-holdet, så skubbes til grænserne om hvad der er okay. Og det næste skridt bliver, at det er i orden, at de udsatte får dårligere betingelser end alle andre, for eksempel at de må vente længere på en operation.

For dem, der arbejder og tjener løn på det, har ifølge denne arbejds-religion nemlig altid førsteret til alting.

Og dermed er samfundet for alvor delt op i klasser – og derfra er vejen til deciderede overgreb på de svageste, også fysisk, kort.

Og det er derfor, at der skal råbes nu, hvor vi glider nedad – og direkte mod et samfund med altfor store forskelle. Der skal råbes – og råbes højt. For intet er mere farligt for et civiliseret samfund, som når samme samfund begynder at behandle dets borgere forskelligt.

Så er junglesamfundet for alvor på vej tilbage. Et junglesamfund, hvor uro og vold hører til dagens orden, hvor de stærkeste overlever og de svageste dør, mens resten hutler sig igennem.

Og det er det, som Danmark i øjeblikket er godt på vej tilbage til med en religion, der lever efter devisen Arbeit macht ein Mensh.

Vi bliver altså først et menneske, der skal tages hensyn til og tages vare på, når vi arbejder, er filosofien.

Men det paser ikke.

Se, hvilket menneske, som Pilatus langfredag sagde om Jesus, som gav og gav det hele af kærlighed.

For Jesus gjorde det modsatte. Han satte sig selv nederst, sammen med de udsatte. Han sled sig så meget op, at han døde af det. Men på denne kærlighed til sine medmennesker genopstod han også …

Som man kan læse det i Hans Anker Jørgensens salme “Se, hvilket menneske”:

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/68

Læse at det drejer sig om at invitere de fattige til fest, dele ud af brødet, drive kræmmerne ud og dermed få livsmodet og kærligheden tilbage, så vi kan leve i et for alle lifligt fællesskab.

Og det er det, som det drejer sig om, hvis vores danske samfund skal overleve. At vi deler med hinanden, at vi elsker hinanden. Og det starter altsammen med at vi ser hinanden som mennesker – som de menensker vi er.

At vi dropper ideen om at Arbeit macht ein Mensch.

For nok kan et menneske arbejde, og det vil stort set alle også.

Men vores værdi som mennesker ligger i noget så enkelt som at det, at vi er mennesker.

Deri ligger det hele, deri finder man respekten for og kravet på at vi alle behandler og bliver behandlet lige og ordentligt , uanset om vi er direktøren, skolelæreren, eller ham, der lever på gaden.

Og det kan være svært i et samfund som det nuværende, hvor sammenhængskraften i samfundet sammen med fælleskabet og solidariteten er under konstante angreb.

Men vi må råbe, vi må kæmpe. For det er ikke okay, at noget arbejde er en løn værd, mens andet arbejde ikke fortjener andet end kontanthjælp – og at nogle slet ikke må være med, men bare må klare sig selv på smuler.

Så der skal råbes!!! Der skal kæmpes, og det nu. Det er vores hele samfund, der er på spil, hvis vi fortsat skal kunne kigge på hinanden og sige

Se, hvilket menneske – og netop se et mennske og ikke et arbejdsdyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Barfoed forsvarer den sociale ansvarlighed, mens Liberal Alliance fastholder umenneskeligheden

Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle fremhæve en konservativ som forsvarer af social forståelse og ansvarlighed … men æres den, som æres bør. Og her er det faktisk ingen ringere end den konservative parti-formand  Lars Barfoed.

For han har 100% ret, når han i artiklen “Barfoed i angreb på Liberal Alliance: De har ingen forståelse for de svageste” fra BT´s hjemmeside i går d. 21. februar 2013 udtaler:

“Liberal Alliance vil markant nedsætte alle kontanthjælpsydelser og det er komplet socialt uansvarligt at gå så langt. Vi skal sørge ordentligt for de udsatte medborgere, der har det svært. Det går ikke, at vi bomber vores sociale system tilbage til stenalderen, siger Lars Barfoed.”

http://www.bt.dk/politik/barfoed-i-angreb-paa-liberal-alliance-de-har-ingen-forstaaelse-for-de-svageste

Barfoeds nyfundne sociale bevidsthed skyldes dog ikke, at de konservative generelt har udviklet sig i en mere social retning.

Nej, Barfoeds humanisme skal snarere søges i det faktum, at Danmark har fået et parti, som i den grad hylder jungleloven. Et parti for hvem selv den mest minimale minimalstat nærmest er en overformynderisk forsøgerstat, der bare hælder penge ud.

Ja, man kunne faktisk godt have dét parti mistænkt for at mene, at USA nærmer sig socialistiske tilstande, ihvertfald under Obama med hans sundhedsreform og hans ønsker om at give alle amerikanere anstændige levevilkår. Tsk-tsk, kan man næsten høre dem sige …

Men man kunne også bare kalde dem for det, som de er: Umenneskelige og grådige egoister, der mener, at de selv vil få meget mere ud af det, hvis de stærkeste får lov til at rage til sig uden grænser – og uden hensyntagen til andre.

Og de ville måske også få mere, måske endda meget mere. Men det ville være på bekostning af en masse andre mennesker. For det hører ingen steder hjemme i et – også under en finanskrise – veludviklet og rigt samfund som det danske at opføre sig som dette parti gør uafladeligt.

Patiet hedder Liberal Alliance, men burde hedde Liberal Grådighed og Umenneskelighed.

For både grådighed og umenneskelighed er der så meget af i det parti, at selv Scrooge fra Dickens “Et juleeventyr” virker human og forstående i en sammenligning – og det vel at mærke INDEN den menneskefjendske gnier får besøg af sin afdøde partner og møder de tre juleånder, der forvandler ham til et hjertensvarmt og godt menneske, der gladeligt giver af sin overflod.

Sådan er det ikke hos Liberal Alliance. Her giver man ingenting andet end spark nedad, når man angriber man alt, der bare minder om anstændig opførsel overfor vores medmennesker – og især de svageste.

Hvordan mennesker kan blive så følelseskolde, så egoistiske og så grådige som man ser det hos Liberal Alliance, hvordan man som opvokset i Danmark kan have så lidt forståelse for fællesskabet og den social ansvarlighed er altsammen noget, som jeg tror, at man skal overlade det til psykologer og sociologer at svare på.

Men måske det er let og ligetil, når begreber som fællesskab, empati, hensyntagen og ansvarlighed ikke er en del af ens verden, ikke er en del af ens livsopfattelse.

Det er det så heldigvis derimod af og til i de konservatives verden. Og det skal roses hele vejen herfra og til næste valgdag, hvor jeg håber, at flere borgerlige vælgere vil sætte krydset ved et parti, der – trods alt – er sig sit sociale ansvar bevidst.

Ihvertfald indimellem. Men det er stadig lysår bedre end det, som Liberal Alliance står for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen