Kategoriarkiv: Danske værdier

Holger Danske på Istedløvens gamle plads

Udgivet den af
3

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker, at Folketinget skal købe Holger Danske:

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1945623/pia-kjaersgaard-folketinget-skal-koebe-holger-danske/

Det kan man som dansker kun være enig i – uanset politisk ståsted. Så enkelt er det.

Men hvor skal Holger Danske i så fald placeres? Ja, et helt oplagt sted er den tomme plads bagved Tøjhusmuseet, hvor Istedløven stod indtil for få år siden.

For soklen står stadig tom og venter, men nu kan ventetiden snart være ovre. For nu kan vi placere gode, gamle Holger Danske dér.

Der er også en indlysende symbolik i, at stenversionen af den gamle kriger rejser fra Helsingør til København i disse tider, hvor dyderne i det danske samfund trues. Hvor fællesskab, rummelighed, tolerance og solidaritet så altfor let afløses af egoisme, junglementalitet og afstumpethed, både på gaden, i virksomhederne og på Christiansborg.

Så der er brug for Holger Danske, både ham i sten og så en hel masse Holger Danske-versioner m/k i kød og blod, der løfter ikke sværdet, men pennen og talens brug i kampen for et Danmark, hvor der er plads til os alle – uanset om vi hedder Fatima eller Pia, går med kalot eller tørklæde, er ateist eller beder rosenkrans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolelærernes demonstration gik lige i hjertet

Udgivet den af
2

I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Udgivet den af
2

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Empati og magt: Naturlige modstandere eller …?

Udgivet den af
1

Er det en naturlov, at empati og magt er hinandens modstandere?

På den ene side er der de mennesker, der er empatiske, rummelige og med forståelse for andre end dem selv og det, som de selv mener. De mennesker er varme, skønne mennesker at være sammen med, men de har sjældent nogen magt.

På den anden siden er der så dem, der søger – og ofte også tilriver sig magten. For magt er ikke noget, som man får. Det er noget, som man tager – og tit både voldsomt og brutalt, og måske er det derfor, at magtens mennesker i reglen er dem, der ser verden fra ét synspunkt og med én kode: Deres egen!!!

Så det er nærliggende at konkludere, at magt og empati er naturlige modsætninger – og også modstandere i valget af livsfilosofi og måde at være menneske på, måske især i forhold til ens medmennesker.

MEN skal verden og samfundet have en chance, så må de empatiske til at komme op på hesten og få lidt af det killerinstinkt, som magtmenneskene har i overflod. For ellers så ender det med, at de endimensionelle magtmennesker styrer samfundet – og dét vil være til skade for os alle sammen.

For den anden mulighed eksisterer ikke: Nemlig troen på at magtmenneskene kan gøres mere empatiske. Den idé er ligeså naiv som at tro, at man kan stole på, at den gale hund ikke lukker de skarpe tænder sammen og bider. Men den bider – hver gang, og det samme gør magtmenneskene, når de får lov.

Og det er så dér, hvor samfundet er idag. Så der kaldes nu – kaldes for alvor på de empatiske mennesker, der vil mere end egen magt og vinding. De mennesker, der vil det gode og livsbekræftende og givende – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet.

Nogle kalder dem drømmere og fantaster, andre kalder dem nedladende og grimme ting, men de fleste ryster bare lidt på hovedet og går videre opslugt af sig selv og deres egen verden – og ensomhed – skildret præcist på det maleri af Edvard Munch, der hedder “Aften på Karl Johan”.

Jeg kalder de empatiske for de eneste rigtige realister. For skal samfundet bestå som ét sammenhængende samfund, hvor vi er der for hinanden, så skal vi hjælpe, støtte og berige hinanden. Og det gør de empatiske så langt bedre og så meget mere end noget egocentreret magtmenneske nogensinde kunne være i stand til.

Så der kaldes nu – kaldes på alle, der lytter med ørene, ser med øjnene, tænker med hjertet  og efterlever i hverdagen og overfor både ven og fremmed. Og en af de stemmer er Danmarksbloggens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Udgivet den af
1

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole 

Det er påskesolen, der danser

Udgivet den af
2

Påsken i Danmark anno 2013 er – som så mange gange før – en vinterlig og kold affære, og derfor er det helt forståeligt, at danskerne for ca 150 år siden flyttede den dansende sol fra påske til pinse, hvor temperaturerne ofte er mere behagelige.

Men det er altså påskesolen, der danser – danser af glæde over at Jesus er genopstanden. Læs mere her:

http://www.kristendom.dk/artikel/502985:Indfoering–Paasketraditioner–Det-er-paaskesolen–der-danser

Om der så blev danset i morges bag sneskyerne vides ikke. Hvad vi derimod ved er, at vi har brug for en genopstandelse her til lands. En menneskelighedens genopstandelse, hvor omsorgen for de svage, solidariteten med hinanden og respekten for dem, der er andeledes vender tilbage for fuld skrue.

Når det sker – for det MÅ ske én dag – så skal der danses, i sol eller sne, forår eller efterår … For så bliver det i sandhed påske!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vil du betale for at gå til lægen? Historien om den skjulte lægekonflikt

Udgivet den af
1

Aviser, tv og alle andre medier svømmer over med lidt nyt, men især gentagelser af allerede gamle argumenter og hændelsesforløb i den igangværende konflikt på skoleområdet. Og vel er det da vigtigt med hvilke rammer, der skal være om vores børns undervisning. Viden er som bekendt det, som vi lever af i Danmark.

Men i første omgang skal vi leve … og til dét behøver vi et godt helbred. Og her er de praktiserende læger krumtappen i arbejdet med at sikre et generelt højt helbredsniveau i Danmark, og sådan har det været i årtier.

Men nu er denne fantastiske ordning truet. For cirka fem måneder siden afbrød regionerne aftaleforhandlingerne med de praktiserende læger – og siden er der ikke sket noget.

Lægerne har derfor skrevet nedenstående åbne brev, hvor de opfordrer sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at henstille til regionerne, at de vender tilbage til forhandlingsbordet:

http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_visningsType=1&public_nyhedsId=87215

Det vil Astrid Krag imidlertid ikke. Den sag må parterne selv om, er meldingen. Gad vide, om hun ville sige det samme, hvis der var bare halvt så meget medieomtale af denne konflikt som der er om lærernes? Sikkert ikke. Populismen har hæderkronede dage.

Men det er bare ikke ok. For hvis parterne ikke finder en løsning, kan resultatet være, at danskerne – ihverfald i en overgangsperiode – selv må betale for lægebesøg.

Og dét vil være mange gange mere alvorligt end om børnene skal gå i skole to timer kortere eller længere. For det vil betyde, at folk kommer senere til lægen. Og dermed bliver det på sigt dyrere for samfundet, da den enkelte bliver både mere alvorligt syg samt syg i længere tid. Og for den enkelte kan det være katastrofalt.

Helt galt bliver det, hvis der indføres en fast praksis om egenbetaling hos den praktiserende læge. Det vil skabe en social slagside i det danske samfund, der vil være så stor, at den for alvor tuer med at vælte de sidste rester af det solidariske, rummelige og tolerante Danmark, som måske idag mere er en drøm end så meget andet.

Men en drøm, som vi er mange, der drømmer med på – og som derfor stadig har en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodbold, håndbold, tennisbold og national selvfølelse

Udgivet den af
2

Ja, ja – jeg ved godt, at det hedder tennis og ikke tennisbold.

Men ordet tennisbold er nu velment alligevel, da bold i fodbold, håndbold og tennisbold viser hen til, at de her sportsgrene drejer sig om at spille med en bold, drejer sig om leg og fællesskab.

Eller det vil sige: Det handlede det om engang, og det gør det stadig (nogle gange) i skolegården og i fritiden. Men professionelt er sport ikke længere et spørgsmål om at lege og have det sjovt – og måske tjene nogle penge samtidig.

Idag er sporten blevet iskold business og strategi, hvor det drejer sig om de enorme tal på bundlinien. Så det er kun naturligt, at spillerne i reglen ser ret beklemte ud tiltrods for de store penge, der er i sporten for de dygtigste og heldigste af dem.

Men publikum er ligeglade med pengene.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at publikum dropper ud som tilskuere til fodboldlandsholdets kommende VM-kvalifikationskampe som den der skal spilles i Parken i aften.

For nok vil alle helst se deres favorithold og yndlingsspiller vinde, men vi vil også se gejst, begejstring og spilleglæde – og især når det drejer sig om landsholdet i fodbold, der, uanset hvad man synes om fodbold, samler nationen.

Der skete nemlig noget med danskerne dén sommeraften i 1992, hvor vi blev Europamestre i fodbold ved at slå Tyskland 2-0 på Nya Ullevi Station i Göteborg. Dén sollyse juni-aften forvandt vi nederlaget ved Dybbøl i 1864 og turde igen tro på os selv som en nation, der ville blive lyttet til ude i den store verden.

Det forpligter altså at være landshold – og især i fodbold drejer dét at være træner og spiller sig om andet og mere end sport. Er man på det danske landshold, skal man være parate til at levere følelser og oplevelser, og give folket en oplevelse af “at vi er Danmark – allesammen.”

“Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side,” som vi stadig synger dét i VM-sangen fra 1986.

For sport er national selvfølelse og sammenhængskraft, der, når den leves ud som den blev gjort det i 1992, faktisk er god og samler Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Røde læber og en præst, der har misforstået demokratiet

Udgivet den af
1

Præst fra Vester Vedsted ved Ribe Uffe Vestergaard Pedersen har skrevet et læserbrev om de unge politikere, som han mener er for unge til at tage politisk ansvar:

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/article5270049.ece

Så langt, så godt, selvom erfaringens værdi altid kan diskuteres. Spørgsmålet er vel snarere, hvad man bruger erfaringen til – og om man på anden måde kan tilegne sig viden, der er ligeså brugbar. Nye ideer er ofte også gode i politik.

Men det drejer læserbrevet sig kun om til at begynde med. For præsten kommer snart ind på hans virkelige ærinde: De røde læber og de unge, kvindelige politikere, hvor han skriver: Citat begyndt: “Smukke unge kvinder, to af de rømmede fra SF, forførende øjne som en Astrid Krag og flere til. Hvem kan ikke fornemme det helt ned i tæerne? Læber med rødt, som enhver rigtig mand ved, hvad kan bruges til.” Citat slut

Det er direkte diskriminerende, og sagen har dermed ikke længere noget som helst at gøre med politisk ansvar eller politikeres alder og erfaring.

Tværtimod er der her tale om en præst, der tilsyneladende distraheres så meget af kvindelige politikeres røde læber, at præsten har et problem med at skelne mellem politik, og hvad der gør ham liderlig.

For hvis det forholder sig således, at Uffe Vestergaard Pedersen ikke kan tåle at se en ung kvinde med røde læber udtale sig om politik uden at blive seksuelt opstemt, ja så er det ham – og ikke de unge, kvindelige politikere – der har en udfordring.

Så er det præsten, der har et problem, som man ellers normalt kun finder hos pubertetsdrenge – og ikke granvoksne mænd med embede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere burlesque, tak …

Udgivet den af
2

Burlesque!!! Er det ikke en avanceret form for striptease i dekadencens og kunstens hellige navn?

Ikke rigtig, selvom der af og til tages tøj af. Men der tages også tøj på. Under alle omstændigheder er burlesque først og fremmest en leg, et eksperiment, hvor den udøvende burlesque-kunstner leger med roller og grænser, både seksuelle, men også fastlåste opfattelser i samfundet – og hos kunstneren selv. For i burlesque er den udøvende hele tiden på vej, hele tiden søgende.

Burlesque startede for alvor i Englands stærkt opdelte klassesamfund i sidste halvdel af 1800-tallet, i Victoria-tiden, hvor seksualforskrækkelsen var voldsom stor – samtidig med at der var meget snævre rammer for, hvad der var normalt, og hvordan mænd og kvinder skulle opføre sig.

Senere i de brølende 20´ere, hvor verden stod i et vadested, en omvæltningstid, fik burlesquen nærmest vinger. Der var brug for nogen, der stillede spørgsmålstegn ved alt det etablerede, nogen der turde udfordre de etablerede grænser, ja nærmest stille krav om tolerance og rummelighed i en verden, der søgte efter holdbare værdier at bygge liv og levned på.

Så kom 2. verdenskrig med alt dens gru, og burlesquen gik lidt i glemmebogen. Men den blomstrede op igen – og trives i vor tid bedre end i mange år. Verden er også igen i et vadested, en periode hvor de gamle systemer står for fald, og noget nyt skal bygges op. Og igen er der mørkemænd og -koner, som ønsker alting – også menneskene – låst fast i snævre definitioner af, hvad der er rigtigt og normalt.

Det har vi ikke brug for. Vi har derimod desperat behov for mennesker, der insisterer på at lege, på rummelighed og tolerance, på at stille spørgsmål og fortælle historier, på frihed til både dem selv og alle andre. De mennesker har vi så meget brug for som en ørken trænger til vand.

Nogle af disse mennesker er de udøvere af burlesque, der mener, at også nutidens burlesque – neo-burlesque eller new burelesque – skal være et spørgsmål om at vende op og ned på alting …

Så mere burlesque, tak … der er brug for det, måske endda også erotisk 🙂

Og tak til dem, der udøver det. En af disse er briten Christian Van Schijndel, som bor i Danmark, og som åbnede mine øjne for sammenhængen mellem et samfund i et vadested, en tid med store forandringer og så burlesque. Tak, Christian.

Læs mere om ham og se de mest fantastiske fotos her: www.thegentleman.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk