Kategoriarkiv: Danske værdier

Troværdigheden sættes i spil i Folketinget

Udgivet den af
2

Når det nye folketingsår skydes igang til oktober, bliver det med en ny slags debatter. Nemlig de såkaldte topdueller, hvor statsministeren hver anden tirsdag mødes i direkte duel med oppositionslederne:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/05/28/0528062132.htm

Og selvom den nye debatform næppe bliver ligeså livlig og animeret i Danmark, som tilsvarende debatter har tradition for at være det hos forbilledet det engelske parlament, hvor der både hujes, buhes og jubles under en debat, så er der alligevel tale om en ny måde at debattere på i det danske folkestyre.

En mere retorisk måde at debattere på, hvor ikke kun det man siger, men også måden man siger det på, spiller en stor rolle.

Hvor samtlige oldgræske ingredienser i en debat, nemlig logos, patos og ethos, igen kommer til ære og værdighed.

Logos, som er ordet – altså det talte, fakta og holdninger formidlet sagligt og nøgternt. Logos er også den måde, som det danske folkestyre tro mod sit protestantiske og grundvigianske grundlag virkede på i sine første godt 160 år.

Patos, som er følelser og stemninger. Den henstand, som tilhørerne sættes i ved at høre synspunkter og argumenter. En ingrediens, som til dels er blevet brugt også før de nye topdueller, men anvendt langt mere, når der skulle hverves stemmer end i debatter i selve Folketinget.

Og så endelig ethos, som er den troværdighed, som den der taler har hos modtagerne. Jo mere troværdig personen virker, jo højere ethos.

Ethos er defor også noget, som folketingspolitikerne altid har haft – eller ikke har haft –  hos befolkningen, mens relevansen på Tinge har været meget begrænset i en debatform, der især i de seneste årtier har givet meget forudsigelige debatter.

Så det bliver spændende, både retorisk og politisk og på alle andre måder at se, hvad der sker, når logos, patos og ethos skal foldes retorisk ud i Folketinget til efteråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
2

For godt en uge siden fejrede vi Danmarks befrielsesdag – og idag er det mors dag. En kommerciel dag, hvor blomster og chokolade fylder mere end det burde.

Hvor historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende. Så her kommer historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

I dag er det fem år år siden, at hun døde.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave det syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Et syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler sagde det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv. Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

200-årige Kierkegaard skal læses

Udgivet den af
2

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænd lys i vinduerne i aften

Udgivet den af
3

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Revolutionen er aflyst – igen

Udgivet den af
2

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Udgivet den af
2

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

De varme hveder – og et folkeligt pres

Udgivet den af
2

Historien om de varme hveder handler om bagernes eneste årlige fridag – og om at et folkeligt pres reddede helligdagen …

St. Bededag er en dansk helligdag, der blev indført i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededage i een eneste stor bededag – deraf navnet. Det er altså ikke en hverken særlig katolsk eller speciel protestantisk dag, men en praktisk måde at klare en masse bededage på, så der var mere tid i løbet af året til nyttigt arbejde.

At St. Bededag så også overlevede Struenses helligdagsmassakre små 100 år senere, hvor livlægen skar antallet af helligdage ned fra 22 til de nuværende 11 om året, skyldtes københavnerne.

Folk i København, som dengang var en lille by indenfor voldene, holdt meget af St. Bededag, hvor de om aftenen netop gik på de volde, der dengang var rundt om hele byen. I dag er der kun Kastellet, Christianshavns Volde og Tivoli-søen tilbage af de herligheder.

Men altså: Der gik københavnerne i den lyse forårsaften og hilste på hinanden, inden de gik hjem til teen og de varme hveder. Hveder, som bagerne lavede særlig store netop denne dag, da de også ligesom alle andre skulle bruge dagen efter på at bede. Bagerne kunne derfor ikke arbejde St. Bededag, så folk kunne dagen før (altså St. Bededags aften) købe ekstra store hvedeboller eller hveder, som det hed dengang.

Meningen var, at hvederne kunne gemmes til selve St. Bededag, så man også havde frisk brød dér – men det var folk ligeglade med. De ville gå på volden i den lune forårsaften, se på blomster og lysegrønne blade, høre kirkeklokkerne, hilse på deres venner og så komme hjem til de varme hveder og teen.

Og det betød så meget for københavnerne, at Struense simpelthen ikke turde røre St. Bededag, da han omkring 1770 skulle finde en masse helligdage, der kunne afskaffes, så der var mere tid til arbejde og at gøre nytte. Man var simpelthen bange for oprør fra københavnernes side. Et oprør, som var det sidste livlægen havde brug for i sit arbejde med at styre København – og dermed også Danmark – på vegne af Christian d. 7.

Så derfor holder vi stadig St. Bededag – og spiser stadig varme hveder, uanset om man går på voldene eller ej, bor i København eller ej, gør oprør mod vores tids Struenser eller ej.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267173:Store-bededag–Store-bededag-er-de-varme-hveders-hoejtid

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk