Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk?

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk? Og bliver man mere dansk, hvis man tit og ofte nedsvælger enorme mængder alkohol?

Det er der mange, der mener – især i de generationer, der er over 30 år, og som ikke kan tænke sig en weekend uden rødvin, øl og/eller stærke drinks.

Sådan har det været lige siden vikingetiden, vi danske, vi drikker – og drikker meget, lyder argumentet med henvisning til fortidens kæmper, der bællede mjød i en grad og et tempo, som kun nutidens hardcore weekend-rødvins-øl-drinks-drankere kan konkurrere med.

Og ja, siden vikingetiden gik det slag i slag med drikkeriet op gennem Danmarkshistorien.

I middelalderen drak således både børn og voksne øl i stedet for vand. Vandet var fuld af alt muligt, som man blev syg af, så man drak øl istedet, dog øl med mindre procenter end der er i nutidens øl.

I renæssancen drak Christian d. 4 enorme mængder af alkohol, både øl og rhinskvin, sammen med sin søn, den udvalgte prins Christian, der døde af skrumpelever og druk, inden han blev konge. Han tålte ikke de våde varer ligeså godt som faderen.

Senere i 1700-tallets oplysningstid drak alle – men især bønder og andre udsatte – snaps, øl og andre stærke drikke for at holde deres slidsomme og hårde liv ud, som Holberg så mesterligt har beskrevet det i “Jeppe på Bjerget”.

Og op gennem 1900-tallet blev hygge synonym med først det danske smørrebrød, øl og snaps, og senere med grill og rødvin.

Så ja, det er en dansk tradition at drikke alkohol. Drikke for at hygge sig, drikke for at være fri og slippe hæmningerne, drikke for at holde livet ud, om man så skal dø af det, hvad mere end 6000 danskere gør om året. Det er mere end ti gange så mange, som der dør i trafikken.

Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker en fjerdedel af danskerne også over den anbefalede minimumsgrænse, som er 7 genstande for kvinder og 14 for mænd om ugen – og aldrig mere end 5 genstande af gangen.

Dertil kommer så de 10% af danskerne, der drikker over højrisiko-grænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.

http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Alkohol.aspx

Og det er langtfra kun ham på bænken, der drikker. Det er især alle de andre. Dér er misbruget bare accepteret, fordi det jo sker i venners lag eller familiens skød i weekenden. Og den tirsdag aften, hvor man da liiiiiiiige skal have sig en flaske vin … eller den onsdag eftermiddag, hvor man snupper sig et par øl eller fem med kollegaerne. For det er jo SÅ hyggeligt …

Eller er det nu så hyggeligt? For det på overfladen så “muntre” og “hyggelige” alkohol-liv har en skyggeside. Altfor tidlig død, altfor mange dårlige leveår, altfor mange sygdomme og mere end 120.000 børn, som vokser op i familier med alkoholproblemer.

Så nej, alkohol er ikke hyggeligt.

Og nej, bare fordi danskerne har drukket sig igennem et årtusinde, behøver det ikke fortsætte. Vi kan godt ændre vores drikkekultur – og samtidig være danske. Vores danskhed ligger ikke på bunden af en flaske, men findes i mødet og omgangen med vores medmennesker.

De unge er igang. Se her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/07/12/222514.htm

Dét er positivt. Nu mangler vi blot at få de ældre med på vognen, vandvognen. For man kan godt hygge sig og være fri uden alkohol.

Dermed ikke være sagt, at man aldrig skal nyde et glas vin eller en øl. Selvfølgelig kan man det – men med måde.

For der er en verden til forskel på – af og til og gerne med ugers mellemrum – at nyde et enkelt glas, og så dette at lade alkohol og hygge være hinandens siamesiske tvillinger, som altfor mange danskere gør det idag.

Man kan måske endda hygge sig mere og bedre, fordi man er ægte – og det er én selv og ikke et selv influeret af Rhône-vinen eller Carlsberg-øllen eller Smirnoff-vodkaen, der taler.

Man er ihvertfald mere fri, når ens livsglæde ikke afhænger af procenterne i en flaske, men af en selv og ens familie og venner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En kamp på umenneskelighed

Sommeren er agurketid. Det politiske liv på Christiansborg er sat på pause. Der er derfor god plads til, at pauseklovnene kan boltre sig i mediernes søgelys. Og denne sommer er ingen undtagelse fra dén regel.

Årets første stunt kom Venstres fungerende politiske ordfører Inger Støjberg med, da hun i kroniken “Jeg maler gerne profeten på min husmur” i Politiken skrev, at Danmark var danskernes land, og at man som tilrejsende til Danmark skulle “udvise respekt for – og ønske om inddragelse i – vores måde at leve på”.

http://www.bt.dk/politik/stoejberg-danmark-er-danskernes-land

Det fik straks DF´s værdiordfører (ja, den titel har de faktisk hos Dansk Folkeparti!) Pia Kjærsgaard til at sige: “Det er for tyndt, det Inger Støjberg kommer med. Det lyder meget godt, men vi vil kræve meget mere konkrete udspil, når vi får flertallet igen.”

http://www.bt.dk/politik/pia-kjaersgaard-det-er-for-tyndt-inger-stoejberg

Og så gik kampen ellers i gang mellem de to damer. En kamp på umenneskelighed. En kamp, der kunne have været ganske underholdende, hvis ikke den havde drejet sig om noget så grundliggende som holdningen fra det politiske etablisment til borgere i det danske samfund.

For selvfølgelig skal alle, der bor og lever i Danmark, respektere ytringsfrihed, demokrati og lige ret. Dét siger sig selv. Det behøver man slet ikke debattere.

Hvad man derimod kan – og bør – debattere er dette, at to politiske sværvægtere udstiller en hel gruppe mennesker – her muslimerne – som værende ude af stand til at begå sig i det danske samfund istedet for at at opfatte hvert eneste menneske som et unikt og selvstændigt individ.

For dét er særdelses bekymrende – og urovækkende.

For det er ALDRIG en bestemt religion eller en bestemt nationalitet, der er et problem. Det er derimod ALTID enkeltindivider, der tror på, at de alene vide – og at alle andre tager fejl.

Derfor har d´damer Kjærsgaard og Støjberg også ligeså store problemer med at respekere andre som salafisten og sharia-tilhængeren Adnan Avdichar har, når han siger at “ytringsfriheden er lig med had til islam! Det er hende, der skader integrationen. Inger Støjberg skal forlade Folketinget, for hun skaber bare endnu mere had.”

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2036564.ece

For sagen er meget enkel: Vi skal respektere hinanden – allesammen. Og så er dén ikke længere, heller ikke selvom det er sommerferie, ramadan og der kun er to dage til Bastilledagen. For nej, vi behøver ingen guillotiner, hverken fysiske eller mentale. Vi behøver rummelighed og tolerance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den danske sang hedder også Fatima og Rebecca

Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, synger vi i sangen ”Den danske sang,” der er en storslået hyldest til Danmark, som blandt andet beskrives med ordene: Det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus.

Billedet er det samme i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor der henført synges om pigernes latter og lyse hår, og om øjnene blå som vand i vår, mildt om et evigt Danmark spår.

Men i vor tid kan den danske sang også hedde Fatima og gå med tørklæde og være brunøjet … eller være mørkhåret med grønne øjne og hedde Rebekka og have en jødestjerne om halsen … eller noget helt tredje.

For vi bor her allesammen, og vi er allesammen fælles om de lyse nætter, som i øjeblikket står koglende udenfor vores vinduer og lokker os derud i deres blå tryllelys med de mange drømme om kærlighed og lykke.

Som vi synger det i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor det netop betones at: Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.

For lykken, de lyse nætter og det at være dansk gælder os allesammen, alle os der bor i Danmark.

For alle os der bor her på de danskes øer, vi er alle danskere, som historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rød, blå eller grøn: Sammenhæng og vision søges

En rød regering, en blå opposition, en grøn politik.

Der er mange farver i dansk politik, men få nuancer. Alt gøres op i sort og hvid, i letfattelige overskrifter.

Men der mangler vision. Der mangler sammenhæng og overblik. Mange beslutninger tages ad hoc under hensyntagen til dagens hotte emner – og hvem der nu har lobbyet mest og bedst.

Men hvor er visionen, drømmen – den som vi alle kan drømme med på? For i virkeligheden vil vi jo alle, røde, blå, grønne, i bund og grund det samme:

Et Danmark, hvor vi alle lever og trives …

At vi så ikke er enige om farver og nuancer, er jo blot en berigelse, en styrkelse … hvis vi kan rumme hinanden og se forskellighederne som en berigelse.

NU kommer sommerferien, og der bliver stille på den politiske scene. Alle, også politikerne, går på sommerferie. Nogle skønne uger med afslapning – men også lejlighed til at lægge i hængekøjen og filosofere – venter.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – og måske især de danske politikere – til at gå et spadestik dybere end dagens avisoverskrifter og tænke over, hvor de er på vej til at føre Danmark hen.

For er det Danmark, der skabes i disse år, dét Danmark, som vi ønsker? Eller ønsker vi et andet Danmark?

Et Danmark med sammenhæng og visioner – og helst i den form, der inddrager alle farver, så landet kan stråle som en anden regnbue.

Danmarksbloggen vil derfor hver onsdag i juli komme med en inspiration til de politikere, der i denne skønne sommermåned har tid og rum til at tænke de dybe tanker, drømme de store drømme.

Så følg med hver onsdag her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

Denne weekends store, danske begivenhed er hverken metalmusik-eventen Copenhell, hotdogmesterskabet i Silkeborg eller Tom Kristensens 117´ende forsøg på at slå sin egen rekord i 24 timers-løbet på Le Mans-banen. Det er derimod Folkemødet på Bornholm.

Alt og alle indenfor politik, interesseorganisationer og medier kommer, som man kan se det på Folkemødets hjemmeside:

http://www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/de-kommer-i-2013.aspx

På Folkemødets hjemmeside kan man også læse følgende:

“Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.”

Samt: ” Formålet med Folkemødet er: 1) at understøtte den demokratiske dialog, 2) at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer, 3) at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen og 4) at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.”

Folkemødet handler altså om demokratiet, dialogen og de åbne rammer som levende platforme, hvor politikere, organisationer og borgere kan mødes og tale sammen om i  hvad retning samfundet skal udvikle sig. Og det er jo herligt og godt for demokratiet. Det kan alle kun være enige om – også her på Danmarksbloggen.

Men – for der er et men, og det er endda et stort men: Dette fantastiske folkemøde finder altid sted på Bornholm. Det måske mest utilgængelige sted i Dronningeriget Danmark, ihvertfald for dem med små indtægter som studerende, ledige, førtidspensionister, pensionister med flere.

Og problemet er ikke kun, at Bornholm ligger cirka så langt væk, som man kan komme fra resten af Danmark, men også at Bornholm er et af de mere dyre steder at rejse til og opholde sig i Danmark.

Folkemødets model er den svenske “Almedalsveckan”, som foregår på Gotland, der  også er en ø. Men Gotland er en ø, der ligger noget mere centralt i forhold til resten af Sverige end Bornholm gør det i Danmark. Svenskerne kan med andre ord relativt nemt komme til Gotland. Der er nogenlunde lige langt til Gotland fra Malmö og Göteborg, og så lidt kortere fra Stockholm.

Men sådan er det ikke i Danmark, hvor der skal en ganske særlig indsats til at almindelige danskere vest for Storebælt kommer, og dem øst for Storebælt kigger lige i pengepungen een gang til, inden kursen sættes mod Solskinsøen. Så nej, der kommer ikke mange borgere fra andre steder end Bornholm selv til Folkemødet. Der kommer istedet politikere, organisationsfolk og journalister i bunker – og så er vi lige vidt.

Så er det ikke et folkemøde, men en ferielejr for dem, der i forvejen leger sammen hver dag i den politiske sandkasse.

For skal Folkemødet være et ægte folkemøde, skal det være muligt for alle danskere at deltage i det, og sådan er det ikke idag, hvor Folkemødet ligger i den allerøstligste – og ret dyre – del af Danmark.

Jo, men det er jo godt for Bornholm, som ellers ender med at blive (endnu mere) et udkantsområde, siger flere så som begrundelse for, at det er godt at have Folkemødet på Bornholm.

Undskyld et øjeblik, men drejer Folkemødet sig om demokrati og debat – eller om at give Udkantsdanmark et erhvervsmæssigt løft? Det er ikke godt at blande de to ting sammen. Men skulle man alligevel gøre det: Hvorfor skal Bornholm så favoritiseres år efter år?

Det giver ikke mening. Ligesom det heller ikke giver mening at hævde, at det ikke kan lade sig gøre at stable et sådan arrangement på benene hvert år, hvis Folkemødet hele tiden skulle flytte til et nyt sted i Danmark, som Bornholms borgmester Winni Grosbøll hævder det i en artikel på Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-vil-flytte-folkemoedet-til-jylland

Et Folkemøde giver derimod kun mening, hvis alle – hele folket – har mulighed for at møde op og diskutere med politikere, meningsdannere og andet godtfolk. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at Folkemødet som et andet cirkus rejser rundt i landet med nye stop år for år.

For som det er idag, er Folkemødet ikke andet end en ferielejr for de særligt udvalgte – og uden mulighed for deltagelse af store grupper af danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fattigdommen kan – og skal – udryddes i Danmark

Fattigdom findes i Danmark. PUNKTUM!!!’

Nu er det officielt. Et ekspertudvalg med økonomiprofessor Torben M. Andersen i spidsen blev for et år siden nedsat af socialminister Karen Hækkerup (S) for at se på grundlaget for en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Og resultatet kom i fredags:

Der findes 42.200 fattige i Danmark. Heraf er cirka en fjerdedel børn under 18 år. Man er fattig, hvis man tjener under 103.200 kroner EFTER skat om året i tre år i træk. Andelen af fattige i Danmark er stigende. Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er andelen af fattige danskere tredoblet i løbet af 11 år.

http://politiken.dk/indland/ECE1990979/ny-fattigdomsgraense-tjener-du-under-103200-kr-om-aaret-er-du-fattig/

Regeringen vil igangsætte udarbejdelsen af en årlig redegørelse fra 2014, som skal følge udviklingen af fattige og fattigdommen, og det er jo meget fint.

Det er også godt, at Børnerådets tidligere formand og stifter og leder af Huset Zornig, der hjælper socialt udsatte, Lisbeth Zornig på DR2 i fredags gjorde opmærksom på, at det vil være uintelligent kun at se på pengene – eller antallet af fattige. At det er vigtigt at se på hele billedet, både forhold som sygdom, bolig, misbrug, uddannelse, arbejde og meget mere.

Tilbage står, at det eneste, der batter, er at gøre noget. Som formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen siger det i artiklen i Politiken: “Regeringen bør udarbejde en strategi til bekæmpelse af fattigdom, som indeholder ambitiøse mål og konkrete  initiativer.”

Bedre kan det ikke siges: Ambitiøse mål og konkrete initiativer er den eneste måde, som vi kan komme fattigdommen til livs på. Den forsvinder ikke af sig selv. Den forsvinder heller ikke af at give skattelettelser til dem, der har meget i forvejen.

Men fattigdommen kan forsvinde – og det kan endda gå temmeligt hurtigt, hvis vi er villige til at deles om goderne i det her samfund. Villige til at give af overskuddet istedet for at rage til sig.

For i modsætning til så meget andet dårligt er fattigdom ikke en naturgiven ting, men noget, der kan fjernes politisk ved, at vi omfordeler goderne – og sørger for, at alle har det, som de skal bruge.

For fattigdommen kan – og skal – udryddes i Danmark. Og det kan kun gå for langsomt. Lad os SÅ komme i gang med at deles om goderne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag – Danmarks nationaldag eller?

I Sverige har de Alla Flaggans Dag, som er i morgen d. 6. juni.
Og i Norge – og udenfor Norge – har de 17. maj som nationaldag.

Danmark har Grundlovsdag, i dag d. 5. juni. En nationaldag, som ikke rigtig er en nationaldag. Googler man på Grundlovsdag, finder man også hurtigt ud af, at det emne, som interesserer danskerne mest på Grundlovsdag, hverken er demokratiets fødsel, politik, de store nationale følelser eller tilsvarende – men noget så enkelt som om hvorvidt vi har fri eller ej – og om butikkerne har åbent eller lukket.

Det der med at rende rundt med flag i gaderne iklædt nationaldragter, som nordmændene gør det – både i Norge, men i så sandhed også udenfor Norge, appellerer tilsyneladende ligeså lidt som at møde op i samlet flok for at hylde flaget, nationen og kongefamilien som svenskerne gør det på Skansen i Stockholm.

Nej, at sidde hjemme i sin sofa og se en fodboldkamp for eksempel. Dét ved man, hvad er. For tolker man nationaldag og nationalfølelser derhen, så er der nemlig én Grundlovsdag, som danskerne husker. Dengang i 1985 hvor vi slog russerne 4-2 i Parken i det, som DBU har kaldt århundredets fodboldkamp, dengang vi begyndte at tro på, at vi kunne noget fodboldsmæssigt.

Og det kunne vi jo også. Syv år senere blev vi Europamestre. Det har Sverige og Norge aldrig været. At Sveriges fodboldherrer så har vundet sølv ved VM – og guld til OL, taler vi ikke om. Det ligger jo helt tilbage til henholdsvis 1956 og 1948. Og deres ialt fire bronzemedaljer nævner vi slet ikke! Så er det meget nemmere at tale om Norge, som i fodboldsammenhænge aldrig har vundet andet end en bronze-medalje ved OL i 1936.

Så tilbage står, at Danmark er det eneste land i Norden, der er blevet Europamestre, og dét startede altsammen på Grundlovsdag syv år forinden med århundredets kamp mod russerne. Dén kan svenskere og nordmænd ikke matche.

Så det er måske bare derfor, at de stadig bruger folkedragter og flag – mens vi bliver hjemme og nyder det gode sommervejr, når der ikke er en fodboldkamp på programmet.

Vi er røde, vi er hvide … God Grundlovsdag ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dødsannonce: Det Danske Demokrati

Det er med stor sorg, at Danmarksbloggen må meddele et dødsfald.

Det Danske Demokrati er lige afgået ved døden her først på eftermiddagen d. 4. juni 2013, på dagen før sin 164 års fødselsdag.

Indtil det sidste prøvede flere gode kræfter at kæmpe imod, blandt andet Mørklægningsministeret og mere end 85.000 danskere, som med deres underskrift har vist, hvor de står. Men det var altsammen forgæves. Et flertal blandt de 179, som kunne have forhindret dødsfaldet, ønskede det anderledes.

Det Danske Demokrati kom til verden en juni-aften i 1849, hvor en delegation gik til den daværende enevældige kong Frederik d. 7. for at forlange demokratiets indførelse. Men den folkekære konge, der havde det bedre blandt såkaldt almindelige mennesker end blandt hof- og embedsfolk, havde allerede afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for det folkestyre, som vi altså ikke har iblandt os længere.

Det Danske Demokrati skulle som alle andre igennem en opvækst med både godt og skidt – og dage, som altid vil huskes. Mest markant var parlamentarismens indførelse i 1901, og da kvinderne fik stemmeret i 1915.

Så kom Det Danske Demokrati´s store krise i 1920, da den daværende kong Christian d. 10. afskedigede Zahle-ministeriet. Dét udløste påskekrisen, som var tæt på at koste ikke demokratiets liv, men det danske monarki´s liv.

Begge klarede dog skærene, og efter nogle hårde år under besættelsen fik Det Danske Demokrati i 1956 endnu en Grundlovs-løftning, således at også kvinder kunne arve den danske trone. Det gjorde Margrethe d. 2 så i 1972.

Men så begyndte det at gå galt. Det Danske Demokrati var blevet slidt og gammelt, og dets yngre, men ikke nær så demokratiske slægtning EU begyndte at tiltage sig mere og mere magt.

Dog holdt Det Danske Demokrati stadig godt fast i tøjlerne i en del år. Men det hele brast for lidt siden, da Offentlighedsloven/Mørklægningsloven blev stemt igennem i Folketingssalen.

En epoke er dermed slut. Det Danske Demokrati er ikke mere. Det er gået ud af tiden. Ære være dets minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Danmark blive et totalitært samfund?

Kan I huske Franz Kafka´s bog “Processen” om bankmanden Josef K., der en morgen får at vide af to fremmede mænd, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham.

Det mærkelige er, at bankmanden Josef K. forbliver på fri fod, mens han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen mod ham at kende, men at han alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig den dødsdom, som det ender med.

Bogen, der er skrevet for små 100 år siden, har lige siden dens udgivelse stået som et af de bedste skræk-eksempler på, hvad der sker med retssikerheden og individets tro på sig selv og egne muligheder i et totalitært samfund.

Nå, men det er jo bare fiktion – og det sker ihvertfald ikke i Danmark, vil mange nok indvende. Danmark er jo et frit land, hvor vi både har rettigheder og muligheder – og retssikkerhed.

Og ja, det har vi – haft. For med den nye offentlighedslov, samkøringen af diverse registre og senest politiets brug af hemmelige advokater bliver det relevant at stille spørgsmålet alligevel.

Har vi egentlig retssikkerhed i Danmark? Eller kan Danmark blive et totalitært samfund?

Under COP15 i 2009 foretog politiet flere ulovlige handlinger, endda med støtte fra den daværende regering, og siden er glidebanen fortsat – og det i en grad så ikke kun flere af vores nabolande, men også OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kritiserer den nye offentlighedslov for at være for lukket og hindre relevant information i at nå ud i samfundet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/05/23/154016.htm

Og det er jo en kendt sag, at man kun kan handle på det, som man ved. Så kender danskerne ikke til, hvad der sker i det danske samfund, ja, så kan vi ikke handle, og så kan politikere, embedsstanden og de store spillere i øvrigt skalte og valte med Danmark og danskerne, som de ønsker. Altså: Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Det er lidt den kogte frøs princip, hvor man ikke starter med at præsentere danskerne for hele pakken om det totalitære samfund på een gang. For så skulle vi nok opdage, hvad der skete og protestere og brokke os.

Men skrues der i stedet lidt op for varmen hele tiden, slækkes dér bare en anelse på retsikkerheden her og der – samtidig med at der skubbes til folks frygt, så vi accepterer endnu mere overvågning og kontrol, ja så ender vi til sidst i det kogende vand sammen med ingredienser som rettigheder og muligheder.

Og så er retten serveret: Et dansk samfund, der er minder altfor meget om det, som Kafka skrev om for snart 100 år siden. For ja, Danmark kan sagtens ende som et totalitært samfund.

Dét skal vi ikke acceptere. Der skal råbes, demonstreres og skrives imod det. For det kan nytte at gøre noget. Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk