Kategoriarkiv: Danske værdier

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Udgivet den af
3

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ministre kommer, ministre går – men systemet består

Udgivet den af
1

Så er det igen tid til nye ministre i regeringen.

Morten Bødskovs og Villy Søvndals farvel til posterne som henholdsvis justitsminister og udenrigsminister betyder en større rokade i regeringen, således at Holger K. Nielsen bliver ny udenrigsminister, Karen Hækkerup ny justitsminister, Jonas Dahl ny skatteminister og Dan Jørgensen ny fødevareminister.

Det er altsammen business as usual.

Det er det også, at det bagvedliggende embedsværk altid er det samme, uanset hvem der er i regering.

Det er der så nogle, der vil have lavet om. De vil have politiske embedsmænd, således at enhver ny regering kan indsætte sine egne folk på centrale poster i administrationen, som man fx har det i USA.

Det er så noget nær den dummeste ide, som er fostret i forhold til at sikre, at tingene kører, som de skal i det danske samfund.

For en ting er politiske beslutninger. Deres natur er at være værdiladede og skille sig ud fra hinanden.

Noget helt andet er hverdagen for danskerne. Her skal man sikre lige behandling – og en stabil kurs. Noget som kræver en administration, der ikke skifter retning og metode efter hvem der har fået flest stemmer, men som i stedet benytter sig af fastlagte procedurer og måder at arbejde på.

Men ja, en sådan administration som den danske kan godt betyde, at en ny minister kan føle sig som Bambi på glatis mellem de garvede embedsfolk, der kender alle love, regler, betænkninger og måder at gøre tingene på.

Men det er stadig lysår bedre end at Danmark skal administreres efter hver enkelt regerings politiske farve, ideer og projekter. For bliver de politiske embedsfolk realiteten, vil vi opleve en slingrekurs i det danske samfunds måde at fungere på, som ingen er tjent med.

Vi skal derfor beholde og værne om den danske embedsmands-model: Neutrale embedsfolk, der hjælper deres minister – uanset partifarven på samme minister. For kun sådan sikrer vi et stabilt samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så kom ulven alligevel til Pia Kjærsgaard

Udgivet den af
1

Husker I eventyret om drengen, der råbte ulv?

Det er historien om drengen, der står i skovbrynet og flere gange råber ulven kommer, så folkene fra hans landsby kommer farende – nogle endda med våben – for at hjælpe ham og jage ulven på flugt. Men hver gang er der ingen ulv. Kun en dreng, der står og skriger af grin over, at han – igen – har narret alle de kloge.

Til sidst ender det (selvfølgelig) galt. Ulven kommer, men ingen gider mere reagere på drengens råb, så han bliver spist af ulven, og så er den historie slut.

Eller rettere: I dagens Danmark har historien måske fået en pendant og en fortsættelse i form af Pia Kjærsgaard og hendes beskyldninger imod alt og alle. Pia Kjærsgaard har nemlig ligesom drengen i historien i mange år efterhånden råbt ulven kommer om både indvandrere, flygtninge, myndigheder og alle andre, som hun (og Dansk Folkeparti) mener kun er ude på at genere Danmark i al almindelighed, og hende selv og Dansk Folkeparti i særdeleshed.

Og hver gang er en masse vælgere – og af og til også myndigheder – kommet styrtende – og altid har det været til påstande, der ikke har holdt vand til en nærmere undersøgelse.

Men nu er ulven måske alligevel kommet. Meget tyder nemlig på, at Pia Kjærsgaard er blevet ligeså forkert behandlet af PET og justitsministeriet i den famøse kalendersag, som hun selv hele tiden har hævdet det. Og det er i så fald ikke i orden.

Ja, det er lodret forkert at snig-kigge i en politikers kalender for at se hvilke datoer, som man som myndighed skal sætte i spil for at kunne undgå eller aflyse besøg af samme politiker.

Man kan være uenig med Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller herfra og til evigheden, men hun og alle andre skal have en fair og ordentlig behandling af de offentlige myndigheder og en minister som justitsminister Morten Bødskov, der i dag skal i samråd om sagen.

Sådan skal det simpelthen bare være i en retsstat. Ellers er ulven for alvor løs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen og Rene Husted Vahl tænder adventskransens andet lys

Udgivet den af
4

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag handler det om Julehjælpen og dens stifter Rene Husted Vahl med følgende ord tænder adventskransens andet lys:

“Jeg vil gerne tænde et lys for de fattige børn i Danmark. De har brug for alt den støtte, som de kan få. Det ved jeg af egen erfaring. Jeg voksede nemlig selv op som et af de fattige børn. Vi var tre søskende, der boede sammen med vores mor i et lille rækkehus – og vi fire skulle klare os for hendes elevløn. Og den er som bekendt meget lille.” 

“Men min mor klarede det godt. For vi mærkede aldrig, at vi var fattige – eller hvilket dagligt slid og puslespilsarbejde, som det må have været for hende at få enderne til at mødes. Heldigvis havde vi også en farmor og en farfar, som havde råd til at give os så gode fødselsdags- og julegaver, at vi havde nogenlunde de samme ting som de andre børn. Så heldige er det ikke alle danske børn, der er.”

“Men alle danske børn har ret til en god og tryg barndom, hvor de har de samme ting og kan de samme ting i fritiden som deres kammerater. Derfor tænder jeg et adventslys for de fattige børn. Og derfor samler vi ind i Julehjælpen.”

Rene Husted Vahl startede nemlig Julehjælpen for syv år siden. Eller rettere: Han blev nærmest kastet ud i det, da han lovede at give et bidrag til en indsamling, som viste sig at være startet af en person, der ikke kunne fuldføre projektet, som på det tidspunkt var at give 20 familier tusind kroner pr. familie at holde jul for. Men de penge viste sig ikke at være der, ja faktisk var der ingen penge til nogen familier. Så Rene Husted Vahl betalte 20.000 af sin egen lomme, så de 20 familier kunne få deres jul.

Idag giver Julehjælpen ikke penge, men naturalier, gaver og gavekort til fx Føtex, Fona og Fætter BR. Gaver og gavekort, som alle er donationer, der gives af andre, heraf 95 % af private mennesker. Sidste år kunne Julehjælpen således sørge for, at 1.700 familier kunne fejre en bedre jul.

Håbet i år er at kunne hjælpe endnu flere, og det tegner lyst. I stedet for de typiske cirka 1.800 donationer har Julehjælpen allerede modtaget over 5.000 donationer i år.

“Men der er brug for meget mere. For desværre stiger antallet af fattige også i Danmark. Så al hjælp er mere end velkommen,” slutter Rene Husted Vahl.

Danmarksbloggen håber alt det bedste for Julehjælpen – og især for de familier, som Julehjælpen gør en forskel for.

Mere information fås på Julehjælpens hjemmeside: www.julehjaelpen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingeskibene reddet – nu mangler vi julen

Udgivet den af
1

Efter stormen kom vandet – og det i så store mængder at man i mange indre danske farvande, fjorde og ved kyster talte om en tusindårs-oversvømmelse. Altså en oversvømmelse så stor, at den kun finder sted en gang hvert tusinde år.

Dét tvivler Danmarksbloggen dog på med de forandringer, som klimaet gennemgår i øjeblikket. Meget tyder derimod på, at lignende – og også værre oversvømmelser – bliver noget, som kommende generationer skal forholde sig til som en fast del af årets gang.

Men uanset hvad, så steg vandet i går til over to meter over dagligt vande mange steder i den østlige del af Danmark. Og de kommende dage vil vise, hvor mange mennesker der har fået ødelagt hele deres hjem eller dele af det.

En ting blev dog reddet, nemlig de historiske vikingeskibe i Roskilde. Bølgerne slog ellers godt med museet, der også befinder sig lige i vandkanten, men der blev gjort meget for at sikre den historiske arv – og det lykkes.

Men en ting er bølger og vandstande. Noget andet er fattigdom og ensomhed. De kommer ikke farende med en storm, men er her hele tiden.

Så der forestår danskerne et endnu vigtigere arbejde end nogle historiske vikingeskibe, nemlig at sørge for at give en jul til de mange, der enten ikke har penge til at holde jul for eller/og ikke har nogen at holde højtiden sammen med.

I morgen er det anden søndag i advent – og der tænder stifter af Julehjælpen Rene Husted Vahl lys nr. 2 i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemarkeder – men hvor kan man købe lysten til at dele af sin overflod?

Udgivet den af
3

Det vrimler med julemarkeder i Danmark. Fra de højtprofilerede til de mere beskedne. Fra de kirkelige julemarkeder til de rent kommercielle og tivoliserede – og så er der dem med en historisk eller geografisk baggrund.

Og danskerne strømmer til. For vi kan tilsyneladende ikke få nok af ristede mandler, såkaldt hjemmestrikkede huer, specielle oste og hvad der ellers tilbydes i de bugnende boder på julemarkederne her i ugerne op til jul.

Men hvor kan man købe lysten til at dele af sin overflod? For vi lever i et samfund, hvor flertallet har så rigeligt af goder, at det næsten er til at kvæles i, samtidig med at et stigende mindretal ikke har til dagen og vejen, men må hutle sig igennem på bedste beskub.

Det giver ikke mening, og det er bestemt ikke vejen frem for os i Danmark at være delt op i dem, der kan gå hjem fra julemarkederne med alle mulige gode sager i tasken og så dem, der ikke kan.

Vejen frem er i stedet at dele.

Der er derfor heller ikke brug for flere boder med italienske sjaler, slikdamens karameller, slagterens udvalgte spegepølser, mosters hjemmelavede julenissefigurer eller andre nice-to-have-ting, hvis de da ellers kan skubbes ind i det fulde skab eller presses ned i den godt pakkede kommodeskuffe.

Der er istedet brug for en bevidsthed om, at vi skal deles om goderne i det rige, danske samfund.

For uanset hvad så-længe-jeg-arbejder-har-jeg-ret-til-at-have-det-bedre-end-dem-der-ikke-arbejder-mentaliteten ellers hævder, så er og bliver det grundlæggende forkert, når forholdene er, som de er i Danmark i dag, hvor de fleste kan forbruge langt udover kvalmegrænsen, mens et mindretal mangler de rent basale fornødenheder.

Så derfor er der i virkeligheden kun én bod, der for alvor er brug for på de danske julemarkeder. Nemlig boden, hvor man kan købe lysten til at dele af sin overflod.

For så vil alle – og ikke kun de fleste – have råd til at leve et anstændigt liv. Så behøver ingen at gå amok på diverse julemarkeder, men kan nøjes med at købe lidt, men godt, som man så for alvor kan gå og glæde sig over. Endda velvidende at alle har deres need-to-have-ting samt muligheden for at skaffe sig ihvertfald nogle af nice-to-have-tingene … hvis det ellers ønskes.

Så bliver det for alvor jul i betydning at tænke på andre end sig og at give af sin overflod. Og det er præcis, hvad julen handler om, når alt kommer til alt – også på et julemarked.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Torben Hangaard tænder adventskransens første lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys.
Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter i dag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard, der med følgende ord tænder adventskransens første lys:

Adventstiden bliver almindeligvis anvendt som tiden for de levende lys med al den hygge, der omgiver lysene og varmen i den dæmpede stue.

Imidlertid er levende lys noget ganske uhyggeligt, da kejser Nero i oldtidens Rom indførte skikken med at oplyse sin have med levende lys, når gæster indfandt sig til større fester. Levende lys for hans vedkommende var i sandhed levende lys. De bestod nemlig af slaver og krigsfanger, som blev overhældt med brandbar væske og derefter korsfæstet. Når gæsterne ankom, blev der sat ild til disse stakler, der brændte som levende lys i parken. Det er meget uhyggeligt, og det er egentlig besynderligt, at sådan en skik har bevæget sig gennem historien som noget positivt.

Vi husker alle den første kærlighed i stearinlysets skær og tænker ikke på grusomhederne, men lader dem erstatte af en positiv tilgang til de muligheder, det levende lys kan tilbyde. Det er også godt sådan. For der er ingen fremtid i det negative, og med en vis rimelighed kan det hævdes, at kærligheden har overvundet ondskaben ved den ændrede brug af lyset.

Det ses også tydeligt i Amnesty Internationals logo, hvor det levende lys er omgivet af pigtråd, men lyset lader sig ikke spærre inde. Det kan ikke bindes af de begrænsninger, der søger at standse næstekærligheden, men det lyser over ondskabens snærende pigtråd og oplyser verden med sit budskab om kærlighed og frihed.

I Vollsmose kirke, hvor jeg har mit virke, har vi lavet en messehagel med Amnestys symbol, og skønt vi er i besiddelse af alle messehagler til årets forløb, er det den eneste, der bliver brugt som et budskab om nødvendigheden af kærlighed og respekt.

Derfor vil det være på sin plads at tænde et adventslys til ære for Amnesty International og håbe, at organisationens arbejde vil få stor succes i sin kamp for menneskers rettigheder.

Skrevet af: Sognepræst og forfatter Torben Hangaard 

Fakta: Sognepræst Torben Hangaard er uddannet kirkehistoriker med mangeårige studier i Rom. Han har i mere end 20 år arbejdet med området kirke-integration. Torben Hangaard modtog Integrationsministeriets “Ildsjælpris” i 2005. Han har skrevet en lang række bøger om dels Rom og romerske historiske emner, dels jomfru Maria og dels om integrationsarbejdet.

Adventstid: Danmarksbloggen tænder lys

Udgivet den af
1

På søndag er det første søndag i advent, og rundt om i det ganske land vil juletræerne blive tændt på torve og pladser for så i de næste uger at stå og lyse op i den mørke tid.

Der er også brug for hvert og et af alle de mange lys i disse uger, hvor solen næsten går ned, før den er stået op. Heldigvis ved vi også, at det vil vende ved midvinter om godt tre uger. Altså fysisk. For i alle andre sammenhænge ved vi ikke, hvornår mørket besejres, så lyset kommer tilbage.

Det danske samfund er nemlig i øjeblikket inde i en vinter så lang, at man kunne frygte, at det var Fimbulvinteren, der var på spil. At tage fra de fattige og give til dem, der har så rigeligt i forvejen, egoisme, grådighed, fremmedhad og mere af samme skuffe florerer så altfor godt i disse år på bekostning af solidaritet, tolerance, rummelighed og ansvarlighed overfor hinanden og fællesskabet.

Medmenneskeligheden trues af mørket på en måde, som vi ikke har set i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter på søndag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Enkeltsagernes evne til at fylde

Udgivet den af
1

Vi lever i et mere og mere sammensat og kompliceret samfund. Derfor har enkeltsagerne også lettere og lettere ved at trænge igennem. En skarp afgrænset problemstilling er nemlig altid meget nemmere at overskue og forholde sig til.

Så enkeltsagernes evne til at fylde er bare blevet større og større.

Et eksempel er udsagnet om “Ytringsfrihed for enhver pris,” som har betydet, at enhver nuancering i debatterne om religion – og især islam – er blevet fejet af bordet til stor skade for alle parter.

Men det siger jo sig selv, at vi skal kunne ytre os frit, både i forhold til hvem vi er, og hvad vi siger. Det behøver vi slet ikke de i øjeblikket så populære og skingre korstog til at minde os om.

Det, vi derimod desperat behøver, er evnen til at skelne. Især i forhold til islam, der i øjeblikket mere og mere sættes i bås som noget udemokratisk. Men problemet er ikke islam. Det er i stedet den manglende evne til at kunne skelne mellem de få fundamentalister, der vitterligen findes, og så de mange ikke-fundamentalister.

Men vi skal kunne se forskellen. For kan vi ikke det, så er vi for alvor i problemer som samfund.

Et andet eksempel på en enkeltsags evne til at fylde er den tidligere radikale minister Uffe Elbæks nye parti Alternativet, der umiddelbart slår sig op på et bedre miljø. Og hvem kan være uenig i, at vi skal have et bæredygtigt miljø? Ingen, men igen er det en enkeltsag, der tegner billedet og gør, at det er let at engagere sig i sagen.

Går man ind på Alternativets Facebook-side kan man så se, at det også drejer sig om social retfærdighed, og så får projektet jo en dimension mere. Hører man ordentligt efter, hvad Alternativet siger, kan man høre, at bæredygtigheden og borgerinddragelsen skal gælde i alle sammenhænge, og så vokser dimensionerne. Og så er det nye parti måske alligevel netop nuanceret og komplekst.

https://www.facebook.com/#!/alternativet.dk

Læs og vurder selv. Danmarksbloggen følger ihvertfald sagen med interesse. For udvikler Alternativet sig, som det gerne vil, kan det blive mere end almindeligt spændende – og forhåbentlig noget andet end netop enkeltsagens ulidelige lethed.

Liberal Alliance kørte – og kører – også enkeltsagens princip. Her er det bare egoismen og grådigheden, som hyldes som det eneste saliggørende, og som altid når der tales til laveste fællesnævner, virker det. Desværre.!!!

Men hvor forståeligt det end er at gøre tingene enkle, så er det bare ikke sådan, at verden hænger sammen.

Verden er kompleks og nuanceret, og selvom det er svært, så skylder vi hinanden at se på den som sådan og prøve at forstå de dybere sammenhænge fremfor at presse endnu en one-liner igennem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sig nærmer julen … også i “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret

Udgivet den af
3

Turen går til Nøddebo, tæt ved Isefjorden …

Ja, vi kender den allesammen, den gamle vise, der indleder de tre studenter-brødres begivenhedsrige juleferie hos pastor Blichers i Nøddebo, hvor familiehygge, løjer, kærlighed og ægte julevarme står på programmet.

“Jul i Nøddebo Præstegaard”, som danskerne ofte kalder stykket, er tit blevet kritiseret for ikkke at være det store dramaturgiske mesterværk, men mere en banal fortælling om julen, som højtiden ser ud i vores drømme om de gode, gamle dage.

Men alt dét er danskerne (heldigvis) ligeså fløjtende ligeglade med, som stykkets hovedperson den purunge Nicolai er det med diverse formaninger og forbud.

“Nøddebo Præstegaard” er nemlig elsket og ønsket og spillet som ingen andre teaterstykker i Danmark – og i år fylder det 125 år. Og det fejres med gedigen julehygge, gran-guirlander og nisser på Folketeatret i København, som også er “Nøddebo Præstegaard”s føde- og hjemsted – og som indtil videre har spillet stykket mere end 2000 gange til danskernes store glæde.

125 år er mange, men Danmarksbloggen spår, at stykket holder mindst 125 år til i de hyggelige og stemningsfulde omgivelser på Folketeatret.

“Nøddebo Præstegaard” repræsenterer nemlig mere end noget andet drømmen om den danske jul. Den juledrøm, som vi mellem smartphones, sociale medier og andet nymodens hellere end gerne drømmer med på. En juledrøm, der handler om den hvide jul i idyllisk skønhed ude på landet – endda i en præstegård, hvor det emmer af hygge og med plads til både kærlighed og det store juletræ.

For drømme og jul hører sammen, også selvom det er de færreste beskåret at opleve en jul, der foregår i snedækket skønhed ude på landet i en smuk, gammel præstegård. En blæsende gråvejrsjul i et parcelhus med en trættende svigerfamilie og børn, der er optaget af deres nye, ret larmende elektroniske legetøj – eller en storby-jul, hvor juleaften er én lang diskussion om julemadens økologiske habitus er mere i tråd med nutidens jule-virkelighed.

Men det skal ikke forhindre os i at drømme om julen, som vi tror, at den var engang. At julen så aldrig for alvor har været, som den opleves i “Nøddebo Præstegaard” er ligemeget. Det er den jul, som vi drømmer om – og helst vil tro på, ligesom de små børn tror på Julemanden.

For traditionerne skal man ikke lave om på, især ikke ved juletid. Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi synger det i en anden af julens elskede sange.

Det gør Folketeatret så alligevel i årets opsætning af klassikeren. Men det sker så nænsomt, at man nærmest ikke opdager, at der har sneget sig to nye sange ind blandt de elskede klassikere.

Resten er også (næsten), som det altid har været fra den lidt hårdhændede, men også meget kærlige tone, der er mellem de tre brødre, hvor det klæder forestillingen at give plads til ikke kun en ung og fanden-i-voldsk Nicolai, der spilles af en debuterende Kristoffer Helmuth, men også til hans to ældre brødre, der spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew.

De to brødre, der nok er ansvarsfulde voksne, men som også bliver som børn igen i deres forelskelse i de to søstre fra præstegården, der er ligeså forskellige som dag og nat, men begge med omsorg for andre end dem selv fra Emmys (Sofia Nolsøe) hjerte for fattigbørnene juleaften til Andrea Margrethes (Lise Koefoed) omsorg for den gamle klokker, der spilles så mesterligt af Folketeatrets gamle chef Preben Harris.

Men også Sonja Oppenhagen og Kristian Boland er gode som præsteparret, der er havnet på deres rette hylde her i livet, og som forstår at skabe et rum omkring dem, så smilene og juleroserne blomstrer, selv hos ægteparret Ovesen, der spilles med store glimt i øjet af Søren Hauch-Fausbøll og Lisbeth Gajhede.

Endelig er der selvfølgelig også alle de søde nissebørn og deres forældre, der er her og der i flere forskellige roller. Ingen “Nøddebo Præstegaard” uden dem og deres nissetrylleri.

Forestillingens ubetinget største øjeblik er dog, da præstefamilien og deres mange gæster går rundt om det lysende juletræ, mens de synger “Børn og voksne i kærlig krans rundt omkring træet vandre”. Det er så smukt, at ethvert hjerte må smelte, og man bliver juleglad helt ind i sjælen.

Ja, lige dér hæver stykket sig faktisk over sit eget manuskript, som kulisserne hæver sig fra gulvet, så juletræet står der midt i et stjernehav, mens der synges og holdes i hånd hele vejen rundt af alle de mange forskellige personer, der er samlet omkring det strålende juletræ. Præcis som os, der er samlet omkring det, at vi alle lever i Danmark i denne tid, uanset hvem er, hvad vi tjener og hvad vi tror på.

For juletræet midt i stjernehavet er jo mere end et juletræ. Det er selve billedet på, hvad det vil sige at være et samfund, som det er godt at leve i. At det kun er, når vi holder hinanden i hånden og giver plads til dem, der er anderledes end os selv, at vi sammen kan gå rundt og synge. At ingen skal være ude, men alle skal have plads i kredsen.

En mening, der understreges af sangens ord om “ak, om vi kunne føre enhver som er forladt og ene ind under lysenes rigdom her … julens velsignede glæde.”

Det er fællesskabet og det medmenneskelige ansvar, som vi alle har overfor hinanden, der prises i stykkets smukkeste melodi. Det fællesskab, som er under pres i disse år, hvor flere og flere ekskluderes i det danske samfund. Det fællesskab, som vi alle savner og drømmer om kommer tilbage.

Og netop derfor mener Danmarksbloggen, at “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret i disse år er mere end en juletradition. Det er en reminder om, hvad vi skylder hinanden som mennesker. Og  dermed bliver stykket også en høj-aktuel del af den drøm om et reelt velfærdssamfund, som de fleste af os drømmer, både ved juletid og alle andre tider året rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta: “Nøddebo Præstegaard” var oprindelig en roman, der hed “Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” og var skrevet af Henrik Scharling, der udgav den anonymt i 1862. I 1888 blev romanen omskrevet til et teaterstykke af Elith Reumert og opført på netop Folketeatret.
Melodierne er traditionelle vaudeviller og for det meste genbrug. Fx er “Velkommen, velsignede drenge” oprindeligt en Bellman-vise, Fredman´s Epistel nr. 31. Undtagelsen er julesangen “Børn og voksne i kærlig krans”, som J. P. E. Hartmann satte musik til og Elith Reumert skrev teksten til.
Stykket er også blevet filmatiseret i flere omgange, og især versionen fra 1934 var i årtier en fast juletradition i de danske biografer.
I årets udgave på Folketeatret spiller “Nøddebo Præstegaard” til og med 23. december: http://www.folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2013-14/Noeddebo.aspx