Nytårskur nr. 1.: Humanitet og mangfoldighed

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure starter med lektor Lotte Broe, der skriver:

Et nyt år ligger fint og ubrugt foran os, og den blanke kalender, som netop har fundet sin plads på væggen, dufter af håb og forventninger. Måske er det et aldringstegn, men det forekommer mig oplagt at tage udgangspunkt i det forgangne, når jeg skal formulere mit inderligste ønske for Danmark og danskerne i det nye år.

Det ligger så lige for, at tænke tilbage på én af de begivenheder i 2013, som fyldte mig med både sorg, glæde og stor taknemmelighed, nemlig den endelige afsked med Nelson Mandela mod årets slutning.

Mandelas person – hans livshistorie og livsførelse – inkarnerer for mig alt det mod og den vilje til medmenneskelighed, som gør, at jeg tør ønske og håbe, at vi også her i vores lillebitte land kan løfte blikket og åbne vores sind og hjerter for menneskelig mangfoldighed.

Lad 2014 blive året, hvor vi siger farvel til den småtskårne mistænkeliggørelse af de ”fremmede”, de ”fattige”, de ”forkrøblede” – og alle de andre mennesker, som ikke liiiige passer ind i vores veletablerede forståelser af, hvordan en rigtig, ordentlig og produktiv dansker skal se ud.

Lad os i stedet beriges ved oplevelser af, hvor mangfoldigt ”Danmark” og ”danskhed” kan fortolkes og leves. Og lad os glædes over at vi lever i et samfund, hvor vi har alle muligheder for at tilbyde anstændige livsbetingelser til alle – og ingen grund til at fornedre dem, som i forvejen lever i armod!

”Sydafrika tilhører alle, som lever i landet uanset om de er sorte eller hvide” – således står der (frit oversat) i indledningen til det Freedom Charter, som blev vedtaget af Congress of the People i 1955.

Mit nytårsønske er, at vi i Danmark vil efterleve ånden i dette dokument og hædre Nelson Mandelas livsværk ved at geninvestere i humanitet og mangfoldighed. Hvis det forgangne år har budt på skuffelser og fortrædeligheder, er det nu tid til at lægge disse bag sig, rette blikket fremad og gå all in i satsningen på at gøre 2014 til et år, som vi vil huske med glæde og taknemmelighed.

Godt Nytår!

Kærlig hilsen
Lotte

Danmarksbloggen tænder Hellig Tre Kongers-lyset

I aften er det Hellig Tre Kongers aften. Og faktisk er det dermed først i morgen d. 6. januar, Hellig Tre Kongers dag, at julen slutter. Ihvertfald i den oprindelige forståelse af julens længde.

Læs evt mere om det i undertegnedes artikel på Kristendom.dk:

http://www.kristendom.dk/artikel/266969:Helligtrekonger–Helligtrekonger-markerer-julens-afslutning

En af de smukkeste skikke ved Hellig Tre Kongers-tide er den idag næsten glemte med det specielle Hellig Tre Kongers-lys, som er et i reglen hvidt stearinlys, der består af tre arme, der mødes og danner et samlet lys – altså et lys meget analogt til en tre-armet lysestage.

Se link her: http://www.museumsbutikken.dk/productinfo/230207

Førhen var Hellig Tre Kongers-lyset forsynet med en smule krudt, der hvor de tre stearin-arme mødes. Når de tre væger nåede derned, gav det et lille knald, og så var julen ovre.

I dag kan man igen købe det specielle Hellig Tre Kongers-lys enkelte steder, dog er nutidens version uden krudt.

Det giver selvfølgelig ikke helt samme virkning, men Hellig Tre Kongers-lyset er stadig smukt, når det skinner i den mørke vinteraften og giver den allersidste julestemning.

Danmarksbloggen vil derfor også i dag tænde et Hellig Tre Kongers-lys, som jo netop på en og samme tid er både eet og tre lys. Eller mere korrekt: Et lys bestående af tre lys-arme.

Den ene lys-arm tændes for alle dem, som er udenfor i det danske samfund: De hjemløse, de ensomme, de arbejdsløse og alle de andre, som ikke må være med i arbejds- og forbrugsfællesskabet, fordi flertallet af de stærke ikke synes, at de er gode nok.

Og den anden lys-arm tændes for netop dem, som synes, at det er i orden at holde andre udenfor. Deres sind og sjæle er så knugede af angst, grådighed og formørkelse, at de i den grad har brug for lys, så de kan se, at vi kommer meget længere med fællesskab og solidaritet.

Og endelig tændes det tredje lys for os alle sammen, alle os der bor her i Danmark, alle os der føler os danske, uanset hvor vi lever og har vores hverdag. For uanset hudfarve, tro, seksuel orientering, politisk holdning og alt det andet der er forskellige, så deler vi dette skønne land.

Og Danmark er som bekendt bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed. Når landet stråler i alle regnbuens farver, og mangfoldigheden ses som en styrke. Når alle lys får lov til at skinne klart.

God Hellig Tre Konger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dét ønsker danskerne for Danmark i 2014

Danmarksbloggen har spurgt seks danskere, hvad de ønsker for Danmark i 2014.

Her er deres svar:

Anna Luise Langguth, ba. scient. san. publ.:
For Danmark 2014 vil jeg ønske, at vi får fokus på og offentligt får en diskussion om vores velfærdssystem. Hvor er vi på vej hen? Skal vi stoppe op og reetablere eller skabe en ny model?
Det er min opfattelse, at vores offentlige system i dag er skåret til kanten af, hvad der er forsvarligt. Sporadiske forsikringsmuligheder opstår, men jeg vil ønske, at vi får en offentlig anerkendelse af den liberalistiske retning, som vores velfærd tager – og hvad det indebærer for befolkningen. Er a- og b-hold det, som vi vil med vores samfund?
Hvad vil det indebære at reetablere versus hvor ønsker vi at være på vej hen?

Katrine Paludan Kristensen, privatskolelærer:
Naturligvis har jeg et væld af ønsker for vores land og for os alle sammen. Det hårde nu er, at jeg skal vælge blot ét ønske. Jeg er i Sartres forstand fordømt til frihed her, og det er så lige netop noget i den retning, som jeg vælger at ønske mig mere af i mit land: Frisind:
Jeg ønsker mig et større frisind blandt alle i vores land. Med et frit sind udebliver vores fordomme, vores grad af respekt for forskelligheder øges, vores forsøg på forståelse bliver naturligt større og vi får deraf bedre mulighed for at rumme og nå hinanden. Ad denne vej ønsker jeg mig, at frisindet giver kærligheden mellem os alle langt bedre betingelser end der har været hidtil.

Brian Holmstrøm, arbejder på plejehjem:
Mit største ønske for Danmark handler om, hvordan vi er overfor hinanden. De mange år under borgerligt styre har fremelsket konkurrencefølelsen i folk. Eller rettere følelsen: “Mig selv frem for alt”.
Man ser det flere og flere steder, hvordan egoismen er trådt i karakter. Lige fra små, manglende empatiske handlinger mennesker imellem til den hadske tone, som man ser på internettet. I mange mindre lødige TV-udsendelser handler det også kun om at tage de andre i bagdelen for at fremme sin egen sag. Ja, det er i sådan et omfang, så man kunne få mistanke om et koordineret angreb på fællesskabsfølelsen.
Jeg vil ønske, at det igen bliver in at være solidarisk og holde sammen. Der er noget, som vi har glemt i de hastige år, hvor man gik og ragede til sig uden tanke på andet. Det ville være dejligt, hvis det ikke blev fremhævet som en god egenskab med alle midler at møve sig frem før andre.
Den dag vi forstår, at alle hjulene i en gearkasse er der for et formål, så vil maskinen køre meget bedre.
Hold sammen, Danmark. Godt nytår.

Yasmin Anette Kristensen, ansat i shippingbranchen og bosat udenfor Danmark:
Mit ønske for Danmark i 2014 er, at danskerne opdager, hvor dejligt det er at være dansker og bo i Danmark.
I Danmark kan man udtrykke sin mening på de sociale medier uden frygt. I Danmark lytter politikerne stadigvæk til befolkningen og ændrer mening/lovgivning, når flertallet kræver det.
Jeg ønsker, at vi i Danmark fortsætter med at være danske og bliver ved med at dele velfærden, hvor der er behov for det og tænke på vores medmennesker. Men også at vi husker på at nyde Danmark og være stolt over det at være dansker.

Ole Frederiksen, IT-konsulent og udvikler: 
Jeg ønsker, at vi i 2014 får flere ærlige politikere i Danmark. Politikere, der tør stå inde for deres egne valg og holdninger. Politikere med integritet. To eksempler på ærlighed og integritet i dansk politik i 2013 var:
1. Enhedslisten, der i finanslovsforhandlingerne valgte at stå fast på deres principper.
2. Dansk Folkeparti, der vedstår at loven på udlændingeområdet er, som de mener, at den skal være – til trods for at medierne finder et eksempel med Im, som blev udvist af Danmark.
Jeg er absolut ikke enig med Dansk Folkeparti, men de skal helt klart have kredit for, at de i dette eksempel står inde for den lovgivning, som de selv har fået vedtaget.

Virginia Høhling, pædagog:
Jeg kunne godt tænke mig, at der kom mere fokus på det personlige ansvar.
F.eks at man tænkte sig om, inden man satte børn i verden. Har jeg indrettet mit liv, så det passer til at have børn? Har jeg overskud til dem? Gider jeg dem? Eller vil jeg hellere gå op i karriere, venner og alt muligt andet?
For døgnet har kun 24 timer – og man kan ikke nå det hele. Den der med kvalitetstid er en myte. Når det drejer sig om børn, fordrer kvalitet også kvantitet.
Og det sidste det danske samfund har brug for er generationer af grænseløse og ego-styrerede børn og unge, der kun tænker på sig selv og egne mål. Dem har vi allerede rigeligt af i dag – og vel at mærke i alle sociale grupper.
Så mit ønske er, at vi alle – også os, der ikke er børn og unge – lærer at tænke mere på andre end os selv og at give denne værdi videre til de kommende generationer. For hvordan man lever i et forpligtende fællesskab er også noget, der skal læres.

Redigeret af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale 2013

Nytåret er den eneste højtid, der fejres verden rundt – også i lande og kulturer, der har en anden tidsregning end den gregorianske, og som også har andre nytår, der falder på andre tider af året – som fx det kinesiske nytår og det jødiske nytår.

Men den version af nytåret, som falder i dag, har vi til fælles – allesammen over hele jorden.

For skellet mellem d. 31. december og d. 1. januar fejres kloden rundt – og endda på nogenlunde samme måde med en kombination af god mad og drikke, nedtælling til det magiske tidspunkt kl. 24, fyrværkeri og håb om at det nye år bringer alt det, som vi alle drømmer om.

Det er dét begyndelser kan mere end noget andet. De giver håb og næring til forventninger og drømme, og netop derfor samler den universelle nytårsfejring en hel verdens befolkning.

“For måske bliver det nye år netop det år, hvor alt vil lykkes for os,” tænker vi håbefuldt, mens raketterne oplyser den mørke nattehimmel.

Det er så smukt og så såre menneskeligt at kunne drømme og tro på dén måde. Og vi har det som sagt tilfælles allesammen, uanset hvor vi er født, hvad vi tror på … eller ikke tror på.

Ja, vi har i det hele taget langt mere der samler os end der skiller os – både i dag og alle andre dage – og uanset hvor vi er født.

Det er derfor også Danmarksbloggens håb, at 2014 bliver året, hvor danskerne finder hjem igen til de værdier, som engang var – og igen skal blive – kendetegnende for vores skønne land: Tolerancen, vidsynet og omsorgen for de svage og udsatte.

For Danmark er bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Så lad os sammen i 2014 skabe dét Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat. Danmarksbloggen er igang – og byder alle velkommen til at være med.

Et godt og velsignet nytår ønsker Danmarksbloggen derfor alle på kloden, men især os, der føler os danske – uanset hvor vi kommer fra, og uanset hvor vi bor idag.

For at være dansk er ikke et spørgsmål om hudfarve, tro, seksuel orientering eller andre kendetegn, som bruges til at lave skel mellem mennesker. At være dansk er et spørgmål om sindelag. Og nok er vores flag rødt og hvidt, men vores sindelag er regnbuefarvet.

Godt nytår.

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Året 2013 og 2014 på Danmarksbloggen

Tiden mellem jul og nytår handler om status, også på Danmarksbloggen, hvor der kigges på året, der er gået og skues lidt fremad mod 2014.

2013 var det år, hvor Danmarksbloggen blev skabt udfra et brændende ønske om (igen) at gøre Danmark til det, som Danmark er, når det er bedst: Nemlig et samfund, hvor der er højt til loftet og bredt til siderne, hvor der er rummelighed, tolerance og solidaritet. Hvor vi passer godt på hinanden – og især på de svageste.

For danskhed handler ikke om – angste og fremmedfjendske – at lukke sig inde bag mure og grænsebomme med kuglerammen og snævertsynetheden som eneste remedier.

Danskheden handler derimod om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Det er nemlig dén danskhed, der er Danmark og danskerne værdig.

Og at få den tilbage i det danske samfund er et arbejde og en kamp, som kræver tålmod og en aldrig svigtende tro på de medmenneskelige værdier, som er fællesskabets grundpiller: Frisindet, tolerancen og solidariteten.

I 2014 vil Danmarksbloggen fortsætte denne kamp med endnu flere reportager, analyser, anmeldelser, indlæg og kommentarer til hvad der sker i Danmark, blandt danskerne og i danskernes hverdag.

For der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen, både de sidste dage i 2013 og i hele 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midvinter: SÅ vender lyset tilbage

Så blev det endelig midvinter.

NU vender lyset tilbage, ihvertfald det lys, som vi kan se med det blotte øje, og som om få måneder giver vintertrætte sjæle forårssol, vår-blomster og grønne blade.

Det er altsammen meget dejligt, men desværre gælder lysets tilbagekomst ikke i samfundet. Tværtimod sidder mørket stadig solidt ved bordenden og svinger taktstokken.

Den nye reform for sygedagpengene er det seneste bevis herpå. Fra januar kommer langtidssyge nemlig på kontanthjælpssats allerede efter fem måneder og ikke som på den gamle ordning efter 12 måneder. Et år er i forvejen altfor kort tid for de – ofte alvorlige – langtidssyge, men fem måneder er helt urimelig kort tid.

I det hele taget er Danmark her ved midvintertide 2013 et land, hvor der piskes på og forlanges helt astronomisk urimeligt meget af de i forvejen svageste i samfundet. Ja, men vi må alle gøre en indsats i en krisetid, siger politikere fra næsten alle partier i disse år.

Ok, så lad os bare sige det. Men hvorfor forlanges der så store ofre af de svageste? Og hvad er det helt præcist, der forlanges af det store flertal, som har så rigeligt i forvejen, og som via skattelettelserne får endnu mere? For slet ikke at tale om den mindre overklasse, som også får mere år for år.

Nutidens politiske beslutninger og ansvarsfordelinger giver ikke mening. Der var engang, hvor man sagde, at de bredeste skuldre skulle bære de største læs.

Det var en god filosofi, som med fordel for alle, også de stærke, kunne støves af og bruges igen. Et samfund, hvor man passer på de svageste og lever i solidaritet med hinanden, er nemlig et godt samfund, hvor alle kan trives.

Det er sådan et samfund, som Danmark var engang – og som Danmark har brug for at blive igen. Et samfund, hvor pengene bruges på mennesker, på de ældre, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse og børnene.

Læs derfor også med i morgen, når Danmarksbloggens fjerde og sidste lys i adventskransen tændes af formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller, som Danmarksbloggen fulgte i de sidste to uger op til kommunalvalget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julens store valg: Julemanden eller Jesus

Er der to skikkelser, der kendetegner julen, så er det Julemanden og Jesus.

Om dem skriver mediemand og pastor Mogens Hansen i bogen “Årets gang i tekst og sang”:

Der er to personer i vente i decembers julespil. Fælles for dem er pudsigt nok, at vi på forskellig måde diskuterer, om de overhovedet eksisterer. De to er: Jesus og Julemanden.

Julemanden, denne besynderlige figur, som er en genspejling og en gensplejsning af vore drømme og ønsker. Problemet med ham er, at han er rektor for flinkeskolen. Kun de søde børn får deres ønske opfyldt hos ham. Julegaven gives kun til den, der har fortjent den. Det er lige præcist det modsatte af indholdet i det kristne evangelium og dermed altså den kristne jul. Julemanden er derfor ganske ukristelig.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er enten Julemanden eller Jesus!

Hvem vi venter på i det offentlige rum, er der ikke tvivl om. Julemanden er på sæson-overarbejde i mennesker, medier og marked. Og han sidder ved bordenden ved de våde julefrokoster.

På den anden side går vi i december i kirke som ingensinde ellers. Såvel landsbykirke som katedral danner ramme om musik og sang. Og selv om der ved en skole-juleafslutning kan smutte et par enkelte nisser op på nodestativet, så er der ingen tvivl i kirken: Der er det Jesus, der er på vej!

Danmarksbloggen er enig med pastor Mogens Hansen. Julen er en fest, hvor alle er velkomne, også dem, der ellers ikke holder jul.

Og for os, der holder jul og siger vi er kristne, er højtiden i sidste instans et valg.

Et valg, hvor den ene mulighed er Julemanden og den på alle måder ekskluderende forbrugerisme, hvor den der har penge og artighed kan få, mens de andre må gå.

Mens den anden mulighed er Jesus og troen på Ham som verdens lys – og har man først fået troens nådegave, så kan man ikke lade være med at lade denne identitet blive til diakoni. Altså en slags julens ID: Indre identitet fører til ydre diakoni, til praktisk næstekærlighed. Levet næstekærlighed IRL, som det hedder.

For den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, det udsatte barn og alle de andre, der har det svært, får det ikke bedre af gode ønsker og masser af likes på Facebook eller søde billeder på Instagram. Her skal der levende mennesker til af kød og blod, der rækker hånden frem og byder indenfor til varme og fællesskab – uden at kigge i karakterbogen først.

Så bliver det – endelig – jul, jul igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælp, muslimer og dét at være kristen

Skal muslimer have julehjælp?
Danmarksbloggen mener ja, ja og atter ja.

For julehjælp er noget, som man som kristen giver til ens trængende medmennesker uden at at spørge om medlemskort til foreningen “Den kristne kirke”.

At være kristen er nemlig at deles om goderne og at give af sit overskud uden forbehold og uden betingelser. Som kristen får man heller ikke rabatter på udvalgte produkter og point i en eller anden himmelsk shop for sine gerninger. Man får istedet nåden, evigheden og visheden om at hvile i Guds hånd.

Ja, men kristne bliver jo forfulgt i muslimske lande: Så hvorfor skal vi være gode ved dem og give dem julehjælp?, kan man høre kritikerne spørge. Ja, det er jo netop derfor.

Vi skal vise alverden, at der findes et alternativ til tand-for-tand-og-øje-for-øje-mentaliteten, der vinder så altfor meget indpas i disse år. Vi skal tale og handle imod den egoisme og den grådighed, som truer vores samfund mere end nogen anden religion nogensinde kan gøre det. En egoisme og en grådighed, der ikke har noget med religion at gøre.

Kristendommens store gave til Danmark er budskabet om at deles om goderne. Det er vores sande kulturarv – og den skal vi værne om.

For er man kristen – sådan for alvor og ikke kun en kulturkristen, der blot bruger kirken som en fin kulisse til jul og bryllup, så ved man, at det at være kristen er – HELE TIDEN, også når man er forfulgt – at vise næstekærlighed og deles og give.

For at være kristen er ikke bare noget med salmer og gamle historier. At være kristen er ikke at være hygge-religiøs. Det er en livsindstilling baseret på troen på at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. At være kristen er derfor et ubønhørligt krav om hele tiden at gå udover sig selv og sin egen bekvemmelighed og egoisme – og give til ens medmenesker.

At være kristen er en indre identitet, der kun giver mening, når den ytrer sig som en ydre adfærd, hvor fokus er på at deles om goderne uden at gøre forskel på mennesker.

Så jo, julehjælp er også for muslimer … og for jøder og buddhister og hinduister og ateister og kristne og alle mulige andre. For julehjælp er hjælp til ens medmennesker i nød. ALLE ens medmennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her