Kategoriarkiv: Danske værdier

Jordbær-reminder

Udgivet den af
1

I denne yndige og frydefulde sommertid iler Danmarksbloggen med en jordbær-reminder.

For det er vigtigt at huske at få masser af de søde, røde jordbær, som der er så mange af i disse uger.

For jordbær skal nydes og spises: Ad-libitum fra bakken, sammen med mælk eller fløde i en dyb tallerken, skåret ud i skiver og drysset med sukker på hvidt brød som jordbærmadder, blandet sammen med marengs, flødeskum og vanillesukker som eton mess, og hvad man ellers kan finde på.

Jordbær er pragtfulde, og sommertid er jordbærtid. Skøn, skøn jordbærtid.

Og når der spises jordbær, så samles der sol, lys og sommer, så lagrer vi kraft og saft til at tære af i den kolde tid. Og dét har vi brug for.

Især når vi husker at nyde jordbærrene og dét Danmark, der er allerskønnest her i  de lange, lyse dage og de korte, lyse nætter.

Så spis (en masse) jordbær.

Carpe diem, grib dagen, sagde romerne. De havde ret.

Grib sommerdagen, gør den og Danmark til en oase af varme, lys og kærlighed for alle, der møder dig – og alle de andre, der vælger de søde jordbær og glæden og kærligheden til fremfor de sure rønnebær, mismodet og misundelsen.

For vi er altfor gode til her til lands at fokusere på efterårets mørke, kulde og regn, på de sure rønnebær, mismodet og misundelsen – på griskheden og grådigheden.

Lad os istedet lære at være gavmilde og at nyde sommerens lys, varme og sol, de søde jordbær, glæden og kærligheden, når de er der – og tænke med taknemmelighed på det hele om efteråret, drømme om det om vinteren og glæde os om foråret til det altsammen kommer igen.

Til det bliver sommer igen – jordbær igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

KØGE ÅS, GRUNDTVIGS GRAV OG MALERKLEMMEN

Køge er til dels kendt som byen, hvor det store cykelløb Sjælland Rundt har både start og mål, og til dels som en gammel og smuk by med to ugentlige og livlige torvedage på byens store torv. Den historieinteresserede husker sikkert også hekseforfølgelserne ifbm Kjøge Huskors, og den kunstinteresserede tænker på Køge Skitsesamling. Og det er alt sammen såre hyggeligt og en del af livet i købstaden, der ligger en halv time med toget fra Københavns Hovedbanegård.

Men går man igennem de gamle gader og ud på den anden side af byen, kommer man til et stort skovområde, der strækker sig over 20 km mod vest.

Det er Køge ås – en slags aflang bakke skabt under gletsjeren i sidste istid, der ellers efterlod området på Midtsjælland som flad og frugtbar morænejord. Åsen, som skoven ligger på, er derimod bakket og bølget og sine steder ganske høj (det højeste sted er 24 meter) og stejl.

Man kan fx tage til Lellingeskoven cirka 5 km vest for Køge, hvor man for alvor kan gå på åsen og se mange meter ned på den lille å, der løber gennem skoven lige ved siden af den bakkede ås.

Inden man når dertil, kan man dog – i hvert fald to dage om året – besøge dansk åndslivs kæmpes sidste hvilested, nemlig N.F.S. Grundtvig´s grav, der befinder sig på Clara Kirkegaard på selve Køge Ås tæt ved Gammelkjøgegård.

Grundtvigs anden kone var nemlig Marie Toft, som var søster til den daværende ejer af Gammelkjøgegaard. Men også Grundtvigs tredje kone, komtesse Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, har sit sidste hvilested på kirkegården. Hun var også niece til den Clara, der lagde navn til kirkegården, og som døde ung i 1852.

Grundtvig selv blev derimod 88 år og døde i 1872. Selve bisættelsen af den store mand fandt sted i Vor Frelsers Kirke i København, og derfra blev kisten med tog ført til Køge og ud på åsen, hvor en af Danmarks største sønner nu ligger på Claras Kirkegaard, der kun er åben for besøgende den 15. maj og den 8. september – og her endda kun efter forudgående aftale med godskontoret.

Så et besøg ved Grundtvigs grav er altså enten en forårs- eller en sensommerbegivenhed. Åsen er derimod åben alle dage – og Grundtvigs salmer kan også synges året rundt.

Når man er færdig med salmerne ved Grundtvigs grav og de stejle skrænter i skoven, kan man tage endnu nogle km mod vest, nemlig til moseområdet Dyndet, der ligger malerisk ved den lille stationsby Borup. Dyndet byder på både ås, badesø samt masser af grønne træer og buske fuld af fuglesang – samt en campingplads.

Endelig er det også her, at Malerklemmen ligger. Malerklemmen, der for alle på Midtsjælland, men også for mange andre er et sted, som man bare MÅ besøge for at smage deres berømte æbleskiver.

Malerklemmen er en gammel gård, der kan dateres tilbage til stavnsbåndets tid i midten af 1700-tallet, og som oprindelig var bolig for den forhadte ridefoged. Siden 1963, hvor en kunstmaler købte gården og lavede den om til et traktørsted, har gården dog heddet Malerklemmen. Altså malerens sted med klemmen, som hidrører til at gården til sidst kun havde en lille strimmel jord, en såkaldt klemme jord at gøre godt med.

Umiddelbart kunne man ellers godt tro, at der var der tale om de klemmer, som man kan spise. Klemmer er nemlig et gammelt ord for madder, typisk to stykker brød, der er lagt sammen med pålæg i midten. Men nej, klemme her betyder en lille strimmel jord. Og så er det jo også æbleskiverne, som Malerklemmen er berømt for.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal danske muslimer tage afstand fra ISIS?

Udgivet den af
1

For få uger siden kendte de færreste danskere ISIS, den sunni-muslimske terror-organisation, der er igang med at skabe et kalifat i de dele af Irak og Syrien, som bevægelsen kontrollerer.

Situationen er lidt anderledes nu, hvor medierne om ikke dagligt, så dog ofte rapporterer om nye uhyrligheder fra ISIS´s side: ISIS ødelægger shia-muslimske helligdomme, ISIS nakkeskyder dem af deres egne, som ikke vil være med til den ekstreme vold mere – blandt andet muslimske mænd af dansk herkomst, der er rejst til Syrien som såkaldt hellige krigere osv, osv.

Listen over ISIS´s forbrydelser er meget lang – og der er ingen tvivl om, at ISIS er en flok bindegale fundamentalister, som ikke skyr nogen midler.

I debatten har det derfor været fremme, at danske muslimer er nødt til offentligt at tage afstand fra ISIS.

Men hvorfor?

Danske muslimer er ikke mere ansvarlige for, hvad bindegale muslimer i Irak og Syrien finder på, end danske kristne var ansvarlige for, hvad Karadzic og de andre bindegale kristne gjorde under borgerkrigen i Jugoslavien i 1990´erne, hvor Karadzic var en af de ansvarlige for folkedrab på flere tusinde muslimer.

I bund og grund er vi nemig alle individer, der kun er ansvarlige for os selv – så nej, danske muslimer er kun ansvarlige for ISIS´ s uhyrligheder, såfremt de selv har været en del af ISIS. Og i så fald skal den eller de pågældende retsforfølges og det lige med det samme.

Men når det er sagt, så er ISIS samtidig alle tiders chance for vestligt orienterede og demokratisk anlagte muslimer til at komme på banen og fortælle, at der er anden muslimsk vej end kalifat, sharialov og vold.

For stadig flere og flere danskere tror desværre, at alle muslimer er potentielle ISIS-tilhængere, og det er en fordom, som skal bekæmpes – og det gøres bedst af muslimerne selv som fx pigerne bag “Det slører stadig”, Naser Khader og tilsvarende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sommer, sol og søndags-dansk

Udgivet den af
1

Det er sommer, det er sol, og det er søndag, synges der i Far til 4-filmen fra 1953, der ligesom de andre originale Far til 4-film altid tænder nostalgien hos moderne danskere. Livet og verden – og i særdeleshed Danmark – var bare bedre dengang, sukkes der,  mens store og små sluger den danske sommer anno glansbilledet fra 1950´erne.

Men hvad vil det i grunden sige, at noget er sommer, sol og søndags-dansk?

Er det netop de gamle, danske film? Som Far til 4-filmene med Ib Schønberg som det naturlige midtpunkt? Eller hvad med en klassiker som “Sommer i Tyrol” med en dårende dejlig Susse Wold og en Dirch Passer, der flere steder i filmen viser de dybder, som han også rummede, men sjældent fik lov til at vise. For der er unægtelig dansk sommerstemning i filmen, selvom den er filmet i og foregår i de østrigske alper.

For hvad er sommer, sol og søndags-dansk?

Ja, det er ihvertfald maden. Den klassiske, danske frokost med smørrebrød, øl og snaps. Jordbær og koldskål. En isvaffel – med hele svineriet. Og i vor tid også grillet kød og rødvin. Eller rejer og rosé-vin.

Og så er det selvfølgelig sommer i Danmark, når Dannebrog vejrer over kolonihaven en sommersøndag. Vores rød-hvide flag ser bare så smuk ud mod en blå sommerhimmel og med sommergrønne træer i baggrunden.

Hygge, samvær med familie og venner og en tur i bølgen blå. Ja, det hører sig også til drømmen om sommer, sol og søndags-dansk.

Men måske er det alligevel drømmen, der er allermest sommer, sol og søndags-dansk?

Drømmen om den danske sommer, om solen og om søndagen. Om disse i reglen få danske sommerdage med varme og sol, hvor man kan sidde ude fra morgen til aften – uden at have en trøje på. Om det at have fri. Sangen er jo fra dengang, hvor man kun havde fri om søndagen.

Men sommer, sol og søndags-dansk er også – og måske allermest – den lidt naive tilgang til verden, dette at ville alle og hinanden det godt …

Denne skønne indstilling, som er blevet glemt i de seneste årtier … men som er den, som vi kommer allerlængst med, også i en globaliseret og konkurrencepræget tidsalder.

Der er noget godt over dét at smile til verden og måske allermest en sommerdag, hvor man har fri – hvor man er fri.

Fri og ligetil … som Kim Larsen synger om det og Danmark i “Danas have”: Dengang vi havde succes med at være fri og ligetil …

Det er dér vi skal hen igen … dér hvor vi er fri og ligetil og kerer os om hinanden, både om hverdagen og om søndagen, om vinteren og om sommeren.

For et samfund med varme og rummelighed – dét er allermest sommer, sol og søndags-dansk – og dét er ganske vist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Radikale i udlændinge-catch 22

Udgivet den af
1

Agurketid er tid for alle mulige – mere eller mindre – besynderlige udmeldinger.

Dagens agurke-udmelding er, at de radikale generelt bakker op om en fortsat relativ stram udlændingepolitik, således også 24-års-reglen, som partiet ellers er imod. Læs artikel her fra Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/nu-gaar-de-radikale-ind-for-en-stram-udlaendingepolitik

I artiklen kan man bla læse flg. citat fra gruppeformand Christian Friis-Bach: “Vi har en stram og retfærdig udlændingepolitik, og det er en politik, som, vi mener, skal fortsætte efter næste valg, hvis SR-regeringen fortsætter.” Citat slut.

Dét er i den grad nye toner fra de radikale, som ellers altid har ønsket lempelser på udlændingeområdet. Mange tolker det selvfølgelig også som valg-retorik.

Som Danmarksbloggen ser det, så er udmeldingen i dén grad et udtryk for den catch 22, som både de Radikale (og Socialdemokratiet) har været fanget i, siden dengang daværende statsminister Fogh (V) baserede sin magt på Dansk Folkeparti – og dermed legitimerede fremmedhadet og umenneskeligheden i det danske samfund.

For lige siden har det været okay at være sig selv nok, okay ikke at ville hjælpe mennesker i nød. Lige siden har forråelsen spredt sig i det danske samfund, og idag er den sorte nationalisme så stor, at dens repræsentanter står til at blive landets største parti.

Det har været – og er – gift for de radikale – og for regeringen.

For i dagens Danmark er det umuligt IKKE at forholde sig til udlændingespørgsmålet, hvis man vil have stemmer og vinde et folketingsvalg. Men det er også mere end svært for humanistiske partier som Radikale at sætte emnet på dagsorden uden at fremstå som en bleg version af de hardcore udlændinge-modstandere i Dansk Folkeparti.

Og hvem siger også, at man skal gå ind for fremmedhadet og umenneskeligheden, uanset om man gør det i en bleg version som regeringen eller en blodig version som Dansk Folkeparti?

For der er en anden vej: Medmenneskelighedens, tolerancens og hjælpsomhedens – og det er den vej, som Danmarksbloggen vil anbefale de radikale og alle andre at gå.

Så er man også ude af den grumme catch 22. Det kan godt være, at regeringsmagten tabes i denne omgang. Men man kan se sig selv i øjnene og arbejde videre på, at vinden en dag vender, og medmenneskeligheden kommer tilbage i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Dronningens søn bliver Kongens bror …

Udgivet den af
3

Fornylig blev det meddelt, at prins Joachim og prinsesse Marie flytter til København, fordi deres royale forpligtelser var uforenelige med at drive landbrug i det sønderjyske.

Dét kan man så diskutere længe. Og meningerne vil uden tvivl også være meget delte omkring, hvor meget de forpligtelser reelt fylder op i kalenderen – og om der var andre årsager til flytningen. Fx familiære, idet prins Joachims to sønner med grevinde Alexandra bor i København.

Under alle omstændigheder: Så flytter parret og deres to børn til hovedstaden.

Danmarksbloggen undrer sig: For prins Joachim har boet over 20 år i det sønderjyske – og det er faktisk gået meget godt i al den tid, to årtier, med at passe de royale pligter.

Og ser man på fremtiden, får hverken prins Joachim eller prinsesse Marie flere royale pligter. Snarere tværtimod vil der blive skruet ned for blusset den dag, at prins Joachim ikke længere er Dronningens søn, men Kongens bror.

Som Dronningens søn er hans rolle nemlig markant større og mere vigtig end den, der venter som Kongens bror – både i sig selv, men især også når landets kommende konge har hele fire børn.

Og nok håber Danmarksbloggen ligesom alle andre i Danmark, at Dronning Margrethe d. 2. bliver hos os i mange år endnu. Men realistisk set er der en overskuelig årrække tilbage, før kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10 – og prins Joachim dermed får en mere tilbagetrukken rolle.

Flytningen til København giver derfor ikke rigtig mening … end ikke på denne første dag i den officielle agurketid, hvor en skov af spørgsmål derfor rejser sig: For hvor skal parret bo? Både nu – og den dag regenten hedder Frederik d. 10? Hvad skal prins Joachim og prinsesse Marie leve af – også fremover? Apanagen alene – eller? Osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Mors, Fur og moleret

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen vil her i sommerferien anbefale fem – ikke så berømte som de har fortjent det – steder i Danmark. Alle kender jo til Skagens, Bornholms og Københavns lyksaligheder. Møns Klint og Vesterhavet er også på listen over velbesøgte steder i Danmark.

Men Danmark består af flere perler, som tit overses. Perler, som Danmarksbloggen i denne sommerserie vil sætte på det mentale Danmarkskort igen.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned startende i dag, hvor det skal handle om:

MORS, FUR OG MOLERET

Mange danskere kender ikke moleret, som udtales mo-ler, altså mo og ler med tryk på begge dele, men mest på mo.

Moler har dog ikke noget med ler at gøre. Moler er rester af skaller fra nogle små dyr, der levede i havet for ca 54 millioner år siden. Det var dengang, hvor Europa og Nordamerika skiltes og drev hver sin vej. Og ude i det dengang nye Atlanterhav stod vulkanerne på række og geled og havde udbrud så jævnligt, at det ville nedlægge fly-trafikken totalt, hvis noget lignende skete i dag.

Men dengang var vi mennesker der ikke, så ingen tog sig af det. Heller ikke de små dyr diatomeerne, der når de døde faldt ned på havbunden, hvor deres kiselholdige skaller gennem århundrederne hobede sig op sammen med lagene af aske fra vulkanudbruddene samt skeletterne af de andre dyr, der døde i havet.

Så gik år-millionerne – og havbunden og dermed bunkerne af skaller og skeletter steg og blev bakket landjord, og isen kom og skubbede til det hele. Og resultatet blev det, som i dag findes på Mors og Fur og kaldes moleret: Store klinte-agtige vægge på op til 60 meter i gule, hvide og brunlige nuancer afløst af de sorte og grå askestriber, der snor sig som slyngede bånd på moler-væggene.

Det er så smukt og mægtigt, at det skal opleves – og så er det i øvrigt enestående.

I hele verden er der nemlig kun to steder, hvor der er moler – og det er på Mors og Fur i den danske Limfjord. Det kan vi danskere godt være stolte af.

Meget stolte.

Det undrer derfor også Danmarksbloggen meget, at moleret IKKE kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv. For moleret er mere særligt end både fiskeleret på Stevns og Vadehavet. Fiskeler findes der nemlig mange steder i verden, blot ofte ikke så tydeligt som på Stevns. Og Vadehavet er nok det største område af sin art, men der findes også andre tilsvarende områder.

Moleret derimod findes KUN på Mors og Fur i hele verden.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at tage dertil og se moleret. Både ude på lokaliteter som Ejerslev, Feggesund og Hanklit – og på Molermuseet, hvor man også kan se mange af de forsteninger af dyr og planter, som der er fundet i moleret. Blandt andet en stor, flot havskildpadde, der har fået navnet Luffe.

På molermuseet kan man også låne en rigtig geologhammer, så man selv kan prøve at finde noget i moleret, der er så rigt på fossiler. Men husk: Ikke noget med at hakke løs på molervæggene. Man må kun slå på de molerstykker, der allerede er faldet ned.

Som regel må man beholde det, som man finder. Men er fundet stort eller specielt, så tilhører det den danske stat. For så er det danekræ – analogt til danefæ for de guld- og sølvskatte, som der findes andre steder i den danske muld.

Det enestående moler anvendes i øvrigt som isoleringsmateriale og kattegrus, da det er meget let og suger godt. Det kan man så tænke lidt over i en tid, hvor vi taler om at drive rovdrift på jordens ressourcer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ramadan om sommeren viser behovet for en vestlig islam

Udgivet den af
1

Idag starter muslimernes fastemåned Ramadanen. Fire uger, hvor voksne og raske muslimer ikke spiser, drikker eller ryger fra solopgang til solnedgang.

Noget, der giver god mening i de muslimske lande, der er noget tættere på Ækvator, og hvor dag og nat derfor er nogenlunde lige lange.

Men heroppe på de mere nordlige breddegrader er det her midt om sommeren med de lange dage og de korte nætter temmelig mange timer at skulle faste. Altfor mange timer uden mad og drikke, og endda i fire uger i træk. Og en ting er, at det ikke sundhedsmæssigt er godt – men det viser også behovet for en vestlig islam.

En islam, der selvfølgelig er tro mod sit teologiske grundlag, men som samtidig er tilpasset til at fungere i et sekulært og demokratisk samfund.

For selvfølgelig kan det lade sig gøre. Kristendommen i sin oprindelige form er på mange måder heller ikke egnet til at fungere i et moderne samfund. Men kristendommen har forlængst fundet sin rolle som den institution, der varetager en historisk og en kulturel arv – og som formidler nogle værdier og en tro, som den enkelte så selv kan vælge om vedkommende vil følge eller ej.

Islam kunne sagtens indtage en lignende rolle som værdiskaber og kulturformidler. Og her er det vigtigt, at det er muslimerne selv, der definerer deres egen tro og praksis – og den reformation af islam, som der er brug for her i Vesten, hvor det i øjeblikket går den gale vej.

For såvel muslimer som kristne og alle andre grupper i de vestlige lande bliver mere og mere fundamentalistiske – og får mindre og mindre respekt for hinanden.

Vejen frem går derfor gennem accept og rummelighed af hinanden, af ytringsfriheden og de andre frihedsrettigheder. Både her i Europa og udenfor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venlighed med på UNESCO´s lister?

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor Danmark var kendt for sin venlighed. Hvor vi viden om var berømte for det danske smil og det danske frisind.

Det er længe siden, meget længe siden.

For hvis der idag blev lavet lister over venlighed, smil og frisind, som der gør over verdens kultur- og naturarv, ville nutidens Danmark ikke have mange chancer.

Så det er måske meget godt, at det istedet blev fiskeleret på Stevns Klint og tidevandssystemet i Vadehavet, som løb med UNESCO´s opmærksomhed, da de to her for nylig kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv.

Kulturelt er vi også med, da både Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingstenene er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv.

Vi klarer os altså bedre på ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten, end vi gør det på venlighed, smil og frisind.

Det kan virke deprimerende. Men heldigvis så holder hverken mennesker eller trends ligeså længe som ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten …

Menneskenes verden og værdier er det mest omskiftelige på denne jord.

Så der er håb om, at det igen kan blive anderledes. At vi igen kan blive garanter for – og kendte for – den venlighed, det smil og det frisind, som vi engang var så stolte af at besidde her til lands.

Ja, den gode nyhed er, at vi faktisk ikke behøver at vente med – igen – at være venlige, smilende og frisindede. Vi kan starte idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans og hovederne på et fad

Udgivet den af
1

I dag er det Skt. Hans-aften – og det betyder i vor tid bål, heks og midsommervise.

Oprindelig fejrede vi Skt. Hans her til lands med at valfarte ud til de hellige kilder for dér at drikke af deres vand, som blev anset for at være helbredende – og især når det var midsommer.

Lang tid efter reformationen gik både præster og menighed derfor også i katolsk-lignende optog ud til de hellige kilder som fx ved Ørslev på Sjælland, hvor man medbragte et fad med et træhoved på, der symboliserede Johannes Døberen – samt nogle virkelige menneskeknogler, som man kaldte Johannes Døberens Bene, altså Skt. Hans´ bene. For Hans er en fordanskning af Johannes.

Det spændende hoved og knoglerne kan nu ses på Nationalmuseet i København. Læs evt. også undertegnedes artikel om hovedet og knoglerne her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-06-14/skt.-hans%C2%B4-hoved-p%C3%A5-et-fad-0

Idag er det dog ikke Johannes Døberens hoved, som de fleste vil se på et fad, men snarere politikernes eller andre fremstående mennesker.

Og heksejagten indgås både hurtigt og nemt, når pressen eller de politiske modstandere lugter blod. Og af og til har det helt klart sin berettigelse, når magthaverne begår ulovligheder eller laver magtmisbrug. Men ikke når de bare er almindelige mennesker med de fejl og mangler, som vi alle har.

Danmarksbloggen vil ihvertfald nødig have, at det kun er de (på overfladen) fejlfri mennesker, der skal stå i spidsen for vores land. Den slags mennesker er nemlig mere farlige end nogen hekse nogensinde har været dét.

For de “fejlfri og perfekte” er så gode til at skjule deres fejl, manipulere og få deres vilje, at de som regel samtidig med det er uden den empati og medmenneskelighed, som er det, der holder hjulene igang – og får os til at rumme hinandens fejl og mangler og stadig holde af hinanden … have varme hjerter simpelthen.

Så nej, tak til fejlfrihed og hovederne på et fad – og ja, tak til fejl, mangler, varme hjerter og fællesskab, både det om Skt. Hans-bålet i aften og alle de andre i det kommende år.

For ordene i Drachmann´s midsommervise gælder stadig:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk