Kategoriarkiv: Danske værdier

Nej d. 3. december

Udgivet den af
Svar

Om præcis en uge skal vi stemme om retsforbeholdet – dvs. om Danmark skal tilslutte sig 22 fælleseuropæiske akter om politi-, straffe- og civilret, der vil gøre beslutningerne til overstatslige – dvs. at beslutningerne ved et ja fremover tages på EU-niveau. Samt at et nyt folketing ikke kan ændre noget, som et tidligere folketing har sagt ja til.

Et flertal af partier siger ja – som regel med henvisning til at Danmark ellers risikerer at ryge ud af Europol-samarbejdet.

Mens et mindretal af partier siger nej – som regel med henvisning til at Danmark mister suverænitet.

Danmarksbloggen siger også nej.

For ja, vi mister suverænitet på det måske allervigtigste område for et land, nemlig dets retspolitik. Og det er ikke begrænset til de 22 akter – på den lange bane.

For bliver det et ja, så kan forligspartierne (dvs. Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF) senere tilslutte Danmark de resterende 10 akter – deriblandt det om flygtninge og indvandrere – UDEN EN NY FOLKEAFSTEMNING.

Det danske demokrati sættes nemlig på det helt centrale retsområde helt ud af drift, hvis vi stemmer ja. Derfor: Stem NEJ – behold og bevar vores danske demokrati. Det er for værdifuldt til at blive spist af kolossen på lerfødder, også kaldet EU.

Og ang. Europol, så er der noget, som hedder parallelaftaler – det kan selv Norge, som ikke er medlem af EU, få.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

På vej mod Folkemord?

Udgivet den af
Svar

Tidligere i år var der en glimrende dokumentar omkring det amerikanske fængselssystem, der viste, at der var sket en systematisk hetz mod den sorte befolkning. Programmet hed “Folkedrab kan ske på flere avancerede måder”, og som en professor udtalte i programmet: “Man behøves ikke fysisk selv at slå den anden gruppe ihjel!”

Det gælder også i Danmark.

For når vi læner os lidt tilbage og kigger ud over Danmark, så virker billedet skræmmende tæt på det amerikanske mønster. Her i lille Dannevang er det blot 2. og 3. generations-indvandrere samt flygtninge, der er syndebukke.

Selvfølgelig er det Inger Støjbergs intention at passe på Danmark, som alle andre politikere også vil det. Udfordringen er blot, at hun og hendes kompagnoner i DF mere eller mindre ubevidst har ført Danmark gennem både 1. og 2. fase af vejen mod raceadskillelse – og i sidste ende Folkemord.

Det er ødelæggende for et samfund, når denne retoriske udvikling ikke stoppes, da det kan ende med Folkemord som i Syrien, Rwanda og det Ariske rige.

Det burde både politikere og journalister tænke gevaldigt over, da de er “talerøret” og hermed medskyldige, når retorikken og hadet piskes op – eller når de positive begivenheder forties.

I disse tider er det endnu mere vigtigt, at vi alle står sammen i demokratiets navn, uanset politisk overbevisning, køn, race, seksualitet og alder.

For husk: Sproget er som en lygte. Det, der lyses på og italesættes, er det, som fokus rettes mod.

Læs Stantons folkedrabs-faser her: http://folkedrab.dk/sw50660.asp

Terrorekspert Loretta Napoleoni udtaler også, at ”kun ved inkludering af alle, kan vi forbygge ekstremisme”

Hør evt. radiointerview fra Radio New Zealand efter Paris her:

http://www.radionz.co.nz/national/programmes/ninetonoon/audio/201778896/terror-networking-and-finance-expert-on-paris-attacks.

Det passer også godt med det gamle ordsprog “Sparker du hunden længe nok, så bider den” – og det gælder selv for en sød labrador.

Netop derfor er Venligboernes mission også det bedste, der er sket for Danmark i dette årti. For når et andet menneske mødes med åbenhed og smil, så vil det som oftest føre til en positiv kædereaktion.

Ovenstående er derfor også essentielt vigtigt for, om Danmark skal bevæge sig mod et opdelt land, hvor mennesker på flugt spærres inde i interneringslejre og fratages retten til en dommer samt dehumaniseres, således at integration umuliggøres. Eller om Danmark vil være kendt som Verdens Venligste og Lykkeligste Nation, hvor der er plads til demokrati, rummelighed og medborgerskab.

Det lægger i vores alles hænder, hvad vi vil sætte fokus på!

Håber på det sidste for Danmark og fredens skyld.

Skrevet af: Nanna Feld, bachelor i Administration og Logistik- og Indkøbschef 

Anmeldelse: “Maries Julegave”

Udgivet den af
Svar

Der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø, siger Maries kærlige og omsorgsfulde bamse til den sorte fugl i slutningen af Anemoneteatrets juleforestilling ”Maries Julegave”– samtidig med at den brune og meget nuttede bamse får alle i publikum til at love at sprede masser af fuglefrø i den kommende vinter, så fuglene kan få noget at spise.

Noget, der modtages med stormende jubel af det meget medlevende publikum, der mens Danmarksbloggen var der, bestod af lige dele børn og voksne. Børn, som med det samme var med på noderne, og som grinede og gøs og højt viste deres følelser fra start til slut. Og så de voksne, der som forestillingen skred frem, mere og mere blev som børn igen.

Umiddelbare børn – som tager det som en selvfølge, at en bamse, der er vant til radiatorvarme og masser af kram, og en vild fugl med overlevelsesinstinkt kan blive gode venner og tage på en fantastisk flyvetur over byens tårne og tage til først bondemandens loft og senere fuglens bo i det hule træ, inden turen går hjem igen.

For i Anemoneteatrets ”Maries Julegave” er der masser af poesi, komik, julesange og -salmer, pebernødder – og som altid en mening dybere end den åbenlyse fortælling, der handler om en bamse, en fugl og en sød pige, der glæder sig til jul – og som sådan ønsker sig et guldhjerte, som det hun tabte i sommers.

Inden forestillingen snakkede undertegnede også med teatrets leder Albert Nielsen, som sagde, at forestillingen var endnu mere aktuel i dag, end da den havde premiere som teatrets allerførste forestilling tilbage i 1984. Vor tid kunne lære meget af bamsen omkring det at byde fremmede, sorte fugle indenfor, mente han.

Og det er rigtigt. Bamsen tænker ikke to sekunder i kvoter og integration, da den sorte fugl rammer ruden og ligger stille i sneen. Nej, bamsen iler til hjælp med det samme.

Det gør Danmark ikke, heller ikke selvom der bankes på vore døre i denne tid. Men vi lukker ikke (ret meget) op. Heller ikke selvom vi lever i en absurd overflod – men stadig ikke kan finde ud af at dele, hverken med de andre i verden eller med alle i samfundet. I stedet puger dem, der allerede har, endnu mere sammen – uden at de nogensinde kan nå at forbruge bare halvdelen.

Sådan foregår det ikke i ”Maries Julegave”.

Tværtimod. Her giver både Marie, bamsen og fuglen af et godt hjerte. Ja, de giver endda det bedste, som de har – og dermed får de også det, som de ønsker sig allermest. Hvad det præcist er – og hvordan det foregår, skal selvfølgelig ikke røbes her. For det er jo jul – og julegaver skal være hemmelige, indtil de pakkes op.

Men det står fast, at det at give er at få – og at lære. Og at verden ville blive et dejligt sted, hvis vi alle var lidt mere som Marie, fuglen og bamsen.

Og i Danmark er det i grunden nemt. For her er vores juleaften som Maries. Den handler om julepynt, julegaver og sød forventning. Vores liv er for de fleste af os en idyl i lyse, glade farver, som man også ser det på scenen, når vi er hjemme hos Marie og bamsen. Men verden er større end den trygge hygge – og noget mere barsk, som ude hos fuglen, hvor jorden er frosset til, så der ingen føde er at få – og den må søge mod byen.

Spørgsmålet er derfor heller ikke, hvorfor den sorte fugl søger til byen, men om hvad vi gør, når de sorte fugle med de fremmede og mere stærke farver banker på vores vinduer? Lukker vi ind – eller lukker vi ude?

Og minder scenariet ikke om en anden kendt historie, om hvorfor vi overhovedet holder jul? Var der ikke noget med et barn, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads til ham og hans forældre andre steder? Et barn, som senere startede en hel religion, men som få dage efter sin fødsel måtte flygte med forældrene til Egypten?

Svaret er ja – og i ”Maries Julegave” får vi den skønneste version af juleevangeliet på vers og med rim, rytmer og dans.

Og så bliver det juleaften, og fuglen sidder i sit træ igen og har fået en ny ven, og bamsen er med om juletræet sammen med Marie, der har været i kirke – og den har også fået en ny ven og en ny indsigt. Og præcis som den første gang det blev jul, er intet længere som før. Glæden er kommet til jorden – og mellem mennesker, dyr og kæledyr.

For julen har bragt velsignet bud. For der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø – eller sagt på voksnet: Der, hvor der er varme og tryghed, er der kærlighed – næstekærlighed. Den kærlighed, der åbner op og giver, fordi den slet ikke kan lade være. Den kærlighed, som er vores eneste mulighed i en kold verden, uanset hvad side af vinduet vi er på.

Danmarksbloggen giver fem store bamser ud af seks mulige.

Forestillingen ”Maries Julegave” spiller til og med 23. december på Anemoneteatret.
Den er en dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet og Frederik Ømann. Instruktion: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Annika Nilsson. Lysdesign: Jens Lange. Musik: David Hildebrandt. Plakat/illustration: Jan Mogensen.
Anbefalet alder: 3 til 8 år – men i virkeligheden egnet til alle, der har evnen til at blive som barn igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: “Det lille rige med svovlstikkerne”

Udgivet den af
Svar

Adam O. har begået en farverig og rammende genistreg med bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne”, som udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Et dansk rige styret af mørkets magter, som det er afbildet på bogens forside med blå blok i alle de kendte villains og monstres ofte giftiggrønne skikkelser – og med en dæmonisk Pia Kjærsgaard tronende over det hele som det lille riges reelle dronning.

Det er uhyggeligt, men præcist. Og nej, her i denne anmeldelse bliver der hverken skiftet holdning – eller standpunkt. Lyder det kryptisk? Ja, måske – men det er det ikke for den, der læser, kigger og griner sig igennem bogens 72 sider, der sprudlende og levende spidder Danmark anno 2015 præcis så umenneskeligt og så magtbegærligt, som vores samfund er blevet det.

Et samfund ligeså koldt som dengang den lille pige med svovlstikkerne i H. C. Andersens eventyr frøs ihjel nytårsnat – en skæbne, som også venter os, hvis ikke vi passer på solidariteten og hinanden.

Ser man tilbage på det sidste år og på Adam O.´s tegninger er der ikke meget håb. For det er, som man siger: Et billede siger mere end tusind ord, og bogens skarpe og præcise tegninger af kendte personer og begivenheder fra det sidste års tid viser hele den triste og menneskefjendske situation i det danske rige.

Først og fremmest politikerne, der både sælger ud af arvegods og menneskerettigheder og rager til sig – samtidig med at disse folkevalgte lader den indre svinehund glamme for fuld hals i det såkaldte frie samfunds tjeneste. Gø og glamme i en grad, så den i madam Skralds aka Pia Kjærsgaards billede danser for fuld skrue, mens hun triumferende forkynder, at vi skal bekæmpe de antidemokratiske kræfter ved hjælp ad nødret og afskaffelse af menneskerettigheder.

Et grumt billede, men sandt. Og Adam O. skåner heldigvis heller ingen, når han tegner. Der bliver delt ud til både højre og venstre, men altid med skytset rettet mod dem, som har magten og dermed muligheden for at gøre en forskel.

Og således lever Adam O. op til satirens fineste mål, som er kombinationen af at more og at udstille magten og dens ansigt præcis så terminator-dæmonisk, som den er det i denne uhyggelige tid, hvor vinteren på alle måder er på vej indover Danmark, som man også ser det i en kuldegysende tegning af Kristian Thuelsen Dahl.

En af bogens gennemgående figurer er dog hverken berømt, rig eller på anden måde fuld af magt. Det er nemlig den lille, filosofiske mus, der altid rammer hovedet på sømmet med sine små kommentarer (på jysk), som når den fx efter en massiv omgang giftgul ytringsfrihed, konstaterer, at her er der ikke tale om grundsubstansen i vores demokrati, men i stedet blot opkast.

Andre emner er miljø, overvågning og økonomisk kriminalitet, som også tegnes barsk og bidende. En af de bedste er tegningen med blodet på scenen og de tre dødningeskeletter ved navn kontrol, overvågning og intolerance på lur til at tage over. Et uhyggeligt billede på, hvad det er for et samfund, som Adam O. frygter og ser komme – hvis ikke vi allerede har det. Et samfund og et lille rige, som ingen ønsker at komme til – hvad der i øvrigt passer de fleste af personerne i bogen ganske godt.

Og skulle man være i tvivl, kan man se på Inger Støjberg der som en anden (sindssyg) Hamlet står med menneskelighedens kranium i sin hånd og med øjne lysende af vanvid udtaler ”Travel not to the State of Denmark – Madness Reigns Here”. En tegning i øvrigt godkendt af Integrationsministeriet. Djævlen sidder i detaljen, plejer man at sige. Hos Adam O. er der tit en uddybning af pointén til den, der læser det hele i tegningen, også det med småt. Så det gælder om at have øjnene med sig.

Ang. det tegnetekniske, så er der selvfølgelig fyret godt op under den klassiske, satiriske streg, hvor de forskellige personers karakteristiske træk bliver fremhævet – her ofte netop i selskab med forskellige kendetegn fra kendte skurke og monstre. Det giver grin og genkendelse – og gør, at man ikke slipper bogen, men hele tiden læser videre.

Et andet godt flow er, at bogens tegninger veksler imellem at være i farver eller i sort og hvid, fylde hele siden eller en del af en side, være en del af en kendt referenceramme som fx Olsen Banden på havnen – eller det er Adam O. , der selv skaber situationen.

Danmarksbloggen både gøs og grinede hele vejen gennem ”Det lille rige med svovlstikkerne” og kvitterer med fem farveblyanter ud af seks mulige.

Bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne” udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Den koster 129 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Der var engang en retsstat

Udgivet den af
Svar

Der var engang en retsstat – en lille, hyggelig andedams-retsstat, der hed Danmark. Det var en retsstat, som vi var meget stolte af. For den hyldede frihedsprincipperne og sikrede, at alle kom for en dommer indenfor en rimelig tidsfrist og i det hele taget fik en fair og retssikker behandling.

Sådan er det ikke længere – lige om lidt. Ikke hvis man er flygtning ihvertfald.

For nu skal et forslag hastebehandles. Et forslag, der går på, at i såkaldt særlige situationer vil flygtninge ikke skulle for en dommer indenfor 72 timer, men kan tilbageholdes på ubestemt tid. Forslaget kom først i går aftes, men allerede idag skal det førstebehandles – og på fredag skal der stemmes.

Der bliver altså ikke tid til at tænke sig om – eller indkalde eksperter og andre, der arbejder med området til dagligt. Det er bare lige på og hårdt – og så kan man (hvis det vedtages – og det gør det, som det ser ud pt.) ellers tilbageholde store grupper af flygtninge i ubegrænset tid uden at de kommer for en dommer.

Der var engang en retsstat … det er snart længe siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Digt: Bare en regnvejrsmorgen

Udgivet den af
Svar

Bare en regnvejrsmorgen,
Alt er koldt og vådt,
I går brændte lysene på Kgs. Nytorv,
Nu er alt igen november-gråt.

Vi fortsætter vores liv –
på overfladen som var intet hændt,
men inde i os
ligger det hele gemt.

For vi husker København og Paris.
Og vi ved, at det vil ske igen,
at kugler og bomber
råt vil ramme både fjende og ven.

Men vi ved ikke hvor,
Og vi ved heller ikke hvornår,
Men indtil da skal vi leve og le,
trodsigt vise, at hjerterne stadig slår.

For angsten må ikke tage over,
og hadet må ikke vinde,
istedet skal vi søge dybt i vores hjerter
for dér næstekærlighed og mod at finde!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fjenden er fundamentalismen

Udgivet den af
Svar

Hvorfor sørger og begræder vi kun Frankrig, skriver mange på Facebook idag.

Præmissen er forkert. For det er ikke sandt. Hvis vi i den vestlige verden kun bekymrede os om os selv, ville vi ikke være involveret i hjælpearbejde – eller bombe Islamisk Stat. 

Men ja, vi sørger mere over Frankrig, fordi de er mere som vi er det, både i levemåde og samfundsopbygning.

Så nej, det er der ikke noget mærkeligt i. Mennesket er – trods alle ønsker om at være ægte multi – stadig mest istand til at relatere til dem, som er ligesom dem selv. Og det gælder alle, uanset tro, religion og andre forskelle.

Øvelsen er derfor at lade være med at angribe hinanden – heller ikke med ord. Øvelsen er istedet at bygge bro og skabe forståelse. For nok er vi forskellige – og vi har lettest ved at forstå dem, der ligner os selv. Men der er stadig mere, der samler end skiller os. Det skal vi huske.

Danmarksbloggen vil derfor med god samvittighed tage ind til mindehøjtideligheden ved Den Franske Ambassade. For idag drejer det sig ikke om politiske slagsmål, men om at ære de døde, der i øvrigt kom fra hele verden og alle religioner.

Fjenden er nemlig ikke islam – men fundamentalismen i alle dens former, uanset om det er en muslimsk mørkemand med en bombe i vesten, eller det er en kristen mørkemand fra Dansk Folkeparti, der synes det er ok at bombe børn.

Ingen af dem har forstået en snus af det bud om næstekærlighed, som alle de store religioner er enige om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Døm mig på mine gerninger, ikke på min tro

Udgivet den af
Svar

Jeg ser mange opslag på Facebook, der på det nærmeste fordømmer religion i dag. De skriver, at vi skal fralægge os religionen, da det er den, der er skyld i terroren i Paris.

Kære alle! I må tro eller ikke tro, hvad I vil. Hvis en religiøs person vælger at bede for ofrene i Paris, så er det jo ikke en ond tanke, men en god og menneskekærlig. Om de, der er tiltænkt bønnerne, er religiøse eller ej, betyder sandsynligvis mindre. Det er en (af flere) måde for en religiøs at udtrykke, at man tænker på ofrene, og at man ønsker de overlevende og pårørende det bedste fremover.

Naturligvis skal man som religiøs ikke gå til væbnet kamp mod andre. Faktisk bør ingen gå til væbnet kamp mod andre, som vi har set det i Paris!

Men til alle jer, der har valgt ikke at tro, må vi, der tror ikke nok få lov at beholde vores tro? Jeg skal nok lade være med at pådutte jer min tro – især hvis I lader være med at pådutte mig jeres ikke-tro.

For hvis nu vi bare dømmer hinanden på vores gerninger, så er det så meget nemmere. Jeg bilder mig ind, at jeg (generelt) er et godt menneske. Om det skyldes, at jeg tror eller ej, kan jo være fuldstændigt lige meget for jer, som det ”går ud over”.

Og hav så en god dag alle sammen.

Amen 🙂

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Glem de pædofile og politiet et øjeblik

Udgivet den af
Svar

Prøv engang at skubbe skræmmekampagnerne til side, tag en dyb indånding og saml tankerne. Glem de pædofile, politiets svære kår, den sociale dumpning, og hvad vi ellers får at vide, at valget handler om. Til side med dem.

Bare et øjeblik.

Bare længe nok til at svare på disse to simple spørgsmål, som burde stå over alle andre:

— Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et ja?

 — Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et nej?

Er svaret IKKE det samme på de to spørgsmål, så er det demokratiet, der stemmes om, ikke alt det andet.

Det kan være meget dyrt her i livet blindt at tro på, hvad politikernes spindoktorer fortæller os. De vigtige spørgsmål er desværre sjældent dem, de bringer på bane.

Demokratiet er vores eneste middel til at holde dem lidt i ørerne, især i en verden, hvor politikernes evne til at lytte til argumenter eller overhovedet forholde sig til virkeligheden uden for deres egen kreds virker lammet.

Har politiet svære kår, så skyldes det måske også, at selvsamme politikere har været særdeles flittige med sparekniven til gavn for pædofile, cykeltyve, bagmænd, svindlere og de østbander, som EUs åbne grænser har sikret fri bevægelighed.

Måske er de grimme mørkemænd, der lokker med slik, hvis man sætter sig ind i deres vogn, ikke børnelokkere, men politikere med blikket fokuseret på nye karrieremuligheder?

Demokratiet er alt for vigtigt at overlade til politikerne. Beskyt det.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter – https://steenlangstrup.wordpress.com/

Fødselspolitik kan koste liv

Udgivet den af
Svar

Vores fantastiske velfærdssystem og barselsgange, der har nedbragt dødstallene siden 1935, er Venstre, DF og resten af blå blok ved at smide overbords – helt uden skrupler.

Ifølge de socialdemokratiske principper skal alle frit kunne komme på hospitalet, også når det er til en fødsel. Derfor var der også øremærket en stor pulje penge til netop fødselsgangene i det forrige finansforlig, men Venstre og deres blå støttepartier (inkl. DF) har nu fjernet pengene.

Følgende er hentet fra Venstres partiprogram: “Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ, af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller private organisationer. Det offentlige skal kun påtage sig løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomisk grundlag.” Hertil kommer følgende citat “Venstre ønsker at privatisere offentlige virksomheder, som kan drives bedre i privat regi. Samtidig ønsker Venstre, at fremme udlicitering og offentligt-privat partnerskab, således at det sikres, at skatteydernes penge bruges bedst muligt.”

Det lyder jo også fornuftigt, men udfordringen er bare, at nu bliver det størrelsen på din pengepung, der er afgørende for, om du får en A eller B fødsel. Det er en meget trist udvikling, og den ender desværre nok også med at koste menneskeliv eller tilføre et eller flere handicap til mor og barn. Der er en grund til, at dødeligheden er faldet siden 1935, hvor der forekom ialt 219 moderdødsfald på 65.200 fødsler, i 1955 var tallet 27 på 76.800 fødsler, og fra 1966-1970 døde i gennemsnit 9 pr. år på gennemsnitligt 77.300 fødsler.

Årsagerne til det seneste meget betydelige fald var flere. De skal dog især findes i en højnelse af befolkningernes almindelige sundhedstilstand, såvel som i væsentlige forbedringer af svangerskabshygiejnen og fødselshjælpen. Indførelsen af svangreomsorg, flere og bedre fødeafdelinger, en bedre uddannelse af læger og jordemødre og en højere prioritering af svangre og fødselsområdet i samfundet som helhed har således været af stor betydning”. Alt dette er Venstre, DF og resten af blå blok ved at smide overbords.

Socialdemokraterne ønsker fortsat, at vi kan opretholde forsvarlige forhold på vores offentlige hospitaler og fødegange. Alt andet er uanstændigt.

Kilde omkring dødelighed er www.jmhs.dk/PDF-files/Obstetrik.pdf

Skrevet af: Nanna Feld, logistik- og Indkøbschef samt medlem af Socialdemokraterne, Roskilde