1. maj: Meget at kæmpe for

På søndag er det 1. maj – og der er blevet meget mere at kæmpe for, end der var for et år siden.

Den nuværende V-regering – som trådte til i juni 2015 – har nemlig været særdeles grundige og hurtige i deres systematiske ødelæggelse af Danmark og af det danske velfærdssamfund.

Skattelettelser er blevet givet i rigt mål, arbejdsforholdene – både organisatorisk og arbejdsmiljømæssigt – er kraftigt forringede, det samme er forholdene for folk på dagpenge og på kontanthjælp. De ældre, uddannelsesområdet og sygehusområdet har også fået det markant dårligere. Til gengæld kan landmændene ødelægge og svine naturen langt mere – og virksomhederne skal heller ikke tænke på miljøet mere. Ikke i nær samme grad i hvert fald.

Det er lige til at græde over – eller blive tordnende vred over  – afhængigt at temperament. Danmarksbloggen vælger det sidste. V-regeringen er nemlig ikke en eneste tåre værd. Den skal tværtimod bekæmpes, så det smælder af røde faner fra kyst til kyst. De kyster, som V-regeringen selvfølgelig også vil ødelægge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når ateister missionerer

Det er faktisk lidt spøjst. I de seneste uger har Ateistisk Selskab kørt en omfattende kampagne, hvor de opfordrer danskerne til at melde sig ud af Folkekirken, hvilket 5000 også har gjort.

Kampagnen har altså virket, og det er jo fint nok, set med Ateistisk Selskabs øjne.

For Danmarksbloggen er det derimod paradoksalt at en forening, der er imod religion, selv bruger mission i sin kampagne. For der er unægteligt noget missionerende over en kampagne, der prøver at grovhøste medlemmer fra en anden klub end ens egen.

Danmarksbloggen vil ikke forholde sig til om – og i så fald hvad den enkelte skal tro på. Det er 100% den enkeltes egen sag, om man tror på en af de mange versioner af Gud, sig selv, astrologien – eller for den sags skyld bussemanden.

Til gengæld ønsker Danmarksbloggen, at tolerancen var større, således så man – uanset om man selv tror eller ikke-tror – lader andre mennesker i fred med deres tro/ikke-tro.

Vi behøver nemlig ikke mission. Vi kan godt selv finde ud af, hvad vi tror/ikke tror på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Decorum-kravet – også til politikerne

Det er blevet foreslået, at imamer også skal leve op til decorum-kravet, altså det krav, der siger, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt bedre, lidt pænere end andre – både på jobbet og i privatlivet.

Man kan også kalde decorum-kravet et værdigheds- og vandelskrav. Decorum er i øvrigt latin og betyder sømmelighed, og henvender sig altså til alle dem, der bærer såkaldt gyldne kæder.

Det menes, at det var søhelten Herluf Trolle, der så at sige genopfandt begrebet i Danmark tilbage i 1565. Det kendes nemlig også fra det gamle Rom. Det var dog først i Danske Lov fra 1683, at decorum-kravet blev en fast bestemmelse, der især gjaldt lærere, præster og dommere. I dag er det en del af Tjenestemandsloven.

Danmarksbloggen synes, at decorum-kravet er helt fantastisk – og at det selvfølgelig skal gælde imamer, som det skal gælde alle andre, der udøver religion i Danmark.

MEN det skal da sandelig også gælde dem, som i den grad har de gyldne kæder i vort land, nemlig politikerne. Tænk hvis ikke kun offentlig ansatte, men også folkevalgte skulle leve op til kravene om værdig opførsel. Så ville den nuværende regering være nødt til at gå af. For den opfører sig mildest talt skammeligt overfor ældre, børn, arbejdsløse og andre udsatte.

Så et stort ja til decorum-kravet herfra – i den udvidede version vel at mærke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jeg nejede for Anker …

En af de allerstørste danskere nogensinde, Anker Jørgensen, gik ud af tiden i går.
I den anledning har Danmarksbloggen fået lov til at bringe dette smukke eftermæle skrevet af skolelærer Katrine Paludan Kristensen. Ankers væsen og betydning kan simpelthen ikke beskrives finere:

Jeg har en gang mødt dronningen. Hun smilede til mig, og jeg smilede retur og gik videre. For et par år siden mødte jeg Anker Jørgensen på gaden på Christianshavn. Helt instinktivt kom jeg til at neje …

Det blev jeg faktisk lidt flov over, men Anker grinede bare over hele femøren. Det hjalp.

Anker Jørgensen var statsminister på det tidspunkt, hvor jeg begyndte at forstå, hvad politik er for noget. Måske var det derfor, jeg kom til at neje. Måske var det fordi, han fik det fine hverv til at virke som om vi alle kunne opnå det. Jeg ved det ikke, men han er den eneste, jeg har nejet for.

Statsministeren, der voksede op i de fattigste kår, holdt nytårstale iført islændertrøje, og som valgte lejligheden i Sydhavnen til fordel for Marienborg, er død. Jeg frygter, at en æra er død med ham.

Må han hvile i fred.

Skrevet af: Katrine Paludan Kristensen 

Imamerne og ytringsfriheden

I Danmark er vi (med rette) glade for og stolte af vores frihedsrettigheder – og nej, hverken tros-, menings- eller ytringsfriheden kan gradbøjes, uanset om man hedder Peter eller Muhammed.

MEN hvad gør vi så med de imamer, der i moskéen taler om sharia-loven som den højeste lov? Som taler direkte imod dansk lovgivning, når de siger, at det er ok at slå børn, hvis de ikke beder, at stene en utro kvinde osv? For de imamer har jo også ytringsfrihed – og den skal ikke gradbøjes.

MEN vi har faktisk en mulighed for at gøre noget ved det, så de ikke kan fortsætte.

For én ting er, at imamer har ytringsfrihed, men i det øjeblik hvor imamer (og andre) begynder systematisk at rådgive, undervise og videreuddanne i holdninger, der er i direkte modstrid med dansk lovgivning – så mener Danmarksbloggen, at der er juridisk hjemmel til at gribe ind.

Danmarksbloggen mener også, at der bør gribes ind. For det dur ikke – som imamerne gør det – at se religion og politik som to sider af samme sag og endda have religionen som højeste autoritet.

For Danmark er – og skal blive ved med at være – et sekulært samfund, hvor religion og politik er adskilt i en offentligt politisk samfunds-sfære og en religiøs privat-sfære.

PS. Og nu vi er igang med oprydningen: Så lad os bare kigge på nogle af de andre parallel-samfund også som fx Jehovas Vidner og andre sekter. For nok fylder de fundamentalistiske muslimer meget – både i antal og især i mediebilledet, men de er ikke alene om at opfordre til handlinger, der er i direkte modstrid til dansk lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere at kæmpe for end vi troede

I dag er det kvindernes internationale kampdag – og der er stadig meget at kæmpe for. Ja, der er meget mere at kæmpe for, end vi måske troede – og det er en kamp, der kræver solidaritet.

For her i 2016 har vi ikke kun de klassiske kampe som fx kampen for ligeløn, der indtil videre nemlig kun er en realitet på papiret, men langtfra i praksis. Eller kampen for flere kvinder i bestyrelser og ledelser, hvor der stadig sidder alt for mange mænd, selvom det for længst er bevist, at diversitet i ledelsen, altså flere kvinder, giver bedre trivsel og mere overskud i virksomheden. For slet ikke at tale om at kvinder rammes meget hårdere end mænd af regeringens kontanthjælpsloft.

Men her i 2016 har vi også i Danmark en ny version af kampen for kvindens mest fundamentale frihedsrettigheder, nemlig at klæde sig som hun ønsker, færdes hvor hun ønsker, tage en uddannelse og et job, selv vælge om og hvem hun evt. vil giftes med, selv vælge om hun vil have børn, selv vælge om hun vil afbryde ægteskabet og mere endnu af samme skuffe.

For det er de ting, som nogle af vores muslimske medsøstre slås med overfor både familie og imamer – og det er en kamp, hvor de muslimske kvinder har brug for støtte fra alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En anden vej end imanernes

Vi svigter vores muslimske landsmænd, når vi overlader dem til imanerne og budskaberne om, at muslimer bedst klarer deres problemer selv i muslimske parallelsamfund – som man har set det udfolde sig i TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”.

Unge muslimske mænd og kvinder skal nemlig vide, at der er en anden vej end den, som imanerne anviser. At det faktisk er muligt både at være muslim og demokrat. At man godt kan være muslim og samtidig et frit menneske, der har sex før ægteskabet – eller måske er bi- eller homoseksuel.

Der findes jo også kristne, som er imod sex før ægteskabet – og imod homoseksuelle. Ja, det gælder rent faktisk flertallet af kristne set på verdensplan, da Romerkirken (som huser verdens mere end 1 milliard katolikker) kun anbefaler sex mellem mand og kvinde, og kun indenfor ægteskabet.

Så nej, det her er IKKE et spørgsmål om islam versus kristendom, men om hvorvidt mennesket skal være frit eller styret af religiøse dogmer.

Danmarksbloggen er tilhænger af frihed – og rummelighed, og mener, at det må være den enkeltes egen sag, hvad man tror på – og hvem vedkommende går i seng med – og hvornår.

Det er til gengæld samfundets sag at sikre, at alle har dé friheder og alle mulige andre friheder til at mene, tænke, skrive og tegne det, som man har lyst til.

Og derfor skal vi heller ikke acceptere disse religiøst betingede parallelsamfund, hvis værdier bygger på religiøse dogmer udlagt af imaner, der ideologisk befinder sig meget langt fra alt, der handler om frihed og rummelighed. Disse parallelsamfund skal derfor opløses. Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres – samtidig med at alle rettigheder bibeholdes og uden at muslimer forfølges, bare fordi de er muslimer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finn Nørgaard og Dan Uzan

Det er i dag et år siden, at terroren ramte Danmark. Et år siden at Finn Nørgaard og Dan Uzan blev skudt ned af en fej, ussel terrorist, som få timer senere selv blev skudt af politiet.

Danmarksbloggen var med til mindehøjtideligheden få dage senere ude på Østerbro. En iskold februaraften med taler og musik – men allerstærkest står mindet om den stilhed, der råbte højere end noget andet i de dage om vigtigheden af frihed og demokrati og menneskeret.

Om de umistelige værdier, som Finn Nørgaard og Dan Uzan gav deres liv for.
Ære være deres minde.

Værdier, som vi stadig kæmper for – værdier, som det altid er værd at kæmpe for. For uden dem så lever vi på knæ, og det skal vi aldrig. Så hellere dø stående …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk