Dansk penge-mageri flytter til Finland

Danske penge er – siden dansk penge-mageri startede med Svend Tveskæg for mere end 1000 år siden – blevet produceret i Danmark, men nu er det slut. De danske mønter og sedler skal laves i Finland, og Den Kgl. Danske Mønt og Seddeltrykkeriet lukker ved årsskiftet. Finnerne kom nemlig med et bedre tilbud!!!!

Danmarksbloggen er rystet, ja mere end det. For det siger sig selv, at et land producerer sin egen valuta. Noget så essentielt skal ikke ske udenfor landets grænser – om ikke andet så af sikkerhedsårsager.

Men sådan skal det åbenbart ikke længere være i discountens og liberalismens altødelæggende navn.

Og vi kan ikke bare lave det om senere, når vi fortryder. For det kommer vi til at gøre. Men man kan ikke bare tilmelde sig en uddannelse som penge-mager. Den kunst læres udelukkende ved sidemands-oplæring. Så det er nu, at dette tilbuds-vanvid skal stoppes, så vi kan beholde Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet, så danske penge også fremover laves i Danmark – og ikke andre steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Only love can drive out hate

Så skete det igen – terroren viste igen sit usle, feje og menneskefjendske ansigt. Denne gang i Orlando, Florida, USA, hvor USA´s værste mareridt, nemlig en hjemmefødt terrorist, der arbejdede som en enlig ulv, dræbte 50 og sårede mindst ligeså mennesker. Bare fordi de mennesker var til stede på en homo-natklub!!!

Det er sindssygt – og vi skal huske på, at kun lys fordriver mørket, at kun kærlighed fordriver hadet – og at guldet lægger for enden og i regnbuen, og at mørkemændene m/k derfor aldrig vil vinde …

Vi skal i stedet vise regnbuen endnu mere … endnu stærkere … vi skal insistere på rummelighed, tolerance og vidsyn.

Kom derfor til Den Amerikanske Ambassade i KBH i aften, hvor der er arrangeret en højtidelighed. Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/1215727155112970/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hottentot-neger

Hvorfor får Danmarksbloggen den største lyst til at male et billede af et sort menneske med hår, der stritter i vild krigsdans, når Danmarksbloggen erfarer, at Statens Museum for Kunst omdøber 14 kunstværker i den politiske korrektheds navn?

Danmarksbloggen er derfor også 100% enig med vicedirektør Camilla Mordhorst fra Nationalmuseet i København, der til Politiken har udtalt: Ordet ‘neger’ beskriver en ulighed mellem folk som er en del af historien. Den må vi også tage på os, selv om vi ikke bryder os om den længere. Retter man i historien, risikerer man at miste de historiske dybder.

Præcis. Det var engang, hvor det hed neger, hottentot, eskimo, skævøje og mange andre betegnelser, som er no-go i dag, men som vi må bevare, hvis vi vil forstå os selv og vores egen historie.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/statens-museum-kunst-fjerner-ordet-neger-fra-kunstvaerker

Desuden kan det undre, at man i en tid – hvor mennesker dør i hobetal i Middelhavet og hvor uligheden eksploderer – bruger energi på at tale om ord og potentielle fornærmelser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden ofres i frihedens navn

Når Haarder skal indsamle såkaldt ”danske værdier” til Danmarkskanonen, så skal han i hvert fald ikke kigge til egen partiformand.

Se mere her: http://kum.dk/temaer/danmarkskanon/

For nok snakkede Løkke i går på Grundlovsdag om fædrelandskærlighed og om at gøre Danmark stærkere. Men ser man på Venstres politik, så gør den Danmark markant svagere både på miljø-, social- og erhvervsområdet – og på frihedsområdet.

Danmark er nemlig meget mere end leverpostej og lagkage, humor og lejlighedssange, som det er blevet foreslået i Danmarkskanonen. Danmark er også – og især – skarp debat og en ytringsfrihed, der skal være absolut.

Som en anden Venstre-profil, nemlig Birthe Rønn Hornbech, sagde det i går: Er vi virkelig så svagt et folk, at vi føler, at vi er nødt til at skride til antidemokratiske midler for at opretholde demokratiet? Er vi virkelig parat til i den grad at indskrænke friheden for flertallet, fordi vi fejlagtigt tror, at vi derved kan udrydde ekstreme holdninger hos de få? Stikker det alligevel ikke dybere, det danske frisind, end at vi er parat til at opgive det og lade frygten regere? Friheden ofres – i frihedens hellige navn.

Så kan det ikke siges tydeligere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Du er jo også et slags menneske

Det lød så naivt – og selvfølgeligt – da undertegnede i fredags oppe i en elevator i Stockholm hørte en yngre, svensk kvinde sige til et lille barn i en klapvogn: “Du er jo også et slags menneske”.

Og sætningen skurrede endnu mere, da jeg fik kigget nærmere på hudfarverne. For kvinden, der talte, var kridhvid, mens barnet og barnets mor var kulsorte.

Men inden jeg nåede at tænke over, om jeg skulle blive forarget, så fortsatte den kridhvide kvinde med et stort smil ned til barnet og op til barnets mor: “Men du vil vokse, og så bliver du stor en dag”.

Og moderen til det lille menneske, ja hun smilede tilbage i en fælles svensk forståelse af livets gang … og der var ingen konflikter, ingen racisme – kun medmenneskeligt fællesskab og nærvær.

Og jeg stod der – som dansker fra et land, hvor vi forlængst har glemt de ting, der samler os – og tænkte: Ja, medlemmerne af Dansk Folkeparti er jo også en slags mennesker …

En tanke, som vi må holde fast i, når vi – i modsætning til dem i elevatoren i Stockholm – bor i et land, hvor vi dæmoniserer dem, der er anderledes end os selv.

For vi er jo alle en slags mennesker …

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et godt og trygt samfund

If nothing changes in another 30 years, the top 1% will share 36-37% of income and the bottom 50% will share 6%. That´s not a capitalist economy anymore, that´s a feudal economy. This is just math. It ´s very simple math.

Ordene er sagt af den amerikanske millionær og iværksætter Nick Hanauer.

Situationen i Danmark er ikke ligeså slem – men vi nærmer os dag for dag, så længe vi har en regering som den nuværende V-regering.

Der er to ting, der kendetegner et godt og trygt samfund:

1)    At man ikke skal frygte at blive syg, arbejdsløs eller gammel – fordi man betaler skat (og også en del i skat), mens man er rask og i arbejde. Altså: Man deles om goderne.

2)    At forskellen på rig og fattig ikke er særlig stor – og at man kender hinanden og hinandens liv – dvs. ens børn går i skole sammen, man bor i de samme områder osv.

Sådan var Danmark engang.
Sådan er Danmark ikke længere.
Sådan kan Danmark blive igen.

Der er nemlig ingen naturlove, der bestemmer, om vi kan skabe et samfund, der er godt for alle. Det bestemmer vi helt selv – via de politiske beslutninger, der træffes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uligheden dræber

Så er det bevist: Uligheden dræber.

DR har lavet et stort og flot stykke arbejde, der viser, at fattige danskere i snit lever 10-13 år kortere end mere velhavende danskere.

Der handler om ressourcer til at leve det sunde liv. Et liv i en god bolig, hvor der er råd til både medicin og rigelige mængder nærende mad – og hvor det er overskud til at vælge en sund livsstil med motion og netværk.

Nøglen til det hele handler om PENGE. Og det er derfor, at det er så essentielt at gøre op med den stigende økonomiske ulighed i Danmark, hvor de rigeste bliver rigere og rigere, mens en stadig større del af danskerne synker ned i fattigdom.

Så det handler ikke om det frie valg, som de blå gerne vil gøre det til. For nej, en kontanthjælpsmodtager kan ikke bare vælge at købe økologisk eller investere i et par løbesko. Det rækker pengene slet ikke til. Ja, de rækker altfor ofte ikke til nødvendig medicin og tre måltider om dagen.

Se første del ud af fire om den syge forskel på DR i aften – det er kl. 20.45.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er svinehunden HELT ude

I går i Debatten på DR2 tonede Dansk Folkeparti rent flag, da udlændinge- og integrations-ordfører Martin Henriksen sagde:

“Problemet er, at der er for mange i Danmark med muslimsk baggrund. Det er derfor, vi har disse diskussioner, konflikter, frustrationer og spændinger og diskussionen i Folketinget om religionsfrihedens grænser.”

Væk var alle tidligere forsikringer om, at der skal være plads til alle – og at Dansk Folkeparti ikke har noget imod muslimer. Her kom ord for ord det, som alle ved, at Dansk Folkeparti mener.

Den indre svinehund kom altså HELT ud, hvad også bekræftes af flg. udtalelse fra Martin Henriksen: “Vi bliver nødt til at forstå problemet for at løse det. Problemet er, at islam spiller en stor rolle i Danmark og har potentiale til at spille en endnu større rolle. Det er, hvis ikke det største, så et af de største samfundsproblemer vi har i landet. På lange stræk mener jeg, at de værdier, der er i islam, er uforenelige med de værdier, vi har i det danske samfund.”

Så kan det ikke siges tydeligere, hvad Dansk Folkeparti mener. Se artikel med link til udsendelsen her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/df-der-er-mange-muslimer-i-danmark

Spørgsmålet herfra er så, om Dansk Folkeparti får lov til at slippe afsted med at gøre en hel religion til syndebuk. Det bør de ikke få – men måske er tonen og stemningen i Danmark allerede så hadsk og fremmedfjendtlig, at danskerne blot trækker på skuldrene – hvis ikke de ligefrem giver Dansk Folkeparti ret.

Og dét er fanme uhyggeligt for alvor, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinder leverer …

Women deliver – Kvinder leverer, hedder den store kvindekonference, som i går åbnede i Bellacentret i København. En vigtig konference, som netop sætter spot på kvinder – og kvinders på verdensplan store og voldsomt uudnyttede potentiale.

Ja, faktisk er kvinder jordens mest uudnyttede ressource …

Dén er værd at tænke over – og tage med, når man diskuterer, hvad der kan gøres mod fattigdom og sygdom – og for bæredygtig vækst, miljø og sundhed.

MEN der var noget, som ikke blev sagt – og som skal være på plads, hvis det store, uudnyttede kvindepotentiale skal have lov til at blomstre og folde sig ud.

Nemlig dette enkle: At nogen med magt og/eller penge skal give kvinderne muligheder for at lære, forske, arbejde – i det hele taget virke.

For selv den mest dygtige har ikke en chance for at levere, hvis ikke vedkommende har en platform at gøre det på. Selv en klog kvinde behøver dette.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kæmp for alt, hvad du har kært

Idag er det 71 år siden, at Danmark blev befriet – hverken 70 år eller 75 år. Men 71 år siden. Fejringen i år bliver derfor også mindre og mere “almindelig” end sidste år og om fire år, og netop derfor skal man tage i Mindelunden i år.

For det er bedst, når det ikke vrimler med toppolitikere, kameraer og alt andet fra det moderne medie-magt-cirkus. Når minderne og højtideligheden kan få lov til at stå for sig selv. Når der er plads til den stilhed og den højtidelighed, som altid kendetegner en 4. maj i Mindelunden.

Undertegnede kommer der tit 4. maj – og hver gang gribes jeg dybt. For her hviler mennesker af det helt store format. Mennesker som ikke blot sang “Kæmp for alt, hvad du har kært – dø om så det gælder” – men som reelt gjorde det. Dem og deres kammerater.

Jeg bliver så ydmyg – og så taknemmelig. For ude i Mindelunden mødes vi af mennesket, når det er størst og bedst.

Af mennesker med et format, som i dén grad er en mangelvare i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk