Kategoriarkiv: Danske værdier

Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Udgivet den af
Svar

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oplevet til Priden: Ryk dig, Fede

Udgivet den af
1

Sidste år var jeg som så mange andre år tilskuer til Pridens Parade, hvilket plejer at være en superfin oplevelse med et fantastisk optog og plads til mangfoldighed og glæde – også blandt tilskuerne. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes denne gang.

Jeg stod i anden række og foran mig stod det, som man vist kalder en nydelig yngre dame i 30´erne med fin taske, flot tøj og ulastelig frisure. Hun skulle dog vise sig ikke at være ligeså pæn indvendig.

For da jeg høfligt på en lille og for mig ukendt piges vegne spurgte, om damen og hendes barn, en stor dreng på omkring 12-13 år, kunne rykke bare en lille smule til venstre (for så ville der nemlig være plads til den lille pige), lød hendes svar: NEJ, det gider jeg ikke.

Ja, men, sagde jeg på den lille piges vegne, hvis gamle bedstemor ikke rigtig var i stand til at kæmpe for hende, den her lille pige kan slet ikke se noget ligenu.

Det er jeg fuldstændig ligeglad med, lød det så fra damen, hvorefter jeg prøvede med et forsigtigt: Nu er det her jo en pride, der handler om tolerance og mangfoldighed, så måske i Pridens ånd … Men jeg blev afbrudt af hende:

Ja, jeg rykker mig ikke – men du kunne jo rykke dig, Fede – for eksempel væk fra mig, lød det fra damen. Og ja, jeg vejer lidt for meget. Men ligefrem at blive kaldt for Fede – dét har jeg dog ikke prøvet før, så jeg blev ærligt talt ret paf og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg stod også i anden række ligesom den lille pige, så jeg kunne jo ikke give hende en bedre plads. Og da jeg ikke kendte hende, ville det også være upassende at spørge, om jeg skulle bære hende, syntes jeg.

Heldigvis for den lille pige (og mig) var der så en anden yngre kvinde, der stod forrest, der sagde til hende: Du kan få min plads, og du (henvendt til damen med den skarpe tunge): Du skal tale pænt – det der er ikke til at holde ud at høre på.

Så en kæmpestor TAK til den sidste dame, der kom mig til undsætning i en stund, hvor jeg havde mistet både mælet og modet. Hun beviste på fineste måde, at det gør en kæmpe forskel at sige noget og at gøre noget for andre.

Hende den anden og hendes dreng, som undervejs ikke havde gjort andet end at køre chips ind, blev selvfølgelig stående, totalt uanfægtede så det ud som om. Der skal åbenbart mere end almindeligt skarp lud til nutidens skurvede hoveder.

Heldigvis var Pridens Parade ligeså fin, flot og farverig som den plejede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Copenhagen Pride

Udgivet den af
Svar

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Minefeltet ved Kgs. Nytorv er under angreb

Udgivet den af
Svar

H.C. Andersen har været dér. Det samme har Kierkegaard og Holberg – og Kim Larsen, Jens August Schade og mange andre af de danske kultur- og skønånder, der gennem snart tre århundreder har beriget os og den danske kultur.

Men nu er jagten på ussel mammon gået ind, og dén jagt er tilsyneladende ligeglad med, at den på sin vej ødelægger en vigtig del af København – og af Danmark.

Vi taler om Minefeltet ved Kgs. Nytorv – som består af de tre historiske udskænkningssteder Hviids Vinstue, Skindbuksen og den noget yngre Kongens Bar – og som pt. er under angreb.

Et ejendomsselskab har nemlig prøvet at opkøbe og opsige disse legendariske værtshuse. Først med kontante tilbud, men da det ikke lykkedes ved at benytte diverse chikaner og klagemuligheder overfor offentlige myndigheder. Samt ved at forøve selvtægt i forhold til de enkelte restauranters ejendom – fx har man kappet en ølslange over til Hviids Vinstue.

En meget vigtig del af den kulturhistoriske arv i hovedstaden er altså truet. Heldigvis har en gruppe engagerede københavnere sat sig for at stoppe dette galimatias.

I overmorgen – onsdag d. 16. august kl. 16 – er der kaldt til folkemøde foran de tre værtshuse i Lille Kongensgade.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/353323211756863/?acontext=%7B%22ref%22%3A%2225%22%2C%22sid_reminder%22%3A%226454042160757936621%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Og endnu bedre: MØD OP og hjælp med at redde disse historiske udskænkningssteder, som mere end nogen andre definerer ikke kun København og københavnerne, men også det at være dansk, da de tre steder alle dage har været og stadig er mødesteder for mennesker fra hele landet og fra alle samfundslag: Hviids Vinstue, Skindbuksen og Kongens Bar.

Ældst er Hviids Vinstue, der har eksisteret siden 1723, og som sandsynligvis er landets ældste værtshus. Hviids Vinstue er især kendt for sit gode øl, mange øl og vinmærker – og gløggen ved juletid, som smager både stærkt og godt, og som undertegnede fra sin studietid i 1990´erne husker som en kær og fast tradition at drikke nogle glas af lillejuleaften, inden turen gik hjem til mor og far og en juletid ude i provinsen – langt væk fra de kære steder ved Kgs. Nytorv.

Skindbuksen har eksisteret siden 1728 og hed oprindelig Nr. 4, fordi det var husnumret – men da droskekuskene, som især brugte den dengang, havde overtræksbukser af skind, blev den i folkemunde kaldt Skindbuksen. I 1930 blev det så også det officielle navn.

Kongens Bar er noget yngre, men mindst ligeså hyggelig som dens to ældre søskende. Undertegnede har da også særdeles gode minder derfra, men som man siger det om både Paris og Las Vegas: Hvad der sker på Kongens Bar, bliver på Kongens Bar.

Læs mere om de historiske steder og kampen for at bevare dem her: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/permalink/1126614620806458/

For det er en kamp, der er værd at kæmpe – og ligesom at tyskerne og Schalburgtagen ikke fik bugt med Hviids Vinstue under besættelsen, så skal kortsigtede økonomiske gevinster til en meget snæver personkreds heller ikke få bugt med de manges glæde ved et stykke særdeles kostbart dansk kulturhistorie ved Kgs. Nytorv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiggere og forbrydelser

Udgivet den af
Svar

I weekenden bragte Kristeligt Dagblad et meget spændende debatindlæg, som desværre druknede i nyhedsstrømmen, der fokuserede på bandekrig, fodbold og kongegrave.

Emnet var ellers noget mere relevant, da det handlede om, hvordan vi opfatter farlighed, og hvordan vi behandler de allersvageste iblandt os – som den ældre tiggerske på Nørreport, hvorom debatindlæggets forfatter, præst og tidligere leder af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen skrev: Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, at hun er farligere end de etnisk velstående, lykkelige og livskvalitetsramte danskere, der arbejder sort og lader arbejde sort for sig for milliarder. Citat slut.

Præcis, for problemet findes hos alle dem, der bekymrer sig om at bage brød med den perfekte krumme, om deres venner nu har de rigtige jobs, om de selv har det rigtige tøj og de rigtige møbler etc, etc – bliv selv ved. Lige dér findes problemerne … så tæt på at det bliver rigtig ubehageligt, når man tænker nærmere over det.

For turen behøver ikke at gå til Christiansborg for at finde synderne eller til dem, der lader andre arbejde sort, eller som gemmer penge i Panama, selvom synderne også findes dér. Turen behøver i reglen ikke at gå meget længere end ud til spejlet for at finde én, der har en snert af denne grimme, umenneskelighedens rem …

Læs hele det stærke og tankevækkende indlæg her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fattigdomsterror.-tanker-om-en-tiggers-forbrydelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

Udgivet den af
1

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland – og den forsvundne mindehøjtidelighed

Udgivet den af
Svar

Medierne er ellers normalt hurtige nok, når det kommer til katastrofer og andet, der koster menneskeliv. Så er der breaking news, ekstraudsendelser og følelsesporno for fuld rulle. Og politikerne følger også trop med opdateringer på de sociale medier og så videre og så videre – vi kender proceduren.

Men intet af det sker åbenbart, når det kommer til en tsunami i Grønland, der ellers kostede flere mennesker livet og mange flere deres livsgrundlag. Så lader man stort set de grønlandske medier selv stå for dækningen – og grønlænderne selv stå for mindehøjtidelighederne flere steder i Danmark på Grønlands Nationaldag i går d. 21. juni.

For det officielle Danmarks eneste synlige tegn var det grønlandske flag på halv stang.

Det er rystende – og en påmindelse om Danmarks koloni-fortid. Og nutid. For nok var vi på ingen måde engle i hverken Tranquebar eller på De Vestindiske Øer – men derude lever der trods alt ingen længere, der kan huske den danske tid fra andet end de gamles fortællinger.

I Grønland derimod er Danmarks overherredømme stadig levende og vitalt – og så kan vi ikke engang, når en katastrofe rammer det store land mod nord, svinge os op til at føle med dem og mindes dem ordentligt med en mindegudstjeneste for eksempel i Vor Frue Kirke i København.

Det er skammeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismen er ældgammel

Udgivet den af
Svar

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et kongeligt glansbillede krakelerer

Udgivet den af
Svar

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Udgivet den af
Svar

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk