Kategoriarkiv: Demokrati & Debat

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag mere ansvar og led dig selv – medmindre du er lærer altså

Udgivet den af
1

Mantraet på det danske arbejdsmarked i disse år er mere selvbestemmelse, mere selvledelse, mere ansvar til og for den enkelte medarbejder i forhold til vedkommendes eget arbejde.

Hvis vi giver vores medarbejdere mere ansvar, bliver de også mere engagerede i deres arbejde, er meldingen fra både private og offentlige arbejdsgivere, mens alle omkring dem nikker samstemmende.

Det vil sige: Lige undtagen hvis det er en skolelærer, der siger det. For så er det en ganske anden sag tilsyneladende. Så bestemmer den enkelte medarbejder alt for meget selv. Så skal direktøren, skolelederen, istedet til at bestemme meget mere – også nede i de små detaljer.

For det med at tage ansvar for egen arbejdsindsats, dét kan lærerne sørme ikke finde ud af selv – længere. De har ellers gjort det med stor succes i flere årtier og kunne måske lære andre grupper på arbejdsmarkedet noget om at planlægge sin egen arbejdstid, have styr på mange forskellige opgaver og samtidig stå for kommunikation og afrapportering.

Men nej, de erfaringer og kompetancer kan ikke bruges til noget, har KL og flertallet af politikere bestemt. Tværtimod skal lærerne bombes tilbage til en arbejdsmåde, som resten af arbejdsmarkedet er igang med at forlade til fordel for den eksakt samme model, som man vil fratage lærerne.

Hvis ikke det var så tragisk for lærerne – og de mange tusind skoleelever – kunne det næsten være sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolelærernes demonstration gik lige i hjertet

Udgivet den af
2

I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vammen, Corydon eller Sass som ny kalif?

Udgivet den af
2

Det er en velkendt sag, at Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning i spidsen har en historisk lav tilslutning hos vælgerne.

Og nok er Thorning i den sidste måneds tid blevet rost af af både erhvervsledere og kolleger i EU. Men det rokker ikke rigtig hos hendes vælgere, som vil have mere velstand og større social lighed.

Det samme vil store dele af det socialdemokratiske bagland, også i folketingsgruppen, og nu rasles der for alvor med sablerne mod Thorning.

Gårsdagens krisemøde, der ifølge Thorning dog slet ikke var et krisemøde, bekræfter dette. Det mest interessante her er imidlertid ikke Thornings benægtelse af utilfredsheden med hende som leder, men derimod de andre potentielle lederes adfærd.

For hvad siger Vammen? Corydon? Sass?

Nicolai Vammen siger ikke så meget, selvom han formentlig meget gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Rygtet vil også vide, at han var kørt i stilling til at overtage posten som leder af Socialdemokratiet, hvis Thorning havde tabt valget for 1½ år siden. Men den tidligere Århus-borgmester og nuværende Europa-minister skal efter sigende have mistet en del opbakning siden da.

Et andet bud er den nuværende finansminister Bjarne Corydon, som står stærkt i regeringen – men slet ikke i sin kreds, der derimod opfordrer andre til at stille op, så man kan undgå Corydon som spidskandidat til folketinget ved næste valg.

Endelig er der politisk ordfører Henrik Sass, den forkætrede Sass, der mistede en stensikker ministerpost, da sagen med rocker-Torben rullede i forbindelse med regeringsdannelsen for 1½ år siden. Sass er på overfladen en støtte til Thorning. Han var således også ude og bakke hende op i forbindelse med gårsdagens “ikke-krisemøde”. Men en ting er, hvad man siger offentligt, noget andet hvad man gør ved siden af.

For i forhold til Sass taler vedholdende rygter om, at han i virkeligheden er enig med de mange i partiet, der vil en anden, mere venstreorienteret kurs. Sass arbejder efter sigende også godt sammen med de overløbne SF´ere; Emilie Turunen,
Mattias Tesfaye og Jesper Petersen. Alle sammen folk, der vil trække Socialdemokratiet til venstre.

Og måske er netop en venstredrejning og en ny kalif det som skal til, hvis Socialdemokratiet skal genopfinde sig selv som partiet, der sørger for, at få har for meget og færre for lidt?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Udgivet den af
1

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole 

501 dage siden Løkke sidst var på talerstolen

Udgivet den af
3

I går kunne Løkke fejre et noget aparte jubilæum. For der var det nemlig 500 dage siden, at han sidst stod på Folketingets talerstol.

Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre og leder af oppositionen. Men tilsyneladende mener han ikke, at Demokratiets fornemste platform; Folketingets talerstol, er så vigtig, at han skal op på den og fortælle, hvad oppositionen vil med Danmark.

Det er forrykt!

Skal et demokrati fungere, skal der være debat og diskussion. Meninger skal brydes og prøves.

Men istedet er der larmende tavshed fra oppositionens leder. En tavshed, der bunder i en formentlig velbegrundet strategisk overvejelse omkring, at sålænge den siddende regering dummer sig (og det gør den jo tilsyneladende uafladeligt), så vinder man flest stemmer ved ingenting at foretage sig.

Og det gør Løkke – altså ingenting. Eller gør han? Nej, i virkeligheden har Løkke rigtig travlt med at ødelægge det levende folkestyre. Om det er bevidst eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Men Venstre har jo i andre sammenhænge gjort, hvad de kunne for at spænde ben for dem, som mente noget andet end dem selv.

Så man kan godt være bange for, at Løkkes manglende taler, spørgsmål og kommentarer fra Folketingets talerstol er et planlagt angreb på vores demokrati, på det gode i at være uenige og skulle diskutere sig frem til en fælles løsning, hvor alle får noget, og alle må opgive noget.

Men uanset om hans fravær er bevidst eller ej, er resultatet det samme: At demokratiet ødelægges, når oppositionens leder går i flyverskjul på dén måde. For et levende folkestyre bunder i aktiv deltagelse, meningsudvekslinger, og at man fortæller om sine visioner for Danmark. Hvad man vil gøre, arbejde med og for og så videre, når og hvis man selv kommer til magten igen.

Men måske Løkke ikke har andre visioner end igen at få nøglen til statsministeriet?!
Det kunne godt se sådan ud!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Røde læber og en præst, der har misforstået demokratiet

Udgivet den af
1

Præst fra Vester Vedsted ved Ribe Uffe Vestergaard Pedersen har skrevet et læserbrev om de unge politikere, som han mener er for unge til at tage politisk ansvar:

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/article5270049.ece

Så langt, så godt, selvom erfaringens værdi altid kan diskuteres. Spørgsmålet er vel snarere, hvad man bruger erfaringen til – og om man på anden måde kan tilegne sig viden, der er ligeså brugbar. Nye ideer er ofte også gode i politik.

Men det drejer læserbrevet sig kun om til at begynde med. For præsten kommer snart ind på hans virkelige ærinde: De røde læber og de unge, kvindelige politikere, hvor han skriver: Citat begyndt: “Smukke unge kvinder, to af de rømmede fra SF, forførende øjne som en Astrid Krag og flere til. Hvem kan ikke fornemme det helt ned i tæerne? Læber med rødt, som enhver rigtig mand ved, hvad kan bruges til.” Citat slut

Det er direkte diskriminerende, og sagen har dermed ikke længere noget som helst at gøre med politisk ansvar eller politikeres alder og erfaring.

Tværtimod er der her tale om en præst, der tilsyneladende distraheres så meget af kvindelige politikeres røde læber, at præsten har et problem med at skelne mellem politik, og hvad der gør ham liderlig.

For hvis det forholder sig således, at Uffe Vestergaard Pedersen ikke kan tåle at se en ung kvinde med røde læber udtale sig om politik uden at blive seksuelt opstemt, ja så er det ham – og ikke de unge, kvindelige politikere – der har en udfordring.

Så er det præsten, der har et problem, som man ellers normalt kun finder hos pubertetsdrenge – og ikke granvoksne mænd med embede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen giver sammenhængskraft

Udgivet den af
1

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Menneskelighedens fallit under en rød regering

Udgivet den af
1

Hvor blev menneskeligheden af?

I Danmark har vi det for vane at have blå regeringer, der tænker på at skabe vækst indenfor det private erhvervsliv, og røde regeringer, der tænker på de svageste i samfundet.

Så når vi skifter regeringsfarve cirka hvert fjerde eller hvert ottende år, går det aldrig helt skidt for nogle af parterne.

I øjeblikket er der global finanskrise, og Danmark har en rød regering. Og dermed skulle der så være basis for at sikre de svageste i vores samfund …

Men sådan er det så ikke!

For modsat til hvad vi er vant til at se, så tager denne røde regering også et økonomisk ansvar. De prøver at skabe mange arbejdspladser på en måde, som ville gøre en blå regering grøn af misundelse.

Men hvad så med menneskeligheden?

Som det ser ud i øjeblikket tror regeringen selv på, at de kan skabe uddannelses- eller arbejdspladser til alle, der er i stand til at uddanne sig eller arbejde.

Men hvad vil regeringen gøre den dag, hvor det går op for dem, at de ikke kunne give alle et job? At de tilmed har fjernet en stor del af den i forvejen lave ydelse for kontanthjælpsmodtagere.

Tanken bag regeringens tiltag om at skabe uddannelse og arbejdspladser er da smuk. Men det er utopi at tro, at ALLE kontanthjælpsmodtagere kan komme i job eller uddannelse.

Der vil være nogen, som bliver ladt tilbage – på en kontanthjælp, som det ikke er til at leve eller dø på.

Men hvem tager sig nu af dem, hvor vi ikke engang længere kan stole på, at en rød regering tager sig af de svageste?

Menneskeligheden er dermed godt på vej til at gå fallit i det danske samfund.

For det er ikke længere kun under en blå, men også under en rød regering, at man sætter vækst højere end at passe på samfundets svageste.

Og dén mangel på menneskelighed er vort samfunds allerstørste problem.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Den blå anemone og junglesamfundet

Udgivet den af
2

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor, skriver Kaj Munk i “Den Blå Anemone”, som er en vise om at bryde frem og igennem på trods af modgang og kulde – men ikke kun på grund af egne fortræffeligheder, også og måske især fordi Skaberen, altså Gud, vil det.

Det er et smukt billede – og der er brug for dét billede i denne kolde tid, som suger alt saft og kraft ud af os.

For nok starter foråret i naturen og på kalenderen idag, d. 1. marts, men samfundsmæssigt er vi i gang med en meget lang vinter, der har varet endog endnu længere end Fimbulvinterens fem lange år.

En vinter, hvor menneskeforagt og råhed sammen med grådighed og egoisme har fået hovedrollen.

Så vi behøver i dén grad foråret. For varme og lys må der til, hvis kolde og beregnende hjerter skal smeltes. Og måske har vi allermest brug for det lys, der blev tændt i en stald for over 2000 år siden?

For er det ikke religionen, som vi mangler i nutidens resultatorienterede samfund, hvor menneskelige og åndelige værdier vægtes så lavt, at de ligefrem latterliggøres? Ja, i en tid med værdi-relativisme er det ikke god tone at sige det her – men jeg gør det aligevel: For er det ikke helt konkret kristendommen, som vi mangler?

For ser man på verdenshistorien bredt, opdager man, at kun i lande, der har kaldt sig kristne, har man forstået at deles om goderne. Ikke altid og ikke i alle kristne lande, men til tider og i nogle af de kristne lande. Og næsten altid i de lande, hvor man har ladet kirkens budskab om næstekærlighed stå side og side med en grundtanke om humanismen som den eneste reelle vej at vælge for et samfund.

Således i de nordiske lande, hvor de sidste mange årtiers velfærdsmodel har betydet tryghed fra vugge til grav.

Desværre er selvsamme model ved at blive lagt i graven, samtidig med at sekularismen vinder frem i samfundet, både i Danmark og i resten af Europa.

Religion og tro er nemlig ildeset i et Europa, som hylder det a-religiøse og sekularismen i en grad, så vores fælles, kristne kulturarv forlængst er røget langt ind i skammekrogen.

Nu skal vi sørme være sekulære og praktiske, lyder parolen, mens religiøse symboler forbydes i det offentlige rum i europæiske lande, som vel ret beset burde være frie – men som nu smider en mere end tusindårig kristen kulturarv over bord. En kristen kulturarv, der også sikrede humanismen gode betingelser.

Men som nu i takt med sekularismens fremmarch oplever hvordan humanismen også forsvinder. Og så er der ikke længere noget moralsk og etisk bolværk mod det barberi og det rå junglesamfund, som hele tiden ligger og lurer – og som i dag er så udpræget en del af tankegangen hos mange politikere og erhvervsfolk.

Kristendommen bør derfor anerkendes som den religion, der har givet os det værdigrundlag, som vi har bygget vores velfærd og vores humanistiske samfund på. For kristendommen har skabt de værdier, der har gjort, at vi har fordelt rigdommene til alle i samfundet, sådan så få havde for lidt og færre for meget.

Men nu forsvinder kristendommen som værdi-giver i Danmark og i Europa – og samtidig ændrer manges holdninger sig således, at man ikke længere føler nogen moralsk forpligtelse til at dele, til at tænke på dem, der er dårligere stillet end en selv. Grådigheden og egoismen har med andre ord fået det blå stempel.

Jeg skal bare skrabe så meget til mig som muligt og kun tænke på mig selv, er den nye devise i det sekulariserede Danmark – og det sekulariserede Europa, hvor jungleloven hersker. Et Danmark og et Europa uden den etik og moral som ligger i kristendommen.

Sådan et Danmark, sådan et Europa har ingen blå anemoner. Ingen poesi, ingen tro …

Det er de dødes land … landet hvor vilddyrene sidder og hvæser om, at enhver er sin egen lykkes smed, mens de med skarpe tænder flænser kødet af humanismens knogler og med tunge hove tramper alle religiøse symboler itu.

Men vi skal ville og turde troen og de levendes land … turde dele med hinanden, vise hensyn, være søde ved vores medmennesker – være mod andre som vi vil, at de skal være mod os.

For så skaber vi et samfund med både tro, poesi og humanisme, og her er der plads til både blå anemoner, røde roser, gule påskeliljer og hvide pinseliljer … her vil livsglæden og trygheden kunne blomstre og lyse som solen og det lysegrønne løv altid gør det her om våren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk