Kategoriarkiv: Demokrati & Debat

Troværdigheden sættes i spil i Folketinget

Udgivet den af
2

Når det nye folketingsår skydes igang til oktober, bliver det med en ny slags debatter. Nemlig de såkaldte topdueller, hvor statsministeren hver anden tirsdag mødes i direkte duel med oppositionslederne:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/05/28/0528062132.htm

Og selvom den nye debatform næppe bliver ligeså livlig og animeret i Danmark, som tilsvarende debatter har tradition for at være det hos forbilledet det engelske parlament, hvor der både hujes, buhes og jubles under en debat, så er der alligevel tale om en ny måde at debattere på i det danske folkestyre.

En mere retorisk måde at debattere på, hvor ikke kun det man siger, men også måden man siger det på, spiller en stor rolle.

Hvor samtlige oldgræske ingredienser i en debat, nemlig logos, patos og ethos, igen kommer til ære og værdighed.

Logos, som er ordet – altså det talte, fakta og holdninger formidlet sagligt og nøgternt. Logos er også den måde, som det danske folkestyre tro mod sit protestantiske og grundvigianske grundlag virkede på i sine første godt 160 år.

Patos, som er følelser og stemninger. Den henstand, som tilhørerne sættes i ved at høre synspunkter og argumenter. En ingrediens, som til dels er blevet brugt også før de nye topdueller, men anvendt langt mere, når der skulle hverves stemmer end i debatter i selve Folketinget.

Og så endelig ethos, som er den troværdighed, som den der taler har hos modtagerne. Jo mere troværdig personen virker, jo højere ethos.

Ethos er defor også noget, som folketingspolitikerne altid har haft – eller ikke har haft –  hos befolkningen, mens relevansen på Tinge har været meget begrænset i en debatform, der især i de seneste årtier har givet meget forudsigelige debatter.

Så det bliver spændende, både retorisk og politisk og på alle andre måder at se, hvad der sker, når logos, patos og ethos skal foldes retorisk ud i Folketinget til efteråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

The good news …

Udgivet den af
2

The good news! Er det dem, som vi vil have?

Er vi så trætte af død og ødelæggelse, af konflikter og skænderier, at vi vil have the good news – og kun dem?

Måske. Ihvertfald engang imellem, når livet går os imod, og vi trænger til at blive ladet op og fyldt med tro på, at verden er et godt sted at være – og menneskene kærlighedsfulde og positive, når det kommer til stykket.

Men hvad så, når alt kører, og vi føler os som en stor succes? Eller det bare er almindelig hverdag? Behøver vi så stadig the good news – og kun the good news?
Eller er det der, at vi kan lide at svælge i skandaler?

Svaret er ja. Ja til at det kilder lidt i maven at læse the bad news, så længe selvfølgelig at det ikke er for “bad”. For der er sager, som det altid er ubehageligt og væmmeligt at høre om, som man altid får det dårligt af at læse, og dem ønsker de fleste at slippe for. Men lidt skilsmisser og lidt politiske rævekager, dét kan de fleste omvendt godt lide at læse om fra tid til anden. Og det er alt sammen såre menneskeligt.

Man kunne ønske, at vi var mere optaget af lys, glæde og lykke døgnet rundt. Men vi drages af konflikter og skandaler, drages af gyset og følelsen “godt-det-ikke-er-mig”.

Så nok kan vi glædes over et bryllup og sige nååååååårh til en nuttet hundehvalp, men det er også sjovt at læse om de kendte, der jokker i spinaten eller om politikeren, der bliver grillet.

Det er altsammen ganske vist …

Danmarksbloggen prøver ihvertfald på at bringe lidt af det hele – men altid med fokus på mangfoldigheden og rummeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Bliver Danmark mon tilfredse med de blå?

Udgivet den af
2

Den nuværende regering har haft et væld af taber-sager, og allermest har de tabt kampen om kommunikationen.

Det siges, at kommunikation ikke er det, som man siger – men det, som den anden får ud af det, som man siger. Altså hvilke billeder dannes der i modtagerens hoved ved afsenderens ord.

Og her har den nuværende regering været direkte dårlig til at lave de rigtige billeder for nu at sige det ligeud. At de negative billeder så også er blevet hjulpet på vej af visse medier, der er så blå, at de med rette kan kaldes Danmarks svar på Fox News, er kun med til at cementere billedet af en regering, der er i frit fald.

Men hvad vil der ske den dag, hvor de blå tager over igen? For som det ser ud nu, er det stensikkert, at Løkke kan sætte sig i Statsministeriet efter næste valg. Vil alle de mange, der stemmer på især Venstre, blive tilfredse?

Jeg tvivler ærligt talt – ihvertfald på den lange bane. For på den korte bane vil der være både (flere) skattelettelser og færre afgifter og dermed mere til eget forbrug og mindre til fællesskabet og dem, som ikke kan klare sig i det junglesamfund, som det danske kommer til at blive.

Men på den lange bane vil også den store middelklasse lide og have mindre til sig selv end hvis vi alle sammen delte med hinanden og var solidariske. For det er nu sådan her i verden: At gemmer man til sig selv og kun sig selv, så skal alt tages fra én. Men giver man, så skal man modtage.

Så nej, på den lange bane vil kun et fåtal blive tilfredse med de blå … og dét kan selv den bedste kommunikationsstrategi ikke lave om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

200-årige Kierkegaard skal læses

Udgivet den af
2

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Revolutionen er aflyst – igen

Udgivet den af
2

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Udgivet den af
1

Den 1. maj er i vor tid kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag.
Dagen, hvor de røde faner luftes i optog og til møder overalt i landet, mens fagforeningsfolk og politikere holder mere eller mindre retorisk vellykkede taler.

Og det vil nok også altsammen ske i år, selvom luften er ladet med utilfredshed og et oprør mod Thorning ulmer i baglandet. For der er mange, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har Danmarksbloggen allerede skrevet om her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=425

Set i det store historiske perspektiv har den 1. maj dog handlet om andet end arbejdere og kamp. I middelalderen var den 1. maj nemlig kendt som Valborgsdag – en fridag, hvor man med store fester fejrede Sankt Valborg. Hun var en helgeninde, der blev født i 700-tallet som engelsk kongedatter, men valgte alverdens pomp og pragt fra til fordel for et enkelt liv som kristen nonne.

Det siges, at Valborg beskytter mod hekse og trolddom. Og mod mørkets magter kan man som bekendt altid bruge ild. Derfor var aftenen inden Valborgsdag, altså den 30. april, i flere århundreder den store bålaften i Norden, hvor man med store bål, flammende taler og glade vår-sange fejrede Valborg og forårets komme.

Det gør man stadig i Sverige den 30. april, mens man i Danmark for cirka 150 år siden flyttede både bålet og heksene til Sankt Hans.

Ja, der skal selvfølgelig nok være et vittigt hoved eller to, som mener, at heksene og troldmændene stadig huserer i det danske land ved Valborgstide – nu blot under de røde faner og på talerstolene den 1. maj 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Danmarksbloggen spår: Indgreb inden 1. maj

Udgivet den af
3

Så sker der noget:

http://politiken.dk/indland/ECE1951920/saadan-kommer-et-regeringsindgreb-til-at-foregaa-mette-frederiksen-laegger-et-udspil-paa-bordet/

Jeg spår derfor, at der kommer et indgreb i lockouten inden 1. maj.

Jeg spår, at skolerne starter igen på mandag efter St. Bededagsferien. Det vil udover at komme det stigende pres fra forældrene i møde også sende det signal, at regeringen står på mål for dens beslutninger, også når de er upopulære.

Og det er et signal, som regeringen meget gerne vil sende, både i al almindelighed, men måske især op til en 1. maj, hvor der uanset om lockouten kører eller ej, vil være masser af uro og ballade.

Et indgreb lige op til 1. maj gør det også nemmere at tilbagevise, at der hele tiden har været en klar aftale mellem KL og regeringen om, hvordan forhandlingerne mellem folkeskolerne og KL, og mellem privatskolerne og Finansministeriet har skullet forløbe.

Så selvom det er svært at spå, især om fremtiden, så tør Danmarksbloggen godt gøre det alligevel: Indgebet kommer her onsdag d. 23. april eller torsdag d. 24. april og bliver kendt som St. Bededags-indgrebet, der indvarslede en ny tid for den offentlige sektor. En tid med mere topstyring og mindre selvbestemmelse og aftale-frihed.

Dét er den triste del.

Den gode del er, at børnene endelig vil kunne vende tilbage til deres hverdag, deres skoler og deres venner på mandag d. 29. april – fire uger efter lockouten startede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

Vækstplanen giver grim smag i munden

Udgivet den af
1

Billigere øl og sodavand – samt tilskud til en ny carport …

Det er sådan cirka, hvad de penge, der tages fra kontanthjælpsmodtagerne og de unge på SU, skal bruges på. Men det er helt, som det skal være. For det vil skabe vækst i Danmark, hævder regeringen og deres nye venner fra oppositionen.

Og så ignoreres det fuldstændig, at organisationer som Red Barnet og Rådet for Socialt Udsatte har advaret imod endnu engang at tage fra dem, der har mindst for at give til dem, der har mest.

For faktum er, at fattigdommen vil vokse i Danmark – og til gavn for hvem? Ikke de fattige, men heller ikke den store middelklasse, som ligenu glæder sig til billigere øl og sodavand og til at skulle betale mindre for deres nye samtalekøkken.

Men vi får ikke ret mange flere job ved at sætte afgifterne ned og sænke erhvervsskatten. Pengene bliver i stedet brugt på individuelt forbrug – for eksempel af importerede varer – istedet for at sætte hjulene igang.

For skal vi have mere vækst, mere velfærd i Danmark, så skal hjulene igang. Men det gøres ikke ved at skære ned på SU´en eller kontanthjælpen. Det skaber kun og udelukkende større social ulighed – og på sigt måske også social uro.

Skal vi have gang i væksten, skal vi sætte gang i initiativer, der skaber jobs. Det kunne være statslån til de små og mellemstore iværksættere, som ikke kan låne i banken. Det kunne være mere offentligt byggeri. Flere offentlige velfærdsydelser.

Og nej, så ville skatten ikke kunne sættes ned. Det er rigtigt observeret.

Men så ville vi leve efter dén regel, der skabte vores velfærdssamfund – og som også må være den regel, der kan sørge for, at det overlever: Nemlig at de brede skuldre skal bære de tunge læs.

For ret og pligt gælder ikke kun for de svageste, men også og måske endda endnu mere for de stærkeste i samfundet.

Så skal den store middelklasse undgå den grimme smag af for billig cola og for billig øl, mens den fattige familie sidder og tæller enkronerne for at se, om det kan blive til lidt pålæg til madpakken, så kan vi ikke acceptere den vækstplan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk