Taler Løkke socialdemokratisk?

På en konference hos Dansk Industri i går sagde Venstres formand Lars Løkke, at det var vigtigere at sænke bundskatten end topskatten. Ifølge Lars Løkke kan det at have et arbejde slet ikke betale sig for 14.000 danskere, der vil miste penge på at gå fra kontanthjælp til job, mens 57.000 får mindre end 1000 kroner ud af at komme på arbejdsmarkedet.

http://www.information.dk/telegram/473172

At arbejde for et øget beskæftigelsesfradrag og en lavere bundskat er kendt som traditionelle socialdemokratiske værdier. Så gør det Løkkes udmelding til klassisk socialdemokratisk retorik? Både ja og nej.

Ja til at de laveste indkomster skal betale mindre i skat. Men absolut nej til at der skal skæres i overførselsindkomsterne.

For det er primært det, som Løkke tænker på. Nemlig at kontanthjælp og dagpenge skal være endnu lavere end de er idag, hvor de er forvejen er på et sulteniveau. For med endnu lavere ydelser vil de ledige blive pisket ud på det arbejdsmarked, hvor der ikke er jobs nok. Det giver ikke mening.

Så nej, Venstre ved du (stadig) præcis, hvor du har: Nemlig som beskytter af dem, der har (meget) i forvejen på bekostning af dem, der har allermindst.

Og dét er ihvertfald ikke en klassisk socialdemokratisk dyd …

Derfor kunne Danmarksblogen også rigtig godt tænke sig at vide, hvor Venstre vil finde de 14.000 jobs. For de jobs eksisterer ikke idag. Så ville en af de altfor mange ledige forlængst havde taget dem.

For det er en skrøne, at ledige ikke vil arbejde. Det vil langt de fleste hellere end gerne. Ikke kun af økonomiske grunde, men også og måske endda endnu mere fordi mennesket er sådan indrettet, at det gerne vil yde en indsats og bidrage til det fælles gode i samfundet.

Men denne anerkendende tilgang og tiltro til mennesket er åbenbart ikke noget, som Venstre har. Dét er der heller ikke tradition for i det gamle bondeparti.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nydanskeres ret – og pligt – til at stemme

I dag tager de to folketingsmedlemmer Özlem Cekic (SF) og Fatma Øktem (V) på  Danmarksturné for at få flere nydanskere til at stemme til kommunalvalget.

Özlem Cekic skriver om begrundelsen på sin Facebook-side: “Jeg synes, at stemmeretten ikke kun giver en ret, men også en pligt til at deltage i demokratiet. Håber vi kan få flere til at vælge demokratiet til og ikke fra.”

Hun har fuldstændig ret, men gælder det ikke også gammeldanskerne? Retten – og pligten – til at deltage i demokratiet handler jo ikke om, hvor man er født eller hvem ens forældre er. Det handler om at føle et ansvar for det samfund, som vi lever i – og at lade det ansvar udmønte sig i konkrete handlinger som netop at deltage i valg til kommune og folketing.

Og her er der mange – både ny- og gammeldanskere – som vælger at vende ryggen til Danmark og blive på sofaen istedet for at gå hen og sætte deres kryds.

Men når det er sagt, så er nydanskeres valgdeltagelse lavere end gammeldanskeres, og det er der formentlig ligeså mange grunde til som der er mennesker, der bliver hjemme.

Men uanset hvad grunden end er, er der ingen tvivl om, at deltagelse i samfundet er den hurtigste vej til integration i samme samfund. Og netop derfor giver det god mening med en Danmarksturné for at få nydanskerne til at stemme.

For skal Danmark igen blive det rummelige og tolerante land, som vi var igang, skal vi allesammen være med i samfundet, og her er deltagelse i demokratiet en vigtig del – både for gammel- og nydanskeres vedkommende.

Et kryds på en valgdag alene gør selvfølgelig ingen integration, men det er en rigtig god start. For det viser viljen til og ønsket om Danmark som et sted med demokrati, debat og dette at finde ud af tingene i fællesskab med hensyntagen til hinanden.

Og det er der i dén grad brug for i en tid med altfor mange fundamentalistiske strømninger fra de neo-liberalistiske over de højre-ekstreme og religiøse til dem, der tror, at politik blot er et spørgsmål om administration og ikke om værdier.

Danmarksbloggen ønsker derfor Özlem Cekic og Fatma Øktem god vind på deres tur rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Folkeparti – som altid uden debat og ansvar

Dansk Folkeparti er nu større end Socialdemokratiet, viser en meningsmåling fra weekenden. En meningsmåling, der kommer ugen efter at Dansk Folkeparti holdt landsmøde.

Et historisk landsmøde, idet partiet dermed rundede de 18 år. Opnåelsen af denne “myndighedsalder” har dog ikke ændret noget i et parti, der er så topstyret, at det mere minder om en meget gammeldags, privat virksomhed end om det moderne, politiske parti, som Dansk Folkeparti så gerne vil være, men ikke rigtig er.

For den debat og meningsudveksling, som der hører hjemme i levende, demokratiske foreninger og partier, den findes ikke hos Dansk Fokeparti. Her mener alle det samme – om alt og det hele tiden.

Ellers er de nemlig ikke medlemer af partiet (ret meget længere), hvad man også ser fra tid til anden, når andeledes tænkende smides ud som fx tidligere næstformand for Dansk Folkeparti i Århus Per Hovgaard og lokalformanden i Haderslev, Vagn Christensen, der begge ønskede mere åbenhed og mindre topstyring.

Men med en så strømlinet profil skulle man mene, at Dansk Folkeparti præcis ved, hvad de vil – og ikke vil. Og det gør partiet måske også. Men det er så i fald ikke at tage ansvar og sidde med i en kommende borgerlig regering. Næ, nej tak. For tænk at være nødt til at lægge ryg og mandat til ikke-populistiske beslutninger. Dét skal Thuelsen Dahl og co. ikke nyde noget af.

Det er istedet meget lettere – og giver mange flere vælgere – at stå på sidelinien og brokke sig og anklage de andre for den politik, som de fører – og så kun være med til det, som man selv ønsker. Dét der giver stemmer, når man taler til laveste fællesnævner, den indre svinehund og frygten i folk.

For det er de elementer, der altid har kendetegnet Dansk Folkeparti. Det er også derfor, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde – og stadig har – ret, da han sagde til Dansk Folkeparti: Men stuerene, dét bliver I aldrig.

For ikke alene er det i dén grad under lavmålet at køre på angsten og de laveste instinkter. Det er også umodent og uansvarligt ikke at tage ansvar, når man er et parti, der pt. står til at få over tyve procent af stemmerne ved næste folketingsvalg.

At Dansk Folkeparti så også i deres måde at være parti på er uden debat og demokratisk tradition gør, at man kan diskutere, hvorfor partiet altid snakker så meget om danske værdier som netop demokrati og ytringsfrihed. De praktiserer det ihvertfald ikke indenfor egne rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

11. september – 12 år efter

Der er én dag, som alle voksne danskere aldrig glemmer – og det er d. 11. september 2001.

Alle kan huske, hvad der skete dén dag i New York, i Washington D.C. og i luftrummet over en mark i Pennesylvania.

Alle kan  – med gru – også huske, hvad de lavede, da de hørte om eller så billederne af flyene, hullet i Pentagon, de rygende tvillingetårne og alle de stakkels mennesker, der kastede sig ud fra højder, hvor døden var dem vis. Det var et af de dér øjeblikke i historien, hvor verdenen ændrer sig afgørende.

Mon ikke også de fleste af os kan huske dén chokerede tilstand, som herskede i dagene bagefter. Dengang der blev sagt dyre ord om aldrig at glemme vigtigheden af tolerance og en åben verden.

Men hvad blev der af de ord? De er forlængst glemt og væk i hverdagens politik, men desværre også i de store visioner, som vi så desperat mangler.

Og det er en skam. For verden blev 100% anderledes dén septemberdag for præcis 12 år siden.Tvillingetårnene faldt til jorden, og med dem forsvandt også sorgløsheden og optimismen fra årene efte den kolde krigs afslutning i 1989, da Berlinmuren blev revet ned, og den gamle konflikt mellem øst og vest fortonede sig

Men d. 11. september blev en ny mur bygget – en mur mellem kristne og muslimer, som siden kun er blevet forstærket og bygget højere. Og det duer ikke at tie stille om det af angst for at støde nogen.

Vi er nødt til at tale om, at kristne forfølges i den muslimske verden – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at muslimer har dårligere betingelser i de vestlige lande end andre – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at jøder forfølges af muslimer – også i vestlige lande – og at det ikke er i orden.

Vi er nødt til at tale om det, og mens vi taler at forlange åbenhed og accept af hinanden og vores religioner.

For det er ligeså meget i orden at være muslim som at være kristen, men det er også ligeså meget i orden at være kristen – eller jøde – som at være muslim. For rascismen og fordommene går alle vegne. Og det er bare ikke i orden i et vestligt, åbent demokrati.

Her skal der være – og vi skal forlange det – plads og rum til alle trosretninger, men i gensidig respekt og rummelighed. Når det lykkedes, så har vi for alvor lært lektien fra 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politiske embedsfolk og embedsagtige politikere

Hvad er det lige, der sker i dansk politik i øjeblíkket?

De folkevalgte politikere synes, at embedsfolkene skal til at være politiske, mens de selv til gengæld ikke skal føre politik. Nej, de “gør blot det nødvendige”, som statsminister Helle Thorning kalder en rød regerings asociale blå politik. I den anden side af Folketingssalen sker der ikke andet end, at man venter på valget. Men med sin tavshed svigter oppositionens leder Lars Løkke sit demokratisk-politiske ansvar.

Danmarksbloggen har skrevet om det her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=1851

http://danmarksbloggen.dk/?p=1870

For de danskere politikere er på en glidebane, der skader demokratiet og det danske samfund.

For det giver ikke mening, at en politiker bliver embedsagtig og fører den nødvendige politik, hvad det så end er. For politik drejer sig om valg og værdier, også og måske især i en krisetid. Derfor skal en politiker heller ikke tie stille og bare vente på at komme til fadet, men skal istedet slå på tromme for de politiske sager og holdninger, som vdkommende tror på. Og embedsfolkene skal ikke være politiske, men i stedet sikre stabiliteten og det juridiske grundlag.

Men det er ikke, hvad der lægges op i øjeblikket. Tværtimod så ønsker nutidens politikere angiveligt at bytte roller. Og snakker vi et rollespil i en skov, kan det såmænd være meget sjovt, at trolden bliver prinsesse for en dag – og omvendt.

Men det danske folkestyre er ikke et rollespil i en skov. Det er et dybt, alvorligt arbejde, hvor de involverede har ansvaret for den danske befolkning og det danske samfunds ve og vel.

Og her er der ikke plads til eksperimenteren, eller folk der kun vil mele deres egen kage. Her drejer det sig om ansvar og engagement – og om at tage hvervet som politiker seriøst.

Så politikerne skal stoppe disse barnagtigheder nu og lade embedsfolkene passe deres arbejde, således som de har gjort det i århundreder. For den danske embedsstand har en lang, glorværdig historie som hele samfundets og ikke kun de politiske magthaveres tjenere. Og dét skal de fortsætte med.

Politikerne kan i stedet med fordel tage sig sammen og begynde at føre politik, at være politikere med visioner og drømme for det danske samfund.

Danmarksbloggen vil gerne hjælpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politiske embedsfolk nej, tak

Fra begge sider af Folketinget tales der om indførelsen af politiske embedsfolk istedet for de neutrale, som vi har idag.

Udover at det vil svække kontinuiteten og stabiliteten i det danske folkestyre, hvis der over en bred kam i ministerier og styrelser skal byttes lederjobs hvert fjerde år, så er der heller ikke nogen politisk grund til det, hvad denne to år gamle kronik fra Politiken viser:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1386152/politiske-embedsmaend-loeser-ingen-problemer/

Dertil kommer de personlige årsager, som faktisk også påvirker de nationale forhold.

Det vil nemlig næppe tiltale samvittighedsfulde og fagligt stærke personer at søge en stilling, der er så tidsusikker som en ledende embedsstilling i så fald vil være. Og det vil derfor blive nogen helt andre typer end idag, som vil sidde og styre administrationen af Danmark, hvis embedsfolkene skal være politiske.

Det vil blive mennesker, der er vant til og trives med at tage chancer og som vil vide, at de kun er i ministeriet eller styrelsen på lånt (og ofte kort tid), og som derfor vil have mere travlt med at sikre deres egen fremtid end Danmarks.

Politiske embedsfolks neutralitet – og deraf følgende stabilitet – er derfor både for deres egen og for hele samfundets skyld et stort gode, som vi skal bibeholde. Dét sikrer sammenhængskraften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke version 2 bliver uden løftebrud

Den nuværende regering kritiseres til tider skarpt for sine såkaldte løftebrud, senest i sagen med den manglende barsel til mænd.

Dét kommer ikke til at ske for Lars Løkke, når han som det pt. ser ud i meningsmålingerne, sætter sig i stolen i Statsministeriet efter næste valg.

For Løkke lover nemlig ingenting, Løkke siger ingenting, han er nærmest usynlig.

Men hvad er i grunden værst?

En politiker med visioner og drømme, der så ikke bliver til noget – hver gang. For iflg. denne artikel fra Ugebladet Mandag Morgen er den nuværende regerings løftebrud et myte: https://www.mm.dk/%E2%80%9Dl%C3%B8ftebruds-regeringen%E2%80%9D-er-en-myte

Eller er det værste en levebrødspolitiker, der ikke lover en snus og som tilsyneladende heller ikke har andet på programmet end selv at få magten og give skattelettelser til dem, der har meget i forvejen.

Politikerne er dem, der skaber rammerne om vores samfund. Derfor giver det også kun mening, hvis en politiker har visioner og drømme, som han eller hun er klar til at slå på tromme for og være klar til at kæmpe for. Også selvom det ikke altid går som forventet.

For det er i selve kampen for værdierne, visionerne og drømmene, at vores demokrati foldes ud og netop viser, at det her drejer sig om mennesker, meninger og evnen til at tage ansvar og kæmpe for sin sag – og indimellem gå på kompromis. For sådan er livet. Ingen kan få alt, hvad de kunne tænke sig hver gang.

Derfor er ethvert løftebrud også altid langt bedre end det at sidde og lurepasse, som Lars Løkke gør i øjeblikket. Det er demokratiet, han på den måde sætter ud af spil. Og dét er bekymrende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal politikere tale ned til frygten eller op til håbet?

I går fejrede en hel verden 50-året for Martin Luther Kings store “I have a dream-tale”. I Danmark blev det blandt andet gjort på pladsen foran Vartorv, hvor Folketingets formand Mogens Lykketoft talte til et arrangement, som Grundtvigsk Forum stod for.

En af de ting, som Mogens Lykketoft kom ind på, var vigtigheden af at politikerne talte op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for ned til frygten i mennesker.

For ord er ikke bare ord. Ord er det, der skaber de handlinger, der bygger vores samfund. Og hvilke ord vi bruger afgøres af vores menneskesyn.

Det er også derfor, at det er så stik modsat Mogens Lykketofts tro på det gode i mennesket, når Liberal Alliances Ole Birk Olesen mener, at arbejdsløse skal stigmatiseres. Alle med arbejde skal se ned på de arbejdsløse, mener han og giver dermed udtryk for en kynisme og en holdning til sine medmennesker, der er så brutal og blottet for empati, at det er hinsides almindelig forståelse.

Men det er farlige ord alligevel. For det rammer nogle af de laveste instinkter i mennesket præcis som Dansk Folkeparti gør, når de taler om udlændinge. Såvel Liberal Alliance som Dansk Folkeparti taler i dén grad ned til menneskers frygt og foragt for andre end dem selv. De to partier fodrer flittigt den indre svinehund, som allerede er altfor velernæret.

Det skal der tales imod, og det blev der på Vartorvs talerstol i går, hvor Mogens Lykketoft talte op til mennesket, talte til håbet og troen på, at det nytter at gøre en indsats mod denne verdens mørkemænd og -koner. Talte om en verden, hvor grådigheden og egoismen skal afløses af frihed og fællesskab.

For de to hænger sammen. Vi er kun frie, hvis alle (og ikke kun nogle) er frie – og trygge. Og vores samfund kan kun være et samfund – i betydningen dét her er vi fælles om – hvis vi alle bidrager og drager omsorg for hinanden.

Danmarksbloggen vil ihærdigt fortsætte med at give sit bidrag, fortsætte med at tale de mørke kræfter imod og appellere til håbet og troen på et bedre Danmark. For ord nytter – ord flytter. Ord skaber handlinger, der ændrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen har en drøm idag …

Det er idag 50 år siden, at Dr. Martin Luther King holdt sin berømte “I have a dream-tale” i Washington DC.

Talens berømthed og stadige påvirkning på vores følelser kender vi alle, så det er i grunden ikke så spændende. Det interessante er derimod, om vi kan bruge talens indhold til noget idag – og i så fald til hvad.

Ja, vi kan ihvertfald konkludere, at det er gået fremad for de sorte i USA. Selvom den hvide amerikaner stadig har langt flere fordele og goder end den sorte amerikaner eller for den sags skyld dem med mexicanske rødder og alle de andre, der bor i det store land, som i de forløbne 50 år har været verdens førende land – og det land, som vi i Danmark har hentet mest inspiration fra på godt og ondt.

Det er i de samme fem årtier, at Danmark har ændret sig fra at være et monokulturelt til et multikulturelt samfund. Indvandringen startede i 60´erne, tog fart i 70´erne og har siden 80´erne været en politisk varm kartoffel, hvor nogle som fx Dansk Folkeparti mener at alle, der ikke spiser flæskesteg, har et problem, mens andre som fx Radikale og Enhedslisten mener, at der slet ikke er nogen problemer udover manglende tolerance.

Sandheden er selvfølgelig et sted imellem. Danmark bliver aldrig igen som det nostalgiske glansbillede fra 1950´erne med sommer, sol og søndag – ja, Danmark var ikke engang sådan i 1950´erne udover på film. Det multikulturelle samfund er kommet for at blive – og hurra for dét og mangfoldigheden. Punktum.

MEN der er problemer med visse grupper indvandrere – ikke med hele nationaliteter eller religioner, men med udvalgte grupper. Og det er vi nødt til at snakke åbent om, hvis vi skal have en chance for at finde løsninger.

Danmarksbloggen har derfor en drøm om, at vi bliver bedre til at rumme hinanden. Men også bedre til åbent og ærligt at tale om tingene – og stille og roligt løse dem sammen.

For vi er allesammen mennesker. Og vi skal være her allesammen, sidde ved det samme bord, tage hinanden i hånden og sammen løfte det danske samfund. Og dét, mine damer og herrer, kan vi bruge Dr. Martin Luther Kings tale til.

Danmarksbloggen har derfor en drøm – ikke kun i dag, men alle dage. En drøm om at vi bliver bedre til at tage hensyn til og bære over med hinanden, hvad enten vi er muslimer, jøder, kristne, ateister eller alle mulige andre ting. Hvad enten det drejer sig om et juletræ i en boligforening, frikadeller i børnehaven, Eid-fester, vielser af homoseksuelle og så videre.

Vi skal være her allesammen, og det mindste vi kan forvente og forlange af hinanden er gensidig respekt og rummelighed.

Danmarksbloggen har en drøm … og en målsætning om at arbejde i dén retning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Finansloven er for vigtig til at overlade til politikerne

Regeringens forslag til næste års finanslov blev præsenteret idag af finansminister Bjarne Corydon. Gab-gab og atter gab, kan man næsten høre mange tænke. Findes der noget mere kedeligt?

Og ja, finanspolitik og økonomisk politik virker – på overfladen – både tørt og kedelig, fuld af tal og lange ord, som ikke giver mening for de fleste danskere.

TV-indslag og artikler om finansloven er derfor også noget, som de fleste springer over, medmindre det selvfølgelig direkte vedrører dem selv som fx motorvejen mellem Herning og Holsterbro, der er med på næste års finanslov.

Den motorvej ser de meget frem til derovre vestpå. Om de så har brug for den – befolknings- og trafikmængden taget i betragtning – er en anden sag. Men glæder sig, dét gør de ovre på heden og ud mod Vesterhavet.

Så i år følger netop dem fra Herning og Holsterbro nok mere med i finanslovsforhandlingerne end de plejer …

Men vi skulle allesammen følge mere med. For finansloven er vores allesammens budget. Det er samfundets husholdning. Her alle betingelserne fødes, her alle grundlag og alle rammer for mange gode intentioner og ideer skabes. Her vi ser sort på hvidt, hvor mange kroner og ører der er til velfærd.

Så selvom det kan virke – og også være – kedeligt, så er der ingen vej udenom, hvis man ønsker at være med til at forme Danmark. Man må sætte sig ind i finansloven, ikke nødvendigvis læse hele det digre værk, men sætte sig ind i det overordnede billede, så man ved, hvem der får – og hvor meget de får. For kun ved at kende den foreslåede finanslov, kan man gøre sig håb om at påvirke forhandlingerne i det efterår, der kommer nu.

Det er selvfølgelig begrænset, hvad en enkeltperson kan gøre fra nu til finansloven skal stemmes igennem til december. Men man kan påvirke holdningerne på sin arbejdsplads, blandt familie og venner, i de organisationer og foreninger, hvor man har sin gang – og det vil igen kunne påvirke de politikere, der skal forhandle finansloven. Man kan selvfølgelig også gå hele vejen og selv blive politiker …

Men uanset om man vælger selv at stile efter at sidde i Folketinget eller blot tale med kollegaerne i frokostpausen, er det vigtigt at engagere sig og sige sin mening. Det kaldes demokrati og er – tiltrods for alle de store og uoverskuelige tal og lange ord – det, som også finansloven bygges på.

Og demokrati er dig, mig og alle andre danskere – og finansloven er vores allesammens overordnede budget. Vores mening og input er derfor ikke alene vigtigt, men også en forudsætning for demokratiet.

Finansloven er – med andre ord – simpelhen for vigtig en ting til at overlade til politikerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk