Kategoriarkiv: Demokrati & Debat

Kommunalvalg – også på Danmarksbloggen

Udgivet den af
1

Nu går den sidste intense kamp om stemmerne til kommunalvalget igang.

Danmarksbloggen vil også være med og vil især se på, hvordan lokalpolitikerne bruger de sociale medier i valgkampen. Hvad gør de, og hvordan virker det?.

Danmarksbloggen vil også følge socialdemokraternes formand i Vordingborg Lise Lotte Møller, der er nr. 8 på sit partis liste – og som skal have 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på en plads i kommunalbestyrelsen efter valget. Der er ialt 29 pladser i Vordingborg kommunalbestyrelse.

Lise Lotte Møller bor i den lille landsby Hjelm på Vest-Møn sammen med manden Anders Møller og datteren Camila, der går i 3. g. på Vordingborg Gymnasium. Lise Lotte Møller arbejder som folkeskolelærer på Møn Skole. Som studerende kørte hun taxi i København og gjorde rent på Rigshospitalet. Hun har også boet i Ecuador i Sydamerika.

Danmarksbloggen glæder sig til at følge Lise Lotte Møller i de sidste godt to uger op til kommunalvalget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En kulturkristen muslim og et åbent hus

Udgivet den af
1

Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Har Løkke en moral? Har Venstre en etik?

Udgivet den af
2

Mens disse linier skrives, er det længe ventede pressemøde med Lars Løkke lige blevet færdigt. Det varede tæt på fire timer. Der var tale om ren grillning af en meget presset mand.

Og i de kommende timer og dage vil debatten i alle medier fortsat dreje sig om denne sag. Nu skal bilagene granskes, Løkkes svar analyseres og flere parter har brug for at markere sig. Så langt, så meget business as usual.

Det spændende er imidlertidig, hvad der sker på den lange bane, som Danmarksbloggen allerede skrev om det i fredags:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2222

For Løkke selv fremstår på ingen måde som en angrende mand, der ved, at han har lavet fejl – og som nu gerne vil rette op på det. Tværtimod er han en mand, der kun beklager det skete, fordi det giver ham selv – og Venstre – problemer.

Løkkes moral og etik, når det kommer til omgang med offentlige midler, er derfor stadig noget, som der må stilles store spørgsmålstegn ved.

Men ikke kun Løkkes, men hele Venstres moral og etik kan drages i tvivl. Partiet er nemlig iflg. nedenstående artikel det mest lukkede parti, når det kommer til økonomien hos både partiet som helhed og for de enkelte folketingsmedlemmer:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2126473.ece

Se links om de såkaldte pengeklubber og hververegisteret:

http://www.b.dk/politiko/venstre-kritiseres-for-nye-pengeklubber

http://www.ugebreveta4.dk/da/2013/201340/Mandag/Folketingets_hvervregister.aspx

Og dét, mine damer og herrer, er i virkeligheden et langt større demokratisk problem end selv denne Løkkes sidste store sag med et indrømmet misbrug af offentlige midler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Løkke den eneste, der bruger løs af de offentlige midler?

Udgivet den af
1

Normalt er efterårsferien politisk set en stille tid, hvor der pustes ud mellem sensommerens landsmøder, folketingets åbning og det sene efterårs finanslovsforhandlinger og politiske dagsorden i øvrigt.

Men ikke i år, hvor det notorisk gennem uge 42 har braget løs hos Venstre på grund af deres formand Lars Løkkes dyre rejser og kommentar om sko til to tusinde kroner. Og på søndag kulminerer det så med pressemødet, hvor Løkke måske/måske ikke fremlægger diverse bilag.

Danmarksbloggen skrev om det allerede inden efterårsferien:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2193

Danmarksbloggens metier er imidlertid ikke at fortsætte med at grave i sagen eller åle Lars Løkke for hans adfærd og luksusvaner. Dén del klarer de andre medier – og den faldende vælgertilslutning – så ganske glimrende allerede.

Nej, det interessante er, om hele rejse-og-sko-sagen har en reel politisk betydning på den lange bane – og for det politiske landskab som helhed.

For selvfølgelig sidder der nogen i Venstre i disse dage og gnider sig i hænderne og håber på Løkkes fald, så de selv kan blive kalif istedet for kaliffen.

Og i de andre højrefløjspartier, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og formentlig især Dansk Folkeparti, er der også gang i hænderne. De frafaldne Venstre-vælgere søger nemlig over mod de tre partier – og ikke mod regeringspartierne, som slet ikke får nok goodwill og vælgere ud af den sag her.

Så medmindre oppositionen bliver bedre til at sætte lighedstegn mellem Løkkes adfræd og en generel dårlig borgerlig etik og moral ang. det at bruge (løs af) de offentlige midler, så vil Løkkes krise – og eventuelle fald – ikke betyde andet end en krusning på vandet for en opposition, der stadig står til at overtage magten efter næste folketingsvalg. Dog måske med en anden kandidat end Løkke som statsminister.

Men er Løkke en enlig sag – eller er Løkkes omgang med offentlige midler en udbredt adfærd? Alle, både fra venstre og højre side af folketingssalen, har travlt med at forklare Løkkes gøren og laden som noget enkeltstående.

Spørgsmålet, der derfor skal stilles, er: Hvordan er den generelle holdning og adfærd til offentlige midler hos de folkevalgte? Eller sat på spidsen: Er Løkke den eneste politiker, der bruger løs af offentlige midler?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Løkke – mere umenneskelig end antaget

Udgivet den af
3

Lars Løkke stod uden sammenligning for gårsdagens mest markante bemærkning, da han i Folketingets nye opfindelse spørgetimen sagde: “2000 kroner. Det kommer an på, hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.”

Lars Løkke mener altså, at man kun visse steder kan finde sko til 2000 kroner. Gad vide, hvad manden tror, at en liter mælk, en spegepølse og en pakke rugbrød koster? 400 kroner måske?!

Men hvis det var prisniveauet i Danmark: Hvordan kan Løkke så forsvare at ville sætte de offentlige ydelser endnu mere ned? For det er jo reelt det, som manden planlægger, hvis han en dag bliver statsminister igen.

I forvejen – med det prisniveau som vi har i Danmark, og hvor sko på tilbud ret beset kan fås for under 100 kroner – er de nuværende ydelser ikke af en størrelse, så vores medmennesker på overførselsindkomst kan leve et anstændigt liv.

Ergo: Var priserne, som Løkke åbenbart tror, at de er, så ville mange danskere ikke kunne overleve bogstaveligt talt. Dét er så åbenbart ikke noget, der ryster Løkke. Tværtimod gør det ham kun endnu ivrigere for at gøre ydelserne endnu mindre end de er i dag …

Danmarksbloggen spørger derfor: Hvor meget ønsker Løkke og hans meningsfæller at sparke til dem, der allerede ligger ned? Hvor langt ned i skidtet skal de mennesker? Åbenbart meget langt. Der er ihvertfald ingen grænser for umenneskeligheden hos Løkke og Venstre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Udgivet den af
3

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:

http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html

I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.

I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:

De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.

Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!

Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.

Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.

Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.

For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Metal, Venstre og Danmarks underklasse

Udgivet den af
2

På Venstres landsmøde i weekenden så man for første gang et nyt makkerpar på den danske politiske scene: Venstre og Dansk Metal, gestaltet af henholdsvis Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og Dansk Metals formand Claus Jensen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/05/144537.htm

Det kan umiddelbart virke absurd: Det gamle bondeparti og en af arbejderbevægelsens mest centrale fagforeninger i tæt parløb. Og set historisk har de to heller ikke meget tilfælles.

Men ét er historie, noget andet er nutid.

For i nutiden har de to meget tilfælles: Venstre, der idag henvender sig langt mere til lønmodtagere med liberale holdninger end til bønder (der er heller ikke ret mange bønder tilbage i Danmark). Og Dansk Metal, hvis medlemmer ikke længere er udslidte stakler, der slider sig halvt ihjel, men velbjærgede middelklasseborgere med parcelhus, webergrill og en årlig charterferie eller to.

Ja, ofte er der tale om de samme personer, der både er medlemmer af Dansk Metal, og som også stemmer på Venstre. Og nej, Løkke taler ikke socialdemokratisk:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2081

For det er længe siden, at fagforeningsmedlemmer pr. automatik stemte på enten Socialdemokratiet eller partier til venstre for midten. Det har man også opdaget i regeringskontorerne – og derfor appellerer de to partier nu også til denne velbjærgede middelklasse og ikke til den underklasse, som især Socialdemokratiet kæmpede for (og blev store af) op igennem 1900-tallet.

En underklasse, der dengang bestod af netop arbejderne, både de fag- og de ufaglærte, af de mange, der sled og slæbte mange timer hver dag under stærkt kritisable forhold på arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøloven ikke var opfundet endnu.

Men det var dengang. I dag er der ikke mange klassiske arbejdere tilbage, endsige arbejdspladser der slider mennesker ned før tid. Det har den generelle samfunds- og erhvervsudvikling sørget for – og hurra for det. Desværre har samme udvikling ikke afskaffet underklassen. Det er bare nogle andre, som idag er underklasse end de landarbejdere og fabriksarbejdere, som var det før i tiden.

I dag er det indvandrere, flygtninge, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, langvarigt syge, mange gamle og andre, som ikke magter eller ikke har fået lov til at være med i samfundet på samme måde, som dem, der har et job. Alle de nævnte og flere endnu er allesammen Danmarks nye underklasse.

Men hvem er talerør for dem? Hvem kæmper deres sag? For de har ikke ressourcerne til at gøre det selv.

På den politiske scene er der kun et parti, som taler og kæmper deres sag, og det er ikke et af regeringspartierne. Og nej, det er slet ikke Dansk Metals nye gode ven, Venstre, som alle dage har været mere optaget af at sikre, at dem der har meget, de skal have endnu mere. For de fortjener det, de arbejder nemlig, lyder Venstres argument.

Og jo, jo, selvfølgelig skal arbejde belønnes, og det bliver det også.

Men: 1) Er arbejde den eneste målestok, som vi skal måle mennesker med? I så fald bliver samfundet først for alvor middelmådigt og fattigt så.

Og: 2) Hvad med dem, der gerne vil arbejde, men ikke kan få et job? For der er stadig langt flere arbejdsløse, end der er jobs at få – også selvom en enkelt arbejdsgiver indimellem kan have svært ved at få ansatte. Dét kan der så være mange grunde til – måske er manden umulig at arbejde for fx. Det skyldes nemlig langtfra hver gang, at der ikke findes nogen, der vil tage jobbet.

Gad vide, hvor meget de tænker over det hos Dansk Metal og Venstre? Gad vide, hvor meget – om overhovedet – at nogen af dem føler det sociale ansvar, som vi allesammen i Danmark har overfor hinanden – af den simple grund at vi lever i samme land?!

Danmarksbloggen frygter, at der er meget lidt plads hos både Venstre og Dansk Metal til solidaritet med andre end deres egne medlemmer

Men når først de velbjærgede begynder at kæmpe udelukkende for sig selv og være ligeglade med alle andre, ja, så lider de svageste, som underklassen gør det i Danmark i disse år – og så er det hele samfundet, der står på spil.

For et land skal kendes på den måde, som det behandler sine svageste medborgere – og her er den danske drømmeidyl med højt til loftet, frisind og fælleskab i den grad på vej til at blive et jungle-samfunds-mareridt, hvor kun de stærkeste overlever i et helvede af fremmedhad, egoisme og laveste fællesnævner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fællesskabet mangler i Thornings balance

Udgivet den af
2

Landets statsminister omtalte i weekenden til Socialdemokratiets kongres socialdemokraterne som dem, der har mere lod i det danske samfund end alle andre politiske kræfter.

Og det har Helle Thorning ret i – historisk set. Socialdemokratiet var dem, der mere end nogen anden byggede det danske velfærdssamfund i 1900-tallet under paroler som fx “Når få har for meget og færre for lidt” og “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.”

Men hvad er der siden blevet af solidariteten med de små i samfundet? Af fællesskabet og bevidstheden om det gode i at bidrage til samfundet?

Det forsvandt i takt med, at arbejderne blev uddannede, fik hus og bil og begyndte at stemme på nogle partier, hvor det ikke handler om solidaritet og fællesskab, men om at rage så meget som muligt til sig. “Fagbevægelsen har sejret ad helvede til,” som den gamle LO-formand Thomas Nielsen også sagde det i 70´erne, inden alt blev til individuelle lønforhandlinger til fordel for meget få lønmodtagere.

I går i åbningstalen til Folketinget kom Helle Thorning også ind på, at vi ikke skal drives af udviklingen, men istedet selv drive den politiske udvikling – og at denne udvikling skal være baseret på balance. En balance mellem at skabe gode vilkår for virksomhederne og leve op til det sociale ansvar.

Det er så dér, at det for alvor går galt. For ja, Socialdemokratiet byggede velfærdsstaten og ja, mange af partiets klassiske vælgere er gået til partier som Venstre og Dansk Folkeparti og har vendt såvel Socialdemokrati som fagbevægelse ryggen. Men nej, løsningen på det problem er ikke at lefle for middelklassen og vende ryggen til de svageste, sådan som regeringen gør i øjeblikket.

Mange kender sikkert den her: Hvis du gør, som du plejer at gøre, sker der sikkert det, som der plejer at ske. Men hvis du gør noget andet, kan det være at der sker noget andet.

Måske var det noget, som både regering og Socialdemokrati kunne tage til sig? For de siger selv, at de er socialt ansvarlige, men alligevel agerer de et langt stykke hen af vejen, som var de skabsblå – og det kan man selvfølgelig læse i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet står til under 20 procent af stemmerne.

Men man kan også se det i det danske samfund, hvor stadig flere marginaliseres, fordi de ikke magter at følge med i ræset – eller simpelthen ikke har fået en chance for at være med.

Måske ville det gå bedre for både regering, Socialdemokrati og samfund, hvis Socialdemokratiet netop blev sig sin historie bevidst og igen begyndte at agere som dem, der kæmper for fællesskab og solidaritet? Dem, som taler de udsattes sag. Dem, som gør noget for de udsatte. For de gamle, de unge, de arbejdsløse, de syge og alle de andre, der ikke passer ind i den altfor smalle normalitetsform, som alle danskere i disse år helst skal presses ned i.

Danmarksbloggen håber dét. For nok er det godt, at Enhedslisten vokser og får flere og flere stemmer. Men uden et menneskeligt Socialdemokrati får vi aldrig igen et medmenneskeligt samfund i Danmark med solidaritet og fællesskab.

Og pt. mangler netop solidariteten og fællesskabet i Thornings balance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Udgivet den af
3

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hensyn + åbenhed = God sameksistens

Udgivet den af
2

Der skabes fronter og bygges mure og smedes rygter og spredes fordomme som aldrig før i det danske samfund, hvor sameksistensen længe har været dårlig, men nu er direkte truet.

Det er dem, der har et arbejde versus dem, der ikke har.
Dem med et arbejde beskyldes for at være egoistiske og asociale, mens dem uden arbejde kaldes dovne og nasserøve.

Der er gammeldanskerne versus nydanskerne.

Der er dem, der dyrker motion og dem, der ikke gør. Dem, der taler meget om kost og mad og sværger til frugt, vand og grønt versus dem, der gerne spiser wienerbrød og pizza – og skyller det ned med halvanden liter sodavand. Dem, der … og så er der dem, der … og hvad med dem, der …

Samfundet er fuld af grupper, der er optaget af sig selv og dem, dem der ligner dem selv. Og ja, det er naturligt at søge sammen med dem, der deler ens egne værdier.

Men det bliver et problem, hvis vi ikke gør andet. Hvis vores identitet er så svag, og vi hviler vi så lidt i os selv, at vi ikke kan rumme de andre og deres værdier. For vi skal være her allesammen, og vi skal passe på hinanden og tage og af hverandre. Også dem, der ikke ligner en selv.

Og det er i mødet med “de andre”, at det største sker, der man har muligheden for at udvide sin horisont, lære noget og udvikle sig.

Så både i forhold til fællesskabet, men også i forhold til en selv er der kun vej: Åbenhedens og hensynets. Dét sikrer ikke kun sameksistensen, men tilmed den gode sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk