Skal danske muslimer tage afstand fra ISIS?

For få uger siden kendte de færreste danskere ISIS, den sunni-muslimske terror-organisation, der er igang med at skabe et kalifat i de dele af Irak og Syrien, som bevægelsen kontrollerer.

Situationen er lidt anderledes nu, hvor medierne om ikke dagligt, så dog ofte rapporterer om nye uhyrligheder fra ISIS´s side: ISIS ødelægger shia-muslimske helligdomme, ISIS nakkeskyder dem af deres egne, som ikke vil være med til den ekstreme vold mere – blandt andet muslimske mænd af dansk herkomst, der er rejst til Syrien som såkaldt hellige krigere osv, osv.

Listen over ISIS´s forbrydelser er meget lang – og der er ingen tvivl om, at ISIS er en flok bindegale fundamentalister, som ikke skyr nogen midler.

I debatten har det derfor været fremme, at danske muslimer er nødt til offentligt at tage afstand fra ISIS.

Men hvorfor?

Danske muslimer er ikke mere ansvarlige for, hvad bindegale muslimer i Irak og Syrien finder på, end danske kristne var ansvarlige for, hvad Karadzic og de andre bindegale kristne gjorde under borgerkrigen i Jugoslavien i 1990´erne, hvor Karadzic var en af de ansvarlige for folkedrab på flere tusinde muslimer.

I bund og grund er vi nemig alle individer, der kun er ansvarlige for os selv – så nej, danske muslimer er kun ansvarlige for ISIS´ s uhyrligheder, såfremt de selv har været en del af ISIS. Og i så fald skal den eller de pågældende retsforfølges og det lige med det samme.

Men når det er sagt, så er ISIS samtidig alle tiders chance for vestligt orienterede og demokratisk anlagte muslimer til at komme på banen og fortælle, at der er anden muslimsk vej end kalifat, sharialov og vold.

For stadig flere og flere danskere tror desværre, at alle muslimer er potentielle ISIS-tilhængere, og det er en fordom, som skal bekæmpes – og det gøres bedst af muslimerne selv som fx pigerne bag “Det slører stadig”, Naser Khader og tilsvarende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Radikale i udlændinge-catch 22

Agurketid er tid for alle mulige – mere eller mindre – besynderlige udmeldinger.

Dagens agurke-udmelding er, at de radikale generelt bakker op om en fortsat relativ stram udlændingepolitik, således også 24-års-reglen, som partiet ellers er imod. Læs artikel her fra Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/nu-gaar-de-radikale-ind-for-en-stram-udlaendingepolitik

I artiklen kan man bla læse flg. citat fra gruppeformand Christian Friis-Bach: “Vi har en stram og retfærdig udlændingepolitik, og det er en politik, som, vi mener, skal fortsætte efter næste valg, hvis SR-regeringen fortsætter.” Citat slut.

Dét er i den grad nye toner fra de radikale, som ellers altid har ønsket lempelser på udlændingeområdet. Mange tolker det selvfølgelig også som valg-retorik.

Som Danmarksbloggen ser det, så er udmeldingen i dén grad et udtryk for den catch 22, som både de Radikale (og Socialdemokratiet) har været fanget i, siden dengang daværende statsminister Fogh (V) baserede sin magt på Dansk Folkeparti – og dermed legitimerede fremmedhadet og umenneskeligheden i det danske samfund.

For lige siden har det været okay at være sig selv nok, okay ikke at ville hjælpe mennesker i nød. Lige siden har forråelsen spredt sig i det danske samfund, og idag er den sorte nationalisme så stor, at dens repræsentanter står til at blive landets største parti.

Det har været – og er – gift for de radikale – og for regeringen.

For i dagens Danmark er det umuligt IKKE at forholde sig til udlændingespørgsmålet, hvis man vil have stemmer og vinde et folketingsvalg. Men det er også mere end svært for humanistiske partier som Radikale at sætte emnet på dagsorden uden at fremstå som en bleg version af de hardcore udlændinge-modstandere i Dansk Folkeparti.

Og hvem siger også, at man skal gå ind for fremmedhadet og umenneskeligheden, uanset om man gør det i en bleg version som regeringen eller en blodig version som Dansk Folkeparti?

For der er en anden vej: Medmenneskelighedens, tolerancens og hjælpsomhedens – og det er den vej, som Danmarksbloggen vil anbefale de radikale og alle andre at gå.

Så er man også ude af den grumme catch 22. Det kan godt være, at regeringsmagten tabes i denne omgang. Men man kan se sig selv i øjnene og arbejde videre på, at vinden en dag vender, og medmenneskeligheden kommer tilbage i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen i juli måned

Sommeren står for alvor for døren nu.
Det er tid til at komme ud i skov, eng og ved strand for at nyde livet og vort skønne Danmark og samle lys, glæde og energi.

Danmarksbloggen går også i sommerstemning og vil i juli måned udkomme lidt mere sporadisk end normalt.

Dog vil man hver tirsdag i juli – startende i morgen d. 1. juli – kunne læse om en overset dansk perle – om et sted i Danmark, der fortjener at komme mere på landkortet end det er idag.

Og hver fredag i juli plus en enkelt i august vil man kunne læse en sød lille sommersag.

Skulle nogen af Danmarksbloggens læsere have lyst til at bidrage med stort og småt fra det danske sommerland, så er I også så hjerteligt velkomne til at sende et indlæg til undertegnede på djt@danmarksbloggen.dk

Vel mødt – både i juli, august – og til september, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage – endda samtidig med spritnye initiativer.

Venligst
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ramadan om sommeren viser behovet for en vestlig islam

Idag starter muslimernes fastemåned Ramadanen. Fire uger, hvor voksne og raske muslimer ikke spiser, drikker eller ryger fra solopgang til solnedgang.

Noget, der giver god mening i de muslimske lande, der er noget tættere på Ækvator, og hvor dag og nat derfor er nogenlunde lige lange.

Men heroppe på de mere nordlige breddegrader er det her midt om sommeren med de lange dage og de korte nætter temmelig mange timer at skulle faste. Altfor mange timer uden mad og drikke, og endda i fire uger i træk. Og en ting er, at det ikke sundhedsmæssigt er godt – men det viser også behovet for en vestlig islam.

En islam, der selvfølgelig er tro mod sit teologiske grundlag, men som samtidig er tilpasset til at fungere i et sekulært og demokratisk samfund.

For selvfølgelig kan det lade sig gøre. Kristendommen i sin oprindelige form er på mange måder heller ikke egnet til at fungere i et moderne samfund. Men kristendommen har forlængst fundet sin rolle som den institution, der varetager en historisk og en kulturel arv – og som formidler nogle værdier og en tro, som den enkelte så selv kan vælge om vedkommende vil følge eller ej.

Islam kunne sagtens indtage en lignende rolle som værdiskaber og kulturformidler. Og her er det vigtigt, at det er muslimerne selv, der definerer deres egen tro og praksis – og den reformation af islam, som der er brug for her i Vesten, hvor det i øjeblikket går den gale vej.

For såvel muslimer som kristne og alle andre grupper i de vestlige lande bliver mere og mere fundamentalistiske – og får mindre og mindre respekt for hinanden.

Vejen frem går derfor gennem accept og rummelighed af hinanden, af ytringsfriheden og de andre frihedsrettigheder. Både her i Europa og udenfor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgkamp i agurketiden

Folketinget er gået på sommerferie, folkemødet på Bornholm er slut – og agurketiden er så småt ved at indfinde sig her op mod skolernes sommerferie, der starter i næste uge.

Der er med andre ord noget mere roligt på den politiske arena end normalt – hvis altså man ser bort fra spillet om EU-posterne – og så lige de Konservative, der er begyndt at føre valgkamp her i agurketidens spæde start.

I nedenstående artikel fra DR kritiserer formanden for de Konservative Lars Barfoed nemlig Venstre og Lars Løkke – og siger, at Venstre fører socialdemokratisk politik, når de vil hæve bundskatten med 0,28 procentpoint:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/06/24/162008.htm

“Problemet er, at alle efterhånden forsøger at klæde sig ud som socialdemokrater, fordi de mener, at det er der, vælgerne ligger,” siger Lars Barfoed i artiklen.

Noget af en udmelding, når man tager i betragtning, at Dansk Folkeparti stormer frem i alle meningsmålinger.

For jo, nok mister Venstre stemmer i øjeblikket – og Socialdemokratiet vinder stemmer. Men den helt store vinder i dansk politik i sommeren 2014 er Dansk Folkeparti – og det er ikke pga partiets skattepolitik, men snarere deres holdning til indvandrere og flygtninge og den såkaldte velfærdsturisme.

Danskerne er simpelthen bange for at miste velfærdsgoderne – og derfor stemmer så mange på Dansk Folkeparti. Og det vil fortsætte, indtil de gamle partier begynder at tage den frygt seriøst.

Og det gør man ikke ved at køre valgkamp i agurketiden, som De Konservative gør det i øjeblikket, hvor de prøver at skabe afstand mellem dem selv og Venstre, så det vingeskudte konservative parti kan få flere stemmer ved det folketingsvalg, der måske kommer til efteråret.

Men det ville istedet klæde de Konservative og alle de andre partier at komme ned af taburetterne og ud af Christiansborg og bruge agurketiden på at fortælle danskerne, at der er en anden – og bedre – vej end Dansk Folkepartis menneskefjendske og mørke version, når det drejer sig om at sikre det danske velfærdssamfund.

At vi sammen kan vælge fællesskabets og solidaritetens vej – og at det er en vej, der er så god, at selv skatten måske ikke behøver at blive hævet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere magt til Folketinget og mindre til EU

Nu er der kun en uge til, at EU´s topposter skal fordeles, og endnu er intet afgjort. Heller ikke hvem der skal bestride den vigtigste post som EU-kommisionens formand.

En post, som Tysklands kansler Angela Merkel mener skal gå til Jean-Claude Juncker fra Luxembourg. Det synes Englands premierminister David Cameron så ikke. Han vil have en, der kan stå for de nødvendige reformer i Europa, som han sagde det i Sverige for en uges tid siden – hvad han så end mener med dén udmelding.

Måske mindre EU, når man tænker på folkestemningen hjemme i England – og mange andre steder i Europa?! Det ville ihvertfald være en udvikling, som ville glæde mange europæere.

For skellet mellem på den ene side politikere og embedsmænd i EU-systemet og befolkningerne på den anden bliver større og større – til stor skade for demokratiet og vores liv.

For det betyder faktisk noget for vores allesammens hverdag, hvem der sidder i EU – og hvad de beslutter – og hvem der er formand for kommissionen.

Men det er svært at overskue for den enkelte, der så ofte vælger at skubbe det hele fra sig og være ligeglad. En psykologisk helt naturlig reaktion.

I Danmark fokuserer vi derfor også på, om statsminister Helle Thorning måske skal have et af top-jobbene, måske endda det som selveste kommissionsformanden. For skulle det ske, så skal en anden være statsminister – og det er jo vældig spændende og vigtigt – og noget, som vi kan forholde os til.

Summa summarum: Tilbage står at EU er en stor kolos på lerfødder, som vi ikke kan relatere os til – end ikke selvom vi godt ved, at der bestemmes rigtig meget nede i Bruxelles, som også har betydning for os. Dansk politik på Christiansborg kan vi derimod sagtens forholde os til, både i de store linier og de små detaljer.

Det burde derfor være nok til at få politikerne til at forstå, at EU skal bestemme mindre – og Folketinget og de andre nationale forsamlinger mere. For kun sådan har Europa en chance for at blive sammen i dét EU, der forhindrer os i at gå i krig mod hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hurra for det højrøstede demokrati

Folkemødet er igang på Bornholm – og det er som altid noget af et gedemarked på flere planer med alle mulige slags mennesker, der mødes og diskuterer alverdens politiske emner i en pærevælling.

Men sådan er demokratiet: En rodet og til tider meget højrøstet affære, hvor meninger brydes, og mennesker engagerer sig – også nogen gange så meget, at de bliver uvenner.

Men det er altsammen såre godt – og lysår bedre end alternativet: Det glatte diktatur, hvor alt går efter planer lagt af en ledelse, og hvor alle andre blot retter ind til højre.

Det sidste model er den, som man bruger i mange virksomheder, og der er ingen tvivl om, at det er en model, der giver et godt afkast på bundlinien.

Men nu er et samfund ikke en privat virksomhed, selvom mange politikere idag kun kigger på bundlinien, når de træffer politiske valg.

Og det er en forkert – ja for demokratiet ligefrem farlig udvikling, som fire junidage på Bornholm ikke kan ændre på.

Medmindre selvfølgelig at man bruger Folkemødet som rampe for at føre politik på baggrund af værdier og i respekt for mennesker også de andre 361 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HB-medlem Lise Lotte Møller (S) til Folkemødet på Bornholm

For lidt over en måned blev Socialdemokraternes formand i Vordingborg Lise Lotte Møller valgt ind i sit partis hovedbestyrelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=4552

Danmarksbloggen lovede ved den lejlighed af og til at komme med en reportage om livet som hovedbestyrelsesmedlem hos det, der engang var – og som gerne igen vil være – landets største parti.

Og hvad er vel mere naturligt end at begynde med Folkemødet på Bornholm, der starter i dag – og hvor Lise Lotte Møller er med for første gang?

Danmarksbloggen spurgte derfor Lise Lotte Møller om hendes forventninger og planer, inden turen gik til solskinsøen for det stadig relativt nybagte HB-medlem:

Hvordan bliver det at komme som HB-medlem til folkemødet?
“
Der er ikke noget særligt forbundet med at være HB-medlem til folkemødet i år. Sidste år var alle HB-medlemmer bedt om at komme til Bornholm, men i år er det helt op til den enkelte. Men jeg håber selvfølgelig at få hilst på alle dem, der sidder i HB, og som ligesom mig har valgt at tage derover.”

Hvad skal du deltage i af planlagte møder/events på Bornholm?
“Jeg skal ikke sige noget nogen steder, hvis det er det, som du spørger om. Men jeg skal selvfølgelig se og høre nogle af de politiske debatter. Derudover glæder jeg mig  til Mogens Jensens sangaften. Det plejer altid at være hyggeligt at være i selskab med ham, og jeg elsker at synge. Fredag har ligestillingsudvalget fest for de lyserøde elefanter. Det er jo 90-året for den første kvindelige minister Nina Bang. Så det skal fejres – også fordi jeg håber på at få en plads i ligestillingsudvalget. Derefter er der demokrati på skoleskemaet med Antorini. Dét vil jeg også gerne høre. Som folkeskolelærer (Lise Lotte Møller arbejder som folkeskolelærer, red.) er det jo altid godt at høre, hvad Christine har at sige – og demokrati er et vigtigt emne. Jeg formoder, at det også har noget at gøre med den store kampagne, der bliver næste skoleår, hvor alle 8. og 9. klasser i landet inviteres til at deltage i forskellige ting omkring demokrati og grundloven. Ellers vil jeg prøve at gå efter noget med uddannelse, miljø og ligestilling. Derudover er der høvdingebold – gadekamp hvor ”mit eget” folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil deltager – og hende skal jeg selvfølgelig heppe på! Jeg skal også bare rundt og kigge. Og så kender jeg en del mennesker, der deltager i forskellige sammenhænge, så dem vil jeg prøve at finde.”

Noget du glæder dig specielt til?
“Jeg glæder mig bare til at være der. Folkemøde. Dét lyder stort og fuld af mening. Jeg forventer at møde politikere i øjenhøjde og få nogle raske meningsudvekslinger, også med NGO’erne og andre med holdninger. Samvær med en masse engagerede og glade mennesker. For mig har det derfor været et must at komme med i år. Og selvom jeg først fik bestilt i sidste øjeblik, så er det hele lykkedes alligevel. Det må der være en mening med.”

Hvad forventer du, at der kommer ud af det?
“Positiv energi. Og så forventer jeg, at endnu flere mennesker kommer til Bornholm i år og oplever at det at tage stilling og politik ikke altid behøver at være kedeligt. At det derimod nemt kan give mening.”

Og så er det dit første folkemøde, ikke?
“Jep. Og jeg har allerede talt med min partiforening om ikke vi skulle lave en samlet tur derover til næste år. For det bliver da hyggeligt i år, men jeg vil også gerne have flere venner med.”

Danmarksbloggen vil på søndag vende tilbage med et indlæg om, hvordan Folkemødet så gik for Lise Lotte Møller. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Grundlovsskriv: Dansk Folkeparti ødelægger demokratiet

Grundlovsdag er en af årets helt store dage, hvor Dannebrog vejrer, og vi hylder demokratiet. Læs også historien bag demokratiets fødsel på Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Men i år sker fejringen desværre i skyggen af de store, sorte skyer, der samler sig i horisonten.

Alt det skønne i Danmark – fællesskabet, solidariteten og frisindet – bløder nemlig i øjeblikket. Det er som rives Dannebrog fra hinanden. Og det er Dansk Folkeparti og deres vælgeres egocentrerede hænder, der splitter vores elskede land – og det demokrati, som Danmark bygger på.

For et demokrati er kun et demokrati, sålænge der er tale om et reelt folkestyre. Og her er det helt centralt, at de partier, som danskerne stemmer på, også bliver de partier, som tager ansvar for Danmark.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

Alt tyder ellers på, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det vil altså ikke sætte sig spor i ledelsen af Danmark. For Thuelsen Dahl nægter at tage ansvar og gå med i en regering.

Han – og resten af Dansk Folkeparti – vil istedet blive stående på sidelinien, hvor de kan kræve, love, kritisere og kun være med til udvalgte mærkesager.

Men sådan kan et land ikke fungere. Hvis alle partier gjorde som Dansk Folkeparti, ville Danmark ikke hænge sammen.

Skal man lede et land – og det er ligesom hele ideen med folkestyret – så er man nødt til at sætte sig ned ved bordet og forhandle og indgå kompromiser om både mærkesagerne og alt det andet.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Og sålænge mandaterne stadig var få i antal, betød det ingenting, at partiet blot stod og råbte fra sidelinien. Det gør Liberal Alliance også i øjeblikket.

Men når mandaterne bliver mange, så kommer også forpligtelsen til at være med ved bordet – hele vejen og hele tiden.

Så er dagene som drømmere og dommere forbi – så skal der arbejdes.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Partiet, der ellers hævder, at de elsker Danmark har i deres magtbegær intet problem med at lade deres egen succes ødelægge demokratiet …  og det danske samfund.

Så meget – eller skulle man snarere sige så lidt – elsker Dansk Folkeparti nemlig Danmark, når det kommer til stykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongemordet, der ikke lykkedes og samarbejdets kunst

Ingen havde set det komme i går: Men vi blev alle vidner til kongemordet, der ikke lykkedes.

Lars Løkke kæmpede nemlig indædt og i timevis for sit politiske liv – og resultatet blev, at han fortsætter som formand for Venstre … indtil videre ihvertfald.

For hvor meget kan Venstre tolerere? Har vi set den sidste bilagssag om Løkke? Eller ligger der mere og venter på at komme frem i lyset? Og mangler vi ikke stadig at få klarhed over, hvorvidt Løkke har betalt skat eller ej af fx tøjindkøbet til 150.000 kroner?

Balladen i Venstre er nemlig ikke stoppet med beslutningen om at bakke op om Løkke.

De sidste ugers uro og åbenlyse uenighed vil istedet trække dybe spor i lang tid fremover i Venstre – og det bliver spændende at se, hvad det hele betyder for opbakningen til Venstre blandt vælgerne:

Vil partiet, der allerede har blødt meget, begynde at styrtbløde – eller vil blødningen stoppe? Eller blot fortsætte som nu?

Tiden vil vise det …

På en måde betød udfaldet i går også mindre. For uanset hvad vej det gik, ville mødet og forløbet op til efterlade Venstre der, hvor partiet er idag: Splittet i atomer … og med fløje og grupperinger, der nu står uforsonlige og skal til at lære at arbejde sammen igen.

Dét kan lade sig gøre. Det kan partier som Konservative og Socialdemokratiet tale med om … og Venstre selv også, hvis man kigger i historiebøgerne.

Men det er nødvendigt, at de gamle partier lærer samarbejdets kunst – og det for alvor.

For hvis vi i Danmark skal fortsætte som et bare nogenlunde civiliseret land, så skal midterpartierne begynde at tale sammen og at lave politik sammen – også på tværs af fløjene, både internt i partierne og imellem rød og blå blok.

Alternativet er nemlig det skræmmende, at ekstreme og menneskefjendske partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får stemmerne og laver Danmark om til et junglesamfund, hvor vi alle sidder som små konger og kun tænker på os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk