Danmarksbloggen fylder 2 år

Danmarksbloggen fylder 2 år idag, d. 2. februar.

Derfor har Anna M.T.F. også lavet en illustration af og til Danmarksbloggen. Vi takker for den fine tegning og glæder os over, at vi – også illustrativt – vokser – og nu endda har en fin teddybjørn.

Se Danmarksbloggens Facebook-side for at se tegningen:
https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

At Danmarkbloggen kom til verden på netop kyndelmisse-dagen, d. 2. februar 2013, var meningen.

Det gav – og giver stadig – så god mening, at Danmarksbloggen startede sin odyseé på netop denne dag, der er en af årets største lys-dage: Kyndelmisse-dagen, hvor der tændes lys i alle landets kirker for at fejre Jesus´ optagelse i templet.

Danmarksbloggen ønsker også at tænde lys i hele Danmark:

Oplysningens lys, tolerancens lys, rummelighedens lys, frisindets lys, solidaritetens lys – lys der skinner og giver os viden, styrke og kærlighed til sammen at (gen)skabe det Danmark, hvor der er plads til fællesskab, plads til os alle – uanset køn, alder, erhverv, race, religion, seksuel orientering og alt det andet, der kan skille mennesker.

For det er dét lys, der er så forbundet med dén danskhed, der taler om frisind, fællesskab og rummelighed. Dén danskhed, som vi engang var verdensberømte på grund af – og som igen én dag skal være de danskes adelsmærke.

I sit tredje år vil Danmarksbloggen derfor fortsætte med at skrive om disse emner og mange flere, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

For hvad vil det egentlig sige at være dansk? At være dansker? At bo i Danmark? Dét skal vi finde ud af i fællesskab her på Danmarksbloggen. Allesammen.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolevalg: Demokrati skal læres

I dag stemmer landets 8. og 9.klasser til skolevalg 2015. I de sidste tre uger har de unge mennesker lært om de forskellige politiske partier, deres holdninger og måden, som vores demokrati er bygget op og fungerer på.

Der har været paneldebatter, besøg af politikere og ungdomspolitikere og meget andet på skoler overalt i Danmark. Og i dag skal mere end 75.000 elever så stemme til skolevalg.

Det er ganske glimrende – og Danmarksbloggen bakker 100% op om det. For demokrati er noget, der skal læres – og ikke noget, der ligget i dna´et.

Demokrati i betydningen respekt for andre og andres holdninger kombineret med en forståelse af at vi – trods forskellighederne – alligevel er fælles om at få samfundet til at fungere, skal læres så meget og så intenst, at det skal føles som om demokratiet ligger i generne.

Udviklingen i Europa – og i Danmark – i øjeblikket er også et meget skræmmende bevis på, hvad der sker, når demokratiet IKKE er en del af samfundsforståelsen.

For der er ingen demokratisk forståelse i den ekstremisme, som der spreder sig på den yderste højrefløj, hos fundamentalistiske muslimer, i den brølende liberalisme, som vi ser hos store virksomheder – og i den arrogance som vi ser i Bruxelles.

Disse fire grupperinger kunne godt bruge tre ugers intens undervisning i demokrati – eller måske snarere tre års undervisning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nicolai Sennels: Manden der vil være martyr

Ekstremismen og ekstremisterne bruger de samme metoder og de samme virkemidler – uanset deres religiøse og politiske udgangspunkt. Et af disse er martyriet.

Ekstremister har således altid søgt at blive martyrer for deres overbevisning. Noget som vi i øjeblikket ser folde sig ud i stor stil i København, hvor Pegida´s danske leder (og tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti) Nicolai Sennels gerne vil være en ytringsfrihedens martyr.

For samtidig med at Sennels er Pegidas danske leder, er han også børnepsykolog i Københavns kommune, hvor han arbejder med børn af såvel gammel- som nydansk oprindelse. Og her går kritikken nu på, at Sennels ikke behandler børnene og deres familier ens, men gør forskel på muslimske og andre familier.

Om han så reelt gør det eller ej, skal nu afdækkes. Det hverken kan eller vil Danmarksbloggen vurdere. Det er op til fagfolkene.

Summa summarum er dog ikke desto mindre, at manden, der mener, at halvdelen af alle muslimer er et resultat af indavl, og at islam per definition er voldelig, i dén grad får medietid i øjeblikket pga sagen.

Diskussionen kommer derfor let til at handle om Nicolai Sennels ytringsfrihed og evt. berufsverbot i stedet for at handle om Pegidas hetz mod muslimer – og det gode i at så mange danskere vælger at gå imod Pegida.

Og dét sidste – netop dét om Pegida og danskerne – er så meget vigtigere, så meget mere afgørende for Danmark. Men den diskussion har Nicolai Sennels altså fået afsporet – samtidig med at han er i gang med at skaffe sig det martyrium, som den ekstreme højrefløj har savnet i Danmark i årevis – og aldrig har fået, selvom de har forsøgt at skabe sig det i flere omgange.

Men nej, Nicolai Sennels er ikke en martyr – ikke engang tæt på.

Heldigvis er der mange, der taler ham og hans kammerater i Pegida imod .Nemlig de mange, der deltager i moddemonstrationerne hver mandag som fx “København For Mangfoldighed”, der arrangerer netop moddemonstrationer til Pegida. Og dét burde have masser af medietid.

Næste demonstration er på mandag d. 2. februar kl. 17. Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?ref=ts&fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om: Skilteskoven og Dansk Folkeparti

Weekenden nærmer sig, så nu er det tid til en lille historie. Den om:

Skilteskoven og Dansk Folkeparti

Der var engang en mand fra Dansk Folkeparti, der blev bange for et skilt i Føtex, fordi teksten stod på arabisk. Det var et sprog, som manden ikke kunne forstå. Så nu ville han ikke længere handle i Føtex. Han syntes heller ikke, at der var nogen andre, der skulle handle i Føtex.

Manden og hans venner i Dansk Folkeparti kan nemlig ikke lide dem, der er anderledes end dem selv. Dem er de bange for, og de værste er dem, der taler arabisk, synes manden og hans venner.

Ja, dem, der taler arabisk, holder de så meget øje med i Dansk Folkeparti, at de slet ikke har lagt mærke til alle de andre skilte i den danske skilteskov. De er ellers skudt op i stor stil de seneste år: Skilte på alle mulige sprog som fx kinesisk i både Magasin og hos Georg Jensen på Strøget, hvor man endda også har ansat kinesisk-talende personale for at kunne tale med kunderne.

Ja, man har endda i mange år i både København og Helsingør haft adskillige skilte på svensk.

Men det har manden og hans venner i Dansk Folkeparti nok ikke set. Så travlt har de haft med at holde øje med araberne og finde fejl og mangler hos dem. For sådan er det jo, når man skal finde sig en syndebuk – og det vil Dansk Folkeparti rigtig gerne.

Hvordan historien ender, er der ingen, der ved …

Men Danmarksbloggen iler med en tegning på sin Facebook-side med tre skilte, der siger undskyld på svensk, kinesisk – og arabisk. Så kan manden fra Dansk Folkeparti jo selv overveje, om han mener, at han kan bruge det ord til noget.

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Dansk Folkeparti bliver for slappe overfor udlændinge

Der er basis for at få nattesøvnen ødelagt af mareridt i hobetal. Mere end hver tiende dansker – helt præcist 13 % – savner nemlig et parti til HØJRE for Dansk Folkeparti.

Dét skriver DR: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/01/21/0121055651.htm

Disse 13 % synes, at Dansk Folkeparti er for slappe overfor udlændinge. Ja, faktisk synes denne gruppe, at vi skal have totalt stop for indvandring til Danmark – i hvert fald fra Mellemøsten.

I Dansk Folkeparti har man ikke nogen kommentarer til det – og hverken SIAD eller den danske afdeling af Pegida er blevet spurgt. Men man må formode, at de jubler.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for nu at sige det mildt. Danmarksbloggen er så heller ikke overrasket.

Ekstremismen og fundamentalismen har så godt fat i mange mennesker i Europa i øjeblikket, hvor fronterne trækkes op – og der skabes grænser og skel på tværs af mennesker, der engang levede fredeligt og konstruktivt sammen.

Situationen er med andre ord mere farlig, end den har været det i mange årtier – og det er lige før, at man savner de gode, gamle dage, hvor Dansk Folkeparti var de mest rabiate.

For nej, Dansk Folkeparti har ikke rykket sig en tomme holdningsmæssigt, siden Nyrup berettiget sagde, at Dansk Folkeparti ikke var og aldrig blev stuerene.

Problemet er blot, at der er kommet nogle grupperinger i samfundet, som er endnu værre, som hylder volden, og som ikke skyr nogen midler for at nå deres mål.

Disse grupper findes især på den ydre højrefløj og blandt fundamentalistiske muslimer – og de hader hinanden som pesten, selvom de er rimeligt ens i deres ensporede tilgang til verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Det Danmark du kender”

“Det Danmark du kender”, er navnet på Socialdemokratiets kampagne, der siden årsskiftet har markeret, at det er valgår i år – og at socialdemokraterne går til valg på værdier om tryghed og hverdag.

Enkeltheden i kampagnen er derfor også genial, hvis altså man opfatter Danmark som et godt og trygt land at leve i. Som et land hvor “få har for meget og færre for lidt” for nu at bruge et andet – lidt ældre – socialdemokratisk slogan.

Men dét er et Danmark, som mange har svært ved at genkende idag.  

Og dét er netop kampagnens store bagside: At mange idag opfatter Danmark som et land, hvor uligheden øges så alt for meget. Hvor det godtnok kun er få, der har for meget, men hvor samtidig flere og flere har for lidt.

1% af alle danskere ejer således også cirka 33% af Danmarks samlede nettoformuer idag. Og det er kun én parameter. Uligheden øges også på stort set alle andre parametre.

Så nej, skulle kampagnen have givet mening, skulle den snarere havde heddet “Fællesskabets Danmark”.

For vejen frem er solidaritet, fællesskab og en fordelingspolitik, hvor politikerne selv tager tøjlerne i hånden fremfor at give dem til banker, store selskaber og andre, der tænker mere på egen bundlinie end på det fælles bedste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Står PET og Kronprinsen over politiet?

Sagen om Kronprinsens tur over den for alle andre lukkede Storebæltsbro i weekenden handler allermest om hvem, der er bestemmende myndighed i Danmark.

At Kronprinsens på alle måder sikrede bil kan modstå en storm bedre end de fleste andre biler siger sig selv.

At det er diskutabelt og også problematisk, at vi har et kongehus, som tilsyneladende føler sig hævet over de regler og love, som gælder alle andre, er også sikkert.

Endelig er det kritisabelt, at Kronprinsen taler usandt, da han ankommer til Herning og siger, at han lige nåede det et minut i lukketid – tiltrods for at der var gået en hel time siden Storebæltsbroen lukkede, da Kronprinsen ankom til Storebælt på vej til Herning og en Sportsgalla.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/01/12/123326.htm

Men det værste er dog, at PET tilsyneladende står over politiet, der ellers er den udøvende myndighed i Danmark, når efterretningstjenesten (i samråd med Kronprinsen?) således egenhændigt kan beslutte, at forbuddet mod at køre over Storebælt ikke gælder Kronprins Frederik med følge.

En efterretningstjeneste med beføjelser til egenhændigt at handle – også når det er i strid med politiets bestemmelser og ordrer – er nemlig ikke noget, der hører hjemme i et demokrati. Og dét er 100 gange mere bekymrende end at Kronprins Frederik krydsede Storebælt.

For næste gang PET handler egenhændigt, er det måske ikke blot en kongelig persons udflugt til Herning, som det drejer sig om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Demo, storme og kampen mod fundamentalismen

Stormene rusker i Danmark – og i Europa.

Den ene – den fysiske storm – vil snart lægge sig, mens den anden storm kun er lige ved at gå i gang.

For overalt i Europa rejser modstanden mod muslimerne sig med en kraft, der nærmer sig orkanstyrke.

Men fjenden er ikke islam. Fjenden er fundamentalismen. Fundamentalismen i alle dens former. Både den muslimske, den hos den yderste højrefløj og hos alle andre, der mener, at de har ret til diktere, hvad andre mennesker skal tænke, mene og gøre – skal skrive, sige og tegne.

De mennesker er – uanset observans – problemet. Dét mente man også hos Charlie Hebdo. Og det mente den muslimske betjent, der med sit liv forsvarede redaktionen nede i Paris.

Og dét mener vi også – alle os, der med vores kuglepenne, blomster og opslag trodsede både den ene og den anden storm for lidt siden på Kgs. Nytorv i København til fredsdemonstration under de i disse dage så kendte ord “Je Suis Charlie” .

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

“Je Suis Charlie”-demo på Kgs. Nytorv: Husk kuglepennen

I morgen lørdag d. 10. januar kl. 12 arrangeres der på Kgs. Nytorv i København en fredsdemonstration for alle, der støtter ytrings- og pressefriheden, og er imod vold og trussel.

Læs mere om det her: https://www.facebook.com/#!/events/1527070294216172/?ref_newsfeed_story_type=regular

Danmarksbloggen deltager med stolthed – og medbringer mindst én kuglepen.

For pennen er det bedste og stærkeste våben. For det er med pennen, at menneskers drømme og håb om frihed og en bedre verden bliver til virkelighed. Det kan gale menneskers kugler ikke ændre på.

Sådanne kugler som dem, der faldt i Paris i onsdags, kan nok skabe sorg – og angst. Men de kan ikke – og de må ikke styre os og vores handlinger.

Vi skal frit turde udtrykke os i ord og tegninger …

Det er derfor, at vi samles på Kgs. Nytorv i morgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes

12 mennesker døde i Paris igår, fordi der findes kræfter i vor demokratiske verden, som ikke accepterer den menings-, tros- og ytringsfrihed, som vi har i Vesten.

Det er totalt uacceptabelt.

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den må være absolut og 100%.

Man skal kunne skrive, sige og tegne lige, hvad man har lyst til. Og ja, det er okay at søge provokationen og satiren. Det er endda vigtigt i et demokratisk samfund.

Er nogen uenig/sur over/vred over noget, der bliver sagt eller skrevet, er han eller hun velkommen til at modargumentere, demonstrere (fredeligt) eller sågar slæbe den, som vedkommende mener er gået over stregen, i retten.

Sådan er betingelserne i Vesten. Punktum.

Ytringsfriheden er absolut. Den kan ikke gradbøjes – og aldrig knægtes.

Danmarksbloggen bringer derfor idag flere tegninger, både nogen af private og andre fra Charlie Hebdo.

Vive la satire, vive la liberté d’expression, vive Charlie Hebdo

(På dansk: Leve satiren, leve ytringsfriheden, leve Charlie Hebdo)

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk