Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Skt. Hans-tale fra Møn

Udgivet den af
1

Skt.Hans-talerne har lydt over det ganske land her i løbet af aftenen.

En af dem blev holdt på Møn af Lise Lotte Møller, der er socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Hun sagde:

Godaften – det er en stor ære at få lov til at holde talen her, hvor jeg bor – og hvor jeg har holdt Sankt Hans aften sammen med mange af jer i så mange år.

Vi bor dejligt her  – lige ned til den åbne strand og med hele den danske sommer omkring os. Og nu er det Skt. Hans – og vi har vores eget Skt. Hans-bål. Og det har vi, fordi nogle engagerede borgere i Hjelm tog et fantastisk initiativ for snart mange år siden. Et initiativ, der gør, at vi samles denne aften – og endnu mere i år, hvor vi også spiste sammen. Dét er fællesskab, når det er bedst.

Men Hjelm by er ikke kun fællesskab og hygge. Hjelm by er også en by i udvikling. Mange folk er flyttet til byen, og så har vi fået vores helt eget konsulat, Republic of Uzupis med Peter Stuhr som Honorær Konsul.  Det er der ikke mange landsbyer, der kan prale af. Men det kan vi – og det gør vi. Republic of Uzupis og Hjelm. Dét lyder godt.

Det er også konsulatet, der har stået for vores heks i dag. Konsulen har sammen med kunstneriske venner fra Estland, Island og Danmark kreeret denne heks af genbrugstræ fra Kajs gamle hus. Flottere heks findes ikke. Det er nærmest synd at brænde hende af! Men skik følge, så om lidt sætter vi fut i hende. Det er jo midsommer, Skt. Hans. Den tid på året, hvor solen har mest magt.

Vi får ekstra kræfter, når solen skinner – kræfter som vi ønsker at gemme til dårligere tider – til efteråret og vinteren.

I gamle dage mente de overtroiske, at denne kraft fra solen nærmest var magisk. Derfor brugte de kloge koner netop tiden her omkring midsommer til at indsamle mange af de lægeurter, som de i årets løb skulle bruge til at kurere folk med.

Disse kloge koner – og mænd for nogle hekse var faktisk mænd – var en væsentlig del af datidens hverdag. De var datidens eksperter. De havde en viden og nogle kundskaber, som den almindelige borger ikke altid forstod. Og derfor oplevede vi i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kloge kvinder – og mænd – i hele Europa.

Det var her på Møn – i Stege – i 1540 at man brændte den første heks – og det er først ca. 200 år senere, at man brændte den sidste på bålet i Salling. Det var i 1722 – altså for ca 300 år siden.

Vi har i aften en flot heks på vores bål, men vi har ikke altid haft hekse på vores bål. Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde. Dette symbol hvor vi brænder vores indre hekse eller fordomme af er en god tradition. Vi vasker tavlen ren og starter på en frisk.

Her i kommunen skal vi efter næste kommunevalg også starte på en frisk. Vi skal have en ny borgmester. Jeg håber, det bliver det nye og det friske – min borgmesterkandidat Martin Leider Olsen – der vinder det valg. Det mener jeg er vigtigt for Vordingborg kommune. For det betyder alt, at vi får en borgmester, der ikke tænker på de gamle dage med 4 kommuner, men en borgmester der tænker fremad.

Fremad i fælleskab. Det er vigtigt, at vi har et fællesskab, at vi føler os som en del af fællesskabet. For så er kimen til et spirende frø for en bedre fremtid lagt. Når vi kender hinanden, begynder vi også at bekymre os for hinanden, og så er vi parate til at hjælpe hinanden, når der er behov for det.

Det nære er nemlig vigtigt, og vi skal værne om de nære værdier. Det er vigtigt at føle sig sikker og som en del af et fællesskab. For så tør vi komme ud af sin komfortzone, der ud hvor vi ikke er bange for det fremmede og ukendte. Og det er så nødvendigt, at vi i Vordingborg kommune tør tænke ud af boksen og turde udviklingen og forandringen.

Vordingborg er ikke anderledes end andre kommuner. Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandring. Den holdning skal ændres nu, og det er vigtigt at man d. 19. november for det første bruger sin demokratiske ret og går op og stemmer. Men det er lige så vigtigt, at man bruger sin stemme på en, der tør og kan få kommunen i den rigtige retning

Vi oplever for tiden en kæmpe fraflytning fra kommunen. Det betyder lukning af skoler og børnehaver samt en forringet service. Den udvikling skal vi have stoppet.

Det gælder om at man kan se en værdi i det sted man bor, så man ønsker at være en del af det og tage del i det.

Det er vi gode til her i Hjelm, og det er måske derfor, at vi har tilvækst. Vi har stadig vores forsamlingshus, hvor der lige er blevet gjort en stor indsats fra bestyrelsens side for at lave et succesfuldt loppemarked. Og hvor rigtig mange mennesker dukkede op og gjorde en indsats. Fordi det var sjovt, fordi de gerne ville være en del af fællesskabet. For vi vil alle sammen gerne være der, hvor det er sjovt at være.

Det gælder også her i Hjelm, hvor der er godt og sjovt at være. Og måske er det også derfor, at vi har så mange ildsjæle både her i Hjelm, men også på hele Møn i øvrigt. Jeg er i hvert fald superstolt af at bo på en ø så unik som Møn, en ø med så stor en talentmasse.

Jeg har netop haft glæde af et fantastisk samarbejde med filmfabrikken, som er drevet af nogle super entusiastiske og meget kompetente mennesker. Tænk at vi har en filmfabrik på Møn, hvor unge mennesker kan få en tre-årig uddannelse, som de kan bruge i deres fremtidige liv. Det er da skønt, og det viser, at det er projekter som det og meget andet, vi skal sælge vores ø – vores kommune på.

Vi har så meget at tilbyde – udover at være vandkants Danmark – (vi er den kommune med mest kystlinje) – så skal vi i fremtiden også stå i folks bevidsthed som en af de mest visionære kommuner i Danmark.

Men visioner og de nære ting går hånd i hånd. Derfor er en god folkeskole, gode børnehaver og ældrecentre vigtige. For sammen med en ordentlig offentlig trafik giver de basis for det sprudlende liv på landet, på vores unikke ø, som vi skal leve af og på.

På Møn var vi de første til brænde hekse af, måske ikke ligefrem noget at være stolte af, men I kunne hjælpe Møn og Vordingborg kommune ved at sætte jeres kryds ved en heks – nemlig mig d. 19. november. Jeg kan til tider være noget af en heks – ikke helt i datidens forstand, men fordi jeg ikke giver op, fordi jeg holder, hvad jeg lover og fortæller folk, hvad jeg mener.

Jeg vil slutte med at sige tak for ordet og ønsker jer alle en god Sankt Hans aften og en fantastisk og solrig sommer.

Talen er forfattet af Lise Lotte Møller

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
1

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesol, pinsesnit og pinsefisk

Udgivet den af
1

Pinsen er Helligåndens højtid og den tredie-vigtigste kristne højtid.

Men selvom det er sådan, er pinsen alligevel mere kendt for karnevallet i København end for triste disciple, der havde mistet modet, men som fik det igen, da Helligånden fo´r i dem, så de kunne komme igang med at fortælle om Kristus.

Farverige samba-dansere og en dansende pinsesol er da også et festligt skue.

For man siger jo, at pinsesolen danser, selvom det nu retteligen er påskesolen, som Danmarksbloggen også skrev om det ved påsketide:

http://danmarksbloggen.dk/?p=502

Men selvom det er påskesolen, der danser af glæde over Kristi opstandelse, kan vi jo godt ønske os sol og varme her til pinse. Sol og varme, så man kan lufte sit nye sommertøj, så det kan ses – og ikke skal gemmes væk under en frakke.

Førhen var det normalt kun at få nyt tøj til pinse. Derfor kaldte man det nye sommertøj for pinsesnittet, som stolt blev vist frem til den gudstjeneste, som man gik til pinsemorgen. I dag taler tales der ikke ret meget om pinsesnittet mere.

Pinsefisken, som tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt indførte i 2000, kåres dog stadig, men uden den store bevågenhed. Danmarksbloggen kan derfor berette, at rødspætten for andet år i træk er blevet årets pinsefisk.

http://www.pinsefisk.dk/

Danmarksbloggen vil i det hele taget gerne slå et slag for pinsen. Et slag for pinsen i en moderne fortolkning, hvor vi ligesom disciplene bliver grebet af Helligånden.

Helligånden i den betydning, at vi får kraft og mod til at tale de svages sag overfor magthaverne. Helligånden i den betydning, at vi kan se udover os selv – og se hinanden som de mennesker vi er.

Se og elske. For at se. Rigtigt at se vores medmennsker er at anerkende – og elske dem. Og det har vi alle brug for, uanset om solen danser eller ej, om vi selv danser til karnevallet eller ej, får nyt tøj eller ej, spiser fisk eller ej.

Pinsen handler om Helligånd. Og Helligånd er at se og elske og mærke, hvor godt det er for alle i Himlen og på Jorden, når vi elsker hinanden som dem vi er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kristi Himmelfartsdag har altid betydet kamp

Udgivet den af
2

Tilbage i middelalderen spillede man kirkespil til Kristi Himmelfart.

De kirkespil er i dag forlængst glemte – og de kan formentlig aldrig genopføres. For såvidt vides findes der ingen gamle manuskripter eller tilsvarende. Desværre. For det må have været en stor oplevelse at overvære ét af de kirkespil.

Kirkespil, hvor man brugte et hul i kirkeloftet til at hejse en træstatue af Jesus op med, når han drog på Himmelfart. Kirkespil, hvor Det Gode, Jesus, symboliseret ved løven kæmpede mod Satan, Det Onde, der havde form af en drage. Og det var kampe, der ofte var særdeles fysiske og realistiske, selvom udfaldet var givet på forhånd.

http://www.kristendom.dk/artikel/284020:Kristi-himmelfart–Kristi-Himmelfart-blev-engang-fejret-med-skuespil

For selvfølgelig vandt løven over dragen …

Løven som symbolet på det gode og stærke har vi stadigvæk i de kristne lande, mest tydeligt måske på diverse rigsvåben. Ja, i England ligger løverne endda på Trafalgar Square i London og passer på nationen – som Holger Danske gør det i Danmark.

Den engelske, kristne litteraturhistoriker og forfatter C. S. Lewis er nok også den forfatter, der mest og bedst har brugt løven som symbolet på Jesus med den modige og gode løve Aslan, der er en gennemgående figur i de verdensberømte Narnia-bøger.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_efter_1945/Clive_Staples_Lewis

I Danmark læses Narnia-bøgerne også med stor fornøjelse, men ikke nødvendigvis Kristi Himmelfartsdag, hvor der ikke længere sker noget særligt i Danmark.

Dagen er nemlig i nutiden uden folkelige traditioner. Den har dog – ihvertfald indimellem – stadig løver på programmet.

For nok er de middelalderlige kirkespil forlængst glemt, men der kæmpes stadig Kristi Himmelfartsdag. Nu er det så blot på grønsværen, at det foregår.

En af årets største fodboldkampe, Pokalfinalen, spilles nemlig altid Kristi Himmelfartsdag. Så jo, man kan anføre, at der stadig kæmpes denne dag – men udfaldet af kampen er imodsætning til i middelalderen aldrig kendt på forhånd.

Der er heller ikke altid løver på banen længere. For nok er FCK, der kaldes løverne og har løven Leo som maskot, et af de bedste hold i Danmark i disse år, men derfor er det ikke altid dem, der spiller pokalfinale.

Men uanset hvad, så står dog tilbage, at kamp tilsyneladende altid har været en del af Kristi Himmelfarts-fejringen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Udgivet den af
1

Den 1. maj er i vor tid kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag.
Dagen, hvor de røde faner luftes i optog og til møder overalt i landet, mens fagforeningsfolk og politikere holder mere eller mindre retorisk vellykkede taler.

Og det vil nok også altsammen ske i år, selvom luften er ladet med utilfredshed og et oprør mod Thorning ulmer i baglandet. For der er mange, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har Danmarksbloggen allerede skrevet om her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=425

Set i det store historiske perspektiv har den 1. maj dog handlet om andet end arbejdere og kamp. I middelalderen var den 1. maj nemlig kendt som Valborgsdag – en fridag, hvor man med store fester fejrede Sankt Valborg. Hun var en helgeninde, der blev født i 700-tallet som engelsk kongedatter, men valgte alverdens pomp og pragt fra til fordel for et enkelt liv som kristen nonne.

Det siges, at Valborg beskytter mod hekse og trolddom. Og mod mørkets magter kan man som bekendt altid bruge ild. Derfor var aftenen inden Valborgsdag, altså den 30. april, i flere århundreder den store bålaften i Norden, hvor man med store bål, flammende taler og glade vår-sange fejrede Valborg og forårets komme.

Det gør man stadig i Sverige den 30. april, mens man i Danmark for cirka 150 år siden flyttede både bålet og heksene til Sankt Hans.

Ja, der skal selvfølgelig nok være et vittigt hoved eller to, som mener, at heksene og troldmændene stadig huserer i det danske land ved Valborgstide – nu blot under de røde faner og på talerstolene den 1. maj 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

De varme hveder – og et folkeligt pres

Udgivet den af
2

Historien om de varme hveder handler om bagernes eneste årlige fridag – og om at et folkeligt pres reddede helligdagen …

St. Bededag er en dansk helligdag, der blev indført i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededage i een eneste stor bededag – deraf navnet. Det er altså ikke en hverken særlig katolsk eller speciel protestantisk dag, men en praktisk måde at klare en masse bededage på, så der var mere tid i løbet af året til nyttigt arbejde.

At St. Bededag så også overlevede Struenses helligdagsmassakre små 100 år senere, hvor livlægen skar antallet af helligdage ned fra 22 til de nuværende 11 om året, skyldtes københavnerne.

Folk i København, som dengang var en lille by indenfor voldene, holdt meget af St. Bededag, hvor de om aftenen netop gik på de volde, der dengang var rundt om hele byen. I dag er der kun Kastellet, Christianshavns Volde og Tivoli-søen tilbage af de herligheder.

Men altså: Der gik københavnerne i den lyse forårsaften og hilste på hinanden, inden de gik hjem til teen og de varme hveder. Hveder, som bagerne lavede særlig store netop denne dag, da de også ligesom alle andre skulle bruge dagen efter på at bede. Bagerne kunne derfor ikke arbejde St. Bededag, så folk kunne dagen før (altså St. Bededags aften) købe ekstra store hvedeboller eller hveder, som det hed dengang.

Meningen var, at hvederne kunne gemmes til selve St. Bededag, så man også havde frisk brød dér – men det var folk ligeglade med. De ville gå på volden i den lune forårsaften, se på blomster og lysegrønne blade, høre kirkeklokkerne, hilse på deres venner og så komme hjem til de varme hveder og teen.

Og det betød så meget for københavnerne, at Struense simpelthen ikke turde røre St. Bededag, da han omkring 1770 skulle finde en masse helligdage, der kunne afskaffes, så der var mere tid til arbejde og at gøre nytte. Man var simpelthen bange for oprør fra københavnernes side. Et oprør, som var det sidste livlægen havde brug for i sit arbejde med at styre København – og dermed også Danmark – på vegne af Christian d. 7.

Så derfor holder vi stadig St. Bededag – og spiser stadig varme hveder, uanset om man går på voldene eller ej, bor i København eller ej, gør oprør mod vores tids Struenser eller ej.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267173:Store-bededag–Store-bededag-er-de-varme-hveders-hoejtid

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det er påskesolen, der danser

Udgivet den af
2

Påsken i Danmark anno 2013 er – som så mange gange før – en vinterlig og kold affære, og derfor er det helt forståeligt, at danskerne for ca 150 år siden flyttede den dansende sol fra påske til pinse, hvor temperaturerne ofte er mere behagelige.

Men det er altså påskesolen, der danser – danser af glæde over at Jesus er genopstanden. Læs mere her:

http://www.kristendom.dk/artikel/502985:Indfoering–Paasketraditioner–Det-er-paaskesolen–der-danser

Om der så blev danset i morges bag sneskyerne vides ikke. Hvad vi derimod ved er, at vi har brug for en genopstandelse her til lands. En menneskelighedens genopstandelse, hvor omsorgen for de svage, solidariteten med hinanden og respekten for dem, der er andeledes vender tilbage for fuld skrue.

Når det sker – for det MÅ ske én dag – så skal der danses, i sol eller sne, forår eller efterår … For så bliver det i sandhed påske!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Påsken – kort oversigt

Udgivet den af
1

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Palmesøndag og den stille uge

Udgivet den af
1

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk