Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Julemarkeder – men hvor kan man købe lysten til at dele af sin overflod?

Udgivet den af
3

Det vrimler med julemarkeder i Danmark. Fra de højtprofilerede til de mere beskedne. Fra de kirkelige julemarkeder til de rent kommercielle og tivoliserede – og så er der dem med en historisk eller geografisk baggrund.

Og danskerne strømmer til. For vi kan tilsyneladende ikke få nok af ristede mandler, såkaldt hjemmestrikkede huer, specielle oste og hvad der ellers tilbydes i de bugnende boder på julemarkederne her i ugerne op til jul.

Men hvor kan man købe lysten til at dele af sin overflod? For vi lever i et samfund, hvor flertallet har så rigeligt af goder, at det næsten er til at kvæles i, samtidig med at et stigende mindretal ikke har til dagen og vejen, men må hutle sig igennem på bedste beskub.

Det giver ikke mening, og det er bestemt ikke vejen frem for os i Danmark at være delt op i dem, der kan gå hjem fra julemarkederne med alle mulige gode sager i tasken og så dem, der ikke kan.

Vejen frem er i stedet at dele.

Der er derfor heller ikke brug for flere boder med italienske sjaler, slikdamens karameller, slagterens udvalgte spegepølser, mosters hjemmelavede julenissefigurer eller andre nice-to-have-ting, hvis de da ellers kan skubbes ind i det fulde skab eller presses ned i den godt pakkede kommodeskuffe.

Der er istedet brug for en bevidsthed om, at vi skal deles om goderne i det rige, danske samfund.

For uanset hvad så-længe-jeg-arbejder-har-jeg-ret-til-at-have-det-bedre-end-dem-der-ikke-arbejder-mentaliteten ellers hævder, så er og bliver det grundlæggende forkert, når forholdene er, som de er i Danmark i dag, hvor de fleste kan forbruge langt udover kvalmegrænsen, mens et mindretal mangler de rent basale fornødenheder.

Så derfor er der i virkeligheden kun én bod, der for alvor er brug for på de danske julemarkeder. Nemlig boden, hvor man kan købe lysten til at dele af sin overflod.

For så vil alle – og ikke kun de fleste – have råd til at leve et anstændigt liv. Så behøver ingen at gå amok på diverse julemarkeder, men kan nøjes med at købe lidt, men godt, som man så for alvor kan gå og glæde sig over. Endda velvidende at alle har deres need-to-have-ting samt muligheden for at skaffe sig ihvertfald nogle af nice-to-have-tingene … hvis det ellers ønskes.

Så bliver det for alvor jul i betydning at tænke på andre end sig og at give af sin overflod. Og det er præcis, hvad julen handler om, når alt kommer til alt – også på et julemarked.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Torben Hangaard tænder adventskransens første lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys.
Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter i dag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard, der med følgende ord tænder adventskransens første lys:

Adventstiden bliver almindeligvis anvendt som tiden for de levende lys med al den hygge, der omgiver lysene og varmen i den dæmpede stue.

Imidlertid er levende lys noget ganske uhyggeligt, da kejser Nero i oldtidens Rom indførte skikken med at oplyse sin have med levende lys, når gæster indfandt sig til større fester. Levende lys for hans vedkommende var i sandhed levende lys. De bestod nemlig af slaver og krigsfanger, som blev overhældt med brandbar væske og derefter korsfæstet. Når gæsterne ankom, blev der sat ild til disse stakler, der brændte som levende lys i parken. Det er meget uhyggeligt, og det er egentlig besynderligt, at sådan en skik har bevæget sig gennem historien som noget positivt.

Vi husker alle den første kærlighed i stearinlysets skær og tænker ikke på grusomhederne, men lader dem erstatte af en positiv tilgang til de muligheder, det levende lys kan tilbyde. Det er også godt sådan. For der er ingen fremtid i det negative, og med en vis rimelighed kan det hævdes, at kærligheden har overvundet ondskaben ved den ændrede brug af lyset.

Det ses også tydeligt i Amnesty Internationals logo, hvor det levende lys er omgivet af pigtråd, men lyset lader sig ikke spærre inde. Det kan ikke bindes af de begrænsninger, der søger at standse næstekærligheden, men det lyser over ondskabens snærende pigtråd og oplyser verden med sit budskab om kærlighed og frihed.

I Vollsmose kirke, hvor jeg har mit virke, har vi lavet en messehagel med Amnestys symbol, og skønt vi er i besiddelse af alle messehagler til årets forløb, er det den eneste, der bliver brugt som et budskab om nødvendigheden af kærlighed og respekt.

Derfor vil det være på sin plads at tænde et adventslys til ære for Amnesty International og håbe, at organisationens arbejde vil få stor succes i sin kamp for menneskers rettigheder.

Skrevet af: Sognepræst og forfatter Torben Hangaard 

Fakta: Sognepræst Torben Hangaard er uddannet kirkehistoriker med mangeårige studier i Rom. Han har i mere end 20 år arbejdet med området kirke-integration. Torben Hangaard modtog Integrationsministeriets “Ildsjælpris” i 2005. Han har skrevet en lang række bøger om dels Rom og romerske historiske emner, dels jomfru Maria og dels om integrationsarbejdet.

Hvad betyder advent?

Udgivet den af
Svar

I morgen er det første søndag i advent, hvor Danmarksbloggen for første gang vil bede en person, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Det glæder vi os til, men i dag skal det handle om, hvad advent er for en størrelse.

Advent handler som ordet antyder det om at vente. At vente på at det lille Jesus-barn fødes i stalden i Betlehem. Første søndag i advent er også nytårsdag i kirkeåret. NU starter det hele forfra.

Advent er altså en vente- og forberedelsestid, der tolket teologisk er forbundet med – men ikke er en del af julefejringen. Jesus-barnet er jo ikke født endnu, så derfor er det endnu for tidligt til at fejre – hvis man ser teologisk på det. Det gør danskerne i reglen ikke.

Tilbage i tiden var advent også en faste- og bønstid meget a la den faste, der ligger op til påsken. Det vil altså sige en tid, hvor man forsagede bordets og livets glæder og i stedet brugte tiden til bøn og eftertanke. Altså lidt modsat af hvad vi gør i dag, hvor vi smovser os igennem decemberherlighederne.

Til gengæld gik man tidligere så amok i den fede julemad, de alkoholrige juledrikke og julestuernes – ofte erotiske – lystighed i dagene mellem jul og Hellig Tre Konger, altså det som vi idag gør fra 1. søndag i advent til 2. juledag. Så man kan godt anføre, at der er tale om en vis balance trods alt, bare forskubbet rent tidsmæssigt.

Tiderne skifter, og traditionerne med dem – det er helt normalt. Danmarksbloggen vil ihvertfald ønske alle rigtig glædelig advent og vender tilbage i morgen med det første lys i Danmarksbloggens adventskrans, der tændes af præst i Vollsmose Kirke Torben Hangaard.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Adventstid: Danmarksbloggen tænder lys

Udgivet den af
1

På søndag er det første søndag i advent, og rundt om i det ganske land vil juletræerne blive tændt på torve og pladser for så i de næste uger at stå og lyse op i den mørke tid.

Der er også brug for hvert og et af alle de mange lys i disse uger, hvor solen næsten går ned, før den er stået op. Heldigvis ved vi også, at det vil vende ved midvinter om godt tre uger. Altså fysisk. For i alle andre sammenhænge ved vi ikke, hvornår mørket besejres, så lyset kommer tilbage.

Det danske samfund er nemlig i øjeblikket inde i en vinter så lang, at man kunne frygte, at det var Fimbulvinteren, der var på spil. At tage fra de fattige og give til dem, der har så rigeligt i forvejen, egoisme, grådighed, fremmedhad og mere af samme skuffe florerer så altfor godt i disse år på bekostning af solidaritet, tolerance, rummelighed og ansvarlighed overfor hinanden og fællesskabet.

Medmenneskeligheden trues af mørket på en måde, som vi ikke har set i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter på søndag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sig nærmer julen … også i “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret

Udgivet den af
3

Turen går til Nøddebo, tæt ved Isefjorden …

Ja, vi kender den allesammen, den gamle vise, der indleder de tre studenter-brødres begivenhedsrige juleferie hos pastor Blichers i Nøddebo, hvor familiehygge, løjer, kærlighed og ægte julevarme står på programmet.

“Jul i Nøddebo Præstegaard”, som danskerne ofte kalder stykket, er tit blevet kritiseret for ikkke at være det store dramaturgiske mesterværk, men mere en banal fortælling om julen, som højtiden ser ud i vores drømme om de gode, gamle dage.

Men alt dét er danskerne (heldigvis) ligeså fløjtende ligeglade med, som stykkets hovedperson den purunge Nicolai er det med diverse formaninger og forbud.

“Nøddebo Præstegaard” er nemlig elsket og ønsket og spillet som ingen andre teaterstykker i Danmark – og i år fylder det 125 år. Og det fejres med gedigen julehygge, gran-guirlander og nisser på Folketeatret i København, som også er “Nøddebo Præstegaard”s føde- og hjemsted – og som indtil videre har spillet stykket mere end 2000 gange til danskernes store glæde.

125 år er mange, men Danmarksbloggen spår, at stykket holder mindst 125 år til i de hyggelige og stemningsfulde omgivelser på Folketeatret.

“Nøddebo Præstegaard” repræsenterer nemlig mere end noget andet drømmen om den danske jul. Den juledrøm, som vi mellem smartphones, sociale medier og andet nymodens hellere end gerne drømmer med på. En juledrøm, der handler om den hvide jul i idyllisk skønhed ude på landet – endda i en præstegård, hvor det emmer af hygge og med plads til både kærlighed og det store juletræ.

For drømme og jul hører sammen, også selvom det er de færreste beskåret at opleve en jul, der foregår i snedækket skønhed ude på landet i en smuk, gammel præstegård. En blæsende gråvejrsjul i et parcelhus med en trættende svigerfamilie og børn, der er optaget af deres nye, ret larmende elektroniske legetøj – eller en storby-jul, hvor juleaften er én lang diskussion om julemadens økologiske habitus er mere i tråd med nutidens jule-virkelighed.

Men det skal ikke forhindre os i at drømme om julen, som vi tror, at den var engang. At julen så aldrig for alvor har været, som den opleves i “Nøddebo Præstegaard” er ligemeget. Det er den jul, som vi drømmer om – og helst vil tro på, ligesom de små børn tror på Julemanden.

For traditionerne skal man ikke lave om på, især ikke ved juletid. Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi synger det i en anden af julens elskede sange.

Det gør Folketeatret så alligevel i årets opsætning af klassikeren. Men det sker så nænsomt, at man nærmest ikke opdager, at der har sneget sig to nye sange ind blandt de elskede klassikere.

Resten er også (næsten), som det altid har været fra den lidt hårdhændede, men også meget kærlige tone, der er mellem de tre brødre, hvor det klæder forestillingen at give plads til ikke kun en ung og fanden-i-voldsk Nicolai, der spilles af en debuterende Kristoffer Helmuth, men også til hans to ældre brødre, der spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew.

De to brødre, der nok er ansvarsfulde voksne, men som også bliver som børn igen i deres forelskelse i de to søstre fra præstegården, der er ligeså forskellige som dag og nat, men begge med omsorg for andre end dem selv fra Emmys (Sofia Nolsøe) hjerte for fattigbørnene juleaften til Andrea Margrethes (Lise Koefoed) omsorg for den gamle klokker, der spilles så mesterligt af Folketeatrets gamle chef Preben Harris.

Men også Sonja Oppenhagen og Kristian Boland er gode som præsteparret, der er havnet på deres rette hylde her i livet, og som forstår at skabe et rum omkring dem, så smilene og juleroserne blomstrer, selv hos ægteparret Ovesen, der spilles med store glimt i øjet af Søren Hauch-Fausbøll og Lisbeth Gajhede.

Endelig er der selvfølgelig også alle de søde nissebørn og deres forældre, der er her og der i flere forskellige roller. Ingen “Nøddebo Præstegaard” uden dem og deres nissetrylleri.

Forestillingens ubetinget største øjeblik er dog, da præstefamilien og deres mange gæster går rundt om det lysende juletræ, mens de synger “Børn og voksne i kærlig krans rundt omkring træet vandre”. Det er så smukt, at ethvert hjerte må smelte, og man bliver juleglad helt ind i sjælen.

Ja, lige dér hæver stykket sig faktisk over sit eget manuskript, som kulisserne hæver sig fra gulvet, så juletræet står der midt i et stjernehav, mens der synges og holdes i hånd hele vejen rundt af alle de mange forskellige personer, der er samlet omkring det strålende juletræ. Præcis som os, der er samlet omkring det, at vi alle lever i Danmark i denne tid, uanset hvem er, hvad vi tjener og hvad vi tror på.

For juletræet midt i stjernehavet er jo mere end et juletræ. Det er selve billedet på, hvad det vil sige at være et samfund, som det er godt at leve i. At det kun er, når vi holder hinanden i hånden og giver plads til dem, der er anderledes end os selv, at vi sammen kan gå rundt og synge. At ingen skal være ude, men alle skal have plads i kredsen.

En mening, der understreges af sangens ord om “ak, om vi kunne føre enhver som er forladt og ene ind under lysenes rigdom her … julens velsignede glæde.”

Det er fællesskabet og det medmenneskelige ansvar, som vi alle har overfor hinanden, der prises i stykkets smukkeste melodi. Det fællesskab, som er under pres i disse år, hvor flere og flere ekskluderes i det danske samfund. Det fællesskab, som vi alle savner og drømmer om kommer tilbage.

Og netop derfor mener Danmarksbloggen, at “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret i disse år er mere end en juletradition. Det er en reminder om, hvad vi skylder hinanden som mennesker. Og  dermed bliver stykket også en høj-aktuel del af den drøm om et reelt velfærdssamfund, som de fleste af os drømmer, både ved juletid og alle andre tider året rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta: “Nøddebo Præstegaard” var oprindelig en roman, der hed “Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” og var skrevet af Henrik Scharling, der udgav den anonymt i 1862. I 1888 blev romanen omskrevet til et teaterstykke af Elith Reumert og opført på netop Folketeatret.
Melodierne er traditionelle vaudeviller og for det meste genbrug. Fx er “Velkommen, velsignede drenge” oprindeligt en Bellman-vise, Fredman´s Epistel nr. 31. Undtagelsen er julesangen “Børn og voksne i kærlig krans”, som J. P. E. Hartmann satte musik til og Elith Reumert skrev teksten til.
Stykket er også blevet filmatiseret i flere omgange, og især versionen fra 1934 var i årtier en fast juletradition i de danske biografer.
I årets udgave på Folketeatret spiller “Nøddebo Præstegaard” til og med 23. december: http://www.folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2013-14/Noeddebo.aspx

Halloween er en dansk skik – nu

Udgivet den af
4

Nej, det der amerikanske Halloween-noget, det fejrer vi sandelig ikke, kan man høre især ældre danskere sige.

Børnene og de unge derimod er vilde med græskar, skeletter, hekse, gys og gru. Og sådan har det efterhånden været i 10-12 år her i Danmark.

Og hvorfor ikke? Efteråret var tidligere en tid helt uden højtider. Fra Skt. Hans til advent skete der ingenting, medmindre man selvfølgelig holdt høstfest eller regnede den stegte and på Mortensaften med som en højtid. Ja, i kirken afholdes selvfølgelig Alle Helgens. Men en folkelig fejring i forbindelse med Alle Helgens er først kommet sammen med Halloween, hvor der nu mange steder tændes lys på gravene.

Læs også min artikel om emnet belyst ud fra en spøgelsestur – og husk at klikke på fakta om gengangere og overtro ude til venstre i artiklen:

http://www.religion.dk/artikel/531344:Danmark–Besoegende-ser-spoegelser-paa-Frilandsmuseets-gaarde

Så jo, Halloween udfylder en tom plads i det tidligere så festløse efterår, hvor de lange, mørke dage kan synes endeløse – og hvor det netop qua mørket giver god mening at fokusere på gys og gru, på de døde, spøgelserne og det overnaturlige.

Men ja, skikken i dens nuværende form kommer fra USA – og hvad så? Det er helt normalt at importere traditioner fra det/de førende kulturlande. Det har vi altid gjort her til lands. For 200 år siden kom juletræet således til Danmark fra datidens store kulturland, nemlig Tyskland, som var det land, som vi orienterede os imod dengang. Samme sted hentede vi også adventskransen og Skt. Hans-bålet for bare at nævne nogle få eksempler.

Så det er faktisk blot helt naturligt, at vi – efter i mange årtier at være påvirket mest af USA – overtager deres version af Halloween, som er et mix af den Halloween, som engelske indvandrere tog med til USA og de mexicanske dødeskikke til Alle Helgens og Alle Sjæles.

Så de unge, der i weekenden skal til Halloween-fester, og de børn, der i aften banker på din dør og siger slik eller ballade, guf eller gys, gør blot det, som alle andre generationer af danskere har gjort: Overtager skikke efter det pt. førende land.

Det skal de støttes i. Danmarksbloggen vil derfor stå klar med noget, som kan puttes ned i græskar-spandene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En kulturkristen muslim og et åbent hus

Udgivet den af
1

Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

De nordiske guder lever – på Folketeatret i København

Udgivet den af
2

Anmeldelse af rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret i København:

Vikingetid, vikingetid … de nordiske guder er klar til strid, kærlighed og alt muligt andet dramatisk, sjovt og rørende i den herlige rockmusical “Valhalla – balladen om Balder”, der i går d. 11. september 2013 havde premiere på Folketeatret i København efter den i sidste sæson turnerede land og rige rundt.

Det er Sigurd Barrett, der har stået for musikken, hvor han efter eget udsagn både i de hårdkogte rocknumre og de mere følelsesladede ballader forsøger at give nyt liv til de gamle guder og deres fantastiske historier.

Og lad det være sagt med det samme: At være publikum til denne forestilling er som at høre sagatonerne fra hedenold bruse direkte imod sig med alt den saft og kraft, som vi som nutidsdanskere forbinder med vikinger, aser og de gode, gamle dage.

Ja, det er som at se lige ind i gudernes verden, ja endda nærmest sidde med til bords i selveste Valhalla. For lige præcis sådan som skuespillerne i rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” ser ud, synger og opfører sig på Folketeaterets skrå brædder, sådan må de nordiske aser være, når de taler, skændes, elsker, kæmper, sørger, fester og lever livet – og døden – til fulde.

For sådan er guderne ifølge i mytologien. Intet gøres halvt. Alt er max. Og det samme gælder denne rockmusical, der har et sjældent helstøbt samspil mellem handling, musik, plot og skuespil.

Det hele starter – selvfølgelig – fristes man til at sige med, at Thor kommer ind og svinger sin hammer Mjølner, så lyn og tordenild står over scenen. Så er man som publikum klar over, at det her bliver dramatisk. Men det er nu ikke tordenguden og hans mange eventyr, som det handler om på Folketeatret.

Det er istedet historien om gudernes yndling Balder, der ung og skøn elskes af alle, undtagen Loke og i denne version også hans blinde broder Høder, der er jaloux på Balder, der kan alt og får alt, og især moderens Friggs kærlighed.

Frigg, der i øvrigt spilles stærkt og kompromisløst af Nastja Arcel fra anelsen om Balders snarlige død over håbet, da hun får hele verden pånær misteltenen til at love ikke at skade Balder og til sidst den grænseløse sorg, da yndlingssønnen Balder dør. For det er mere end en nordisk gudinde, der står på scenen. Det er også en kvinde og en mor. En moderne tre-enighed.

Ja, selv gudernes chef, selveste Odin, må bøje sig og gøre, som Frigg vil. Odin er så også er gift med hende, men han er mere end en moderne tøffelhelt. For det er ham, der magter at tage ned til Hel i Dødsriget. En Hel, der ikke er gammel og grum, men ung og smuk – og istand til at tryllebinde både en gammel og en ung gud i denne fortælling om to brødres kærlighed og kamp.

For det centrale i musicalen er historien om kærligheden mellem to brødre, der under overfladen er mere ens end de er forskellige, uanset om de kæmper mod jætter, er hjemme i Valhalla eller på vej mod deres skæbne og hiin rigtige.

For også den mere erotiske kærlighed er på programmet for de to brødre. Men på hver sin måde. Balders konstante flirten med livet til han for alvor rammes af Amors pile og døden versus Høders fantasier om den kærlighed, som han længes så frygteligt imod, men kun med nød og næppe tør omfavne, da den rækkes ham af den unge valkyriepige Nanna, der har både den romerske guds Hermes lethed og de nordiske guders intensitet og lidenskab

Kærlighed, dramatik og nordiske guder. Ja, men behøver vi så mere? Egentlig ikke. Men vi får det alligevel i dette overflødighedshorn.

For naturligvis er der også masser af humor, sjove ordspil og ping-pong med publikum, primært serveret af Odins to ravne Hugin og Munin samt selvfølgelig regnbuens Bifrosts vogter Heimdal, der gestaltes af Søren Hauch-Fausbøll, der også har en scene som pruttende, bøvsende og syngende trold til stor begejstring for især de mindste. Men også de store morer sig. For dén mand har et nærvær og en timing, som gør, at han kan være morsom bare ved at se ud på publikum.

Endelig er der stykkets skurk, Loke, halvguden, som indtil Balders død boede i Asgård sammen med guderne. Han er selvsagt på spil her og der og allevegne og tænker kun på at hytte sit eget skind – og ødelægge det for de andre. Og han smadrer da også eftertrykkeligt lykken i Valhalla, da han får Høder til at lave en pil af misteltenen, så Balder kan skydes og dø af den lille uanselige plante.

Det er dog ikke den episode, som man husker bedst med Loke. Det er derimod Lokes ankomst på scenen, hvor han så meget som man nu kan, når man gestalter Loke, nærmest imiterer X-Factor-dommer Thomas Blachmann.

Om det er tilsigtet skal ikke siges, men Blachmann og andre, der har meget store tanker om sig selv og måske knap så meget at have dem i, spiddes totalt i Kim Hammelsvang Henriksens fremstilling af Loke som en selvoptaget gud, der bruger alt og alle som statister og kulisser i hans eget kendis-ego-trip.

Det er formidabelt og helt i top, som alt andet i forestillingen er det fra skuespillet over musikken og sangen, hvor det virker mere end stærkt, når guderne flere gange i løbet af aftenen synger sammen.

Det klinger så mægtigt, at man automatisk kommer til at tænke på fædrelandssangen “Den danske sang er en ung blond pige”, hvor man blandt andet synger:

Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og
skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold

Og det er eksakt dén sagatone fra vikingetiden sunget på Bjarkemål, som bruser imod publikum hver aften på Folketeatret, hvor de nordiske guder vækkes til live, så de og deres historie griber, opsluger og holder fast, uanset om man er 12 eller 44.

Rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret får derfor de varmeste anbefalinger fra Danmarksbloggen.

“Valhalla – balladen om Balder” er bygget over Peter Madsen og Henning Kures tegneserie. Det er Kasper Wilton, der har instrueret. Musikken er af Sigurd Barrett, der sammen med Mogens Kjær, Bent Nørgaard og Jens Krøyer også har stået for sangteksterne. Kapelmester er Jens Krøyer. Søren Glad står for scenografien efter et oplæg fra Peter Madsen. Birgitte Næss-Schmidt er koreograf, mens Bent Nørgaard står for dialogen, og Tina Robinson for stage-fight.

“Valhalla – balladen om Balder” spiller til og med 19. oktober 2013.

De medvirkende er: Lars Bom, Nastja Arcel, Lise Koefoed, Charlotte Guldberg, Johannes Nymark, Pelle Emil Hebsgaard, Nis Pedersen, Kim Hammelsvang Henriksen og Søren Hauch-Fausbøll.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

7-9-13

Udgivet den af
1

7-9-13 siger vi og banker under bordet i håbet om at afværge noget ondt eller opnå noget, som vi ønsker os.

Og idag idag, d. 7. september 2013 – eller som man også kan skrive den: 7-9-13, er der rigtig mange, der gifter sig i troen på, at de på den måde netop sikrer sig held og lykke.

Hvordan det så går det enkelte ægtepar er nok – som altid – mere et spørgsmål om de to menneskers personligheder og evne til at kommunikere med og have respekt for hinanden end om at ægteskabet er indledt på en dato, der passer en trylleremse, som man har sagt ihvertfald siden 1800-tallet.

Jeg kunne godt ønske, at der var et 7-9-13, der virkede, men ikke kun for brudepar, også for alle andre, således at den arbejdsløse kunne få et job, den hjemløse hjælp til en lejlighed og til at kunne finde ud af at bo i den og så videre. Men i kampen for at skabe et bedre samfund er det ikke trylleremser, men politiske beslutninger, der gør forskellen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag til eid-fest på tirsdag

Udgivet den af
1

Muslimernes faste-måned ramadanen sluttede i går, og det bliver selvfølgelig fejret med en kæmpe fest. Den fest hedder eid, og kan når man tænker på fællesskabet, betoningen af at være sammen med familien, glæden og det at man giver hinanden gaver sagtens beskrives som en muslimsk parallel til den kristne jul.

Rent trosmæssigt er der selvfølgelig ingen ligheder mellem en eid, der fejrer ramadanens afslutning og en jul, der handler om fødslen af Guds søn.

Mange eid-fester holdes under private former præcis som de fleste juleaftner og juledage gør det, men der findes også offentlige eid-fester som for eksempel fejringen på Rådhuspladsen, der er arrangeret af Verdenskulturcentret. Den eid-fest ligger godtnok først på tirsdag og dermed ikke på den rigtige dag, men det er en slags eid-fest alligevel.

http://kulturogfritid.kk.dk/verdenskulturcentret/aktiviteter/eid-fest-p%C3%A5-r%C3%A5dhuspladsen

Undertegnede har tænkt sig at tage til denne eid-fest på Rådhuspladsen for at få en fornemmelse af, hvad en eid-fest er for noget. For et er at læse om noget, noget andet er selv at være en del af det. Man forstår så meget mere og så meget bedre det hele, når man selv er en del af noget.

Og da jeg aldrig har prøvet at deltage i en eid-fest – eller nogen anden muslimsk fejring for den sags skyld – så er det bare på med skoene og afsted på tirsdag. Det skylder jeg som kristen dansker mine muslimske landsmænd.

Jeg glæder mig meget og lover at bringe en reportage fra eid-festen på Rådhuspladsen på Danmarksbloggen på onsdag. I mellemtiden må det være passende at sige: Eid Mubarak.

Efterskrift tirsdag d. 13. august 2013: Qua forskellige private forhold, som ikke kommer denne blog ved, nåede jeg desværre aldrig til Eid-fest idag. Der kommer derfor ingen anmeldelse af årets Eid-fest på Rådhuspladsen i København. Danmarksbloggen beklager og håber at kunne bringe en reportage fra næste års Eid-fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk