Store bytte-dag: Danmarksbloggen søger tilgodebevis

3. juledag – eller rettere i vores tid: Store bytte-dag.

Julelysene er slukkede, julepynten pakket væk og juletræerne smidt ud. Nu drejer det sig om at rydde det sidste op efter juletiden og få det meste ud af de julegaver, som skal byttes. Bedst er det at få rede penge, men ellers kan tilgodebeviser også bruges. Især hvis man husker at indløse dem.

Danmarksbloggen kunne også godt tænke sig at bytte noget, nemlig den mangel på forståelse og solidaritet, som præger det danske samfund.

Et dugfrisk eksempel på det så man lige op til jul, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) talte om, at de såkaldte nyttejob skal motivere de ledige til selv at finde et job eller gå i gang med en uddannelse. Et nyttejob er altså et job, som ingen rigtig har lyst til at tage, må man formode.

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6358042/nyttejob-arbejdsloese-skal-fjerne-hundelorte-og-taelle-biler/

Det trak Mette Frederiksen dog tilbage og sagde, at alle job var lige meget værd. Men hvis de er det, så skal de mennesker, der samler hundelorte op, vasker legetøj i børnehaver og hvad man ellers kan lave i nyttejob, også have en rigtig løn.

For hvad er det egentlig, som man siger, når man forlanger, at ledige skal arbejde på kontanthjælp i jobs, som de færreste ønsker at udføre? At de ledige er dovne og ikke gider arbejde? Lige præcis. Men det passer jo ikke. Endda langtfra.

En undersøgelse fra “Min A-kasse” viser, at arbejdsløshed af nærmest alle opfattes som noget af det værste og mest skamfulde, som man kan komme ud for. Det ligger nemlig dybt i menneskets natur gerne at ville yde og bidrage til fællesskabet.

http://www.min-a-kasse.dk/analyse-4-ud-af-10-arbejdslose-skammer-sig

Danskerne vil altså gerne arbejde. Faktisk er der ikke noget, som de hellere vil. Men det skal sørme være på lige betingelser for alle på arbejdsmarkedet, således så alle får en reel løn for deres arbejde.

Nutidens holdning om, at nogle er så meget værd, at de kan få en rigtig løn, mens andre må arbejde på en kontanthjælp er ihvertfald stik imod den forståelse for andre og den solidaritet, som vi har så hårdt brug for i Danmark nu.

Danmarksbloggen vil derfor gerne vide, hvor man kan finde tilgodebeviser på forståelse og solidaritet? For efterspøgslen på de to goder er enorm i Danmark, men udbuddet på Christiansborg er meget lille.

Derfra kan vi kun forvente nedskæringer og en fortsat fordeling af goderne, så dem der har, de får mere – og dem der ikke har, de får ikke alene mindre, men skoses også for at være grådige og dovne. Det giver ikke mening.

Danmarksbloggen tør derfor også godt garantere, at et tilgodebevis på forståelse og solidaritet med de arbejdsløse, er et tilgodebevis, der vil blive husket og indløst øjeblikkeligt – hvis det ellers kan findes.

Den gode nyhed er så heldigvis, at vi sammen kan skabe det tilgodebevis med vores ord, vores stemmer og vores handlinger. Danmarksbloggen er gået igang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi alle nemmer, hvad julen handler om:

Nemlig at blive som barn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, næstekærligheden.

Og som der står i Grundtvigs julesalme: “Det kimer nu til julefest”:

Kom Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest
da skal med Davidsharpens klang
dig takke højt, vor nytårssang

For når vi har næstekærligheden boblende inde i os, så vi ikke kan lade være med at tænke på vores medmennesker og prøve at gøre det gode for alle, ja, så bliver det jul hele året rundt. For så er det kærligheden, som er i højsædet. Den kærlighed, som vi alle lever af og på.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om store byttedag, om nytårsskikke – og hvis der sker noget i samfundet, som der bare må skrives om.

Glædelig jul til hver og en af os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møller tænder adventskransens fjerde lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag tænder Socialdemokraternes formand i Vordingborg – og folkeskolelærer – Lise Lotte Møller adventskransens fjerde og sidste lys med følgende ord:

I virkeligheden vil jeg helst tænde lys for alle. Men børnene er nok dem, som jeg vil tænde flest lys for – og når vi nu er i december, er det især for børn, der har mistet en eller begge deres forældre. Det er selvfølgelig altid hårdt at skulle undvære ens forældre. Og ens mor eller far er for altid savnet, men til jul må det være ekstra hårdt.

Hvert år mister cirka 2000 børn og unge i alderen 0-18 år en forælder. I alt har mere end 15.000 danske børn og unge mistet en forælder. Det er mange, men alligevel ikke flere end at mange af de børn og unge, der har mistet, måske ikke kender andre i samme situation som dem selv. Børnene og de unge mennesker ved måske heller ikke, at der er hjælp og støtte at få. Men det er dér hos fx nedenstående organisationer:

http://www.livlineisorgen.dk/

http://www.bornungesorg.dk/andre-der-har-oplevet-doed-i-familien/

Det er Danmarksbloggens håb, at vi alle vil værne om de udsatte i vores samfund, og her er børn og unge uden en far eller en mor – eller begge – særlig følsomme, især i denne ellers så søde juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julens store valg: Julemanden eller Jesus

Er der to skikkelser, der kendetegner julen, så er det Julemanden og Jesus.

Om dem skriver mediemand og pastor Mogens Hansen i bogen “Årets gang i tekst og sang”:

Der er to personer i vente i decembers julespil. Fælles for dem er pudsigt nok, at vi på forskellig måde diskuterer, om de overhovedet eksisterer. De to er: Jesus og Julemanden.

Julemanden, denne besynderlige figur, som er en genspejling og en gensplejsning af vore drømme og ønsker. Problemet med ham er, at han er rektor for flinkeskolen. Kun de søde børn får deres ønske opfyldt hos ham. Julegaven gives kun til den, der har fortjent den. Det er lige præcist det modsatte af indholdet i det kristne evangelium og dermed altså den kristne jul. Julemanden er derfor ganske ukristelig.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er enten Julemanden eller Jesus!

Hvem vi venter på i det offentlige rum, er der ikke tvivl om. Julemanden er på sæson-overarbejde i mennesker, medier og marked. Og han sidder ved bordenden ved de våde julefrokoster.

På den anden side går vi i december i kirke som ingensinde ellers. Såvel landsbykirke som katedral danner ramme om musik og sang. Og selv om der ved en skole-juleafslutning kan smutte et par enkelte nisser op på nodestativet, så er der ingen tvivl i kirken: Der er det Jesus, der er på vej!

Danmarksbloggen er enig med pastor Mogens Hansen. Julen er en fest, hvor alle er velkomne, også dem, der ellers ikke holder jul.

Og for os, der holder jul og siger vi er kristne, er højtiden i sidste instans et valg.

Et valg, hvor den ene mulighed er Julemanden og den på alle måder ekskluderende forbrugerisme, hvor den der har penge og artighed kan få, mens de andre må gå.

Mens den anden mulighed er Jesus og troen på Ham som verdens lys – og har man først fået troens nådegave, så kan man ikke lade være med at lade denne identitet blive til diakoni. Altså en slags julens ID: Indre identitet fører til ydre diakoni, til praktisk næstekærlighed. Levet næstekærlighed IRL, som det hedder.

For den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, det udsatte barn og alle de andre, der har det svært, får det ikke bedre af gode ønsker og masser af likes på Facebook eller søde billeder på Instagram. Her skal der levende mennesker til af kød og blod, der rækker hånden frem og byder indenfor til varme og fællesskab – uden at kigge i karakterbogen først.

Så bliver det – endelig – jul, jul igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De tyske indvandrere i den danske jul

Hvad er vel mere dansk og julet end juletræet, adventskransen og julekalenderen? Tjah, julemærket og kravlenissen, som begge er danske opfindelser skabt af henholdsvis postmester Einar Holbøll i 1903 og tegner Flemming Bramming i 1947.

For de tre andre er nemlig tyske indvandrere til den danske jul. Tyskland var også i århundreder det sted, hvorfra vi hentede mest kultur og inspiration, også når det drejede sig om højtiderne. Og her har julen altid været konge i Danmark – selvom påsken teologisk set er større.

Men altså både juletræ, adventskrans og julekalender kom fra Tyskland.

Juletræet for lidt over 200 år siden. Man mener, at det første juletræ i Danmark stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Men det var først, da familien Lehmann i København i 1811 anskaffede sig et juletræ, at det vakte national opsigt – og derfra gik det stærkt med at få udbredt traditionen.

Adventskransen kom til Danmark med Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine og alle de ved genforeningen i 1920 hjemvendte sønderjyder. Men også her var det først senere, nemlig under de mørke år i besættelsen 1940-45, at skikken for alvor blev landskendt.

Julekalenderen blev skabt af den tyske forlægger Gerhard Lang i starten af 1900-tallet og kom til Danmark i 1932. De første julekalendere i Tyskland var ikke med låger, men bestod af to stykker papir. Et med billeder og et andet med vers. Så kunne man klippe billederne ud og klistre på arket på vers. Ideen holdt ikke rigtigt, men så fandt Gerhard Lang på det med lågerne – og succesen var hjemme, også i Danmark.

Og hvad kan man så lære af alt dette? Jo, at indvandrere og indvandring i reglen altid skaber noget godt – og at ingenting er statisk, men at alt derimod er levende og konstant i forandring.

På samme måde har især også Brammings kravlenisser forlængst kravlet udover landets grænser, så man også i andre lande end Danmark bruger kravlenisser.

Kultur, ideer, traditioner og skikke er nemlig ligesom viden ment til at spredes og deles.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julefred, juleøl og jule-navnet

Julen nærmer sig med stormskridt – og julefreden er ved at sænke sig over det ganske land.

Danmarksbloggen holder også julefri i juledagene, men indtil da vil vi skrive om juletid, juletraditioner samt selvfølgelig tænde det sidste lys i adventskransen.

For nu er adventstiden – endelig – ved at blive til juletid.

Den tid på året, hvor vi – ihvertfald officielt fejrer – at Jesus blev født. Men hvor vi – lang tid inden kristendommen nåede herop nordpå – fejrede, at lyset nu vender tilbage.

Men hvorfor hedder det egentlig jul?

Ja, man mener, at ordet jul stammer fra vikingerne, som kaldte midvinter-højtiden for yule eller jól, og som talte om at drikke jul.

Som der står i kvadet om Harald Hårfager:

Ude vil han drikke jul,
den højtstræbende fyrste,
om han skal kunne ene herske,
ude vil han øve Frejs leg.

Vikingerne tog nemlig ud på havet for dér i deres vikingeskibe på de tilisede fjorde (og langt væk fra kvindfolkets varme stuer og dunfyldte vanter) at drikke mjød i så store mængder, at det skabte grundlag for den drikke-kultur, som vi stadig har i Danmark.

En alkohol-kultur, som trækker en lige linie fra vikingernes umådeholdende jule-drikkeri til nutidens ligeså våde og alkoholrige J-dag og julefrokoster.

Forskellen er imidlertid til at få øje på. Vikingerne holdt nemlig fred – julefred, når de drak jul. Det gør en del af deres efterkommere desværre ikke. Slåskampe på barer og gader, og endnu værre: Uro og problemer i familierne er idag en fast julegæst i mange hjem, og altid med børnene som de store tabere.

Den kristne kirke brød sig i øvrigt ikke om hverken juledrikkeriet eller ordet jul, så den forsøgte i dens tidlige tid i Danmark at indføre ordet kristmesse istedet for jul. Det var jo gået så godt i England, hvor jul hedder Christmas. Men i Danmark var der ingen, der syntes, at det var en god idé.

Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi stadig synger det i “Sikken voldsom trængsel og alarm”. Det gælder juleøllet, og det gælder jule-navnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælp, muslimer og dét at være kristen

Skal muslimer have julehjælp?
Danmarksbloggen mener ja, ja og atter ja.

For julehjælp er noget, som man som kristen giver til ens trængende medmennesker uden at at spørge om medlemskort til foreningen “Den kristne kirke”.

At være kristen er nemlig at deles om goderne og at give af sit overskud uden forbehold og uden betingelser. Som kristen får man heller ikke rabatter på udvalgte produkter og point i en eller anden himmelsk shop for sine gerninger. Man får istedet nåden, evigheden og visheden om at hvile i Guds hånd.

Ja, men kristne bliver jo forfulgt i muslimske lande: Så hvorfor skal vi være gode ved dem og give dem julehjælp?, kan man høre kritikerne spørge. Ja, det er jo netop derfor.

Vi skal vise alverden, at der findes et alternativ til tand-for-tand-og-øje-for-øje-mentaliteten, der vinder så altfor meget indpas i disse år. Vi skal tale og handle imod den egoisme og den grådighed, som truer vores samfund mere end nogen anden religion nogensinde kan gøre det. En egoisme og en grådighed, der ikke har noget med religion at gøre.

Kristendommens store gave til Danmark er budskabet om at deles om goderne. Det er vores sande kulturarv – og den skal vi værne om.

For er man kristen – sådan for alvor og ikke kun en kulturkristen, der blot bruger kirken som en fin kulisse til jul og bryllup, så ved man, at det at være kristen er – HELE TIDEN, også når man er forfulgt – at vise næstekærlighed og deles og give.

For at være kristen er ikke bare noget med salmer og gamle historier. At være kristen er ikke at være hygge-religiøs. Det er en livsindstilling baseret på troen på at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. At være kristen er derfor et ubønhørligt krav om hele tiden at gå udover sig selv og sin egen bekvemmelighed og egoisme – og give til ens medmenesker.

At være kristen er en indre identitet, der kun giver mening, når den ytrer sig som en ydre adfærd, hvor fokus er på at deles om goderne uden at gøre forskel på mennesker.

Så jo, julehjælp er også for muslimer … og for jøder og buddhister og hinduister og ateister og kristne og alle mulige andre. For julehjælp er hjælp til ens medmennesker i nød. ALLE ens medmennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Santa Lucia kommer med lyset i en mørk tid

Santa Lucia er en mærkværdighed her i Norden. For hun er såre katolsk, men alligevel er hun allermest populær her højt mod nord. Måske fordi vi har mest brug for hende heroppe i den mørke tid. Hun er jo helgeninde for lyset, og idag d. 13. december er det hendes helgendag.

Oprindelig er Santa Lucia en katolsk helgeninde, der døde martyrdøden i byen Syracuse i Italien, dels fordi hun ikke ville afsværge sig sin kristne tro, og dels fordi hun hjalp andre kristne, der måtte skjule sig for kejseren.

Op igennem 1700-tallet fik hun dog mere og mere fodfæste i det ellers så protestantiske Sverige, inden hun for alvor slog igennem i slutningen af 1920´erne, hvor en svensk avis arrangerede den første “Sveriges Lucia”.

Sidenhen har broderlandet hvert år fundet Sveriges Lucia, der findes blandt de forskellige svenske byers Lucia. For hver by i Sverige kårer sin egen Lucia, som udover at være ung og smuk, også skal være forsynet med en god sangstemme og gerne involveret i frivilligt arbejde for andre eller for miljøet.

For i Sverige er Lucia andet end bare at være iklædt en hvid kjole og synge Luciasangene – ja, netop sange. For i Sverige har man flere Lucia-viser udover den klassiske Santa Lucia-sang. I Sverige drejer det sig i det hele taget om at sprede lys og glæde på Luciadag, både samfundsmæssigt og derhjemme.

Og det starter allerede om morgenen, hvor én i familien (og det kan godt være faderen) tager lyskrone på hovedet og vækker de andre i familien med sang, kaffe, kakao og de såkaldte Lussekatter (boller bagt med safran, der giver både en smuk gul farve og en helt speciel smag).

Og siden går det slag i slag med Lucia-optog på skoler, plejehjem, arbejdspladser og alle andre steder, hvor folk færdes i løbet af dagen. Om aftenen er der så Lucia-koncerter i kirker og kulturhuse. Alle steder spredes der på den måde lys i mørket på Lucia-dagen. Lys og håb om at verden bliver bedre, og at det bliver forår og sommer igen.

Danmarksbloggen prøver også at tænde lys og give håb, ikke kun på denne mørke Lucia-dag, men også resten af året. For Danmarksbloggen tror på, at mennesker kan forandre verden. Tror på at vi mennesker vil det gode for hinanden, når alt kommer til alt.

Som Nelson Mandela sagde det: “Det falder mennesket mere naturligt at elske end at hade. For menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”

Dét skal vi holde fast ved i en på mange måder mørk tid. God Lucia.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen og Rene Husted Vahl tænder adventskransens andet lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag handler det om Julehjælpen og dens stifter Rene Husted Vahl med følgende ord tænder adventskransens andet lys:

“Jeg vil gerne tænde et lys for de fattige børn i Danmark. De har brug for alt den støtte, som de kan få. Det ved jeg af egen erfaring. Jeg voksede nemlig selv op som et af de fattige børn. Vi var tre søskende, der boede sammen med vores mor i et lille rækkehus – og vi fire skulle klare os for hendes elevløn. Og den er som bekendt meget lille.” 

“Men min mor klarede det godt. For vi mærkede aldrig, at vi var fattige – eller hvilket dagligt slid og puslespilsarbejde, som det må have været for hende at få enderne til at mødes. Heldigvis havde vi også en farmor og en farfar, som havde råd til at give os så gode fødselsdags- og julegaver, at vi havde nogenlunde de samme ting som de andre børn. Så heldige er det ikke alle danske børn, der er.”

“Men alle danske børn har ret til en god og tryg barndom, hvor de har de samme ting og kan de samme ting i fritiden som deres kammerater. Derfor tænder jeg et adventslys for de fattige børn. Og derfor samler vi ind i Julehjælpen.”

Rene Husted Vahl startede nemlig Julehjælpen for syv år siden. Eller rettere: Han blev nærmest kastet ud i det, da han lovede at give et bidrag til en indsamling, som viste sig at være startet af en person, der ikke kunne fuldføre projektet, som på det tidspunkt var at give 20 familier tusind kroner pr. familie at holde jul for. Men de penge viste sig ikke at være der, ja faktisk var der ingen penge til nogen familier. Så Rene Husted Vahl betalte 20.000 af sin egen lomme, så de 20 familier kunne få deres jul.

Idag giver Julehjælpen ikke penge, men naturalier, gaver og gavekort til fx Føtex, Fona og Fætter BR. Gaver og gavekort, som alle er donationer, der gives af andre, heraf 95 % af private mennesker. Sidste år kunne Julehjælpen således sørge for, at 1.700 familier kunne fejre en bedre jul.

Håbet i år er at kunne hjælpe endnu flere, og det tegner lyst. I stedet for de typiske cirka 1.800 donationer har Julehjælpen allerede modtaget over 5.000 donationer i år.

“Men der er brug for meget mere. For desværre stiger antallet af fattige også i Danmark. Så al hjælp er mere end velkommen,” slutter Rene Husted Vahl.

Danmarksbloggen håber alt det bedste for Julehjælpen – og især for de familier, som Julehjælpen gør en forskel for.

Mere information fås på Julehjælpens hjemmeside: www.julehjaelpen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk