Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Revolutionen er aflyst – igen

Udgivet den af
2

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Udgivet den af
2

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

De varme hveder – og et folkeligt pres

Udgivet den af
2

Historien om de varme hveder handler om bagernes eneste årlige fridag – og om at et folkeligt pres reddede helligdagen …

St. Bededag er en dansk helligdag, der blev indført i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededage i een eneste stor bededag – deraf navnet. Det er altså ikke en hverken særlig katolsk eller speciel protestantisk dag, men en praktisk måde at klare en masse bededage på, så der var mere tid i løbet af året til nyttigt arbejde.

At St. Bededag så også overlevede Struenses helligdagsmassakre små 100 år senere, hvor livlægen skar antallet af helligdage ned fra 22 til de nuværende 11 om året, skyldtes københavnerne.

Folk i København, som dengang var en lille by indenfor voldene, holdt meget af St. Bededag, hvor de om aftenen netop gik på de volde, der dengang var rundt om hele byen. I dag er der kun Kastellet, Christianshavns Volde og Tivoli-søen tilbage af de herligheder.

Men altså: Der gik københavnerne i den lyse forårsaften og hilste på hinanden, inden de gik hjem til teen og de varme hveder. Hveder, som bagerne lavede særlig store netop denne dag, da de også ligesom alle andre skulle bruge dagen efter på at bede. Bagerne kunne derfor ikke arbejde St. Bededag, så folk kunne dagen før (altså St. Bededags aften) købe ekstra store hvedeboller eller hveder, som det hed dengang.

Meningen var, at hvederne kunne gemmes til selve St. Bededag, så man også havde frisk brød dér – men det var folk ligeglade med. De ville gå på volden i den lune forårsaften, se på blomster og lysegrønne blade, høre kirkeklokkerne, hilse på deres venner og så komme hjem til de varme hveder og teen.

Og det betød så meget for københavnerne, at Struense simpelthen ikke turde røre St. Bededag, da han omkring 1770 skulle finde en masse helligdage, der kunne afskaffes, så der var mere tid til arbejde og at gøre nytte. Man var simpelthen bange for oprør fra københavnernes side. Et oprør, som var det sidste livlægen havde brug for i sit arbejde med at styre København – og dermed også Danmark – på vegne af Christian d. 7.

Så derfor holder vi stadig St. Bededag – og spiser stadig varme hveder, uanset om man går på voldene eller ej, bor i København eller ej, gør oprør mod vores tids Struenser eller ej.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267173:Store-bededag–Store-bededag-er-de-varme-hveders-hoejtid

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Pligten til at være venlig og prøve at gøre glad …

Udgivet den af
1

Den store amerikanske filmanmelder Roger Ebert døde i starten af april. For de fleste danskere er han dog relativt ukendt, men filmkyndige kloden over betragter ham som den måske største filmanmelder nogensinde. Han har også sin egen stjerne på Hollywoods “Walk of Fame”, og så har han vundet Pulitzerprisen.

http://www.rogerebert.com/

Roger Ebert er også manden bag følgende citat om vores allesammens etiske – men også politiske – pligt til at være venlig og prøve at gøre andre og os selv glade:

“Kindness” covers all of my political beliefs. No need to spell them out. I believe that if, at the end, according to our abilities, we have done something to make others a little happier, and something to make ourselves a little happier, that is about the best we can do. To make others less happy is a crime. To make ourselves unhappy is where all crime starts. We must try to contribute joy to the world. That is true no matter what our problems, our health, our circumstances. We must try. I didn’t always know this and am happy I lived long enough to find it out.”

Det kan virke enkelt, nærmest naivt. Men så prøv at læs dét en gang til og tænk på, at Roger Ebert ikke taler om at overbevise andre om ens egne holdninger eller skabe en verden i ens eget billede.

Nej, alt han taler om er venlighed, om at forsøge at bringe andre og sig selv glæde. Ikke på bekostning af noget, eller på trods af noget, men simpelthen på venlighedens og godhedens og kærlighedens egne vilkår.

Dét er ord, som vi alle kan bruge til noget, både i det private liv – og det politiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Holger Danske på Istedløvens gamle plads

Udgivet den af
3

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker, at Folketinget skal købe Holger Danske:

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1945623/pia-kjaersgaard-folketinget-skal-koebe-holger-danske/

Det kan man som dansker kun være enig i – uanset politisk ståsted. Så enkelt er det.

Men hvor skal Holger Danske i så fald placeres? Ja, et helt oplagt sted er den tomme plads bagved Tøjhusmuseet, hvor Istedløven stod indtil for få år siden.

For soklen står stadig tom og venter, men nu kan ventetiden snart være ovre. For nu kan vi placere gode, gamle Holger Danske dér.

Der er også en indlysende symbolik i, at stenversionen af den gamle kriger rejser fra Helsingør til København i disse tider, hvor dyderne i det danske samfund trues. Hvor fællesskab, rummelighed, tolerance og solidaritet så altfor let afløses af egoisme, junglementalitet og afstumpethed, både på gaden, i virksomhederne og på Christiansborg.

Så der er brug for Holger Danske, både ham i sten og så en hel masse Holger Danske-versioner m/k i kød og blod, der løfter ikke sværdet, men pennen og talens brug i kampen for et Danmark, hvor der er plads til os alle – uanset om vi hedder Fatima eller Pia, går med kalot eller tørklæde, er ateist eller beder rosenkrans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hercule Poirot fik mig til at vente på toget

Udgivet den af
2

Man skal aldrig sige nej til en fristelse, for man ved ikke, hvornår den kommer igen, lyder et gammelt ord.

Man skal heller ikke sige nej til muligheden for en speciel oplevelse, når man alligevel lige kommer forbi, som jeg gjorde det sådan cirka små ti minutter før Orientexpressen rullede ind på Hovedbanegården i formiddags.

Alle vegne på Tietgenbroen stod de der, togentusiasterne med kameraer og mobiler helt klare til at forevige øjeblikket, hvor det legendariske og historiske tog rullede ind på spor 8, inden rejsen skulle fortsætte til Venedig.

Selv havde jeg kun en våd badedragt, et håndklæde og lidt sæbe med i en pose. Så jeg kunne ikke tage billeder, blot nyde at se det flotte, gamle tog rulle ind, da det kom. Og det gjorde jeg, også selvom jeg ingenting ved om toge – og næppe nogensinde kommer til det.

Men jeg har læst Agatha Christies “Mordet i Orientexpressen” med Hercule Poirot. Og det er en af hendes bedste bøger, og Hercule Poirot er sammen med Miss Marple og Sherlock Holmes mine yndlingsdetektiver. Så jeg blev stående. Dét tog måtte jeg altså bare se, bestemte jeg mig til. Så kunne jeg godt vente ti minutter med at komme hjem.

Og måske var dét i virkeligheden min største oplevelse på Tietgenbroen i den kolde forårsformiddag: Nemlig erfaringen af at man aldrig må sige nej til muligheden for at få en unik oplevelse, heller ikke selvom emnet måske ikke ligger lige til højrebenet for ens interesser.

Det udvider måske heller ikke ens horisont, men at det er sjovt, anderledes eller pudsigt kan også være nok.

Og så var jeg vist i øvrigt den eneste, der stod og ventede på Orientexpressen på grund af Hercule Poirot 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Udgivet den af
2

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Selvmord og mord som remindere om det skønne, uperfekte liv

Udgivet den af
1

I går spillede Teater Allegro for sidste gang i Huset i Magstræde i denne omgang.

http://www.facebook.com/pages/Teater-Allegro/424130084343076

Og lad det være sagt med det samme: Jeg håber, at de unge, talentfulde skuespillere  kommer til at optræde andre steder – og gerne med de samme forestillinger. For begge forestillinger er mere end relevante for ikke kun de unge og yngre aldersgrupper, som de helt tydeligt henvender sig til – men også for alle andre.

Den første forestilling hedder “Farvel Julie” og som tilskuer spindes man langsomt, men sikkert ind i Julies net, som er spundet af en bizar, men i vor tid meget udbredt blanding af en overdreven fokus på sig selv og deraf følgende tro på, at man er noget helt specielt. Og så lige ved siden af denne selvforherligelse den afgrundsdybe tvivl og det kolossale behov for hele tiden at få anerkendelse og ros fra andre. For den umodne egocentrering lever af andres ubetingede og konstante likes, både på FB og IRL.

Men ingen kan leve sådan i det lange løb, heller ikke Julie. Så i forestillingen følger man den unge piges vej mod det uundgåelige, da den tidligere så gode ven – og til dels kæreste – lukker op for sluserne og hagler Julie igennem ved at fortælle hende sandheden om hende og hendes liv – eller sådan som han ser det. Uanset hvad kan Julie ikke magte det.

For meget kan hun klare. Faderens død, et liv baseret på forstillelse og at arrangere sin egen på-skrømt-begravelse kan Julie sagtens jonglere rundt med. Hun har selvfølgelig også lært det fra sin mor, der er en sand mester i at lade kunstig latter, nybagt kage og rødvin komme istedet for ægthed og følelser, egne tanker og meninger.

Men netop ærlighed og ægthed er for meget for Julie – og endda så meget for meget, at hun trænges op i en krog som faderen før hende, og som han vælger hun også den vej, hvorfra der ikke er nogen retur-mulighed.

For den anden vej: At forstå at livet, verden og menneskene er både gode og onde, at vi selv rummmer både lyset og mørket, at det er ligeså okay at være gal, vred, ked af det som at være glad, sød og forstående – den vej er altfor svær for Julie at gå. For den vej kræver en erkendelse af, at man ikke er – og aldrig bliver – perfekt og bedst til alt hele tiden. Og at det er helt i orden.

Ja, at det faktisk er dejligt og nærmest en menneskeret at være dum, naiv, skør, gal og helt igennem urimelig til tider.

Men den vej kan Julie ikke gå – og så må hun gå den anden, den ultimative …

Samme steds ender fire ud af fem personer også i anden forestilling “Mission D.O.M.M.E.D.A.G.”, der dog starter et andet sted.

Nemlig på stole magen til dem, som vi publikummer sidder på. De opfører sig også, som publikummer, der venter på, at en forestilling starter. Den lurer vi – det andet publikum ovre på den ande side – hurtigt og tror, at så starter de nok snart med at sige noget.

Men nej, der ventes indtil og langt over det punkt, hvor det er pinligt og ukomfortabelt, og imens begynder en ovre på vores side at grine, og snart ler alle mere eller mindre. Fordi det er pinligt? I håbet om at sætte noget i gang? Bare for at så sker der noget?

Og sker noget gør der snart på scenen. De fem mennesker begynder at interagere med hinanden: Manden, der vil have kontrol og ro, den opmærksomhedssøgende kvinde, den indelukkede og observerende kvinde samt parret, der består af en meget dominerende og gravid kvinde og hendes tilsvarende underkuede mand.

Og vi regner den igen ud, tror vi. For vi er jo selv dem alle fem, ikke? Har vi ikke alle brug for kontrol, bekræftigelse, at observere, at få at vide, hvad vi skal gøre og at koste lidt rundt med andre? Såmænd har vi så. Det er såre menneskeligt.

Og sådan er det også på scenen, hvor nogen vil de andre noget, andre vil derimod ingenting, mens en enkelt lægger mærke til alt.

Men ingen er for alvor engageret i andre end sig selv og deres eget selvbillede – og selvfølgelig må det ende galt: En dør af peanuts-allergi, en anden bliver kvalt, mens en tredje bliver skudt/slået ned, og en fjerde skyder sig selv.

Mest uhyggelig er dog den person, der overlever. Vedkommende har ikke smilet een eneste gang i hele forløbet, blot betragtet hvordan ligegyldigheden mellem de andre gik over i konflikter for at ende i vold og mord. Og så, da det hele er slut, så endelig smiler hun, mens hun rejser sig og går – upåvirket.

Og det er det værste af alt: For hvad gør vi selv andet end at rejse os og gå, når vi møder vold og mord? Hvornår har vi sidst grebet ind, når vi har mødt uretfærdighed, både nær på og længere væk?

Er vi ikke allesammen denne sidste femte overlevende, der let smilende må videre med vores eget liv – uanset hvad og hvem vi møder? Denne femte kolonne, der med sin ligegyldighed og sin egoisme kæmper på dødens og mørkets side mod alt levende, lyst og kærlighedsfuldt.

Se, dét er det ægte skræmmende, dét som bør holde os alle sammen vågne resten af natten. Sov godt!!!

Medvirkende:
“Farvel Julie”: Fie Drejer, Anne Brix og Joakim Skovgaard.
Mission D.O.M.M.E.D.A.G.: Lucas Alexander, Jela Natius, Hilal Lama, Linette Lindharth og Anne Brix.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Påsken – kort oversigt

Udgivet den af
1

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk