Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Troværdigheden sættes i spil i Folketinget

Udgivet den af
2

Når det nye folketingsår skydes igang til oktober, bliver det med en ny slags debatter. Nemlig de såkaldte topdueller, hvor statsministeren hver anden tirsdag mødes i direkte duel med oppositionslederne:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/05/28/0528062132.htm

Og selvom den nye debatform næppe bliver ligeså livlig og animeret i Danmark, som tilsvarende debatter har tradition for at være det hos forbilledet det engelske parlament, hvor der både hujes, buhes og jubles under en debat, så er der alligevel tale om en ny måde at debattere på i det danske folkestyre.

En mere retorisk måde at debattere på, hvor ikke kun det man siger, men også måden man siger det på, spiller en stor rolle.

Hvor samtlige oldgræske ingredienser i en debat, nemlig logos, patos og ethos, igen kommer til ære og værdighed.

Logos, som er ordet – altså det talte, fakta og holdninger formidlet sagligt og nøgternt. Logos er også den måde, som det danske folkestyre tro mod sit protestantiske og grundvigianske grundlag virkede på i sine første godt 160 år.

Patos, som er følelser og stemninger. Den henstand, som tilhørerne sættes i ved at høre synspunkter og argumenter. En ingrediens, som til dels er blevet brugt også før de nye topdueller, men anvendt langt mere, når der skulle hverves stemmer end i debatter i selve Folketinget.

Og så endelig ethos, som er den troværdighed, som den der taler har hos modtagerne. Jo mere troværdig personen virker, jo højere ethos.

Ethos er defor også noget, som folketingspolitikerne altid har haft – eller ikke har haft –  hos befolkningen, mens relevansen på Tinge har været meget begrænset i en debatform, der især i de seneste årtier har givet meget forudsigelige debatter.

Så det bliver spændende, både retorisk og politisk og på alle andre måder at se, hvad der sker, når logos, patos og ethos skal foldes retorisk ud i Folketinget til efteråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Emil fra Lønneberg bliver 50

Udgivet den af
2

I dag fylder en af Astrid Lindgrens mest elskede figurer rundt. Nemlig Emil fra gården Katholt i Lønneberg, Småland, Sverige.

Og nok er det her en blog om danskerne og Danmark, men Emil er mindst ligeså elsket i Danmark, som han er det i Sverige. For der findes næppe den dansker, der ikke kender og elsker Emil.

Alle har vi grinet med ham, når han lavede skarnsstreger som at putte en frø ned i kurven, som han og lille Ida skulle bringe ud til de travle høstfolk i marken – eller dengang han rendte rundt med en brødspade og daskede til karlene under slagsmålet på Bakkegården. Eller malede Ida blå over det hele, så Tyttebær-Maja kunne løbe rundt i hele sognet og fortælle, at der var tyfus på Katholt.

Eller når Emil puttede hovedet i suppeterrinen, endda i to versioner, hejste sin lillesøster op i flagstangen, red på en hest lige ind til den fine borgmester i Mariannelund og meget mere.

Vi har også alle haft ondt at Emil, når han igen blev sat ud i eller var nødt til at flygte ud i snedkerværkstedet – eller dengang han måtte afsted til afholdsmødet for at aflægge løfte om aldrig mere at drikke alkohol. Ret beset havde Emil i den forbindelse kun spist de gærede kirsebær i den tro, at de var almindelige kirsebær.

Men love aldrig at drikke mere – dét måtte Emil og hans gode ven Grisepjokket ved den lejlighed. Og at en gris aflagde afholdsløfte var noget helt specielt. Men ham knægten fra Katholt har heller aldrig været helt almindelig, som det igen og igen slås fast i de tre bøger om Emil.

For en ting er at grine med Emil og af alle hans skarnsstreger – og at have ondt af ham og hans mor, der møjsommeligt skriver alt ned i de blå stilehæfter. Det er den ene del af fortællingerne om Emil.

Den anden er beundringen for Emil, som man gribes af undervejs. Beundringen for en dreng, der nok er fiktiv, men alligevel kan inspirere os alle til at turde. Turde tale det godes sag, ja turde gøre det godes sag.

Som da han invitererer alle fattiglemmerne til julegilde på Katholt og giver dem al den mad, som familien fra en af nabogårdene skal have dagen efter. Men de er tykke nok i forvejen. Det er bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør gavn, som Emil konkluderer det.

Og til allersidst i den sidste Emil-bog, hvor han med fare for sit eget liv tager afsted i en forrygende snestorm for at redde hans bedste ven Alfreds liv. En mission, der nærmest er dømt til at mislykkedes. Men det går godt. De redder livet begge to på grund af en umenneskelig stor indsats fra Emil.

For man bliver så stærk, når man skal, som Emil selv forklarer det, mens han skovler sne på den flere kilometerlange vej til doktoren.

Gid vi danskere i denne mørke tid, hvor fællesskabet og solidariteten har svære kår, også bliver så stærke, som vi skal – så vi også kan give maden til dem, der har brug for det og skovle den sne væk, som ødelægger livet for så mange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdens korteste intimkoncert i Tivoli

Udgivet den af
1

Danmarks sejrende MGP-datter Emmelie kom hjem i går og blev hyldet i et regnvådt, grønt og helt menneskefuldt Tivoli.

Smilende og glad kom hun først gående gennem Den Gamle Have, inden hun kom ind på scenen på Plænen med trofæet i hånden, og jublen bragede løs fra de mange tusind mennesker og deres svingende Dannebrogsflag.

TV sendte live fra begivenheden, og Emmelie sang først nationalsangen og derpå hendes vindersang. Alle jublede og var glade. Der var de obligatoriske lykønskninger, interviews og taksigelser, og så det hele slut – ihvertfald for dem, der så det på tv.

Men for os, som var i Tivoli, startede det hele på én måde først der. For da tv-folkene var væk, stak Emmelie og de andre hovederne sammen ét kort øjeblik, og så gav de vindersangen én gang til. For fuld skrue og med en ganske særlig glød.

For det blev den ægte fejring, den rigtige fejring. Den fejring, der ikke var en del af en iscensat tv-udsendelse. Men i stedet var en få minutter kort intimkoncert fremført af nogle jublende lykkelige mennesker overfor en ligeså jublende folkemængde, der for længst har taget den unge pige og de andre til deres hjerter.

Verdens korteste intimkoncert – og et passende punktum for en pinse i MGP´s tegn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kampen om MGP og alt det andet …

Udgivet den af
2

Tillykke til Emmelie, som for lidt siden vandt Det Internationale Melodi Grand Prix.

Det er selvsagt skønt for hende, men det er også dejligt for Danmark. For et land har altid godt af dén slags sejre, som det er, når ens stamme vinder over de andre stammer.

For MGP, fodbold, cykelløb og så videre er jo netop dét: Stamme-krige mellem rivaliserende stammer. I vor tid blot udkæmpet i toner, med bolde, på cykler, og hvad vi ellers bruger istedet for diverse våben. Ganske praktisk og uden nogen kommer til skade.

Nu starter så en anden krig. Kampen om stedet, hvor MGP´et skal afholdes næste forår.

Emmelie havde nemlig knapt fået konfettien børstet af kjolen, før slagsmålet var igang: Parken i København versus Boxen i Herning.

Skal man gå efter lydkvaliteten, er Boxen i Herning det oplagte valg. Men på alle andre parametre vinder København.

Hovedstaden er den eneste by i Danmark, der blot tilnærmelsesvis kan kalde sig selv international. Ingen andre byer i Danmark har de hoteller, de restauranter, de seværdigheder og faciliteter i øvrigt, der skal til, når man skal huse verdens største musikbegivenhed.

For en dansker kan Aalborg, Aarhus, Odense og Herning være udmærkede byer med hver deres charme. Men på den internationale scene skal der mere til – og den eneste by, der er i nærheden af at kunne tilbyde, hvad der kræves, er København.

Så lad os håbe, at evnen til at se, hvad der gavner Danmark, vinder over dette mærkværdige forhold, der i årevis har været mellem Jylland og København, hvor man mange steder i Jylland hævder, at man skal have ligeså meget som i København – selvom København bevistligt er både større og der bor mange flere mennesker.

Men nej, der er ikke grund til flere motorveje i Jylland. Og nej, Jylland er ikke noget steds internationalt nok til at skabe ordentlige rammer om MGP 2014.

Jylland er simpelthen for provensielt. Jyderne må til at se i øjnene, at Danmark har en hovedstad, og at denne hovedstad er og skal være et lokomotiv for resten af landet. Og at København derfor skal have mere brændstof, flere penge og de begivenheder, hvor omgivelserne spiller en rolle, som til MGP 2014.

Dét vil gavne hele Danmark, hvis vi kunne stoppe denne andedams-mentalitet og i stedet være stolte af og bidrage til, at København fortsat kan være det internationale lokomotiv, der trækker resten af landet.

I en global verden er en stærk hovedstad vores eneste chance – også og måske især, når vi ikke snakker MGP, men snakker infrastruktur, vækst og alt det andet, der er så vigtig for os, hvis vi skal beholde vores levestandard og velfærdssamfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesol, pinsesnit og pinsefisk

Udgivet den af
1

Pinsen er Helligåndens højtid og den tredie-vigtigste kristne højtid.

Men selvom det er sådan, er pinsen alligevel mere kendt for karnevallet i København end for triste disciple, der havde mistet modet, men som fik det igen, da Helligånden fo´r i dem, så de kunne komme igang med at fortælle om Kristus.

Farverige samba-dansere og en dansende pinsesol er da også et festligt skue.

For man siger jo, at pinsesolen danser, selvom det nu retteligen er påskesolen, som Danmarksbloggen også skrev om det ved påsketide:

http://danmarksbloggen.dk/?p=502

Men selvom det er påskesolen, der danser af glæde over Kristi opstandelse, kan vi jo godt ønske os sol og varme her til pinse. Sol og varme, så man kan lufte sit nye sommertøj, så det kan ses – og ikke skal gemmes væk under en frakke.

Førhen var det normalt kun at få nyt tøj til pinse. Derfor kaldte man det nye sommertøj for pinsesnittet, som stolt blev vist frem til den gudstjeneste, som man gik til pinsemorgen. I dag taler tales der ikke ret meget om pinsesnittet mere.

Pinsefisken, som tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt indførte i 2000, kåres dog stadig, men uden den store bevågenhed. Danmarksbloggen kan derfor berette, at rødspætten for andet år i træk er blevet årets pinsefisk.

http://www.pinsefisk.dk/

Danmarksbloggen vil i det hele taget gerne slå et slag for pinsen. Et slag for pinsen i en moderne fortolkning, hvor vi ligesom disciplene bliver grebet af Helligånden.

Helligånden i den betydning, at vi får kraft og mod til at tale de svages sag overfor magthaverne. Helligånden i den betydning, at vi kan se udover os selv – og se hinanden som de mennesker vi er.

Se og elske. For at se. Rigtigt at se vores medmennsker er at anerkende – og elske dem. Og det har vi alle brug for, uanset om solen danser eller ej, om vi selv danser til karnevallet eller ej, får nyt tøj eller ej, spiser fisk eller ej.

Pinsen handler om Helligånd. Og Helligånd er at se og elske og mærke, hvor godt det er for alle i Himlen og på Jorden, når vi elsker hinanden som dem vi er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den årlige vandbakkelse: Melodunte Grand Prix´et

Udgivet den af
3

Hånden på hjertet: Hvor mange internationale Melodi Grand Prix-vindere kan du synge eller nynne? De fleste af os kan vist ikke ret mange.

Måske en eller to af Johnny Logans vindere fra 80´erne? “Diggi-loo-diggi-ley” som de tre svenske Herreys-brødre med guldstøvlerne sang? Formentlig også brødrene Olsens vindersang fra år 2000 “Fly on the wings of Love”.

Og så selvfølgelig ABBA´s suveræne vindersang “Waterloo” fra 1974, der er af et format, som hæver både den og den legendariske gruppe langt over, hvad man kan forvente af det ellers meget sete Melodi Grand Prix.

Melodi Grand Prix, MGP eller Melodunte Grand Prix – kært barn har mange navne. Men uanset hvem der vinder i Malmø i morgen aften, så kan man være sikker på, at vedkommende med nærmest 100 procents sikkerhed er rimeligt glemt i løbet af meget kort tid.

For Melodi Grand Prixet har kun interesse i de få dage, som der sendes semifinaler og finale i tv.

Melodi Grand Prixet er den årlige tv-musik-vandbakkelse med farvestrålende glasur og sukker. Ingen næring er der i dén kage, men til gengæld masser af tom luft.

Men vi guffer alligevel musik-vandbakkelsen i os hvert år og nyder showet, mens det varer – og sidder så tilbage med en “nå-var-det-bare-det-følelse”, inden Melodi Grand Prix´et med al dets væsen af hurtige og aldeles forgængelige melodier og sangere går i glemsel indtil næste år.

Og måske er det, som det skal være. Ikke alle traditioner behøver dybde og substans for at have deres berettigelse. Af og til kan en vandbakkelse være på sin plads.

For der er unægteligt langt mellem ABBA´erne … som i øvrigt havde det senere megahit “Hasta Manana” som reserve-sang til Melodi Grand Prix´et i 1974.

En sang af dét format som reserve-sangen, som andet-valget. Dét alene siger alt om, at ABBA – både i Grand Prix-sammenhæng og i øvrigt – var en gruppe af et ganske særligt format, som sjældent eller måske endda aldrig er set, hverken før eller siden.

Og nok kunne man ønske, at ABBA gik på scenen i Malmö i morgen aften – eller enhver anden aften. Men det kommer ikke til at ske. Det har de sagt i en uendelighed. Deres sidste live-optræden var på britisk morgen-tv i 1982, hvor de meget passende sang “Thank you for the music”.

Og så er de to B´er alligevel med i årets Melodi Grand Prix. Björn Ulveaus og Benny Andersson har nemlig skrevet en sang, et anthem, der skal synges af alle deltagerne ved åbningen.

Jeg har ikke hørt sangen, men jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Björn og Bennys sang er mange-mange niveuaer bedre end de sange, der deltager i årets konkurrence.

Så i år kommer der alligevel – helt utraditionelt – til at være næring i Melodi Grand Prix´et.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kristi Himmelfartsdag har altid betydet kamp

Udgivet den af
2

Tilbage i middelalderen spillede man kirkespil til Kristi Himmelfart.

De kirkespil er i dag forlængst glemte – og de kan formentlig aldrig genopføres. For såvidt vides findes der ingen gamle manuskripter eller tilsvarende. Desværre. For det må have været en stor oplevelse at overvære ét af de kirkespil.

Kirkespil, hvor man brugte et hul i kirkeloftet til at hejse en træstatue af Jesus op med, når han drog på Himmelfart. Kirkespil, hvor Det Gode, Jesus, symboliseret ved løven kæmpede mod Satan, Det Onde, der havde form af en drage. Og det var kampe, der ofte var særdeles fysiske og realistiske, selvom udfaldet var givet på forhånd.

http://www.kristendom.dk/artikel/284020:Kristi-himmelfart–Kristi-Himmelfart-blev-engang-fejret-med-skuespil

For selvfølgelig vandt løven over dragen …

Løven som symbolet på det gode og stærke har vi stadigvæk i de kristne lande, mest tydeligt måske på diverse rigsvåben. Ja, i England ligger løverne endda på Trafalgar Square i London og passer på nationen – som Holger Danske gør det i Danmark.

Den engelske, kristne litteraturhistoriker og forfatter C. S. Lewis er nok også den forfatter, der mest og bedst har brugt løven som symbolet på Jesus med den modige og gode løve Aslan, der er en gennemgående figur i de verdensberømte Narnia-bøger.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_efter_1945/Clive_Staples_Lewis

I Danmark læses Narnia-bøgerne også med stor fornøjelse, men ikke nødvendigvis Kristi Himmelfartsdag, hvor der ikke længere sker noget særligt i Danmark.

Dagen er nemlig i nutiden uden folkelige traditioner. Den har dog – ihvertfald indimellem – stadig løver på programmet.

For nok er de middelalderlige kirkespil forlængst glemt, men der kæmpes stadig Kristi Himmelfartsdag. Nu er det så blot på grønsværen, at det foregår.

En af årets største fodboldkampe, Pokalfinalen, spilles nemlig altid Kristi Himmelfartsdag. Så jo, man kan anføre, at der stadig kæmpes denne dag – men udfaldet af kampen er imodsætning til i middelalderen aldrig kendt på forhånd.

Der er heller ikke altid løver på banen længere. For nok er FCK, der kaldes løverne og har løven Leo som maskot, et af de bedste hold i Danmark i disse år, men derfor er det ikke altid dem, der spiller pokalfinale.

Men uanset hvad, så står dog tilbage, at kamp tilsyneladende altid har været en del af Kristi Himmelfarts-fejringen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De lyse nætter …

Udgivet den af
1

Så er de lige startet igen, de lyse nætter.

De lyse nætter – bare navnet. De lyse, sangbesugne og ivrigt portrætterede nætter, som poeter, digtere og malere aldrig bliver færdige med. Det gør den almindelige dansker næppe heller.

For der er noget helt specielt over det blå tusmørke, der aldrig bliver rigtig nat – men i stedet bliver dette koglende, magiske og drømmende lys, hvor man føler, at alt kan ske. Hvor ens længsler og drømme vækkes af deres dybe vintersøvn – og man føler sommerens saft og kraft strømme igennem både sind og krop.

Googler man ordene “den lyse nat” får man mere end 10 millioner hits. Et af dem er den astronomiske beskrivelse af fænomenet: http://www.dmi.dk/dmi/de_lyse_natter_begynder

I Rusland kaldes disse nætter for de hvide nætter – og det giver god mening, især hvis man er væk fra byen og ude i en birkeskov, som der er så mange af i for eksempel Sverige, hvor man også lever for og af de lyse sommernætter.

I Sveriges smukke hovedstad Stockholm giver de lyse nætter således byen et helt specielt blåt skær på grund af det allerstedsnærværende vand.

Ja, mere end det. For hver sommer forvandles Stockholm ved nattetide til en drømmeby af bølgende, blåt lys – ikke helt ulig den blå grotte ved Capri, hvis man står på en af broerne og kigger ud over vandet. Men også inde i gader og stræder, på torve og i parker lyser det blåt gennem hele den korte, stockholmske sommernat.

Svenskerne –  og danskerne med – behøver også disse magiske nætter for at overkomme dén kulde og dét mørke, der hersker på vores breddegrader i mange måneder hvert år.

Men vi klarer det – hver vinter. Og som belønning får vi disse sommernætter, hvor naturen, himlen og vi selv aldrig sover helt fast, men blot blunder, som der står i den måske mest berømte vise om den danske sommernat skrevet af Thøger Larsen i 1914 og sat i musik af Oluf Ring i 1922:

Danmark, nu blunder den lyse nat, bag ved din seng, når du sover …

http://www.danskesange.dk/showsong.asp?pageno=1&searchlevel=low&kategori=11&order=0&sstring=&ss1=&ss2=&ss3=&z=1&mykey=23

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

200-årige Kierkegaard skal læses

Udgivet den af
2

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænd lys i vinduerne i aften

Udgivet den af
3

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk