Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Poesi og digitale billeder i Tivolis koncertsal

Udgivet den af
1

Anmeldelse af “H. C. Andersen – en magisk eventyrforestilling for hele familien”.

Seks kendte H.C. Andersen-eventyr, akrobatik og musik danner de farverige rammer om familieforestillingen ”H.C. Andersen”, der havde verdenspremiere i går d. 3. september i Tivolis koncertsal.

Showet er en ny måde at fortolke H. C. Andersens udødelige eventyr på – og som min 12-årige ledsager sagde det: Så kan de optrædende rigtig meget på en scene, der i sig selv er et kunstværk, der hele tiden skifter farve, form og billede.

Størst bifald fik parret fra ”Klods Hans” – antihelten og hans is-prinsesse, der selvfølgelig smelter og sammen med den gigantstore guldring model mega-hula-hop-ring laver et danse-akrobatik-nummer, hvor musikken smyger sig om dem både når Klods Hans danser, og når den skønne prinsesse-ballerina nærmest ophæver tyngdekraften og hænger indeni og udenpå den store guldring. For slet ikke at tale om skønheden til allersidst, da parret sætter sig tæt sammenslyngede, mens gigant-guldringen roligt snurrer og falder ned omkring dem. Dét er ren poesi og romantik, som det Tivoli, der ligger lige udenfor.

Enkelte steder er der også noget i forestillingen, der ligner hilsner til netop Tivoli, både af den søde slags, som ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der i tøj, billeder og udtryk minder meget om hende, der står så alene i forlystelsen ”Den flyvende Kuffert,” der er Tivolis permanente rejse i H. C. Andersens eventyr. Men også af den mere beske slags som den kunstige guld-nattergal, der ligner en forsvunden tvilling til påfuglen nede fra Pantomimen, hvor den levende musik jo netop for nylig blev afløst af båndmusik.

Og nu vi er ved det sure, så kan vi ligeså godt nævne dét, som enhver H.C. Andersen-kyndig med det samme vil bide mærke i under forestillingen. Nemlig at vi kun sjældent får slutningen af eventyret med, og det er en skam. For så går vi glip af mange pointer og indimellem endda hele eventyrets morale.

Som fx den med at nattergalen i eventyret af samme navn til sidst lover kejseren at fortælle ham alt, hvad der sker i hans rige, men som holdes skjult for ham. Kejseren må love aldrig at sige til nogen, at han har en lille fugl, som fortæller ham alt. For så vil det hele gå endnu bedre, forsikrer nattergalen. Tænk hvis nutidens ledere havde små nattergale, der fortalte dem, hvad der virkelig sker i deres land, så ville meget måske se anderledes – og bedre ud. Dén pointe ville sammen med et par andre udeladte have givet et flot show en dimension mere.

En pointe, der imidlertid står knivskarpt, er fortæller Nikolaj Lie Kaas udvikling fra i starten at være den fortravlede voksen, der opslugt af arbejde har glemt at drømme og forfølge sit eget livs eventyr. Men som i løbet af aftenen smider jakken og knapper skjorten op, mens han rejser ind i eventyrets verden – for til sidst at være klar til at springe ud i herlighederne, som var han atter et barn, endda et barn, der er i stand til – igen – at klippe papirsklip.

For barnet og det barnlige er det centrale i forestillingen. Dette at vi kun kan opleve eventyret ved at blive som et barn igen i betydningen umiddelbar, åben og med lige dele appetit og tro på livets muligheder. Det er en smuk tanke, som understøttes af forestillingens leg med masker, størrelser og roller – og de allestedsnærværende tinsoldater, der dansende leder os igennem aftenen.

Hvornår har man fx sidst set en på hoppestylter højt hoppende konge? Men sådan en møder man i ”Prinsessen på Ærten”, der også begejstrede den 12-årige med måden, som ærten kom ind under madrasserne på. Samspillet mellem den digitale og den fysiske verden er en sikker vinder hos de digitalt indfødte.

Et andet hit hos den 12-årige var kejseren fra ”Kejserens nye klæder”, der i sit nøgenkostume klatrer i røde stoffer, så det er en skrækblandet fryd at se ham sno sig rundt og ned og op. For hvad hvis nu han falder ned? Endda med hovedet forrest måske? Det virker jo nærmest naturstridigt, at to stykker stof, der hænger ned fra loftet, kan holde en mand.

Endelig skal forestillingens sidste eventyr ”Den grimme ælling” nævnes, hvor man selvfølgelig har valgt at lade en sort mand være ællingen, der bliver til en hvid svane. Det er der et godt budskab i generelt og især i 50-året for Martin Luther Kings ”I have a dream-tale”. Og så kan ællingen danse alle fjerene af en hvilken som helst andegård uanset hvor den andegård ligger. For her er ingen jantelov, kun ren glæde over at ællingen overvinder alle vanskeligheder og bliver til den smukke svane med både venner og kæreste.

Historien, der handler om H. C. Andersen selv og hans drøm, bliver derfor et værdigt punktum på en farve-, lyd- og billed-mangfoldig hyldest til dét at drømme, til dét at tro på at eventyret kan udfolde sig hver dag, også på den anden side af de 30 eller sågar ældre endnu. En hyldest til troen på, at vi kan leve lykkeligt til vores dages ende – også og måske især når vi laver vanvittige stunts, snurrer på hovedet eller moonwalker skæve dansetrin, som alle medvirkende gør det så mesterligt i Tivolis Koncertsal dette efterår.

Det er Steen Koerner, der har instrueret. Han er kendt af Tivoli-fans for hans nyskabelser på Pantomimen som for eksempel den meget roste ”Vampyr Pjerrot”, der spillede i flere sæsoner. I “H. C. Andersen” arbejder han sammen med kunstnergruppen Big City Brains, den virtuelle fortæller Nikolaj Lie Kaas og 15 cirkusartister, ballerinaer og urbane dansere. Jokum Rohde har bearbejdet eventyrerne. Kristian Leth står for sangteksterne, mens Jesper Meclenburg har skabt musikken. Søren Huss og Coco fra Quadron har indspillet tre af numrene. Det er Din Mor, der har stået for videoscenografien og Astrid Lynge Ottesen, der har kreeret kostumerne.

Forestillingen ”H. C. Andersen” produceres af Nordisk Film Live og spiller til og med 27. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen har en drøm idag …

Udgivet den af
2

Det er idag 50 år siden, at Dr. Martin Luther King holdt sin berømte “I have a dream-tale” i Washington DC.

Talens berømthed og stadige påvirkning på vores følelser kender vi alle, så det er i grunden ikke så spændende. Det interessante er derimod, om vi kan bruge talens indhold til noget idag – og i så fald til hvad.

Ja, vi kan ihvertfald konkludere, at det er gået fremad for de sorte i USA. Selvom den hvide amerikaner stadig har langt flere fordele og goder end den sorte amerikaner eller for den sags skyld dem med mexicanske rødder og alle de andre, der bor i det store land, som i de forløbne 50 år har været verdens førende land – og det land, som vi i Danmark har hentet mest inspiration fra på godt og ondt.

Det er i de samme fem årtier, at Danmark har ændret sig fra at være et monokulturelt til et multikulturelt samfund. Indvandringen startede i 60´erne, tog fart i 70´erne og har siden 80´erne været en politisk varm kartoffel, hvor nogle som fx Dansk Folkeparti mener at alle, der ikke spiser flæskesteg, har et problem, mens andre som fx Radikale og Enhedslisten mener, at der slet ikke er nogen problemer udover manglende tolerance.

Sandheden er selvfølgelig et sted imellem. Danmark bliver aldrig igen som det nostalgiske glansbillede fra 1950´erne med sommer, sol og søndag – ja, Danmark var ikke engang sådan i 1950´erne udover på film. Det multikulturelle samfund er kommet for at blive – og hurra for dét og mangfoldigheden. Punktum.

MEN der er problemer med visse grupper indvandrere – ikke med hele nationaliteter eller religioner, men med udvalgte grupper. Og det er vi nødt til at snakke åbent om, hvis vi skal have en chance for at finde løsninger.

Danmarksbloggen har derfor en drøm om, at vi bliver bedre til at rumme hinanden. Men også bedre til åbent og ærligt at tale om tingene – og stille og roligt løse dem sammen.

For vi er allesammen mennesker. Og vi skal være her allesammen, sidde ved det samme bord, tage hinanden i hånden og sammen løfte det danske samfund. Og dét, mine damer og herrer, kan vi bruge Dr. Martin Luther Kings tale til.

Danmarksbloggen har derfor en drøm – ikke kun i dag, men alle dage. En drøm om at vi bliver bedre til at tage hensyn til og bære over med hinanden, hvad enten vi er muslimer, jøder, kristne, ateister eller alle mulige andre ting. Hvad enten det drejer sig om et juletræ i en boligforening, frikadeller i børnehaven, Eid-fester, vielser af homoseksuelle og så videre.

Vi skal være her allesammen, og det mindste vi kan forvente og forlange af hinanden er gensidig respekt og rummelighed.

Danmarksbloggen har en drøm … og en målsætning om at arbejde i dén retning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det ender med en stor og flot regnbue … og fortsættes til vinter

Udgivet den af
3

Mens disse linier skrives er den store Pride Parade igang …

Danmarksbloggen har set første del af den meget flotte og farverige parade, som stråler af farver, mangfoldighed, livsglæde og kærlighed. Og undertegnede er ikke i tvivl om, at det fortsætter sådan resten af dagen – og i aften på Pride Square, hvor der er fest, musik og flere farver …

Så mange farver har der været og er der stadig, at en fantastisk uge kun kan ende med en stor og flot regnbue, måske på himlen, måske ikke (det bestemmer vejrguderne) – men ihvertfald i hjerterne på de mange, der har deltaget, bakket op og støttet fra demo´en i tirsdags over alle arrangementerne til paraden i dag.

Men det stopper ikke i dag eller i morgen. Det fortsætter. Og det skal fortsætte.

For nok er der fest og farver idag.

Men der er stadig ikke en eneste fodboldspiller i Superligaen, der tør sige, at han er homoseksuel – eller håndboldspiller eller nogen af topsportsmand eller – kvinde. Syv ud af ti europæere tør stadig ikke være åbne på deres arbejdsplads omkring deres seksualitet. Der sker stadig hate-crimes mod homoseksuelle i alle europæiske lande, også Danmark. At være homoseksuel er stadig forbudt i store dele af resten af verden. Og så er der situationen i Rusland, som alle kender.

I disse dage er det 50 år siden, at Martin Luther King holdt sin berømte tale om “I have a dream … “. Den tale kunne ligeså godt være holdt i dag … desværre. Men det skal ikke forhindre os i at drømme om – og kæmpe for – en verden, hvor sorte og hvide, kristne og muslimer, homoseksuelle og heteroseksuelle sidder side og side ved det samme bord i mangfoldighedens farverige navn.

Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit for at skabe et mangfoldigt og rummeligt samfund. Både når der er Pride, og når der ikke er.

Og ang. homo-, bi- og transseksuelles rettigheder, så vender Danmarksbloggen tilbage om ikke før, så ihvertfald til vinter op mod De Olympiske Lege.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen på Facebook – med havfrue og regnbueflag

Udgivet den af
2

Så er Danmarksbloggen også kommet på Facebook – og hvad er vel mere naturligt for en blog, der handler om Danmark og danskerne, end at gøre det på vores nationalsymbols 100 års-fødselsdag?!

For idag, på denne solrige augustdag d. 23. august 2013, er det præcis 100 år siden, at den H. C. Andersen-inspirerede statue blev sat på sin sten på Langelinie i København. Vi viser dog ikke et billede af den lille statue af to grunde:

1) Opretsrettighederne til hende håndhæves til punkt og prikke – hvilket betyder, at det først er i 2030, at man frit kan benytte billeder af havfruen.

2) Det er regnbue-uge, og i den anledning vil Danmarksbloggen gerne markere, at Danmarksbloggen går ind for mangfoldighed, rummelighed, respekt – og retten til at gøre grin med tingene.

Danmarksbloggen viser derfor et helt andet billede, hvad man kan forvisse sig om på Danmarksbloggens Facebook-side:

www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggen foreslår Den Lille Havfrues 100 år fejret med en regnbue

Udgivet den af
1

Imorgen, fredag d. 23. august, er det lige præcis 100 år siden, at Den Lille Havfrue blev opstillet på Langelinie.

Statuen, der er blevet Danmarks – og Københavns – vartegn, fylder ikke så meget som hun sidder der på sin sten. Men hun sidder der endnu – trods diverse afhugninger af hoved og andre legemsdele i tidens løb.

Hun er med andre ord langtidsholdbar.

I USA har de Frihedsgudinden, i Paris Eiffeltårnet, i Rom Colosseum og så videre. Det ene store, imponerende vartegn efter det andet. Men ikke i København, Danmark. Her er vartegnet en lille havfrue på en lille sten. Og det er fint nok.

For de små har også ret – og så er vi måske heller ikke så små alligevel her i Danmark. Der var ihvertfald en gang, hvor der var højt til loftet og plads til mennesker af alle slags i Danmark.

Det kan godt knibe idag, især når man ser på den måde, som mange udsatte grupper behandles. Diskrimination og forskelsbehandling er hverdag i Danmark, dog heldigvis i mindre grad når man ser på det seksuelle område.

Her formår vi – stadig – at holde regnbuefanen højt, og derfor vil det være passende at fejre Den Lille Havfrues 100 år med en regnbue.

Da Danmarksbloggen desværre ikke har Guds mobil-nummer eller mailadresse, vil Danmarksbloggen opfordre til at iklæde den ældre dame derude på Langelinie en af de herlige t-shirts fra “To Russia with Love”. Finere måde kan hun ikke fejre sin runde fødselsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbue-uge … og kærlighed til Rusland

Udgivet den af
2

Så er det Regnbue-uge …

Copenhagen Pride løber af stablen i denne uge med diverse arrangementer, der kulminerer med den store parade på lørdag.

Tidligere år har en del i forbindelse med paraden været ude og sige, at de ikke forstår, hvorfor homoseksuelle behøver en parade til at vise sig frem. På den måde gør de homoseksuelle sig jo anderledes, har argumentet lydt.

https://www.facebook.com/events/151463461721015/#!/pages/Copenhagen-Pride-official/87468072466?directed_target_id=0

Udviklingen i Rusland – og det stigende antal hate-crimes også i Danmark – viser, at der er al mulig grund til en parade for homo-, bi-, trans- og andre seksuelle, som paraden ret beset handler om. For det er mangfoldigheden, der hyldes.

Og verden er et mangfoldigt sted med mennesker med alle mulige forskellige tilgange, holdninger, seksualiteter, religioner og så videre – og det er i dén smeltedigel af farver og forskelligheder, at vores chance som menneskehed ligger.

For kun ved at mødes åbent, nysgerrigt og anerkendende kan vi mennesker skabe et samfund, en verden, hvor vi beriger og løfter hinanden. Derfor er Copenhagen Pride med dens insisteren på mangfoldighed, respekt og kærlighed så vigtig – og som sagt i år endnu mere på grund af det, der sker i Rusland.

Danmarksbloggen vil derfor også endnu engang gøre opmærksom på demonstrationen “To Russia with Love”, som finder sted i dag, tirsdag d. 20. august kl. 17-19.

https://www.facebook.com/events/151463461721015/

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

To Russia with Love … også fra Danmarksbloggen

Udgivet den af
3

I næste uge løber Copenhagen Pride af stablen … denne herlige hyldest til den seksuelle mangfoldighed, som vi – trods stigende intolerance i det danske samfund – heldigvis stadig holder fast i.

Det gør man ikke i Rusland. Tværtimod så blåstempler Ruslands præsident Putin forfølgelsen af homo-, trans- og andre seksuelle med ny lov, der forbyder information om det sex, der ikke er “normal sex”. Men normal sex menes der sex mellem en mand og en kvinde.

Det giver jo ikke mening. Alt sex er normal, sålænge det finder sted mellem voksne mennesker, der frit kan vælge, hvem de vil i seng med – og hvor mange og hvornår. Det kan aldrig komme et samfund ved, om et voksent menneske går i seng med mænd eller/og kvinder, en af gangen eller fem. Det er og bliver den enkeltes frie ret (og fornøjelse). Punktum.

Men sådan ser man altså ikke på det i Rusland. Snarere tværtimod så forfølges, overfaldes og gennemtæskes især homoseksuelle.

Det kan og skal der tales meget stærkt imod. Derfor har Amnesty International også iværksat flg. underskrift-indsamling:

http://www.amnesty.dk/side/russia-love

Skriv gerne under – det tager ti sekunder. Og har du tid, så kom også og deltag i demo´en på tirsdag d. 20. august. Den starter på Rådhuspladsen kl. 17, og turen går til den russiske ambassade, hvor demo´en forventes afsluttet ved 19-tiden.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/151463461721015/

Danmarksbloggen deltager med fuld kraft.

For det er meget vigtigt at støtte vores medmennesker. Vi har alle lige rettighed til at tale om, skrive om og vise vores holdninger, seksualitet, religion og så videre.

MANGFOLDIGHEDEN længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Besøg vikingerne på Nationalmuseet

Udgivet den af
3

Sommerferien synger for de fleste på sidste vers.

Danmarksbloggen vil derfor her på falderebet anbefale alle, der er i eller i nærheden af København at slå et smut forbi Nationalmuseet, hvis man har mulighed for det.

I juni åbnede nemlig årtiers største vikingeudstilling, hvor man blandt andet for første gang kan se verdens største vikingeskib, det 37 meter lange Ægir. Der er også mange smykker, våben, rituelle genstande, tøj og meget andet i den flotte udstilling.

http://natmus.dk/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/viking-2013/

I dagene 17. – 18. august vil gaderne omkring Nationalmuseet og Frederiksholms Kanal også danne rammen om et stort vikingemarked – og nede i kanalen vil selveste Havhingsten ligge. Dén Havhingsten, der er en kopi af et vikingeskib, og som foretog den store rejse til og fra Dublin i 2007-08.

Selve udstillingen fortsætter til d. 17. november, så efterårsferien kan også tages i brug, hvis man ikke når vikingerne her i sommerferien.

For vikingerne, deres store skib og alt det andet skal anbefales af Danmarksbloggen.

Føsrst og fremmest fordi der er tale om en udstilling i verdensklasse, men også fordi vikingerne er en af de grupper fra den danske historie, der betyder mest for dansk selvforståelse. Måske endda dén gruppe, der betyder allermest for os, når vi tænker på det at være dansk.

At billedet af den hjelmklædte og lurblæsende viking så ikke svarer til virkelighedens vikinger som de har set ud for et årtusinde siden, vælger de fleste at se stort på. Sværdene og skjoldene, som de altid er afbildet med, havde vikingerne, ja. Men hjelmene med de opadvendte horn og de store lurer hører bronzealderen til – en tid der ligger cirka 1000 år før vikingerne.

Det forstyrrer dog ikke hverken turistindustrien, leverpostej-producenten og alle de andre danske varemærker, der bruger den lille, tykke viking med smil på læben og sværd, skjold, lur og hjelm.

Og det er vel i grunden også i orden. Historierne om vikingerne og de følelser, som det giver os, betyder mere end den historiske virkelighed, som jo ofte er en grum historie om overfald, voldtægter, drab og kidnapninger derude i det fremmende, når vikingerne kom på deres lange skibe og skabte rædsel omkring sig.

For de danske vikinger var et langt stykke hen af vejen ikke andet end en flok bøller og bisser, der ikke lod nutidens pirater i Somalia meget efter i grusomhed og begær efter guld. Det skal vi ikke glemme.

Men vi skal også huske på, at de var gode til handel – og til at blive en del af det land, som de overtog – som man for eksempel så det både i Normandiet i Frankrig og Danelagen i England.

Eller det faktum at vikingekvinderne derhjemme var stærke og et langt stykke hen af vejen ligeværdige med mændene. Måske fordi kvinden var den, der styrede gården og landbruget, mens manden var i viking, som det hed, når de rejste ud på langfart.

Vikingerne er derfor på alle planer mere facetterede og komplekse end både myter og reklamer fortæller os. Derfor er der også god grund til at gå ind og se udstillingen på Nationalmuseet.

For det er en udstilling, der kommer hele vejen rundt om de gæve mænd og kvinder, der stadig sætter gang i fantasien og historierne hos danske mænd, kvinder og børn.

Og så har vi brug for vikingerne i denne tid, brug for den styrke på sig selv og egne evner, som de havde.

Vi skal også tro på, at vi kan. Kan bevare det danske samfund som et rummeligt og tolerant samfund, hvor der er plads til os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har revyen en fremtid i Danmark?

Udgivet den af
3

Revyer har igennem mange årtier været en fast del af det danske sommerland, men vil det fortsætte? Vil der også være revyer i Danmark om 10-20 år?

Revyer i betydningen en blanding af satire, sketch, dans, det tankevækkende og det gode grin.

Som i årets Cirkus-revy med Ditte Hansen, der gestalter Helle Thorning og siger VI GJORDE DET til at have ødelagt samfundet. Som betoner, at Løkke ville skabe ulighed og ødelægge velfærden, men det kunne han ikke. Men VI GJORDE DET!

Eller Niels Olsen som lummer voyour, der afslører socialt bedrageri og bliver seksuelt tilfredsstillet af det.

Eller Ulf Pilgaard, der som dansk entreprenør synger om Grønlands undergrund som grønlænderne er for dumme til at tage sig af, så det må de hellere overlade til folk som ham og drikke videre som de plejer. Men også dyb og tankevækkende, da han som dansk soldat slukker og lukker i Afghanistan.

Eller Andreas Bo i en fuldstændig forrygende præstation hvor han ene mand på scenen parodierer et hav af kendte, deriblandt de andre i årets Cirkusrevy, til en prisuddeling. Årets revynummer simpelthen.

Og så genkendelsen: Lisbeth Dahl i blomstret kjole og røde sko, der danser cha-cha og synger falsk med dårlige rim, og samtidig kritiserer kapelmesteren for at spille forkert. Hun er ikke til at stå for, heller ikke i dén rolle, der er blevet Lisbeth Dahls signatur-rolle præcis som Dronninge-parodierne er Ulf Pilgaards.

Cirkusrevyen er dansk sommerrevy, når det er bedst: Morsomt, samfundskritisk og underholdende – men vil det fortsætte?

Jeg kan godt tvivle, når jeg ser hvem, der sidder på bænkene og ler med – og ser en gennemsnitsalder, der er noget højere end til for eksempel stand-up-shows.

Men betyder det, at den danske revy nærmer sig sit endeligt? Det håber jeg ikke.

For Danmark har brug for scener, hvor underholdning, latter og samfundskritik går op i en højere enhed. Hvor spøg og alvor mødes og danner dette finurlige rum, hvor der er plads til det hele. Det rum, som er revyens adelsmærke, når den lykkes.

Det rum, hvor der bliver sagt de ting, som det kan være svært at sige i den offentlige debat. Det rum, hvor der bliver gjort grin med alt og alle i det danske samfund, og hvor “ofrene” som regel ler hjerteligt med, når de grilles på scenen.

Den danske sommerrevy er med andre ord en nødvendig ventil i det danske samfund. Derfor skal vi også værne om den.

For vi kan ikke undvære revyen, men den skal også udvikles, hvis den skal have en fremtid. Udvikles så den bevarer sin egenart, men også passer ind i tiden. Dét er en svær øvelse, men det må kunne lykkes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodboldkvinderne kan …

Udgivet den af
1

Nationalfølelsen får som regel frit spil i forbindelse med sport … og måske allermest når det drejer sig om fodboldlandsholdet. Og siger man fodboldlandsholdet, tænker mange på det vingeskudte mande-landshold, der er dårligere i øjeblikket end de har været det i mange år.

Men det er ikke mændene, som det her skal handle om. På plakaten er istedet de gæve fodboldkvinder, der normalt ikke har den store bevågenhed og derfor heller ikke er blot i nærheden af de økonomiske ressourcer, som mændene har.

Alligevel er det danske kvindelandshold i semifinalen til EM i aften, hvor modstanderen hedder Norge. Godt nok med lidt held fra en lodtrækning. Men da mændene vandt EM i 1992, skyldtes det også et tilfælde. De skulle nemlig slet ikke have været med, men kom det på grund af krigen i Eks-jugoslavien.

Det kunne være godt, hvis kvinderne vandt i aften – og i finalen, der spilles på søndag. Skønt for deres egen skyld først og fremmest, men også for ligeberettigelsen og for forståelsen af at kvinders sportspræstationer er ligeså flotte som mænds.

I Danmark siger vi ellers, at vi har ligeberettigelse. Men det kniber voldsomt på det sportslige område, især når man ser på sponsorater og mediedækning, hvor mændene nærmest løber med hele butikken, hvis man ser bort fra få sportsgrene som fx håndbold.

Men det kunne en dansk EM-titel til fodboldkvinderne på søndag forhåbentlig lave om på. Er man overtroisk, har vi også nærmest vundet allerede. For som i 1992 spilles der i Sverige, finalemodstanderen bliver Tyskland, og landstræneren hedder Møller til efternavn. Og så kan kvinder faktisk spille fodbold …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk