Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Santa Lucia kommer med lyset i en mørk tid

Udgivet den af
1

Santa Lucia er en mærkværdighed her i Norden. For hun er såre katolsk, men alligevel er hun allermest populær her højt mod nord. Måske fordi vi har mest brug for hende heroppe i den mørke tid. Hun er jo helgeninde for lyset, og idag d. 13. december er det hendes helgendag.

Oprindelig er Santa Lucia en katolsk helgeninde, der døde martyrdøden i byen Syracuse i Italien, dels fordi hun ikke ville afsværge sig sin kristne tro, og dels fordi hun hjalp andre kristne, der måtte skjule sig for kejseren.

Op igennem 1700-tallet fik hun dog mere og mere fodfæste i det ellers så protestantiske Sverige, inden hun for alvor slog igennem i slutningen af 1920´erne, hvor en svensk avis arrangerede den første “Sveriges Lucia”.

Sidenhen har broderlandet hvert år fundet Sveriges Lucia, der findes blandt de forskellige svenske byers Lucia. For hver by i Sverige kårer sin egen Lucia, som udover at være ung og smuk, også skal være forsynet med en god sangstemme og gerne involveret i frivilligt arbejde for andre eller for miljøet.

For i Sverige er Lucia andet end bare at være iklædt en hvid kjole og synge Luciasangene – ja, netop sange. For i Sverige har man flere Lucia-viser udover den klassiske Santa Lucia-sang. I Sverige drejer det sig i det hele taget om at sprede lys og glæde på Luciadag, både samfundsmæssigt og derhjemme.

Og det starter allerede om morgenen, hvor én i familien (og det kan godt være faderen) tager lyskrone på hovedet og vækker de andre i familien med sang, kaffe, kakao og de såkaldte Lussekatter (boller bagt med safran, der giver både en smuk gul farve og en helt speciel smag).

Og siden går det slag i slag med Lucia-optog på skoler, plejehjem, arbejdspladser og alle andre steder, hvor folk færdes i løbet af dagen. Om aftenen er der så Lucia-koncerter i kirker og kulturhuse. Alle steder spredes der på den måde lys i mørket på Lucia-dagen. Lys og håb om at verden bliver bedre, og at det bliver forår og sommer igen.

Danmarksbloggen prøver også at tænde lys og give håb, ikke kun på denne mørke Lucia-dag, men også resten af året. For Danmarksbloggen tror på, at mennesker kan forandre verden. Tror på at vi mennesker vil det gode for hinanden, når alt kommer til alt.

Som Nelson Mandela sagde det: “Det falder mennesket mere naturligt at elske end at hade. For menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”

Dét skal vi holde fast ved i en på mange måder mørk tid. God Lucia.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemarkeder – men hvor kan man købe lysten til at dele af sin overflod?

Udgivet den af
3

Det vrimler med julemarkeder i Danmark. Fra de højtprofilerede til de mere beskedne. Fra de kirkelige julemarkeder til de rent kommercielle og tivoliserede – og så er der dem med en historisk eller geografisk baggrund.

Og danskerne strømmer til. For vi kan tilsyneladende ikke få nok af ristede mandler, såkaldt hjemmestrikkede huer, specielle oste og hvad der ellers tilbydes i de bugnende boder på julemarkederne her i ugerne op til jul.

Men hvor kan man købe lysten til at dele af sin overflod? For vi lever i et samfund, hvor flertallet har så rigeligt af goder, at det næsten er til at kvæles i, samtidig med at et stigende mindretal ikke har til dagen og vejen, men må hutle sig igennem på bedste beskub.

Det giver ikke mening, og det er bestemt ikke vejen frem for os i Danmark at være delt op i dem, der kan gå hjem fra julemarkederne med alle mulige gode sager i tasken og så dem, der ikke kan.

Vejen frem er i stedet at dele.

Der er derfor heller ikke brug for flere boder med italienske sjaler, slikdamens karameller, slagterens udvalgte spegepølser, mosters hjemmelavede julenissefigurer eller andre nice-to-have-ting, hvis de da ellers kan skubbes ind i det fulde skab eller presses ned i den godt pakkede kommodeskuffe.

Der er istedet brug for en bevidsthed om, at vi skal deles om goderne i det rige, danske samfund.

For uanset hvad så-længe-jeg-arbejder-har-jeg-ret-til-at-have-det-bedre-end-dem-der-ikke-arbejder-mentaliteten ellers hævder, så er og bliver det grundlæggende forkert, når forholdene er, som de er i Danmark i dag, hvor de fleste kan forbruge langt udover kvalmegrænsen, mens et mindretal mangler de rent basale fornødenheder.

Så derfor er der i virkeligheden kun én bod, der for alvor er brug for på de danske julemarkeder. Nemlig boden, hvor man kan købe lysten til at dele af sin overflod.

For så vil alle – og ikke kun de fleste – have råd til at leve et anstændigt liv. Så behøver ingen at gå amok på diverse julemarkeder, men kan nøjes med at købe lidt, men godt, som man så for alvor kan gå og glæde sig over. Endda velvidende at alle har deres need-to-have-ting samt muligheden for at skaffe sig ihvertfald nogle af nice-to-have-tingene … hvis det ellers ønskes.

Så bliver det for alvor jul i betydning at tænke på andre end sig og at give af sin overflod. Og det er præcis, hvad julen handler om, når alt kommer til alt – også på et julemarked.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Torben Hangaard tænder adventskransens første lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys.
Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter i dag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard, der med følgende ord tænder adventskransens første lys:

Adventstiden bliver almindeligvis anvendt som tiden for de levende lys med al den hygge, der omgiver lysene og varmen i den dæmpede stue.

Imidlertid er levende lys noget ganske uhyggeligt, da kejser Nero i oldtidens Rom indførte skikken med at oplyse sin have med levende lys, når gæster indfandt sig til større fester. Levende lys for hans vedkommende var i sandhed levende lys. De bestod nemlig af slaver og krigsfanger, som blev overhældt med brandbar væske og derefter korsfæstet. Når gæsterne ankom, blev der sat ild til disse stakler, der brændte som levende lys i parken. Det er meget uhyggeligt, og det er egentlig besynderligt, at sådan en skik har bevæget sig gennem historien som noget positivt.

Vi husker alle den første kærlighed i stearinlysets skær og tænker ikke på grusomhederne, men lader dem erstatte af en positiv tilgang til de muligheder, det levende lys kan tilbyde. Det er også godt sådan. For der er ingen fremtid i det negative, og med en vis rimelighed kan det hævdes, at kærligheden har overvundet ondskaben ved den ændrede brug af lyset.

Det ses også tydeligt i Amnesty Internationals logo, hvor det levende lys er omgivet af pigtråd, men lyset lader sig ikke spærre inde. Det kan ikke bindes af de begrænsninger, der søger at standse næstekærligheden, men det lyser over ondskabens snærende pigtråd og oplyser verden med sit budskab om kærlighed og frihed.

I Vollsmose kirke, hvor jeg har mit virke, har vi lavet en messehagel med Amnestys symbol, og skønt vi er i besiddelse af alle messehagler til årets forløb, er det den eneste, der bliver brugt som et budskab om nødvendigheden af kærlighed og respekt.

Derfor vil det være på sin plads at tænde et adventslys til ære for Amnesty International og håbe, at organisationens arbejde vil få stor succes i sin kamp for menneskers rettigheder.

Skrevet af: Sognepræst og forfatter Torben Hangaard 

Fakta: Sognepræst Torben Hangaard er uddannet kirkehistoriker med mangeårige studier i Rom. Han har i mere end 20 år arbejdet med området kirke-integration. Torben Hangaard modtog Integrationsministeriets “Ildsjælpris” i 2005. Han har skrevet en lang række bøger om dels Rom og romerske historiske emner, dels jomfru Maria og dels om integrationsarbejdet.

Anmeldelse: Sig nærmer julen … også i “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret

Udgivet den af
3

Turen går til Nøddebo, tæt ved Isefjorden …

Ja, vi kender den allesammen, den gamle vise, der indleder de tre studenter-brødres begivenhedsrige juleferie hos pastor Blichers i Nøddebo, hvor familiehygge, løjer, kærlighed og ægte julevarme står på programmet.

“Jul i Nøddebo Præstegaard”, som danskerne ofte kalder stykket, er tit blevet kritiseret for ikkke at være det store dramaturgiske mesterværk, men mere en banal fortælling om julen, som højtiden ser ud i vores drømme om de gode, gamle dage.

Men alt dét er danskerne (heldigvis) ligeså fløjtende ligeglade med, som stykkets hovedperson den purunge Nicolai er det med diverse formaninger og forbud.

“Nøddebo Præstegaard” er nemlig elsket og ønsket og spillet som ingen andre teaterstykker i Danmark – og i år fylder det 125 år. Og det fejres med gedigen julehygge, gran-guirlander og nisser på Folketeatret i København, som også er “Nøddebo Præstegaard”s føde- og hjemsted – og som indtil videre har spillet stykket mere end 2000 gange til danskernes store glæde.

125 år er mange, men Danmarksbloggen spår, at stykket holder mindst 125 år til i de hyggelige og stemningsfulde omgivelser på Folketeatret.

“Nøddebo Præstegaard” repræsenterer nemlig mere end noget andet drømmen om den danske jul. Den juledrøm, som vi mellem smartphones, sociale medier og andet nymodens hellere end gerne drømmer med på. En juledrøm, der handler om den hvide jul i idyllisk skønhed ude på landet – endda i en præstegård, hvor det emmer af hygge og med plads til både kærlighed og det store juletræ.

For drømme og jul hører sammen, også selvom det er de færreste beskåret at opleve en jul, der foregår i snedækket skønhed ude på landet i en smuk, gammel præstegård. En blæsende gråvejrsjul i et parcelhus med en trættende svigerfamilie og børn, der er optaget af deres nye, ret larmende elektroniske legetøj – eller en storby-jul, hvor juleaften er én lang diskussion om julemadens økologiske habitus er mere i tråd med nutidens jule-virkelighed.

Men det skal ikke forhindre os i at drømme om julen, som vi tror, at den var engang. At julen så aldrig for alvor har været, som den opleves i “Nøddebo Præstegaard” er ligemeget. Det er den jul, som vi drømmer om – og helst vil tro på, ligesom de små børn tror på Julemanden.

For traditionerne skal man ikke lave om på, især ikke ved juletid. Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi synger det i en anden af julens elskede sange.

Det gør Folketeatret så alligevel i årets opsætning af klassikeren. Men det sker så nænsomt, at man nærmest ikke opdager, at der har sneget sig to nye sange ind blandt de elskede klassikere.

Resten er også (næsten), som det altid har været fra den lidt hårdhændede, men også meget kærlige tone, der er mellem de tre brødre, hvor det klæder forestillingen at give plads til ikke kun en ung og fanden-i-voldsk Nicolai, der spilles af en debuterende Kristoffer Helmuth, men også til hans to ældre brødre, der spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew.

De to brødre, der nok er ansvarsfulde voksne, men som også bliver som børn igen i deres forelskelse i de to søstre fra præstegården, der er ligeså forskellige som dag og nat, men begge med omsorg for andre end dem selv fra Emmys (Sofia Nolsøe) hjerte for fattigbørnene juleaften til Andrea Margrethes (Lise Koefoed) omsorg for den gamle klokker, der spilles så mesterligt af Folketeatrets gamle chef Preben Harris.

Men også Sonja Oppenhagen og Kristian Boland er gode som præsteparret, der er havnet på deres rette hylde her i livet, og som forstår at skabe et rum omkring dem, så smilene og juleroserne blomstrer, selv hos ægteparret Ovesen, der spilles med store glimt i øjet af Søren Hauch-Fausbøll og Lisbeth Gajhede.

Endelig er der selvfølgelig også alle de søde nissebørn og deres forældre, der er her og der i flere forskellige roller. Ingen “Nøddebo Præstegaard” uden dem og deres nissetrylleri.

Forestillingens ubetinget største øjeblik er dog, da præstefamilien og deres mange gæster går rundt om det lysende juletræ, mens de synger “Børn og voksne i kærlig krans rundt omkring træet vandre”. Det er så smukt, at ethvert hjerte må smelte, og man bliver juleglad helt ind i sjælen.

Ja, lige dér hæver stykket sig faktisk over sit eget manuskript, som kulisserne hæver sig fra gulvet, så juletræet står der midt i et stjernehav, mens der synges og holdes i hånd hele vejen rundt af alle de mange forskellige personer, der er samlet omkring det strålende juletræ. Præcis som os, der er samlet omkring det, at vi alle lever i Danmark i denne tid, uanset hvem er, hvad vi tjener og hvad vi tror på.

For juletræet midt i stjernehavet er jo mere end et juletræ. Det er selve billedet på, hvad det vil sige at være et samfund, som det er godt at leve i. At det kun er, når vi holder hinanden i hånden og giver plads til dem, der er anderledes end os selv, at vi sammen kan gå rundt og synge. At ingen skal være ude, men alle skal have plads i kredsen.

En mening, der understreges af sangens ord om “ak, om vi kunne føre enhver som er forladt og ene ind under lysenes rigdom her … julens velsignede glæde.”

Det er fællesskabet og det medmenneskelige ansvar, som vi alle har overfor hinanden, der prises i stykkets smukkeste melodi. Det fællesskab, som er under pres i disse år, hvor flere og flere ekskluderes i det danske samfund. Det fællesskab, som vi alle savner og drømmer om kommer tilbage.

Og netop derfor mener Danmarksbloggen, at “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret i disse år er mere end en juletradition. Det er en reminder om, hvad vi skylder hinanden som mennesker. Og  dermed bliver stykket også en høj-aktuel del af den drøm om et reelt velfærdssamfund, som de fleste af os drømmer, både ved juletid og alle andre tider året rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta: “Nøddebo Præstegaard” var oprindelig en roman, der hed “Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” og var skrevet af Henrik Scharling, der udgav den anonymt i 1862. I 1888 blev romanen omskrevet til et teaterstykke af Elith Reumert og opført på netop Folketeatret.
Melodierne er traditionelle vaudeviller og for det meste genbrug. Fx er “Velkommen, velsignede drenge” oprindeligt en Bellman-vise, Fredman´s Epistel nr. 31. Undtagelsen er julesangen “Børn og voksne i kærlig krans”, som J. P. E. Hartmann satte musik til og Elith Reumert skrev teksten til.
Stykket er også blevet filmatiseret i flere omgange, og især versionen fra 1934 var i årtier en fast juletradition i de danske biografer.
I årets udgave på Folketeatret spiller “Nøddebo Præstegaard” til og med 23. december: http://www.folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2013-14/Noeddebo.aspx

Vild med dans – og kommunalvalget: Den lille dansker mod de store

Udgivet den af
2

Nu er der kun få dage til kommunalvalget.

På tirsdag d. 19. november løber det af stablen, og så skal der stemmes rundt om i det ganske land.

Der vil dog formentlig være en del danskere, der stemmer allerede i dag: Nemlig på Allan Simonsen i TV2-underholdningsprogrammet “Vild med dans,” der er i gang med sin tiende sæson på TV2 fredag aften.

Programmet har gennem årene haft en trofast seerskare, der fredag efter fredag via  sms har stemt på det par, som de helst så videre i konkurrencen. Meningen er nemlig, at der skal stemmes på det par, som seerne vurderer som de bedste dansere.

Seerne har dog ikke altid været enige med de dansekyndige dommere. Især ikke når en kendt og elsket dansker risikerede at ryge ud.

Men aldrig har det været så tydeligt som i dette efterår, hvor den tidligere og stadig meget populære fodboldspiller Allan Simonsen deltager i programmet, og hvor dommerne mildt sagt ikke er begejstrede for hans talenter på dansegulvet.

Men Allan Simonsen er alligevel en stjerne på et dansegulv. For danskerne kan lide den lille jyde, der engang blev kåret som Europas bedste fodboldspiller.

Og jo mere dommerne kritiserer Allan Simonsen (og de gør de, også udenfor dansegulvet), jo mere holder danskerne af ham – og stemmer på ham. Det er nu blevet så vildt, at Ekstrabladet tilmed har lavet en Allan-alarm-app, så man kan få en sms og stemme, selvom man ikke ser programmet – og en privat har lavet en app til Android. Læs hvordan du får dem her:

http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article2146653.ece

Så tiltrods for de dårligste karakterer nogensinde i programmet går Allan Simonsen og hans dansepartner Sofie Kruuse videre uge efter uge – til de fleste danskeres store fryd.

For historien om Allan Simonsen og Vild med dans er blevet historien om den lille mod de store. David mod Goliat, Klods-Hans mod de smarte brødre og hele hoffet, Lille-Claus mod Store-Claus.

Og danskerne holder som altid med den lille.

Dét er dansk kultur og tradition i en nøddeskal.

Danmarksbloggen håber, at den samme indstilling vil brede sig til dansk politik, så vi i højere grad (igen) holder med kontanthjælpsmodtageren, den ældre, den psykisk syge og alle de andre udsatte mod de magtfulde, mod bankerne og erhvervslederne, der sjovt nok aldrig beskyldes for krævementalitet, selvom det er dem, der kræver – og får – langt mest.

Danmarksbloggen håber, at netop det at stå på de smås side mod de store huskes på tirsdag, når vi står i stemmeboksen og skal sætte vores kryds ved den kandidat, som vi helst vil danse den kommunale, politiske dans med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween er en dansk skik – nu

Udgivet den af
4

Nej, det der amerikanske Halloween-noget, det fejrer vi sandelig ikke, kan man høre især ældre danskere sige.

Børnene og de unge derimod er vilde med græskar, skeletter, hekse, gys og gru. Og sådan har det efterhånden været i 10-12 år her i Danmark.

Og hvorfor ikke? Efteråret var tidligere en tid helt uden højtider. Fra Skt. Hans til advent skete der ingenting, medmindre man selvfølgelig holdt høstfest eller regnede den stegte and på Mortensaften med som en højtid. Ja, i kirken afholdes selvfølgelig Alle Helgens. Men en folkelig fejring i forbindelse med Alle Helgens er først kommet sammen med Halloween, hvor der nu mange steder tændes lys på gravene.

Læs også min artikel om emnet belyst ud fra en spøgelsestur – og husk at klikke på fakta om gengangere og overtro ude til venstre i artiklen:

http://www.religion.dk/artikel/531344:Danmark–Besoegende-ser-spoegelser-paa-Frilandsmuseets-gaarde

Så jo, Halloween udfylder en tom plads i det tidligere så festløse efterår, hvor de lange, mørke dage kan synes endeløse – og hvor det netop qua mørket giver god mening at fokusere på gys og gru, på de døde, spøgelserne og det overnaturlige.

Men ja, skikken i dens nuværende form kommer fra USA – og hvad så? Det er helt normalt at importere traditioner fra det/de førende kulturlande. Det har vi altid gjort her til lands. For 200 år siden kom juletræet således til Danmark fra datidens store kulturland, nemlig Tyskland, som var det land, som vi orienterede os imod dengang. Samme sted hentede vi også adventskransen og Skt. Hans-bålet for bare at nævne nogle få eksempler.

Så det er faktisk blot helt naturligt, at vi – efter i mange årtier at være påvirket mest af USA – overtager deres version af Halloween, som er et mix af den Halloween, som engelske indvandrere tog med til USA og de mexicanske dødeskikke til Alle Helgens og Alle Sjæles.

Så de unge, der i weekenden skal til Halloween-fester, og de børn, der i aften banker på din dør og siger slik eller ballade, guf eller gys, gør blot det, som alle andre generationer af danskere har gjort: Overtager skikke efter det pt. førende land.

Det skal de støttes i. Danmarksbloggen vil derfor stå klar med noget, som kan puttes ned i græskar-spandene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Udgivet den af
3

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Sigurd fortæller om de nordiske guder”

Udgivet den af
2

Lad det være sagt med det samme:

Sigurd Barretts bog “Sigurd fortæller om de nordiske guder” er en sprudlende og humoristisk bog om de gamle nordiske guder, der stadig lever i vores fantasi, vores drømme og vores identitet som danskere. Gamle nordiske guder, som i disse år tilmed er en essentiel del af en stigende interesse for netop vikingetid og asetro.

Bogens mere end 200 sider fortæller 22 af de gode historier om Odin, Thor, Loke og alle de andre fra Asgård, Udgård og Midgård. Men bogen kunne sagtens have haft dobbelt så mange sider og stadig blive slugt af læseren i én eneste gigant-mundfuld som en anden Midgårdsorm prøvede at gøre det med Thor under en fisketur.

For i “Sigurd fortæller om de nordiske guder” befinder man sig i rigtig godt selskab sammen med guderne og deres formidler Sigurd Barrett og hans flydende pen, der suppleres af Stine Rosenbergs livlige og udtryksfulde tegninger. Ja, faktisk understøtter historier og illustrationer hinanden på fineste vis.

For naturligvis må Lokes skjorte være så stram, at han ikke kan knappe den, så den lunefulde gud/jættes topmave istedet titter frem, tordenguden Thor bliver selvfølgelig i sagens natur også så vred, at han bogstaveligt talt skyder lyn – og selvsagt skal dødsgudinden Hel da se lettere manisk ud.

Men også illustrationerne af en glubsk Fenris-ulv, der næsten er lidt nuttet, en stortissende jættedatter og en mega-pruttende trold vil helt sikkert vække begejstring hos især de yngre læsere og tilhørere, men også hos ældre børn og voksne med humoren i behold.

For bogen, der er skrevet, så den ligesom Sigurd Barretts andre bøger egner sig til højtlæsning, henvender sig til alle med barnesindet i behold. Aldersgruppen angives også bag på bogen som værende 2-100 år.

Historierne om de nordiske guder er også vores allesammens historier, vores fælles kulturarv. Og her i “Sigurd fortæller om de nordiske guder” bliver de herlige fortællinger præsenteret let, levende, flydende og med humor – og i et sprog, som er som det, der tales i Danmark idag. Guderne siger nemlig både pænt sejt, hva´ siger du så, fiskefjæs og en wannabe-gud. De læser også Gudeposten og Alt for Gudinderne.

Og netop dette at Sigurd Barrett flytter historierne op i vor tid uden at ændre på handlingen gør, at de gamle historier holder – samtidig med at de bliver meget vedkommende og levende.

For nok kan historierne dramaturgisk ikke gøres bedre end de er digtet oprindeligt, men Sigurd Barrett giver de gamle guder og deres gøren og laden nyt liv ved at lade dem tale og gøre ting, som vi også gør i vores tid, som når noget er en fed idé, en gudinde lakerer negle, eller der kræves erstatning.

Først griner man hjerteligt af Sigurd Barretts moderne tilsætninger – og dernæst så identificerer man sig med dem og med guderne. Og dermed bliver de gamle guder igen en del af os og vores nutid – og vores fremtid også.

Det er godt lavet, også fordi Sigurd Barrett glad og gerne spiller på alle strengene fra ordspillene om fx de gode og de dårlige vaner over de såkaldte grimme ord, som alle alligevel bruger til hans alvorlige opfordring til sidst om at tænke over, hvad tro er – og hvad man selv vil tro på.

Og det holder hele vejen, også i de måske sværeste fortællinger at gendigte, nemlig de kendte, klassiske historier som den om Thors brudefærd, hvor han og Loke klædt ud som kvinder skaffer Thors hammer Mjølner tilbage. Eller den store finale om, hvad der skal ske til Ragnarok og i tiden efter.

På hver side i bogen fornemmer man også Sigurd Barretts store kærlighed til guderne – og måske især til den krigeriske Thor, der elsker at gå på troldejagt og at smadre jætter – og som har et temperament, der slår gnister. Kærligheden til den gamle tordengud Thor er også en hengivenhed, som undertegnede med mit efternavn er helt på linie med.

Men også Lokes vej fra at være en halv gud/halv jætte, der nok driller og generer de andre guder, men som også redder dem – og dermed er accepteret – til han til sidst bliver en repræsentant for ondskaben selv, da han sørger for, at Balder bliver dræbt, beskrives godt i bogen. Man fornemmer så fint undervejs, at det må ende med, at guderne ikke vil tolerere Loke og hans numre mere.

For netop kampen mellem det gode og det onde er det centrale i alle gode fortællinger, og også i denne bog, hvor man også hører den ikke så kendte historie om den mjød, som jætten Suttung fik fra dværgene, og som kunne gøre enhver, der drak af den, til en fanstastisk digter.

Chefguden Odin drak selvfølgelig hele tre baljer, men Sigurd Barrett må også have fået mindst ét drikkehorn af den særlige digter-mjød, når han kan skrive en bog som “Sigurd fortæller om de nordiske guder”. Dét eller også har han mødt guderne selv – måske i skikkelse af Brage, der er gud for sangskriveri.

For at lave musik og skrive sange er noget, som Sigurd Barrett også kan – og meget apropos de nordiske guder brugte, da han skabte rockmuscialen “Valhalla – balladen om Balder”, som Danmarksbloggen også anmeldte, da den i september i år havde premiere på Folketeatret i København.

Læs anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1925

De nordiske guder lever altså – et eller andet sted på den anden side af regnbuen Bifrost. Og man får lyst til at møde dem, når man læser Sigurd Barretts bog. Dem alle sammen: Fra Odin og Thor over Sif, Freja og alle de andre skønne gudinder til Tyr, Heimdal og selv Loke, selvom man godt ved, at lige ham skal man passe grumme meget på.

Ja, faktisk vil man allerhelst bo i Valhal sammen med vores gamle gude-venner, der stadig er en stor del af vores identitet som danskerne, selvom det er et få-tal, der idag er direkte asetro.

Men vi er alle enige om, at Danmark – og hele Norden – er et herligt sted at være, når guderne hersker.

Og vi vil som bekendt allesammen helst være der, hvor det er sjovt og spændende at være. Både til hverdag eller med som gæst til en af de fester, som guderne flere gange synger om:

Guderne i Valhal er linet op til fest,
Guderne i Valhal gør klar til hver en gæst!
Guderne i Valhal står klar i samlet trop,
vi står sammen i Valhal, og vi gi´r aldrig op!

Sigurd Barrett har ihvertfald med “Sigurd fortæller om de nordiske guder” linet op til en kæmpe læsefest, en fest der ligesom “Sigurd fortæller Bibelhistorier” vil tiltrække så mange, at der hurtigt bliver brug for mere mjød, flere oplag af bogen – og måske endnu en titel som Årets Børnebog.

For det er både sjovt og spændende at være sammen med Sigurd Barrett, Stine Rosenberg og deres versioner af vores allesammens guder, jætter og andre væsner fra den nordiske mytologi.

“Sigurd fortæller om de nordiske guder” er skrevet af Sigurd Barrett, forfatter, entertainer, musiker og tv-vært og illustreret af Stine Rosenberg. Det er Politikens Forlag, der udgiver bogen, der kommer sammen med en cd, hvor Sigurd Barrett selv læser alle historierne. Pris: 300 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster på Statens Museum for Kunst og ni andre gode efterårsferie-tips

Udgivet den af
2

Efterårsferien starter i morgen lørdag d. 12. oktober. Og traditionen tro vil mange bruge en del af efterårsferien på kulturelle arrangementer.

Danmarksbloggen iler derfor med ti kulturelle kvalitets-tips til alle, som bliver hjemme i stedet for at rejse til enten varmere himmelstrøg eller til Europas storbyer, der ellers begge er sikre hits i uge 42.

1) Blomster i København: Efterårsferien er sidste chance for at opleve – eller gense – den meget roste udstilling på Statens Museum for Kunst “Blomster og Verdenssyn”, der består af flere hundrede års blomstermalerier fra både ind- og udland. Udstillingen viser også offentligheden de enestående blomsterbilleder fra bogen “Gottorfer Codex” for allerførste gang.

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/blomster-og-verdenssyn/

2) Heste og skattejagt hos Carlsberg i København: Besøg det historiske Carlsberg og kom helt tæt på bryggerhestene Aksel, Marko, Marcon, Ludvig, Bo og Louise, når de får sko på, er i stalden eller er spændt for de store bryggervogne, som man også kan få en tur med rundt på Carlsbergs område. Der er også skattejagt og historiefortælling.

http://www.visitcarlsberg.dk/Pages/front.aspx

3) Æbledage i Esrum: Esrum Kloster i Nordsjælland danner i dagene 14. – 18. oktober rammerne om æblet set fra alle vinkler, både historien om de franske munke, der bragte æblet til Danmark, æblesmagning, æbler over bål, æble-bueskydning og meget mere.

www.esrum.dk/arrangementsoversigt/

4) Historien kommer til live i Lejre ved Roskilde: Sagnlandet Lejre byder på et tætpakket program alle dage i efterårsferien, hvor børn og voksne kan snitte deres egen kniv, lave runer, opleve vikingerne ofre til guderne, se jernaldermennesket lave både mad og våben over bålet og meget mere.

www.sagnlandet.dk/Ugeprogrammer-2013.1093.0.html?&no_cache=1

5) Kongelig kunst i Århus: På ARoS udstiller regentparret for første gang sammen. Dronningen bidrager med landskabsmalerier, kirketekstiler, scenografier samt  découpager, mens Prinsgemalen sår for skulpturer i bronze og marmor samt poesi. Udstillingen PAS DE DEUX ROYAL åbner imorgen 12. oktober og varer til 23. februar 2014.

http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2013/pas-de-deux-royal/

6) Blå time i Skagen: Skagen er for mange lig med sommer, sol og skagensmalerne. Men Skagen er også dejlig resten af året, og Skagens Museum viser frem til 20. april 2014 udstillingen “Den blå time – stemninger hos skagensmalerne”, der består af værker fra Skagens Museums egen samling med fokus på sanselighed og stemninger.

www.skagensmuseum.dk

7) 1864-byvandring i Sønderborg: Sønderborg lader op til 150-året for 1864 med en byvandring i Sønderborg, hvor cirka en trejdedel af byen blev ødelagt af preussernes bombardement 2.- 3. april 1864. Begivenhederne i 1864 Dybbøl var i flere generationer et nationalt traume for danskerne, som vi måske først nu er ved at forvinde. Vandringen finder sted tirsdag d. 15. oktober kl. 15.

http://1864dage.dk/1864-byvandring-med-guide/?event_id=1

8) Eventyrforestilling i Odense: I H. C. Andersens by spiller Odense Teater “Snedronningen” af netop H. C. Andersen, Danmarks mest berømte søn. Musikforestillingen anbefales til alle fra 6 år.

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/snedronningen

9) Rollespil på Bornholm: Bornholm Middelaldercenter lægger op til en drabelig uge, når orker, dæmoner og helte går løs på hinanden i dramatiske rollespil i efterårsferien. Alle kan være med, både de erfarne og nybegynderne, børn, unge og voksne. Og når man er færdig, kan man nyde den fantastiske natur på Danmarks eneste klippeø.

www.bornholm.info/rollespilsugen

10) En tur over Øresund: Kun en times kørsel fra København i bil – eller med tog direkte fra Hovedbanegården – ligger Lund, der engang var købstad i Danmark. Lund er idag en skånsk universitetsby centreret omkring Lunds Domkirke, der er kendt for sit historiske, astronomiske ur fra Middelalderen. Det er enestående og spiller stadig to gange om dagen, mens de tre vise mænd og tre riddere kommer ud og viser deres respekt for jomfru Maria og det lille Jesus-barn.

www.lundsdomkyrka.se/lunds-domkyrka/rundtur/uret/

Udover disse kulturelle arrangementer er det værd at nævne, at det altid er dejligt med en dag i en gylden efterårsskov, hvis ikke man bliver derhjemme i sofaen med en god bog eller måske en film. At skære græskar, bage boller og drikke kakao er også hyggelige efterårsferie-fornøjelser.

Danmarksbloggen ønsker alle en god efterårsferie, uanset hvor og hvordan den skal tilbringes – og glæder sig til at vende tilbage i uge 43.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

De nordiske guder lever – på Folketeatret i København

Udgivet den af
2

Anmeldelse af rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret i København:

Vikingetid, vikingetid … de nordiske guder er klar til strid, kærlighed og alt muligt andet dramatisk, sjovt og rørende i den herlige rockmusical “Valhalla – balladen om Balder”, der i går d. 11. september 2013 havde premiere på Folketeatret i København efter den i sidste sæson turnerede land og rige rundt.

Det er Sigurd Barrett, der har stået for musikken, hvor han efter eget udsagn både i de hårdkogte rocknumre og de mere følelsesladede ballader forsøger at give nyt liv til de gamle guder og deres fantastiske historier.

Og lad det være sagt med det samme: At være publikum til denne forestilling er som at høre sagatonerne fra hedenold bruse direkte imod sig med alt den saft og kraft, som vi som nutidsdanskere forbinder med vikinger, aser og de gode, gamle dage.

Ja, det er som at se lige ind i gudernes verden, ja endda nærmest sidde med til bords i selveste Valhalla. For lige præcis sådan som skuespillerne i rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” ser ud, synger og opfører sig på Folketeaterets skrå brædder, sådan må de nordiske aser være, når de taler, skændes, elsker, kæmper, sørger, fester og lever livet – og døden – til fulde.

For sådan er guderne ifølge i mytologien. Intet gøres halvt. Alt er max. Og det samme gælder denne rockmusical, der har et sjældent helstøbt samspil mellem handling, musik, plot og skuespil.

Det hele starter – selvfølgelig – fristes man til at sige med, at Thor kommer ind og svinger sin hammer Mjølner, så lyn og tordenild står over scenen. Så er man som publikum klar over, at det her bliver dramatisk. Men det er nu ikke tordenguden og hans mange eventyr, som det handler om på Folketeatret.

Det er istedet historien om gudernes yndling Balder, der ung og skøn elskes af alle, undtagen Loke og i denne version også hans blinde broder Høder, der er jaloux på Balder, der kan alt og får alt, og især moderens Friggs kærlighed.

Frigg, der i øvrigt spilles stærkt og kompromisløst af Nastja Arcel fra anelsen om Balders snarlige død over håbet, da hun får hele verden pånær misteltenen til at love ikke at skade Balder og til sidst den grænseløse sorg, da yndlingssønnen Balder dør. For det er mere end en nordisk gudinde, der står på scenen. Det er også en kvinde og en mor. En moderne tre-enighed.

Ja, selv gudernes chef, selveste Odin, må bøje sig og gøre, som Frigg vil. Odin er så også er gift med hende, men han er mere end en moderne tøffelhelt. For det er ham, der magter at tage ned til Hel i Dødsriget. En Hel, der ikke er gammel og grum, men ung og smuk – og istand til at tryllebinde både en gammel og en ung gud i denne fortælling om to brødres kærlighed og kamp.

For det centrale i musicalen er historien om kærligheden mellem to brødre, der under overfladen er mere ens end de er forskellige, uanset om de kæmper mod jætter, er hjemme i Valhalla eller på vej mod deres skæbne og hiin rigtige.

For også den mere erotiske kærlighed er på programmet for de to brødre. Men på hver sin måde. Balders konstante flirten med livet til han for alvor rammes af Amors pile og døden versus Høders fantasier om den kærlighed, som han længes så frygteligt imod, men kun med nød og næppe tør omfavne, da den rækkes ham af den unge valkyriepige Nanna, der har både den romerske guds Hermes lethed og de nordiske guders intensitet og lidenskab

Kærlighed, dramatik og nordiske guder. Ja, men behøver vi så mere? Egentlig ikke. Men vi får det alligevel i dette overflødighedshorn.

For naturligvis er der også masser af humor, sjove ordspil og ping-pong med publikum, primært serveret af Odins to ravne Hugin og Munin samt selvfølgelig regnbuens Bifrosts vogter Heimdal, der gestaltes af Søren Hauch-Fausbøll, der også har en scene som pruttende, bøvsende og syngende trold til stor begejstring for især de mindste. Men også de store morer sig. For dén mand har et nærvær og en timing, som gør, at han kan være morsom bare ved at se ud på publikum.

Endelig er der stykkets skurk, Loke, halvguden, som indtil Balders død boede i Asgård sammen med guderne. Han er selvsagt på spil her og der og allevegne og tænker kun på at hytte sit eget skind – og ødelægge det for de andre. Og han smadrer da også eftertrykkeligt lykken i Valhalla, da han får Høder til at lave en pil af misteltenen, så Balder kan skydes og dø af den lille uanselige plante.

Det er dog ikke den episode, som man husker bedst med Loke. Det er derimod Lokes ankomst på scenen, hvor han så meget som man nu kan, når man gestalter Loke, nærmest imiterer X-Factor-dommer Thomas Blachmann.

Om det er tilsigtet skal ikke siges, men Blachmann og andre, der har meget store tanker om sig selv og måske knap så meget at have dem i, spiddes totalt i Kim Hammelsvang Henriksens fremstilling af Loke som en selvoptaget gud, der bruger alt og alle som statister og kulisser i hans eget kendis-ego-trip.

Det er formidabelt og helt i top, som alt andet i forestillingen er det fra skuespillet over musikken og sangen, hvor det virker mere end stærkt, når guderne flere gange i løbet af aftenen synger sammen.

Det klinger så mægtigt, at man automatisk kommer til at tænke på fædrelandssangen “Den danske sang er en ung blond pige”, hvor man blandt andet synger:

Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og
skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold

Og det er eksakt dén sagatone fra vikingetiden sunget på Bjarkemål, som bruser imod publikum hver aften på Folketeatret, hvor de nordiske guder vækkes til live, så de og deres historie griber, opsluger og holder fast, uanset om man er 12 eller 44.

Rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret får derfor de varmeste anbefalinger fra Danmarksbloggen.

“Valhalla – balladen om Balder” er bygget over Peter Madsen og Henning Kures tegneserie. Det er Kasper Wilton, der har instrueret. Musikken er af Sigurd Barrett, der sammen med Mogens Kjær, Bent Nørgaard og Jens Krøyer også har stået for sangteksterne. Kapelmester er Jens Krøyer. Søren Glad står for scenografien efter et oplæg fra Peter Madsen. Birgitte Næss-Schmidt er koreograf, mens Bent Nørgaard står for dialogen, og Tina Robinson for stage-fight.

“Valhalla – balladen om Balder” spiller til og med 19. oktober 2013.

De medvirkende er: Lars Bom, Nastja Arcel, Lise Koefoed, Charlotte Guldberg, Johannes Nymark, Pelle Emil Hebsgaard, Nis Pedersen, Kim Hammelsvang Henriksen og Søren Hauch-Fausbøll.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk