Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Venstre svigter sin egen Danmarks-kanon

Udgivet den af
Svar

Nu vil regeringen – med kulturminister Bertel Haarder i spidsen for projektet – have en Danmarkskanon. Sådan en som definerer, hvad det vil sige at være dansk, hvad der betyder noget i Danmark.

Haarder nævner selv andelsbevægelsen, kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen som eksempler på noget, der er klassisk dansk.

Danmarksbloggen er helt enig med Haarder. De fire nævnte bevægelser ER typisk danske, idet de alle handler om fællesskab, om at de stærke hjælper de svage, om oplysning og alt andet, der samler og skaber et godt og solidarisk samfund.

Danmarksbloggen kan så også konkludere, at den nuværende regering – som altså vil skabe en Danmarkskanon – overhovedet ikke er dansk i sin egen betydning af ordet. For den nuværende regering gør ingenting for at fremme oplysning, sammenhold og fællesskab.

Tværtimod så er enhver af den nuværende regerings beslutninger dikteret af en hidtil uset egoisme, sparken-nedad og leflen for junglesamfundet – og det ville klæde en ellers intelligent mand som Bertel Haarder at anerkende og tage afstand fra dette.

Ja, Haarder er i bund og grund nødt til at forsage sin egen regering, hvis ikke hans Danmarkskanon skal ende som ord ligeså tomme og hule som de forsikringer om at passe på velfærden, som hans formand Lars Løkke kom med i valgkampen i sommers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solhverv og juleroser

Udgivet den af
Svar

Vintersolhvervet plejer at falde d. 21. december, men i år falder det i dag d. 22. december.

Solhverv er – basalt set – en astronomisk begivenhed, som har at gøre med Jordens bane om solen og Jordens rotation, der gør, at dagslængden varierer gennem året, så vi har lange, lyse dage om sommeren og korte, mørke dage om vinteren. Dagen er i Danmark cirka 7 timer lang her ved vintersolhverv, mens den er over 17 timer lang ved sommersolhverv.

Nogle sjove fakta om vintersolhverv er så, at den seneste solnedgang allerede har fundet sted, nemlig for en uges tid siden. Omvendt så står solen stadig senere op en uge endnu. Så vi skal altså helt frem til omkring nytår, før solen både står tidligere op og går senere i seng sådan samlet set.

Men under alle omstændigheder: Fra nu af bliver dagene længere – cirka 3 minutter og 20 sekunder i snit – indtil sommersolhverv i juni.

Omkring jævndøgn går det dog stærkere – her bliver dagen cirka 5 minutter længere pr. dag. Det er dér i slutningen i marts, hvor lyset også kommer væltende frem., og vi mærker, at det er forår.

Lysvæld efter lysvæld, som man også kan læse om det i Selma Lagerlöfs fantastiske historie om juleroserne, der ikke har noget direkte med vintersolhverv at gøre – men som foregår på denne tid på året, og som handler om kulden i et menneskehjerte. Men også om troen på næstekærligheden og modet og håbet – og om julehaven i Göinge skov.

Dén historie er det godt at læse en mørk vintersolhvervsdag som idag.

Glædeligt solhverv – eller rettere: År og Fred, som de asa-troende siger det, både i al almindelighed og når de skal blóte, som de skal det i dag for at fejre solhvervet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mens vi presser citronen

Udgivet den af
Svar

Trestjernet salami-spegepølse, et manglende sexliv, skænderier om banaliteter, stress over både små og store ting, for få penge til at få ordnet toilettet og andre hverdagsbegivenheder i Danmark anno 2015 danner rammen om voksen-jule-satiren på DR2 ”Mens vi presser citronen”.

I går kørte afsnit to ud af fem over skærmen, og igen fik vi lov til at følge de fem hovedpersoners kamp med livet – og især med at bevare den fine facade, hvor der er styr på tingene, og hvor der selvfølgelig bliver serveret sund og ”i-følge-vor-tids-forskifter-korrekt” mad i den madklub, der mødes én gang om måneden.

En madklub, der oprindeligt bestod af tre par, men idyllen brister allerede i afsnit 1, hvor den ene mand lige har forladt kone og barn til fordel for en svensk superkvinde, der både er model og i gang med en ph.d.

Noget, som resten af madklubben først finder ud af, da de sidder omkring bordet med det fine porcelæn, og han ikke dukker op.

Og så fortsætter glansbilledet ellers med at krakelere, og de fem hovedpersoners kamp for at virke overskudsagtige og med styr på både bolig, job, børn, privatliv – og ikke mindst sex-liv – bliver mere og mere forkrampet – og mere og mere komisk – og mere og mere tragisk – og realistisk.

For ”Mens vi presser citronen” er et spejl for alle os, der er over 30, og som – uanset om vi vil indrømme det eller ej – har en snert eller fem af ønsket om at leve det perfekte liv. Nogle mere end andre selvfølgelig.

Men vi kan alle – uanset om vi tilhører den forkætrede kreative klasse eller ej – nikke genkendende til, at vores historier om os selv og vores liv ofte bliver lidt bedre, end de i virkeligheden er. Og at vi har det med at fortie det, der gør allermest ondt, og som vi måske i virkeligheden havde mest brug for at tale sammen om.

Men i stedet smiler og ler vi og pynter på virkeligheden, og det er jo også såre menneskeligt gerne at ville pynte lidt på tingene … og i ”Mens vi presser citronen” gøres det altid med et ekstra twist, en ekstra krølle, som gør, at serien bliver endnu mere se-værdig – endnu mere Danmark anno 2015.

Danmarksbloggen giver tv-satiren ”Mens vi presser citronen” fem ud af seks bittersøde citroner.

Se den her: https://www.dr.dk/tv/se/mens-vi-presser-citronen

I hovedrollerne er: Lærke Winther, Ellen Hillingsø, Peter Gantzler, Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff, der også har skrevet manuskript. Peter Gornstein har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Udgivet den af
Svar

Der er film, som man kun ser én gang – og bøger, som man kun læser én gang. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de er så sindssygt gode – og skræmmende – at de ætser sig ind i ens sind og efterlader et varigt ar.

Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er en af disse særlige bøger.

Åbningsscenen er en tankstation ude på landet, der ligger helt uden for lands lov og ret på alle måder. En øde tankstation, der endda er endnu mere øde end normalt denne aften, hvor alle sider foran tv-skærmene, fordi Danmark er i finalen. I hvad får vi ikke at vide – og det er også lige meget.

For det vigtige er langtfra altid det, som der vises på en skærm – selvom skærme fylder meget i bogen – og i vor tid. Mobil-skærme, overvågnings-skærme, kamera-skærme, computer-skærme og mange andre skærme, der har afløst det virkelige liv. Det liv, hvor vi kommer hinanden ved og bekymrer os om og kerer os om hinanden – uanset status.

Men i ” Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” ser vi livet, som det er blevet i Danmark, hvor vi har glemt hinanden og kun tænker på os selv – og penge. Ser livet, som det er i den hverdag, som vi alle kender med arbejde og problemer med at orke at forstå dem, der er anderledes end os selv. Den pointé er skrevet før, men hos Steen Langstrup ser vi også mere end det. Meget mere – og mere end man måske egentlig har lyst til. For vi ser også det senmoderne og egocentrerede menneskes allerværste mareridt, som bogens hovedpersoner, de to piger Agnes og Belinda, gennemlever på måder, der viser, at ondskab og sadisme ikke kender nogen grænser.

For nok er det en helt ualmindelig almindelig aften derude på tanken – og så ikke alligevel. Langsomt, men sikkert fanges pigerne ind i en skæbne værre end døden, som man sagde det i gamle dage. Her betyder udsagnet bare noget lidt andet – og så måske ikke alligevel. Mere skal ikke røbes her.

Læserne skal selv føle den kriblende uhygge og forfærdelse, som kommer krybende og væltende, indtil den nærmest bliver fysisk, mens de letlæselige og velskrevne sider vendes én efter én. Skræmt er man, så det værker helt ind i knoglerne. Angst og fuld af væmmelse over, at mennesker kan være så onde og afstumpede – og samtidig må man bare læse bogen fra start til slut i ét eneste langt, tilbageholdt åndedrag.

For nok mærker man hurtigt, hvor det går hen – og det gør det også, men så alligevel med en masse twists – og endnu flere kulsorte og blodrøde grusomheder.

Det er med andre ord en gennemført og velskrevet bog, som Danmarksbloggen anbefaler af flere årsager:

1)    Hvis man vil have et godt gys – hvor det værste ikke er torturen og smerterne, hvor grusomme de end er – men derimod ondskaben inde i menneskers sind

2)    Hvis man vil se de mørke sider af menneskesindet folde sig lige præcis så bloddryppende og bestialske ud, som de kun kan gøre det i ens sorteste mareridt – og hos Steen Langstrup, der er Danmarksmester i gys – endda uden at have været i nogen finale

3)    Hvis man vil se, hvorfor det er godt at droppe skærmene og leve livet rigtigt og i dialog, også med dem, som er anderledes end en selv – bare indimellem – og endelig

4)    Hvis man vil se, hvorfor det giver mening at lære at mærke sig selv, og at turde udleve de grundfølelser af frygt, vrede og glæde, som vi alle har indeni os – lære det og gøre det uden tanke på konventioner – og inden det er for sent.

Danmarksbloggen giver seks ætsende stjerner ud af seks mulige.

Bogen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udkom for fire år siden, men er højaktuel, fordi den i øjeblikket bliver filmatiseret. Den kan derfor også købes i en speciel version ligenu. Læs mere her: http://www.mxrket.dk/WORKfinaleFILM1.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maries Julegave”

Udgivet den af
Svar

Der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø, siger Maries kærlige og omsorgsfulde bamse til den sorte fugl i slutningen af Anemoneteatrets juleforestilling ”Maries Julegave”– samtidig med at den brune og meget nuttede bamse får alle i publikum til at love at sprede masser af fuglefrø i den kommende vinter, så fuglene kan få noget at spise.

Noget, der modtages med stormende jubel af det meget medlevende publikum, der mens Danmarksbloggen var der, bestod af lige dele børn og voksne. Børn, som med det samme var med på noderne, og som grinede og gøs og højt viste deres følelser fra start til slut. Og så de voksne, der som forestillingen skred frem, mere og mere blev som børn igen.

Umiddelbare børn – som tager det som en selvfølge, at en bamse, der er vant til radiatorvarme og masser af kram, og en vild fugl med overlevelsesinstinkt kan blive gode venner og tage på en fantastisk flyvetur over byens tårne og tage til først bondemandens loft og senere fuglens bo i det hule træ, inden turen går hjem igen.

For i Anemoneteatrets ”Maries Julegave” er der masser af poesi, komik, julesange og -salmer, pebernødder – og som altid en mening dybere end den åbenlyse fortælling, der handler om en bamse, en fugl og en sød pige, der glæder sig til jul – og som sådan ønsker sig et guldhjerte, som det hun tabte i sommers.

Inden forestillingen snakkede undertegnede også med teatrets leder Albert Nielsen, som sagde, at forestillingen var endnu mere aktuel i dag, end da den havde premiere som teatrets allerførste forestilling tilbage i 1984. Vor tid kunne lære meget af bamsen omkring det at byde fremmede, sorte fugle indenfor, mente han.

Og det er rigtigt. Bamsen tænker ikke to sekunder i kvoter og integration, da den sorte fugl rammer ruden og ligger stille i sneen. Nej, bamsen iler til hjælp med det samme.

Det gør Danmark ikke, heller ikke selvom der bankes på vore døre i denne tid. Men vi lukker ikke (ret meget) op. Heller ikke selvom vi lever i en absurd overflod – men stadig ikke kan finde ud af at dele, hverken med de andre i verden eller med alle i samfundet. I stedet puger dem, der allerede har, endnu mere sammen – uden at de nogensinde kan nå at forbruge bare halvdelen.

Sådan foregår det ikke i ”Maries Julegave”.

Tværtimod. Her giver både Marie, bamsen og fuglen af et godt hjerte. Ja, de giver endda det bedste, som de har – og dermed får de også det, som de ønsker sig allermest. Hvad det præcist er – og hvordan det foregår, skal selvfølgelig ikke røbes her. For det er jo jul – og julegaver skal være hemmelige, indtil de pakkes op.

Men det står fast, at det at give er at få – og at lære. Og at verden ville blive et dejligt sted, hvis vi alle var lidt mere som Marie, fuglen og bamsen.

Og i Danmark er det i grunden nemt. For her er vores juleaften som Maries. Den handler om julepynt, julegaver og sød forventning. Vores liv er for de fleste af os en idyl i lyse, glade farver, som man også ser det på scenen, når vi er hjemme hos Marie og bamsen. Men verden er større end den trygge hygge – og noget mere barsk, som ude hos fuglen, hvor jorden er frosset til, så der ingen føde er at få – og den må søge mod byen.

Spørgsmålet er derfor heller ikke, hvorfor den sorte fugl søger til byen, men om hvad vi gør, når de sorte fugle med de fremmede og mere stærke farver banker på vores vinduer? Lukker vi ind – eller lukker vi ude?

Og minder scenariet ikke om en anden kendt historie, om hvorfor vi overhovedet holder jul? Var der ikke noget med et barn, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads til ham og hans forældre andre steder? Et barn, som senere startede en hel religion, men som få dage efter sin fødsel måtte flygte med forældrene til Egypten?

Svaret er ja – og i ”Maries Julegave” får vi den skønneste version af juleevangeliet på vers og med rim, rytmer og dans.

Og så bliver det juleaften, og fuglen sidder i sit træ igen og har fået en ny ven, og bamsen er med om juletræet sammen med Marie, der har været i kirke – og den har også fået en ny ven og en ny indsigt. Og præcis som den første gang det blev jul, er intet længere som før. Glæden er kommet til jorden – og mellem mennesker, dyr og kæledyr.

For julen har bragt velsignet bud. For der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø – eller sagt på voksnet: Der, hvor der er varme og tryghed, er der kærlighed – næstekærlighed. Den kærlighed, der åbner op og giver, fordi den slet ikke kan lade være. Den kærlighed, som er vores eneste mulighed i en kold verden, uanset hvad side af vinduet vi er på.

Danmarksbloggen giver fem store bamser ud af seks mulige.

Forestillingen ”Maries Julegave” spiller til og med 23. december på Anemoneteatret.
Den er en dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet og Frederik Ømann. Instruktion: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Annika Nilsson. Lysdesign: Jens Lange. Musik: David Hildebrandt. Plakat/illustration: Jan Mogensen.
Anbefalet alder: 3 til 8 år – men i virkeligheden egnet til alle, der har evnen til at blive som barn igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: “Det lille rige med svovlstikkerne”

Udgivet den af
Svar

Adam O. har begået en farverig og rammende genistreg med bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne”, som udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Et dansk rige styret af mørkets magter, som det er afbildet på bogens forside med blå blok i alle de kendte villains og monstres ofte giftiggrønne skikkelser – og med en dæmonisk Pia Kjærsgaard tronende over det hele som det lille riges reelle dronning.

Det er uhyggeligt, men præcist. Og nej, her i denne anmeldelse bliver der hverken skiftet holdning – eller standpunkt. Lyder det kryptisk? Ja, måske – men det er det ikke for den, der læser, kigger og griner sig igennem bogens 72 sider, der sprudlende og levende spidder Danmark anno 2015 præcis så umenneskeligt og så magtbegærligt, som vores samfund er blevet det.

Et samfund ligeså koldt som dengang den lille pige med svovlstikkerne i H. C. Andersens eventyr frøs ihjel nytårsnat – en skæbne, som også venter os, hvis ikke vi passer på solidariteten og hinanden.

Ser man tilbage på det sidste år og på Adam O.´s tegninger er der ikke meget håb. For det er, som man siger: Et billede siger mere end tusind ord, og bogens skarpe og præcise tegninger af kendte personer og begivenheder fra det sidste års tid viser hele den triste og menneskefjendske situation i det danske rige.

Først og fremmest politikerne, der både sælger ud af arvegods og menneskerettigheder og rager til sig – samtidig med at disse folkevalgte lader den indre svinehund glamme for fuld hals i det såkaldte frie samfunds tjeneste. Gø og glamme i en grad, så den i madam Skralds aka Pia Kjærsgaards billede danser for fuld skrue, mens hun triumferende forkynder, at vi skal bekæmpe de antidemokratiske kræfter ved hjælp ad nødret og afskaffelse af menneskerettigheder.

Et grumt billede, men sandt. Og Adam O. skåner heldigvis heller ingen, når han tegner. Der bliver delt ud til både højre og venstre, men altid med skytset rettet mod dem, som har magten og dermed muligheden for at gøre en forskel.

Og således lever Adam O. op til satirens fineste mål, som er kombinationen af at more og at udstille magten og dens ansigt præcis så terminator-dæmonisk, som den er det i denne uhyggelige tid, hvor vinteren på alle måder er på vej indover Danmark, som man også ser det i en kuldegysende tegning af Kristian Thuelsen Dahl.

En af bogens gennemgående figurer er dog hverken berømt, rig eller på anden måde fuld af magt. Det er nemlig den lille, filosofiske mus, der altid rammer hovedet på sømmet med sine små kommentarer (på jysk), som når den fx efter en massiv omgang giftgul ytringsfrihed, konstaterer, at her er der ikke tale om grundsubstansen i vores demokrati, men i stedet blot opkast.

Andre emner er miljø, overvågning og økonomisk kriminalitet, som også tegnes barsk og bidende. En af de bedste er tegningen med blodet på scenen og de tre dødningeskeletter ved navn kontrol, overvågning og intolerance på lur til at tage over. Et uhyggeligt billede på, hvad det er for et samfund, som Adam O. frygter og ser komme – hvis ikke vi allerede har det. Et samfund og et lille rige, som ingen ønsker at komme til – hvad der i øvrigt passer de fleste af personerne i bogen ganske godt.

Og skulle man være i tvivl, kan man se på Inger Støjberg der som en anden (sindssyg) Hamlet står med menneskelighedens kranium i sin hånd og med øjne lysende af vanvid udtaler ”Travel not to the State of Denmark – Madness Reigns Here”. En tegning i øvrigt godkendt af Integrationsministeriet. Djævlen sidder i detaljen, plejer man at sige. Hos Adam O. er der tit en uddybning af pointén til den, der læser det hele i tegningen, også det med småt. Så det gælder om at have øjnene med sig.

Ang. det tegnetekniske, så er der selvfølgelig fyret godt op under den klassiske, satiriske streg, hvor de forskellige personers karakteristiske træk bliver fremhævet – her ofte netop i selskab med forskellige kendetegn fra kendte skurke og monstre. Det giver grin og genkendelse – og gør, at man ikke slipper bogen, men hele tiden læser videre.

Et andet godt flow er, at bogens tegninger veksler imellem at være i farver eller i sort og hvid, fylde hele siden eller en del af en side, være en del af en kendt referenceramme som fx Olsen Banden på havnen – eller det er Adam O. , der selv skaber situationen.

Danmarksbloggen både gøs og grinede hele vejen gennem ”Det lille rige med svovlstikkerne” og kvitterer med fem farveblyanter ud af seks mulige.

Bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne” udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Den koster 129 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Digt: Bare en regnvejrsmorgen

Udgivet den af
Svar

Bare en regnvejrsmorgen,
Alt er koldt og vådt,
I går brændte lysene på Kgs. Nytorv,
Nu er alt igen november-gråt.

Vi fortsætter vores liv –
på overfladen som var intet hændt,
men inde i os
ligger det hele gemt.

For vi husker København og Paris.
Og vi ved, at det vil ske igen,
at kugler og bomber
råt vil ramme både fjende og ven.

Men vi ved ikke hvor,
Og vi ved heller ikke hvornår,
Men indtil da skal vi leve og le,
trodsigt vise, at hjerterne stadig slår.

For angsten må ikke tage over,
og hadet må ikke vinde,
istedet skal vi søge dybt i vores hjerter
for dér næstekærlighed og mod at finde!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danskernes nye julesang? Næppe

Udgivet den af
Svar

Hvis man er musiker og virkelig vil gøre det svært for sig selv, skal man sætte sig for at skrive en julesang, som danskerne tager til deres hjerter.

For julens salmer og sange kender og elsker vi som ingen andre i løbet af året. Så det er mere end svært for nutids-musikere og -sangskrivere at klemme sig indimellem store salmer som ”Det kimer nu” og ”Et barn er født” på den ene side og ”Højt fra træets grønne top” og ”Nu er det jul igen” på den anden.

Enkelte har dog gjort det som Anne Linnet og Johannes Møllehave med ”Lille Messias”, Shu-bi-dua med ”Den himmelblå” og Kim Larsen med hele to sange ”Så det jul” og ”Endelig jul, jul igen” – samt selvfølgelig den dengang i 1980´erne nyskabende ”Jul Det´ Cool” af MC Einar.

For at lave en julesang, som bliver i danskernes julehjerte, kræver udover stor musikalitet en helt særlig originalitet, som i reglen kun de bedste musikere og sangskrivere besidder.

Så nej, det vil efter Danmarksbloggens mening ikke lykkes for nogen af de 10 sange, der nåede finalen i DR´s store konkurrence om at skrive den nye, danske julesang.

Hør selv sangene her – og bedøm evt. også om du er enig i, at vinderen (som blev kåret i slutningen af sidste uge) skulle være nr. 4: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt?”

http://www.dr.dk/p2/artikel/artikler/dksyngerjulenind/finale/2015/1019215856.htm

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

Udgivet den af
Svar

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Orlogsmuseet lukker – men hvor er ramaskriget?

Udgivet den af
1

Danmark var engang en stolt søfartsnation med både en kæmpe handelsflåde og en stor militærflåde tillige. Vi har også meget kyst, og har siden vikingerne været gode til at sejle på de syv have.

Men nu lukker Orlogsmuseet på Christianshavn og udstillingen skal være en del af Tøjhus-udstillingerne i stedet. Noget, der økonomisk og administrativt sikkert er en god løsning, selvom det er ærgerligt, at en stor udstilling om Carsten Niebuhr droppes. For ham kender danskerne ikke, men det burde vi.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/orlogsmuseet-i-koebenhavn-lukker

Det, som Danmarksbloggen lægger mest mærke til, er dog det manglende ramaskrig fra Dansk Folkeparti, som ellers er hurtige nok til at råbe op, når det drejer sig om nisser på julekort og piber lavet af lakrids.

Men hvor er de, når det drejer sig om et gammelt, hæderkronet museum? Hvorfor råber de ikke op nu om tab af danskhed og den slags? Måske fordi det kræver historisk viden og kultur at kende noget til Orlogsmuseet? Og det er jo netop to ting, som DF og deres vælgere har meget lidt af – for nu at sige det pænt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk