Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

Udgivet den af
Svar

En af dagens store debatter har handlet om at undgå Rip, Rap og Rup-effekten, altså det at mænd vælger mænd ligesom dem selv, når et debatpanel, en bestyrelse eller andet skal sammensættes.

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er det, der sker. Men omvendt så gavner det ikke nogen eller noget, hvis der partout SKAL være kvinder med – eller sorte – eller homoseksuelle – eller nogen andre grupper. Så ender vi bare op med en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, og så er vi lige vidt.

Den effekt har vi i øvrigt allerede i diverse dameblade, hvor mænd som regel kun inviteres med, når de skal fortælle, hvor fantastiske kvinder er.

Men hvorom alting er, så handler det om at være i stand til at se bort fra køn, seksualitet, race og religion – og se på mennesket, og det gælder både paneldebatter, bestyrelser og samfund i det hele taget. For først når vi kan det, er vi alvor kommet nogen vegne – og lidt tættere på Andeby-samfundet, der jo i mange henseender er et drømme-samfund.

For i Andeby er der ikke mange, der ligner hinanden – men de lever alligevel i fred og fordragelighed med hinanden, hvad enten de er ænder, mus, hunde eller alle de andre herlige ting, som man kan være, når man er så heldig at bo i Andeby. Og de få, der er skurke som Bjørnebanden og Sorte Klat, kan man jo simpelthen se det på.

Dét er smart – gid man boede i Andeby!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mick Øgendahl´s FEST

Udgivet den af
3

Det sker, at undertegnede er i teatret bare for at nyde det – og ikke for at anmelde. Sådan var det i går, da jeg sammen med den 15-årige var inde i Glassalen i Tivoli og se Mick Øgendahls nye shov ”FEST”.

Men showet var simpelthen så godt, at det bare SKAL anmeldes – især fordi undertegnede er en af de der kulturelle og halvintellektuelle typer, som Mick Øgendahl både med ord og krop parodierer så godt, at jeg fik ondt i maven af grin, når jeg så mig selv i hans forvredne skikkelse med de slaskende arme på scenen.

For det var jo som at se sig selv i et spejl – og det er noget af en præstation, når personen på scenen er mand, og personen i salen – der genkender sig selv – er er kvinde. For i Danmark er vi stadig af forskelligt køn.

I Sverige derimod er man som bekendt ikke han og hun, men HEN, hvad Mick Øgendahl også gjorde opmærksom på til stor jubel fra en fuld Glassal.

I det hele taget bragede bifaldet gentagne gange – og til sidst stående – ned over en af dansk stand-ups´ absolutte stjerner, hvad enten han tog festtaler, sprængfarlige 16-årige drenge, hotdogs på vej hjem fra byturen eller hans nye hjemsted Holte under behandling.

Og her gik man i parentes bemærket og troede, at Mick Øgendahl boede i Greve, men turen er åbenbart gået endnu videre nordpå fra opvæksten på Falster, der selvfølgelig også var med.

For som Mick Øgendahl  sagde det, mens han pegede mod sig selv: Jeg er nok flyttet fra Falster, men Falster er alligevel herinde.

Nemlig – vi kan ikke rende fra vores rødder. Og heldigvis for det, når det handler om Mick Øgendahl. For en Øgendahl uden Falster er som en fest uden den flaske vodka, som i går aftes ved et uheld – og til stor moro også for manden på scenen selv – røg over gulvet.

Så det var en mega-fornøjelse at være med til Mick Øgendahls FEST … en fest med lige præcis den rette mængde pinligheder og stormende latter – også da han fortalte om den i virkeligheden ret alvorlige situation, da han var indlagt på psykiatrisk afdeling, men som med Mick Øgendahls klassiske og eminente kropssprog og mimik blev hylende morsomt.

Danmarksbloggen giver seks serpentinere ud af seks mulige – og småklukker stadig.

PS. Og nå, ja – de sædvanlige svinere (læs: hilsner) til vennerne Matthesen og Linda P. med flere kom selvfølgelig også til stor jubel fra et publikum, som naturligvis OGSÅ kommer til de shows, som vennerne laver. For sådan er vi jo, os der kan lide stand-up, vi er nogle værre skøger, der render fra den ene til den anden uden mindste blusel 🙂

MEN det her show – Mick Øgendahls FEST – det skal have topprioritet, lyder anbefalingen fra Danmarksbloggen. Showet spiller frem til slutningen af april 2017 over hele landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den danske borgerkrig 2018-24

Udgivet den af
Svar

Der er under to år til borgerkrigen starter i Danmark – i hvert fald hvis man skal tro forestillingen ”Den danske borgerkrig 2018-24” på Nørrebro Teater, der er bygget over Kaspar Colling Nielsens roman. Og lad det være sagt med det samme: Det er skræmmende teater – allermest fordi det er alt for tæt på vor tid fra personer over replikker og til handling.

Nu skal handlingen ikke røbes her, men hvis Danmark fortsætter ad den vej, som vi pt. er slået ind på, er stykkets handling et plausibelt – og meget voldeligt – bud på, hvad der KAN ske i vores lille lokale andedam, som slet ikke er så idyllisk og fredelig, som vi gerne vil tro.

Danmark er derimod allerede her i 2016 er et land, hvor uligheden øges meget og hurtigt, mens magthaverne gemmer sig bag deres kapital og politiske magt, der også omfatter våben i den sidste ende. Et land i krise, hvor få har for meget og alt for mange alt for lidt. Men hvor politikerne og de andre magthavere prøver at sælge tingenes skæve tilstand til vælgerne med floskler om danske værdier og dansk frihed.

Det kan ikke fortsætte. Det ved vi – og måske allerbedst os der oplevede COP15 i København i 2009 og deltog i den store fredsmarch ud til Bella Centret – og så magtens brutalitet overfor unge mennesker, der udøvede deres demokratiske ret, men som alligevel endte i det berømte futtog på den iskolde Amagerbrogade. Hos os rislede det ekstra koldt ned af ryggen mange gange, mens vi sad på Nørrebro Teater.

For tilbage i decemberdagene i 2009 var det nemlig ikke teater. Det var virkelighed, som fx da undertegnede – meget apropos lokaliteten Fætter BR bag Nikolai Kirke i København – blev stoppet netop foran dén butik af otte kampklædte politifolk med diverse skydevåben, der forlangte at se, hvad jeg havde i indkøbsposen fra Magasin. Jeg valgte så at samarbejde uden at brokke mig. Så efter de havde set mit nye halstørklæde, fik jeg lov til at gå videre.

Så heldige var de ikke alle sammen i forestillingen. Og det er måske også kun et spørgsmål om, hvor mange mennesker, der presses – og hvor meget de mennesker protesterer, før magten og kapitalen for alvor slår igen?! Overklassen kan nemlig i reglen godt kue underklassen, men ikke middelklassen. Den er simpelthen for stor – og for vant til at have det godt. Så middelklassen vil gå til oprør, hvis den føler sig truet på sin levestandard – og så har vi en situation, hvor COP15 var en hyggelig, lille generalprøve på, hvad magten kan og vil gøre for at bevare sin position.

Generalprøve var det til gengæld ikke på scenen, da Danmarksbloggen var på Nørrebro Teater. Det var derimod toptunet performance med både røg, lys, musik og andre effekter, der understregede stemningen – og handlingen. Alle virkemidler blev taget i brug, og som tilskuer var man ikke i tvivl om, at den seks år lange borgerkrig i Danmark 2018-24 var en blodig affære.

Alligevel var det stærkeste dog ordene som fx at høre Christiansborg, kampvogne og mortérgranater i samme sætning – eller når der blev talt om at skyde ned af Købmagergade. Gader og steder, hvor mange af os færdes hele tiden, og som vi har svært ved at opfatte som andet end fredelige steder. Eller det vil sige: Det har man ikke længere, hvis man tager en tur ud på Nørrebro og ser ”Den danske borgerkrig 2018-24”.

Stykkets hovedperson, en overklassedreng fra Rungsted, der har valgt at bo i en lille lejlighed på Nørrebro, er også meget uforstående til at starte med. Men han engagerer sig og oplever det hele, endda fra begge sider af den spånplade-mur ved Dronning Louises bro, der deler Danmark.

Selv tilhører han således den ene rige del, men han bor og lever hos den anden fattige og kæmpende del. Hvordan det nærmere spænder af – og hvad det afstedkommer for både ham og hans livs kærlighed Leonora, skal ikke røbes her.

Men det er en historie om stor kærlighed, filosoferen over dødens og krigens væsen og om at miste ikke kun livet, men også sig selv og evnen til at elske. Om at være bange for skygger, hvis man er rig – men måske også hvis man ikke er. For ingen af os kan undgå vores spøgelser. Det kan personerne i stykket heller ikke.

Virkeligheden og fortiden indhenter os altid, også selvom der er gået over 400 år efter borgerkrigen, og de (rige) udvalgte nu lever i evig ungdom og fornøjelse og seksuelle eskapader, som stykkets hovedperson også gør det. Men han må trods den materielle overflod og et avanceret stamcelleprogram sande, at et grundvilkår ved det at være menneske er ikke at kunne flygte fra sig selv.

Hvordan den erkendelse så spænder af, og hvilke konsekvenser den har for ham og hans trofaste hund – og hvilke små historier, der blændende fortælles undervejs som fx den om de små, flåede tomater, skal tilskueren selv have lov til at opleve.

Forestillingen kalder sig selv for en komedie – og der er også grinagtige scener undervejs, men siden Kasper Colling Nielsen skrev romanen i 2013, har samfundet bevæget sig i en retning, så smilene må stivne.

”Den danske borgerkrig 2018-24” er simpelthen uhyggelig realistisk i sin beskrivelse af, hvad der sker med mennesker og samfund, når troen på fællesskabet og demokratiet forsvinder ned i voldens og krigens bloddryppende mørke.

Danmarksbloggen giver fem stjerner ud af seks mulige.

”Den danske borgerkrig 2018-24”spiller til og med 22. oktober på Nørrebro Teater.

I rollerne ses: Nicolai Dahl Hamilton, Troels Thorsen, Malin Rømer Brolin-Tani, Benjamin Boe Rasmussen, Asbjørn Krogh Nissen, Marie Mandrup, Filippa Suenson, Nicolai Jørgensen og Sarah Boberg.

Det er Jakob Schjødt, der har instrueret. Claus Flygare har dramatiseret, og Nathalie Mellbye står for scenografien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ilden – af Katrine Marie Guldager

Udgivet den af
Svar

I næste uge udkommer en bog, der har været ventet med længsel. Sjette og sidste del af Katrine Marie Guldagers Køgekrønike, hvor man fra tiden op til 2. Verdenskrig og gennem flere årtier og helt op til vor tid følger søskendeparret Leonora og Henry – og deres familier, både i generationerne før og efter Leonora og Henry.

Og det er ganske vist: De første fem bind gik direkte ind som Ulven gør det i først moderen Lilly og senere i sønnen Henry. Går ind, bider sig fast – og bliver dér i en blanding af blide erkendelser og hidsige rusk, som man kan genkende fra sig selv og sin egen familie – og fra kampen og arven mellem generationerne.

For Køgekrøniken handler nok – lidt – om Køge. Men strengt taget kunne de seks bøgers provins ligeså vel have været Roskilde, Hillerød eller Helsingør, der ligesom Køge er en købstad, der ligger i en afstand af en lille times togrejse fra København, som også spiller en central rolle i bøgerne. Så skulle fx Gummifabrikken og Brogade selvfølgelig have heddet noget andet, men det var nok gået endda. Men nu blev det Køge, og for den med lokalkendskab er det meget sjovt at læse om Kirkestræde, landsbyen Strøby Egede osv.

Men når nu det er en krønike, så skal de for byen vigtige lokaliteter jo også med. Og her savner man ikoniske Køge-lokaliteter som fx Lovparken, hvor der var alsangsstævner under krigen, og hvor Leonoras socialdemokratiske mand må havde været til 1. maj mange gange. Eller hvad med dansestedet Landsbyen, hvor både Leonora og Henry som alle andre fra Køge-egnen oplevede vigtige dele af deres spæde kærlighedsliv – og som næste generation også har besøgt med samme evige formål i 1980´erne. Der havde stedet så ændret navn til Ritz og var det smarte diskotek i modsætning til det mere folkelige diskotek SiSi nede på havnen.

Og sidst, men måske vigtigst: Så savner Danmarksbloggen Hugo´s Vinkælder, på køgensk bare Hugo´s, som ovenikøbet findes endnu – og som af mange omtales som det hyggeligste sted i Danmark at indtage sin øl. For stik mod navnet, så er Hugo´s faktisk mere kendt som et øl-sted end som et vin-sted, og vel at mærke et sted, hvor selv Ib Bertelsen ville have sat sine ben, men hvor også Peter ville have nydt at sidde henne i krogen. Hugo´s blev i øvrigt grundlagt i 1968, altså en sommer, hvor der også sker meget i Køgekrøniken og især i rivaliseringen mellem de to søskende Henry og Leonora – mens deres lillebror er nærmest ikke-eksisterende.

For det vigtigste i Køgekrøniken er det psykologiske og det sociologiske, altså forholdet mellem menneskene, både mellem ægtefæller, mellem veninder, mellem naboer, mellem bysbørn – men også og især mellem søskende – og mellem forældre og børn. De allernæreste blodmæssige bånd simpelthen.

For netop forholdet mellem generationerne og mellem søskende er i bøgerne – som i mange sammenhænge i livet – det, der definerer og bestemmer meget mere i tilværelsen, end vi måske har lyst til at gøre os klart. For så er vi måske alligevel ikke helt ligeså frie og selvkørende, som vi tror vi er – og som Køgekrønikens personer også hele tiden prøver at være – helt til sidste side, sidste ord.

Så uden at røbe det mindste, kan Danmarksbloggen forsikre, at bind 6 er ligeså sprudlende i sit sprog, ligeså springende i tid og sted og alligevel ligeså sammenhængende og ligeså medrivende som de fem første bind. Man vender hver side – og man stopper ikke, før man færdig og veltilpas (og lidt chokeret også måske) kan læne sig tilbage.

For nu ved man, hvordan det hele endte for Leonora og Henry og deres slægt – og dermed også de to søstre Frk. Lys og Frk. Mørke, der er nogle af de mest fascinerende figurer i Køge-krøniken.

Måske fordi vi alle har dem i os – som en evig kamp mellem lyset og mørket, mellem den arv vi har med fra vores forældre og søskende på den ene side og vores håb og planer for os selv og vores børn på den anden. Børn, som i sig har den samme kamp – og måske endda den samme ulv, som vi også kan have. I hvert fald indimellem, og allermest måske når vi glemmer at fodre den med kærlighed og omsorg.

For livet – som så ofte handler om det svigt, den egoisme og de løgne, som vi alle fortæller os selv – kan blive så meget bedre, hvis vi som Henry´s nye kone Sally tør kræve og give ærlighed og kærlighed. Så behøver vi ikke at frygte, at Ulven kommer – hvad enten vi råber ulv eller ej. Eller at kærlighedsboblen en dag brister, som den gjorde det for Lilly og Leonora, da Lilly mange år før bind no. 6 rejste fra sine to ældste børn.

En rejse, som hun på sin helt egen Lilly-måde vender tilbage fra i dette sidste bind. Det ender nemlig med en Lilly-model, som brude- og konfirmationskjole-butikken i København har sagt det stort set gennem de samme årtier, som Køge-krøniken dækker.

Danmarksbloggen giver fire kaglende Køge-høner ud af seks mulige. Køge-høner, som man altid har kaldt de piger, der kommer fra Køge-aa, som man siger det, når man som Køge-høne bliver spurgt om, hvor man er født og opvokset.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

Udgivet den af
Svar

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.

Regnbuen lyser igen

Udgivet den af
Svar

Så er det dén tid på året: Priden er i gang igen – og Danmarksbloggen bakker som altid 100% op om regnbuen – og om den mangfoldighed, som den repræsenterer.

Det startede faktisk allerede i går, og det fortsætter i dag, i morgen, på fredag og på lørdag, hvor den store parade foregår – og lidt på søndag.

Paraden og Drag Night, som er på fredag, trækker altid mange tilskuere.

Men der er også mange debatter, film og andet, der sætter fokus på, at accept og opnåelse af seksuelle rettigheder stadig er noget, som der skal kæmpes for mange steder i verden – også i Danmark, hvor vi ellers roser os af vores frisind.

Men her i Danmark findes der også hatecrimes med seksuelt motiv. Der er fundamentalistiske religiøse kræfter, både indenfor islam og kristendom, der er imod alt andet end heteroseksualitet, som de opfatter som “det normale”.

I Danmarksbloggens øjne er det normale at være et menneske – så man kan ligeså godt spørge om “HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU VAR HETERO?” som man kan spørge om alt muligt andet.

Det gør de så ikke. Heller ikke dem, der bare har et generelt snævert sind og en manglende rummelighed, selvom de ikke er hverken særlig religiøse eller politiske.

Så der er stadig en kamp at kæmpe – også i Danmark. En kamp, der heldigvis får masser af næring, masser af kærlighed i de her dage. Kom og vær med. Det er en fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok fortsætter med rædselshistorierne

Udgivet den af
Svar

Mediernes fokus i weekenden var på OL- og især den sympatiske svømmekvindes Pernille Blumes overraskende guldmedalje i 50 meter fri. Og et stort tillykke til hende. Det var rigtig flot.

Men så er der heller ikke så meget mere at glæde sig over. For der vanker ingen medaljer, hæder eller ros, når det kommer til de nylige politiske meldinger, som bedst kan beskrives som endnu en række rædselshistorier:

Pia Kjærsgaard, folketingets formand m/k, som vel ret beset burde samle partierne, valgte istedet at skabe splid, som hun plejer, da hun var ude og sige, at folk i byerne føler sig klogere og bedre end folk på landet – men at det er de ikke, men at det hovmod fra byboernes side vil føre til at landet brækker midt over. Tænk engang, her troede Danmarksbloggen at det var den stigende ulighed i samfundet (som Dansk Folkeparti støtter), der bevirker, at Danmark deles i to.

Kulturminister Bertel Haarder vil hæve priserne på kultur, således så det skal blive endnu dyrere at gå på museum og i teatret og blive beriget af kunst og kultur.

Ikke at mennesker på kontanthjælp i forvejen har råd til det, men nu får de det endnu mindre, når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft, og flere tusinder landet over reelt vil ende på gaden. Den del rører så ikke blå blok, som mener, at kontanthjælpsmodtagerne bare kan tage et af de jobs, som ikke findes – eller et af de jobs, som gives til østeuropæere, der får altfor lidt i løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OL, DR, DF og LA

Udgivet den af
Svar

Er sport politik? Gu´ er det så, og jo mere behov et lands leder har for at markere sig overfor omverdenen, jo mere får sporten lov til at fylde og vise landet frem. SE OS. Se, hvad vi kan.

Man så det i Kina under OL i 2008 – og i Rusland under vinter-OL i 2014, men også alle andre lande er med på dén vogn. Også Danmark, selvom vi ikke har kapacitet til at have et OL alene, så prøver vi dog pt. at få en Tour de France-start, og vi er pløkkestolte hver gang et VM eller EM afholdes på dansk jord.

Og nu er det altså tid til OL igen – denne gang i Rio i Brasilien, som er et land på randen af både økonomisk og politisk sammenbrud, hvilket også viser sig ved, at OL-faciliteterne ikke er i orden, og at vandet er så bogstaveligt talt lorte-beskidt, at det er direkte sundhedsfarligt i én grad, så det overstiger europæiske grænseværdier med mere end en million gange.

Danmarksbloggen kommer ikke til at se meget OL. Dels pga tidsforskellen og dels fordi der sker meget mere interessante ting herhjemme som fx at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil gøre Danmark dummere ved at beskære DR´s budgetter med 25%.

Det er den forkerte vej at gå, hvis man vil have et rigt og sammenhængende samfund – men det vil LA jo heller ikke. De er mere tilhængere af en jungle, mere grum og livsfarlig end den, der findes i det OL-ramte Brasilien – og i den er der ellers både anacondaer, piratfisk og alligatorer. Men de er ingenting mod LA.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse og reportage: Harry Potter and The Cursed Child

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen starter egentlig først i morgen efter sommerferien.

Men Danmarksbloggen anmelder også sjældent udenlandske bøger – så ingen regel uden undtagelse, især ikke når der er tale om et fænomen, som gennem mange år har betydet meget for mange danskere, og det har fortællingen om Harry Potter og hans venner og kampen mellem det onde og det gode.

Og natten mellem lørdag og søndag udkom så den ottende bog, hvor fokus er ligeså meget på Harry Potter som på Harry Potters ene søn Albus Serverus. Danmarksbloggen var derfor et smut inde hos Arnold Busck på Købmagergade i København for at lodde stemningen – og hente bogen, som allerede var forudbestilt.

Det sidste viste sig at være en god idé. For allerede da Danmarksbloggen ankom til butikken ved halv et-tiden var den stuvende fuld af især unge mennesker i 20´erne, der er vokset op med Harry Potter – og som nu valgte både byturen og nattesøvnen fra for at kunne få fingre i bog nr. 8, når den udkom kl. 01.01 præcis.

Og der blev skam talt ned inden det magiske klokkeslæt … 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – og så blev der ellers langet bøger over disken til store og små. Til hende, der havde en kappe over skuldrene og en ravn i håret (gad vide om ikke hun hørte til huset Ravenclaw), ham med slipset og Harry Potter-brillerne, Goth-pigen og alle de andre.

Og også til Danmarksbloggen, som nu kan konkludere, at bogen ”Harry Potter and The Cursed Child” er relativt hurtigt læst, da den er bygget op, som skuespillet i London er det med akter og scener med replikker.

Men på den anden side er man som læser indimellem nødt til at holde pause. Fordi at nok er der meget luft i teksten på bogens 330 sider, men der skal også være plads til at forstå og reflektere over det skrevne, også fordi bogen strækker sig over flere år i tid.

Da ”Harry Potter and The Cursed Child” starter, er der gået 19 år, siden bog syv sluttede, og Harry og Ginny Potters mellemste barn sønnen Albus skal på Hogwarts sammen med Ron og Hermiones datter Rose og Draco Malfoys søn Scorpius.

Scenen er altså sat til en ny omgang spændende begivenheder. For slet ikke at tale om tiden og forholdet mellem generationerne, som er et andet og centralt tema i bogen. Et tema, der på mange måder er det mest rørende og det, som griber bedst tilbage til de syv bøger, der udgør den egentlige Harry Potter-fortælling.

Mere skal ikke siges her. Danmarksbloggen er tilhænger af at holde på hemmelighederne, ihvertfald dem i den magiske verden. I mugglerverden skal tingene derimod frem i det åbne.

Konklusion: Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave til den nye Harry Potter-bog og gør opmærksom på, at den udkommer på dansk ifbm Kulturnatten i København d. 14. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Big Bang Company” – gadeteater med Dansk Rakkerpak

Udgivet den af
2

En forestilling, der går i gang, inden den officielt starter om 3, 2, 1 minut … og som varer ved efter tæppet er faldet, fordi folk begynder at tale med hinanden, som mennesker altid gør det, når de har grinet godt og er blevet rørte på det, der ligger allerinderst inde i os alle sammen: Drømmen om en verden fuld af poesi, blomster og kærlighed.

Sådan en drøm – og sådan en forestilling er Dansk Rakkerpaks gadeteater denne sommer, der på overfladen er en hylende skæg og satirisk skildring af livet i et lille – ret slidt – cirkus fuld af stuuure farlige dyr og mindst ligeså vovede og farlige cirkusnumre udført af den koleriske cirkusdirektør og hans ret underkuede medhjælper – og akkompagneret af intet mindre end et fantastisk enmandsorkester, der svæver over vandene og er en vigtig del af forestillingen.

For som de selv siger det i starten: Det er med livet som indsats og døden som ledsager.

Og det er det – men måske OGSÅ på en anden måde end det, som man lige tror, når man hører cirkusmusikken og ser både akrobatnumre, vilde dyr og meget andet. For det kan ikke blive farligt nok for cirkusdirektøren, der som alle andre med magt og penge slet-slet ikke ser de drømme, som andre går med – og som ikke handler om præstationer, men om nærvær og samvær.

Nu vil Danmarksbloggen ikke røbe noget – og slet ikke slutningen. For den, som ser forestillingen, skal have lov til selv at opleve det at blive stille og eftertænksom, når meningen foldes ud som et net – og man lander som en slaskedukke i erkendelsen af, hvor uhyggelig aktuel forestillingen er i en tid, hvor effektivitet og præstation er det, som mennesker måles på, og hvor drømme er noget, som åbenbart kun klovne tør have.

En tid, hvor magten er godt i gang med at kridte banen op til endnu en afværge-krig med kugler og kanoner, fordi vi almindelige dødelige uden magt ikke længere vil finde os i den store ulighed og de åbenbare uretfærdigheder i vores samfund. Fordi vi gør oprør mod en verden, som er mere gold og trist end et cirkustelt en kold efterårsmorgen.

En verden, som ingen ønsker – heller ikke os, der sidder på bænkene eller står bagved. For der er mere end fuldt hus denne varme juni-aften på Vor Frue Plads, og folk kan lide det de ser, fra de små til de grå, fra den danske dame på den ene side af mig til den franske turist på den anden, selvom han ikke forstår det hele. Men så oversætter jeg bare – ordet båthorn er fx lidt for svært for galleren uden en oversættelse.

Men næsten alt andet forstår franskmanden – og han griner højlydt og jubler som alle andre. Fordi humor er internatonalt, fordi kropssprog er universelt – og fordi vi mennesker har mere, der samler os end der skiller os. Og dét er bare sjovere at danse sammen og trykke hinanden på røde klovnenæser end at sidde i hvert sit indelukke med sine minder eller sine drømme – og være alene og forladt.

Og hvis du tvivler, så gå hen og se Dansk Rakkerpaks ”Big Bang Company”. Gør det også, hvis du ikke tvivler. For det er en forestilling, der skal ses – og ses igen. For Dansk Rakkerpaks gadeteater sommeren 2016 er humor og klassisk gadeteater på højeste plan, både i sig selv – men også fordi den dybere mening, alvoren, er der med livet som indsats og døden som ledsager.

Danmarksbloggen giver seks store, røde klovnenæser ud af seks mulige. Dansk Rakkerpaks forestilling er simpelthen et absolut must-see denne sommer, hvis man på nogen måde har muligheden for at komme i nærheden af d´herrer Grønne, Kløft og Møller Pedersen.

Forestillingen spiller på Vor Frue Plads i København til og med 3. juli. Tirsdag-fredag kl. 19 og lørdag-søndag kl. 16. Herefter tager den på sommertur i det ganske land. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk