Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: “Noooob”

Udgivet den af
Svar

”Noooob” er det spøjse navn på en manual for … nej, undskyld en bog om raske drenge, der virkelig forstår at lave ballade i drenges evige og ofte fysiske kamp om venskaber og placering i hierarkiet. Her ivrigt inspireret af hvad de ser af mindre eller som regel mere farlige eksperimenter på Youtube og andre steder på internettet.

Noooob er også kælenavnet på bogens jeg-fortæller og hovedperson, der egentlig hedder Jeppe, og er ven med tre andre drenge: Fessor, der absolut ikke er særlig (pro)fessor-agtig, men gruppens selvbestaltede og på alle måder grænsesøgende leder, Jakob, der er den eftertænksomme og kloge – og så Sammy, der er mere som Jeppe.

Noooob eller Jeppe er nemlig på mange måder, som drenge er flest. Han har det okay derhjemme, men fortæller ikke forældrene ret meget om, hvad der sker i hans liv. Han er til gengæld klar til at gøre meget for hans venner – og for deres fælles venskab og gruppe, hvor det ene skøre påfund afløser det andet.

Nogle af eksperimenterne – som selvfølgelig skal filmes og på internettet – er så også direkte livsfarlige, som da de køber et regnslag hver i TIGER for at bruge dem til at base-jumpe. Men der er også mere fredelige ideer, som da de skal spise 25 hotdogs hver. Det ender selvfølgelig ret ulækkert.

Og sådan fortsætter det hele bogen igennem – med det ene vanvittige påfund efter det andet, som ikke skal røbes her. Læs det selv … og bliv inspireret … helst til at lade være dog. Eller i hvert fald nedtone de der fysiske udfordringer, der skal afgøre ens plads i flokken, i hierarkiet.

For bogen er henvendt til drenge – og de vil uden tvivl finde den sjov at læse. Men mon ikke også piger vil kunne have glæde af den? Det tror undertegnede. Piger kan nemlig også finde på at foretage sig diverse ting og sager.

Bogen er skrevet i et godt og flydende nutidssprog, så den ene side vender automatisk den anden. Bogen er også baseret på virkelige hændelser, kan man læse. Det tror undertegnede på, selvom jeg aldrig har været dreng, men jeg kender både drenge og mænd, der har været drenge .Selvom de ikke alle sammen er som de fire her.

Som en – der for et par årtier siden var dreng – sagde, da jeg læste et par kapitler højt af bogen for ham: ”De drenge dér er stereotypen af drenge. Det er drenge sat på spidsen. De findes den slags drenge, ja – men vi er og var også en del, der ikke er/var sådan, selvom vi også kæmpede den samme kamp for at finde vores plads i flokken.”

Og det skal såmænd nok passe. De dygtige og arbejdsomme drenge, der ikke udsætter sig selv og andre for fare, er bare ikke nær så sjove at læse om som de fire rødder her. Danmarksbloggen giver fire store snøfler ud af seks mulige til Maria Kjær-Madsen og ”Noooob”. For i Noooobs gruppe spiser man nemlig også snøfler.

Det er forlaget Valeta, der udgiver ”Noooob”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ditte & Louise”

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen binge-watchede i sidste uge både sæson 1 og sæson 2 af ”Ditte & Louise”, der er en såkaldt TV-komedie-serie om det umage makkerpar Ditte og Louise, der gerne vil være kendte, kvindelige komikere.

Men det er svært at slå igennem, så undervejs i det ene mere gakkede forsøg efter det andet må de udover at kæmpe mod instruktører, castere, skuespillere og andre i mediebranchen slås med både mænd, kærester, mødre, kendis-faktoren, utroskab, sex-faktoren, drømme, pengemangel, for mange penge, teenagebørn, børnehavepædagoger – og hvad der ellers hører til storby- og medielivet her i 10´erne.

Det går selvsagt aldrig som planlagt for de to kvinder. Og hvis ikke de selv fucker det op (og det er de mere end gode til), så sørger en ond skæbne for, at det partout går galt på diverse tåkrummende, pinlige og sjove måder, der samtidig også spidder vor tid.

Første sæson vandt en Robert – og det var mere end velfortjent.

For serien er nemlig mere end blot en komedie-serie om Ditte og Louise. Det er en serie om alle kvinder over 40 – og ikke kun dem i skuespils- og teaterbranchen, men også mange andre steder i et samfund og en verden, hvor ungdommen er det, der sælger, og mændene stadig har pengene og magten – men hvor kvinder over 40 stadig har både drømme og lyster – også til succes og sex.

Så ja, det er en komedie – men en komedie med store træk af både drama og tragedie. For både sæson 1 og 2 er uhyggeligt tætte på virkeligheden, hvad alle kvinder over 40 kan skrive under på. Kvinder, hvor mange accepterer usynligheden og giver op og slår sig til tåls med strikketøjet, den perfekte krumme på det italienske brød eller andre ligegyldigheder. Men hvor nogle (også ude i den virkelige verden) heldigvis kæmper videre, som Ditte og Louise gør det på trods af nedturene, men med rødvins-samtalerne, tilgivelsen og krammene som god energi.

Og mere af det, tak, både på skærmen og i virkeligheden. Også selvom man kan undre sig over, hvor modet og kræfterne til at fortsætte kommer fra, når man igen og igen slås mod jorden. Men måske er det nødvendighedens lov? Vi – de – Ditte og Louise – kvinderne gør det, fordi vi ikke kan lade være. Fordi vi kan lide det, vi laver. Så enkelt er det.

Enkelt er det imidlertid ikke at skrive så godt et manus, som Ditte Hansen og Louise Mieritz gør det. Og det er kun sværere at spille så overbevisende – også i de mange grænseoverskridende – og som regel rimeligt afklædte scener. For i ”Ditte & Louise” får vi det hele – råt for usødet. De to kvinder viser sig, som de er – på alle måder. Det er FEDT, og undertegnede kunne sagtens tage otte afsnit mere. Snildt endda.

Danmarksbloggen giver derfor også fem store glas rødvin ud af seks mulige og opfordrer alle – både mænd og kvinder – til at se serien og måske endda blive inspireret til at turde leve sine egne drømme ud.

Begge sæsoner – i alt 16 afsnit på hver små 30 minutter – kan ses hos DR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kongeskibet Dannebrog”

Udgivet den af
Svar

Kan et skib være hovedfigur i en bog? Ja, det kan det godt, i hvert fald når det skib hedder Dannebrog og er et af verdens to sidste kongeskibe – og det eneste, der er decideret bygget til formålet.

Fotograf Franne Voigt udgiver i dag billedbogen ”Kongeskibet Dannebrog” på Gyldendal – et digert værk med mere end 100 fotos i både farver og sort/hvid af kongeskibet i danske farvande og højt mod nord i Grønland og på Færøerne. Vi følger selvsagt Dronningen og Prins Henrik på skibets færd over bølgerne, men også de to næste generationer, nemlig kronprinsen og hans familie, er rigt afbildet. For set ikke at tale om officerer og mandskab.

Det er så også bogens mission at vise, at Danmark, danskerne og Dannebrog hænger sammen – og at mange danskere udover kongefamilien har været ombord på Dannebrog, enten som mandskab eller som gæster.

Dronningen siger det også selv i forordet, hvor hun skriver: ”Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere.”

Man siger som bekendt også, at et billede fortæller mere end tusind ord, og mange af bogens fotos er en visuel historie om både nuet – og om det kontinuerlige og stærke bånd mellem skib, hav, danskere og kongehus i både fremtid, nutid og fortid.

For ombord på Dannebrog hænger også et billede af Dronningens far, Frederik d. 9, der om nogen var glad for at sejle og især på Dannebrog, og det billede er selvsagt også med i bogen om skibet, der hejste kommando første gang i 1932, altså mens Dronningens farfar Christian d. 10 var konge.

Bogens største styrke er dog måske, at vi kommer bagom og rundtom det på alle måder majestætiske skib. At vi får lov til at se både mandskab og kongefamilie i alle mulige forskellige situationer på skibet. At vi ser både hverdag og fest. Når en dronning er eftertænksom, en kronprinsesse slapper af med sine børn, en smilende prins Henrik og en kronprins i fuld uniform.

Danmarksbloggen har bedt sin hustegner AnnaMTF om at gå bogen igennem. Hun ser meget bedre og meget mere, når det handler om billeder – og denne bog er i sandhed visuel.

AnnaMTF siger: ”Det er en smuk bog, som viser Dannebrog som det andet hjem, som kongeskibet er for både kongefamilie og besætning, der selvom de har forskellige pladser i hierarkiet, alligevel er som én stor familie, hvad man også ser af de mange portræt-fotos. Det er alt sammen meget dansk.”

Og hun fortsætter: ”Det samme er de mange billeder, der viser hverdagsagtige situationer, som når Dronningen og prins Henrik nusser deres hunde, mens de smiler og snakker, kronprinsparret leger leende med deres børn, eller der deles slik ud til mandskabet. Det er så også glansbilleder, men på en dansk-hygge-måde, og det cementerer hele historien om, at nok kan meget ændre sig, men kongeskibet er konstant, uanset tid og sted.”

En anden af bogens styrker iflg. AnnaMTF er, at billederne er meget forskellige, både i størrelse og i farvemætning, og om de overhovedet er i farver. De er også sat op forskelligt, og nogle er i ramme, mens andre ikke er. Det er alt sammen godt, mener hun og siger, at det også er nødvendigt, når man i virkeligheden ikke har så mange scenearier at gøre godt med. Man kan enten være på dækket eller nede i kahytterne. Se fra skibet og ud eller omvendt.

AnnaMTF har dog en kritik, og det er den ferskenfarve, som er brugt på både ryg og omslag. Hvad skal den til for, spørger hun og fortsætter: ”Jeg kan godt se, at ferskenfarven står i fin kontrast til det blå hav, men den passer ikke rigtig til alligevel. Jeg tænker, at man måske i stedet skulle have brugt den lysegule farve, som også ses mange steder på skibet Dannebrog.”

Endelig er der hos både undertegnede og AnnaMTF stor enighed om, at det er et herligt påfund, at bogmærket ligner et langt Dannebrog.

Danmarksbloggen giver fem smældende Dannebrog ud af seks mulige for en billedbog i ordets allerbedste forstand. Det er skønt at se så mange fotos, især når de er så flotte og viser så meget af livet ombord på et af verdens to sidste kongeskibe.

Bogen udkommer i dag torsdag d. 10. november på Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Udgivet den af
Svar

Ingen Shakespeare-forestilling er så kendt og så spillet om Shakespeares ”Hamlet”, der foregår på slottet Kronborg i Helsingør, Danmark. Og netop på åstedet – selveste Kronborg – spiller Den Danske Skueplads ”Hamlet” her i november, endda i en walking-version, hvor man som publikum bevæger sig rundt på og omkring det gamle slot, så man kommer både op til kanonerne, ind i riddersalen, ud i slotsgården, ned i kælderen, ind i kirken og mange andre steder.

Danmarksbloggen var med i går aftes. En iskold, mørk og blæsende novemberaften, hvor det mere effektfuld end nogen Hollywood-film begyndte at sne i netop selvsamme øjeblik, som vi til sidst i forestillingen gik ud af porten bag Hamlets båre. Dét var spektakulært.

Men det er hele forestillingen dybest set med sit walking-koncept, som i dén grad giver nerve og intensitet, så man bliver tilskuer, ja næsten medspiller, i allerførste række til de dramatiske begivenheder i den danske kongefamilie, hvor brodermord, sindssyge, hævn og glødende forelskelse i Shakespeares fantasi danner rammen om almene problemstillinger om generationerne og kampen imellem dem, om sorg og kærlighed – men også om magten og om hvor beskidt magtens spil var – og stadig er, både i Danmark og andre steder.

For det er ikke kun i Danmarks Rige, at der er something rotten. Det er det også andre steder, og især i vores tid ulmer og gløder det mange steder i verden, også i Shakespeares fædreland, hvor tingene endnu ikke er faldet til ro ovenpå Brexit. Ikke at det nævnes i forestillingen, men konger – og dronninger – fældes stadig af despoter, som vi har set det ske i de forløbne nattetimer i USA.

For Shakespeare taler på tværs af alle tidsaldre, så det er nemt at overføre temaerne i hans skuespil til vor tid. Måske fordi mennesket er ens til alle tider. For Hamlet har ret, når han til Horatio siger, at der er mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om.

Oppe på Kronborg i disse dage er der også mere mellem himmel og jord, mellem orme og stjerner. Der er skuespil i absolut verdensklasse for alle, der er interesseret i kultur, litteratur, teater, religion, politik, mennesker, psykologi – ja, i verden og livet. Det er teater, når det er 3D for alvor, fordi man som publikum kommer så tæt på, at man føler sig som en del af stykket. I sand Shakespeare-stil tiltales vi også fra tid til anden som borgere i Danmarks Rige, hvad vi jo er – også her til morgen.

For ”Hamlet” holder – ja, er måske mere aktuel end nogensinde. At være eller ikke at være, som Hamlet sagde det med ryggen til publikum. En interessant detalje i en selfie-orienteret tidsalder.

I år er det 400 år siden, at Shakespeare døde, og det er blevet mindet overalt på kloden, fra den mindste skolescene til dén fine kopi af det oprindelige Globeteatret i London, som i den lyse tid spillede både ”Trold kan tæmmes” og ”Macbeth”, så det sang og smældede mellem søjler, scene og bænke. Og de var mere end gode derovre i London, da undertegnede så dem i sommers.

Men stort set samtlige skuespillere på Kronborg – fra genfærd til konge og dronning, Horatio og Ofelia – og især Hamlet spillede mindst ligeså godt, hvis ikke bedre i går aftes. Det hele var dér: Dramatik og komedie, strålende menneskeportrætter og skildringer af de følelser og tanker, som vi alle kender, også selvom vi lever i en anden tid end Shakespeares.

Men unge forelsker sig stadig, forældre bekymrer sig stadig og formaner stadig for meget, venner svigter stadig – eller er trofaste – og magtens mænd er stadig klar til at gøre hvad som helst for at få/beholde magten, uanset prisen. Ønsket om hævn kendes også, selvom de færreste af os (heldigvis) er i stand til at føre det så sjælsrystende ud i livet, som Hamlet gjorde det.

For der er det særlige med denne version af Hamlet – spillet i 200-året for den første opsætning af “Hamlet” på Kronborg – at nok kender man udmærket handlingen og udfaldet på forhånd. Alligevel var det som at se ”Hamlet” for første gang i Den Danske Skueplads´s version ”Walking Hamlet” på Kronborg. Som materialiserede verdens mest kendte teaterstykke sig på en helt ny måde som genfærdet gjorde det, da det gled igennem Dronningens sovegemak.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks kranier for en forestilling, der i dén grad formåede at balancere mellem det klassiske arvegods om indhold og ord og så det nyskabende og aktuelle. Den Danske Skueplads bærer dermed på allerfineste vis ”Hamlet” ind i det femte århundrede efter Shakespeares død.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Udgivet den af
Svar

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den reelle, nordiske hymne

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen leverede i går en sønderlemmende anmeldelse af den såkaldt nye nordiske hymne: http://danmarksbloggen.dk/?p=8683

Danmarksbloggen har i det forløbne døgn fundet ud af, der faktisk allerede findes en nordisk hymne, selvom den ikke er det officielt. Men reelt er den. Den er elsket i alle nordiske lande, og den fylder endda 80 år i år. Det er selvfølgelig norske Nordahls Griegs digt ”Til Ungdommen” bedre kendt som ”Kringsatt av Fiender”.

For her er den jo – den reelle nordiske hymne, og nej, den handler ikke om hverken landskaber, havet eller mørke vinternætter versus lyse sommernætter. Den handler om den solidaritet, det mod og den insisteren på at se mennesket – det hele menneske – som bygger på et værdigt menneskesyn og dermed også skaber de nordiske velfærdsstater. En kærlighedens måde at møde hinanden på, som nu igen – som i 1936 da Grieg skrev digtet – er truet af kræfter, både udefra og indefra. Så vi – igen i 2016 – må kæmpe for menneskelighed, for fred, for frihed, for menneskeværd.

Læs den her – på originalsproget norsk selvfølgelig. For i Norden skal vi kunne hinandens sprog – både på tværs af befolkningsgrupper og imellem de enkelte lande. Så kan vi også forstå hinanden – og dette mægtige digt.

For dét er i sandhed en værdig nordisk hymne, mægtig som de hårde granit-fjelde i Norge, overvældende som Sveriges store skove, dyb som Finlands tusinde blå søer, voldsom som Islands ildsprudlende vulkaner, hele tiden skiftende som lyset over Færøernes klipper, kompromisløs som Grønlands iskolde sne – og alligevel så åben og mild som Danmarks grønne blomsterenge ned til den åbne strand.

Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen? 

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det! 

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape. 

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner. 

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle. 

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde. 

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nordika – nordisk hymne

Udgivet den af
2

I går var der urpremiere på Nordisk Råds nye nordiske hymne, skrevet af den norsk-fødte, men siden barndomsårene i Danmark boende forfatter Kim Leine, der også har boet i Grønland. Danmarksbloggen har både læst og hørt hymnen – og er IKKE begejstret.

For hymnen – som burde handle om hele Norden – virker mere møntet på netop det Grønland og det Danmark, som forfatteren kender. Med lidt god vilje kan man også tænke Island og Færøerne og i hvert fald dele af Norges fjelde og fjorde ind i hymnens tekst.

Men Sveriges vidtstrakte skove, store søer og klippefyldte skærgårde mangler totalt – og det samme gør Finlands tusind søer, og de småbyer, som det vrimler med både i Danmark, Norge og Sverige – og Finland. Og hvad med de både og skibe – og det at sejle, som i over tusind år har været så stor en del af det at være nordisk? Det er heller ikke nævnt, men havet og søvejen er vores livsnerve, det som binder os sammen her i Norden. Vores fælles historie og sprog er heller ikke berørt med et eneste ord.

Til gengæld er der ingen grund til TRE gange at skrive ”jeg elsker” efterfulgt af ligegyldige selvfølgeligheder og popmusik-agtige banaliteter, som det vrimler med i den såkaldte hymne.

Kim Leine har selv sagt, at han egentlig havde mest lyst til at sige nej til opgaven. Det skulle han have gjort. For det er i dén grad noget makværk. Danmarksbloggen giver en meget venlig lys nat ud af seks mulige, og håber at hymnen er glemt i morgen. For nordisk – dét er den ikke. Den er dansk-grønlandsk.

Læs selv hymnen her:

Nordisk Hymne: Nordika
Tekst: Kim Leine
Melodi: Sunleif Rasmussen

A:
Mit kære og store og lyse land
Med skummende kyst og is og fjelde
Du er mit hjerte, alt mit vid og min forstand
Du er mit udgangspunkt, du er mit helle
B:
Mit kære og store og mørke nord
Og Karasjok og Tunnelbanans krypter
Og Amager Fælled og Sognefjord
Jeg elsker din bredde dine dybder
A:
Du er mine kirker, min kult, min tro
Du er solopgang og solnedgangen
Du er min sorg, min glæde, min sjælero
Du er mit sind på retten og på vrangen
B:
Når nordlyset slynges i dissonans
Hen over nattens store himmelapsis
Så hvirvles jeg ned i en bundløs dans
Men genopstår af morgenens katharsis
A:
Mit store og iskolde land, jeg er din
Send blæst, send mig sne og send blot storme.
Men skænk mig sommernatten rød som en rubin
Et kort sekund, et kys af sol og varme
B:
Jeg elsker dig, svimlende, skønne sted
Jeg elsker dig over alt på jorden
Du er min sjæl og du er mit vid –
Min hjerne og mit hjerte, du er Norden. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reformationsdag – også for kvinder

Udgivet den af
1

Halloween, keltisk nytår, reformationsdag – d. 31. oktober har mange navne og mange ting at mindes.

Men et er sikkert: Det er efterår – og i år er dagen d. 31. oktober endda ekstra speciel for mange heroppe i Norden, da den romersk-katolske pave for første gang i små tre årtier er på besøg. I denne omgang dog kun i Sverige, hvor pave Frans besøger Lunds Domkyrka, der i øvrigt blev bygget af danskerne, da Skåne var dansk, dengang katedralen blev skabt i 1100-tallet.

Men nu er Lund altså svensk. Og det er måske meget passende, at paven ved begyndelsen af 500-året for Luthers teser (han bankede dem op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517) og dermed reformationens start besøger ikke kun Nordens første domkirke. Men også en kirke der ligesom resten af Svenska Kyrkan har bevaret meget af den katolske liturgi, selvom kirken i sit bekendelsesgrundlag er evangelisk-luthersk.

Svenska Kyrkan er derfor en god brobygger mellem en ord-fokuseret protestantisme og en følelsesladet katolicisme, som dog har det tilfælles, at de diskriminerer kvinderne. I klassisk protestantisme er jomfru Maria fx reduceret til at være en fødemaskine, mens der i de katolske kirker fx ikke er kvindelige præster. Kvinderne skal med andre ord begge steder kende deres plads.

I Svenska Kyrkan derimod må kvinderne gerne fylde, både på prædikestolen og i selve troen. Her vrimler det med både kvindelige præster og biskopper – men også med Maria-statuer og dage og andet tilegnet Maria. Det er dejligt at opleve, og det minder om, at reformationen også handlede om kvinder – og især om en kvinde: Reformatorens hustru Katharina Luther, hvis liv var både dramatisk og rørende – og som man i løbet af det næste år kan opleve i mere end 120 kirker over hele Danmark.

Danmarksbloggen kommer også med en anmeldelse, når forestillingen rammer Hovedstadsområdet. Men inden da, så læs denne reportage (skrevet af undertegnede) om premieren på den fantastiske forestilling: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: De dybeste rødder

Udgivet den af
Svar

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: In absentia

Udgivet den af
Svar

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk