Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”Den lille havfrue. En biografi”

Udgivet den af
Svar

Kan en bog være oplysende hele vejen rundt og i dybden, men samtidig også decideret lækker i sit fotografi- og billedmateriale?

Svaret er ja, når det handler om Olav Harsløfs biografi om Danmarks nationalikon nr. 1: ”Den lille havfrue”, der også er navnet på den 178 siders store bog, som er spækket med farvefotos af det danske superikon, som Olav Harsløf ikke viger tilbage for at sammenligne med Mona Lisa i Paris og Frihedsgudinden i New York.

Forskellen er så blot måske, at det danske nationalklenodie, der blev lavet af Edvard Eriksen i 1913, er både nemt og gratis at komme helt tæt på – præcis ligesom at Danmark er et lille land i modsætning til Frankrig og USA.

Men alligevel består de tre damer fra de tre lande ifølge Harsløf alle af noget helt unikt, som er godt for både kunsten og samfundet. Havfruen har uskylden, Mona Lisa gådefuldheden og Frihedsgudinden netop friheden – og ligheden.

Men havfruen, der er skabt i bronze, og som sidder på sin granit-sten, er alligevel noget særligt, hvad også udlandet, medierne og kunstnerne forlængst har opdaget. Bogen gennemgår derfor også havfruens omtumlede historie fra den første dag over succeserne i både ind- og udland, ikke mindst i Disney´s Hollywood – og til hun blev superstar i Kina under Expo 2010.

Men vi hører også om provokationerne fra malingen, burkaen, det oversavede hoved og meget mere til efterligningerne af hende, hvoraf nogle er irriterende, mens andre er direkte hyldester, hvad enten de tegnes på papir, laves i kunstens mange udtryk eller udføres i vandet af nulevende havfruer – dog i reglen uden fiskehale.

Men uanset emnet og vinklen, så skriver Harsløf vidende, flydende og med sans for at fange læseren, både når det handler om detaljer som at Victor Borge åbenbart har en kopi af havfruen (dog i en anden størrelse) stående på sit gravsted – eller når Harsløf berører den altid ulmende konflikt om ophavsretten til at bruge havfruen. En ophavsret, der ophører i 2029 – men indtil da bestemmer Edvard Eriksens arvinger – også selvom mange mener, at retten til at bruge den lille havfrue tilhører alle danskere allerede nu.

Edvard Eriksen som menneske og kunstner hører vi også meget om i bogen. For han frembragte selvsagt mere end havfruen, om end intet af det er tilnærmelsesvis så kendt, selvom modellen til havfruen – Eriksens hustru Eline – også stod model til det kongegravsmomument, som Eriksen lavede til Christian d. 9 og dronning Louise i Roskilde Domkirke, og som er det måske flotteste sarkofag i hele katedralen.

Mange mener i øvrigt, at det var balletdanseren Ellen Price, der stod model til havfruen, og hun inspirerede også, men det var hans kone Eline, som sad model i mere end 2000 timer.

For ja, vi er med helt inde i det kunstneriske maskinrum i bogen, hvor også den litterære genre er repræsenteret med flere sider helliget guldalderånder som H. C. Andersen, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg og mange andre, der kan knyttes til havfruen og hendes tid – og også en enkelt økonomisk sværvægter, selveste Brygger Carl Jakobsen, der også stod for bygningen af Jesuskirken i Valby.

For den tids store erhvervsmænd var særdeles kunstelskende i en grad, så vi skal helt op til vor tid og en Mærsk Mckinney-Møller for at finde noget tilsvarende, omend Hr. Møller ikke havde en P.S. Krøyer til at male sig, som Bryggeren fik det gjort til et selskab i Glyptoteket af netop den berømte Skagensmaler.

Til gengæld byder Harsløfs – og Folmers – bog på de smukkeste fotos, som undertegnede nogensinde har set af havfruen.

For bag bogens fantastiske fotos er Mads Folmer, der igennem et helt år og i alle belysninger og på alle tidspunkter af dagen og på alle tidspunkter af året har fotograferet en af de få statuer i verden, der ikke er en “det” eller “den”, men en “hende”. En statue, der både har køn og sjæl, fiskehale og personlighed i en charmerende blanding af uskyld og en erotik, der kalder muserne ned fra himlens sfærer.

Billederne er også mere end fineste topkvalitet, ja de nærmest lyser af en hengivenhed for og en forelskelse i den lille bronzefrøken, der pånær et smut til Kina i 2010 (og visse reparationer) nu har siddet på sin sten i mere end 100 år og tålmodigt ladet danskere og turister fotografere sig, mens skibe har sejlet forbi, og verdenen har ændret sig mere end én gang.

Men ikke hende. Hun er et symbol på det uforanderlige – og i en tid, hvor verden er mere usikker end den har været det i flere generationer, føler mange også, at det er brug for bestandigheden. Men ikke at bogen har dét som ærinde.

Det er en kunst-, historie- og biografi-bog af fineste slags. Men den rammer altså også det, at der i vor tid er en længsel og en sult efter historie og rødder, som læseren her kan få stillet på gourmetmanér. Og så fandtes der ifølge forfatteren heller ikke en biografi om den lille havfrue i forvejen.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks mulige havfruer til Olav Harsløfs biografi ”Den lille havfrue”.

For nok sidder der kun en enkelt havfrue på stenen derude ved Langelinie, men nede i havets dyb og ude på de blå bølger svømmer der langt flere havfruer rundt, både ifølge folkeovertroen og ifølge Danmarks mest berømte eventyrdigter H. C. Andersen. Og så er det ganske vist.

Hans Christian Andersens Eventyr om ”Den lille Havfrue” er ogsaa med i Bogen, endda med rigtig Stavemaade. Det Eventyr kan ogsaa altid læses een Gang til – ligesom at Turen altid for baade os Danskere og vores Giæster gaar til Langelinie igjen paa et eller andet Tidspunkt. Sommer og Vinter. Høst og Vaar.

Udgiver er Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens glemte jubilæum

Udgivet den af
Svar

I dag blev hun for 45 år siden Dronning, og i morgen er det 45 år siden, at en sort- og sørgeklædt kvinde blev udråbt til Danmarks Dronning på Christiansborgs balkon. Det er noget af en milepæl, og kun Christian d. 4. har siddet længere tid på Danmarks trone end Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

Men det er åbenbart ikke noget, som hverken Kongehus eller medier har tænkt sig at gøre noget ved.

Det er en skam. Derfor vil Danmarksbloggen også gøre det. Ikke på den almindelige måde med en lang opremsning af regentens liv og fortræffeligheder. Men heller ikke med den ligeså klassiske diskussion om for og imod monarkiet. Eller om det ville give mening, at kronprinsen tog over. Alt det kan danskerne allerede til hudløshed.

Så i stedet trakterer Danmarksbloggen med en lille historie om, hvorfor Margrethe d. 2. rent faktisk burde være d. 1. – eller d. 3.

Sagen er nemlig den, at hende, der kendes som Margrethe d. 1, aldrig var Dronning af Danmark. Hun var Dronning af Norge via ægteskab med Norges konge – og senere af Sverige, da de svenske stormænd tilbød hende kronen – og ja, hun samlede Norden i Kalmarunionen som den eneste regent i Norden nogensinde. En flot bedrift.

Men i Danmark var Margrete Valdemarsdatter, som hun også kaldes, aldrig Dronning, men derimod ”Fuldmægtig Frue og Husbond og Det Ganske Rige Danmarks Formynder”. En mere mærkelig titel har ingen dansk regent nogensinde haft. Men i realiteten var hun altså blot formynder for først sin søn – og efter hans død for adoptivsønnen, den senere Erik af Pommern. At hun så indtil sin død styrede hele riget med hård og dygtig hånd er en anden sag.

For de samme vilkår og muligheder for at regere Danmark gælder også for en anden Margrethe, Margrethe Sambiria – også kaldet Margrethe Sprænghest, der levede lidt over 100 år tidligere. Hun var mor til den senere myrdede konge Erik Klipping, men var i modsætning til Margrethe Valdemarsdatter ikke særlig populær, hverken i samtiden eller senere. Så hende vil vi helst glemme.

Men hun var dér – først som dronning i betydningen af at være gift med den danske konge Christoffer d. 1., men senere dronning i betydningen regent – og dermed altså dronning på de samme vilkår som den elskede Margrethe Valdemarsdatter, der nu ligger på den fornemmeste plads i Roskilde Domkirke, hvor også vor tids Margrethe skal hvile til sin tid.

Men vor tids Margrethe er altså dermed nr. 3 – hvis man skal se på antallet af Margrether, der har siddet ved roret i Danmark. Eller hun er nr. 1., hvis vi skal se på, hvem der er blevet tituleret Danmarks Dronning i betydningen regenten – også formelt set.

Eneste anke man måske kan komme med er, at Margrethe Sambiria var gift ind i det danske kongehus, mens Margrethe Valdemarsdatter som vor tids Margrethe var født ind i det, da hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, der samlede hele Danmark efter landet i mange år havde været pantsat og splittet.

Men det rykker ikke ved, at de to første var stedfortrædende regenter, mens vor tids Margrethe er den første kvinde i Danmark, der er regent i kraft af sig selv.

Læs mere om de to tidligere Margrether her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Englene i Avignon” af Bjarne Reuter

Udgivet den af
2

Sig navnet Bjarne Reuter, og de fleste tænker straks på humoristiske børnebøger. Men manden – der uden sammenligning er ham, der tjener flest bibliotekspenge i Danmark – kan meget mere end at skrive om drenge fra Brønshøj. Han boltrer sig hjemmevant i flere genrer.

Senest er det vist i voksenbogen ”Englene i Avignon”, som handler om en charlatan-eksorcist, der får til opgave at uddrive det onde, der har taget bo i paven, som på det tidspunkt, hvor bogen foregår (1313-14), har taget residens i byen Avignon i Sydfrankrig.

Og ja, det gjorde paverne faktisk i den periode i højmiddelalderen, og de ville ikke godvilligt tilbage til det varme, fugtige, beskidte og urolige Rom versus det fredelige og behagelige Avignon med Rhônefloden, vinmarkerne (hvoraf der også i vor tid findes nogle oppe ved paveslottet i Avignon) – og overfloden af dyr, grøntsager, frugter og bær i det milde, sydfranske klima, hvor det aldrig bliver rigtigt koldt, men også kun sjældent stegende hedt – som sommermånederne i Rom per definition er det.

Men altså: Til dette paradis på jord kommer eksorcisten Pieter van Dreusen. Men som altid i gode romaner må paradiset forlades til fordel for en lang rejse, her endda en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce i Italien, hvor pavens sjæl skal renses for det onde.

Med på rejsen er – udover den besatte pave Clemens V og eksorcisten van Dreusen – livlægen Cobus, munken Enzo og fem messedrenge, som paven meget sigende kalder sine engle eller keruber. Nogle af dem har dog ret meget sort på vingerne.

For som i alle gode spændingsbøger er alt og alle nemlig ikke, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. For denne bog er – trods sin religiøse titel – en fiktiv spændingsbog, dog med en religiøs vinkling, der er funderet i både middelalder og katolicisme – og dermed i krydsfeltet af mystik, fakta og fantasi.

Det er også en treenighed, som tiltaler vor tids mennesker, der på den ene side gerne vil designe deres virkelighed selv, men som på den anden  også higer efter at finde og holde fast på vores fælles rødder og fælles arv, og her er der ikke meget, der kan hamle op med religion og historie.

Det ved nutidens forfattere også godt. Tag bare Ken Folletts mastodont-succes ”Jordens Søjler” eller den lidt ældre roman Umberto Eco´s ”Rosens navn”. Og altså også Bjarne Reuter, der allerede i ”Løgnhalsen fra Umbrien” fra 2004 gjorde sig i denne genre – og nu igen tager livtag med en fortid, der er så tæt på, at de fleste kun kender den lidt – men omvendt så langt fra at fantasien kan sættes fri.

Og som altid hos Bjarne Reuter tager tingene hurtigt fart i romanen og er ledsaget af malende og lange beskrivelser af steder og personer, af stemninger og følelser. På alle bogens sider kan man derfor se og føle handlingen, der skrider godt fremad, men som også kræver, at man som læser holder tungen lige i munden. For der er mange personer og mange plots at holde styr på i en handling, der bevæger sig hid og did, og måske også en anelse for meget og i for store sving i forhold til bogens hovedplot.

Men omvendt er der måske en pointe i, at vi skal have for meget og have det hulter til bulter. For sådan er livet også. Som en af englene fra Avignon beskriver menneskelivet til sidst i bogen:” … det er et skruppelløst spil uden love og regler, det anerkender ingen grænser og adlyder ingen moral, men allierer sig med ild, orkan og oversvømmelser og skåner ingen.”

De samme ord bruger de to, der er herrer over liv og død, i bogens start. For bogens overordnede tema er nemlig hverken paver eller middelalder, men et væddemål mellem Gud og Djævlen om en mands sjæl. Et væddemål, som de ofte har kørende, ifølge Bjarne Reuter.

Hvem der vinder, hvordan det foregår og eventuel til hvilken pris skal selvfølgelig ikke røbes her. Læs selv bogen, der er en velvoksen sag på 431 sider, som er udgivet af Gyldendal.

Danmarksbloggen giver ”Englene i Avignon” fem ud af seks krucifikser, som dem også nutidens djævleuddrivere anvender. For ja, der findes stadig mennesker, som mener, at de er besatte – og der findes stadig eksorcister. Også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jul på det moderne kontanthjælpsloft

Udgivet den af
Svar

Julen er sådan en dejlig tid, ikke? Fuld af nisser, pebernødder og hygge, der hænger ligeså tungt som granguirlanderne i en amerikansk film, ikke? Masser af gaver og anden overflod?

Nej, ikke rigtig, vel? I hvert fald ikke for alle. For i en tid som vores med kontanthjælpsloft, 225 timers-regel og meget andet, der gør, at stadig flere danskere ikke har råd til basale ting som mad, medicin og en lille gave til deres børn, mens en lille, superrig overklasse stikker helt af.

Det er et slemt scenarie, og hvis man kunne ønske noget for nogen med indflydelse til at gøre noget ved tingene, så er det, at alle landets ministre og andre med magt prøvede at tilbringe en jul på det moderne kontanthjælpsloft, som afviklingsministeren gør det i Dorte Hummelshøj Jakobsens novelle ”Jul på det moderne kontanthjælpsloft”, der kan købes for 5 kroner på Saxo.com.

Da det er en novelle, er det svært at fortælle om handlingen uden at referere stort set hele indholdet, så derfor vil undertegnede nøjes med at skrive, at historien i dén grad er henlagt til vores tid, hvor vi trods, at samfundet aldrig har været rigere, alligevel har en stigende mængde fattige, der ikke har råd til de basale ting, mens andre som netop magtens mennesker finder det ret og rimeligt at kunne tage på ferier og kurophold flere gange om året.

I virkelighedens verden rejser ministre så til New York – eller de tager op på Marienborg for at deltage i Disruption-seminarer. Men netop et ophold på det moderne kontanthjælpsloft ville være langt mere gavnligt for Danmark – hvis ellers magtens mennesker er i stand til at lære af det, som de ser og hører.

Om denne afviklingsminister er det – og hvor han ender, skal ikke røbes her. Læs selv novellen, hvis sprog er let og flydende, mens dialogen og replikkerne er skarpe og lige i øjet.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks julehjerter. 

Bogen kan købes her: https://www.saxo.com/dk/jul-paa-det-moderne-kontanthjaelpsloft_epub_9788740487848

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade Jul, dejlige Jul”

Udgivet den af
Svar

Må man anmelde sig egen bog? Selvfølgelig må man ikke det. Undertegnede har derfor også bedt andre med forstand på bøger, jul og kultur om at anmelde undertegnedes bog om den danske jul – og her kommer resultatet:

Klogere på julen – og med søde tegninger
”Glade Jul, dejlige Jul” er rigtig hyggelig læsning i juledagene. Bogen er meget letlæst og rummer forklaringer på alt, hvad man kan tænke sig angående jul.
Jeg blev klogere på noget, jeg vidste lidt om i forvejen og på noget, som jeg aldrig har skænket en tanke. Hvor kommer juletraditionerne egentlig fra? Og hvordan har de forandret sig? Hvor kommer julekalenderen fra? Og gaverne? Og julefrokosten? Og sangene?
Alt er beskrevet uhøjtideligt og nede på jorden. Den lille illustration af AnnaMTF, som viser Jesusbarnet i krybben og dyrene m.m., er så sød og rørende, at jeg har kigget på den igen og igen.
Beatrice Brandt, illustrator

Hyggelig at læse og lærerig
Velskrevet og rigtig hyggelig at læse. God at dele med andre som julehistorie, så man kan lære, hvor julen stammer fra.
Der var simpelthen så meget, jeg ikke vidste, og hvor er det bare godt at lære om dansk jule-historie. Mange pudsige ting man kan finde tilbage i tiden. Utroligt at så mange af de traditioner, som man tager for givet, ikke engang er 100 år gamle. Gad vide, hvornår ting bliver en tradition?
Og vi plejer ikke at have hvid jul. Hold da op, min hukommelse er ikke, hvad den har været. Det er egentlig utroligt, hvor meget vi har fået fra Tyskland, men ikke overraskende.
Jeg kan også godt lide, hvordan der er fundet ting tilbage til vikingerne og linket til vores gode, gamle forfattere og sangskrivere. Rigtig god læsning. Jeg nød den rigtig meget – og flotte tegninger.
Yasmin Kristensen, fan af julen

Anderledes med paralleller til nutiden
Jeg er meget begejstret for bogen ”Glade jul, dejlige Jul” – især fordi den er anderledes, informativ og fortæller, hvorfra alle vore juletraditioner stammer fra. Og der var også nogle emner, som jeg ikke kendte til fx kage-rundfarten. Så udover at komme (mere) i julestemning, bliver jeg også oplyst, klogere og beriget.
Jeg kan godt lide, at der drages paralleller til nutiden – bl.a. trak jeg på smilebåndet over sammenligningen med to bistandsklienter fra Lolland, der sammen fik et barn i den enes sovehule ved banelegemet på Hovedbanegården.
Derudover så er bogen skrevet i et letforståeligt sprog – alle kan være med. En god og inspirerende bog.
Heidi Sagos, læsehest

Sammenkæder det historiske og det nutidige, det religiøse og det folkelige
Det er en super velskrevet bog, der forstår at sammenkæde det historiske med det nutidige og få læseren til at reflektere over sin egen jul og brug af traditioner. Bogen giver på denne måde mere betydning til traditionerne. Læsningen hylder julestemningen. Jeg kom simpelthen i julehumør af at sidde og læse den i min sofa – og jeg fik lyst til at købe et kalenderlys, hvad jeg ellers sjældent har.
Og så kan jeg lide, at bogen gør os opmærksom på, hvor traditionerne kommer fra – særligt mange fra Tyskland. Det rokker lidt ved den nationale selvforståelse.
Og så balancerer den fint mellem det religiøse og det folkelige. Jeg kan lide, at skilsmissebørnenes tradition med lillejuleaften er med og de unge nye familier, som skal forhandle om, hvordan julen i det nye hjem skal forløbe. Også at Facebook og selvpromoveringen er med. At vi repræsenterer vores jul på Facebook.
Måske mangler at mange også har det svært i julen, fordi forventningerne er så store, og er man ikke det rigtige sted familiemæssigt i livet, så bliver det ekstra tydeligt for en selv og omverdenen netop i juletiden. Men egentlig er det jo slet ikke bogens ærinde med det socialrealistiske. Det er mig selv, der gerne vil stikke hul på livsløgnen.
Dortes datter Annas tegninger er et sødt julekrydderi undervejs.
Altså en god bog, der slutter med at citere Hamlet. Superfint. For der er jo mere mellem himmel og jord … også til jul.
 Anette Jahn, indehaver af Måle Fortælleteater

”Glade Jul, dejlige Jul” fås udelukkende som e-bog.
Den koster 39 kroner – eller det samme som et magasin eller ugeblad.
Den kan købes her: https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ud med Danmarkskanonen

Udgivet den af
1

Så kom Danmarkskanonen og de ti såkaldt særlige danske værdier …

De blev – ikke overraskende – frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed samt lighed for loven.

Danmarksbloggens første reaktion var et nå. For det virker mest af alt, som noget enhver skoleklasse kunne skrabe sammen på 20 minutters brainstorming, og noget som ingen i Danmark kan være uenige i, selvom vi ikke har kønsligestilling endnu – og selvom velfærdssamfundet er igang med at blive afmonteret.

Apropos skolebørnene, så er det sikkert også dem, der kommer til at trækkes med denne kanon ligesom de allerede nu trækkes med de andre kanoner … der med deres kasser og bestemmelser om, hvad børnene og de unge SKAL læse, er stik modsat den frihed og det frisind, som i øvrigt er med i Danmarkskanonen.

For livet og verden og værdierne kan ikke puttes i kasser. At putte i kasse begrænser derimod den udvikling, der sker naturligt i både et menneskes liv og i et land. Så skrot Danmarkskanonen og tag de andre kanoner med til skraldespanden …

For Danmark og danskere og det danske klarer sig fint uden – ja, klarer sig bedre. Danskhed er nemlig det levende ord, det levende liv på gader og stræder, i hovedstaden og i landsbyen, i skolen og derhjemme – og ikke noget, som er skabt ved et skrivebord i et ministerium eller med klik på en computer fra dem, der tilfældigvis stemte en mørk novemberdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Legenden om juleroserne”

Udgivet den af
Svar

Spændingen stiger i en godt fyldt festsal i Skt. Andreas Kirken i København, efterhånden som tiden går mod klokken otte. Nærmest på slaget træder en kutteklædt skikkelse ind og gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og afslører, at der bag de grå gevandter gemmer sig en ung kvinde, Ida Nørholm, der straks sætter sig hen til den cello, som hun eminent og meget stemningsfuldt spiller Bachs cello suiter på gennem forestillingen.

En ny kutteklædt skikkelse træder ind, også hun gør korsets tegn, inden hun trækker hætten ned og med ord og i jeg-person afslører, at hun er Røvermor i Selma Lagerlöfs fantastiske jule-fortælling ”Legenden om juleroserne”.

En fortælling, der nok handler om tro og håb, men også om frygt, fjendtlighed og fremmedgørelse mellem mennesker, især når de lever i hver deres verden, hvad enten den verden er Öved Kloster, hvor abbed Hans og lægmanden bor. Eller dalen, hvor Røvermor selv boede som ung og legede i julehalmen. Eller det er Göinge Skov, hvor hun bor nu med hendes mand, der er fredløs og deres mange børn.

Det vil sige: Indimellem går Røvermor ned i dalen for at true sig til mad og andre fornødenheder, og hun får, hvad hun vil have. Skåningene tør ikke andet.

Men en solrig midsommerdag ender hun alligevel i klosterets have, som er så smuk og så farvestrålende, at den er kendt viden om. Klosterets leder, den gamle og livskloge abbed Hans, er også mere end glad for sin have, så han bliver grundigt stødt på stoltheden, da Røvermor gør opmærksom på, at hun kender en have, der er endnu skønnere. Nemlig den have, som Göinge Skov forvandler sig til hver julenat for at fejre Frelserens fødsel.

Dét vil abbed Hans så inderlig gerne opleve, og Røvermor lover ham at sende et af børnene til klosteret for at hente ham og lægmanden, når tiden nærmer sig. Lægmanden er mildest talt ikke glad for aftalen. Han er sikker på, at det er en slags fælde.

Men så bliver det jul, og de tager af sted. Endda med det løfte fra biskop Absalon at har abbed Hans en blomst fra julehaven med tilbage, så skal Røveren deroppe have et fredsbrev, så han og hans familie kan leve blandt andre mennesker igen.

Turen er lang, og ankommet til den vilde skov falder abbed Hans i søvn i Røverhulen, men han er vågen, da mørket og kulden skal til at fortrænges af lyset, varmen, blomsterne, de grønne blade og hele naturens opvågen.

Af lysbølge efter lysbølge … efterhånden så stærke at de ikke kun bringer sommeren og den jordiske glæde, men også den himmelske glæde og englene. Den rene salighed. Det er dog for meget for lægmanden, som er sikker på, at det er Djævlens værk, og hans hårde udbrud jager englene væk.

De flygter fra kulden og mørket i et menneskehjerte, som Selma Lagerlöf så hjerteskærende skriver det.

Og så kommer vinteren kommer tilbage til skoven, hvor abbed Hans dør, men i hans hånd er knolde, som lægmanden planter, og som året efter springer ud juleaften. Det er julerosen – den blomst, der hvert år blomstrer ved juletide. Fordi den aldrig kan glemme, at den engang stod i den store julehave i Göinge Skov. Den julehave, som nu for evigt er væk.

Det er en smuk historie, fuld af menneskelig visdom, intense billeder og afdæmpede, men dog dybe følelser – og Karin Rørbech, der spiller alle rollerne med få fagter og ændringer i kropsholdningen, når hun skifter fra den ene til den anden, gør det ganske glimrende.

Undertegnede så hende også i rollen for næsten et årti siden. Et årti er lang tid. Den samme mand bader ikke i den samme flod to gange – og den samme kvinde står ikke på den samme scene to gange – eller ser den samme forestilling to gange.

Og i dette tilfælde er der kommet en ekstra gnist i løbet af det forgangne årti, skabt af livserfaringen. En gnist, der giver alle figurerne – men især Røvermor en større dybde, en anden glød. Her er virkelig en kvinde, der kæmper for både sig selv, sin mand og sine børn. En stolt og stærk kvinde, der vil noget – og tør noget.

Da abbed Hans (som hele forestillingen igennem fik mig til at se pave Frans for mig) kommer ind i hendes hule den sidste jul, hvor Göinge Skov iklæder sig højtidsdragt, står Røvermor også så stolt som nogen dronning, selvom der kun er vand-vælling i gryden.

Karin Rørbech og Ida Nørholm er også stolte som dronninger i deres fine kjoler. De har så bare et helt festmåltid af en af verdens bedste julehistorier at byde på. Og det gør de med manér. For forestillingen er et fint afstemt samspil mellem ord og musik, mellem Selma Lagerlöfs udødelige fortælling og det nu, som er det eneste vi i virkeligheden har her i den jordiske verden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks juleroser.

Det er Den Danske Skueplads, der står for ”Legenden om juleroserne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Anden Verden”

Udgivet den af
Svar

Der er noget i vandet under broen. En anden verden. Det får man også i dén grad vist – endda hele to gange i første afsnit af DR´s nye julekalender ”Den Anden Verden”, som så gerne vil lave noget spændende om magi og om det at være ung, være på en bro mellem at være barn og voksen, mellem to verdner på så mange måder.

Desværre bliver det ved de gode viljer i en tv-julekalender, der er så gennemforudsigelig og i det hele taget så gennemsnitlig, at det bliver svært at ramme de tweens og de teenagere, som må være målgruppen.

For historien er både for dyster og for optaget af, hvordan man kysser rigtigt til at man kan nå de små og større børn. De vil nemlig have hygge og nisser og søde dyr. Eller i hvert fald festlige og sjove guder, feer, prinser og prinsesser og den slags fantasivæsner.

Og det fås ikke i denne julekalender, der minder mere om en klassisk nordic noir fortælling end om så meget andet, dog uden det format og den dybde som der er i mange af de nordiske skæbnefortællinger af både ældre og nyere dato.

De voksnes skuespilspræstationer skal dog roses – og især Lars Brygman og Christian Tafdrup (og formentlig også Sofie Gråbål, når hun for alvor kommer på banen dernede i den anden verden) er eminente, mens de unge igen mere er drevet af den gode vilje.

Det er synd. For historien burde ramme os lige i hjertekulen med de to tvillingesøstre, hvor den ene er extrovert og den anden introvert, men hvor begge har mistet deres far som ganske små. En far, der stod for det teater, som moderen nu tappert prøver at drive videre. Et rent eventyr som dem Brdr. Grimm samlede, og som vi efter sigende skal møde i de kommende 24 dages julekalender på DR.

Men det er alt sammen så forudsigeligt og ja, kedeligt. Danmarksbloggen er derfor ked af kun at kunne give ”Den Anden Verden” to nissehuer ud af seks mulige.

Danmarksbloggen vil dog retfærdigvis se julekalenderen og vende tilbage med en ny anmeldelse, hvis det her kun er startvanskeligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Svantes Lykkelige Dag

Udgivet den af
Svar

Kan Benny Andersens roman ”Svantes Viser” omskrives til en teaterforestilling med sang og musik? På Nørrebro Teater har Niclas Bendixen i hvert fald gjort forsøget med forestillingen ”Svantes Lykkelige Dag”, og det er i dén grad øjnene, der ser og ørerne, der hører, der afgører resultatet.

Noget, der især gælder, når man ser på anden del af forestillingen, som nærmest er ren teaterkoncert med musikere her, effekter dér og de to hovedrolleindehavere totalt i centrum på mange måder. For det er som bekendt med teaterkoncerter, som det er med lakrids: Enten så elsker man det, eller også så hader man det. Men nu skal begivenhedernes gang ikke forgribes.

For forestillingen starter med første del, der veksler mellem komik og dramatik, mellem monologer og dialoger, men hele tiden med Folkekoret som iøjnefaldende musikalske og fysiske kulisser. Det er klassisk teater med et snert af det eksperimenterende, og det viser tydeligt forestillingens ærinde om at føre handlingen og dens problemstillinger fra 1960´erne og op til vor tid.

Vor tid er en tid, hvor teaterkoncerter i mange år har været det nye sorte, og således også i anden del, som nærmest er rendyrket teaterkoncert, hvor der sker en hel masse på kort tid, og hvor det hele eksploderer flere gange, så klimaks og antiklimaks følger hinanden igen og igen i kulisser, der skifter mellem at ligne et mørkt og trykkende Dystopia og en gul og løfterig Påskemorgen.

Forestillingens pointe bliver her også ligeså klar, som den er gul – både i tøjet og i de balloner, som ligger i store glaskrukker, når man kommer ind på teatret, og som man er velkommen til at tage en af og puste op. Og det skal man bare gøre. For livet er ikke det værste vi har, som pointen er – og det gælder om undervejs at samle på sange og kærlighed.

Men det handler også om at gennemskue det narrespil, som vi hver især har om os selv og vores egen formåen – så vi kan løfte os over hverdagen og sætte os selv og vore drømme fri. For vejen til at blive gul og glad går som en gul tråd i forestillingen fra at være grå og blå og trist og låst fast i manglende selvværd og manglende mod og til at frigøre sig og turde gå sin egen vej, også selvom andre stempler én som gal, ja direkte sindssyg.

Anders W. Berthelsen er overbevisende som den midaldrende mand, der har mistet tiltroen til sig selv, livet og verden – og Lise Baastrup går tilsvarende lige ind i publikum, uanset om hun græder, laver sjov eller er alvorlig. De to er et fantastisk makkerpar, som formår at skabe et samspil på scenen, der hæver sig over det kønslige, og som derfor gør dem til mennesker først og fremmest, hvilket er en sjælden kunst i vor køns- og seksual-orienterede tidsalder. Stort bifald for det.

Det var der også til samtlige medvirkende efter tæppefald – og så startede diskussionerne ellers blandt publikum på vej ud. Nogle fandt stykket nyskabende og godt, andre savnede Povl Dissing og hans måde at synge Svantes viser på.

Danmarksbloggen er både-og. Dissing var en stor årsag til, at de sange blev så populære. Men fornyelse skal til, hvis ikke vi skal stivne og blive til et museum. For ord og sange kan også ende som udstillingsgenstande, og måske især hvis de er nationale klenodier som Svantes viser. Men det er ikke alt nyt, der du´r – bare fordi det er nyt.

Danmarksbloggen mener for eksempel ikke, at Svantes viser egner sig til rock. Deres sprøde skønhed og poetiske tone forsvinder i den tunge bas, som blev spillet flere gange på scenen. På den anden side indeholder viserne en smerte og et vemod, som fortolkes så hjerteskærende fint i den jazz, som anden del også bød på. Så også set musikalsk var ”Svantes Lykkelige Dag” både-og.

Danmarksbloggen giver fire fugle (som forestillingen også vrimlede med) ud af seks mulige. Fire fugle, der synger Svantes viser på både ”vise-sprog ”og ”jazz-sprog”. Præcis som at visse af forestillingerne tekstes på både engelsk og klassisk arabisk. Et fint initiativ.

“Svantes Lykkelige Dag” spiller på Nørrebro Teater indtil d. 23. december.

På scenen er Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters Folkekor – samt musikerne Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton. Benny Andersen har skrevet roman, visetekster og originalmusik. Niclas Bendixen står for instruktion og dramatisering. Julian Toldam Juhlin står for scenografi og kostumer, mens Søren Graversen er kapelmester og har arrangeret musikken.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jellingmysteriet

Udgivet den af
Svar

Vi lever i en kendis-tidsalder på både godt og ondt – også når det handler om historisk formidling, hvor fx børne-tv-værten og entertaineren Sigurd Barrett lige har skrevet en Danmarkshistorie for børn, som sikkert er et ganske velment forsøg på at vække historisk interesse og bevidsthed hos de kommende generationer.

MEN det er nu engang sådan, at den bedste mad laves af uddannede kokke – og på samme måde fortælles Danmarkshistorie også bedst, når det er uddannede historikere, der står for opgaven, og især hvis de kan kommunikere.

Forlaget Valeta´s bog ”Jellingmysteriet” er et godt eksempel på det. Det er skrevet af Anders Lundt Hansen, der er uddannet historiker, og som også skriver for Weekend-avisen. Og han kan formidle på en måde, så samtlige 153 sider er en sand fornøjelse af læse, hvad enten man ikke kender noget til Danmarkshistorie, eller er en glad amatør-historiker som undertegnede.

Bogen er delt op i tre dele. Første del handler om Jellings konger, anden del om legenderne – og tredje og sidste del om legendernes arv. Det er en god opbygning, der suppleres af en fin liste over både litteratur og links til den, der vil læse mere. Men har man ikke tid eller overskud, kan man sagtens klare sig med Anders Lundt Hansens bog, der er illustreret af Patrick Leis.

For i den meget velskrevne bog med de mange udtryksfulde tegninger får vi en særdeles grundig indføring i tiden omkring bygningen af højene i Jelling og opsættelsen af Jelling-stenene – og det står hurtigt klart, at mange såkaldte etablerede sandheder ikke holder vand.

Blandt højdepunkterne er oplysningen om, at Harald Blåtand ikke var den første kristne, danske konge, men at det i stedet var Harald Klak mere end 100 år tidligere. Vi får også fortalt, hvad det vil sige at bære jernbyrd, og vi hører om runerne – og om hvorfor runerne på den Jelling-sten, der kaldes Danmarks dåbsattest, er skrevet i en anderledes rækkefølge end runer normalt var. Det handlede selvfølgelig om magt.

Det er også interessant at læse, at man i området omkring Jelling ikke har fundet spor efter mennesker i modsætning til fx datidens store handelscentrum Hedeby, hvor man har fundet alle de klassiske spor på, at her har mennesker og dyr levet. Noget man også kunne have forventet at finde i Jelling, hvis området havde været det magtcentrum, som man ellers får indtrykket af i klassisk fortalt Danmarkshistorie. Men her åbnes der op for andre fortolkninger og nye spørgsmål.

Bogen giver i det hele taget et nuanceret billede af især 900-tallet, men også tiden både før og efter, hvor forskellige slægter af stormænd kæmpede om magten i Danmark, og hvor det slet ikke var givet, at det til sidst skulle ende med sejr til de Oldenborgere, der siden hen har kaldt sig selv Danmarks første kongeslægt, som de nuværende Glücksburgere også er beslægtet med.

Men Gorm den Gamle var ikke Danmarks første konge, og der har været andre kongeslægter end den nuværende, så Danmark har ikke en ubrudt række af monarker, der er i familie med hinanden. Selvom de styrende slægter også dengang konstant giftede sig ind i hinanden, når ikke de slog hinanden ihjel, hvad man også kan læse om i ”Jellingmysteriet”.

Eneste anke set med Danmarksbloggens øjne er målgruppen, som sættes til at være børn i alderen 9 til 14 år. Men bogens niveau er – især i en historieløs tid som vores – så højt, at det er Danmarksbloggens vurdering, at den nok snarere burde sættes til de 12-16-årige med en venlig henvisning til deres forældre om også at læse med.

Danmarksbloggen giver fem store runer ud af seks mulige til ”Jellingmysteriet”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk