Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: Bedste Barnepiger

Udgivet den af
Svar

Sådan en sommerdag på Frederiksberg kan noget.

Og det hele får en ekstra glød, når man sidder på bænkene foran Kiosken ved Riddersalen – og med kastanjetræerne over sig, og der rundt om er en masse børn, både i små og voksne størrelser, som lever med, når Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll fortæller historier om deres tid som barnepiger på Frederiksberg, hvor de også bor – endda lige under, hvor vi sidder.

Dér kan man bare se. En bolig under jorden på Allégade. Ja, det skulle såmænd ikke undre mig. Jeg valgte at tro på det – og lade mig rive med af barnepigerne, som har været med nærmest lige så længe, som der har været noget, der hed Frederiksberg – hvis det de siger står til troende. Og det gør det. For hvem tror ikke på sin barnepige?

Især når hun kan fortælle historier – og det kunne de begge to. Så vi hørte om, hvordan de passede på gamle kongers børn, at de nærmest egenhændigt sørgede for at redde Frederiksberg Kirke fra at blive brændt ned og meget mere. Ja, de har sågar været barnepiger for Palle Huld, der som 15-årig rejste Jorden rundt som en anden Phileas Fogg, og som siden blev kendt som både skuespiller og eventyrer.

Vi hører om det hele og meget mere – og indimellem flettes kendte steder på Frederiksberg ind som fx Zoo, hvor barnepigerne naturligvis var til stede, da panteren slap ud. De var også på pletten, dengang man syntes, at det var god underholdning at vise mennesker fra fjerne egne og lande frem, som de var eksotiske dyr.

Og det fortæller de to barnepiger om på en både direkte og fin måde. For udover at levere sublim underholdning, så tør de tale ind i nutiden, når de lufter bekymringen for, om der fremover stadig vil være plads til barnepiger, til sange og historier? Og om der kommer én dag, hvor vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt vi kan slå til i konkurrencesamfundet?

Det er godt lavet – og nødvendigt. Og jeg kan melde, at der ikke fandtes én – hverken blandt store eller små – som sad og googlede eller lavede andet unødvendigt i den digitale verden, mens de to farverige og favnende barnepiger var i gang.

Alle på bænkene var til stede her og nu. Alle oplevede vi med vores sanser og ikke via en skærm – og så får man den gode næring til sjælen. Ja, børnene var som altid verdens bedste teaterpublikum: Åbne, umiddelbare og dem, som tog historien ind uden at lede efter håret i suppen.

Jeg bestemte mig til at gøre det samme. En kritisk voksen ville måske tale om, hvor meget Frederiksberg-butiks-placement a la produkt-placement, der også blev brugt trods det indlysende Frederiksberg-fokus. Det gider jeg ikke lægge øre til.

Jeg vil i stedet konstatere, at den halve time, som den søde og sjove forestilling varer, fløj afsted. At vi alle var mere end begejstrede, da vi gik derfra og ud i den smukke sommerdag. Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll kan deres metier. De er så meget til stede og i dialog med både historien, hinanden og alle os, som sidder på bænkene.

Det er eminent teater for alle, som har et bankende hjerte og fortrækker varme hænder og tid fremfor kold teknologi og et hamsterhjul. Danmarksbloggen giver ”Bedste Barnepiger”5 ud af 6 barnevogne, som dem d´damer triller rundt med.

Forestillingen spiller til og med 9. juli – og er ganske gratis. Så bare mød op. Man starter, når klokkerne slår ovre på Frederiksberg Kirke.

Se mere her: https://www.riddersalen.dk/bedste-barnepiger/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Little Mermaid”

Udgivet den af
Svar

Disney får mig hver gang – som i hver gang. Jeg tudbrøler altid til slut, når kombinationen af eventyr, skurk og heltinde/helt går op i en happy end. Således også da jeg og min ledsager, en ung dame, som nærmest er vokset op med Disney-prinsesserne, så Disneys ”The Little Mermaid”, der har premiere i dag som film-version.

Måske det også har noget med musikken at gøre. Musik er nemlig det tætteste, som virkelighedens verden kommer på magi – og nogle af Disneys film har et soundtrack, der er i absolut særklasse – deriblandt musikken fra ”The Little Mermaid”.

Man havde så i filmen valgt at tilføje et par nye sange. Det skulle man have ladet være med. De nye sange var da udmærkede, men ikke i nærheden af de originale sanges skyhøje niveau, som det ret beset også kun er ”Snehvide”, ”Mary Poppins” og ”Løvernes konge”, der kan konkurrere med, når vi taler om Disneys egne produktioner.

Men de nye sange var trods alt skønhedsfejl i en film, som betager – fordi den er Disney Classics: Spændende, morsom og fuld at kærlighed.

Min ledsager, der som sagt kender Disney-prinsesserne indgående, var enig med mig.

Om end hun havde en stor og vigtig anke: Nemlig Ariels kjoler. I tegnefilmen har Ariel fx en glitrende blå kjole på, da hun står op af vandet efter kong Triton har givet hende ben til sidst i filmen. Dét havde filmens Ariel ikke.

Der var også andet, som manglede i en film, som ellers var imponerende flot, når det kom til kostumer, design og speciel-effects – og til at være politisk korrekt.

For som min ledsager sagde: Hudfarven på havfruen var selvfølgelig også anderledes – men bevares. Det er for os unge og børnene noget helt naturligt. Diversitet, du ved. Men når det er sagt, så laver man altså bare ikke om på Ariels kjoler. De skal se ud, som de gør i tegnefilmen – og det gør de ikke. Punktum.

Jeg tror, at en hel verdens små piger vil give min unge ledsager ret. At ændre på en ikonisk prinsessekjole er helligbrøde.

De ældre årgange vil nok lægge mere mærke til den mørke havfrue, som er langt fra den havfrue, som H. C. Andersen skrev om i eventyret, hvor der står: Men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå som den dybeste sø.

Men selvfølgelig skal en mørk kvinde som sangerinden Halle Bailey kunne spille havfrue, ligesom en mand skal kunne spille en kvinde, en hvid en sort og så fremdeles. Hvis vi kun kan spille os selv, så bliver det hele hurtigt meget kedeligt – og vi går glip af en masse god skuespilkunst.

Men ja, Hollywood skal OGSÅ være politisk korrekt – og var det også med de syv havfruer, som kom fra hvert sit ocean, og ikke længere som i tegnefilmen havde navne, der startede med A – men derimod navne der passede til hvert sit ocean. Det var selvfølgelig igen min unge ledsager, som bed mærke i det.

Jeg var mere optaget af kong Triton (spillet af den spanske karakterskuespiller Javier Bardem) og hans indre kamp om at give datteren fri – og jeg græd, da han til sidst gav hende ben, og sagde: Nu har jeg kun ét problem – hvordan jeg skal håndtere at savne hende.

Heldigvis ender også dén del godt. Men det beviser, at Disney er for alle.

Der er noget, når man er barn, og drømmer om prinser og prinsesser. Når man er ung, og identificerer sig med Ariel eller/og prins Erik og deres kamp for kærligheden. Og når man bliver ældre, så er det åbenbart Kong Triton og hans smerte ved at skulle sige farvel til datteren, der rammer. Det er ok. Så længe man ikke rimer på Ursula, så har man sit på det tørre – eller det våde rettere.

For hvor vil man gerne leve nede i de oceaner – også med en fiskehale. Jeg vil i hvert fald (men jeg svømmer også Åbent Vand). Min unge ledsager er godt tilfreds med at blive på landjorden. Det er noget med præferencer.

Vi var til gengæld helt enige om, at Kong Triton og Eriks Dronninge-mor og alle de andre voksne roller spilles med en enorm dybde. Karaktererne har også levet et liv, mistet deres elskede, de har ansvar overfor andre og meget mere i den alvorlige boldgade, mens Ariel og Erik er unge og eventyrlystne.

Det er den kendte skuespiller Melissa McCarthy, som gestalter havheksen Ursula. En rolle, som hun spiller med en strejf af humor, som klæder det ellers ret uhyggelige hav-væsen.

Sebastian, Tumle og Skralde, som nu er en kvinde, er også med som muntre indslag, der kommer i en lind strøm filmen igennem. For som de krabber, svømmer og flyver rundt i Caribiens lune vande og varme luft, hvor historien foregår – selvom H. C. Andersen skrev om de kolde nordiske vande fulde af havfruer med rosenfarvet hud og blå øjne, som når de efter 300 års liv i vandet døde og blev til skum på havet.

For sådan gik det iflg. den danske eventyrsdigter havvæsner, medmindre et menneske elskede dem, og dermed gav dem et stykke af vedkommendes udødelige sjæl.

Og i H. C. Andersens oprindelige eventyr får havfruen heller ikke sin prins, men opnår alligevel en salighed større end normalt for en havfrue, idet hun efter 300 år sammen med luftens døtre, som hun også bliver til, da hun dør, svæver ind i Guds himmerige – til evig salighed. Fordi hun så har fået en udødelig sjæl.

Andersen har altså en helt anden slags happy end … men én som stadig viser, at man kan vinde det hele ved at bryde ud af sin egen verden og ind i en anden verden.

Filmen ”The Little Mermaid” handler så om at bruge sin stemme. Så det er dobbelt skade, at H. C. Andersens stemme ikke høres mere tydeligt i Disneys version af ”Den Lille Havfrue”.

For dimensionen med erhvervelsen af den udødelige sjæl er vigtig at få med, når man skal forstå den unge havfrues rejse op af vandet. En rejse, som hos Disney slutter på landjorden, men som hos H. C. Andersen førte havfruen endnu længere – helt op i luften og til sidst i den evige salighed.

For hvad er vigtigst? Sjælefreden/saligheden i evigheden eller kærligheden her på Jorden? Ja, Andersen, som skrev eventyret (og som ikke var bange for hverken skygger eller dårskaber), heppede på det første, mens Disneys drømmefabrik går med det sidste.

På den billedlige side af filmen er det også ærgerligt, at den ene ud af to meget ikoniske scener fra tegnefilmsversionen (som man ellers følger næsten slavisk i filmen) er droppet – nemlig den hvor Ariel med en stor pen skriver under på den katastrofale kontrakt med Ursula.

Den anden berømte scene – den hvor Ariel sidder på stenen og synger om, at hun vil være en del af menneskets verden – er heldigvis med sammen med en perlerække af andre scener under Koralmånens skær. 

Danmarksbloggen giver ”The Little Mermaid” fem ud af seks søstjerner – og siger: VI SES I BØLGEN.

Skrevet af: Anna M. Frederiksen, anmelder på Danmarksbloggen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hammershøi-maleri under hammeren

Udgivet den af
Svar

Endnu et Hammershøi-maleri er sat til salg.

Denne gang er der tale om ”Musikværelset, Strandgade 30”, som ryger under hammeren i morgen d. 16. maj på Sotheby´s Modern Evening Auction i New York. Maleriet er vurderet til at indbringe mellem 20 og 35 millioner kroner, hvilket vil blive den højeste pris nogensinde for et værk af Hammershøi.

Danmarksbloggen er delt.

På den ene side er det skønt, at en dansk maler får så meget opmærksomhed i udlandet – og anses for så god, at hans billeder bliver solgt på samme auktion som værker af mestre som Monet og Pisarro.

Men på den anden side tænker man automatisk: HVORFOR lige Hammershøi?

Mandens billeder er mere end kedelige: Store flader. Linjer. Minimalisme i en 1800-tals-version. Gråt i gråt – og kun enkelte andre farver end de grå nuancer, og som regel endda kun hvidt og sort og måske en anelse brunt.

Man bliver også træt af Hammershøis malerier, inden man har set dem.

Men måske formidler de dén måde, som udlandet kan lide at se Danmark og danskerne på?

For Hammershøis malerier er som et Nordic Noir skildret så dystert og kedeligt, at det bliver et mareridt. Et mareridt uden liv og uden farver. Bare stilstand og død i en del af verden, som er frosset til i kulde og lukkethed størstedelen af året.

Sådan er Danmark måske – og i så fald har vi ingen bedre repræsentant end Hammershøis billeder, som er et vældigt dyrt (åbenbart) og dødsens kedeligt mareridt i grå nuancer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hip-hip-hurra for Onkel Reje

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skal ærligt indrømme, at den aldrig havde set eller hørt Onkel Reje, før shitstormen – og støttestormen – rejste sig. Jo, navnet var bekendt. Men Danmarksbloggen havde aldrig beskæftiget sig med denne pirat-lignende figur, som ellers i flere år har huseret hos DR.

Men nu måtte Danmarksbloggen jo i gang med at se og høre nærmere på fænomenet Onkel Reje.

Hvem og hvad er denne Onkel Reje, som deler vandene noget så eftertrykkeligt?

Er han en pædagogisk åbenbaring pga. hans politiske ukorrekthed, som mange fra børn til kendte mener? Eller er han den sataniske forfærdelighed, som skader børn, som andre beskylder ham for at være?

Ja, en gennemgang viste, at det var hverken-eller.

Onkel Reje er – som Danmarksbloggen ser ham – en underholdende figur, der siger, gør og synger det, som ”man bare ikke gør”. Han er altså upassende i en grad, så det er hylende morsomt.

SATIRE på et eksistentielt plan.

Man skal derfor være meget firkantet i hovedet, hvis man skal være i stand til at misforstå/mistolke noget af det, som Onkel Reje fyrer af. Dét er børn ikke. Børn er superskarpe, så de gennemskuer onkel Reje på et sekund – og storgriner af hans geniale tosserier.

Onkel Reje er altså hverken særlig farlig eller særlig super-pædagogisk. Han er noget så vidunderligt som skøn underholdning. SPAS.

Men at noget – som altså Onkel Reje – kan være så uskyldigt og så fint er åbenbart svært at forstå for de mennesker, som deler andre mennesker op i kasser med labler på efter devisen: Han er ligesom mig, så han er god nok. Eller: Han er anderledes end mig, så han er ikke god nok.

Den slags mennesker med kasse-og-label-og-dømme-trang er der for mange af. Deres yndlingsbeskæftigelse er at forpeste tilværelsen for andre – og nu også for Onkel Reje, hvis alterego Mads Geertsen har måttet sygemelde sig.

Og det er – og nu bander jeg – fanme ikke i orden.

En ting er ikke at kunne lide Onkel Reje. Det er en ærlig sag. Ingen kan lide alle tv-programmer. Men at overfalde en mand på dén måde, som det er sket her – og som er så groft i sin chikane og trusler, at sagen er politianmeldt. Det er fanme for dårligt.

Onkel Rejes altergo Mads Geertsen er en mand, der bare vil underholde og skabe grin og glæde. Så at gå efter ham på den måde, som det er sket, er en råhed og et barbari, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund.

Det er den verbale version af høtyve og brændende fakler – og man kan næsten se hvide spidse hætter dratte ned og dække de sølvpapirshatte, som angriberne har på i forvejen. For ja, der er lige linie mellem dem, som fører an i kampen mod onkel Reje og så dem, der mener, at Corona er en hoax, og som er imod vaccinen.

Man kan derfor passende spørge: HVEM er idioterne? Os, som anerkender videnskab og fakta, og som griner af Onkel Rejes påhit – eller dem, som seriøst mener, at Onkel Reje er farlig, og som ikke vil tage en Corona-vaccine, fordi de mener, at Bill Gates eller andre fra den i deres fantasi eksisterende organisation Deep State har puttet noget i vaccinen, så ”de” kan overvåge og styre os.

Dét kræver ikke ret lang tid for et normalttænkende menneske – barn eller voksen – at se, hvem der er bimlende-bamlende bims – og hvem der lever i den rigtige verden.

Selv er Danmarksbloggen blevet fan af Onkel Reje. Kæmpe-mega-stor fan. Han er sjov – og så rører han måske indimellem ved noget, som det er godt at snakke med sine børn med. Hvorfor skal man gå i bad fx?

Den slags med at tale med sine børn hedder i øvrigt forældreansvar – og kan sammen med tid og omsorg generelt anbefales. Både i sig selv og som et værn mod at ens børn som voksne bliver dømmende mennesker med hang til konspirationsteorier og andet ildelugtende nede fra bundslammet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Våren er kommet – men saften og kraften?

Udgivet den af
Svar

Det er ganske vist: Våren er kommet. Som altid – og uanset hvad der ellers sker i verdenen og i vores lille andedam her i Danmark.

Så fuglene synger, træerne grønnes og blomsterne pibler frem fra jorden og på træer og buske. Det dufter sødt og dejligt. Ja, selv luften er lun til tider.

Man får nærmest lyst til at synge – og skulle man nu ikke kunne dy sig, så iler Danmarksbloggen her med hjælp.

Nemlig med en forårssang, som netop fortæller om alt det, der sker derude i naturen. Om den saft og kraft, som kommer. Måske også inde i os mennesker, så vi alligevel orker at give det et nap mere i en tid, hvor kampen for godhed og retfærdighed kan synes tabt på forhånd.

”For alle de små blomster” hedder visen, som blev skrevet i 1870 af Mads Hansen, mens Hans Hansen lavede melodien allerede året før.

Visen er oprindelig skrevet på fynsk, og skal forstås med det in-mente, at teksten er skrevet af en ung bondesøn, som netop i den nye højskolebevægelse så en gylden mulighed for bondestanden ved at vække kærligheden til fædrelandet, modersmålet og folkeånden.

Partiet Venstre blev også dannet kort efter. Samme parti som i øjeblikket slås for om ikke sin eksistens, så dog for at være en reel magtfaktor i dansk politik – også efter et valg. Ja, hvis førerposition i blå blok er seriøst truet af ikke den gamle modstander Konservative, men det nye dyr på savannen: Liberal Alliance under ledelse af Alex Vanopslagh.

Det er spændende, men uanset hvad så kommer foråret nu, og uanset politisk ståsted så kan vi nyde foråret og blive smittet af den saft og kraft, der er derude.

Vi har god brug for det med en magtfuldkommen regering, hvis lige man ikke har set i Danmark siden Estrups 19 år som politisk leder af Danmark fra 1875 til 1894, og det var endda inden parlamentarismen.

Og her kommer visen så:

For alle de små blomster

For alle de små blomster, der dog er til i år,
og fugle, det er ikke til at sige.
Så fin og frisk og fager som bøgeskoven står,
dertil har jeg aldrig før set lige.
Og hvor jeg vender øjet hen, jeg ser så sære ting,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind.
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind,
naturen er forandret, eller jeg har været blind.

Om morgenen da flyver de fugle ud med sang,
som om de for nattero vil takke.
Og går jeg ned ved bækken en aftenstund engang,
det er, som bølgerne ku’ snakke.
Så hvisker det så sælsomt i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: Tøv!
Naturen er forandret, eller jeg har været døv.

Og folkets liv er heller knap, som det plejer van,
der skyder blomst i mangen simpel hytte;
og vil I bare vente endnu et lille gran,
så bliver vi unge landets bedste støtte.
De gamle folkeviser, der har lydt ved kamp og leg,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Det hele er forandret, eller også er det mig!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevar den danske kultur

Udgivet den af
Svar

I en global verden, hvor diverse streamingtjenester og andre med ønske om at tjene penge på vores behov for underholdning slås om vores opmærksomhed, er det vigtigt at holde fast i den danske kulturarv.

Det gør vi også med det helt åbenlyse som H. C. Andersen, hvis museum i Odense for nylig genåbnede i en ny og udvidet udgave.

Men hvad med de andre? Her kniber det gevaldigt.

Der er fx den verdensberømte forfatterinde Karen Blixen, som i årevis var indstillet til Nobelprisen i Litteratur – og også havde fået den, hvis ikke det havde været for ét enkelt medlem af Akademiet, som ikke kunne lide hende. Baronesse Blixen er kendt og elsket og læst verden over – og man kan besøge hendes hjem i Rungsted. Endnu.

For ja, Karen Blixen Museet findes – endnu. Men det lukker, hvis ikke finansloven går hjem. Ja, det var lukket på den finanslov, som Socialdemokratiet havde fremlagt – hvis partiet stadig havde været alene i regering. Og selvom Blixen-museet reddes med den nye SVM-finanslov, så gælder bevillingen kun i fire år.

Dét duer ikke.

Karen Blixen er ikke den eneste del af vores nationale arv – kulturarven på allerhøjeste hylde, som også imponerer resten af verden – som vi risikerer at smide ud med badevandet.

Det kan også ske med Skagensmalerne. Skagensmuseum fik fx kun 1,7 millioner kroner sidste år, mens Arken og Louisiana fik henholdsvis 32 og 33 millioner kroner.

Arken og Louisiana, som primært udstiller udenlandske og moderne kunstnere. Det skal også til – helt bestemt. Men det duer ikke at forgylde udenlandske kunstnere, mens dansk kunst og kultur går for lud og koldt vand.

Vi ER simpelthen nødt til at gøre mere for vores egen kunst og vores egne kunstnere – og vi danskere er nødt til at vide mere om dansk kunst og kultur, hvis vi fortsat vil være danske.

At være dansk er nemlig at kende sine rødder, sin historie, dét som vi er rundt af. For kun sådan kan vi føle dét fællesskab på tværs af tid og sted, som det er at være dansk.

Det kræver, at man kender sin historie – og sin kultur, som man netop kan møde på … ja, rigtigt gættet museerne, hvor dygtige mennesker står klar til at formidle alle fortællingerne, vise alle billederne og alt det andet.

Så en holdbar plan og penge nok er vejen frem for Blixen Museet, Skagens Museum og en hel masse andre vigtige museer og institutioner.

Sæt i gang. Bevar dansk identitet. Bevar Danmark. Bevar dansk kultur.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stalins død”

Udgivet den af
Svar

Indimellem kan noget være så tæt på – og samtidig så langt fra, at man tænker: Hvad sker der?

Sådan havde jeg det på Nørrebro Teater, da jeg så ”Stalins Død”, der er ment som en komedie, men som i lyset af verdenssituationen mere er en tidsrejse. Både en historisk tilbage til Stalins død i 1953 (det, som sker på scenen) og en fremtidig til den dag, hvor nutidens russiske tyran Putin ikke er mere (det, som man i stille stunder godt kan fundere over, hvornår sker).

For det er en gammel sandhed, at når despoter dør, så skabes et vakuum, hvor ingen vil tage ansvaret, men alle gerne vil have magten. Og det er en anden gammel sandhed, at sejrherren er den, der ingen midler skyr for at få magten.  

For magten er noget, som man tager i et ultra-beskidt spil på liv og død, der kræver mere end alenlange dødslister, brutale henrettelsesmetoder og skjulesteder i væggen, hvis kampen skal fylde på en teaterscene i mere end to timer.

Og det gør ”Stalins død” desværre ikke. Der mangler – manuskriptmæssigt – psykologisk bredde og dybde i portrætterne af de kæmpende, men også referencer til en nutid, som er lige så skånselsløs som Stalins tid. Enkelte hip til vor tid kommer, som fx truslen om at man jo altid kan falde ud ad vinduerne. Men i en krigstid som nutiden behøver vi mere at spejle os i.

Apropos billeder: Vidste De, at netop Stalin er Putins forbillede? Stalin, som skabte den version af sikkerhedsstyrkerne (KGB), som Putin er et produkt af. Stalin, som formulerede den imperialistiske russiske fortælling på samme måde, som også Putin køber ind på. Så ja, Stalin er – også i 2023 – relevant. Men det er Stalins liv og ugerninger, som giver mening, når vi skal forstå Putin og nutiden. Ikke Stalins død – hvor absurd den end var.

Forestillingen ”Stalins død ”er også ramt af uheldig timing. Forestillingen var nemlig oprindeligt sat til en premiere i vinteren 2021 – altså året inden Putins invasion af Ukraine.

Og jeg er sikker på, at vi havde set forestillingen på en anden måde dér. Dengang havde vi – lidt upassende måske, men i behørig afstand af 1953 – grinet af det, som vi troede, var fortid. Nemlig dengang der også på vores breddegrader var tyranner, som overfaldt andre lande, og førte territoriale krige mellem staterne i Europa. ”Stalins død” havde på den måde været synonym med den sidste europæiske tyrans død.

Men vi tog fejl. For det var ikke slut. Slet ikke.

For et år siden, torsdag d. 24. februar 2022, rullede Putins kampvogne ind i Ukraine – og vi forstod, at bjørnen derovre er vågnet igen – og at den både vil og kan true os i Vesten. Spørg bare polakkerne, balterne, finnerne – og især ukrainerne. De kender alle biddet fra den russiske bjørn.

Det ville i øvrigt klæde forestillingen, hvis den turde sige ukrainske bjørneunger – og ikke blot lettiske, litauiske med flere. Det ville også give mere mening. For Ukraine er i Ruslands selvforståelse en naturlig del af ikke blot Ruslands interesseområde, men nærmest en del af Rusland selv. Ligesom Belarus er det – altså iflg. russerne. Ikke iflg. os andre, som nu kæmper mere eller mindre direkte mod Putins Rusland.

For vi lever igen i en krigstid – og dér behøver vi noget, som vi kan relatere til. Og det er (medmindre man er skarp på Den Kolde Krig, og kan oversætte dens virkelighed til putinsk) ikke kammerat-sprog, Den Røde Hær og en centralkomité, der er imod de ortodokse præster. Den slags minder mere om gamle James Bond-film og John le Carré-romaner.

Nutiden er derimod russiske hackere, trolde på internettet, kampvogne med Z malet på, Wagnergruppen, oligarker der falder ud ad vinduer, eller må opgive deres yachter samt en russisk patriark, der i fuldt ornat sidder meget tæt på Putin ved enhver lejlighed. Det er historier om russiske soldater, der torturerer og dræber, om ukrainske børn, der bortføres til Rusland, millioner af flygtninge og meget mere.

Vi ser og hører om rædslerne dagligt. Og selvom det i grunden ikke er fair at holde krigsvirkeligheden 2023 op foran et teaterstykke om 1953, så er krigsvirkeligheden som et tidevand, der ikke kan holdes ude. Ikke når det hele er så grumt, og når både teaterstykket og virkeligheden handler om Rusland, magt og to despoter, der på tværs af tiden er brødre i ånden og i deres ugerninger.

Så skvulper det uvilkårligt. Sådan må det være, når fortidens despot Stalin har været død i 70 år, mens nutidens despot Putin kan trykke på atomknappen hvert øjeblik, det skal være. Stalin kalder med andre ord i bedste fald på historisk interesse, mens Putin rimer på hele Vestens aktuelle angst og risiko for 3. Verdenskrig.

Forestillingen bliver derfor på en måde til et hvad-så-spørgsmål. For nok kommer der et magtspil efter Putin – hvis vi undgår atomkrigen. Men det magtspil vil foregå bag lukkede døre i Kreml – og i Beijing. Så ingen almindelige mennesker får indflydelse på udfaldet. Vi kan blot vente og se, hvem der er last-man-standing. For det vil være en mand i det patriarkalske Rusland.

Heldigvis er det ikke sådan på scenen. Her spiller både mænd og kvinder mændene, der slås om magten efter Stalin. Det er godt lavet – og som de kan, både d´damer og d´herrer.

I centrum er Vicki Berlin, som uden slinger i valsen gestalter den kommende leder Khrusjtjov, både når hun banker med den berømte sko – og når hun er ”lidt bekymret”.   

To andre, som også har et ekstra gear, er Andreas Jebro, der både fysisk og skuepilsmæssigt rager op – og Thomas W. Gabrielsson, der er som skabt til at spille noget med politik, magt og fordækt agentvirksomhed.

Thomas Mørk er en af komediens danske mestre – og det viser han flere gange i forestillingen, der retfærdigvis også kaster flere gode grin af sig.

Amalie Lindegård står også stærkt – som både Svetlana, Stalins datter, og koncertpianisten, der stik mod alle andre har mod. Rigtigt mod. Hun er også den eneste i stykket, der beskæftiger sig med kultur. Bare en tanke: Bliver man modig af kultur?

Ja, hele holdet – som også omfatter Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Horn, Mathias Flint og Anders Mossling – spiller, som var de truet med en portion novichok, hvis ikke de leverede på øverste hylde. Det gør de så også i disciplinen klassisk skuespil med en fortløbende handling, replikker på en snor, ind fra højre, ud til venstre – og ind igen.

Danmarksbloggen ender derfor på fire stjerner, også på grund af den lille pige, som modigt er på scenen ikke én, men hele to gange i forestillingen.

Hun er så rolig og fattet – og har helt styr på sin mimik og bevægelser – selvom alle de voksne farer rundt som fluer i en flaske, råber og reagerer. Det er strålende lavet aften efter aften. Så hun – eller rettede de (for de er to, som deles om rollen) skal have en stjerne helt for sig selv.

De to dygtige piger hedder Olivia Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece – og hurra for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alting er noget 2.0”

Udgivet den af
Svar

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan lyder et af forfatteren og digteren Naja Marie Aidts mest markante udsagn (og bogtitler), som af personlige årsager rungede i mit hoved, da jeg i forgårs hastede på vej mod Teatret ved Sorte Hest i den forårsagtige vintereftermiddag for at se premieren på forestillingen ”Alting er noget 2.0.”

For efter vinter kommer vår – og der er en tid til alt, som det blev formuleret allerede på bibelsk tid. En tid til at sige farvel. En tid til at begrave vores døde. Og derpå en tid til at gå videre.

Det var så også forestillingens tema. En forestilling med ord og digte og performance, som i 2016 kom i sin første version, men som nu er blevet ændret. Noget er taget ud, andet er tilføjet, og en del flyttet rundt. Men uanset hvad er alt noget. Både det, vi har – og det, vi havde.

Netop havde er kodeordet for forestillingen i 2023. Både forfatteren til ordene Naja Marie Aidt og iscenesætter Maria Vinterberg har mistet et barn – og derfor rammer forestillingens ord plet, når man skal beskrive det ubeskrivelige, som sker, når døden tager det dyrebareste.

Ikke at jeg kender det fra egen sjæl, men jeg er meget tæt på to andre, som har prøvet at miste et barn. Så jeg har set, hørt og mærket den afgrundsdybe sorg så nær på, at jeg ved, at jeg absolut INTET ved om, hvad det vil sige.

For hvor gerne vi end vil, så kan vi kun erkende det, som vi selv sanser. Og nok ved vi godt (fra os selv), at det at miste er at stoppe med at sanse, samtidig med at alt sanses mere end nogensinde før. Men når der er tale om et menneskes barn, det allerkæreste vi har, så foregår tabet i en helt anden dimension.

Og når man sidder i Teatret ved Sorte Hest og ser ”Alt er noget 2.0”, så sanser man en scene, der er hvid og gul som sorgen, de tomme ord og det store rum – og så tænker man, at det må være Aidts, Vinterbergs eller enhver i-sine-sansers-vold-efterladt-forælders indre, som vises deroppe.

Deroppe på scenen hvor Sarah Boberg og Anette Støvelbæk gestalter dén indre dialog, der forsøger at skabe mening i det meningsløse og kommunikere det ud i billeder og ord – til os og til sig selv.

En dialog med Aidts ord, som fortolker – også fordi der bag de to tavler med nøgleord, er de bøger, som står for Aidts forfatterskab – og de poesiens blomster, der ikke er blå som i den lette og søde poesi, men røde som i blod og hvide som tomhed.

For det er eksistensen, som er på spil, og som Boberg og Støvelbæk viser med en ganske særlig nerve. For det her er vigtigt. Det her skal ud over rampen og ramme os, der sidder på sæderne – og i et par sekunder er med i forestillingen. Og det mere end lykkedes.

Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning.

De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen.

For døden er et almenmenneskeligt vilkår – og vi møder den alle, uanset hvor vi bor i livets etageejendom. Men det kan ske i to dimensioner – når det er et barn, og når det er alle andre.

For som det siges i stykket: Jeg ville gå til verdens ende for dig, men det er ikke langt nok. For sådan er det, når et barn dør. Derfor er Naja Marie Aidts ord om en sorgmoder, en Dronning af sorg netop så passende til hende selv – og til Maria Vinterberg. Fordi de kan. Fordi de tør.

Fordi de har skabt et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. 

Derfor er alting noget. Noget værd.

Danmarksbloggen giver ”Alting er noget 2.0.” fem store ud af seks mulige stjerner, som dem vi møder til allersidst, hvor vi sammen med både de to på scenen og alle andre rejser gennem stjernehavet i tid og rum. Dét er der en tryghed i – uanset hvad vi tror eller ikke-tror på.

Jeg nynnede i hvert fald Shu-bi-duas ”Stjernefart” på vejen hjem, selvom musikken i ”Alting er noget 2.0.” er lavet af Jacob Binzer, som har gjort et formidabelt stykke arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Meter i sekundet”

Udgivet den af
Svar

Stereotyperne står i kø – og de-selv-i-en-komedie-nødvendige-konflikter mangler, men hvor spiller skuespillerne godt. Så kort kan man beskrive Hella Joofs nye film ”Meter i sekundet”, der har premiere i dag.

Det skal så retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke har læst Stine Pilgaards bog, som ligger til grund for filmen. Så om problemet er bogen, som var en anmelderrost kæmpe-succes, eller filmen, som nok også skal blive set af mange – nemlig bogens store fanskare, ved jeg ikke.

For faktum er, at filmen, der varer 106 minutter, kører i tomgang, da vi – og det gør vi hurtigt – kommer til Vellinge i Vestjylland, hvor der er en højskole, og hvor Marie og Rasmus, spillet af Sofie Torp og Thomas Hwan, skal bo med deres lille søn. Rasmus skal undervise, mens Marie ikke har nogen arbejdsmæssige planer.

Det nye liv passer Rasmus rigtigt godt, mens Marie har mere end svært ved at falde til – hvad vi får at se i et utal af kultur-clash-scener hos dagplejeren, i dagligvarebutikken, på højskolen, hos kørelæreren og flere andre steder, hvor vi ser jyder og en tilflyttet københavner portrætteret så stereotypt, at ordet stereotyp lige har ringet og brokket sig.

For nok er filmen en komedie, men grinet stivner, når alle jyder er tunge og tavse, mangler humor, men er venlige, og bøjer regler og love, som det passer dem. Og nej, alle københavnere er ikke frække, ironiske og kvikke i replikken, samtidig med at de mangler roen helt inde i sjælen.

Men så endimensionelle fremstår menneskene i ”Meter i sekundet”. Det minder om et landgangsbrød. Vi får det samme igen og igen – og i lange baner. Hvad filmen så til gengæld IKKE gør, er at gribe fat i de konflikt-muligheder, som ellers ligger lige for.

Hvordan kan en mor som Marie fx acceptere, at hendes guldklump skal være hos en dagplejemor, der bager boller af hvidt hvedemel, som denne ovenikøbet putter blå farve i, fordi “så sker der lidt”? Det ville Marie, der har kæmpet for at få en plads i Københavns bedste vuggestue, aldrig ”udsætte” sit barn for.

Hvordan kan en mand som Rasmus, der elsker sprog og fremmedord, og har fået fem stjerner i en anmeldelse i Politiken for en digtsamling, uden videre falde til i et navlepillende højskolemiljø i en lille by i Vestjylland – hvis forskellene på landsdelene er så store, som det hævdes i filmen?

Hvorfor får Marie ikke noget kørende med et af de andre påhæng på højskolen, nemlig Christian Tafdrup som spiller ler-manden Sebastian? De mødes ellers ude i haven i aftenmørket, mens deres ægtefæller er inde til fællessang. Og senere sidder de og laver ler sammen, men intet sker. Det er at få dramaet serveret på en sølvbakke, men så sige nej, tak.

Og der er flere potentielle konflikter, som kunne have været, men som ikke er med i filmen som et oplagt trafikdrab, en lesbisk kærlighedsaffære, mad stoppet ned i kæften på en geskæftig økolærer på højskolen og andet, som havde givet noget mere bid end det nedtrampede kålbed, som rent faktisk sker.

For slet ikke at tale om de baller med hø, som skaber en form for vendepunkt, der hokus-pokus løser alle konflikter, så det hele ender i en idyl, der ikke lader Morten Korch meget tilbage.

Det giver ikke mening. Det er også ulogisk, at højskoleforstanderinden kan sørge for, at Marie bliver brevkasse-redaktør – uden at være kaldt til samtale på avisen, og uden at kende lokalområdet – men at det til gengæld mest er mænd, der skriver til hende.

Så nej, Danmarksbloggen er ikke imponeret over filmmanuskriptet, som er beige middelmådighed, selvom der også er gode grin undervejs i en film, der siger, at den er en komedie, men som også vil være et drama. Ingen af delene lykkes særligt godt.

Til gengæld er skuespillet helt i top. For som de spiller hver og en. Det er eminent, og allermest Sofie Torp, som er så sårbar og stærk på en og samme tid. Men også Thomas Hwan som Rasmus, Christian Tafdrup som Sebastian, Maria Rossing som økolæreren, Johanne Louise Schmidt som kørelæreren Mona og Malaika Berenth Mosendane som en af eleverne glimter.

Men også de andre leverer helt op i top: Lotte Andersen som højskolens forstanderinde, Bodil Jørgensen som dagplejeren Maj-Britt, Bjarne Henriksen som Maj-Britts mand Bent, Rikke Bilde som keramiklæreren Githa samt Arian Kashef, Jakob Garde, Nina Rask, Aya Grann og Lasse Dein som nogle af eleverne på højskolen.

Og endelig spiller Anders Agger sig selv i de spøjse – og meget underholdende – samtaler, som han har med Marie.

Danmarksbloggen ender på tre ud af seks stjerner – i stor respekt for de dygtige skuespillere, som havde fortjent mange flere stjerner. Men manus er bare ikke til det. DESVÆRRE.

Jeg overvejer så også at læse bogen. For jeg har en mistanke om, at historiens styrke ligger i bogens skrevne sprog, måske som Maries indre og bevidsthedsgørende dialog, der er mere vigtig end stereotyper og en ret banal handling?!

For filmen står stærkt i de få øjeblikke, hvor vi hører Sofie Torps stemme fortælle om fx den eneste ene, som måske er én selv. Fordi vi alle må lære at leve med dén ensomhed og dét mørke, som er inde i os – og som er vores eneste sikre følgesvend fra vugge til grav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Disney on Ice – Dream Big”

Udgivet den af
Svar

Disney rimer på magi. Og tilsætter man skøjter og is, får man vintermagi.

Så kort kunne man faktisk lave en anmeldelse af ”Disney on Ice – Dream Big”, som i disse dage folder sig ud i Ballerup Super Arena. For der er noget med de velkendte figurer, den lige så genkendelige musik og alt det andet fra den amerikanske drømmefabrik, som vi bare ikke kan stå for – uanset alder.

Min ledsager var en ung 21-årig kvinde, der som 5-årig havde været i Disneyland i Californien og dér mødt både prinsesser, mus, ænder og mange andre Disney-figurer. Og var Corona ikke kommet, havde hun prøvet at blive Disney-prinsesse i Euro-Disney i sit sabbatår. Men det gjorde pandemien, så hun havde været nødsaget til at skifte prinsessekjolen ud med en plads i Corona-beredskabet.

Men drømmen om Disney-eventyret lå åbenbart i hende endnu. For efter forestillingen sagde hun til mig med strålende øjne: Wauv. Det var fuldstændig som at være tilbage i Disneyland. Som igen at være en del af dén drøm, man godt ved, er en illusion, men som man ikke desto mindre køber ind på alligevel.

Jeg er helt enig. Når musikken lyder, og skøjterne glider over isen, så suges man ind i en verden af skønhed og magi – og en tro på, at alt nok skal ende godt. På en eller anden måde.

Hemmeligheden ligger i showets evne til at få os tilskuere til at tro på de historier, som fortælles. Det er nemlig præcis det, som Disney kan – uanset om vi er under Californiens brandvarme sol eller ude på den iskolde is i Ballerup: Dette at vi gerne og let lader os hvirvle ind i illusionen og eventyrerne, som vi får mange af, og som er en del af den med længder største amerikanske kultureksport, nemlig Disneys drømme-univers.

Og i ”Disney on Ice – Dream Big” møder vi figurer fra hele verden: Vaiana, som modigt sejler ud for at returnere et hjerte, Coco fra Mexico, som ultra-musikalsk søger sin families hemmelighed i De Dødes Land samt Aladdin som kæmper for både sig selv og prinsesse Yasmin et sted i Arabiens land – godt hjulpet på vej af den charmerende blå ånd Genie.

Samt selvfølgelig et væld af Disney-prinsesser som fx Ariel, der var min ledsagers yndlingsprinsesse gennem det meste af hendes barndom. En barndom, som jeg følte, at jeg var midt i igen, da sæbeboblerne kom, som hun fortalte mig med så strålende øjne, at jeg kunne se den lille pige derinde.

For sådan er det, når man oplever Disney live, så vækker det masser af følelser – og masser af minder.

Nogle af det kommer fra egne oplevelser, andre fra film som fx scenen med Belle, der danser med bestikket. Dét var en smuk hilsen til Hollywoods store film fra de gyldne år.

Men ingen i Ballerup Super Arena gjorde det bedre end Elsa, Anna og Olaf fra ”Frost” – hvis man skal tro på publikums jubel og ens egen klump i halsen. Og især da ”Lad det ske” lød gennem hallen – og magien fik et ekstra nøk i form af de mange snekrystaller, som kom ned fra loftet. Dér løftede alt sig på en fantastisk måde.

Vidste du i øvrigt, at ”Frost” har rødder i vores del af verden – og er inspireret af H. C. Andersens monumentale eventyr ”Snedronningen”? Det er ganske vist, selvom der også er store forskelle.

Men både Andersens originale eventyr og i Disneys meget omskrevne version har hovedpersonen til fælles: En modig ung kvinde, nærmest bare en stor pige, som går ud i verden for at finde det menneske, som hun elsker allermest, men som nu er i en frysende og hvid verden fuld af sne og is. Hos Andersen hedder hun Gerda, mens hun lyder det mere verdens-egnede navn Anna hos Disney.

Danmarksbloggen giver ”Disney on Ice – Dream Big” 5 ud af 6 skøjter. Det er farverigt, forrygende og fabulous. En sand is-drøm af musik, følelser og god skøjtekunst.

For som de kan skøjte – også Klokkeblomst, selvom hun startede showet med at sætte sig på numsen på isen. Men netop i Klods-Hans´s fædreland må magien godt falde på halen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk