Kategoriarkiv: Alle

Anmeldelse: ”Klassekamp fra oven.”

Udgivet den af
2

ÅRETS BOG simpelthen. Så kort vil Danmarksbloggen karakterisere fagbogen ”Klassekamp fra oven. Den danske samfundsmodel under pres.”

Bogen, der er skrevet af Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen, Sune Enevoldsen Sabiers og Jørgen Goul Andersen, burde være obligatorisk læsning for alle med interesse i og – ikke mindst – ansvar for og magt i samfundet og samfundets styre. Ja, den kunne med fordel også være en del af pensum på diverse uddannelser.

Bogen, der er skrevet i et letlæseligt og flydende sprog, gør med sin velunderbyggede kombination af tal, statistik og beretninger klart og præcist rede for, hvordan den danske samfundsmodel – den hvor få har for meget og færre for lidt – er truet fra flere sider.

Dog måske allermest fra toppen af samfundet, der i stadig større grad skiller sig ud og danner velhaverghettoer, hvor livet leves ligeså afsondret fra resten af samfundet, som det gøres i den danske underklasse, der bare vokser og vokser – og hvor den enkelte får stadig dårligere betingelser og muligheder for at bryde ud. Sværest er det dog for kvinder, indvandrere eller efterkommere.

Mulighedskløften i Danmark vokser simpelthen med enorm fart i disse år  

Interessant er det derfor også at læse om, hvordan overklassens formuer er vokset eksplosivt, også gennem kriseårene, mens det i den anden ende af samfundet er gået den modsatte vej. Underklassen marginaliseres mere og mere. Underklassen bliver også større, og danner flere og mere hardcore subkulturer. Men også middelklassen fik det dårligere i kriseårene, men altså ikke overklassen, som stak af – godt hjulpet på vej af de galopperende huspriser.

Et eksempel på overklassens nye status er den disponible indkomst. Her var overklassens 2½ gang højere end en arbejders i 1985. Dette tal var i 2012 vokset til, at den disponible indkomst for en person fra overklassen var 4½ gang højere end en arbejders. Altså næsten en fordobling af forskellen – og i det en tid, hvor der tales alvorligt om det gode i at indføre lavere sociale ydelser og lavere lønninger til de svageste.

Det giver ikke mening – og slet ikke når man betænker, at overklassens øgede indtægter ikke bruges til at skabe arbejdspladser, som kan komme arbejderne til gavn og glæde. De brancher, som oplevede fremgang, var nemlig: Finansiering, godsejerdrift, erhvervsservice og ejendomshandel. Altså de såkaldte bobleøkonomier, mens de arbejdsskabende brancher som industri, byggeri og handel slet ikke havde samme indtjening.

Gini-koefficienten, der populært sagt er et mål for ulighed, er således også på vej i gal retning. I 2001 havde Danmark den laveste Gini-koefficient i hele Europa, mens den i 2012 var større i Danmark end i alle de nordiske lande samt både Holland, Belgien og Østrig. En forskel skabt af de politiske beslutninger.

For ulighed er som bekendt ikke en naturlov – men et politisk valg

Bogen ”Klassekamp fra oven” dokumenterer derfor også, hvordan det danske samfund i stadig stigende grad skævvrides i disse år, både på skole-, bolig- og arbejdsmarkedsområderne.

Privatskolerne vokser frem i hidtil uset omfang, der dannes ghettoer (især over- og underklasseghettoer – og især på Sjælland og i København og de andre store byer), og arbejdsmarkedet oplever en utryghed og en social dumping som aldrig før.

Der hamres altså godt og grundigt en pæl igennem myten om Danmark som det klasseløse samfund, hvor enhver kan skrive sin egen historie. For faktum er, at det stadig spiller en rolle, hvem dine forældre er, hvor du bor, og hvor du går i skole. De forskellige sociale grupper har stadig forskellige livsformer, erfaringer og ikke mindst muligheder.

Bogen ”Klassekamp fra oven” konkluderer derfor også, at det er selve sammenhængskraften i det danske samfund, der er på spil, når vi ikke længere bor sammen, går i folkeskolen sammen og gifter os med hinanden.

For når ikke vi kender vi hinanden, forstår vi heller ikke hinanden – og så kerer os heller ikke om hinanden.

Interessant at det derfor også at læse, at i Jylland, (minus Aarhus) som af den københavnske elite – også den på Slotsholmen – ellers omtales som et kulturløst og farligt sted med diverse overgreb m.m., er den sociale sammenhængskraft stærkere. Dér går børnene stadig i skole sammen, der er flere faglige arbejdspladser, og man bor socialt blandet.

Så det kunne måske svare sig, hvis man på Slotsholmen (som bogen mener lever afsondret fra virkeligheden ude i landet) stoppede med at søge efter enkle løsninger på komplicerede problemer, og i stedet tog fat på at gøre Danmark til dét samfund, som andre lande altid har misundt Danmark for at være: Et land med mindre ulighed, blandede boligområder, fælles folkeskole, relativ høj social mobilitet og stærk social sammenhængskraften.

Bogen slutter derfor med fem punkter, der også kan beskrives som guidelines til handling, hvis vi stadig ønsker Danmark som et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. De fem punkter er:

Fordelingspolitik er vigtigere end i mange årtier: Klassekampen er langtfra død. Tværtimod så trækkes det danske samfund skævt. Og det går stærkt, fordi overklassen stikker af i høj fart og med proppede pengesække. Sammenhængskraften og den sociale mobilitet er derfor truet, og kan kun sikres ved en mere retfærdig omfordeling.

Gør op med segregeringen af boligområder og skoler: Socialt blandede skoler skaber en ”klassekammerateffekt”, hvor man lærer hinanden at kende og kan hjælpe hinanden. Det samme med socialt blandede boligområder. Folkeskolen skal derfor fortsat være en samlende skole, og der skal igangsættes en by- og boligpolitik, som sikrer en social blandet by.

Uddannelsesinvesteringerne skal gavne de mange: Uddannelse skal være for alle og være de byggeklodser, som livet igennem kan stables ovenpå hinanden. Det er derfor vigtigt at sikre, at uddannelsesmidlerne bruges til alle og ikke kun akademiske fag, men også til faglige uddannelser og til uddannelser, som kan tages midt i livet.

Husk skellene i arbejdslivet: Arbejdslivet er meget forskelligt – afhængigt af om du er ufaglært eller har en lang uddannelse. Vi skal derfor bevare fokus på emner som nedslidning, working poor og social dumping, der skaber utryghed hos de svageste på arbejdsmarkedet. For det er vigtigt – både for den enkelte og for samfundet – med et velfungerende og velorganiseret arbejdsmarked med stærke fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Skab job, investér i mennesker og gør op med subkulturer: Overførselsindkomster er et varmt politisk emne, hvor liberalister fokuserer på, at lavere sociale ydelser vil give incitament til at få et job. Det overses imidlertid, at det store flertal på overførselsindkomst er dér helt ufrivilligt. Det anbefales i stedet at indføre en ”ret-og-pligt”, hvis ikke en stor mængde mennesker risikerer at blive presset ud i en subkultur, der ikke anerkender samfundets normer. Der skal også skabes arbejdspladser – fx via en ”genindustrialisering” af Sjælland.

Bogen er på 200 sider og er udgivet af Gyldendal. Vejledende pris: 199,95

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

Udgivet den af
1

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen fylder 1 år

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen fylder 1 år idag, d. 2. februar.

Og i den anledning har Anna M.T.F. lavet en illustration af og til Danmarksbloggen. Vi takker for den fine tegning og glæder os over, at vi – også illustrativt – er kommet på benene og igang med tilværelsen.

Se Danmarksbloggens Facebook-side for at se tegningen:

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

At Danmarkbloggen kom til verden på netop kyndelmisse-dagen, d. 2. februar 2013, var meningen. Det gav – og giver – så god mening, at Danmarksbloggen startede sin odyseé på netop den dag, der er en af årets største lys-dage: Kyndelmisse-dagen, som er dagen, hvor der tændes lys i alle landets kirker for at fejre Jesus´ optagelse i templet.

Danmarksbloggen ønsker så at tænde lys i hele Danmark: Oplysningens lys, tolerancens lys, rummelighedens lys, frisindets lys, solidaritetens lys – lys der skinner og giver os viden, styrke og kærlighed til sammen at (gen)skabe det Danmark, hvor der er plads til fællesskab, plads til os alle – uanset køn, alder, erhverv, race, religion, seksuel orientering og alt det andet, der kan skille mennesker.

Danmarksbloggen har derfor også i sit første år skrevet meget om kærligheden og dens væsen, om dansk politik, om Copenhagen Pride, om mennesker der har gjort en forskel, om sociale forhold, om arbejdsmarked, om kultur, om sport, om historie, om højtider og alt det andet, der styrker den danskhed, der taler om frisind, fællesskab og rummelighed. Dén danskhed, som vi engang var verdensberømte på grund af – og som igen én dag skal være de danskes adelsmærke.

I sit andet år vil Danmarksbloggen derfor fortsætte med at skrive om disse emner og mange flere, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

For hvad vil det egentlig sige at være dansk? At være dansker? At bo i Danmark? Dét skal vi finde ud af i fællesskab her på Danmarksbloggen. Allesammen.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Store bytte-dag: Danmarksbloggen søger tilgodebevis

Udgivet den af
1

3. juledag – eller rettere i vores tid: Store bytte-dag.

Julelysene er slukkede, julepynten pakket væk og juletræerne smidt ud. Nu drejer det sig om at rydde det sidste op efter juletiden og få det meste ud af de julegaver, som skal byttes. Bedst er det at få rede penge, men ellers kan tilgodebeviser også bruges. Især hvis man husker at indløse dem.

Danmarksbloggen kunne også godt tænke sig at bytte noget, nemlig den mangel på forståelse og solidaritet, som præger det danske samfund.

Et dugfrisk eksempel på det så man lige op til jul, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) talte om, at de såkaldte nyttejob skal motivere de ledige til selv at finde et job eller gå i gang med en uddannelse. Et nyttejob er altså et job, som ingen rigtig har lyst til at tage, må man formode.

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6358042/nyttejob-arbejdsloese-skal-fjerne-hundelorte-og-taelle-biler/

Det trak Mette Frederiksen dog tilbage og sagde, at alle job var lige meget værd. Men hvis de er det, så skal de mennesker, der samler hundelorte op, vasker legetøj i børnehaver og hvad man ellers kan lave i nyttejob, også have en rigtig løn.

For hvad er det egentlig, som man siger, når man forlanger, at ledige skal arbejde på kontanthjælp i jobs, som de færreste ønsker at udføre? At de ledige er dovne og ikke gider arbejde? Lige præcis. Men det passer jo ikke. Endda langtfra.

En undersøgelse fra “Min A-kasse” viser, at arbejdsløshed af nærmest alle opfattes som noget af det værste og mest skamfulde, som man kan komme ud for. Det ligger nemlig dybt i menneskets natur gerne at ville yde og bidrage til fællesskabet.

http://www.min-a-kasse.dk/analyse-4-ud-af-10-arbejdslose-skammer-sig

Danskerne vil altså gerne arbejde. Faktisk er der ikke noget, som de hellere vil. Men det skal sørme være på lige betingelser for alle på arbejdsmarkedet, således så alle får en reel løn for deres arbejde.

Nutidens holdning om, at nogle er så meget værd, at de kan få en rigtig løn, mens andre må arbejde på en kontanthjælp er ihvertfald stik imod den forståelse for andre og den solidaritet, som vi har så hårdt brug for i Danmark nu.

Danmarksbloggen vil derfor gerne vide, hvor man kan finde tilgodebeviser på forståelse og solidaritet? For efterspøgslen på de to goder er enorm i Danmark, men udbuddet på Christiansborg er meget lille.

Derfra kan vi kun forvente nedskæringer og en fortsat fordeling af goderne, så dem der har, de får mere – og dem der ikke har, de får ikke alene mindre, men skoses også for at være grådige og dovne. Det giver ikke mening.

Danmarksbloggen tør derfor også godt garantere, at et tilgodebevis på forståelse og solidaritet med de arbejdsløse, er et tilgodebevis, der vil blive husket og indløst øjeblikkeligt – hvis det ellers kan findes.

Den gode nyhed er så heldigvis, at vi sammen kan skabe det tilgodebevis med vores ord, vores stemmer og vores handlinger. Danmarksbloggen er gået igang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Løkke den eneste, der bruger løs af de offentlige midler?

Udgivet den af
1

Normalt er efterårsferien politisk set en stille tid, hvor der pustes ud mellem sensommerens landsmøder, folketingets åbning og det sene efterårs finanslovsforhandlinger og politiske dagsorden i øvrigt.

Men ikke i år, hvor det notorisk gennem uge 42 har braget løs hos Venstre på grund af deres formand Lars Løkkes dyre rejser og kommentar om sko til to tusinde kroner. Og på søndag kulminerer det så med pressemødet, hvor Løkke måske/måske ikke fremlægger diverse bilag.

Danmarksbloggen skrev om det allerede inden efterårsferien:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2193

Danmarksbloggens metier er imidlertid ikke at fortsætte med at grave i sagen eller åle Lars Løkke for hans adfærd og luksusvaner. Dén del klarer de andre medier – og den faldende vælgertilslutning – så ganske glimrende allerede.

Nej, det interessante er, om hele rejse-og-sko-sagen har en reel politisk betydning på den lange bane – og for det politiske landskab som helhed.

For selvfølgelig sidder der nogen i Venstre i disse dage og gnider sig i hænderne og håber på Løkkes fald, så de selv kan blive kalif istedet for kaliffen.

Og i de andre højrefløjspartier, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og formentlig især Dansk Folkeparti, er der også gang i hænderne. De frafaldne Venstre-vælgere søger nemlig over mod de tre partier – og ikke mod regeringspartierne, som slet ikke får nok goodwill og vælgere ud af den sag her.

Så medmindre oppositionen bliver bedre til at sætte lighedstegn mellem Løkkes adfræd og en generel dårlig borgerlig etik og moral ang. det at bruge (løs af) de offentlige midler, så vil Løkkes krise – og eventuelle fald – ikke betyde andet end en krusning på vandet for en opposition, der stadig står til at overtage magten efter næste folketingsvalg. Dog måske med en anden kandidat end Løkke som statsminister.

Men er Løkke en enlig sag – eller er Løkkes omgang med offentlige midler en udbredt adfærd? Alle, både fra venstre og højre side af folketingssalen, har travlt med at forklare Løkkes gøren og laden som noget enkeltstående.

Spørgsmålet, der derfor skal stilles, er: Hvordan er den generelle holdning og adfærd til offentlige midler hos de folkevalgte? Eller sat på spidsen: Er Løkke den eneste politiker, der bruger løs af offentlige midler?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Én milliard til Folkeskolen er et greb i lommen for Almenfonden

Udgivet den af
3

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal – eller som den hedder i daglig tale Almenfonden – har idag givet én milliard kroner til den danske folkeskole. Penge, som primært skal bruges til efteruddannelse af lærere og skoleledere samt bedre undervisningmateriale og flere hjælpemidler.

De første penge deles ud i 2014, som også er 200-jubilæumsåret for undervisningspligtens indførelse i Danmark. Det forventes, at alle pengene er delt ud senest i 2020.

Det er en enorm donation, som kan gøre en kæmpeforskel for folkeskolen – og for vidensniveauet i Danmark, og det er mere end flot, at en fond giver så stort et beløb.

Men – for der er et men. Ser man på tallene fra Almenfonden, så kom fonden ud af 2012 med et overskud på over 9,2 mia kroner. Og regnes de seneste fem års overskud sammen, så er der tale om et plus på 34 mia. Fondens egenkapital er da også 91,5 mia.

Se evt. mere her: http://borsen.dk/nyheder/virksomheder/artikel/1/258963/kassen_bugner_i_fonden_bag_maersk.html/?utm_source=relatedright

Så ja, milliarden er en smuk gestus og en god investering i fremtiden … men for Almenfonden også blot et greb i en meget velfyldt lomme.

Danmarksbloggen drømmer derfor om, at der bliver grebet et par gange til eller fem. Og at de penge bliver brugt til at skabe rammer for alle dem, der er udenfor idag, så de også kan føle sig værdsat, set og accepteret.

For alle mennesker vil gerne gøre en indsats for fællesskabet. Det er bare ikke alle, der får lov til det. Men det kunne andre rammer sørge for. Rammer, der koster penge … men som giver så meget tilbage igen til os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen har en drøm idag …

Udgivet den af
2

Det er idag 50 år siden, at Dr. Martin Luther King holdt sin berømte “I have a dream-tale” i Washington DC.

Talens berømthed og stadige påvirkning på vores følelser kender vi alle, så det er i grunden ikke så spændende. Det interessante er derimod, om vi kan bruge talens indhold til noget idag – og i så fald til hvad.

Ja, vi kan ihvertfald konkludere, at det er gået fremad for de sorte i USA. Selvom den hvide amerikaner stadig har langt flere fordele og goder end den sorte amerikaner eller for den sags skyld dem med mexicanske rødder og alle de andre, der bor i det store land, som i de forløbne 50 år har været verdens førende land – og det land, som vi i Danmark har hentet mest inspiration fra på godt og ondt.

Det er i de samme fem årtier, at Danmark har ændret sig fra at være et monokulturelt til et multikulturelt samfund. Indvandringen startede i 60´erne, tog fart i 70´erne og har siden 80´erne været en politisk varm kartoffel, hvor nogle som fx Dansk Folkeparti mener at alle, der ikke spiser flæskesteg, har et problem, mens andre som fx Radikale og Enhedslisten mener, at der slet ikke er nogen problemer udover manglende tolerance.

Sandheden er selvfølgelig et sted imellem. Danmark bliver aldrig igen som det nostalgiske glansbillede fra 1950´erne med sommer, sol og søndag – ja, Danmark var ikke engang sådan i 1950´erne udover på film. Det multikulturelle samfund er kommet for at blive – og hurra for dét og mangfoldigheden. Punktum.

MEN der er problemer med visse grupper indvandrere – ikke med hele nationaliteter eller religioner, men med udvalgte grupper. Og det er vi nødt til at snakke åbent om, hvis vi skal have en chance for at finde løsninger.

Danmarksbloggen har derfor en drøm om, at vi bliver bedre til at rumme hinanden. Men også bedre til åbent og ærligt at tale om tingene – og stille og roligt løse dem sammen.

For vi er allesammen mennesker. Og vi skal være her allesammen, sidde ved det samme bord, tage hinanden i hånden og sammen løfte det danske samfund. Og dét, mine damer og herrer, kan vi bruge Dr. Martin Luther Kings tale til.

Danmarksbloggen har derfor en drøm – ikke kun i dag, men alle dage. En drøm om at vi bliver bedre til at tage hensyn til og bære over med hinanden, hvad enten vi er muslimer, jøder, kristne, ateister eller alle mulige andre ting. Hvad enten det drejer sig om et juletræ i en boligforening, frikadeller i børnehaven, Eid-fester, vielser af homoseksuelle og så videre.

Vi skal være her allesammen, og det mindste vi kan forvente og forlange af hinanden er gensidig respekt og rummelighed.

Danmarksbloggen har en drøm … og en målsætning om at arbejde i dén retning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kan en muslim være demokratisk?

Udgivet den af
3

Kan en muslim være demokratisk?

Spørgsmålet burde være retorisk og svaret et indlysende ja. Men sådan forholder det sig ikke i Danmark i sommeren 2013. Tværtimod sættes der mange steder i den offentlige debat lighedstegn mellem det at være muslim og det at være antidemokratisk.

En af årsagerne er den tidligere talsmand for blandt andet Islamisk Trossamfund Ahmed Akkaris udsagn om, hvor meget fejl han tog dengang under Muhammed-krisen, hvor han rejste rundt i Mellemøsten og opildnede til modstand og had mod Danmark i al almindelighed og Jyllandsposten og Kurt Westergaard i særdelseshed.

Nogle er glade for Akkaris “omvendelse”, mens andre ikke rigtig tror på den. Det er imidlertid ikke det interessante. Det væsentlige er derimod, at Akkari med sine nye udmeldinger giver vind i sejlene til de grupper, som mener, at alle muslimer er anti-demokratiske.

Og det er da helt indlysende, at der findes fundamentalistiske muslimer, der ønsker demokratiet hen, hvor peberet gror.

Men det er naivt, ja det er farligt at lukke øjnene for, at de antidemokratiske og fundamentalistiske kræfter også findes alle andre steder. Fx hos den yderste højrefløj, der i øjeblikket vokser i indflydelse overalt i Europa. Men også og endnu værre hos visse etablerede politiske partier, der har holdninger, som ligger tæt på højreekstremisterne.

Partier, der taler til den indre svinehund og den laveste fællesnævner, når de hævder, at muslimer nærmest per definition er udemokratiske sharia-tilhængere. De seneste års revolutioner og demonstrationer i mange arabiske lande for netop mere demokrati og frihed vælger man at ignorere. Disse begivenheder hænger nemlig slet ikke sammen med den opfattelse af muslimer, som både ekstremisterne og dele af den etablerede højrefløj har som værende forbenede fundamentalister hele bundtet.

En fundamentalisme, der er ligeså firkantet og ødelæggende som den muslimske fundamentalisme. For fundamentalisme er nemlig – uanset hvilket teorigrundlag den har – altid den farligste gift for ethvert demokrati.

Derfor skal alle former for fundamentalisme bekæmpes med en konstant insisteren på rummelighed, tolerance og frihed. På retten til at være uenige, ja endda verbale uvenner, men med en god tone og i fuld respekt for hinandens forskelligheder og meninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

The good news …

Udgivet den af
2

The good news! Er det dem, som vi vil have?

Er vi så trætte af død og ødelæggelse, af konflikter og skænderier, at vi vil have the good news – og kun dem?

Måske. Ihvertfald engang imellem, når livet går os imod, og vi trænger til at blive ladet op og fyldt med tro på, at verden er et godt sted at være – og menneskene kærlighedsfulde og positive, når det kommer til stykket.

Men hvad så, når alt kører, og vi føler os som en stor succes? Eller det bare er almindelig hverdag? Behøver vi så stadig the good news – og kun the good news?
Eller er det der, at vi kan lide at svælge i skandaler?

Svaret er ja. Ja til at det kilder lidt i maven at læse the bad news, så længe selvfølgelig at det ikke er for “bad”. For der er sager, som det altid er ubehageligt og væmmeligt at høre om, som man altid får det dårligt af at læse, og dem ønsker de fleste at slippe for. Men lidt skilsmisser og lidt politiske rævekager, dét kan de fleste omvendt godt lide at læse om fra tid til anden. Og det er alt sammen såre menneskeligt.

Man kunne ønske, at vi var mere optaget af lys, glæde og lykke døgnet rundt. Men vi drages af konflikter og skandaler, drages af gyset og følelsen “godt-det-ikke-er-mig”.

Så nok kan vi glædes over et bryllup og sige nååååååårh til en nuttet hundehvalp, men det er også sjovt at læse om de kendte, der jokker i spinaten eller om politikeren, der bliver grillet.

Det er altsammen ganske vist …

Danmarksbloggen prøver ihvertfald på at bringe lidt af det hele – men altid med fokus på mangfoldigheden og rummeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Verdens korteste intimkoncert i Tivoli

Udgivet den af
1

Danmarks sejrende MGP-datter Emmelie kom hjem i går og blev hyldet i et regnvådt, grønt og helt menneskefuldt Tivoli.

Smilende og glad kom hun først gående gennem Den Gamle Have, inden hun kom ind på scenen på Plænen med trofæet i hånden, og jublen bragede løs fra de mange tusind mennesker og deres svingende Dannebrogsflag.

TV sendte live fra begivenheden, og Emmelie sang først nationalsangen og derpå hendes vindersang. Alle jublede og var glade. Der var de obligatoriske lykønskninger, interviews og taksigelser, og så det hele slut – ihvertfald for dem, der så det på tv.

Men for os, som var i Tivoli, startede det hele på én måde først der. For da tv-folkene var væk, stak Emmelie og de andre hovederne sammen ét kort øjeblik, og så gav de vindersangen én gang til. For fuld skrue og med en ganske særlig glød.

For det blev den ægte fejring, den rigtige fejring. Den fejring, der ikke var en del af en iscensat tv-udsendelse. Men i stedet var en få minutter kort intimkoncert fremført af nogle jublende lykkelige mennesker overfor en ligeså jublende folkemængde, der for længst har taget den unge pige og de andre til deres hjerter.

Verdens korteste intimkoncert – og et passende punktum for en pinse i MGP´s tegn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk