Forfatterarkiv: admin

Liberalismens ulige ligning

Udgivet den af
Svar

Liberalisme er ikke godt for samfundet, det er lidt sådan her:

1. Liberalisme skaber ulighed.
2. Ulighed skaber mere fattigdom.
3. Mere fattigdom skaber mere kriminalitet.
4. Mere kriminalitet skaber større mangel på politi.
5. Større mangel på politi skaber mere uopklaret kriminalitet.
6. Mere uopklaret kriminalitet koster samfundet flere penge.
7. Samfundets mangel på penge giver mere fattigdom.
8. Gå til nummer 3 …

Skrevet af: Gry Kia Overgaard, medlem af BMO

Note: Danmarksbloggen er helt enig – og finder det himmelråbende tåbeligt, at egoismen og grådigheden hos dem, der har deres på det tørre, åbenbart er så store, at de mennesker ikke kan se det – eller ikke vil se det!!!

Anmeldelse: Livsens Ondskab

Udgivet den af
Svar

Som Knagsted siger det: Det er, hvad det er – og det er forestillingen ”Livsens Ondskab” også på Nørrebro Teater.

En forestilling i et forrygende tempo – og for en stærkt spillende Thummelumsen (Peter Zandersen) også især i første akt et meget fysisk krævende stykke, der med lige dele dramatik, komedie og tragedie spidder vores tid og dens mennesker ligeså meget som stykket gjorde det, dengang Gustav Wied skrev ”Livsens Ondskab” tilbage i 1896.

For mennesker sladrer stadig, snobber stadig, kæmper stadig for at se godt ud i andres øjne og alt det andet, som vi kan vælge enten at le hånligt af, kæmpe imod – eller måske som Knagsted acceptere med de vise ord: Det er, hvad det er.

For nok er Knagsted, hvad man kan kalde et upassende menneske, der altid siger det, som der ellers er konsensus omkring, at ingen taler om, da det ellers vil berøve mennesket illusionen om sig selv. Men han er ligeså ubønhørlig, som han er djævelsk i detaljen, når han igen og igen sætter fingeren på det ømme punkt – eller på ringeklokken, som han selv siger det. Og på Nørrebro Teater gøres det i Tom Jensens både fysiske og skuespils-tekniske store højde. For han rager unægtelig op, så man – idealist eller realist – fascineres af denne Knagsted.

I Knagsteds adfærd er så også en accept af verdens kaos og af mennesket og menneskets fejl, mangler og evindelige svigt, som kan være ganske befriende. Især sammenlignet med Clausens insisteren på orden og tro på det gode. En Clausen, der spilles hændervridende godt at Ole Lemmeke.

For nok lyder det jo dejligt med en, der tror på blomster og kærlighed, på nytten i og af livet. Men livet består også af lort – endda så meget at man kan dø af for meget, især hvis er medlem af ædedolkenes klub og ser nydelse som meningen med livet. Og hvem – også i 2017 – er ikke medlem af dén klub? Det er næsten alle, selvom nydelse nu mere måles i antal timer i fitness-centret og likes på Facebook end i antal kilo på badevægten.

Og midt i det hele står så (som alle vi andre) Thummelumsen og hans mor – der spilles forrygende og med en fantastisk mimik af Ditte Gråbøl – og kæmper for at få deres ønsker opfyldt, som om det skulle give lykken. Det gør det selvfølgelig ikke (heller ikke selvom Thummelumsen får mere end han drømmer om), hvad Knagsted også konstaterer i stykkets slutning, da den gamle tolder skal rejse fra byen.

For nu er Knagsteds gamle ven/fjende Mørch (Peder Holm Johansen) død og ligger nede hos de orme, som Knagsted har underholdt ham med gennem den døende mands sidste måneder – til Mørchs store fortrydelse, om end han har måttet finde sig i både vandreture, samtaler om forrådnelse, fugtig jord og en fejende rigor mortis-vals.

For det er, hvad det er. En lære, som undertegnede havde opponeret voldsomt imod som purung, men som nu hvor jeg er midt i livet, finder ganske befriende. For er der i grunden noget værre end moralske mennesker? De sætter med deres fordringer og regler andre mennesker i bås i modsætning til en Knagsted, der banker en hund, fordi han trænger til at røre sig. Det er så lige stærkt nok – trods alt. Så livsfornægtende og blasert er undertegnede dog ikke blevet endnu, at jeg synes at det er i orden. Lidt Clausen, lidt moral må der åbenbart (gerne) være tilbage.

Men det er, hvad det er – og på Nørrebro Teater formår Wieds gamle stykke at bevare sit satiriske bid og vid, selvom jeg nu godt kunne have tænkt mig at høre en hund gø til sidst i stykket. For som der står i Wieds mesterværk:

Skumringen blev dybere og dybere. Stjernerne glimtede frem, og hist og her ude over de dunkle Marker tændtes et enligt Lys bag en Rude. Natten sank stor og stille ned over Jorden …. Og i det fjerne gøede den traditionelle Hund.

For selvfølgelig må forfatteren som en anden Knagsted ruske i det romantiske billede, selv i sin egen bog, der på Nørrebro Teater i en moderne og minimalistisk opsætning stadig formår at ruske i os og alle vores dårskaber, hykleri og forstillelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kommaer, som dem Knagsted samler på – og endda tæller to gange.

Eller måske er det seks gange kykkeliky – for sådan udtrykker man sin glæde iflg. Mor Karen – og Thummelumsens vistnok lykkelige kone. Men hun var også fra starten så enfoldig og så ingenting i modsætning til Knagsted, der ser alt og skåner ingen – heller ikke sig selv.

”Livsens Ondskab” spiller på Nørrebro Teater indtil 12. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden og demokratiet er under angreb

Udgivet den af
Svar

Det er farlige tider vi lever i. Friheden og demokratiet er under angreb – også i Danmark.

Tag bare Saxo Banks stifter Lars Seier Christensen – pengemanden bag LA – som i går aftes hos Clement gjorde sig til talsmand for, at det amerikanske nyhedsmedie CNN var blevet et politisk parti. Han mente også, at beskrivelsen i medierne af Trump var unuanceret … ! Trump var jo bare en bramfri mand.

Men også fra den anden side af det politiske spektrum kommer der pt. en trussel mod demokratiet og friheden. Alternativet, Radikale og SF er gået sammen om at prøve at lave en aftale med de andre partier om, at der aldrig skal laves en afstemning i Danmark om fortsat dansk medlemskab af EU.

Hvis det lykkes, vil det være tordnende udemokratisk og unfair overfor både nuværende og kommende generationer.

Samfundet og demokratiet skal have lov til at udvikle sig – og det gøres bedst med frie valg, fri debat og en fri presse.

Så enkelt er det …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyrbyen Odense

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var i Odense i sidste uge – sådan en rigtig råkold vinterdag med både blæst og småregn, og det kan vel ikke være noget eventyrligt ved, tænker man måske.

I Odense er svaret så, at det kan der godt. Men byen er jo også H. C. Andersens fødeby.

For centralt i manges billede af Odense er selvfølgelig H. C. Andersens hus, hvortil der også er knyttet en udstilling om landets mest berømte søn, hans liv og tid. Den er både oplysende og let at finde rundt i, og kommer man udenfor højsæsonen (og det gør man en torsdag i februar), så har man det også næsten for sig selv, hvilket vi danskere godt kan lide, som det bondefolk vi stadig er.

Danmarksbloggen vil dog også anbefale, at man besøger H. C. Andersens Barndomshjem, som ligger få hundrede meter fra det kendte H. C. Andersens hus. Det var her, at han boede fra han var 2 år – og altså her, at han fik de tanker og ideer, som senere skulle gøre ham til alle tiders bedste eventyrdigter.

Her er der heldigvis ikke lavet nogle smarte tilbygninger eller andet gøgl. Her går man i de to små stuer, som udgjorde familiens hjem – og man kan meget bedre end noget andet sted fornemme, hvordan det har været at være den lille, fattige dreng med de store drømme og den rige fantasi.

Det er også her, at digtet om barndomshjemmet hænger, hvor der blandt andet står:

Een Stue, et lille Kjøkken –
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften
Som siden paa Intet Slot.

For han kom jo senere til at holde både jul, påske, pinse og sommer på diverse herregårde og slotte.

Slotte og prinsesser og fæle væsner er der også i Disney´s tegnefilm, og tegninger derfra – både skitser og celletegninger – kan man indtil 12. marts se på Brandts Klædefabrik i Odense, og lad det være sagt med det samme. Det er en fantastisk udstilling med billeder fra både Snehvide, Tornerose og Frost – men også mere ukendte værker som en tegnefilm om Vårens Gudinde, som man endda kan se i sin helhed sammen med de to mere kendte om De Tre Små Grise og Rottefængeren. Der er også en interessant film om, hvordan Disney skabte sine film.

Så gak endelig til Odense … og skal mange danskeres nutidige drømmefabrik, nemlig Disneys tegnede billeder nås, ja så skal det ske inden 12. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mad og Michelin-stjerner – Danmarks nye nationalsport

Udgivet den af
Svar

Der var engang, hvor fodboldlandsholdet kunne samle danskerne. Det er snart længe siden. Den nye nationalsport er derimod MAD – og den fineste disciplin er de Michelin-stjerner, der blev uddelt her klokken 10, hvor Danmark vanen tro har fået adskillige, også i provinsen.

Så over hele Danmark vrimler det med glade kokke, restaurantchefer og –ejere med flere i dag. Det Nye Nordiske Køkken er også for længst blevet en succes, ja et varemærke, der går sin sejrsgang over hele kloden.

At den almindelige dansker så kun sjældent, om nogensinde, spiser på en Michelin-restaurant ser den selvsamme dansker stort på. For der er grøde i alt, der har med mad at gøre. Vi vil nemlig så gerne spise lokalt, årstidsbestemt, økologisk og bæredygtigt – eller det siger vi ihvertfald, at vi vil.

For når man ser på andelen af fast food, der sælges fra kæder som McDonalds og Burger King, men også koncept-restauranter som Flammen og Jensens Bøfhus samt butikker som 7-11 – og fra supermarkedernes kølediske, så virker det oplagt at spørge, hvad danskerne i virkeligheden spiser.

For ingen af de steder gør man sig i lokale råvarer, der er bestemt af årstiden og tilsmagt med, hvad kokken selv har fundet af græsser og andet i en sen nattetime i den lokale vejgrøft.

Men drømmen om det veltillavede måltid, der oven i købet er anrettet på en måde, så det ligner kunst – dén kan vi godt lide, og dén kan vi drømme med på de dage, hvor vi trods alt står i køkkenet og laver mad, selvom det så bare er kødsovs med pasta, hvad der er mange danskeres yndlingsspise.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aarhus 2017: Lugten af en Kulturby

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var i sidste uge på besøg i Aarhus – årets europæiske kulturby.

Danmarksbloggen er ikke imponeret. Især fordi tema´et er LET´S RETHINK. Noget det er svært at få øje på.

Pånær nogle fliser, hvor der står Aarhus 2017 på samt meget få og nærmest malplacerede installationer rundt omkring i byrummet – mærker man nemlig ikke noget til, at Aarhus er årets europæiske kulturby, når man spadserer rundt i landets anden største by, eller er inde forskellige steder, både cafeer, butikker osv.

Jo, der er enkelte udstillinger – og domkirken var lukket for både besøg og kirkelige handlinger på grund af forberedelserne til en teaterforestilling, hvor man ville vende op og ned på gudstjenesten.

Men ellers er Aarhus fuldkommen, som Aarhus plejer at være: Det er stadig regnbuen øverst oppe på AROS, der sammen med Den Gamle By er byens helt store trækplastre. Og der stinker stadig af en blanding af enorme mængder af gylle, kogt opkast og kemisk affald, som gør, at alle med vejrtrækningsbesvær burde anbefales fra officiel side at holde sig væk på de dage, hvor det er slemt.

De lokale siger, at det er værst, når vinden kommer fra øst. De siger også, at det er oliemøllen ned fra havnen, der er årsagen – og at lugten/stanken kommer og går – og at sådan har det været i mange år. Der ligger også nogle store produktionsvirksomheder nede på havnen, og dem bliver der åbenbart taget meget hensyn til.

For politikerne i Aarhus har tilsyneladende hellere ville bruge penge på at blive europæisk kulturby end på at fjerne en stank, der er en sand lidelse at færdes i – og som nok ikke får turisterne til at komme igen.

Som Danmarksbloggen hørte en besøgende på AROS sige dét: Lugten af en Kulturby …

Dét er så ikke en god lugt i Aarhus, skal vi hilse og sige. Måske man skulle rethink – eller gentænke, genoverveje som det hedder på dansk – prioriteringerne i byen, der så gerne vil være en storby, men aldrig rigtig bliver det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihed for Loke såvel som for Thor

Udgivet den af
Svar

Dansk Folkeparti hævder, at kristendommen er så central i dansk selvforståelse, at indvandrere bør gå i kirke for at lære den at kende.

Det kan der være lidt om, i hvert fald delen med at lære kristendommen at kende. Kristendommen har trods alt fyldt meget i 1000 års Danmarkshistorie, og den spiller stadig en rolle.

Så jo, tilflyttere til Danmark (UANSET HVOR DE KOMMER FRA) kan med fordel sætte sig ind i, hvad kristendom er – i den danske version vel at mærke. For der er unægtelig stor forskel på den rummelige danske folkekirke og mange andre versioner af kristendommen. Det KAN så også gøres via bøger og andre kilder til viden.

Og man behøver ihvertfald ikke at være kristen for at være dansk. Man kan sagtens være jøde, muslim, ateist eller alt muligt andet og stadig være ligeså dansk som en trofast kirkegænger i den danske folkekirke – eller en såkaldt kulturkristen.

MEN når nu vi er i gang, så vil Danmarksbloggen kraftigt opfordre Dansk Folkeparti til at lære Grundtvig at kende, åndskæmpen i dansk trosliv og manden der om nogen skabte den folkekirke, som vi har i dag.

Præsten, højskolemanden og salmedigteren N. F. S. Grundtvig levede i 1800-tallet, og sagde de berømte ord: Frihed for Loke såvel som for Thor – altså tros-, ytrings og åndsfrihed.

Og netop dén frihed er det særligt danske … det har de kultur- og historieløse DF´ere bare endnu ikke fundet ud af. Eller også har de – og kæmper bevidst imod det. Uanset hvad, så er DF ganske udansk – for nu at blive i deres egen dem-og-os-retorik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alternativet ønsker alternative skolefag

Udgivet den af
Svar

Alternativet ønsker alternative skolefag. Lyder det som alternative fakta? Ja, lidt – men det er det dog ikke, selvom idéen efter Danmarksbloggens mening er ualmindelig dårlig.

Fag som naturfag, geografi, fysik-kemi, madkundskab, biologi, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, musik, billedkunst, sløjd og håndarbejde skal nemlig efter Alternativets mening erstattes af ”Klima og bæredygtighed”, ”Medborgerskab”, ”Kunst og kultur” samt ”Erkendelse”.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/alternativet-vil-fjerne-historie-samfundsfag-og-meget-mere-fra-skoleskemaet

For ja, det er da rigtigt, at verden har ændret sig – og så alligevel, så er man som menneske nødt til at have den nødvendige grundviden og de nødvendige redskabsfag for til fulde at kunne forstå komplekse områder som fx miljø.

Desuden vil samfundet også i de kommende årtier ændre sig, og så du´r det ikke, at man kun har lært fag, der i Alternativets 2017-version udelukkende gav mening omkring 2020.

Nej, vi skal beholde de eksisterende fag, men sørge for at udvide læringsstoffet i dem. Det sker så også allerede for slet ikke at tale om de tema- og projekt-uger, som der er på de fleste skoler. Så det er en tom tønde, som Alternativet buldrer på her hvor fastelavnstiden nærmer sig.

Fastelavnen er et andet emne, der kræver flere fag at forstå – nemlig både historie, dansk, kristendomsundervisning – og geografi. Gad vide om de ved det hos Alternativet?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle ud af Danmark – NU

Udgivet den af
Svar

Danmark må nødvendigvis skulle affolkes – som i TOTALT AFFOLKES. Alle bosiddende i Danmark skal nemlig hvis loven skal holdes UD – og det NU.

Danmarksbloggen har nemlig med lige dele hovedrysten og skræk set debatten om danskheden udfolde sig efter Folketinget i sidste uge besluttede, at ”danskerne ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”

At beslutte sådan noget er dels racistisk og dels tudetosset.

Det er så også et vidnesbyrd om, at de folkevalgte INTET kan af Danmarkshistorien. Danmark er nemlig som alle andre lande her op mod nord udelukkende beboet af indvandrere.

Nogle af os kom efter sidste mellemistid, mange flere flyttede ind i jernalderen under de store folkevandringer, en del trælle blev importeret med magt fra England i vikingetiden – og sådan er det ellers fortsat med indvandrere op gennem historien. Fx hollænderne i renæssancen, huguenotterne fra Frankrig i barokken, kartoffeltyskerne i oplysningstiden, de polske roearbejdere i starten af 1900-tallet, tyrkerne i 70´erne osv, osv.

Men nu må der altså ikke være for mange indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Så derfor er der kun ét at gøre: RØM landet.

Gad vide, hvor vi kan tage hen? Gad vide, om der er nogen, der vil have verdens lykkeligste folk med bonde- og kræmmermentaliteten i behold – og lykkepillerne i baglommen?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Selvmorderen”

Udgivet den af
Svar

Man siger, at man aldrig skal bedømme en bog på dens omslag. Men Kristoffer Dahls ”Selvmorderen”, der udkom i går mandag d. 6. februar, er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Bogens omslag er decideret lækkert og indbydende, selvom det viser en druknet kvinde, der i hvide, flagrende gevandter flyder i en hel masse vand. Men hun ligger så højt oppe i vandet, at solens stråler kan nå ned til hende og lyse hende op – i hvert fald foran. For bagpå er både vandet og kvinden mørke.

Dét er et godt billede, der også passer eminent på romanens hovedperson, den ateistiske André Camus (bemærk efternavnet – og googl navnet Albert Camus, hvis ikke der automatisk ringer en klokke), der i starten af bogen er god til at narre sine omgivelser på den psykiatriske afdeling til at tro, at han er rask, så han kan slippes ud.

For ligesom kvinden på forsiden så har Camus også to sider – og den ene, den mørke, viser han helst ikke frem. Deri adskiller han sig i øvrigt ikke spor fra dig og mig og alle andre mennesker.

Det samme gælder hans meget specifikke krav til den følgesvend, som han skal have, HVIS han skal lukkes ud. Denne følgesvend skal være kristen – og endda betonkristen. For en sådan må være både konsekvent og optimist, mener Camus, der selv ikke tror på noget som helst.

Han finder også – efter talrige forsøg – en sådan. Den af indisk afstemning Ravi Chesterton (igen bemærk efternavnet og googl evt navnet G.K. Chesterton), og sammen drager de ud i vor tid med alle dens for tidens så typiske dilemmaer og evigtgyldige temaer for at finde ud af HVEM OG HVAD, der drev André Camus kone til selvmord.

For ja, man kan godt lede efter en selvmorders morder – i hvert fald hvis man spørger André Camus, der er verdens eneste selvmordsefterforsker.

Hvad der sker, hvordan det går – og hvilke svar de to umage følgesvende eventuelt finder eller ikke finder, skal ikke røbes her. Det skal læses.

Og der er noget at gå i gang med. Bogen er på næsten 500 sider, så man behøver ikke at kede sig, hvis man er en af de danskere, der har vinteferie i de kommende uger, men som skal blive hjemme.

Bogen er også godt skrevet – om end lidt langtrukken nogle gange. En smule opstramning hist og pist havde kun gjort bogen bedre og skarpere.

Danmarksbloggen vil også anbefale, at man ikke forventer at læse hele romanen på én gang. Undervejs bliver man nemlig flere steder nysgerrig efter at søge mere information om først det ene og så det andet emne, så det anbefales at have noget digitalt ved siden af sig, så man har mulighed for at google.

Det er også let at få lyst til at læse både eksistentialisten Albert Camus og den kristne forfatter G.K. Chesterton, så nu er I advaret. For Chesterton skrev cirka 100 bøger, og var i 1935 nomineret til Nobelprisen i litteratur. Camus skrev mange bøger, men ikke 100 dog. Til gengæld fik han Nobelprisen i 1957.

Men summa summarum: ”Selvmorderen” er en eksistentialistisk spændings-bog, der i sig har flere gode takter, og hvis road-movie-karakter og etiske problemstillinger gør den oplagt til diskussioner og debatter – også med sig selv. For hvad mener jeg egentlig? Hvordan skal jeg forstå skabelsen? Kærligheden? Livets mening? Døden?

Danmarksbloggen giver fire ud af seks småkager for ”Selvmorderen”, som dem både André Camus og vi andre indimellem må klemme ned af høflighed.

Det er Valeta, der udgiver romanen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk